AL § 9 indeholder reglerne for beskatning ved salg eller ophør af en virksomhed.

Det kan undertiden volde vanskeligheder at afgøre, om en skattepligtig er ophørt med sin virksomhed, eller om der alene foreligger salg af aktiver fra en virksomhed. Det er i den forbindelse af betydning, om der foreligger én eller flere virksomheder. Spørgsmålet må afgøres efter en konkret vurdering.

Hvis virksomhederne udgør én virksomhed, skal salgssummen for de afhændede driftsmidler fragå i saldoværdien, jf. afsnit E.C.2.4.1, men når man frem til, at der er tale om flere selvstændige virksomheder, skal der ved ophør af en af disse virksomheder foretages en opgørelse af fortjeneste eller tab på driftsmidler og skibe, som skal tages i betragtning ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Optages en medinteressent i et interessentskab, anses dette for et delvist salg af virksomheden, idet der sælges en ideel anpart af virksomheden. Se dog TfS 2000.195 LSR og DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.6. Der skal således opgøres fortjeneste og tab vedrørende den ideelle anpart efter AL § 9.

I det år, hvor en virksomhed omdannes til aktie- eller anpartsselskab, anses virksomheden for ophørt med den virkning, at afskrivning på aktiver omfattet af afskrivningsloven ikke kan foretages det pågældende år af sælger. Ved omdannelse efter virksomhedsomdannelsesloven sker der succession, således at afskrivningen kan fortsætte i selskabet, jf. VOL § 6, jf. dog nedenfor om VOL § 5. 

Iflg. VOL § 5 anses aktiver knyttet til et fast driftssted eller en fast ejendom beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, for afstået på tidspunktet for omdannelsen af virksomheden. Dette gælder dog ikke, i det omfang virksomheden ville være omfattet af SEL § 32 om CFC-beskatning, hvis det faste driftssted havde været et udenlandsk selskab. Afståelsessummen ansættes til handelsværdien på omdannelsestidspunktet. 

Om VOL §§ 5 og 6, se også afsnit E.H.2.5

SKM2007.876.VLR: Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens møbelproduktionsvirksomhed var ophørt i indkomståret 2000. Spørgsmålet var navnlig, om produktionsvirksomheden, efter at den sagsøgeren tilhørende fabriksbygning brændte i august 2000, var blevet overført til et litauisk datterselskab. Landsretten lagde til grund, at selskabet efter branden undersøgte forskellige muligheder for at genetablere produktionen i Danmark, men at dette ikke lykkedes. Landsretten henviste endvidere til selskabets regnskaber, hvoraf fremgik, at produktionen ophørte efter branden, samt til at det over for såvel skatteforvaltningen som Landsskatteretten var oplyst, at produktionen foregik i datterselskabet efter branden. Efter en samlet vurdering af oplysningerne til skattemyndighederne og oplysningerne i årsregnskaberne lagde landsretten herefter til grund, at der fra august til sommeren 2002 ikke var nogen møbelproduktion i det sagsøgende selskab, og at det litauiske datterselskab i samme periode producerede møbler. Under disse omstændigheder ansås møbelproduktionsvirksomheden for at være ophørt, jf. AL § 9, stk. 1.

I SKM2002.118.LSR anlagde Landsskatteretten en konkret, individuel vurdering ved bedømmelsen af, hvorvidt et selskab, der drev buskørsel med rutekørsel og turistfart var ophørt med virksomheden. Tidspunktet for afhændelsen af driftsmidler samt de udviste bestræbelser for at kunne fortsætte virksomheden var momenter, som Landsskatteretten inddrog i bedømmelsen. 

