Bestemmelsen i AL § 3 opstiller en række betingelser for, hvornår et driftsmiddel eller skib kan anses for anskaffet.

Betingelsen i AL § 3, nr. 1, om, at driftsmidlet eller skibet er leveret til en igangværende virksomhed, indebærer to kriterier, der begge skal være opfyldt for, at der kan afskrives.

Levering af aktivetFor det første skal der være sket levering af aktivet. Ved levering skal der forstås levering i købelovens forstand, jf. købelovens §§ 9 - 13, hvilket ikke behøver at være sammenfaldende med det tidspunkt, hvor risikoen for aktivets hændelige undergang overgår fra sælger til køber.

I Skat 1990.2.136 (TfS 1990, 86 LSR) har Landsskatteretten således nægtet afskrivning på et driftsmiddel, der ved årets udgang endnu ikke var overgivet til køberen, men hvor der var sket overgang af risikoen for driftsmidlets hændelige undergang. I TfS 1996, 578 LSR har Landsskatteretten nægtet afskrivning på skibe, som først skulle leveres fire år efter afleveringsforretningen, og hvor sælger bar risikoen for skibenes hændelige undergang indtil leveringen. Om reglerne for levering se afsnit E.B.2.6.1.2.   

Igangværende virksomhedFor det andet skal den skattepligtige have påbegyndt erhvervsmæssig virksomhed i det år, hvori afskrivningen ønskes foretaget. For afskrivning på delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe gælder, at afskrivningen ikke kan påbegyndes inden det indkomstår, hvori driftsmidlet eller skibet benyttes erhvervsmæssigt. Hvis driftsmidlet eller skibet i en periode fra erhvervelsestidspunktet alene indgår i den private benyttelse, er der ikke adgang til afskrivning på aktivet i perioden.

I LSRM 1965, 128 havde en direktør fra den 1. september 1962 lejet forretningslokaler, i hvilke han indrettede et selvbetjeningsrenseri og -vaskeri. Han ansatte endvidere fra den 1. oktober en bestyrer, der skulle forestå den daglige drift. Renserimaskinerne blev leveret og monteret den 19. december, men åbning for publikum skete først i begyndelsen af 1963. Landsskatteretten anså ikke virksomheden for at være i drift i 1962, idet der hertil måtte kræves, at der havde været almindelig adgang til forretningen for publikum.

I LSRM 1966, 114 havde en skatteyder, der ville etablere sig som gartner, i 1963 købt et jordstykke, hvorpå han opførte et drivhus. Dette færdigbyggedes i slutningen af året og benyttedes til udsåning af sommerblomster m.v. Centralfyret kom dog først i gang i 1964. Gartnerivirksomheden afkastede ikke indtægter i 1963. Skatteyder kunne ikke anses at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i 1963, selv om han henviste til, at det var typisk for hans erhverv, at der gik en vis tid, inden kulturerne blev tjenlige til salg.

I LSRM 1971, 44 havde skatteyderen anpart i to kuttere, som ankom her til landet henholdsvis den 15. december og den 22. december 1967 fra et østtysk værft. De to kuttere afgik fra havnen på den første fisketur omkring den 20. januar 1968. Landsskatteretten udtalte, at erhvervsmæssig virksomhed først var påbegyndt omkring den 20. januar 1968. Se endvidere LSRM 1967, 49 og LSRM 1975, 60.

I TfS 2000, 199 LR fandt Ligningsrådet, at afskrivning på nogle vindmøller kunne påbegyndes, når vindmøllerne var leveret, funktionsdygtige og tilsluttet et elforsyningsselskab, idet Ligningsrådet dog udtalte, at det tillige var en forudsætning for afskrivning, at virksomheden var igangværende. Det er således et krav, at den erhvervsmæssige aktivitet er påbegyndt.

Landsskatteretten fandt i SKM2006.375.LSR, at vindmøller, som indgik i et vindmølleprojekt, måtte anses at være taget i brug inden udgangen af indkomståret og erhvervsvirksomhed var derfor påbegyndt.

SKM2006.422.HR. Et selskab købte seks dage før indkomstårets udløb et skib. To dage senere indgik selskabet en aftale med et andet selskab, som skulle betale en løbende ydelse - betegnet leje - i den periode, skibet skulle ombygges. Det var i aftalen anført, at "der forudses ingen fart", ligesom skibet efter ombygningen skulle leveres tilbage til skatteyderen. Højesteret fandt på denne baggrund, at aftalen ikke - uanset dens betegnelse - kunne anses for en leje- eller charteraftale, men mere havde karakter af en aftale om støtte eller finansiering i ombygningsperioden. Selskabet havde i det følgende indkomstår indgået en charteraftale. Her var det en betingelse, at lejeren først fik skibet, når ombygningen var afsluttet, fra hvilket tidspunkt der først skulle betales leje. Skibet blev imidlertid aldrig leveret, og lejeforholdet trådte derfor ikke i kraft. Højesteret fandt derefter, at skatteyderen i ingen af de omhandlede indkomstår havde haft en igangværende udlejningsvirksomhed, hvorfor der ikke var grundlag for at foretage afskrivninger på skibet (afgørelse i tidligere instans offentliggjort som SKM2004.372.ØLR).

Betingelsen i AL § 3, nr. 2, indebærer, at driftsmidlet eller skibet skal være anskaffet med henblik på at indgå i virksomhedens drift. Hvis det af de konkrete forhold fremgår, at aktivet kort efter skal videresælges eller indgå i en byttehandel, kan afskrivning ikke foretages, LSRM 1980, 71. Se også Skat 1988.3.152 (TfS 1988, 107 LSR) og LSRM 1980, 120.

