AL § 5 indeholder reglerne for, hvordan afskrivning på udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe foretages. Afgørende for, om reglerne for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede aktiver eller for delvis erhvervsmæssigt benyttede aktiver, jf. afsnit E.C.2.5 skal anvendes, er, hvilken brug den skattepligtige selv gør af driftsmidlet.

En båndoptager anskaffet af en freelancejournalist, som var anset for selvstændigt erhvervsdrivende, blev i TfS 1993, 458 LSR anset for et naturligt og sædvanligt arbejdsredskab. Der blev givet fuldt fradrag efter den dagældende AL § 3, da den private brug var af underordnet betydning. I TfS 1989, 101 LSR kunne en gårdejer ikke foretage afskrivninger på en radio til anbringelse i en svinestald. Se SKM2002.549.ØLR under LV Almindelig del afsnit A.F.2.6, hvor landsretten fandt, at der ikke kunne afskrives på et klaver opstillet i hjemmet.

Se også SKM2008.634.BR om indkøb at to ATV´ere (minitraktorer), hvor Retten ikke fandt, at sagsøgeren havde godtgjort, at begge ATV´ere udelukkende var benyttet erhvervsmæssigt.

I SKM2003.418.LR fandt Ligningsrådet, at reglerne for afskrivning på driftsmidler og skibe kunne anvendes på husbåde, der erhvervsmæssigt enten blev benyttet til udlejning til beboelse, eller benyttet til kontorer, værksteder, cafeer og lignende, samt husbåde, der enten blev benyttet til udlejning til pensionat og ferieboliger eller som af et konsortium udlejes til benyttelse til ferielejligheder. Ligningsrådet fandt, at der ikke kunne afskrives på en husbåd, der blev benyttet til beboelse for ejeren.

Ny tekst startDet fremgår af LL § 8 P, stk. 5, at et vedvarende energianlæg eller andele i et vedvarende energianlæg anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, hvis den skattepligtige vælger at medregne indkomsten efter skattelovgivningens almindelige regler. Afskrivning på sådanne vedvarende energianlæg eller andele i vedvarende energianlæg sker efter reglerne om udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, se SKM2009.290.SR.Ny tekst slut

Telefon, computer m.v.

Ny tekst startAnskaffelsessummen for telefon, computer m.v., som en selvstændigt erhvervsdrivende stiller til rådighed for en ansat, jf. LL § 16, stk. 12 og 13, afskrives efter reglerne om udelukkende erhvervsmæsigt benyttede driftsmidler. Har den selvstændigt erhvervsdrivende privat rådighed over et sådant aktiv, der indgår i virksomheden, afskrives det efter reglerne om blandet benyttede driftsmidler, men sådan at det lægges til grund, at aktivet anvendes fuldt ud erhvervsmæssigt, se herom nærmere afsnit E.C.2.5.2.Ny tekst slut

Efter AL § 5, stk. 1, skal driftsmidler og skibe, som en skattepligtig udelukkende benytter erhvervsmæssigt, afskrives på en samlet saldo for virksomheden. 

Se dog afsnit E.C.2.4.11 om AL § 5 B, der er indsat som følge af tonnageskatteloven. Ifølge AL § 5 B afskrives skibe med en bruttotonnage på 20 t eller derover på en særskilt konto, når visse betingelser er opfyldt. Har den skattepligtige flere virksomheder, opgøres en saldo for hver virksomhed for sig.

Ved lov nr. 540 af 6. juni 2007 (L 213 2006/07) blev § 5 C indsat i afskrivningsloven. Bestemmelsen har virkning for 2008 og senere indkomstår, jf. lov 540/2007 § 14, stk. 5. § 5 C vedrører infrastrukturanlæg af andre driftsmidler med lang levetid. Reglen indebærer, at opdelingen af virksomhedens driftsmidler og skibe ændres, og at der fremover skal føres op til fire særskilte saldi med forskellige afskrivningssatser for de forskellige driftsmidler. Se om AL § 5 C afsnit E.C.2.4.12.

Se SKM2001.413.LR, hvor et selskab dels drev virksomhed med afvikling af en tidligere banks almindelige bankforretninger, dels virksomhed med afvikling af leasingaktiviteter, som den tidligere bank havde haft udskilt i et datterselskab. Ligningsrådet fandt, at selskabets leasingaktivitet udgjorde en integreret del af selskabets øvrige finansielle virksomhed med afvikling af bankforretningerne, hvorfor leasingdriftsmidlerne ikke kunne afskrives på en særskilt saldo.

Se afsnit E.C.2.4.9.2 om én eller flere virksomheder. I en virksomhed, hvor der er flere personligt og solidarisk hæftende ejere, eksempelvis et interessentskab eller lignende, har hver ejer eller interessent en saldo for sig.

Hvis den skattepligtige driver flere virksomheder med hver sin saldoværdikonto, kan der afskrives med forskellige procenter i de forskellige virksomheder.

Efter AL § 5, stk. 2, 1. pkt., foretages afskrivning for et indkomstår på grundlag af den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets udgang. Den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets udgang opgøres efter reglerne i AL § 5, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Efter AL § 5, stk. 2, 2. pkt., tillægges saldoværdien ved indkomstårets begyndelse anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe, der er anskaffet i indkomstårets løb. Se afsnit E.C.2.2 om hvornår et driftsmiddel kan anses for anskaffet.

Har den skattepligtige fået frigivet etableringskontomidler eller investeringsfondshenlæggelser, skal anskaffelsessummen formindskes med forlods afskrivningen, jf. ETBL § 7, stk. 5, og IFL § 7, stk. 3. Tilsvarende gælder, hvor der er foretaget forskudsafskrivning på aktivet, jf. AL § 33, stk. 2.

Endvidere fradrages i saldoværdien ved indkomstårets begyndelse salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt i indkomstårets løb, jf. AL § 5, stk. 2, 2. pkt. Salgssummen for et solgt aktiv skal fradrages på det tidspunkt, hvor der er sket levering. Efter den tidligere afskrivningslov blev der lagt vægt på det tidspunkt, hvor salget var aftalt. I SKM2003.472.TSS udtalte Told- og Skattestyrelsen, at refusion af registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 2, når køretøjet afmeldes og udføres fra landet, skal fragå ved opgørelsen af afskrivningssaldoen på linie med køretøjets salgssum. Styrelsen lagde vægt på, at der er tale om tilbagebetaling af en afgift, der er aktiveret som en del af købesummen på driftsmiddelsaldoen, og at efterregulering af registreringsafgift bør behandles på samme måde som efterregulering af moms (se afsnit C.C.2.4.1.4 om efterregulering af moms).

Efter AL § 5, stk. 2, 3. pkt., behandles udgifter til forbedring af et driftsmiddel eller skib på samme måde som den oprindelige anskaffelsessum, dvs. udgiften tillægges saldoværdien. AL § 3 finder tilsvarende anvendelse på udgifter til ombygning og forbedring. I praksis anses udgifter, der medgår til at sætte aktivet i samme stand som ved anskaffelsen, for vedligeholdelsesudgifter, mens udgifter, der medgår til at sætte aktivet i bedre stand, er forbedringsudgifter. Se TfS 1995, 471 LSR om afgrænsningen mellem vedligeholdelsesudgifter og forbedringsudgifter. Se endvidere SKM2004.62.LSR om udskiftning af 2 pc'ere og en netværksplotter. Landsskatteretten udtalte: "At aktiver i samlesæt eller lignende samt aktiver, der er bestemt til at fungere samlet, skal anses for ét driftsmiddel efter afskrivningslovens bestemmelser om straksafskrivning medfører ikke nødvendigvis, at aktiverne ikke anses som selvstændige aktiver efter statsskattelovens bestemmelser om driftsomkostninger. Udskiftning af disse enkelte aktiver kan derfor ikke anses som vedligeholdelse af det samlede driftsmiddel". Udgifterne til udskiftning kunne herefter ikke fradrages som en vedligeholdelsesudgift. Af den skatteansættende myndigheds afgørelse i sagen fremgår det, at der i stedet kan ske afskrivning efter AL § 5. Se på linie hermed SKM2005.31.LSR, hvor 7 matrixprintere blev udskiftet med 2 laserprintere. Se også SKM2006.154.VLR (udskiftning af minkbure) og SKM2007.904.LSR (udskiftning af stilladsaktiver). Der henvises til afsnit E.C.2.4.6.2 om straksafskrivning og aktiver i samlesæt og lignende.

I SKM2003.519.LSR anså Landsskatteretten et selskabs lønudgifter, som var nødvendige for at gøre et driftsmiddel funktionsdygtigt, som en del af driftsmidlets anskaffelsessum.

SKM2006.407.LSR. Kompensation betalt til to lodsejere, for at lodsejerne undlod at søge om tilladelse til opførelse af vindmøller kunne ikke medregnes i afskrivningsgrundlaget for møllen.

SKM2006.327.SR. Udgifter som udbyderen af et vindmølleprojekt havde afholdt til advokater, revisorer og eksterne, tekniske rådgivere kunne indgå i afskrivningsgrundlaget for kommanditisterne, der erhvervede møllerne. Udgifter til vindstudier kunne ligeledes medregnes i afskrivningsgrundlaget for vindmøllerne. Derimod kunne udgifter, der var medgået til den overordnede strukturering og anpartsprojektet og udgifter til tilrettelæggelsen af den finansielle organsiering af projektet ikke indgå i afskrivningsgrundlaget. Udgifter til forundersøgelse og projektgennemgang kunne heller ikke indgå i afskrivningsgrundlaget. Disse udgifter måtte anses som ikke fradragsberettigede og ikke afskrivningsberettigede etableringsudgifter.

Se SKM2008.390.SKAT for en beskrivelse af gældende ret med hensyn til opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for investorer i anpartsprojekter.

SKM2007.163.LSR: Kørerampe, inkl. fundament, til færge kunne afskrives som et driftsmiddel.

SKM2008.926.SR: Skatterådet bekræftede, at et solcelleanlæg monteret på landjorden kan afskrives som et driftsmiddel. Ligeledes bekræftede Skatterådet, at et solcelleanlæg, der monteres på stativer på en bygning, og hvis produktion afsættes til el-nettet, kan afskrives som et driftsmiddel. Skatterådet udtalte i den forbindelse, at anlæg med en kapacitet over 1 MW afskrives på en særskilt saldo efter reglerne i AL § 5 C. Endelig fandt Skatterådet, at et solcelleanlæg, der er integreret i en bygnings bestanddele, og hvor den producerede elektricitet anvendes som strømforsyning for bygningen, må anses for en installation i afskrivningslovens forstand.

Ny tekst startSKM2011.565.SR I det konkrete tilfælde var et solcelleanlæg, der var monteret på landjorden, ikke ikke en bygningsmæssig konstruktion. Solcellerne var monteret på jernstolper, der var funderet i jorden. Konstruktionen havde hverken fast gulv eller tag. Siderne bestod af en blanding af metalplader og halmballer. Efter Skatterådets opfattelse var der ikke tale om en konstruktion, der var beregnet til varig forbliven på stedet, jf. Vurderingsvejledningen. Solcelleanlæggene blev anset for driftsmidler. Anlæggene kunne afskrives efter AL § 5, stk.3, forudsat at de almindelige betingelser for afskrivning er opfyldt.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2011.619.SR Et solcelleanlæg, der var tilsluttet elnettet, var monteret på stativer på det allerede eksisterende tag. Anlægget kunne afskrives som driftsmiddel. I anskaffelsessummen kunne indgå udgift til tilslutning og montering.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2011.857.SR Et solcelleanlæg med en kapacitet på under 1 MW, som monteres på stativer på taget af en erhvervsejendom, blev anset for et afskrivningsberettiget driftsmiddel.Ny tekst slut

SKM2009.548.VLR vedrørte den skatteretlige kvalifikation af såkaldt disponibel kapacitet. Ved "disponibel kapacitet" forstås den tonnage og motorkraft, der knytter sig til et fartøj, der udgår af fiskerflåden. Ved erhvervelse af et fartøj er det en forudsætning for, at det kan benyttes erhvervsmæssigt, at der tillige erhverves disponibel kapacitet i fornødent omfang. Dette skyldes, at der gælder et loft for den samlede kapacitet for den danske fiskeflåde. Landsretten fandt, at udgiften til disponibel kapacitet skulle anses for en del af anskaffelsessummen for et fiskerifartøj, idet det er den samtidige besiddelse af et fiskerifartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at et fiskerifartøj får karakter af et driftsmiddel i skatteretlig forstand.

