Fortjeneste eller tab ved afståelse m.v. af immaterielle rettigheder omfattet af AL § 40, stk. 2, såsom særlige fremstillingsmetoder eller lignende (knowhow) patentret, forfatter- og kunstnerret og ret til mønster eller varemærke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. AL § 40, stk. 6. For personer medregnes fortjeneste eller tab i den personlige indkomst, jf. PSL § 3.

Det er ikke en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at salget m.v. finder sted i forbindelse med erhvervsophør.

De specifikt opregnede rettigheder
Særlig fremstillingsmetode eller lign. dækker blandt andet know-how, som vedrører opfindelser og værker, der er skabt af afhænderen selv. 

Ved forfatter- og kunstnerret forstås rettigheder, der er beskyttede i henhold til lov om ophavsret. Det vil bl.a. sige forfatterret til skønlitteratur, videnskabelig eller faglig litteratur, filmrettigheder, retten til musikværk, og retten til edb-programmer m.v. Udgifter til anskaffelse af edb-software afskrives dog efter reglerne i AL kapitel 2 om driftsmidler og skibe, jf. AL § 2, stk. 2, uanset om der er tale om erhvervelse af en tidsubegrænset rettighed eller lignende. Se herom afsnit E.C.2.1.2.

Ved mønster forstås forbilledet for en vares udseende eller ornament og ved varemærker forstås særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes benyttet i en erhvervsvirksomhed. Mønster eller varemærke er retsbeskyttet i henhold til varemærkeloven.

Øvrige rettigheder
Bestemmelsen angiver ikke udtømmende arten af de omfattede rettigheder. Bestemmelsen omfatter således også rettigheder, der hidrører fra en vis indsats af skabende eller opfindende karakter. Lovbestemmelsen omfatter derfor også rettigheder til værker m.v., hvor det er karakteristisk, at rettighederne ikke giver indehaveren ret til pengeydelser, men giver ham mulighed for at skaffe sig økonomisk udbytte ved at udnytte rettighederne.

Det er ingen betingelse for anvendelsen af bestemmelsen, at rettighederne er registrerede.

Filmrettigheder
Hvis filmrettigheder overdrages fuldt ud, således at køberen erhverver brugsrettighederne i hele den periode, hvor de pågældende rettigheder har gyldighed i henhold til de retsregler, der gælder for det pågældende område, kan udgifterne til erhvervelsen afskrives efter AL § 40, stk. 2, jf. TfS 1994, 669 LR, der er kommenteret i TfS 1995, 89 DEP.

Hvis der derimod er tale om udgifter afholdt til brugsrettighederne til filmrettigheder vedrørende en kortere periode end den periode, der er ophavsretligt beskyttet, angår de afholdte udgifter ikke immaterielle rettigheder, og udgifterne kan derfor ikke afskrives efter AL § 40, stk. 2. Derimod kan udgifterne fradrages som driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a. Dette fremgår af SKM2003.586.HR, der direkte vedrørte forståelsen af § 15, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat m.v. (for rettigheder erhvervet efter den 19. maj 1993 de ophævede bestemmelser i ligningslovens § 16 F, stk. 2, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 2). Højesteret fandt, at overdragelse af sådanne tidsbegrænsede brugsrettigheder ikke kunne betragtes som en endelig "afhændelse" af rettighederne, hvorfor køberen ikke erhvervede rettighederne i den forstand, hvori dette udtryk benyttes i ligningslovens § 16 F, stk. 2, - og tidligere - lov om særlig indkomstskat m.v. § 15, stk. 1. Højesteret bemærkede i den forbindelse følgende: "Ordet "tidsbegrænsede" i § 2, nr. 4, i lov om særlig indkomstskat må forstås som sigtende til den tidsbegrænsning, der følger af, at de pågældende rettigheders varighed er begrænset i henhold til de retsregler, der gælder på det pågældende område, jf. navnlig ophørsbestemmelserne i ophavsretslovens kapitel 4 om ophavsrettens gyldighedstid. Sådanne rettigheder kan overdrages delvist ved, at de uafhængigt af den tidsbegrænsning, der følger af retsreglerne, overdrages for en tidsbegrænset periode, jf. ophavsretslovens § 53, stk. 1."

Højesteret fandt endvidere, at de omhandlede udgifter afholdt til erhvervelse af ret til tidsbegrænset brug af filmrettigheder, var blevet "anvendt" og dermed var fradragsberettigede i de indkomstår, hvor beløbene blev betalt i overensstemmelse med, hvad der var bestemt i de indgåede kontrakter.