I SKM2005.260.LSR blev et nødstrømsanlæg til en anskaffelsessum af 2.181.713 kr. i det konkrete tilfælde anset som et driftsmiddel i skattemæssig henseende, selv om et større nødstrømsanlæg normalt vil blive anset som en installation, jf. afsnit E.C.4.2. Landsskatteretten lagde til grund, at nødstrømsanlægget ikke betjente bygningen som sådan, men den særlige aktivitet, der udgik fra bygningen, og lagde vægt på ejendommens særlige formål, samt at nødstrømsanlægget udelukkende anvendtes til at opretholde driften af telekommunikation til og fra Grønland og ikke til belysning m.v. af bygningen som sådan. Der blev tillige lagt vægt på, at anlægget ikke var en bestanddel af bygningen, og at det uden ombygning og med minimale omkostninger kunne fjernes, hvis bygningen skulle anvendes til andet formål.

Betingelsen i AL § 3, nr. 3, indebærer, at aktivet skal være i en sådan færdiggjort og færdigmonteret stand, at det vil kunne benyttes i virksomhedens drift efter sit formål, LSRM 1966, 118. 

I UfR 1967, 443 ØLD blev anskaffelsessummen for et lastvognchassis, der blev leveret i december og umiddelbart derefter afleveret til en karetmager til montering af lad og først færdiggjort fra karetmageren i januar og derpå indregistreret, først tilladt afskrevet i det år, hvor vognen var færdigmonteret og kunne anvendes i driften. Se endvidere LSRM 1969, 132 (lastbil med midlertidigt påsat lad) samt LSRM 1977, 160 (ikke-installerede maskiner i møntvaskeri).

I ToldSkat Nyt 1993.4.149. fandt Landsskatteretten, at en vindmølle, der blev leveret i indkomståret 1989, men som først blev samlet og rejst den 10. februar 1990, ikke kunne afskrives i indkomståret 1989.

Der stilles ikke krav om, at en bil skal være indregistreret, LSRM 1967, 129. Landsskatteretten udtalte i kendelsen, at der ikke i afskrivningsloven findes holdepunkter for, at der med hensyn til tidspunktet for afskrivningsrettens indtræden, for så vidt angår i øvrigt færdige driftsmidler kræves andet og mere, end at af betingelserne for fuldbyrdet levering i henhold til købelovens almindelige bestemmelser herom er opfyldt. Da indregistrering ikke er et nødvendigt led i leveringen eller en forudsætning for en begrænset driftsmæssig anvendelse af et købt motorkøretøj, indtræder afskrivningsretten ved anskaffelsen. Der må imidlertid kunne stilles et krav om hensigt til indregistrering. I nævnte Landsskatteretskendelse blev motorkøretøjet indregistreret få dage efter regnskabsårets udløb.

TfS 2000, 199 LR omhandler en sag om etablering af vindmølleprojekter. Ligningsrådet fandt, at der kan afskrives på vindmøllerne på det tidspunkt, hvor de er leveret til køberne, tilsluttet et forsyningsselskab og i stand til at fungere efter deres formål. Møllerne skulle leveres til en virksomhed, som allerede forud for anskaffelsen af møllerne var igangværende. I andre tilfælde kræves det tillige, at den erhvervsmæssige aktivitet (produktion af el) er påbegyndt. Om vindmøller se tillige afsnit E.B.2.1.1

I SKM2002.140.LR blev Ligningsrådet spurgt om den skattemæssigt korrekte behandling af reservedele, der anskaffes i forbindelse med planlagt køb af et skib. Betingelsen om, at driftsmidlet skal være anskaffet med henblik på at indgå i virksomhedens drift samt færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i driften efter sit formål, jf. AL § 3, nr. 2 og nr. 3, fandtes ikke at være opfyldt, da reservedele netop ikke indgår i virksomhedens drift i færdigmonteret stand. Ligningsrådet tiltrådte et af revisor opstillet løsningsforslag, hvorefter udgifter til egentlige reservedele aktiveres ved levering af skibet og afskrives sammen med skibet. Ved egentlige reservedele forstås eksempelvis stempel, motor- og lugepakninger, skibsskruer, kran-, tand-, og rullehjul, brændstofpumper eller dyser. Småreservedele som lyspærer og lignende, der kan betegnes som driftsvarer, udgiftsføres straks, da det forudsættes, at der er tale om et almindeligt lager, som er nødvendigt til driften. Løsningsforslaget behandler også reparations- og renoveringsudgifter i forbindelse med indsættelsen af reservedelene. Ligningsrådet fandt ikke, at det i forbindelse med anskaffelsen af reservedele har betydning, om der er tale om reservedele, der anskaffes fra skibsværftet sammen med skibet som en del af kontrakten om levering af skibet, eller der er tale om en reservedelspakke eller reservedele, der købes direkte fra en anden leverandør.

For fremstilling af driftsmidler eller skibe i egen virksomhed og til brug for denne, gælder som udgangspunkt de samme betingelser for, hvornår anskaffelse anses for at have fundet sted.

For aktiver fremstillet i egen virksomhed, eksempelvis når aktivet bygges på det sted i virksomheden, hvor det skal anvendes, er det afgørende, at aktivet er færdigt til brug i virksomheden.