Begrebet goodwill
Ved goodwill forstås i skattemæssig henseende den til en erhvervsvirksomhed knyttede kundekreds, forretningsforbindelse eller lignende. Dette er fastslået ved flere landsretsdomme. Vestre Landsret udtalte således i dommen refereret i TfS 1992, 431 VLD og kommenteret i TfS 1992, 537 DEP, at goodwill i skattemæssig henseende siden 1939 har været knyttet til afståelse af kundekreds, forretningsforbindelser eller lignende, og denne fastlæggelse af det skattemæssige goodwillbegreb har været fulgt i praksis, også efter at goodwillbeskatningen blev ophævet i 1982 og ved genindførelsen i 1993. Jf. også præmisserne i TfS 1998, 459 VLD, hvori retten lægger til grund, at goodwill i skatteretlig henseende i overensstemmelse med praksis er knyttet til værdien af en virksomheds kundekreds. Se endvidere SKM2002.86.LSR, hvor Landsskatteretten bemærker, at der ikke i forbindelse med afståelsen af en erhvervsandelslejlighed kunne anses for at være afstået en kundekreds m.v. Tabet, som sælger led var herefter omfattet af ABL § 4, stk. 1.

Det følger af ovenstående, at goodwill kun kan være knyttet til en virksomhed og ikke til personer. Se SKM2003.590.LR.

Det forhold, at en person, der besidder særlige kvalifikationer, fortsætter i den overdragne virksomhed, har dermed ikke i sig selv betydning for afgørelsen af, om der i skattemæssig henseende foreligger goodwill.

Anvendelsen af AL § 40 betinger, at der er tale om overdragelse af en erhvervsvirksomhed, idet goodwill ikke kan overdrages særskilt, jf. TfS 1991, 85 ØLD og TfS 1994, 43 LSR samt SKM2002.310.HR. Bestemmelsen omfatter både den situation, hvor hele virksomheden sælges m.v. og den situation, hvor der er tale om salg m.v. af en del af en erhvervsvirksomhed, jf. TfS 1990, 23 ØLD. Se nærmere om denne betingelse nedenfor afsnit E.I.4.1.1.1.

I begrebet goodwill ligger endvidere, at der dels skal være tale om en virksomhed i drift, dels om konkrete konstaterbare faktorer, som betinger forventningerne om den fremtidige indtjeningsevne, som kunde- eller forretningsforbindelser repræsenterer. Konkrete konstaterbare faktorer er blandt andet tilstedeværelsen af en fast individualiserbar kundekreds eller særlige forretningsforbindelser. Se nærmere herom i afsnit E.I.4.1.1.3. En forventning i sig selv om en fremtidig indtjening er derfor ikke tilstrækkelig til at begrunde tilstedeværelsen af skatteretlig goodwill, jf. SKM2005.274.HR (tidligere SKM2002.509.VLR), hvor Højesteret stadfæstede landsrettens dom.  

Højesteret fandt, at den forventning, der måtte have været om en fremtidig indtjening ved værdipapirhandler, ikke knyttede sig til en oparbejdet kundekreds eller forretningsforbindelser, hvorfor der ikke kunne anses at være afhændet goodwill. Det er således heller ikke tilstrækkeligt for konstatering af goodwill i skattemæssig henseende, at der foreligger en indtjeningsevne, hvis dokumentation for en kundekreds eller særlige forretningsforbindelser ikke kan frembringes. Der kan i den forbindelse henvises til TfS 1991, 507 LSR, TfS 1990, 119 ØLD og TfS 1992, 431 ØLD.

Det må dog antages, at goodwill, udover kundekredsen, kan være knyttet til det faktum, at der er tale om en igangværende og veletableret virksomhed og de fordele, der er forbundet hermed. Dette er således også i overensstemmelse med ældre praksis, jf. LSRM 1971, 32 LSR. Ligningsrådet har således i en bindende forhåndsbesked fastsat en goodwillværdi for en entreprenørvirksomhed uanset, at kundekredsen i virksomheden overvejende bestod af skiftende licitationskunder, der primært valgte virksomheden på grund af pris. Ved fastsættelsen af goodwill blev således også virksomhedens generelle erfaring og gode omdømme tillagt vægt, jf. TfS 2000, 256 LR. Se også TfS 2000, 198 LR, hvor der ligeledes blev fastsat en goodwillværdi for en entreprenørvirksomhed, der primært udførte licitationsarbejde.

Det er herudover muligt ud fra den eksisterende retspraksis at opstille endnu en betingelse for at fastsætte goodwill, nemlig at den oprindelige indehaver skal være påført et tab for mistet goodwill, se afsnit E.I.4.1.1.2.

Der antages ikke at foreligge goodwill, hvor virksomheden drives gennem personlig arbejdsindsats for en enkelt arbejdsgiver. Der antages endvidere ikke at foreligge goodwill i skattemæssig henseende, når virksomheden overdrages til virksomhedens eneste kunde på grund af personsammenfaldet, jf. TfS 1991, 346 LSR, medmindre en uafhængig køber af virksomheden vil tillægge det pågældende kundeforhold goodwillværdi, se TfS 1997, 222 HRD, omtalt i afsnit E.I.4.1.1.3.