Det er efter SKM2006.274.SR uden betydning for den skattemæssige behandling af udgifter afholdt til brugsrettigheder til filmrettigheder for en begrænset periode, om udgifterne vedrører film, der allerede har haft premiere ("gamle film"), premierefilm eller film, der endnu ikke er færdigproducerede på det tidspunkt, hvor brugsrettighederne erhverves.

I TfS 1999, 574 VLD, havde en pressefotograf for 140.000 kr. overdraget sit personlige billedarkiv til et selskab, hvor han selv var hovedaktionær. Landsskatteretten fandt, at beløbet skulle beskattes som maskeret udlodning. Landsretten fandt derimod, at fotografen med overdragelsen af billedarkivet havde overdraget sin ret til at kræve betaling for udnyttelse af billederne, og at denne ret kunne sidestilles med de i LL § 16 E, stk. 1, nr. 2, - nu AL § 40, stk. 2, nævnte eksempler. Vederlaget skulle derfor medregnes til den skattepligtige indkomst efter denne bestemmelse.

I TfS 1993, 121 LSR fandt Landsskatteretten, at retten til at udgive 2 distriktsblade, som et selskab samlet overdrog til et andet selskab, ikke var en sådan karakter, at den kunne anses for omfattet af LOSI § 2, nr. 4, - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Vederlaget blev i sin helhed anset som en betaling for kundekreds, abonnenter og annoncører og var et vederlag for goodwill.   

TfS 1996, 155 HRD: Et selskab, der drev virksomhed med indhentelse og videregivelse af kreditoplysninger, overdrog virksomheden til et nyetableret selskab. Overdragelsessummen udgjorde 13.000.000 kr., hvoraf vederlag for goodwill var 8.100.000 kr. og vederlag for udgiverrettigheder, navn og logo m.v. var 700.000 kr. Sælgeren anså de 700.000 kr. for vederlag for goodwill, der var skattefrit efter dagældende regler. Højesteret stadfæstede landsrettens dom om, at beløbet måtte anses som vederlag for afståelse af en rettighed omfattet af LOSI § 2, nr. 4 - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2 , da beløbet ikke kunne anses som vederlag for afståelse af kundekreds m.v.

I SKM2007.684.SR (bindende svar) blev Skatterådet bedt om at tage stilling til, om navnerettighederne og konceptet "Q" kunne overdrages vederlagsfrit fra foreningen C til selskabet B. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at navnerettighederne og konceptet "Q" kunne overdrages vederlagsfrit fra foreningen C til selskabet B, idet der er tale om et indarbejdet og velrenommeret "brand", der må antages at repræsentere en værdi. Skatterådet afviste samtidigt at behandle spørgsmålet om, hvilken værdi navnerettighederne og konceptet "Q" repræsenterer, idet der ikke varfremlagt tilstrækkelige oplysninger herom, jf. skatteforvaltningslovens § 24 stk. 2.

TfS 1989, 482 LSR. Et selskab, der drev virksomhed med import af en vareart til en sammenslutning af lokale andelsforeninger, solgte retten til salg af varearten, kundemasse og -liste, arkiver mv. til en andelsforening i sammenslutningen. Selskabet havde en viden om og kontakter til de udenlandske produktionscentre og forretningsforbindelser. Landsskatteretten fandt, at den viden, som selskabet havde, kunne være omfattet af begrebet knowhow men fandt imidlertid, at den ikke kunne karakteriseres som en særlig viden, der faldt ind under LOSI § 2, nr. 4, - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Dispositionen blev anset som en samlet virksomhedsoverdragelse, og vederlaget blev anset som vederlag for goodwill.   

Skattepligtige, der skal beskattes af :

  • vederlag for afhændelse af patentret,
  • ophavsret til litterære og kunstneriske værker,
  • ret til mønster eller varemærke eller lignende tidsbegrænsede rettigheder,
  • vederlag for knowhow,

kan, hvis vederlaget efter aftalen ikke skal betales fuldt ud i afhændelsesåret, vælge i dette og senere år alene at indtægtsføre de vederlagsbeløb, som efter den oprindelige aftale kunne kræves betalt i det pågældende år. Vederlagsbeløbene skal dog senest indtægtsføres i det år, hvori de betales. LL § 27A omfatter ikke vederlag for goodwill. Se tillige afsnit E.I.2.4.1.

Hvor parterne ændrer den oprindelige aftale, således at afdragsperioden er længere, skal vederlagsbeløbene alligevel tages til indtægt i de indkomstår, hvori de kunne kræves betalt efter den oprindelige aftale.

Det er en betingelse for anvendelse af LL § 27A, at den skattepligtige enten er ophavsmand til den afhændede rettighed eller knowhow, eller at den pågældende rettighed eller knowhow er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej eller i spekulationsøjemed.

  
Generelt om periodisering af indtægter og udgifter se afsnit E.A.3.