Se også SKM2004.66.HR (tidligere SKM2003.157.VLR). Vestre Landsret havde fastslået, at en virksomhed var ophørt selv om skatteyderen påstod, at en kopimaskine og skrivemaskine var beholdt for at afvikle virksomheden. Retten lagde vægt på, at virksomhedens varelager, goodwill, firmanavn, telefonnummer, medarbejderforpligtelser og samtlige øvrige driftsmidler var overdraget. Samtidigt havde skatteyderen lejet virksomhedens lokaler ud til køberen og indgået en konkurrenceklausul. Efter overdragelsen var der en ubetydelig omsætning og salg fra varelageret, men retten fandt det ikke godtgjort, at der efter overdragelsesåret var erhvervsmæssige aktiviteter. Højesteret tiltrådte af de grunde, som var anført af landsretten, at virksomheden var ophørt.

Se endvidere SKM2005.400.HR, hvor Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i SKM2004.26.ØLR. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens afgørelse om, at en virksomhed skulle anses for ophørt i en situation, hvor de bevillinger, som var en nødvendig betingelse for at udøve erhvervet, var inddraget i en længere periode med den følge, at driftsmidlerne måtte afhændes.

Alle tre afgørelser vedrører den tidligere gældende bestemmelse om virksomhedsophør i AL § 6, stk. 1. Praksis efter denne bestemmelse er stadig retningsgivende.

SKM2002.484.HR. Højesteret fandt, at den i Ligningsvejledningen omtalte regel, hvorefter en ophørt virksomhed kan bringe driftsmiddelsaldoen til fradrag i det senere indkomstår, hvori det sidste driftsmiddel er solgt eller destrueret, efter reglens baggrund i den tidligere gældende afskrivningslov og sammenhæng med almindelige principper for indkomstopgørelse og tabsfradrag må forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den succesive afhændelse.

SKM2007.37.HR: Et selskab solgte i 1999 sin virksomhed med produktion af printplader. Salgssummen blev berigtiget ved, at køberen over en 3-årig periode skulle betale en omsætningsbestemt ydelse. Ved virksomhedssalget havde selskabet en positiv driftsmiddelsaldo på godt kr. 2 mio., som selskabet først fratrak i indkomståret 2001. Selskabet henviste herved til, at det efter salget havde noget edb-udstyr i behold, som var nødvendigt for at bogføre den omsætningsbestemte afgift, der var vederlag for overdragelsen af kundekartotek og goodwill. Landsretten fandt, at selskabets virksomhed ophørte ved salget i 1999. Videre bemærkede landsretten, at praksis efter den tidligere afskrivningslovs § 6, stk. 3, hvorefter der skulle være en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse, var videreført med den nye afskrivningslovs § 9, stk. 2. Da landsretten fandt, at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for, at selskabet beholdt edb-udstyret, tiltrådte landsretten, at den positive driftsmiddelsaldo var henført til fradrag i indkomståret 1999. Højesteret henviste til SKM2002.484.HR og bemærkede, at Højesteret i denne dom fastslog, at den dagældende regel i Ligningsvejledningen, hvorefter en ophørt virksomhed kunne bringe driftsmiddelsaldoen til fradrag i det senere indkomstår, hvori det sidste driftsmiddel er solgt eller destrueret, måtte forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse. Dette skete med henvisning til reglens baggrund i den dagældende afskrivningslov og sammenhæng med almindelige principper for indkomstopgørelse og tabsfradrag. Højesteret fandt endvidere, at en ophørt virksomhed også efter afskrivningslovens § 9, stk. 2, kun kan videreføre en positiv driftsmiddelsaldo, hvis den fortsatte besiddelse af driftsmidler er forretningsmæssigt begrundet. Af de grunde, landsretten havde anført, tiltrådte Højesteret, at landsretten havde lagt til grund, at selskabet ophørte med at drive virksomhed den 1. marts 1999. Ved udgangen af 1999 var der i selskabet ikke andre driftsmidler tilbage end edb-udstyr til en bogført værdi af 1.060 kr. Driftsmiddelsaldoen var da på 2.019.871 kr. Højesteret tiltrådte, at det er lagt til grund, at selskabet var i besiddelse af edb-udstyret indtil 2001, hvor det blev skrottet. Selv om edb-udstyret efter virksomhedens ophør rent faktisk blev anvendt til bogføring af den omsætningsbestemte afgift, der var vederlag for overdragelsen af kundekartotek og goodwill, fandt Højesteret, at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for at beholde edb-udstyret efter ophøret af virksomheden. Højesteret stadfæstede herefter dommen. (Tidligere instanser SKM2005.319.ØLR og SKM2004.183.LSR).