Den rene beliggenhedsgoodwill er ikke omfattet af det skattemæssige goodwill-begreb, jf. TfS 1991, 85 ØLD, TfS 1991, 2 ØLD og TfS 1993, 32 VLD.

Afgørelser

Ny tekst startI SKM2009.341.BR udtrådte et selskab af en advokatvirksomhed (I/S). Selskabet gjorde i forbindelse med udtræden gældende, at selskabet havde lidt tab på kr. 10 mio. på goodwill, idet selskabet ikke havde modtaget vederlag for opgivet goodwill.
I årene efter selskabets udtræden modtog selskabet en royalty. Retten fandt, at denne royalty var betaling for goodwill, og at vederlaget skulle indgå i avanceopgørelsen, og ikke som hævdet af sag-søgeren skulle beskattes på udbetalingstidspunktet.
Sagsøgeren modtog endvidere uafhængig af sin udtræden en såkaldt ODA-afgift af visse særlige klienter. Den del af den oprindelige erhvervede goodwill, der vedrørte disse klienter, var ifølge Landsskatteretten ikke opgivet ved sagsøgerens udtræden, og Landsskatteretten havde derfor fun-det, at der alene var lidt tab på den almindelige "goodwill". Dette var retten ikke enig i. Retten fandt, at ODA-afgiften var uden betydning for vurderingen af, i hvilket omfang sagsøgeren havde opgivet eller lidt tab på den oprindeligt erhvervede goodwill.
Der skulle foretages en kontantomregning af anskaffelsessummen, og der var ikke grundlag for at tilsidesætte det i denne forbindelse af landsskatteretten udøvede skøn.
Retten fandt herefter, at sagsøgeren havde lidt et fradragsberettiget tab på goodwill på kr. 7.713.056,-.Ny tekst slut

I SKM2007.685.SR (bindende svar) blev Skatterådet spurgt, om aktiviteten i andelsselskabet A kunne overdrages til selskabet B til bogført værdi, uden korrektion for goodwill. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ved overdragelsen af aktiviteten fra andelsselskabet A til selskabet B ikke skulle korrigeres for goodwill, idet en uafhængig køber af virksomheden, vil tillægge kundekredsen og forretningsforbindelserne en goodwillværdi. Skatterådet bekræftede, at goodwill på baggrund af en konkret vurdering kunne opgøres til 19,2 mio. kr. i henhold til TSS-cirkulære 2000-10.

I SKM2006.455.VLR havde et selskab foretaget afskrivning på et beløb, der var betalt i henhold til en aftale, som var indgået med et koncernforbundet selskab. Det blev gjort gældende, at der ved aftalen var erhvervet skattemæssig goodwill, subsidiært at der var tale om en afskrivningsberettiget indtjeningsrettighed. Landsretten fandt, at den omstændighed, at det koncernforbundne selskab lod selskabet udføre de funktioner, der tidligere var knyttet til den omhandlende oliegennemløbsvirksomhed mod vederlag, ikke indebar en overdragelse af en virksomhed, hvortil der var knyttet en goodwill. Landsretten lagde vægt på, at oliegennemløbsvirksomheden blev nedlagt, at der ikke blev overført personale og aktiver, at der ikke blev afstået kunder, forretningsforbindelser eller lignende, og at der reelt forelå et tjenesteforhold. Landsretten fandt heller ikke, at der ikke var tale om erhvervelse af en indtjeningsret, hvorefter der kunne indrømmes en afskrivningsret i henhold til afskrivningslovens § 40 stk. 2 eller statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a. 

I SKM2006.284.SR (bindende svar) var en personligt drevet racerkørervirksomhed blevet overdraget til et selskab. Det var spørgerens opfattelse, at der i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen skulle fastsættes en goodwill. Skatterådet fandt, at goodwillen alene knyttede sig til indehaveren personligt, og var dermed ikke omfattet af det skatteretlige goodwillbegreb. Skatterådet lagde vægt på, at de indtægter som virksomheden fik, alene var afledt af de evner, som indehaveren besad som racerkører, herunder indehaverens personlige egenskaber og ekspertise. De ydelser, indehaveren leverede, var så unikke, at alene indehaveren kunne opfylde de indgåede kontrakter.