I SKM2009.548.VLR vedrørte ligeledes den skatteretlige kvalifikation af disponibel kapacitet. Skatteyderen i sagen havde ikke betalt for at få tildelt disponibel kapacitet fra myndighederne. Han ophørte i 2001 med at anvende fiskefartøjet til erhvervsfiskeri. Han solgte primo 2003 den disponible kapacitet og solgte først ca 5 måneder senere selve fiskefartøjet. Skatteyderen mente, at salgssummen for disponibel kapacitet ikke kunne beskattes efter AL § 9, stk. 4 og 5. Dette fandt Vestre Landsret imidlertid godt den kunne. Som begrundelse herfor anførte Vestre Landsret med henvisning til SKM2009.548.VLR, at det er den samtidige besiddelse af et fiskefartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at et fiskefartøj får karakter af et driftsmiddel i skatteretlig forstand. Retten fremhævede i denne forbindelse, at dette gælder, uanset om der er ydet betaling for den disponible kapacitet. Den disponible kapacitet måtte derfor anses som en del af driftsmidlet, der er foretaget skattemæssige afskrivninger på, hvorfor der ved salg i forbindelse med virksomhedsophør skal ske beskatning i medfør af afskrivningslovens § 9. Dette gælder, uanset om driftsmidlet i form af fartøj og disponibel kapacitet sælges under ét, eller der sket særskilt salg af fartøj og disponibel kapacitet.l

For så vidt angår opgørelse af afskrivningsgrundlaget i investeringsprojekter vedrørende driftsmidler kan nævnes:

I SKM2004.287.LSR ansås et beløb, der i en købekontrakt vedrørende en vindmølle var betegnet "projektomkostninger", at dække udbyderens tilrettelæggelse af det samlede projekt og den knowhow, der lå til grund for tilrettelæggelsen. Landsskatteretten fandt derfor, at udgiften til projektkoordinering ikke havde en sådan tilknytning til erhvervelsen af vindmøllen, at udgiften kunne tillægges afskrivningsgrundlaget, men at der var tale om en etableringsudgift, der ikke kunne medregnes til afskrivningsgrundlaget for vindmøllen.

I SKM2009.498.VLR var en skatteyder, der udover sit indskud i forbindelse med sin indtræden i et kommanditselskab (vindmølleprojekt) yderligere betalte et beløb på 5 pct. af indskuddet som risikopræmie til de oprindelige kommanditister, ikke berettiget til at medregne 5-pct.-tillægget til afskrivningsgrundlaget. Der henvises i dommens begrundelse til, at kun udgifter, der kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve anskaffelsen af de afskrivningsberetigede aktiver, kan indgå i afskrivningsgrundlaget, jf. SKM2008.967.HR.

SKM2010.229.SR. Et beløb, der blev udbetalt til en nabo i henhold til § 6 i lov nr. 1392 af 27/12 2008 om vedvarende energi som kompensation for værdiforringelse i forbindelse med opførelse af en vindmølle, kunne ikke tillægges afskrivningsgrundlaget, men kunne afskrives over 10 år, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

I SKM2011.380.SR skulle deltagerne i et kommanditselskab ved opgørelsen af den afskrivningsberettigede anskaffelsessum for et solcelleanlæg reducere anskaffelsessummen med et rådgiver-/salgshonorar, som sælgeren af solcelleanlægget betalte til udbyder.

Se endvidere afsnit E.C.4.3 vedrørende opgørelse af afskrivningsgrundlaget for bygninger, idet de principper, der her beskrives, også gælder for driftsmidler, jf. henvisningen i SKM2009.498.VLR til SKM2008.967.HR

SKM2008.390.SKAT og SKM2009.261.SKAT indeholder en beskrivelse af gældende ret med hensyn til opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for investorer i anpartsprojekter.   

Saldoværdien udgør ved indkomstårets begyndelse det beløb, hvortil driftsmidler og skibe anskaffet i tidligere indkomstår er nedbragt ved afskrivninger, dvs. saldoværdien ved udløbet af det foregående indkomstår, jf. AL § 5, stk. 2, sidste pkt.

Aktiver, der købes og sælges inden for samme indkomstår, behandles efter de almindelige regler. Dvs. at salgssummen skal fragå i saldoværdien ved indkomstårets begyndelse, og at købesummen skal tillægges saldoværdien.

I LL § 5 I er der en begrænsning i skattepligtiges mulighed for at undlade at foretage skattemæssige afskrivninger m.v. med virkning for den danske skattepligtige indkomst fra udenlandske sambeskattede selskaber og faste driftssteder. Ifølge bestemmelsen skal afskrivninger eller udgifter fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fra et fast driftssted eller et udenlandsk sambeskattet selskab i det omfang, den skattepligtige indkomst overstiger beregningsgrundlaget for den udenlandske skat i det land, hvor det faste driftssted er beliggende eller selskab er hjemmehørende, omregnet til danske kroner ved udløbet af indkomståret. Se om LL § 5 I: LV Selskaber og aktionærer afsnit S.C.1.2.6.

Fortjeneste og tab på afskrivningsberettigede aktiver, der er solgt som led i den skattepligtiges næringsvirksomhed, behandles efter SL § 5, litra a, jf. AL § 50. I TfS 1998, 585 HRD leasede et selskab edb-udstyr og mobiltelefoner ud til kunder, som ved leasingaftalens udløb kunne købe udstyret for 10 pct. af den oprindelige anskaffelsessum. Salgene henhørte ikke til selskabets næringsvej og der var ikke fradrag for tabene.

Efter AL § 5, stk. 3, 1. pkt., kan afskrivning højst udgøre 25 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. Afskrivning kan ske med en sats mellem 0 og 25 pct. og behøver ikke at ske med hele procenter.

AL § 5 B
For skibe, der afskrives efter AL § 5 B, udgør afskrivningssatsen 12 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi.

For nybyggede skibe, der alene er omfattet af AL § 5 B, stk. 1, nr. 1 og 2, og som ikke undergives beskatning efter tonnageskatteloven, kan afskrivning det første år, hvori der kan foretages afskrivninger, udgøre indtil 20 pct. af anskaffelsessummen, hvorefter den resterende del af anskaffelsessummen tillægges den afskrivningsberettigede saldoværdi for det efterfølgende indkomstår.

Se mere om AL § 5 B i afsnit E.C.2.4.11.

Er den afskrivningsberettigede saldoværdi i indkomståret  på 12.300 kr.  eller derunder, kan beløbet fradrages fuldt ud, jf. AL § 5, stk. 3. Saldoen skal være nedbragt til 12.300 kr.  eller derunder inden årets afskrivninger.

Virksomheden kan ikke først afskrive med op til 25 pct. og bringe saldoen ned til 12.300 kr. eller derunder, og derefter fradrage saldoen fuldt ud.

Beløbet reguleres efter PSL § 20. (For indkomståret  var beløbet også 12.300 kr.).

Adgangen til at fradrage restsaldoen er ikke begrænset til det indkomstår, hvori saldoen kommer under den nævnte beløbsgrænse. Fradraget kan ske i et senere indkomstår, såfremt saldoen fortsat er under beløbsgrænsen.

Den skattepligtige kan ikke vælge at fradrage en del af restsaldoen. Saldoen skal i sin helhed fradrages eller afskrives efter de almindelige regler i afskrivningsloven.

Efter AL § 5, stk. 4, gælder en særregel for selskaber og foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Anskaffer et sådant selskab eller forening et driftsmiddel eller et skib med henblik på udlejning, eller erhverver det et driftsmiddel eller et skib, der allerede ved erhvervelsen er udlejet, indgår anskaffelsessummen ikke i den afskrivningsberettigede saldoværdi for anskaffelsesåret eller for indkomståret efter anskaffelsesåret.

Der kan ikke afskrives i anskaffelsesåret, men i året efter anskaffelsesåret kan der særskilt afskrives indtil 50 pct. af anskaffelsessummen. Den del af anskaffelsessummen for udlejningsdriftsmidlet eller -skibet, som ikke er blevet afskrevet, tillægges herefter den almindelige afskrivningssaldo for det andet indkomstår efter anskaffelsesåret.

Reglerne i AL § 5, stk. 4-6 finder ikke anvendelse på skibe, der afskrives efter AL § 5 B, se afsnit E.C.2.4.11.

Det følger af AL § 5, stk. 5, at hvis et selskab eller forening, som nævnt i AL § 5, stk. 4, sælger et udlejningsdriftsmiddel eller -skib i anskaffelsesåret eller indkomståret efter anskaffelsesåret, skal fortjeneste eller tab ved handlen fradrages henholdsvis tillægges saldoværdien for det indkomstår, hvori salget finder sted, jf. dog AL § 9 (se afsnit E.C.2.4.9). Ved salg i anskaffelsesåret eller året efter anskaffelsesåret finder bestemmelsen om særskilt afskrivning af udlejningsaktiver med indtil 50 pct. ikke anvendelse.

Begrebet udlejning må forstås på samme måde som i PSL § 4, stk. 1, nr. 12 (tidligere nr. 13), om anparter (se afsnit DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.3.1.6.4). Se også Told- og Skattestyrelsens kommentar i TfS 1995, 553 LR.

Bestemmelsen i AL § 5, stk. 4, omfatter enhver type udlejningsvirksomhed. Bestemmelsen omfatter også virksomhed med udlejning af eksempelvis biler, hårde hvidevarer, forbrugerelektronik, entreprenørmaskiner, stilladser, lifte m.v. Bestemmelsen kan således også omfatte udlejning af aktiver, hvor udlejningen er led i normal forretningsmæssigt drevet virksomhed i selskabet, og hvor anskaffelsen af udlejningsaktiverne ikke primært må tilskrives de tilhørende skattefordele i form af adgang til skattemæssig afskrivning. Reglerne i AL § 5, stk. 4-6, finder ikke anvendelse på skibe, der afskrives efter AL § 5 B (se afsnit E.C.2.4.11).

SKAT kan dispensere fra anvendelsen af AL § 5, stk. 4, jf. AL § 5, stk. 6. Formålet er at friholde selskabers m.v. normale forretningsmæssige virksomhed med udlejning af aktiver fra reglerne om udskydelse af førsteårsafskrivning. Et selskab, der har udlejningsaktiver, for hvilke der efter reglerne i AL § 5, stk. 4, ikke kan ske afskrivning i anskaffelsesåret, og som ønsker adgang til afskrivning, skal ansøge SKAT herom.

Selskabet m.v. vil kunne opnå dispensation i tilfælde, hvor det anses for godtgjort, at anskaffelsen af aktiver, der enten anskaffes med henblik på udlejning, eller som ved anskaffelsen allerede er udlejet, er et led i normal forretningsmæssigt drevet virksomhed i selskabet og i det væsentlige ikke sker med henblik på udnyttelse af skatteregler.

Ved vurderingen kan det tale imod, at der bevilges dispensation, at selskabet er likvidationsmodent, at selskabet før anskaffelsen i det væsentlige var uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet, eller at selskabets ejerforhold i forbindelse med anskaffelsen af aktiverne er ændret væsentligt.

Hvor anskaffelsen ikke primært sker med henblik på anvendelse af aktiverne i selskabets egen normale virksomhed, men i stedet primært sker med henblik på at reducere selskabets umiddelbare skattebetaling i kraft af adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger på anskaffede udlejningsaktiver, taler dette for, at der ikke foreligger normal forretningsmæssigt drevet virksomhed.

Har udlejning af aktiver været selskabets normale virksomhed eller en del heraf i flere år forud for anskaffelsen, eller har selskabets ejerkreds i det væsentlige været uændret i en årrække forud for anskaffelsen, taler dette som udgangspunkt for dispensation.