SKM2007.56.HR: Et selskab, der drev virksomhed ved fiskeri fra en kutter, overdrog en fjerdedel af kutteren til hovedaktionærens søn. Fra overdragelsestidspunktet blev fiskerivirksomheden drevet i partrederi med selskabet og hovedaktionærens søn som partredere. Kutteren blev holdt uden for partrederiet. Sagen vedrørte, om selskabets salgssum skulle fragå afskrivningssaldoen efter afskrivningslovens § 5, stk. 2, eller om der skulle ske ophørsbeskatning efter afskrivningslovens § 9. Højesteret fandt, at salget at den ideelle andel af kutteren under disse omstændigheder måtte anses for salg af en ideel andel af selskabets virksomhed. Højesteret fandt videre, at skattemyndighederne i overensstemmelse med mangeårig praksis havde hjemmel til at henføre forholdet under afskrivningslovens § 9 om virksomhedssalg m.v. (Tidligere instans SKM2005.305.VLR).

Se endvidere SKM2002.681.VLR, hvor en bank, der var eneaktionær i et leasingselskab, i regnskabsåret 1992 (skatteåret 1993/1994) solgte samtlige aktier til et selskab, der drev et lavprisvarehus, hvorefter dette selskab og leasingselskabet blev sambeskattet. Købesummen for aktierne blev aftalt til selskabets egenkapital (skønnet til 30 mio. kr.) med et tillæg på 49 mio. kr., der blev beregnet på grundlag af en forventet skattemæssig værdi af leasingaktiverne. Da der i nogle år ikke var blevet foretaget skattemæssige afskrivninger på leasingselskabets driftsmiddelsaldo, udviste saldoen et betydeligt positivt beløb på tidspunktet for overdragelsen. Leasingselskabet havde ved overdragelsen intet personale, og der blev ikke indgået flere kontrakter.

Skatteministeriet gjorde gældende, at realiteten i arrangementet var, at samtlige driftsmidler i leasingselskabet reelt måtte anses for overdraget til et datterselskab til banken forud for aktieoverdragelsen. Driftsmiddelsaldoen måtte derfor skattemæssigt behandles således, at det blev lagt til grund, at driftsmidlerne reelt var blevet afhændet i skatteåret 1993/1994, hvorfor det herved konstaterede tab, skulle fradrages i afhændelsesåret, jf. § 6 i den tidligere afskrivningslov. Da sambeskatningen af leasingselskabet og det købende selskab først blev etableret med virkning fra skatteåret 1994/1995, kunne det underskud, der opstod i forbindelse med afhændelsen af driftsmidlerne, efter Skatteministeriets opfattelse derfor ikke udnyttes i sambeskatningen med det købende selskab.

Landsretten fandt, at beskatningen som udgangspunkt skulle foretages således, at arrangementets realitet blev anerkendt. Retten lagde herved vægt på, at parternes udgangspunkt under forhandlingsforløbet havde været, at leasingselskabet fortsat var ejer af leasingaktiverne, således at fradraget for den uafskrevne saldo kunne udnyttes i skatteårene efter aktieoverdragelsen, ligesom retten lagde vægt på, at der ikke ved de indgåede aftaler var sket nogen formel overdragelse af ejendomsretten til leasingaktiverne. Efter landsrettens opfattelse kunne en fortolkning af de indgåede aftaler m.v. ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at det købende selskab og banken havde haft en fælles skattemæssig interesse ved indgåelsen af aftalen om aktieoverdragelsen, at driftsrisikoen ved leasingaktiviteten reelt lå i bank-koncernen, samt at et selskab i bankkoncernen over for leasingtagerne fremstod som ejer af leasingaktiverne, kunne således ikke begrunde, at leasingaktiverne i skattemæssig henseende blev anset for afhændet i skatteåret 1993/1994. Ved den afsagte dom blev Skatteministeriet således dømt til at anerkende arrangementets realitet.