I SKM2005.393.ØLR havde en revisor solgt goodwill i en revisionsvirksomhed til et selskab, som han selv ejede. Landsretten fandt efter indholdet og ordlyden i overdragelsesaftalen af 31. januar 1993, at der var tale om særskilt overdragelse af goodwill. Henset til de øvrige foreliggender i sagen, herunder forpagtningsaftalerne, som indeholdt andre og - efter det foreliggende - adækvate beskrivelser af aftalernes genstande, fandt landsretten ikke, at revisoren havde godtgjort, at der ved aftalen af 31. januar 1993, uanset aftalens ordlyd, var sket overdragelse af hele den af ham personligt drevne revisionsvirksomhed. Landsretten bemærkede, at det følger af retspraksis, at et vederlag modtaget under disse omstændigheder ikke kan anses for vederlag for afståelse af goodwill, der kan begrunde skattefrihed. Landsretten henviste endvidere til, at det udtrykkeligt fremgik af overdragelsesaftalen, at selskabets eventuelle videresalg af den omhandlede goodwill skulle godkendes af revisoren. Efter aftalens ordlyd var godkendelsen ikke sammenhængende med det tagne ejendomsforbehold, og revisoren havde ikke godtgjort, at bestemmelsen om godkendelse alene havde til formål at sikre, at betaling fandt sted. På denne baggrund fandt landsretten, at der ved aftalen af 31. januar 1993 ikke skete et reelt salg af goodwill. Østre landsrets dom blev indbragt for Højesteret, jf. SKM2007.347.HR. Højesteret fandt, at overdragelsesaftalen skulle ses i sammenhæng med en forudgående forpagtningsaftale, hvorved virksomheden havde været bortforpagtet til selskabet. Det var Højesterets opfattelse, at salget til selskabet ikke blot omfattede goodwill men også de øvrige formuegoder, som revisoren forudgående havde bortforpagtet til selskabet. Der var således ikke tale om særskilt salg af goodwill. Højesteret fandt videre, at overdragelsesaftalens bestemmelser om revisorens godkendelse af selskabets videresalg måtte forstås således, at godkendelsesbeføjelsen forudsatte, at selskabet ikke havde betalt købesummen fuldt ud til revisoren. Under henvisning hertil fandt Højesteret, at godkendelsesbeføjelsen ikke indebar, at der ikke var sket et endeligt salg til selskabet. Da der efter forelagte oplysninger ikke var grundlag for at fastslå, at den solgte goodwill ikke repræsenterede nogen værdi, tog Højesteret revisors påstand om hjemvisning til følge.

Se SKM2003.590.LR, hvor det i en bindende forhåndsbesked i en sag vedrørende opløsning af et revisionsinteressentskab, fastslås, at det alene er den goodwill, som er knyttet til virksomheden som sådan, der er omfattet af det skattemæssige goodwillbegreb. Den goodwill, som var knyttet til revisorerne (forespørgerne) personligt var således ikke omfattet af det skattemæssige goodwillbegreb.

I SKM2002.310.HR (tidligere TfS 2000,486 ØLD), havde et svensk moderselskab og dettes danske datterselskab i fælleskab erhvervet en produktion bestående af konfekture- og hudplejeprodukter. Det danske datterselskab overtog herefter den fysiske produktion af de pågældende produkter, mens goodwill og retten til varemærker m.v. forblev hos det svenske moderselskab. Højesteret stadfæstede, at der til den af det danske datterselskab overtagne produktion knyttede sig en goodwillværdi på 48 mio. kr., hvilket beløb blev beskattet som et tilskud fra det svenske moderselskab. Der blev ved dommen lagt vægt på, at ejendomsretten til goodwill i form af kundekreds, forretningsforbindelser og lignende ikke kan overdrages som et særskilt aktiv løsrevet fra den virksomhed, som goodwillen knytter sig til.

En revisor betalte ikke for goodwill ved sin indtræden i et revisionsinteressentskab i 1984 og interessentskabet betalte heller ikke goodwill for de kunder, der senere blev tilført. Ved sin udtræden betalte revisoren de øvrige interessenter 1,6 mio. kr. for de klienter han tog med ud. Revisoren havde anset beløbet for en fradragsberettiget betaling til interessentskabet for dettes forøgede omkostninger som følge af hans udtræden. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og anså beløbet som betaling, for de klienter revisoren havde taget med sig (goodwill), TfS 1997, 555 HRD.

TfS 1998, 731 HRD: En vognmand, der havde kontrakt med et regionalt trafikselskab om rutekørsel med busser, solgte 4 busser til et privat selskab, der skulle fortsætte kontraktskørslen. Salgssummen androg i alt 5,5 mio. kr, heraf 500.000 kr. for goodwill. Ligningsmyndighederne fandt ikke, at 500.000 kr. var betaling for skatteretlig goodwill. Beløbet blev anset som særlig indkomst efter LOSI § 2, nr. 5, - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2 (retten ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt). Sagen blev anket til Landsskatteretten, som fandt, at kontraktsforholdet med det regionale trafikselskab kun har givet klageren beskedne muligheder for at påvirke kundemassen og derved skabe sig en personlig goodwill som følge af, at koncessionsbetingelserne som udgangspunkt må tilhøre udstederen af koncessionen. Under hensyntagen til kontraktsforholdet med det regionale trafikselskab om buskørsel anså Landsretten heller ikke, at de 500.000 kr. var betaling for goodwill. Beløbet blev anset som skattepligtig særlig indkomst efter LOSI § 2, nr. 5. - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Højesteret stadfæstede under hensyntagen til karakteren af den overdragne virksomhed og indholdet af kørselskontrakten Landsrettens dom.

I TfS 1999, 827 LR (bindende forhåndsbesked) skulle en personlig drevet virksomhed overdrages til et selskab. Virksomheden baserede sig næsten udelukkende på indehaverens viden, kvalifikationer og kontakter. Spørgeren fandt på denne baggrund ikke, at der var goodwill i virksomheden. Ligningsrådet lagde ved vurdering af, om der forelå goodwill bl.a. vægt på, at det forhold, at en uafhængig køber måtte forudsættes at anse det for væsentligt, at indehaveren i en kortere eller længere periode blev tilknyttet virksomheden ikke kunne udelukke, at der var knyttet goodwill til virksomheden. Efter den vejledende beregningsregel kunne goodwill fastsættes til ca. 2,2 mio. kr. Ligningsrådet lagde ved værdiansættelsen bl.a. vægt på, at beregningsreglen alene er vejledende og, at den overdragne virksomhed fortsat hovedsagelig ville basere sig på den hidtidige indehavers kvalifikationer m.v. Goodwill blev herefter skønsmæssigt fastsat til 500.000 kr.

Et nyetableret selskab indgik en aftale med et selskab inden for samme branche om køb af en række aktiver. Bl.a. blev der således aftalt en betaling på 1,4 mio. kr. for goodwill. Som led i aftalen blev 3 nøglemedarbejdere med indgående branche- og områdekendskab frigjort for deres konkurrenceklausuler, hvorefter de blev ansat i det nyetablerede selskab. Landsretten fandt ikke, at der var tale om betaling for goodwill i form af kundekreds m.v. Den som goodwill karakteriserede betaling måtte derimod anses som en ikke fradragsberettiget etableringsudgift afholdt med det formål, at frikøbe de 3 medarbejdere for deres konkurrenceklausuler i det sælgende selskab, således at de herefter frit kunne tage ansættelse i det nyetablerede selskab. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, jf. SKM2002.155.HR (tidligere TfS 2000, 470 VLD).

A drev en personligt ejet virksomhed, som handlede med brugte maskiner. Virksomheden havde ikke en fast kundekreds, som var potentielle aftagere af alle de maskiner, der blev sat til salg. Dette forhold udelukkede imidlertid ikke, at der var goodwill i virksomheden. Det blev derimod antaget, at virksomheden havde en potentiel kundekreds, som varierede afhængig af, hvilken type maskine, der var sat til salg. Den værdi af goodwill, der fremkom ved hjælp af TSS-cirkulære 2000-10 blev dog nedsat under hensyn til, at det måtte lægges til grund, at en uafhængig køber af virksomheden ville betinge sig, at A skulle være tilknyttet virksomheden i en periode, jf. SKM2001.190.LR.

Den ene betingelse for fastsættelse af goodwill er, at der skal være tale om en reel overdragelse af virksomheden (hel eller delvis), herunder det formuegode, der kan bedømmes som goodwill. Ved vurderingen af om der er tale om en reel overdragelse af virksomheden, herunder goodwill, er det af afgørende betydning, for hvis regning og risiko virksomheden hidtil er blevet drevet, og for hvis regning og risiko, den drives fremover.   

Afgørelser
I TfS 1991, 85 ØLD blev det fastslået, at goodwill ikke kan anses for at være et af forretningens drift uafhængigt formuegode. Landsretten udtalte, at der i den konkrete sag ikke var sket nogen overdragelse eller opgivelse af forretningen, og at der derfor heller ikke var ført bevis for, at der i forbindelse med en købekontrakts indgåelse var opgivet goodwill knyttet til forretningen. Der var heller ikke tale om afståelse af nogen ret ifølge en lejekontrakt, der kunne indebære beskatning i medfør af LOSI § 2, nr. 5, (nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2). Som følge heraf blev vederlaget i stedet for ren beliggenhedsgoodwill beskattet efter SL § 4 som en ydelse i lejeforhold. Om goodwills tilknytning til erhvervsvirksomheden, se også SKM2002.310.HR , som omtalt i afsnit E.I.4.1.1

I TfS 1990, 23 ØLD fastslog Landsretten, at et vederlag, som en revisor havde modtaget ved overdragelse af retten til at betjene en række kunder med bogføring og administration til sit eget selskab, skattemæssigt måtte bedømmes som betaling for goodwill. Landsretten lagde til grund, at revisoren ved aftalen med selskabet havde foretaget en reel overdragelse af et formuegode i form af en eksklusiv ret for selskabet til at betjene kunderne. De overdragne bogføringsklienter var tilknyttet filialkontoret. De repræsenterede både i saglig og stedlig henseende en delvirksomhed, og som følge heraf forelå næsten tvingende grunde til den foretagne opdeling.   

Et selskab, der drev virksomhed bl.a. med import af en vareart til en sammenslutning af 26 lokale andelsforeninger, overdrog retten til salg af den af selskabet forhandlede vareart samt kundemasse, kundeliste, arkiver m.v. for 1,4 mio. kr. Landsskatteretten fandt bl.a. under hensyn til, at der efter det oplyste forelå en samlet overdragelse af den værdi, som virksomheden repræsenterede, at det omhandlede vederlag måtte anses som vederlag for goodwill, TfS 1989, 482 LSR.   

I TfS 1999, 646 ØLD havde nogle revisorer overdraget deres interessentskabsandele i et større revisionsinteressentskab til hver deres 100 pct. ejede selskab. Skattemyndighederne nægtede at anerkende overdragelsen som reel, idet man under henvisning til nogle bestemmelser i interessentskabskontrakten fandt, at de pågældende personer i vidt omfang fortsat ville være personligt ansvarlige for selskabets forpligtelser overfor interessentskabet. Idet Landsretten lagde til grund, at de pågældende personer kunne udøve selvstændig erhversvirksomhed gennem et selskab, fandt Landsretten, at overdragelsen, herunder af goodwill, uanset de i interessentskabskontrakten fremhævede bestemmelser, havde en sådan realitet, at overdragelsen måtte tillægges skattemæssig virkning.

I SKM2005.148.ØLR havde et revisionsselskab overdraget en klientliste til en revisionsvirksomhed mod et vederlag svarende til 15 pct. af bruttoindtægterne fra de overdragne klienter i 7 år efter overdragelsen. Sagen drejede sig om, hvorvidt der var tale om overdragelse af goodwill, og i givet fald, om vederlaget i form af den løbende ydelse skulle kapitaliseres på overdragelsestidspunktet og beskattes. Landsretten fandt, at der forelå goodwill. Landsretten fandt endvidere, at der i den dagældende ligningslovs § 16 E, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 16 E, stk. 7, jf. stk. 6, var fornøden hjemmel til at beskatte kapitalværdien af den løbende ydelse, som udgjorde vederlaget for den afståede goodwill.

Et ejendomsmæglerfirma blev overdraget til en ejendomsmæglerkæde, og samtidig blev der indgået en franchisekontrakt, hvorefter ejendomsmæglerne skulle drive virksomheden på nærmere angivne vilkår. Overdragelsessummen androg 2 mio. kr., heraf 1.750.000 kr. for goodwill og 250.000 kr. for inventar og maskiner. Landsskatteretten fandt - bl.a. under henvisning til franchiseaftalens opsigelsesbestemmelser - at der var tale om overdragelse af virksomhed, herunder goodwill. Selv om der i aftalen var indeholdt en konkurrenceklausul for indehaverne af ejendomsmæglerfirmaet, fandt retten ikke grundlag for at henføre nogen del af goodwillvederlaget til konkurrenceklausulen. Se TfS 1991, 133 LSR.

En skatteyder var ejer af nogle anpartsselskaber og direktør for disse. Landsretten anså virksomheden med afholdelsen af nogle konkurrencer for udelukkende at have fundet sted i disse anpartsselskaber. Som følge heraf var goodwill knyttet til selskaberne. Skatteyderen kunne derfor ikke antages selvstændigt at kunne disponere over denne goodwill som hans personlige rettighed. Se TfS 1992, 211 ØLD.

I forbindelse med bortforpagtning af en virksomhed er udgangspunktet, at ejerskabet til virksomheden og samtlige aktiver tilknyttet virksomheden, herunder goodwill, forbliver hos bortforpagter også efter forpagtningsaftalens ophør. Det vil sige, at den goodwill, som forpagter måtte oparbejde for virksomheden under forpagtningsaftalen ved forpagtningsaftalens ophør tilfalder bortforpagter, medmindre andet er aftalt.

En række dyrlægevirksomheder, der i fællesskab drev et dyrlæge-I/S ønskede at stifte et A/S og bortforpagte deres respektive dyrlægepraksiser til selskabet. Ligningsrådet blev i den forbindelse spurgt om, hvorvidt goodwill i skattemæssig henseende fortsat ville tilhøre bortforpagter. Ligningsrådet lagde ved afgørelsen vægt på det konkrete aftalegrundlag, og på at forpagtning indebærer, at forpagteren i driftsperioden har ret til at tilegne sig virksomhedens driftsresultat mod betaling og herunder også det driftsresultat, der måtte hidrøre fra, at der er knyttet goodwill til virksomheden, men at dette ikke indebærer ejerskab, hvorfor forpagteren eksempelvis ikke kan overdrage goodwill til tredjemand. Både den oprindelige goodwill og den af forpagter oparbejdede goodwill ansås derfor for at tilhøre bortforpagter, jf. TfS 2000, 347 LR.

Bortforpagtning af revisors goodwill blev anset som salg, da virksomheden helt ophørte og i øvrigt blev solgt til et anpartsselskab, jf. TfS 1987, 446 ØLD. Dommen blev anket til Højesteret, men anken er hævet ved forlig i Højesteret, jf. TfS 1991, 16 HRD. Revisor anerkendte ved forliget, at den omhandlede goodwill reelt var overdraget til selskabet. Salg eller bortforpagtning af enkelte af en revisors klienter til et selskab, hvori revisor selv var eneanpartshaver, berettigede ikke til fastlæggelse af et goodwillbeløb, idet goodwill var så nøje forbundet med erhvervsvirksomheden, at der ikke med skattemæssig virkning kunne foretages en særskilt overdragelse eller bortforpagtning af dele af goodwillen, se TfS 1986, 376 ØLD.  

Goodwill må anses for overdraget på tidspunktet for indgåelse af en bindende aftale om overdragelse af den virksomhed, som goodwillen er knyttet til, se afsnit E.I.1.2. om afståelsestidspunktet for overdragelse af en virksomhed.

I forbindelse med omdannelse af en personlig drevet virksomhed til ApS blev der i februar 1993 indgået en skriftlig aftale om salg af virksomhedens goodwill til selskabet. Landsskatteretten fandt, at goodwill først var afstået den 23. juni 1993 ved underskrivelsen af overdragelses- og stiftelsesdokumenterne, dvs. at aftalen om overdragelse af virksomheden først kunne anses for sket ved selskabets stiftelse. Aftalen var først bindende på dette tidspunkt. At omdannelsen skulle ske med tilbagevirkende kraft til den 1. januar 1993 ændrede ikke på afståelsestidspunktet,TfS 1997, 16 LSR. Med hensyn til værdiansættelsestidspunktet, se TfS 1991, 358 LSR, omtalt i afsnit E.I.4.1.2.

I TfS 1997, 700 ØLD,  som omtalt under afsnit E.I.1.2, anså Landsretten en virksomhed, herunder også goodwill, for delvis overdraget til et datterselskab allerede fra det tidspunkt, hvor der alene var indgået en aftale om datterselskabets  varetagelse af en række af moderselskabets aktiviteter.

I SKM2005.36.VLR drejede sagen sig om, hvorvidt et selskab var berettiget til at afskrive på goodwill i indkomståret 2000. Afgørende var, om der var indgået en endelig og bindende aftale om selskabets køb af aktiverne i et andet revisionsselskab i indkomståret 2000. Selvom parterne i 2000 havde orienteret personalet om overdragelsen, udsendt en pressemeddelelse, påbegyndt et bygggeri og en af aktionærerne i det sælgende selskab havde påtaget sig en kautionsforpligtigelse for det købende selskabs gæld, fandt Landsretten ikke, at der var indgået en endelig og bindende aftale før den 2. januar 2001, hvor overdragelsesaftalen blev underskrevet. Derfor var betingelserne for afskrivning på goodwill ikke opfyldt i indkomståret 2000. Vestre landsrets dom blev indbragt for Højesteret, jf. SKM2006.641.HR. Højesteret fandt i modsætning til Landsretten, at endelig og bindende aftale blev indgået inden udgangen af 2000. Ved afgørelsen tillagde Højesteret det afgørende betydning, at der i indkomståret 2000 var underskrevet to hensigtserklæringer af to partnere, der var bemyndigede til at forhandle på selskabets vegne, og at alle ni partnere havde underskrevet pressemeddelelsen. Højesteret bemærkede, at underskrivelsen af overdragelsesaftalen den 2. januar 2001, der i det væsentlige indeholdt en sammenfatning og udfyldning af det, der allerede var aftalt, kunne ikke føre til, at endelig aftale om overdragelsen først blev anset for indgået på dette senere tidspunkt.

 

Den næste betingelse er, at der skal være påført den oprindelige indehaver et tab som følge af mistet goodwill. Hvis virksomheden fortsætter driften i nærheden med uændret varesortiment, navn og form, er der ikke tale om overdragelse af virksomheden, herunder goodwill, og der er ikke lidt noget tab. Der vil typisk være tale om vederlag for afståelse af lejede lokaler eller vederlag for opgivelse af retten til en forpagtningskontrakt, som er omfattet af AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Jf. TfS 1991, 2 ØLD, TfS 1991, 368 VLD, TfS 1995, 280 VLD og TfS 1998, 459 VLD. Samtlige afgørelser er nærmere omtalt under afsnit E.I.4.2.2.2.1

Afgørelser
Ved skd. 1978.46.219.ØLD blev en lejers betaling til ejeren for adgangen til at overtage dennes forretningslokaler anset som en lejemålsdusør for hurtig fraflytning, som var skattepligtig almindelig indkomst.   

TfS 1991, 507 LSR. Ved indgåelse af lejeaftale om nogle forretningslokaler, hvori der tidligere var drevet købmandsforretning, men hvor lokalerne efter opsigelse havde stået ubenyttet i godt ½ år, havde ejeren modtaget 60.000 kr., betegnet som goodwill. Da ejeren ikke selv havde drevet forretning, og lokalerne havde stået tomme et stykke tid, blev beløbet ikke godkendt som goodwill, men blev anset for indkomstskattepligtigt som dusør eller nøglepenge efter SL § 4 a.   

Indehaveren af et Tuborgdepot kunne ikke medtage en post for goodwill ved omdannelse af depotvirksomheden til selskab, idet forhandleroverenskomsten mellem bryggeriet og depotindehaveren fortsat eksisterede efter omdannelsen, således at mellemværendet mellem depotindehaveren og hans selskab var bryggeriet uvedkommende, TfS 1988, 71 SD.

Se endvidere SKM2001.230.LR, hvor Ligningsrådet blev spurgt om en række advokatvirksomheders deltagelse i et fælles advokatselskab ville indebære, at den allerede i de respektive advokatvirksomheder oparbejdede goodwill blev overdraget til det fælles advokatselskab. Den konkrete konstruktion indebar, at det var tanken, at det klart skulle fremgå af aftalegrundlaget, at de eksisterende klienter fortsat skulle anses for at tilhøre de enkelte deltagende advokatvirksomheder, der også konkret fortsat skulle udføre opgaverne for klienterne, og i tilfælde af, at den deltagende advokatvirksomhed senere ønskede at udtræde, skulle advokatvirksomheden beholde de forinden konstruktionens gennemførelse eksisterende klienter. Ligningsrådet fandt på denne baggrund, at uanset at de eksisterende klienter i stedet skulle betjenes af det fælles advokatselskab, var den oprindelige indehaver - de deltagende advokatvirksomheder - ikke påført et tab som følge af mistet goodwill, idet de inden konstruktionens gennemførelse oparbejdede klienter fortsat konkret skulle betjenes af de deltagende advokatvirksomheder. Denne goodwill er derfor ikke overdraget. En senere udtræden af fællesskabet ville derimod ikke kunne ske, uden at der derved blev overdraget en del af den goodwill, der var oparbejdet under fællesskabet.
 

Ny tekst startI SKM2009.18.SR fandt Skatterådet, at overdragelse af kundeportefølje ikke medførte beskatning af goodwill i form af den kundekreds, der var knyttet til et selskab som følge af et samarbejde med et andet koncernselskab i henhold til 3 aftaler. Det var desuden Skatterådets vurdering, at opsigelse af de 3 aftaler mellem de to koncernforbundne selskaber ikke i sig selv gav anledning til beskatning af gevinst ved opgivelse af immaterielle rettigheder i form af agentur, eneforhandlingsaftale eller lignende, når det blev lagt til grund, at aftalerne var indgået på armslængdevilkår/markedsvilkår.Ny tekst slut

Det er herudover en betingelse, at virksomhedens indtjening skal kunne begrunde eksistensen af goodwill. Dette antages at være tilfældet, når der er knyttet en særlig kundekreds til virksomheden. Hvis forventningen om en fremtidig indtjening ikke knytter sig til en oparbejdet kundekreds eller forretningsforbindelser, kan der ikke antages at være knyttet goodwill til overdragelsen af en virksomhed,jf. SKM2005.274.HR (tidligere SKM 2002.509.VLR) dommen er omtalt i afsnit E.I.4.1.1. Der er ikke knyttet en særlig kundekreds til virksomheden, når f.eks. en svineproducent sælger direkte til slagteriet, eller når salg af skind sker gennem de danske pelsauktioner, jf. TfS 1987, 439 LSR. Det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt der kan fastsættes goodwill, når der er personsammenfald mellem virksomheden og kunden.

Afgørelser
Dette er fastslået i TfS 1992, 431 VLD. En gårdejer overdrog sin svineproduktionsvirksomhed til et anpartsselskab, hvori han selv var hovedanpartshaver. Da indtjeningen i det væsentlige skete ved salg af slagtesvin og smågrise til et slagteri, fandt landsretten, at der ikke var knyttet nogen goodwill til overdragelsen af virksomheden. Vederlaget var derfor udlodning fra selskabet. Dommen fastslog endvidere, at det forhold, at en skatteyder, der besidder særlige kvalifikationer, fortsætter i den overdragne virksomhed, ikke i sig selv har betydning for afgørelsen af, om der i skattemæssig henseende foreligger goodwill. Goodwill kan således kun være knyttet til en virksomhed, hvorimod den ikke kan være knyttet til personer. Se om sidstnævnte problemstilling TfS 1999, 827 LR (bindende forhåndsbesked), omtalt under E.I.4.1.1.

En dambruger med ørredproduktion havde omdannet den hidtil personlige virksomhed til et anpartsselskab. Landsskatteretten fandt, at der måtte antages at have foreligget en goodwill ved omdannelsen og godkendte det selvangivne beløb. Der var bl.a. henset til oplysningerne om afsætningskanaler og prisdannelser på ørreder, herunder at handelen med ørreder sker ved individuelt salg og ikke på auktion, TfS 1991, 344 LSR.

I en bindende forhåndsbesked, svarede Ligningsrådet, at der skulle beregnes en goodwillværdi i forbindelse med et gartneris overdragelse til et af gartneren ejet selskab. Ligningsrådet henså ved sit svar bl.a. særligt til karakteren af gartneriets kundekreds og sammensætningen heraf. Landsskatteretten fandt imidlertid ikke, at der knyttet en sådan kundekreds til gartneriet, som kunne begrunde goodwill. Landsskatteretten lagde ved sin vurdering til grund, dels at der hos aftagerne ikke blev lagt vægt på produkternes oprindelse, dels at en meget stor del af gartneriets produkter blev afsat via et elektronisk auktionssystem, hvor det pågældende gartneri alene kunne identificeres ved et registreringsnummer, TfS 1999, 352 LSR (tidligere TfS 1998, 630 LR).

Et selskab ønskede i forbindelse med et generationsskifte at overdrage sin virksomhed til et nyt selskab. 93 pct. af selskabets omsætning stammede fra forhandling af et kendt og indarbejdet bilmærke, mens den resterende omsætning stammede fra serviceydelser, reparationsvirksomhed, m.v. Ligningsrådet blev i forbindelse med overdragelsen spurgt om goodwillværdien. Ligningsrådet svarede, at den goodwill, der knyttede sig til salget af det pågældende kendte bilmærke ikke kunne anses for at tilhøre selskabet. Der blev herved lagt vægt på, at selskabet ikke uden grossistens samtykke kunne overdrage retten til forhandling af det pågældende bilmærke. Efter en konkret vurdering fandt Ligningsrådet, at beregningen af goodwill kunne baseres på 20 pct. af selskabets omsætning, idet rådet anførte, at det ikke kunne antages, at goodwill knyttet til salg af nye biler af det pågældende mærke alene tilhørte grossisten samt at det forhold, at man vælger en bil af et bestemt mærke også kan skyldes, at man ønsker at købe bil hos en bestemt forhandler, jf. TfS 2000, 392 LR.

I SKM2004.174.LR var et anpartsselskabs eneste aktivitet at eje andele i associerede selskaber. Selskabet havde ingen selvstændig driftsmæssig aktivitet, og havde dermed heller ingen kundekreds, forretningsforbindelser eller lignende. Ligningsrådet fandt således, at der ikke var forhold i selskabet, der kunne begrunde eksistensen af skattemæssig goodwill.

Ny tekst startI SKM2009.18.SR fandt Skatterådet, at overdragelse af kundeportefølje ikke medførte beskatning af goodwill i form af den kundekreds, der var knyttet til et selskab som følge af et samarbejde med et andet koncernselskab i henhold til 3 aftaler. Det var desuden Skatterådets vurdering, at opsigelse af de 3 aftaler mellem de to koncernforbundne selskaber ikke i sig selv gav anledning til beskatning af gevinst ved opgivelse af immaterielle rettigheder i form af agentur, eneforhandlingsaftale eller lignende, når det blev lagt til grund, at aftalerne var indgået på armslængdevilkår/markedsvilkår.Ny tekst slut

Kundeforhold mellem interesseforbundne parter

En revisions- og datavirksomhed var tidligere drevet i interessentskabsform. I 1985 var revisionsvirksomheden omdannet til aktieselskab med de 2 hidtidige interessenter som eneaktionærer. På et senere tidspunkt ønskedes datavirksomheden overdraget til aktieselskabet. Datavirksomheden bestod i udlejning af inventar og salg af posteringer til revisionsselskabet. Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne anses at foreligge goodwill i skattemæssig henseende som følge af personsammenfald mellem virksomheden og kunden, TfS 1992, 55 LSR.    

I TfS 1997, 222 HRD overdrog en skatteyder sin personligt ejede leasingvirksomhed til et af skatteyderen ejet anpartsselskab, der drev automobilhandel. Skattemyndighederne anerkendte ikke den mellem parterne fastsatte goodwillværdi, med den begrundelse, at 40 pct. af omsætningen i leasingvirksomheden vedrørte leasing af forskellige aktiver til det købende selskab. Højesteret stadfæstede skattemyndighedernes afgørelse, men udtalte, at også kundeforhold mellem interesseforbundne parter vil kunne danne grundlag for en skattemæssig ansættelse af goodwill. Det afgørende er, hvorvidt en uafhængig køber af virksomheden ville have tillagt det pågældende kundeforhold goodwillværdi.

Når virksomhedens indtjening kan begrunde eksistensen af goodwill, og dette er aftalt mellem 2 uafhængige parter, accepteres det, at der er ydet vederlag for goodwill, også selv om der er tale om et aktiv, der ikke civilretligt kunne handles eller overdrages. Det fremgår tillige af TfS 1997, 222 HRD, at 2 af dommerne i forbindelse med Østre Landsrets behandling af sagen, anfører, at den omstændighed, at en virksomhed kun har én enkelt kunde ikke findes at udelukke, at kundeforholdet har en karakter der kan begrunde goodwill. Højesteret kommenterer ikke dette. Det synes således at kunne lægges til grund, henset dels til Højesterets præmisser i sagen, dels til det af Landsretten udtalte, at der også kan beregnes goodwill, hvis en virksomhed kun har én enkelt eller ganske få kunder. Om - og i givet fald - hvor høj en goodwill, der kan fastsættes, vil bero på en konkret vurdering af det pågældende kundeforhold. Det afgørende ved denne vurdering er således, jf. Højesterets præmisser, hvorvidt en uafhængig køber af virksomheden vil være villig til at tillægge det pågældende kundeforhold goodwillværdi.

Også en virksomhed, der helt eller delvis betjener licitationskunder, dvs. kunder der primært må formodes at have valgt virksomheden af prismæssige årsager, kan have en goodwillværdi, jf. TfS 2000, 256 LR og TfS 2000, 198 LR, begge er nærmere omtalt under afsnit E.I.4.1.1.