I TfS 1999, 829 LR meddelte Ligningsrådet dispensation til et selskab, der drev virksomhed med udlejning af stilladsmateriel. Ligningsrådet lagde særlig vægt på, at aktiverne blev anskaffet til en allerede igangværende udlejningsvirksomhed, samt at udlejning siden stiftelsen i 1994 havde udgjort den primære del af selskabets virksomhed. Endvidere blev der lagt vægt på, at selskabet ikke havde skiftet ejerkreds siden stiftelsen. Se endvidere TfS 1999, 830 LR, TfS 1999, 831 LR, TfS 1999, 835 TSS og TfS 1999, 836 TSS.

En dispensation er bindende, jf. AL § 5, stk. 6, 2. pkt. Er der således meddelt dispensation efter 1. pkt. for et indkomstår, kan reglerne i § 5, stk. 4, om udskydelse af førsteårsafskrivninger ikke finde anvendelse for efterfølgende indkomstår for udlejningsaktiver omfattet af dispensationen, medmindre dispensationen bortfalder efter AL § 5, stk. 6, 3. pkt.

Efter 3. pkt. bortfalder en dispensation med virkning for det pågældende og efterfølgende indkomstår ved væsentlige ændringer af de forudsætninger, der har været afgørende for meddelelsen af denne. Det er således ikke alle ændringer, f.eks. af ejerkredsen eller selskabets aktiviteter, der medfører, at en dispensation bortfalder.

Det afhænger af den konkrete dispensation, hvilke forudsætninger der har været afgørende. I tilfælde, hvor der er meddelt dispensation til et selskab, der har udlejning som den primære/eneste aktivitet, vil en ændring af forudsætningerne for dispensationen eksempelvis kunne være, at selskabet får nye aktiviteter, som ikke er udlejningsaktiviteter, eller at udlejningsaktiviteten ændres, således at selskabet overgår til at udleje andre aktiver end de aktiver, der var tale om ved meddelelse af dispensationen.

Det følger af lovens ikrafttrædelsesregler, at der kan dispenseres for udlejningsaktiver, der anskaffes i indkomståret 1999 eller senere. Udlejningsaktiver anskaffet i tidligere indkomstår er omfattet af begrænsningsreglen i AL § 5, stk. 4.

Ifølge AL § 5 A, kan en skattepligtig, der i løbet af indkomståret har solgt et udelukkende erhvervsmæssigt benyttet driftsmiddel eller skib til et beløb, der er mindre end anskaffelsessummen med tillæg af eventuelle afholdte forbedringsudgifter og med fradrag af foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger og afskrivninger på eventuelle forbedringsudgifter på aktivet, vælge at fradrage det opgjorte tab i salgsåret. Det vil sige, at fradraget opnås i det indkomstår, hvori driftsmidlet eller skibet er solgt. Skrotning og lignende, hvilket også omfatter tilfælde, hvor aktivet udgår af virksomhedens produktionsapparat, sidestilles med salg.

Opgørelsen af foretagne afskrivninger sker med den procentsats, som den skattepligtige har anvendt efter AL § 5, stk. 3.

Vælger den skattepligtige at fradrage tabet i salgsåret efter AL § 5 A, kan der ikke afskrives på det pågældende aktiv i salgsåret. Hvis den skattepligtige ønsker fradrag for tab i salgsåret, skal værdien for virksomhedens fælles saldo for driftsmidler og skibe ved begyndelsen af indkomståret formindskes med hele den uafskrevne del af anskaffelsessummen for det aktiv, som der gives tabsfradrag for, dvs. den nedskrevne værdi. Det er nødvendigt for at undgå dobbeltfradrag for dels tabet, dels fradrag for den del af den uafskrevne anskaffelsessum, der dækkes af salgssummen. Den skattepligtige kan kun opnå fradrag for tab i det omfang, formindskelsen med den uafskrevne del af anskaffelsessummen ikke fører til en negativ saldo efter AL § 5.

For delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe gælder, at de afskrives særskilt, jf. afsnit E.C.2.5. Ved salg opgøres fortjeneste eller tab på aktivet, og fortjenesten eller tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i AL § 12, jf. afsnit E.C.2.5.7. For et delvist erhvervsmæssigt benyttet aktiv gælder, at der opnås fradrag for tabet straks i salgsåret. Den skattemæssige behandling af tab ved salg af blandet benyttede driftsmidler og skibe svarer således i princippet til reglen i AL § 5 A vedrørende tabsfradrag for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe. 

I AL § 6, stk. 1, er fastsat, at den skattepligtige i stedet for at afskrive efter saldometoden efter AL § 5 kan vælge at fradrage (straksafskrive) hele anskaffelsessummen for driftsmidler m.v. som nævnt i AL § 6, stk. 1, nr. 1 til og med 4. Fradraget foretages i det indkomstår, hvori anskaffelsen finder sted. Den skattepligtige skal foretage et valg mellem enten fuld straksafskrivning eller afskrivning efter saldometoden i AL § 5.

Aktiver, der kan straksafskrives efter AL § 6
De aktiver, der efter AL § 6, stk. 1, kan straksafskrives, er følgende:

  • driftsmidler med en fysisk levetid på 3 år eller derunder (AL § 6, stk. 1, nr. 1).
  • driftsmidler med en anskaffelsessum på 12.300 kr. eller derunder i indkomståret  (AL § 6, stk. 1, nr. 2). For indkomståret  udgjorde beløbet også 12.300 kr.). Se i øvrigt afsnit E.C.2.4.6.2 om aktiver i samlesæt og lignende.
  • driftsmidler og skibe til forsøgs- og forskningsvirksomhed, bortset fra driftsmidler og skibe, der anvendes til efterforskning efter råstoffer (AL § 6, stk. 1, nr. 3).
  • edb-software (AL § 6, stk. 1, nr. 4).

Om straksafskrivning ved anskaffelse af afskrivningsberettigede aktiver, der helt eller delvis er betalt ved tilskud, se AL § 44. Skibe, der afskrives efter AL § 5 B, kan ikke straksafskrives efter AL § 6. Se afsnit E.C.2.4.11.

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 1, kan der kun ske straksafskrivning, såfremt driftsmidlet eller skibet vil være fysisk opslidt i løbet af 3 år fra erhvervelsen. Det er ikke tilstrækkeligt, at driftsmidlet i løbet af 3 år ikke vil være anvendeligt i en bestemt virksomhed eller til et bestemt formål, da det alene er den fysiske - ikke den teknisk-økonomiske - levetid, der er afgørende for, om der kan ske straksafskrivning.

Ved bedømmelsen af levealderen for et driftsmiddel må man i almindelighed søge vejledning i den gennemsnitlige levealder for driftsmidler af den pågældende kategori, og der gælder ret strenge beviskrav for at fravige gennemsnitslevetiden på grund af konkrete forhold.

Eksempler fra retspraksis
LSRM 1967, 128 (brugte lastbiler til kørsel i en grusgrav), LSRM 1971, 136 (motordreven skovsav), Revision og Regnskabsvæsen 1967, skattemeddelelse 73 (syntetiske fiskegarn). I TfS 1995, 727 LSR fandt Landsskatteretten, at et selskab kunne straksafskrive forme til fremstilling af gummistøvler, da det var godtgjort, at formene definitivt blev udrangeret og skrottet inden for 3 år.

Derimod er reglen ikke fundet anvendelig i LSRM 1970, 139 (lastbiler, der kørte ca. 150.000 km. årligt). En virksomhed, der handlede med og udlejede edb-udstyr kunne ikke anvende den tidligere gældende AL § 3, stk. 1, på edb-udstyr, idet udstyret ikke kunne antages at være fysisk udslidt inden for 3 år, ToldSkat Nyt 1990.12.981 LSR.

Se også SKM2007.904.LSR (stilladsaktiver).

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 2, kan virksomheden straksafskrive aktiver med en anskaffelsessum på 12.300 kr. eller derunder i indkomståret . Beløbet reguleres efter PSL § 20. (For indkomståret udgjorde beløbet 12.300 kr.).

Det er ikke en betingelse, at udgiften til alle småaktiver fratrækkes straks. Virksomheden kan vælge at fratrække udgiften til visse småaktiver straks, medens udgiften til andre småaktiver indgår i saldoværdien.

Det er det enkelte aktivs anskaffelsessum, der er afgørende for, om udgiften kan fradrages straks.

I et interessentskab, der i anskaffer driftsmidler, for hvilke anskaffelsesprisen for det enkelte driftsmiddel er over 12.300 kr., vil anskaffelsessummerne ikke kunne fradrages i anskaffelsesåret, selv om den enkelte interessents andel af anskaffelsessummen er under 12.300 kr., idet det er den samlede anskaffelsessum for driftsmidlet, der lægges til grund ved bedømmelsen af, hvorvidt anskaffelsessummen er 12.300 kr. eller derunder.

Ved afgørelsen af, hvorvidt anskaffelsessummen er 12.300 kr. eller derunder, ses der bort fra merværdiafgiften, såfremt køberen i sit afgiftstilsvar kan fratrække den betalte afgift. 

I en række tilfælde skal aktiver med en anskaffelsessum under beløbsgrænsen ikke ses som selvstændige anskaffelser, men de skal sammen med andre anskaffede aktiver ses som ét driftsmiddel. Dvs. at det afgørende er, om den samlede anskaffelsessum for de relevante  aktiver er under beløbsgrænsen.

Aktiver i samlesæt eller lignende
Efter AL § 6, stk. 1, nr. 2, 2. - 4. pkt., skal aktiver i et samlesæt eller lignende samt aktiver, der er bestemt til at fungere samlet, anses for ét driftsmiddel. Aktiver, der er bestemt til at fungere sammen med allerede anskaffede aktiver, kan ikke straksafskrives, såfremt den samlede anskaffelsessum overstiger grundbeløbet. Forbedringsudgifter sidestilles med udgifter til anskaffelse af aktiver, der er bestemt til fungere sammen med allerede anskaffede aktiver. Bestemmelsen gælder derimod ikke for udgifter til vedligeholdelse.

Det afgørende er, om de enkelte aktiver efter deres konstruktion og indretning må anses for at være bestemt til at blive anvendt samlet, og ikke den faktiske benyttelse af aktiverne. Det afgørende er, om de anskaffede aktiver funktionsmæssigt udgør et hele. Det er efter bestemmelsen uden betydning, om et aktiv, der er bestemt til at fungere sammen med et allerede anskaffet aktiv, kan fungere sammen med flere ensartede allerede anskaffede aktiver.

Et samlesæt består ofte af flere ensartede aktiver. Ved anskaffelse af aktiver i et samlesæt eller lign., sker der kun én samlet anskaffelse, der omfatter alle aktiver i samlesættet eller lign.

Bestemmelserne finder også anvendelse, selvom samlesættet eller lignende omfatter ét eller flere aktiver med en anskaffelsessum, der overstiger beløbsgrænsen.

I det tilfælde, hvor de enkelte dele i et samlesæt eller lignende anskaffes hver for sig, er anskaffelsen ikke omfattet af bestemmelserne i AL § 6, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., 1. led. Disse tilfælde er i stedet omfattet af bestemmelserne i AL § 6, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., 2. led, og 3. pkt. Disse bestemmelser omfatter de tilfælde, hvor der ikke foreligger anskaffelse af et samlesæt eller lign., fordi samlesættet eller lignende opdeles, og enkeltdelene anskaffes hver for sig, eventuelt på forskellige tidspunkter.

Bestemmelsens 3. pkt. indebærer, at i tilfælde, hvor der anskaffes aktiver, hvis anskaffelsessum samlet overstiger beløbsgrænsen, kan det sidst anskaffede aktiv ikke straksafskrives, medens straksafskrivningen af det først anskaffede aktiv opretholdes. Uanset dette anses der dog kun at foreligge ét driftsmiddel. Dette har bl.a. betydning ved udskiftning af enkelte af de aktiver, der indgår i samlesættet m.v. Det er anskaffelsessummen for det først anskaffede aktiv, der skal anvendes ved afgørelsen af, om den samlede anskaffelsessum overstiger beløbsgrænsen.

Bestemmelsen sikrer, at der ikke skal ske ændring af de allerede foretagne straksfradrag eller de foretagne saldoafskrivninger, men virksomheden kan ikke foretage straksafskrivning på de senere anskaffede småaktiver, der er bestemt til at fungere sammen med de allerede anskaffede aktiver.

Ved afgørelsen af, om et aktiv efter AL § 6, stk. 1, nr. 2, 3. pkt., efter sin konstruktion og indretning skal anses for at være bestemt til at fungere sammen med et allerede anskaffet aktiv, kan indgå, om aktivet er tilsvarende et allerede anskaffet aktiv. Ved afgørelsen kan endvidere indgå, om det funktionsmæssigt hører naturligt sammen med et allerede anskaffet aktiv. Det kan også indgå i afgørelsen, om de pågældende aktiver almindeligvis vil blive anskaffet samlet.

Efter bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelserne kan eksempelvis forværk og skillerum til spaltebokse i en landbrugsstald ikke anses for selvstændige driftsmidler, idet de pågældende aktiver må anses for at være bestemt til at fungere samlet. Ligeledes vil dele, der bygges sammen til en reol, stilladsdele, køkkenelementer, der bygges sammen til et færdigt køkken, husdyrbure, pc´er og printer - uanset at der er tale om separate aktiver - kunne anses for ét driftsmiddel.

SKM2008.346.LSR: Der kunne ikke ske straksafskrivning af udgifter til anskaffelse af mobilborde anvendt i et gartneri, da mobilbordene efter deres funktion og indretning måtte anses at være bestemt til at fungere sammen med transportsystemet.

Se SKM2007.904.LSR om straksfradrag i forbindelse med køb af stilladsmateriel.

SKM2007.603.LSR: Landsskatteretten fandt, at udgifter til indkøb af Montana-reoler kunne straksafskrives efter AL § 6, stk. 1, nr. 2. Retten bemærkede, at selvom Montana-reolen var tænkt således, at de enkelte reolelementer såvel designmæssigt som funktionelt kunne anvendes som et hele, så kunne det enkelte reolelement ligeledes anvendes selvstændigt. De omhandlede Montana-reoler ansås således at have større lighed med andre enkeltstående møbler som f.eks. spisebordsstole, der ansås for selvstændige enheder, selvom de typisk ville blive anskaffet i flertal, end med de i forarbejderne omtalte sammenbygningsreoler, der ved deres konstruktion var forudsat udbygget med andre elementer.

SKM2006.565.LSR: En udøvende musiker og musiklærer på folke- og aftenskoler, var berettiget til afskrivning på delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, samt fradrag for driftsomkostninger. Guitarpedaler og instrumentmikrofoner m.v. måtte anses for bestemt til at fungere sammen med allerede anskaffede instrumenter.

I SKM2006.154.VLR (tidligere instans SKM2003.505.LSR) fandt Landsretten, at en minkburblok, bestående af bursektion, redekasse og hvalpenet, måtte anses for at være bestemt til at blive anvendt sammen med flere andre tilsvarende blokke, hvorfor der ikke kunne foretages straksafskrivning. Retten lagde vægt på, at det kun teoretisk var muligt at drive minkhold med kun en minkburblok, og at der, hvis pelsdyrhold skal være rentabelt, skal anvendes flere minkburblokke. Der blev endvidere henset til, at burene opstilles i rækker ved siden af hinanden, og at de har samme anvendelse samt et fælles vandingssystem. En separat udskiftning af enkeltdele som bursektioner, redekasser og tråd måtte anses som vedligeholdelse af minkburblokkene og udgifterne hertil kunne derfor fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra e. Skatteministeriets kommentar til afgørelsen er offentliggjort som SKM2007.113.DEP.

I TfS 2000, 433 LR fandt Ligningsrådet, at der ikke kunne straksafskrives på anskaffelsessummen for en pc, når pc'en blev tilsluttet en netværksprinter, og den samlede anskaffelsessum dermed oversteg beløbsgrænsen i afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at pc'en var bestemt til at fungere sammen med en netværksprinter. Ligningsrådet fandt det derimod ikke afgørende, at pc'en (tillige) var tilsluttet et lokalnetværk. Ligningsrådet fastslog endvidere, at det beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, om aktiver kan siges at være bestemt til at fungere samlet. Se endvidere SKM2004.62.LSR, hvor skatteyder i sit edb-netværk havde udskiftet to arbejdsstationer (pc'ere) og en netværksplotter. Landsskatteretten udtalte, at pc'erne og netværksplotteren måtte anses for værende bestemt til at fungere sammen og sammen med det øvrige edb-anlæg. Dermed kunne udgifterne til anskaffelse ikke fradrages efter AL § 6, stk. 1, nr. 2.

Landsskatteretten fastslog i SKM2003.108.LSR, at en virksomhed, der drev udlejning af lifte, skurvogne mv. ikke kunne straksafskrive på gulvelementer, dele til kørestilladser, murerbukke og teltdele, der hver for sig havde en anskaffelsessum på under 9.200 kr. (den dagældende beløbsgrænse), idet delene blev anset for bestemt til at fungere sammen med andre aktiver. Landsskatteretten påpegede, at ingen af de nævnte genstande kan anvendes efter deres respektive formål uden sammenhæng med andre aktiver af samme type eller aktiver af anden karakter.

I SKM2002.382.LSR fandt Landsskatteretten, at en række markredskaber kunne anses som småaktiver, der kunne straksafskrives.

I SKM2002.241.LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter til anskaffelse af jernplader, der blev anvendt ved entreprenøropgaver til beskyttelse af underlaget ved kørsel med entreprenørvirksomhedens vogne, og som endvidere blev anvendt til udlejning, kunne anses for omfattet af reglen om straksafskrivning i AL § 6, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten henså til, at jernpladerne ikke efter deres formål nødvendigvis var bestemt til at skulle anvendes i sammenhæng med andre jernplader. Jernpladerne blev som nævnt også anvendt til udlejning, men Landsskatteretten fandt, at reglerne i AL §§ 5, stk. 4 og 6, stk. 3, hvorefter selskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, ikke kan afskrive på aktiver, der er anskaffet med henblik på udlejning i anskaffelsesåret, ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor en væsentlig del af udlejningsvirksomheden bestod i betjening af entreprenørmaskiner og transportopgaver.

Det forhold, at der af hensyn til transport eller lign. sker en adskillelse af et driftsmiddel i mindre enheder, indebærer ikke, at de pågældende enheder af denne grund kan anses for selvstændige driftsmidler. Det er endvidere uden betydning for, om aktiver skal anses for ét driftsmiddel, at de enkelte aktiver faktureres særskilt.

I en række tilfælde foreligger der ikke anskaffelse af et afskrivningsberettiget aktiv, men der er tale om vedligeholdelsesudgifter. Dette er eksempelvis tilfældet ved udskiftning af en bordplade til et eksisterende bord, nye dæk til en bil eller et nyt betræk til en stol.

Anskaffelse af aktiver, der blot anvendes i samme lokale, er ikke omfattet af AL § 6, stk. 1, nr. 2, 2.-3. pkt., når de ikke samtidig udgør en funktionsmæssig helhed. Dette er eksempelvis tilfældet, når der anskaffes en ny reol, der stilles i et lokale, hvor der i forvejen findes en ældre reol, eller når der anskaffes flere fritstående bardiske. Anskaffelse af en skrivebordsstol til et skrivebord, en lampe til et bord eller et bord til en printer er andre eksempler på anskaffelser, der heller ikke kan anses for omfattet af bestemmelsen. En mobiltelefon, der også kan sende e-post-meddelelser til en pc'er, kan ligeledes ikke anses for anskaffelse af et aktiv, for hvilke bestemmelsen skal finde anvendelse.

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 2, 4. pkt., sidestilles udgifter til forbedring af et småaktiv med udgifter til anskaffelse af aktiver, der er bestemt til at fungere sammen med et allerede anskaffet aktiv. Ved udskiftning af aktiver i samlesæt eller aktiver, der er bestemt til at fungere sammen, skal der tages stilling til, om udgiften skal anses for at vedrøre vedligeholdelse eller forbedring. Der henvises i denne forbindelse til SKM2004.62.LSR, hvor udskiftning af to pc'ere og en netværksplotter i et edb-netværk ikke blev anset for vedligeholdelse. Se også SKM2005.31.LSR. Afgørelserne er nærmere omtalt i afsnit E.C.2.4.1.

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 3, kan virksomheden straksafskrive anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe til forsøgs- og forskningsvirksomhed, bortset fra driftsmidler og skibe, der anvendes til efterforskning efter råstoffer.

SKM2005.315.ØLR. Et selskab ønskede at foretage afskrivning på edb-udstyr efter AL § 6, stk. 1, nr. 3. Landsretten lagde til grund, at det sagsøgende selskab anvendte edb-udstyret i den af selskabet drevne virksomhed med salg af edb-konsulentassistance, og fandt det derfor ikke godtgjort, at udstyret var anskaffet til forsøgs- og forskningsvirksomhed, der kunne begrunde straksafskrivning efter AL § 6, stk. 1, nr. 3.

Se om udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed afsnit E.B.3.11.

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 4, kan virksomheden straksafskrive anskaffelsessummen for edb-software. Det følger af AL § 2, stk. 2, at udgifter til edb-software vil kunne straksafskrives efter AL § 6, stk. 1, nr. 4, uanset at virksomheden alene erhverver en tidsubegrænset rettighed i henhold til en softwarelicensaftale eller lign.

Et selskab påtænkte at købe alle rettighederne til et edb-system. Selskabet drev i forvejen virksomhed med salg og implementering af det pågældende system. Ligningsrådet afgav bindende forhåndsbesked om, at selskabet efter den tidligere gældende AL § 3, stk. 1, ville kunne foretage fradrag for anskaffelsessummen for edb-softwaret fuldt ud i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori anskaffelsen af rettighederne eller en ideel andel af disse fandt sted, ToldSkat Nyt 1993.19.871.

Salgssummen skal ved salg af et straksafskrevet driftsmiddel m.v. - når der ikke er tale om virksomhedsophør, jf. AL § 9 - medregnes i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori leveringen finder sted, jf. AL § 6, stk. 2.

Forsikrings- og erstatningssummer behandles som salgssummer, jf. AL § 48.

Se afsnit E.C.2.2.1 om levering samt afsnit E.C.2.4.9 om virksomhedsophør.

Efter AL § 6, stk. 3, kan selskaber og foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, først fradrage udgifter til anskaffelse af aktiver som nævnt i AL § 6, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, som erhverves med henblik på udlejning, eller som allerede ved anskaffelsen er udlejet, i den skattepligtige indkomst i indkomståret efter anskaffelsesåret. Begrebet udlejning må forstås på samme måde som i PSL § 4, stk. 1, nr. 12, (som indtil 1. januar 2006 var nr. 13), om anparter, se DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.3.1.6.4. Se også Told- og Skattestyrelsens kommentar i TfS 1995, 553 LR.

I TfS 1999, 515 LSR fandt Landsskatteretten, at et selskab, der drev virksomhed med produktion og levering af tekstilservice og tekstilpleje, ikke var omfattet af den tidligere AL § 3, stk. 7 (nu § 6, stk. 3), da udlejningen udgjorde en underordnet del af den samlede aktivitet i forbindelse med udlejningen af aktiverne.

I SKM2002.426.LSR hidrørte 60 pct. af en virksomheds omsætning fra udlejning. Landsskatteretten antog, at aktiverne var erhvervet med udlejning for øje og derfor ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget for anskaffelsesåret, jf. den tidligere AL § 2, stk. 8 (nu § 5, stk. 4.).

I SKM2002.241.LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter til jernplader, der blev anvendt ved entreprenøropgaver og til udlejning, ikke var omfattet af AL §§ 5, stk. 4 og 6, stk. 3. Om afgørelsen se afsnit E.C.2.4.6.2.

Der kan i konkrete tilfælde efter ansøgning gives tilladelse til, at selskaber kan straksafskrive sådanne småaktiver i anskaffelsesåret. Dispensationen gives efter reglerne i AL § 5, stk. 6. Se nærmere herom i afsnit E.C.2.4.4.1.

Såfremt et selskab m.v. sælger et aktiv, der er omfattet af AL § 6, stk. 3, skal salgssummen med fradrag af en eventuel anskaffelsessum, der ikke er fradraget i den skattepligtige indkomst, medregnes i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori leveringen finder sted. Se afsnit E.C.2.2.1 om levering.

En virksomhed kan fradrage udgift til reparation af en skade på et driftsmiddel eller skib i det indkomstår, hvori reparationen foretages, jf. AL § 7, stk. 1. Er der ikke udbetalt nogen forsikrings- eller erstatningssum, kan hele reparationsudgiften fradrages.

Er der udbetalt en forsikrings- eller erstatningssum, og er den mindre end reparationsudgiften, kan virksomheden kun foretage fradrag med det beløb, hvormed reparationsudgiften overstiger forsikrings- eller erstatningssummen. Er forsikrings- eller erstatningssummen større end reparationsudgiften, skal forskelsbeløbet fradrages i saldoværdien for driftsmidlerne efter AL § 5, jf. AL § 7, stk. 2.

Overstiger den afholdte udgift, hvad der kan betragtes som reparationsudgift, betragtes det overskydende beløb som en forbedringsudgift, der skal tillægges saldoen, jf. nedenstående eksempel.

Eksempel

I anledning af en skade på et driftsmiddel udbetales en forsikringssum på 100.000 kr. Virksomheden afholder udgifter på driftsmidlet på i alt 150.000 kr. Det ville have kostet 130.000 kr. at bringe driftsmidlet i samme stand, som før skaden skete. Herefter kan forskellen mellem de 130.000 kr. og den udbetalte forsikringssum på 100.000 kr. eller 30.000 kr. fradrages fuldt ud, medens forskellen mellem den afholdte udgift på 150.000 kr. og de 130.000 kr. eller 20.000 kr. skal tillægges saldoen som en forbedringsudgift.

Som reparationsudgifter betragtes udgifter, der medgår til at sætte aktivet i den stand, hvori det befandt sig ved skadens indtræden, jf. AL § 7, stk. 3. Udskiftning af flymotor, blev af Landsskatteretten anset som en forbedring, da udskiftningen blev foretaget ganske kort tid efter købet af flyvemaskinen, LSRM 1969, 140.

Hvis skaden er forvoldt ved ejerens forsætlig skadevoldende adfærd eller i forbindelse med ejerens strafbare handlinger, f.eks under spirituskørsel, LSRM 1971, 39, kan der dog ikke foretages noget fradrag.

Med hensyn til tab ved konfiskation af driftsmidler gælder det, at et tab, der skyldes konfiskation på grund af skatteyderens egen strafbare adfærd, ikke kan fratrækkes, LSRM 1955, 138, hvorimod der vil være fradragsret for konfiskationstab, der skyldes personalets strafbare forhold, LSRM 1958, 41.

Når et driftsmiddel udgår af driften i anledning af en skade, skal en eventuel forsikrings- eller erstatningssum fradrages i saldoværdien på samme måde som en salgssum, jf. AL § 48, jf. § 5.

AL § 8 omhandler behandlingen af en negativ saldo.

De beløb, der skal fragå i saldoværdien som følge af salg m.v., kan være så store, at saldoværdien bliver negativ. Afhændes der driftsmidler m.v. på et tidspunkt, hvor saldoværdien er negativ, forøges den negative saldo med de modtagne salgssummer m.m. Anskaffes der derimod driftsmidler m.v., medens saldoværdien er negativ, udlignes den negative saldo helt eller delvis med anskaffelsessummerne.

En negativ saldoværdi repræsenterer en skattepligtig fortjeneste på driftsmidler m.v. Virksomheden kan vælge helt eller delvis at udligne den negative saldo i det indkomstår, hvori den er opstået, ved at tage beløbet til indtægt, således at saldoen bliver nul.

Hvis den negative saldo ikke udlignes, overføres den til næste indkomstår, hvor den kan udlignes ved anskaffelser i løbet af dette indkomstår. Sker dette ikke, skal den negative saldo medregnes ved opgørelsen af indkomsten for sidstnævnte indkomstår.

Er den negative saldo formindsket ved udgangen af det år, hvori den skal indtægtsføres (år 2), skal der indtægtsføres et beløb, således at saldoen bliver nul, jf. nedenstående eksempel.

Hvis den negative saldo er forøget ved udgangen af år 2, skal kun den negative saldo ved udgangen af år 1 indtægtsføres i år 2. Det resterende negative beløb kan overføres til år 3, jf. TfS 1986, 448 DEP (Skat 1986.8.520).

Eksempel
År 1

Saldoværdi ved årets begyndelse (positiv)500.000 kr.
Salgssum for solgte driftsmidler- 750.000 kr.
 - 250.000 kr.
Anskaffelsessum for anskaffelser, der er foretaget i løbet af året

 70.000 kr.

Saldoværdi i slutningen af året (negativ) 

- 180.000 kr.

Saldoværdi i slutningen af året overføres til begyndelsen af år 2

- 180.000 kr.

År 2

Salgssum for solgte driftsmidler- 10.000 kr.
 - 190.000 kr.
Anskaffelsessum for anskaffelser,  der er foretaget i løbet af året

 40.000 kr.

Saldoværdi i slutningen af året (negativ)

- 150.000 kr.

Beløbet på 150.000 kr. indtægtsføres i år 2.

SKAT kan i særlige tilfælde give tilladelse til forlængelse af fristen for udligning af en negativ saldo, jf. AL § 8, stk. 2.

Virksomheden kan opnå en forlængelse af fristen for udligning af et negativt saldobeløb, når der er indgået aftale om bestilling af aktiver til levering inden udløbet af fristen efter stk. 1, og anskaffelsen af disse aktiver kan udligne den negative saldo. Det er herudover et krav, at aktiverne på grund af leverandørens forhold først kan leveres efter fristens udløb, og virksomheden ikke har kunnet forudse eller afværge en overskridelse af fristen efter AL § 8, stk. 1. Tilladelsen kan gøres betinget af, at virksomheden stiller sikkerhed for betalingen af det skattekrav, der vil opstå, såfremt den negative saldo må tages til indtægt ved fristens udløb.

AL § 9 indeholder reglerne for beskatning ved salg eller ophør af en virksomhed.

Det kan undertiden volde vanskeligheder at afgøre, om en skattepligtig er ophørt med sin virksomhed, eller om der alene foreligger salg af aktiver fra en virksomhed. Det er i den forbindelse af betydning, om der foreligger én eller flere virksomheder. Spørgsmålet må afgøres efter en konkret vurdering.

Hvis virksomhederne udgør én virksomhed, skal salgssummen for de afhændede driftsmidler fragå i saldoværdien, jf. afsnit E.C.2.4.1, men når man frem til, at der er tale om flere selvstændige virksomheder, skal der ved ophør af en af disse virksomheder foretages en opgørelse af fortjeneste eller tab på driftsmidler og skibe, som skal tages i betragtning ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Optages en medinteressent i et interessentskab, anses dette for et delvist salg af virksomheden, idet der sælges en ideel anpart af virksomheden. Se dog TfS 2000.195 LSR og DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.6. Der skal således opgøres fortjeneste og tab vedrørende den ideelle anpart efter AL § 9.

I det år, hvor en virksomhed omdannes til aktie- eller anpartsselskab, anses virksomheden for ophørt med den virkning, at afskrivning på aktiver omfattet af afskrivningsloven ikke kan foretages det pågældende år af sælger. Ved omdannelse efter virksomhedsomdannelsesloven sker der succession, således at afskrivningen kan fortsætte i selskabet, jf. VOL § 6, jf. dog nedenfor om VOL § 5. 

Iflg. VOL § 5 anses aktiver knyttet til et fast driftssted eller en fast ejendom beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, for afstået på tidspunktet for omdannelsen af virksomheden. Dette gælder dog ikke, i det omfang virksomheden ville være omfattet af SEL § 32 om CFC-beskatning, hvis det faste driftssted havde været et udenlandsk selskab. Afståelsessummen ansættes til handelsværdien på omdannelsestidspunktet. 

Om VOL §§ 5 og 6, se også afsnit E.H.2.5

SKM2007.876.VLR: Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens møbelproduktionsvirksomhed var ophørt i indkomståret 2000. Spørgsmålet var navnlig, om produktionsvirksomheden, efter at den sagsøgeren tilhørende fabriksbygning brændte i august 2000, var blevet overført til et litauisk datterselskab. Landsretten lagde til grund, at selskabet efter branden undersøgte forskellige muligheder for at genetablere produktionen i Danmark, men at dette ikke lykkedes. Landsretten henviste endvidere til selskabets regnskaber, hvoraf fremgik, at produktionen ophørte efter branden, samt til at det over for såvel skatteforvaltningen som Landsskatteretten var oplyst, at produktionen foregik i datterselskabet efter branden. Efter en samlet vurdering af oplysningerne til skattemyndighederne og oplysningerne i årsregnskaberne lagde landsretten herefter til grund, at der fra august til sommeren 2002 ikke var nogen møbelproduktion i det sagsøgende selskab, og at det litauiske datterselskab i samme periode producerede møbler. Under disse omstændigheder ansås møbelproduktionsvirksomheden for at være ophørt, jf. AL § 9, stk. 1.

I SKM2002.118.LSR anlagde Landsskatteretten en konkret, individuel vurdering ved bedømmelsen af, hvorvidt et selskab, der drev buskørsel med rutekørsel og turistfart var ophørt med virksomheden. Tidspunktet for afhændelsen af driftsmidler samt de udviste bestræbelser for at kunne fortsætte virksomheden var momenter, som Landsskatteretten inddrog i bedømmelsen. 

Se også SKM2004.66.HR (tidligere SKM2003.157.VLR). Vestre Landsret havde fastslået, at en virksomhed var ophørt selv om skatteyderen påstod, at en kopimaskine og skrivemaskine var beholdt for at afvikle virksomheden. Retten lagde vægt på, at virksomhedens varelager, goodwill, firmanavn, telefonnummer, medarbejderforpligtelser og samtlige øvrige driftsmidler var overdraget. Samtidigt havde skatteyderen lejet virksomhedens lokaler ud til køberen og indgået en konkurrenceklausul. Efter overdragelsen var der en ubetydelig omsætning og salg fra varelageret, men retten fandt det ikke godtgjort, at der efter overdragelsesåret var erhvervsmæssige aktiviteter. Højesteret tiltrådte af de grunde, som var anført af landsretten, at virksomheden var ophørt.

Se endvidere SKM2005.400.HR, hvor Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i SKM2004.26.ØLR. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens afgørelse om, at en virksomhed skulle anses for ophørt i en situation, hvor de bevillinger, som var en nødvendig betingelse for at udøve erhvervet, var inddraget i en længere periode med den følge, at driftsmidlerne måtte afhændes.

Alle tre afgørelser vedrører den tidligere gældende bestemmelse om virksomhedsophør i AL § 6, stk. 1. Praksis efter denne bestemmelse er stadig retningsgivende.

SKM2002.484.HR. Højesteret fandt, at den i Ligningsvejledningen omtalte regel, hvorefter en ophørt virksomhed kan bringe driftsmiddelsaldoen til fradrag i det senere indkomstår, hvori det sidste driftsmiddel er solgt eller destrueret, efter reglens baggrund i den tidligere gældende afskrivningslov og sammenhæng med almindelige principper for indkomstopgørelse og tabsfradrag må forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den succesive afhændelse.

SKM2007.37.HR: Et selskab solgte i 1999 sin virksomhed med produktion af printplader. Salgssummen blev berigtiget ved, at køberen over en 3-årig periode skulle betale en omsætningsbestemt ydelse. Ved virksomhedssalget havde selskabet en positiv driftsmiddelsaldo på godt kr. 2 mio., som selskabet først fratrak i indkomståret 2001. Selskabet henviste herved til, at det efter salget havde noget edb-udstyr i behold, som var nødvendigt for at bogføre den omsætningsbestemte afgift, der var vederlag for overdragelsen af kundekartotek og goodwill. Landsretten fandt, at selskabets virksomhed ophørte ved salget i 1999. Videre bemærkede landsretten, at praksis efter den tidligere afskrivningslovs § 6, stk. 3, hvorefter der skulle være en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse, var videreført med den nye afskrivningslovs § 9, stk. 2. Da landsretten fandt, at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for, at selskabet beholdt edb-udstyret, tiltrådte landsretten, at den positive driftsmiddelsaldo var henført til fradrag i indkomståret 1999. Højesteret henviste til SKM2002.484.HR og bemærkede, at Højesteret i denne dom fastslog, at den dagældende regel i Ligningsvejledningen, hvorefter en ophørt virksomhed kunne bringe driftsmiddelsaldoen til fradrag i det senere indkomstår, hvori det sidste driftsmiddel er solgt eller destrueret, måtte forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse. Dette skete med henvisning til reglens baggrund i den dagældende afskrivningslov og sammenhæng med almindelige principper for indkomstopgørelse og tabsfradrag. Højesteret fandt endvidere, at en ophørt virksomhed også efter afskrivningslovens § 9, stk. 2, kun kan videreføre en positiv driftsmiddelsaldo, hvis den fortsatte besiddelse af driftsmidler er forretningsmæssigt begrundet. Af de grunde, landsretten havde anført, tiltrådte Højesteret, at landsretten havde lagt til grund, at selskabet ophørte med at drive virksomhed den 1. marts 1999. Ved udgangen af 1999 var der i selskabet ikke andre driftsmidler tilbage end edb-udstyr til en bogført værdi af 1.060 kr. Driftsmiddelsaldoen var da på 2.019.871 kr. Højesteret tiltrådte, at det er lagt til grund, at selskabet var i besiddelse af edb-udstyret indtil 2001, hvor det blev skrottet. Selv om edb-udstyret efter virksomhedens ophør rent faktisk blev anvendt til bogføring af den omsætningsbestemte afgift, der var vederlag for overdragelsen af kundekartotek og goodwill, fandt Højesteret, at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for at beholde edb-udstyret efter ophøret af virksomheden. Højesteret stadfæstede herefter dommen. (Tidligere instanser SKM2005.319.ØLR og SKM2004.183.LSR).

SKM2007.56.HR: Et selskab, der drev virksomhed ved fiskeri fra en kutter, overdrog en fjerdedel af kutteren til hovedaktionærens søn. Fra overdragelsestidspunktet blev fiskerivirksomheden drevet i partrederi med selskabet og hovedaktionærens søn som partredere. Kutteren blev holdt uden for partrederiet. Sagen vedrørte, om selskabets salgssum skulle fragå afskrivningssaldoen efter afskrivningslovens § 5, stk. 2, eller om der skulle ske ophørsbeskatning efter afskrivningslovens § 9. Højesteret fandt, at salget at den ideelle andel af kutteren under disse omstændigheder måtte anses for salg af en ideel andel af selskabets virksomhed. Højesteret fandt videre, at skattemyndighederne i overensstemmelse med mangeårig praksis havde hjemmel til at henføre forholdet under afskrivningslovens § 9 om virksomhedssalg m.v. (Tidligere instans SKM2005.305.VLR).

Se endvidere SKM2002.681.VLR, hvor en bank, der var eneaktionær i et leasingselskab, i regnskabsåret 1992 (skatteåret 1993/1994) solgte samtlige aktier til et selskab, der drev et lavprisvarehus, hvorefter dette selskab og leasingselskabet blev sambeskattet. Købesummen for aktierne blev aftalt til selskabets egenkapital (skønnet til 30 mio. kr.) med et tillæg på 49 mio. kr., der blev beregnet på grundlag af en forventet skattemæssig værdi af leasingaktiverne. Da der i nogle år ikke var blevet foretaget skattemæssige afskrivninger på leasingselskabets driftsmiddelsaldo, udviste saldoen et betydeligt positivt beløb på tidspunktet for overdragelsen. Leasingselskabet havde ved overdragelsen intet personale, og der blev ikke indgået flere kontrakter.

Skatteministeriet gjorde gældende, at realiteten i arrangementet var, at samtlige driftsmidler i leasingselskabet reelt måtte anses for overdraget til et datterselskab til banken forud for aktieoverdragelsen. Driftsmiddelsaldoen måtte derfor skattemæssigt behandles således, at det blev lagt til grund, at driftsmidlerne reelt var blevet afhændet i skatteåret 1993/1994, hvorfor det herved konstaterede tab, skulle fradrages i afhændelsesåret, jf. § 6 i den tidligere afskrivningslov. Da sambeskatningen af leasingselskabet og det købende selskab først blev etableret med virkning fra skatteåret 1994/1995, kunne det underskud, der opstod i forbindelse med afhændelsen af driftsmidlerne, efter Skatteministeriets opfattelse derfor ikke udnyttes i sambeskatningen med det købende selskab.

Landsretten fandt, at beskatningen som udgangspunkt skulle foretages således, at arrangementets realitet blev anerkendt. Retten lagde herved vægt på, at parternes udgangspunkt under forhandlingsforløbet havde været, at leasingselskabet fortsat var ejer af leasingaktiverne, således at fradraget for den uafskrevne saldo kunne udnyttes i skatteårene efter aktieoverdragelsen, ligesom retten lagde vægt på, at der ikke ved de indgåede aftaler var sket nogen formel overdragelse af ejendomsretten til leasingaktiverne. Efter landsrettens opfattelse kunne en fortolkning af de indgåede aftaler m.v. ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at det købende selskab og banken havde haft en fælles skattemæssig interesse ved indgåelsen af aftalen om aktieoverdragelsen, at driftsrisikoen ved leasingaktiviteten reelt lå i bank-koncernen, samt at et selskab i bankkoncernen over for leasingtagerne fremstod som ejer af leasingaktiverne, kunne således ikke begrunde, at leasingaktiverne i skattemæssig henseende blev anset for afhændet i skatteåret 1993/1994. Ved den afsagte dom blev Skatteministeriet således dømt til at anerkende arrangementets realitet.

SKM2006.738.ØLR. Sagen vedrørte, om det sagsøgende selskab havde afstået en leasingportefølje (og var ophørt) i det år, hvor selskabet som følge af en frivillig akkord havde fået nedsat sit uudnyttede fradragsberettigede underskud efter LL § 15, stk. 3, eller om dette først skete året efter.

Landsretten lagde til grund, at selskabet i akkordåret fungerede som et afviklingsselskab, og at alle selskabets aktiviteter - bortset fra den resterende portefølje af risikotunge leasingkontrakter - var realiseret tidligere på året. Selskabet indgik ikke nye kontrakter bortset fra enkelte tilkøb i forbindelse med forlængelse og fornyelse af bestående kontrakter.

Videre lagde landsretten vægt på, at selskabets ledelse og selskabets bank fra tidligt på året havde drøftet en samlet løsning af de økonomiske forhold, herunder at banken skulle finansiere ledelsens køb af selskabets datterselskaber og leasingportefølje.

Landsretten lagde til grund, at baggrunden for, at der ikke skete en samlet overdragelse af leasingkontrakterne, alene var skattemæssige forhold hos begge parter, ligesom landsretten ikke fandt det godtgjort, at ikke-skattemæssige forhold helt eller delvis begrundede udskydelsen af overdragelse. Landsretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at der var ført forhandlinger med andre købere til leasingporteføljen. Landsretten fandt herefter, at det i akkordåret stod som usandsynligt for parterne, at sagsøgeren ikke ville acceptere det uigenkaldelige købstilbud, som et selskab - ejet af sagsøgerens ledelse - havde afgivet. Afståelse var derfor sket i akkordåret.

SKM2007.321.HR: Lagt til grund, at konsulentvirksomhed var ophør i 1998, og at den pågældende derfor var afskåret fra skattemæssige afskrivninger dette år, jf. § 6 i den dagældende afskrivningslov. Der henvistes til, at sagsøgerens konsulentarbejde for G2 IT var ophørt med udgangen af september 1998 og den sidste faktura udstedt i oktober måned. Der var ingen omsætning eller varekøb i virksomheden i 1999, og virksomheden havde i 2000 alene udstedt en faktura med en avance på 196 kr. Der henvistes endvidere til, at A den 1. oktober 1998 tiltrådte en stilling som fastansat hos G3 A/S og den 17. november 1998 anmodede skattevæsenet om at slette forskudsregistrering for 1999 af overskud af virksomhed, da han ikke i skatteåret ville have noget overskud af egen virksomhed. (Tidligere instans: SKM2005.170.ØLR).

Se endvidere afsnit DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.3

Ved den konkrete afgørelse af, om en aktivitet må behandles som én eller flere virksomheder, må der tages udgangspunkt i, hvad der i almindelig sprogbrug forstås ved én virksomhed. Driver den skattepligtige f.eks. landbrug samtidig med en fabrikationsvirksomhed, er der klart tale om flere virksomheder både i almindelig sprogbrug og i skattemæssig forstand. Hvis en skattepligtig driver en række ensartede virksomheder, kan der ved afgørelsen bl.a. henses til, om der har været fælles regnskabsføring, fælles saldoafskrivning, fælles administration, fælles indkøb m.v. Der kan også lægges vægt på den nærmere karakter af skatteyderens indsats i virksomheden.

I SKM2001.394.LR fandt Ligningsrådet, at den af selskabet drevne finansieringsvirksomhed, som bestod af udlån samt leasingvirksomhed vedrørende driftsmidler og fast ejendom, udgjorde én virksomhed, således at ophør af leasingaktiviteten ikke medførte, at driftsmiddelsaldoen kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår. Se også SKM2001.413.LR.

I SKM2002.595.LSR blev et selskabs indkomst som følge af virksomhedsophør forhøjet med negativ saldoværdi vedrørende driftsmidler samt for indkomståret 2000 tilbageførsel af negativ saldoværdi vedrørende driftsmidler. Selskabets virksomhed med udvikling, produktion og salg af metalemballage var ophørt ved overdragelsen af 18. maj 1998. Denne aktivitet måtte anses som en særskilt virksomhed, og samtlige driftsmidler - med undtagelse af den af skattemyndighederne nævnte bil - var tilknyttet denne virksomhed. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at aktiviteten var solgt uafhængigt af selskabets øvrige aktiviteter. Det forhold, at selskabet fortsat havde enkelte driftsmidler i besiddelse, havde hverken betydning for vurderingen af, om virksomheden var ophørt eller vurderingen af, om der var tale om en eller flere virksomheder.

Se også DJV afsnit C.C.6.3.

Efter AL § 9, stk. 1, kan der ikke afskrives eller straksafskrives på driftsmidlerne eller skibene for det indkomstår, hvori virksomhedens salg eller ophør finder sted (ophørsåret). Opgørelsen af fortjeneste eller tab på driftsmidlerne eller skibene skal ske samlet.

Hvis salgssummerne for de driftsmidler, der er afhændet i ophørsåret, er større end saldoværdien ved ophørsårets begyndelse med tillæg af beløb, der i ophørsåret er anvendt til nyanskaffelser, er forskelsbeløbet udtryk for en fortjeneste, jf. nedenstående eksempel.

Eksempel 1

Salgssum for driftsmidler, der indgår i saldoværdien ved årets begyndelse, og driftsmidler, der er købt i årets løb 160.000 kr.
+ salgssum for (straksafskrevet) værktøj 10.000 kr.
Samlet salgssum 170.000 kr.
   
Saldoværdi ved indkomstårets begyndelse100.000 kr. 
+ anskaffelsessum for driftsmidler20.000 kr. 
  120.000 kr.
Fortjeneste 50.000 kr.

Ved opgørelsen af forskelsbeløbet medregnes også salgssummerne vedrørende driftsmidler m.v. i AL § 6, stk. 1, jf. AL § 9, stk. 1, 2. pkt. Ved opgørelsen af saldoværdien ved ophørsårets begyndelse må der ikke medregnes anskaffelsessummer for de driftsmidler, der er omfattet af AL § 6, stk. 1, og som er fradraget ved indkomstopgørelsen for tidligere indkomstår.

Eventuelle anskaffelsessummer, der som følge af reglerne i AL § 5, stk. 4, og AL § 6, stk. 3, om udskydelse af førsteårs afskrivning for selskabers udlejningsdriftsmidler ikke fuldt ud er fradraget i den skattepligtige indkomst, og som ikke allerede er tillagt saldoen, fradrages efter AL § 9, stk. 3, i de salgssummer, der er nævnt i AL § 9, stk. 1.

Såfremt saldoen ved ophørsårets begyndelse er negativ, opgøres fortjenesten eller tabet efter AL § 9, stk. 1, som forskellen mellem på den ene side salgssummerne med tillæg af et positivt beløb, som svarer til den negative saldo, og på den anden side udgifterne til nyanskaffelser i ophørsåret, jf. nedenstående eksempel.

Eksempel 2
Driftsmiddelsaldoen ved indkomstårets begyndelse er negativ (-50.000 kr.).

Salgssum for driftsmidler, der indgår i saldoværdien ved årets begyndelse, og driftsmidler, der er købt i årets løb40.000 kr.
Salgssum for (straksafskrevet) værktøj10.000 kr.
Samlet salgssum50.000 kr.
  
Positivt beløb svarende til den negative saldo50.000 kr.
 100.000 kr.
  
Anskaffelsessum for maskiner købt i salgsåret- 30.000 kr.
Fortjeneste70.000 kr.

En virksomhed kan være ophørt eller solgt, selv om ikke alle driftsmidler eller skibe er solgt eller på anden måde afhændet (se hertil DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.3). Disse tilfælde er omhandlet i AL § 9, stk. 2 og 4. I AL § 9, stk. 2, er fastsat, at har virksomheden ved ophørsårets afslutning endnu ikke solgt eller på anden måde afhændet alle de driftsmidler og skibe, der har indgået i virksomheden, videreføres en eventuel positiv saldo for efterfølgende indkomstår. Så længe der er usolgte driftsmidler eller skibe i virksomheden, kan der ikke ske endelig opgørelse af fortjeneste eller tab. Tab kan først fradrages, når det sidste driftsmiddel eller skib er solgt eller på anden måde afhændet.

Når salgssummen er mindre end saldoværdien, fratrækkes salgssummen i saldoværdien, og saldoen videreføres. I efterfølgende år fratrækkes salgssummerne ligeledes i saldoværdien, og saldoen videreføres. Der kan hverken i ophørsåret eller i årene efter ophørsåret foretages afskrivning. Hvis det sidste driftsmiddel eller skib er solgt eller på anden måde afhændet, og saldoværdien efter fradrag af samtlige salgssummer fortsat er positiv, kan et beløb svarende til saldoværdien fratrækkes som tab. En positiv saldo i denne situation er udtryk for, at virksomheden ikke har fået fradrag for hele værdiforringelsen på de benyttede driftsmidler og skibe.

AL § 9, stk. 4, omhandler salg af et driftsmiddel eller skib ud over de tilfælde, der er nævnt i AL § 9, stk. 2. Da AL § 9, stk. 2, omhandler de tilfælde, hvor salgssummer kan fradrages i saldoværdien, vedrører AL § 9, stk. 4, de tilfælde, hvor salgssummer ikke yderligere kan reducere en saldoværdi, dvs. hvor saldoen er reduceret til 0. Efter AL § 9, stk. 4, skal salgssummen medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget finder sted, hvis virksomheden således sælger et driftsmiddel eller skib efter ophørsårets udløb ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at når saldoen er reduceret til 0, skal hele salgssummen medregnes til den skattepligtige indkomst, idet virksomheden i denne situation har fået fradrag for samtlige afskrivningsberettigede udgifter til driftsmidler og skibe, herunder også for driftsmidler, der ikke er solgt. Hvis salgssummen overstiger en positiv saldo, fradrages salgssummen i saldoen indtil den er reduceret til 0, og herefter beskattes det overskydende beløb.

SKM2008.622.ØLR: Sagsøgeren havde været partreder i et partrederi, som i 1975/76 havde fået leveret nogle kraner. Kranerne viste sig at være mangelfulde, og blev nogle år senere skrottet. Partrederiets skibe blev solgt i 1982/83, i hvilken forbindelse partrederierne ophørte. Forinden var der ved Sø- og Handelsretten anlagt en sag mod leverandørerne af kranerne, som først blev afsluttet ved et forlig i år 2000. Retten fandt, at det beløb, som sagsøgeren ved forliget havde modtaget som erstatning for kranerne, var skattepligtigt i medfør af AL § 9, stk. 5 (nu § 9,stk. 4), tidligere instans SKM2008.51.BR.

Se SKM2006.70.LSR om opgørelsen af genvundne afskrivninger, hvor et selskab, der var stiftet ved en skattefri virksomhedsomdannelse, efterfølgende solgte en afskrivningsberettiget fast ejendom, der var indgået ved omdannelsen.

AL § 10 indeholder reglerne for dok- og beddingsanlæg.

Efter bestemmelsen kan AL §§ 5-9 anvendes på dok- og beddingsanlæg, der er beregnet til bygning og reparation af skibe, samt på de bygninger, installationer og lign., der hører til selve dokken eller beddingen.

Anvendelsen af reglerne er betinget af, at der i et indkomstår anskaffes aktiver som nævnt til en samlet anskaffelsessum på mindst 703.400 kr. i indkomståret ,  og af, at fortjeneste m.v. på de pågældende aktiver også behandles efter de nævnte regler. Beløbet reguleres årligt efter PSL § 20. (For indkomståret udgjorde beløbet ligeledes 703.400 kr.).

AL § 10 indebærer, at dok- og beddingsanlæg afskrives på samme saldo som virksomhedens driftsmidler og skibe. Der henvises herom til afsnit E.C.2.6.

Det følger af AL § 5 B, at skibe med en bruttotonnage på 20 t eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, afskrives på en særskilt saldo, når

  1. den skattepligtige er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, eller stk. 6,
  2. den skattepligtige er omfattet af SEL § 2, stk. 1, litra a, og er hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat, eller
  3. skibet udlejes uden besætning (bareboat) eller erhverves med henblik på sådan udlejning.

Afskrivningssats
Afskrivning kan højst udgøre 12 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. For nybyggede skibe, som alene er omfattet af AL § 5 B, stk. 1, nr. 1 og 2, og som ikke undergives beskatning efter tonnageskatteloven, kan afskrivning det første år, hvori der kan foretages afskrivninger, dog udgøre indtil 20 pct. af anskaffelsessummen, hvorefter den resterende del af anskaffelsessummen tillægges den afskrivningsberettigede saldoværdi for det efterfølgende indkomstår, jf. AL § 5 B, stk. 2.

Det følger endvidere af AL § 5 B, stk. 2, at bestemmelserne i AL § 5, stk. 4-6, om selskabers udlejningsdriftsmidler ikke finder anvendelse på skibe omfattet af AL § 5 B. Ligesom AL § 6 om straksafskrivning heller ikke finder anvendelse.

For skibe, som tidligere har været omfattet af AL § 5, og som bliver omfattet af AL § 5 B, stk. 1 og 2, beregnes saldoen efter disse stykker ved en forholdsmæssig fordeling af den eksisterende saldo på grundlag af den regnskabsmæssige værdi af de pågældende skibe og den regnskabsmæssige værdi af de øvrige aktiver. Samme regler gælder, når skibe omfattet af AL § 5 B, stk. 1 og 2, bliver omfattet af AL § 5.

Der kan ikke foretages forskudsafskrivning på skibe omfattet af AL § 5 B, jf. § 28, stk. 3.

 omfatter ikke skibe ejet af skattepligtige, som ikke driver rederivirksomhed, når skibene senest d. 31. december 2002 er udlejet til uafhængig lejer, jf. den dagældende LL § 2, stk. 2.

SKM2004.410.LR. Ligningsrådet blev spurgt, om en person, der påtænkte at erhverve andele i en række kommanditselskaber med investeringer i skibe, ville kunne anvende overgangsreglen i  § 2, stk. 3, i lov nr. 265 af 8. maj 2002 om ændring af afskrivningsloven (ikrafttrædelsesbestemmelsen), og anvende afskrivningssatsen på 25 %. Det var en  betingelse herfor, at skibene kunne anses for udlejet til uafhængig lejere senest den 31. december 2002. Skibene var oprindeligt udlejet til selskaber, som var uafhængige af kommanditselskaberne (udlejer). Kommanditselskaberne havde imidlertid før den 31. december 2002 erhvervet de pågældende lejerselskaber. Ligningsrådet fandt, at som følge af transparensgrundsætningen skal der ses bort fra kommanditselskaberne ved vurderingen af, om lejer er uafhængig, og i stedet bliver det afgørende, om den enkelte kommanditist direkte eller indirekte ejer mere end 50 % af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 % af stemmerne i datterselskaberne. Imidlertid medførte transparensgrundsætningen tillige, at en kommanditist først ved købet af en anpart i et af de respektive kommanditselskaber kunne siges at have indgået lejekontrakt om udlejning af skibe på bareboatbasis. Den pågældende person var derfor ikke omfattet af overgangsreglen. 

For skibe, som alene bliver omfattet af AL § 5 B, stk. 1, nr. 1 og 2, og som ikke undergives beskatning efter tonnageskatteloven, kan der i det første indkomstår, hvor loven får virkning, foretages afskrivninger med indtil 20 pct.

AL § 5 C indebærer, at der skal føres op til fire særskilte saldi (AL § 5, stk. 1, § 5 B, § 5 C, stk. 1, og § 5 C, stk. 2) med forskellige afskrivningssatser for de forskellige saldi.

Efter AL § 5 C, stk. 1, afskrives følgende på en særskilt saldo:

1) Skibe med en bruttotonnage på 20 t eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, og som ikke er omfattet af § 5 B

2) Luftfartøjer og rullende jernbanemateriel.

3) Borerigge, produktionsplatforme og andre anlæg til forundersøgelse, efterforskning, indvinding og raffinering af olie og gas.

4) Faste anlæg til fremstilling af varme og el med en kapacitet på over 1 MW og anlæg til indvinding af vand i almene vandforsyningsanlæg, jf. vandforsyningslovens § 3,stk. 3. Vindmøller er ikke omfattet af AL § 5 C, stk  4, jf. AL § 5 C, stk. 5.

5) Spildevandsanlæg.

Følgende afskrives efter AL § 5 C, stk. 2, ligeledes på en særskilt saldo:

1) Anlæg til transport, lagring og distribution af el, vand, varme, olie, gas og spildevand.

2) Anlæg til transmission af radio-, tv- og telekommunikation.

3) Fast jernbanemateriel.

Det følger af AL § 5 C, stk. stk. 3, at stk. 1 og 2 ikke gælder for aktiver, i det omfang disse afskrives efter kapitel 3 som bygninger og installationer. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse på den del af anlæggene m.v., som udgøres af edb-software og edb-hardware.

Afskrivning på aktiver omfattet af stk. 1 kan højst udgøre 15 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. I indkomstårene 2008 og 2009 var satsen dog 23 pct., i indkomstårene 2010 var den 21 pct, i 2011 den 21 pct., i indkomstårene 2012 og 2013 er den 19 pct., og i indkomstårene 2014 og 2015 er den 17 pct., jf.§ 5 C, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Afskrivning på aktiver omfattet af stk. 2 kan højst udgøre 7 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi, jf. § 5 C, stk. 4, 3. pkt.

I øvrigt finder reglerne om afskrivning på driftsmidler omfattet af § 5 tilsvarende anvendelse. Dette gælder dog ikke de særlige regler om udskydelse af førsteårsafskrivning på udlejningsdriftsmidler efter § 5, stk. 4 - 6. Det gælder heller ikke bestemmelsen om straksafskrivning i § 6. Dette følger af § 5 C, stk. 4, 4. pkt.

Det hedder i lovforslagets bemærkninger om bestemmelsen:

"Efter gældende regler i afskrivningslovens § 5, stk. 1, afskrives driftsmidler, som en skattepligtig udelukkende benytter erhvervsmæssigt, på en samlet saldo for den enkelte virksomhed. Den maksimale afskrivningssats er 25 pct. årligt. Det gælder uden hensyn til aktivets forventede fysiske levealder eller den forventede benyttelsesperiode i virksomheden. Dog kan bl.a. driftsmidler med en forventet fysisk levealder, der ikke overstiger 3 år, og driftsmidler med en anskaffelsessum på under 11.600 kr. (2007-niveau) straksafskrives. (Den nævnte beløbsgrænse er for 12.300 kr.).

Skibe med en bruttotonnage på 20 ton eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport, afskrives på en særskilt saldo, når skibet ejes af et aktie- eller anpartsselskab eller er knyttet til et fast driftssted af et selskab i EU. Tilsvarende gælder, hvis skibet udlejes eller erhverves med henblik på udlejning på bareboat-vilkår. Det følger af afskrivningslovens § 5 B.

Det foreslås, at opdelingen af virksomhedens driftsmidler ændres, og at der fremover skal føres op til fire særskilte saldi. Der foreslås forskellige afskrivningssatser for de forskellige saldi. Derved bliver det muligt at skabe en større grad af overensstemmelse mellem de skattemæssige afskrivninger og den faktiske økonomiske værdiforringelse.

Eksempelvis anvender virksomheder inden for visse infrastruktur- og forsyningsområder aktiver, der har en forholdsvis lang levetid, og dermed en tilsvarende lang benyttelsesperiode i virksomheden. Sådanne aktiver vil ved en afskrivningssats på 25 pct. skattemæssigt blive afskrevet væsentlig hurtigere end svarende til den økonomiske værdiforringelse.

Forslaget sigter først og fremmest på driftsmidler, der har karakter af faste anlæg, og som i kraft af teknisk-økonomiskforældelse og fysisk forankring - evt. til en bygning - minder mere om en bygning eller installation end en maskine. Der er typisk tale om driftsmidler, som har en vis størrelse, og som af den grund ikke umiddelbart kan flyttes uden at skulle skilles ad. Driftsmidlerne har således afgørende lighedspunkter med bygninger eller installationer, dog bortset fra, at de efter vurderingspraksis ikke vurderes som enten bygningsbestanddele eller sædvanligt tilbehør.

Langt de fleste danske virksomheder vil alene have driftsmidler, der er omfattet af afskrivningslovens § 5, stk. 1. Disse virksomheder bliverdermed ikke berørt af forslaget.

Den vurderingsmæssige behandling er i dag afgørende for, om et aktiv skal anses for en bygningsbestanddel, installation eller etdriftsmiddel. Efter vurderingsloven udgør ejendomsværdien værdien af den faste ejendom i sin helhed. Ved værdiansættelsen medregnes sædvanligt tilbehør.Vurderingslovens begreb »sædvanligt tilbehør« svarer til begrebet »installationer« i afskrivningsloven.

Som sædvanligt tilbehør til en bygning anses installationer, der er indlagt i ejendommen til brug for dennes anvendelse til erhverv i almindelighed. Installationer til brug for en særlig erhvervsvirksomhed, der drives i ejendommen, anses efter vurderingsloven ikke som sædvanligt tilbehør. Kun aktiver, der ejes afbygningens ejer, medregnes ved vurderingen som sædvanligt tilbehør. Aktiver, der indlægges i en bygning af en lejer, og som ville have været sædvanligt tilbehør, hvis de i stedet var indlagt af bygningens ejer, kan lejeren afskrive som driftsmidler.

Forslaget ændrer ikke på vurderingspraksis. Det vil sige, at aktiver, der har karakter af faste anlæg, og som efter vurderingsloven anses for en bygning eller installation, fortsat skal afskrives efter afskrivningslovens kapitel 3, jf. forslaget til § 5 C, stk. 3. Det vil sige, at bygningen eller installationen kan afskrives lineært med indtil 4 pct. årligt, jf. forslagets § 2, nr. 2.

Hvis en fremtidig vurderingsmæssig klassifikation af en aktivtype, der i dag ikke er vurderet, går ud på, at den pågældende aktivtype vurderingsmæssigt skal anses for en bygning eller sædvanligt tilbehør, skal den pågældende aktivtype afskrives i overensstemmelse hermed.

Det foreslås, at der som udgangspunkt anvendes samme regler for de nye saldi i § 5 C, som gælder for driftsmidler omfattet af dengældende § 5. Det betyder eksempelvis, at hvis den afskrivningsberettigede saldoværdi før indkomstårets afskrivninger udgør 11.600 kr. (2007-niveau) (for er beløbsgrænsen 12.300 kr.) eller derunder, kan beløbet fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst.

Afskrivningsprocenterne vil dog i sagens natur være anderledes. Endvidere skal de særlige regler, som findes for selskaber iafskrivningslovens § 5, stk. 4-6, om, at aktiver, som er udlejet, eller som erhverves med henblik på udlejning, afskrives særskilt med indtil 50 pct. året efter  anskaffelsesåret, efter forslaget ikke finde anvendelse på aktiver omfattet af den nye § 5 C. Det samme gælder reglerne i afskrivningslovens § 6 om straksafskrivninger. Det vil i praksis formentlig kun forekomme uhyre sjældent, at aktiver omfattet af § 5 C, ville kunne straksafskrives.

Det foreslås, at virksomhedens driftsmidler opdeles i indtil fire saldi. Lovteknisk fastholdes de gældende regler i afskrivningslovens§ 5 og § 5 B for driftsmidler og skibe, som fortsat kan afskrives med de gældende satser. De aktiver, som indgår i disse saldi, vil være alle de driftsmidler og skibe, som ikke er omfattet af afskrivningslovens § 5 C efter de foreslåede ændringer.

Det foreslås, at der i afskrivningslovens § 5 C defineres to aktivgrupper, som afskrives på særskilte saldi.

Driftsmidler med lang levetid

Den ene gruppe vedrører aktiver af en sådan størrelse og karakter, at de gældende skattemæssige afskrivninger væsentligt overstiger den faktiske økonomiske værdiforringelse. Afskrivningssatsen for denne kategori af aktiver foreslås gradvist nedsat frem til indkomståret 2016, hvor den maksimale afskrivningssats efter forslaget vil udgøre 15 pct.

I forslaget til § 5 C, stk. 1, opregnes de aktiver, som er omfattet af denne gruppe. Der er især tale om driftsmidler, der har karakter af faste anlæg.

Når det anføres, at bestemmelsen omfatter driftsmidler, der har karakter af faste anlæg, er hensigten, at eksempelvis IT-udstyr,motorkøretøjer, inventar, kontormaskiner, værktøjsmaskiner, andre »flytbare« eller mindre maskiner eller andre former for driftsmidler, der undergår en tilsvarende teknisk-økonomisk forældelse, ikke skal omfattes af bestemmelsen.

Der vil således - på samme måde som ved bygningsafskrivninger - skulle foretages en opdeling mellem på den ene side anlægsbestanddele og installationer, og på den anden side løsøre. Det vil i den sidste ende bero på en konkret vurdering, om der er tale om en installation eller løsøre. Der vil i forbindelse med afgrænsningen kunne henses til formålet med bestemmelsen, som er, at aktiver med lang levetid skal omfattes af lavere afskrivningssatser. Hvis en genstand har en fysisk/teknisk normallevetid, der er væsentligt kortere end anlæggets normallevetid, og genstanden ikke er en integreret del af anlægget, vil det tale for, at der ertale om løsøre.

Under bestemmelsen falder borerigge, produktionsplatforme og andre anlæg til forundersøgelse, efterforskning, indvinding, raffinering og produktion af olie og gas. Det indebærer bl.a., at sådanne aktiver, der anvendes ved erhvervelsen af indkomst omfattet af kulbrinteskatteloven, fremover vil kunne afskrives med en lavere afskrivningssats, jf. henvisningen til afskrivningslovens kapitel 2 i kulbrinteskattelovens § 7, stk. 3, og § 8, stk. 1.

Bestemmelsen omfatter også anlæg til fremstilling af varme og el med en kapacitet på over 1 MW. Bestemmelsen tilsigter eksempelvis at omfatte elværkers turbiner og generatorer og varmeværkers og kraftvarmeværkers anlæg. Derimod undtages vindmøller udtrykkeligt fra bestemmelsen.

Et kommanditselskab havde i et udbudt anpartsprojekt anskaffet to solcelleanlæg. Anlæggene havde hver for sig en kapacitet på mindre end 1 MW, men tilsammen var de to anlægs kapacitet større end 1 MW. Solcelleanlæggene skulle monteres på stativer på jorden. Anlæggene var fysisk adskilt og virkede hver for sig med selvstændige målefunktioner. Skatterådet antog, at AL §  5 C, stk.1, nr. 4 skulle forstås sådan, at det er det enkelte anlæg, der skal have en kapacitet på over 1 MW, for at anlæggene skal afskrives på en særlig saldo. Hvis en skatteyder har flere anlæg, der hver for sig har en kapacitet, der er mindre end 1 MW, skal disse anlæg ikke afskrives på en særskilt saldo efter AL § 5 C, stk. 1, nr. 4, men afskrives efter de almindelige regler om saldoafskrivning efter AL § 5.

Ny tekst startSKM2011.573.SR Skatterådet bekræftede, at der i skattemæssig henseende ville være tale om fem separate solparker, hvis et selskab erhvervede et jordstykke og opdelte det i fem selvstændige matrikler og overdrog hver matrikkel til et kommanditselskab. Det blev lagt vægt på, at der for hver solpark ville blive etableret et selvstændigt kommanditselskab med tinglyst ejerskab til jorden, og at der blev indgået individuelle aftaler vedrørende bl.a. service, finansiering, valg af anlæg og administration. Afregningen til de enkelte solparker ville ske efter faktisk produktion i den enkelte solpark.Ny tekst slut

Endvidere omfattes anlæg i vandværker til indvinding af vand. Som vandværker anses almene vandforsyningsanlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme, jf. lov om vandforsyning. Vandforsyningsanlæg med færre end 10 modtagere anses efter denne lov som lokale boringer/brønde, ogdriftsmidler i sådanne vandforsyningsanlæg skal ikke være omfattet.

Derudover omfattes driftsmidler, der anvendes til rensning af spildevand - herunder spildevandsrenseanlæg, pumper og filteranlæg.

Derudover omfatter saldoen visse større mobile aktiver. Det drejer sig om skibe med en bruttotonnage på 20 ton eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, og som ikke er omfattet af de gældende regler i afskrivningslovens § 5 B, om luftfartøjer (fastvingefly og helikoptere) og rullende jernbanemateriel (lokomotiver og togvogne).

Infrastrukturanlæg

Den anden aktivgruppe er infrastrukturanlæg. Disse aktiver, der foreslås afskrevet med en maksimal afskrivningssats på 7 pct., opregnes i forslaget til § 5 C, stk. 2.

Hermed menes for det første aktiver, der anvendes til transport, distribution og lagring m.v. af el, vand, varme, olie og gas og spildevand. Bestemmelsen omfatter eksempelvis eltransmissionsnet - såvel jordkabler som luftledninger og elmaster. Bestemmelsen omfatter også rørledninger til transport af varmt vand eller damp.

Endvidere omfatter bestemmelsen driftsmidler til transmission af radio- og telekommunikation. Telekommunikation omfatter også transmission af data. Bestemmelsen omfatter eksempelvis teleselskabers og andre selskabers kabelnet i jorden - f. eks. lyslederkabler - net på jorden og satellitter i rummet. Derimod omfattes driftsmidler, der anvendes til produktion af radio- og TV programmer, ikke af bestemmelsen.

Endelig omfatter bestemmelsen fast jernbanemateriel. Med fast jernbanemateriel menes især sten (skærver), sveller, skinner, signalanlæg, fjernstyringsanlæg, master og luftledninger.

Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at den del af de pågældende aktiver, der udgøres af edb-software og -hardware ikke omfattes af de foreslåede regler, jf. forslaget til § 5 C, stk. 3, 2. pkt. Edb-software og -hardware beskattes således fortsat efter gældende regler. Hensigten er undgå, at eksempelvis overvågningsudstyr m.v., der anvendes til at sikre stabil distribution af el og varme ikke omfattes, fordi de i sagens natur er koblet sammen med de anlæg (eksempelvis kabler ellerturbiner), hvis funktion de overvåger, og som efter forslaget skal afskrives med en lavere sats. Tilsvarende gælder for edb-software og -hardware, som anvendes til transmission af radio-,tv- og telekommunikation.

Efter afskrivningslovens § 8 skal en negativ saldo, der er fremkommet som følge af, at salgssummer m.v. skal fradrages i afskrivningsgrundlaget, og som ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori den er opstået, udlignes ved anskaffelser eller medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det følgende indkomstår. Denne bestemmelse foreslås ikke ændret. Dette indebærer eksempelvis, at en negativ saldo efter afskrivningslovens § 5, stk. 1, ikke kan modregnes i en positiv saldo efter § 5 C, stk. 1 eller 2."