SKM2006.738.ØLR. Sagen vedrørte, om det sagsøgende selskab havde afstået en leasingportefølje (og var ophørt) i det år, hvor selskabet som følge af en frivillig akkord havde fået nedsat sit uudnyttede fradragsberettigede underskud efter LL § 15, stk. 3, eller om dette først skete året efter.

Landsretten lagde til grund, at selskabet i akkordåret fungerede som et afviklingsselskab, og at alle selskabets aktiviteter - bortset fra den resterende portefølje af risikotunge leasingkontrakter - var realiseret tidligere på året. Selskabet indgik ikke nye kontrakter bortset fra enkelte tilkøb i forbindelse med forlængelse og fornyelse af bestående kontrakter.

Videre lagde landsretten vægt på, at selskabets ledelse og selskabets bank fra tidligt på året havde drøftet en samlet løsning af de økonomiske forhold, herunder at banken skulle finansiere ledelsens køb af selskabets datterselskaber og leasingportefølje.

Landsretten lagde til grund, at baggrunden for, at der ikke skete en samlet overdragelse af leasingkontrakterne, alene var skattemæssige forhold hos begge parter, ligesom landsretten ikke fandt det godtgjort, at ikke-skattemæssige forhold helt eller delvis begrundede udskydelsen af overdragelse. Landsretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at der var ført forhandlinger med andre købere til leasingporteføljen. Landsretten fandt herefter, at det i akkordåret stod som usandsynligt for parterne, at sagsøgeren ikke ville acceptere det uigenkaldelige købstilbud, som et selskab - ejet af sagsøgerens ledelse - havde afgivet. Afståelse var derfor sket i akkordåret.

SKM2007.321.HR: Lagt til grund, at konsulentvirksomhed var ophør i 1998, og at den pågældende derfor var afskåret fra skattemæssige afskrivninger dette år, jf. § 6 i den dagældende afskrivningslov. Der henvistes til, at sagsøgerens konsulentarbejde for G2 IT var ophørt med udgangen af september 1998 og den sidste faktura udstedt i oktober måned. Der var ingen omsætning eller varekøb i virksomheden i 1999, og virksomheden havde i 2000 alene udstedt en faktura med en avance på 196 kr. Der henvistes endvidere til, at A den 1. oktober 1998 tiltrådte en stilling som fastansat hos G3 A/S og den 17. november 1998 anmodede skattevæsenet om at slette forskudsregistrering for 1999 af overskud af virksomhed, da han ikke i skatteåret ville have noget overskud af egen virksomhed. (Tidligere instans: SKM2005.170.ØLR).

Se endvidere afsnit DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.3

Ved den konkrete afgørelse af, om en aktivitet må behandles som én eller flere virksomheder, må der tages udgangspunkt i, hvad der i almindelig sprogbrug forstås ved én virksomhed. Driver den skattepligtige f.eks. landbrug samtidig med en fabrikationsvirksomhed, er der klart tale om flere virksomheder både i almindelig sprogbrug og i skattemæssig forstand. Hvis en skattepligtig driver en række ensartede virksomheder, kan der ved afgørelsen bl.a. henses til, om der har været fælles regnskabsføring, fælles saldoafskrivning, fælles administration, fælles indkøb m.v. Der kan også lægges vægt på den nærmere karakter af skatteyderens indsats i virksomheden.

I SKM2001.394.LR fandt Ligningsrådet, at den af selskabet drevne finansieringsvirksomhed, som bestod af udlån samt leasingvirksomhed vedrørende driftsmidler og fast ejendom, udgjorde én virksomhed, således at ophør af leasingaktiviteten ikke medførte, at driftsmiddelsaldoen kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår. Se også SKM2001.413.LR.

I SKM2002.595.LSR blev et selskabs indkomst som følge af virksomhedsophør forhøjet med negativ saldoværdi vedrørende driftsmidler samt for indkomståret 2000 tilbageførsel af negativ saldoværdi vedrørende driftsmidler. Selskabets virksomhed med udvikling, produktion og salg af metalemballage var ophørt ved overdragelsen af 18. maj 1998. Denne aktivitet måtte anses som en særskilt virksomhed, og samtlige driftsmidler - med undtagelse af den af skattemyndighederne nævnte bil - var tilknyttet denne virksomhed. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at aktiviteten var solgt uafhængigt af selskabets øvrige aktiviteter. Det forhold, at selskabet fortsat havde enkelte driftsmidler i besiddelse, havde hverken betydning for vurderingen af, om virksomheden var ophørt eller vurderingen af, om der var tale om en eller flere virksomheder.

Se også DJV afsnit C.C.6.3.

Efter AL § 9, stk. 1, kan der ikke afskrives eller straksafskrives på driftsmidlerne eller skibene for det indkomstår, hvori virksomhedens salg eller ophør finder sted (ophørsåret). Opgørelsen af fortjeneste eller tab på driftsmidlerne eller skibene skal ske samlet.

Hvis salgssummerne for de driftsmidler, der er afhændet i ophørsåret, er større end saldoværdien ved ophørsårets begyndelse med tillæg af beløb, der i ophørsåret er anvendt til nyanskaffelser, er forskelsbeløbet udtryk for en fortjeneste, jf. nedenstående eksempel.

Eksempel 1

Salgssum for driftsmidler, der indgår i saldoværdien ved årets begyndelse, og driftsmidler, der er købt i årets løb 160.000 kr.
+ salgssum for (straksafskrevet) værktøj 10.000 kr.
Samlet salgssum 170.000 kr.
   
Saldoværdi ved indkomstårets begyndelse100.000 kr. 
+ anskaffelsessum for driftsmidler20.000 kr. 
  120.000 kr.
Fortjeneste 50.000 kr.

Ved opgørelsen af forskelsbeløbet medregnes også salgssummerne vedrørende driftsmidler m.v. i AL § 6, stk. 1, jf. AL § 9, stk. 1, 2. pkt. Ved opgørelsen af saldoværdien ved ophørsårets begyndelse må der ikke medregnes anskaffelsessummer for de driftsmidler, der er omfattet af AL § 6, stk. 1, og som er fradraget ved indkomstopgørelsen for tidligere indkomstår.

Eventuelle anskaffelsessummer, der som følge af reglerne i AL § 5, stk. 4, og AL § 6, stk. 3, om udskydelse af førsteårs afskrivning for selskabers udlejningsdriftsmidler ikke fuldt ud er fradraget i den skattepligtige indkomst, og som ikke allerede er tillagt saldoen, fradrages efter AL § 9, stk. 3, i de salgssummer, der er nævnt i AL § 9, stk. 1.

Såfremt saldoen ved ophørsårets begyndelse er negativ, opgøres fortjenesten eller tabet efter AL § 9, stk. 1, som forskellen mellem på den ene side salgssummerne med tillæg af et positivt beløb, som svarer til den negative saldo, og på den anden side udgifterne til nyanskaffelser i ophørsåret, jf. nedenstående eksempel.

Eksempel 2
Driftsmiddelsaldoen ved indkomstårets begyndelse er negativ (-50.000 kr.).

Salgssum for driftsmidler, der indgår i saldoværdien ved årets begyndelse, og driftsmidler, der er købt i årets løb40.000 kr.
Salgssum for (straksafskrevet) værktøj10.000 kr.
Samlet salgssum50.000 kr.
  
Positivt beløb svarende til den negative saldo50.000 kr.
 100.000 kr.
  
Anskaffelsessum for maskiner købt i salgsåret- 30.000 kr.
Fortjeneste70.000 kr.

En virksomhed kan være ophørt eller solgt, selv om ikke alle driftsmidler eller skibe er solgt eller på anden måde afhændet (se hertil DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.3). Disse tilfælde er omhandlet i AL § 9, stk. 2 og 4. I AL § 9, stk. 2, er fastsat, at har virksomheden ved ophørsårets afslutning endnu ikke solgt eller på anden måde afhændet alle de driftsmidler og skibe, der har indgået i virksomheden, videreføres en eventuel positiv saldo for efterfølgende indkomstår. Så længe der er usolgte driftsmidler eller skibe i virksomheden, kan der ikke ske endelig opgørelse af fortjeneste eller tab. Tab kan først fradrages, når det sidste driftsmiddel eller skib er solgt eller på anden måde afhændet.

Når salgssummen er mindre end saldoværdien, fratrækkes salgssummen i saldoværdien, og saldoen videreføres. I efterfølgende år fratrækkes salgssummerne ligeledes i saldoværdien, og saldoen videreføres. Der kan hverken i ophørsåret eller i årene efter ophørsåret foretages afskrivning. Hvis det sidste driftsmiddel eller skib er solgt eller på anden måde afhændet, og saldoværdien efter fradrag af samtlige salgssummer fortsat er positiv, kan et beløb svarende til saldoværdien fratrækkes som tab. En positiv saldo i denne situation er udtryk for, at virksomheden ikke har fået fradrag for hele værdiforringelsen på de benyttede driftsmidler og skibe.

AL § 9, stk. 4, omhandler salg af et driftsmiddel eller skib ud over de tilfælde, der er nævnt i AL § 9, stk. 2. Da AL § 9, stk. 2, omhandler de tilfælde, hvor salgssummer kan fradrages i saldoværdien, vedrører AL § 9, stk. 4, de tilfælde, hvor salgssummer ikke yderligere kan reducere en saldoværdi, dvs. hvor saldoen er reduceret til 0. Efter AL § 9, stk. 4, skal salgssummen medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget finder sted, hvis virksomheden således sælger et driftsmiddel eller skib efter ophørsårets udløb ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at når saldoen er reduceret til 0, skal hele salgssummen medregnes til den skattepligtige indkomst, idet virksomheden i denne situation har fået fradrag for samtlige afskrivningsberettigede udgifter til driftsmidler og skibe, herunder også for driftsmidler, der ikke er solgt. Hvis salgssummen overstiger en positiv saldo, fradrages salgssummen i saldoen indtil den er reduceret til 0, og herefter beskattes det overskydende beløb.

SKM2008.622.ØLR: Sagsøgeren havde været partreder i et partrederi, som i 1975/76 havde fået leveret nogle kraner. Kranerne viste sig at være mangelfulde, og blev nogle år senere skrottet. Partrederiets skibe blev solgt i 1982/83, i hvilken forbindelse partrederierne ophørte. Forinden var der ved Sø- og Handelsretten anlagt en sag mod leverandørerne af kranerne, som først blev afsluttet ved et forlig i år 2000. Retten fandt, at det beløb, som sagsøgeren ved forliget havde modtaget som erstatning for kranerne, var skattepligtigt i medfør af AL § 9, stk. 5 (nu § 9,stk. 4), tidligere instans SKM2008.51.BR.

Se SKM2006.70.LSR om opgørelsen af genvundne afskrivninger, hvor et selskab, der var stiftet ved en skattefri virksomhedsomdannelse, efterfølgende solgte en afskrivningsberettiget fast ejendom, der var indgået ved omdannelsen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter