Afskrivningslovens kapitel 2 indeholder i §§ 2 - 13 reglerne om afskrivning på driftsmidler og skibe. AL §§ 2 - 4 indeholder visse fælles regler med en række generelle betingelser for at påbegynde og foretage afskrivning på driftsmidler og skibe. De øvrige bestemmelser i kapitlet er opdelt i regler for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe (AL §§ 5 - 10), og delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe (AL §§ 11 - 13).

Reglerne i AL kapitel 2 finder anvendelse på alle driftsmidler, der benyttes erhvervsmæssigt, hvad enten ejeren er bogførings-/regnskabspligtig eller ikke, og hvad enten ejeren driver selvstændig erhvervsvirksomhed eller ikke, jf. LSRM 1981, 5.

Maskiner, inventar og andre driftsmidler kan afskrives efter reglerne i AL kapitel 2, såfremt de udelukkende eller delvis anvendes erhvervsmæssigt, jf. AL § 2.

Vestre Landsret fastslog i SKM2003.255.VLR, at campinghytter ikke er driftsmidler i afskrivningslovens forstand. Retten udtalte, at campinghytterne, der siden opførelse på campingpladsen ikke var flyttet, efter deres karakter, udformning og materialevalg måtte være anskaffet og opført med henblik på varig forbliven på stedet. Husbåde anses for skibe i afskrivningslovens forstand og afskrives som sådan, jf. SKM2003.418.LR. Se E.C.2.4.

I SKM2009.479.VLR fandt retten, at udgifter til dræning- og vandingsanlæg vedrørende en golfbane, ikke kan anses for driftsmidler, og derfor ikke afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2. (Udgifterne kunne heller ikke afskrives efter AL § 27, da denne bestemmelse alene vedrører jordbrugsbedrifter).

I SKM2003.365.VLR tog landsretten stilling til, om biler, som en bilforhandler anvendte som demonstrationsvogne, udlejnings- og personalebiler, kunne anses som varelager eller driftsmidler. Biler anvendt til udlejning og/eller som personalebiler og i begrænset omfang som demonstrationsvogne anså retten for at opfylde betingelserne for skattemæssig afskrivning som driftsmidler. Biler anvendt som demonstrationsvogne var efter rettens opfattelse anskaffet med henblik på videresalg, hvorfor de måtte anses for at   være en integreret del af bilforhandlerens virksomhed med salg af nye biler og kunne således ikke betragtes som anlægsaktiver. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger på demonstrationsbiler var opfyldt. Højesteret stadfæstede på dette punkt landsrettens afgørelse. Se SKM2005.147.HR.

Se også TfS 1999, 390 LSR, hvor et autofirma havde indregistreret et antal biler, i virksomhedsregi betegnet demo-biler, der dels var stillet til rådighed for selskabets sælgere til privatkørsel, således at hver sælger rådede over en bil til privatkørsel, dels anvendtes til erhvervsmæssig kørsel. Den erhvervsmæssige kørsel bestod dels i demonstrationsture med kunder, dels i erhvervsmæssig transport i virksomhedens regi. Bilerne var som oftest den seneste model og havde en anvendelsestid i virksomheden på 1 - 1½ år. Demobilerne var principielt ikke til salg men blev alligevel solgt direkte til kunderne. Landsskatteretten fandt i den foreliggende sag, at bilerne måtte anses som en del af varelageret. Der var herved bl.a. henset til omsætningshastigheden for demobilerne i det omhandlede år, og at bilerne som oftest var seneste model.

Se om afgrænsningen mellem omsætningsaktiver omfattet af varelagerloven og driftsmidler omfattet af afskrivningsloven endvidere afsnit E.B.2.6.1.2.

Om lønmodtageres adgang til at foretage afskrivninger henvises til .

Der er kun tale om erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, hvis de anvendes i den pågældendes eget erhverv eller er udlejet, hvorimod der ikke er tale om erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, såfremt de uden vederlag stilles til rådighed for andre, se dog afsnit E.C.2.1.1.

Det er uden betydning for adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger, om de pågældende driftsmidler er anskaffet som nye eller brugte.

Se om opgørelse af afskrivningsgrundlaget afsnit E.C.2.4.1.

Det er ejeren, der kan foretage afskrivning (se om ejerskab i DJV afsnit C.C.2.4.1.2.2). Afgørende for, om et aktiv skal afskrives efter reglerne om udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe eller reglerne om delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe, er den brug, ejeren selv gør af aktivet. Et aktiv skal kun afskrives efter reglerne om delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe (blandede aktiver), hvis ejeren selv gør privat brug af aktivet. Hvis ejeren af en virksomhed f.eks. stiller en bil til rådighed for en funktionær, så denne ved siden af den erhvervsmæssige anvendelse kan benytte bilen til privat kørsel, skal bilen således afskrives efter reglerne om afskrivning på udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe. Se endvidere afsnit E.C.2.4 og E.C.2.5.1.

Driftsmidlerne i et interessentskab afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2 om udelukkende erhvervsmæssig benyttelse, når den pågældende interessent alene benytter driftsmidlet erhvervsmæssigt, men efter reglerne om delvis erhvervsmæssig benyttelse, når han tillige benytter det privat. Er det kun en af interessenterne, der benytter driftsmidlet såvel erhvervsmæssigt som privat, skal han afskrive efter reglerne om delvis erhvervsmæssig benyttelse, medens de øvrige interessenter skal afskrive efter reglerne om udelukkende erhvervsmæssig benyttelse. Den andel af en bil, der tilhører medinteressenten, skal betragtes som en arbejdsgiverbil, og værdien heraf beskattes efter reglerne for firmabiler, jf. .

Udgifter til anskaffelse af edb-software kan ligeledes afskrives efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 2, uanset om der alene er tale om erhvervelse af en tidsubegrænset brugsrettighed i medfør af en softwarelicensaftale eller lign., jf. AL § 2, stk. 2.

Bestemmelsen skal sammenholdes med AL § 6, stk. 1, nr. 4, hvorefter hele anskaffelsessummen for edb-software kan vælges fradraget (straksafskrevet) i den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret.

Det almindelige krav om ejerskab fraviges i de tilfælde, hvor erhververen på grund af de særlige ophavsretlige forhold ikke opnår den råderet over softwaren, der svarer til almindelige ejerbeføjelser, f.eks. retten til at overdrage, udleje eller mangfoldiggøre softwaren.

Den gængse måde at overdrage edb-software på sker i form af licensaftaler, hvor erhververen opnår en nærmere fastsat brugsret til det pågældende eksemplar af softwaren. Omfanget af brugsretten kan variere, men vil typisk indeholde adgang for licenshaveren til at bruge softwaren i sin virksomhed til interne formål. Licenshaveren vil således bl.a. ikke have adgang til at overdrage brugsretten til det pågældende software til tredjeperson. Brugsretten vil oftest være tidsubegrænset og derfor kun kunne ophæves af licensgiveren ved licenshaverens misligholdelse.

At edb-software behandles efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 2 indebærer, at alle dette kapitels regler finder anvendelse på edb-software. Dette betyder bl.a., at AL §§ 11 - 13 om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe også kan finde anvendelse på anskaffet edb-software.

Ny tekst startI SKM2011.693.BR (appelleret) var et selskab ikke i stand til at løfte bevisbyrden for, at software indskud som apportindskud havde den selvangivne værdi.Ny tekst slut

Bestemmelsen i AL § 2, stk. 3, indeholder en negativ afgrænsning af visse aktiver, hvorpå der ikke kan afskrives. Det er aktiver såsom antikviteter og andre aktiver, der efter deres art og anvendelse normalt ikke udsættes for værdiforringelse. Dette er en lovfæstelse af tidligere gældende praksis. Denne praksis er stadig retningsgivende for afgrænsningen mellem driftsmidler, der undergår en forringelse ved erhvervsmæssig anvendelse, og driftsmidler der som antikviteter og lign. ikke undergår en forringelse.

Der er anerkendt afskrivning på antikke møbler og tæpper, der benyttes erhvervsmæssigt på en sådan måde, at de undergår forringelse ved brugen. I LSRM 1970, 80 blev antikke møbler og lysekroner i en ejendomsmæglers kontor dog sidestillet med kunstgenstande, hvis værdi ikke forringes ved brugen, jf. tilsvarende LSRM 1981, 119.

Spørgsmålet om, hvorvidt ægte tæppers værdi forringes, må afgøres ud fra et konkret skøn. Ved skønnets udøvelse må der henses til, om tæppet er anbragt således, at det udsættes for slitage. Desuden må der henses til tæppets pris. Tæpper i erhvervsvirksomhed er behandlet i LSRM 1981, 119 og LSRM 1982, 101.

Med hensyn til musikinstrumenter er afskrivning nægtet på cello i LSRM 1976, 140. Afskrivning blev ligeledes nægtet på violin i LSRM 1954, 67, mens der i LSRM 1975, 172 blev godkendt afskrivning på et flygel.

I SKM2004.258.ØLR blev afskrivning på litografier ophængt i et hotel anerkendt. Det var under sagen ubestridt, at værdien af litografierne var forringet siden anskaffelsen. På baggrund af en skønsrapport og skønsmandens forklaring i retten, lagde retten til grund, at en ikke uvæsentlig del af værdiforringelsen skyldtes, at litografierne blev udsat for lys og derfor falmede. Denne værdiforringelse anså retten for at være en følge af litografiernes erhvervsmæssige brug som udsmykning af hotellet. Da det endvidere var ubestridt, at litografierne udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt, fandt retten, at betingelserne i den tidligere gældende afskrivningslov for at der kunne foretages afskrivninger var opfyldt. Det forhold, at litografierne var udsat for en værdiforringelse af andre årsager end den erhvervsmæssige brug, kunne i følge retten ikke føre til et andet resultat.

Kunstnerisk udsmykning
I afsnit E.C.5.9 beskrives bestemmelserne om udgifter til kunstnerisk udsmykning i AL §§ 44 A og 44 B. Bestemmelserne finder anvendelse fra og med indkomståret 2002. Afskrivningsadgangen er udvidet med virkning for udgifter afholdt til kunstnerisk udsmykning, når udsmykningen er erhvervet i indkomståret 2005 eller senere.

Af retspraksis for afskrivning på udgifter til kunstnerisk udsmykning afholdt forud for indkomståret 2002 kan nævnes:

Afskrivning på bronzestatuer og malerier, som en skatteyder havde anskaffet til opstilling eller ophængning i virksomheden, er blevet nægtet, jf. LSRM 1961, 116, LSRM 1964, 132 og Skat 1990.5.383 (TfS 1990, 246 LSR). En revisor kunne ikke fratrække udgifter til indkøb af serigrafier til udsmykning af kontorer, idet det måtte antages, at serigrafierne ikke undergik en sådan forringelse ved slid og ælde, som forudsættes i afskrivningsloven. Derimod kunne udgifterne til de udskiftningsrammer, som serigrafierne var indsat i, fratrækkes, LSRM 1982, 24.

Bestemmelsen i AL § 3 opstiller en række betingelser for, hvornår et driftsmiddel eller skib kan anses for anskaffet.

Betingelsen i AL § 3, nr. 1, om, at driftsmidlet eller skibet er leveret til en igangværende virksomhed, indebærer to kriterier, der begge skal være opfyldt for, at der kan afskrives.

Levering af aktivet
For det første skal der være sket levering af aktivet. Ved levering skal der forstås levering i købelovens forstand, jf. købelovens §§ 9 - 13, hvilket ikke behøver at være sammenfaldende med det tidspunkt, hvor risikoen for aktivets hændelige undergang overgår fra sælger til køber.

I Skat 1990.2.136 (TfS 1990, 86 LSR) har Landsskatteretten således nægtet afskrivning på et driftsmiddel, der ved årets udgang endnu ikke var overgivet til køberen, men hvor der var sket overgang af risikoen for driftsmidlets hændelige undergang. I TfS 1996, 578 LSR har Landsskatteretten nægtet afskrivning på skibe, som først skulle leveres fire år efter afleveringsforretningen, og hvor sælger bar risikoen for skibenes hændelige undergang indtil leveringen. Om reglerne for levering se afsnit E.B.2.6.1.2.   

For det andet skal den skattepligtige have påbegyndt erhvervsmæssig virksomhed i det år, hvori afskrivningen ønskes foretaget. For afskrivning på delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe gælder, at afskrivningen ikke kan påbegyndes inden det indkomstår, hvori driftsmidlet eller skibet benyttes erhvervsmæssigt. Hvis driftsmidlet eller skibet i en periode fra erhvervelsestidspunktet alene indgår i den private benyttelse, er der ikke adgang til afskrivning på aktivet i perioden.

I LSRM 1965, 128 havde en direktør fra den 1. september 1962 lejet forretningslokaler, i hvilke han indrettede et selvbetjeningsrenseri og -vaskeri. Han ansatte endvidere fra den 1. oktober en bestyrer, der skulle forestå den daglige drift. Renserimaskinerne blev leveret og monteret den 19. december, men åbning for publikum skete først i begyndelsen af 1963. Landsskatteretten anså ikke virksomheden for at være i drift i 1962, idet der hertil måtte kræves, at der havde været almindelig adgang til forretningen for publikum.

I LSRM 1966, 114 havde en skatteyder, der ville etablere sig som gartner, i 1963 købt et jordstykke, hvorpå han opførte et drivhus. Dette færdigbyggedes i slutningen af året og benyttedes til udsåning af sommerblomster m.v. Centralfyret kom dog først i gang i 1964. Gartnerivirksomheden afkastede ikke indtægter i 1963. Skatteyder kunne ikke anses at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i 1963, selv om han henviste til, at det var typisk for hans erhverv, at der gik en vis tid, inden kulturerne blev tjenlige til salg.

I LSRM 1971, 44 havde skatteyderen anpart i to kuttere, som ankom her til landet henholdsvis den 15. december og den 22. december 1967 fra et østtysk værft. De to kuttere afgik fra havnen på den første fisketur omkring den 20. januar 1968. Landsskatteretten udtalte, at erhvervsmæssig virksomhed først var påbegyndt omkring den 20. januar 1968. Se endvidere LSRM 1967, 49 og LSRM 1975, 60.

I TfS 2000, 199 LR fandt Ligningsrådet, at afskrivning på nogle vindmøller kunne påbegyndes, når vindmøllerne var leveret, funktionsdygtige og tilsluttet et elforsyningsselskab, idet Ligningsrådet dog udtalte, at det tillige var en forudsætning for afskrivning, at virksomheden var igangværende. Det er således et krav, at den erhvervsmæssige aktivitet er påbegyndt.

Landsskatteretten fandt i SKM2006.375.LSR, at vindmøller, som indgik i et vindmølleprojekt, måtte anses at være taget i brug inden udgangen af indkomståret og erhvervsvirksomhed var derfor påbegyndt.

SKM2006.422.HR. Et selskab købte seks dage før indkomstårets udløb et skib. To dage senere indgik selskabet en aftale med et andet selskab, som skulle betale en løbende ydelse - betegnet leje - i den periode, skibet skulle ombygges. Det var i aftalen anført, at "der forudses ingen fart", ligesom skibet efter ombygningen skulle leveres tilbage til skatteyderen. Højesteret fandt på denne baggrund, at aftalen ikke - uanset dens betegnelse - kunne anses for en leje- eller charteraftale, men mere havde karakter af en aftale om støtte eller finansiering i ombygningsperioden. Selskabet havde i det følgende indkomstår indgået en charteraftale. Her var det en betingelse, at lejeren først fik skibet, når ombygningen var afsluttet, fra hvilket tidspunkt der først skulle betales leje. Skibet blev imidlertid aldrig leveret, og lejeforholdet trådte derfor ikke i kraft. Højesteret fandt derefter, at skatteyderen i ingen af de omhandlede indkomstår havde haft en igangværende udlejningsvirksomhed, hvorfor der ikke var grundlag for at foretage afskrivninger på skibet (afgørelse i tidligere instans offentliggjort som SKM2004.372.ØLR).

Betingelsen i AL § 3, nr. 2, indebærer, at driftsmidlet eller skibet skal være anskaffet med henblik på at indgå i virksomhedens drift. Hvis det af de konkrete forhold fremgår, at aktivet kort efter skal videresælges eller indgå i en byttehandel, kan afskrivning ikke foretages, LSRM 1980, 71. Se også Skat 1988.3.152 (TfS 1988, 107 LSR) og LSRM 1980, 120.

I SKM2005.260.LSR blev et nødstrømsanlæg til en anskaffelsessum af 2.181.713 kr. i det konkrete tilfælde anset som et driftsmiddel i skattemæssig henseende, selv om et større nødstrømsanlæg normalt vil blive anset som en installation, jf. afsnit E.C.4.2. Landsskatteretten lagde til grund, at nødstrømsanlægget ikke betjente bygningen som sådan, men den særlige aktivitet, der udgik fra bygningen, og lagde vægt på ejendommens særlige formål, samt at nødstrømsanlægget udelukkende anvendtes til at opretholde driften af telekommunikation til og fra Grønland og ikke til belysning m.v. af bygningen som sådan. Der blev tillige lagt vægt på, at anlægget ikke var en bestanddel af bygningen, og at det uden ombygning og med minimale omkostninger kunne fjernes, hvis bygningen skulle anvendes til andet formål.

Betingelsen i AL § 3, nr. 3, indebærer, at aktivet skal være i en sådan færdiggjort og færdigmonteret stand, at det vil kunne benyttes i virksomhedens drift efter sit formål, LSRM 1966, 118. 

I UfR 1967, 443 ØLD blev anskaffelsessummen for et lastvognchassis, der blev leveret i december og umiddelbart derefter afleveret til en karetmager til montering af lad og først færdiggjort fra karetmageren i januar og derpå indregistreret, først tilladt afskrevet i det år, hvor vognen var færdigmonteret og kunne anvendes i driften. Se endvidere LSRM 1969, 132 (lastbil med midlertidigt påsat lad) samt LSRM 1977, 160 (ikke-installerede maskiner i møntvaskeri).

I ToldSkat Nyt 1993.4.149. fandt Landsskatteretten, at en vindmølle, der blev leveret i indkomståret 1989, men som først blev samlet og rejst den 10. februar 1990, ikke kunne afskrives i indkomståret 1989.

Der stilles ikke krav om, at en bil skal være indregistreret, LSRM 1967, 129. Landsskatteretten udtalte i kendelsen, at der ikke i afskrivningsloven findes holdepunkter for, at der med hensyn til tidspunktet for afskrivningsrettens indtræden, for så vidt angår i øvrigt færdige driftsmidler kræves andet og mere, end at af betingelserne for fuldbyrdet levering i henhold til købelovens almindelige bestemmelser herom er opfyldt. Da indregistrering ikke er et nødvendigt led i leveringen eller en forudsætning for en begrænset driftsmæssig anvendelse af et købt motorkøretøj, indtræder afskrivningsretten ved anskaffelsen. Der må imidlertid kunne stilles et krav om hensigt til indregistrering. I nævnte Landsskatteretskendelse blev motorkøretøjet indregistreret få dage efter regnskabsårets udløb.

TfS 2000, 199 LR omhandler en sag om etablering af vindmølleprojekter. Ligningsrådet fandt, at der kan afskrives på vindmøllerne på det tidspunkt, hvor de er leveret til køberne, tilsluttet et forsyningsselskab og i stand til at fungere efter deres formål. Møllerne skulle leveres til en virksomhed, som allerede forud for anskaffelsen af møllerne var igangværende. I andre tilfælde kræves det tillige, at den erhvervsmæssige aktivitet (produktion af el) er påbegyndt. Om vindmøller se tillige afsnit E.B.2.1.1

I SKM2002.140.LR blev Ligningsrådet spurgt om den skattemæssigt korrekte behandling af reservedele, der anskaffes i forbindelse med planlagt køb af et skib. Betingelsen om, at driftsmidlet skal være anskaffet med henblik på at indgå i virksomhedens drift samt færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i driften efter sit formål, jf. AL § 3, nr. 2 og nr. 3, fandtes ikke at være opfyldt, da reservedele netop ikke indgår i virksomhedens drift i færdigmonteret stand. Ligningsrådet tiltrådte et af revisor opstillet løsningsforslag, hvorefter udgifter til egentlige reservedele aktiveres ved levering af skibet og afskrives sammen med skibet. Ved egentlige reservedele forstås eksempelvis stempel, motor- og lugepakninger, skibsskruer, kran-, tand-, og rullehjul, brændstofpumper eller dyser. Småreservedele som lyspærer og lignende, der kan betegnes som driftsvarer, udgiftsføres straks, da det forudsættes, at der er tale om et almindeligt lager, som er nødvendigt til driften. Løsningsforslaget behandler også reparations- og renoveringsudgifter i forbindelse med indsættelsen af reservedelene. Ligningsrådet fandt ikke, at det i forbindelse med anskaffelsen af reservedele har betydning, om der er tale om reservedele, der anskaffes fra skibsværftet sammen med skibet som en del af kontrakten om levering af skibet, eller der er tale om en reservedelspakke eller reservedele, der købes direkte fra en anden leverandør.

For fremstilling af driftsmidler eller skibe i egen virksomhed og til brug for denne, gælder som udgangspunkt de samme betingelser for, hvornår anskaffelse anses for at have fundet sted.

For aktiver fremstillet i egen virksomhed, eksempelvis når aktivet bygges på det sted i virksomheden, hvor det skal anvendes, er det afgørende, at aktivet er færdigt til brug i virksomheden.

Såfremt benyttelsen af et aktiv ændres fra udelukkende erhvervsmæssig benyttelse til privat benyttelse eller omvendt, behandles dette som salg henholdsvis køb af de pågældende aktiver, jf AL § 4, stk. 1. Det samme gælder ved ændring fra eller til delvis erhvervsmæssig benyttelse. Som salgssum eller købesum anvendes handelsværdien på det tidspunkt, hvor benyttelsen ændres.

Af AL § 4, stk. 2, fremgår det, at hvis en skattepligtig, der benytter virksomhedsordningen, udtager en blandet benyttet bil fra virksomheden til den skattepligtige, behandles dette efter afskrivningsloven som salg af bilen. Som salgssum anvendes handelsværdien på det tidspunkt, hvor bilen tages ud af virksomhedsordningen.

Bestemmelsen har virkning for overførsel af biler, som anskaffes den 7. oktober 2004 eller senere, og som overføres fra virksomheden til den skattepligtige med virkning for indkomståret 2005 eller senere indkomstår.

Ved anskaffelse forstås, at der er indgået bindende aftale om køb af bilen. At bilen først leveres den 7. oktober 2004 eller senere er således uden betydning, når salgsaftalen er underskrevet inden 7. oktober 2004.

Det følger af § 4, stk. 2, at der ved udtagning af bilen fra virksomhedsordningen skal ske en opgørelse med henblik på at beskatte en eventuel gevinst og genvundne afskrivninger eller et eventuelt tab. Den blandet benyttede bil udtages i henhold til § 4, stk. 2, til handelsværdien, og handelsværdien anvendes som henholdsvis salgssum i forbindelse med udtagning af virksomhedsordningen og købssum ved opgørelsen af gevinst og tab ved et senere faktisk salg.

Hvis en blandet benyttet bil først bruges uden for virksomhedsordningen og senere lægges ind i virksomhedsordningen, skal der ikke ske en opgørelse af gevinst og tab ved indskud af bilen i virksomhedsordningen. Ved et salg af bilen i virksomhedsordningen foretages opgørelsen efter AL § 12 på baggrund af dels årene uden for virksomhedsordningen, dels årene i virksomhedsordningen. Salgsåret medregnes ikke.

De år, hvor bilen er i virksomhedsordningen, anses bilen for fuldt ud erhvervsmæssigt benyttet.

Blandet benyttede biler, som overføres fra virksomhedsordningen til privatsfæren, skal bogføres i virksomhedsordningen fra starten af indkomståret. Når blandet benyttede biler føres ind eller ud af virksomhedsordningen sker det således med virkning for hele indkomståret. Kun ved køb eller salg af bilen indgår, henholdsvis udgår, bilen på en dato inde i indkomståret.

SKM2004.409.HR, hvor Højesteret stadfæstede landsrettens dom i SKM2003.314.VLR, hvori retten fastslog, at reglerne om ændret benyttelse af virksomhedens aktiver skulle finde anvendelse for en virksomhed, som skattemyndighederne ikke længere anså for at være erhvervsmæssig, uanset det var med urette, at virksomheden tidligere havde været anset for erhvervsmæssig. (Afgørelsen vedrørte den dagældende afskrivningslovs § 32, som findes i den nugældende § 4, stk. 1).

SKM2007.457.LSR: Et selskab havde udlånt nogle driftsmidler vederlagsfrit til et interesseforbundet selskab. Landsskatteretten anså dispositionen for at kunne sidestilles med udlån til privat benyttelse. Den ændrede benyttelse af driftsmidlerne ansås derfor for omfattet af afskrivningslovens § 4, stk. 1.

Se endvidere SKM2004.244.LSR blandt andet om dokumentation for værdien af en computer ved overgang fra privat til erhvervsmæssig anvendelse.

Se DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.5.2.2.9.4, om opgørelse af fortjeneste og tab på blandet benyttede biler i virksomhedsordningen, som efterfølgende overgår til privat benyttelse.

Telefon , computer m.v.

Ny tekst startHvis en skattepligtig får mulighed for at råde privat over en telefon eller en computer m.v., der indgår i virksomheden, og som er blevet afskrevet på driftsmiddelsaldoen, skal aktivet udtages af driftsmiddelsaldoen og overgå til at blive afskrevet for sig selv efter reglerne om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler i afskrivningslovens § 11. Ved afskrivningen skal det lægges til grund, at aktivet anvendes fuldt ud erhvervsmæssigt, hvorfor der er fradrag for hele afskrivningsbeløbet, jf. nærmere afsnit E.C.2.5.2.Ny tekst slut

Ny tekst startDet følger af afskrivningslovens § 4, stk. 2, at en skattepligtig, der anvender virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit 1, og som overfører en bil, en telefon eller en computer med tilbehør, der både benyttes til erhvervsmæssige og private formål, fra virksomheden til den skattepligtige, efter afskrivningsloven skal behandle dette som et salg af bilen, telefonen eller computeren med tilbehør. Som salgssum anvendes handelsværdien på det tidspunkt, hvor bilen, telefonen eller computeren med tilbehør tages ud af virksomhedsordningen.Ny tekst slut

AL § 5 indeholder reglerne for, hvordan afskrivning på udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe foretages. Afgørende for, om reglerne for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede aktiver eller for delvis erhvervsmæssigt benyttede aktiver, jf. afsnit E.C.2.5 skal anvendes, er, hvilken brug den skattepligtige selv gør af driftsmidlet.

En båndoptager anskaffet af en freelancejournalist, som var anset for selvstændigt erhvervsdrivende, blev i TfS 1993, 458 LSR anset for et naturligt og sædvanligt arbejdsredskab. Der blev givet fuldt fradrag efter den dagældende AL § 3, da den private brug var af underordnet betydning. I TfS 1989, 101 LSR kunne en gårdejer ikke foretage afskrivninger på en radio til anbringelse i en svinestald. Se SKM2002.549.ØLR under LV Almindelig del afsnit A.F.2.6, hvor landsretten fandt, at der ikke kunne afskrives på et klaver opstillet i hjemmet.

Se også SKM2008.634.BR om indkøb at to ATV´ere (minitraktorer), hvor Retten ikke fandt, at sagsøgeren havde godtgjort, at begge ATV´ere udelukkende var benyttet erhvervsmæssigt.

I SKM2003.418.LR fandt Ligningsrådet, at reglerne for afskrivning på driftsmidler og skibe kunne anvendes på husbåde, der erhvervsmæssigt enten blev benyttet til udlejning til beboelse, eller benyttet til kontorer, værksteder, cafeer og lignende, samt husbåde, der enten blev benyttet til udlejning til pensionat og ferieboliger eller som af et konsortium udlejes til benyttelse til ferielejligheder. Ligningsrådet fandt, at der ikke kunne afskrives på en husbåd, der blev benyttet til beboelse for ejeren.

Ny tekst startDet fremgår af LL § 8 P, stk. 5, at et vedvarende energianlæg eller andele i et vedvarende energianlæg anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, hvis den skattepligtige vælger at medregne indkomsten efter skattelovgivningens almindelige regler. Afskrivning på sådanne vedvarende energianlæg eller andele i vedvarende energianlæg sker efter reglerne om udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, se SKM2009.290.SR.Ny tekst slut

Telefon, computer m.v.

Ny tekst startAnskaffelsessummen for telefon, computer m.v., som en selvstændigt erhvervsdrivende stiller til rådighed for en ansat, jf. LL § 16, stk. 12 og 13, afskrives efter reglerne om udelukkende erhvervsmæsigt benyttede driftsmidler. Har den selvstændigt erhvervsdrivende privat rådighed over et sådant aktiv, der indgår i virksomheden, afskrives det efter reglerne om blandet benyttede driftsmidler, men sådan at det lægges til grund, at aktivet anvendes fuldt ud erhvervsmæssigt, se herom nærmere afsnit E.C.2.5.2.Ny tekst slut

Efter AL § 5, stk. 1, skal driftsmidler og skibe, som en skattepligtig udelukkende benytter erhvervsmæssigt, afskrives på en samlet saldo for virksomheden. 

Se dog afsnit E.C.2.4.11 om AL § 5 B, der er indsat som følge af tonnageskatteloven. Ifølge AL § 5 B afskrives skibe med en bruttotonnage på 20 t eller derover på en særskilt konto, når visse betingelser er opfyldt. Har den skattepligtige flere virksomheder, opgøres en saldo for hver virksomhed for sig.

Ved lov nr. 540 af 6. juni 2007 (L 213 2006/07) blev § 5 C indsat i afskrivningsloven. Bestemmelsen har virkning for 2008 og senere indkomstår, jf. lov 540/2007 § 14, stk. 5. § 5 C vedrører infrastrukturanlæg af andre driftsmidler med lang levetid. Reglen indebærer, at opdelingen af virksomhedens driftsmidler og skibe ændres, og at der fremover skal føres op til fire særskilte saldi med forskellige afskrivningssatser for de forskellige driftsmidler. Se om AL § 5 C afsnit E.C.2.4.12.

Se SKM2001.413.LR, hvor et selskab dels drev virksomhed med afvikling af en tidligere banks almindelige bankforretninger, dels virksomhed med afvikling af leasingaktiviteter, som den tidligere bank havde haft udskilt i et datterselskab. Ligningsrådet fandt, at selskabets leasingaktivitet udgjorde en integreret del af selskabets øvrige finansielle virksomhed med afvikling af bankforretningerne, hvorfor leasingdriftsmidlerne ikke kunne afskrives på en særskilt saldo.

Se afsnit E.C.2.4.9.2 om én eller flere virksomheder. I en virksomhed, hvor der er flere personligt og solidarisk hæftende ejere, eksempelvis et interessentskab eller lignende, har hver ejer eller interessent en saldo for sig.

Hvis den skattepligtige driver flere virksomheder med hver sin saldoværdikonto, kan der afskrives med forskellige procenter i de forskellige virksomheder.

Efter AL § 5, stk. 2, 1. pkt., foretages afskrivning for et indkomstår på grundlag af den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets udgang. Den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets udgang opgøres efter reglerne i AL § 5, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Efter AL § 5, stk. 2, 2. pkt., tillægges saldoværdien ved indkomstårets begyndelse anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe, der er anskaffet i indkomstårets løb. Se afsnit E.C.2.2 om hvornår et driftsmiddel kan anses for anskaffet.

Har den skattepligtige fået frigivet etableringskontomidler eller investeringsfondshenlæggelser, skal anskaffelsessummen formindskes med forlods afskrivningen, jf. ETBL § 7, stk. 5, og IFL § 7, stk. 3. Tilsvarende gælder, hvor der er foretaget forskudsafskrivning på aktivet, jf. AL § 33, stk. 2.

Endvidere fradrages i saldoværdien ved indkomstårets begyndelse salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt i indkomstårets løb, jf. AL § 5, stk. 2, 2. pkt. Salgssummen for et solgt aktiv skal fradrages på det tidspunkt, hvor der er sket levering. Efter den tidligere afskrivningslov blev der lagt vægt på det tidspunkt, hvor salget var aftalt. I SKM2003.472.TSS udtalte Told- og Skattestyrelsen, at refusion af registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 2, når køretøjet afmeldes og udføres fra landet, skal fragå ved opgørelsen af afskrivningssaldoen på linie med køretøjets salgssum. Styrelsen lagde vægt på, at der er tale om tilbagebetaling af en afgift, der er aktiveret som en del af købesummen på driftsmiddelsaldoen, og at efterregulering af registreringsafgift bør behandles på samme måde som efterregulering af moms (se afsnit C.C.2.4.1.4 om efterregulering af moms).

Efter AL § 5, stk. 2, 3. pkt., behandles udgifter til forbedring af et driftsmiddel eller skib på samme måde som den oprindelige anskaffelsessum, dvs. udgiften tillægges saldoværdien. AL § 3 finder tilsvarende anvendelse på udgifter til ombygning og forbedring. I praksis anses udgifter, der medgår til at sætte aktivet i samme stand som ved anskaffelsen, for vedligeholdelsesudgifter, mens udgifter, der medgår til at sætte aktivet i bedre stand, er forbedringsudgifter. Se TfS 1995, 471 LSR om afgrænsningen mellem vedligeholdelsesudgifter og forbedringsudgifter. Se endvidere SKM2004.62.LSR om udskiftning af 2 pc'ere og en netværksplotter. Landsskatteretten udtalte: "At aktiver i samlesæt eller lignende samt aktiver, der er bestemt til at fungere samlet, skal anses for ét driftsmiddel efter afskrivningslovens bestemmelser om straksafskrivning medfører ikke nødvendigvis, at aktiverne ikke anses som selvstændige aktiver efter statsskattelovens bestemmelser om driftsomkostninger. Udskiftning af disse enkelte aktiver kan derfor ikke anses som vedligeholdelse af det samlede driftsmiddel". Udgifterne til udskiftning kunne herefter ikke fradrages som en vedligeholdelsesudgift. Af den skatteansættende myndigheds afgørelse i sagen fremgår det, at der i stedet kan ske afskrivning efter AL § 5. Se på linie hermed SKM2005.31.LSR, hvor 7 matrixprintere blev udskiftet med 2 laserprintere. Se også SKM2006.154.VLR (udskiftning af minkbure) og SKM2007.904.LSR (udskiftning af stilladsaktiver). Der henvises til afsnit E.C.2.4.6.2 om straksafskrivning og aktiver i samlesæt og lignende.

I SKM2003.519.LSR anså Landsskatteretten et selskabs lønudgifter, som var nødvendige for at gøre et driftsmiddel funktionsdygtigt, som en del af driftsmidlets anskaffelsessum.

SKM2006.407.LSR. Kompensation betalt til to lodsejere, for at lodsejerne undlod at søge om tilladelse til opførelse af vindmøller kunne ikke medregnes i afskrivningsgrundlaget for møllen.

SKM2006.327.SR. Udgifter som udbyderen af et vindmølleprojekt havde afholdt til advokater, revisorer og eksterne, tekniske rådgivere kunne indgå i afskrivningsgrundlaget for kommanditisterne, der erhvervede møllerne. Udgifter til vindstudier kunne ligeledes medregnes i afskrivningsgrundlaget for vindmøllerne. Derimod kunne udgifter, der var medgået til den overordnede strukturering og anpartsprojektet og udgifter til tilrettelæggelsen af den finansielle organsiering af projektet ikke indgå i afskrivningsgrundlaget. Udgifter til forundersøgelse og projektgennemgang kunne heller ikke indgå i afskrivningsgrundlaget. Disse udgifter måtte anses som ikke fradragsberettigede og ikke afskrivningsberettigede etableringsudgifter.

Se SKM2008.390.SKAT for en beskrivelse af gældende ret med hensyn til opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for investorer i anpartsprojekter.

SKM2007.163.LSR: Kørerampe, inkl. fundament, til færge kunne afskrives som et driftsmiddel.

SKM2008.926.SR: Skatterådet bekræftede, at et solcelleanlæg monteret på landjorden kan afskrives som et driftsmiddel. Ligeledes bekræftede Skatterådet, at et solcelleanlæg, der monteres på stativer på en bygning, og hvis produktion afsættes til el-nettet, kan afskrives som et driftsmiddel. Skatterådet udtalte i den forbindelse, at anlæg med en kapacitet over 1 MW afskrives på en særskilt saldo efter reglerne i AL § 5 C. Endelig fandt Skatterådet, at et solcelleanlæg, der er integreret i en bygnings bestanddele, og hvor den producerede elektricitet anvendes som strømforsyning for bygningen, må anses for en installation i afskrivningslovens forstand.

Ny tekst startSKM2011.565.SR I det konkrete tilfælde var et solcelleanlæg, der var monteret på landjorden, ikke ikke en bygningsmæssig konstruktion. Solcellerne var monteret på jernstolper, der var funderet i jorden. Konstruktionen havde hverken fast gulv eller tag. Siderne bestod af en blanding af metalplader og halmballer. Efter Skatterådets opfattelse var der ikke tale om en konstruktion, der var beregnet til varig forbliven på stedet, jf. Vurderingsvejledningen. Solcelleanlæggene blev anset for driftsmidler. Anlæggene kunne afskrives efter AL § 5, stk.3, forudsat at de almindelige betingelser for afskrivning er opfyldt.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2011.619.SR Et solcelleanlæg, der var tilsluttet elnettet, var monteret på stativer på det allerede eksisterende tag. Anlægget kunne afskrives som driftsmiddel. I anskaffelsessummen kunne indgå udgift til tilslutning og montering.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2011.857.SR Et solcelleanlæg med en kapacitet på under 1 MW, som monteres på stativer på taget af en erhvervsejendom, blev anset for et afskrivningsberettiget driftsmiddel.Ny tekst slut

SKM2009.548.VLR vedrørte den skatteretlige kvalifikation af såkaldt disponibel kapacitet. Ved "disponibel kapacitet" forstås den tonnage og motorkraft, der knytter sig til et fartøj, der udgår af fiskerflåden. Ved erhvervelse af et fartøj er det en forudsætning for, at det kan benyttes erhvervsmæssigt, at der tillige erhverves disponibel kapacitet i fornødent omfang. Dette skyldes, at der gælder et loft for den samlede kapacitet for den danske fiskeflåde. Landsretten fandt, at udgiften til disponibel kapacitet skulle anses for en del af anskaffelsessummen for et fiskerifartøj, idet det er den samtidige besiddelse af et fiskerifartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at et fiskerifartøj får karakter af et driftsmiddel i skatteretlig forstand.

I SKM2009.548.VLR vedrørte ligeledes den skatteretlige kvalifikation af disponibel kapacitet. Skatteyderen i sagen havde ikke betalt for at få tildelt disponibel kapacitet fra myndighederne. Han ophørte i 2001 med at anvende fiskefartøjet til erhvervsfiskeri. Han solgte primo 2003 den disponible kapacitet og solgte først ca 5 måneder senere selve fiskefartøjet. Skatteyderen mente, at salgssummen for disponibel kapacitet ikke kunne beskattes efter AL § 9, stk. 4 og 5. Dette fandt Vestre Landsret imidlertid godt den kunne. Som begrundelse herfor anførte Vestre Landsret med henvisning til SKM2009.548.VLR, at det er den samtidige besiddelse af et fiskefartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at et fiskefartøj får karakter af et driftsmiddel i skatteretlig forstand. Retten fremhævede i denne forbindelse, at dette gælder, uanset om der er ydet betaling for den disponible kapacitet. Den disponible kapacitet måtte derfor anses som en del af driftsmidlet, der er foretaget skattemæssige afskrivninger på, hvorfor der ved salg i forbindelse med virksomhedsophør skal ske beskatning i medfør af afskrivningslovens § 9. Dette gælder, uanset om driftsmidlet i form af fartøj og disponibel kapacitet sælges under ét, eller der sket særskilt salg af fartøj og disponibel kapacitet.l

For så vidt angår opgørelse af afskrivningsgrundlaget i investeringsprojekter vedrørende driftsmidler kan nævnes:

I SKM2004.287.LSR ansås et beløb, der i en købekontrakt vedrørende en vindmølle var betegnet "projektomkostninger", at dække udbyderens tilrettelæggelse af det samlede projekt og den knowhow, der lå til grund for tilrettelæggelsen. Landsskatteretten fandt derfor, at udgiften til projektkoordinering ikke havde en sådan tilknytning til erhvervelsen af vindmøllen, at udgiften kunne tillægges afskrivningsgrundlaget, men at der var tale om en etableringsudgift, der ikke kunne medregnes til afskrivningsgrundlaget for vindmøllen.

I SKM2009.498.VLR var en skatteyder, der udover sit indskud i forbindelse med sin indtræden i et kommanditselskab (vindmølleprojekt) yderligere betalte et beløb på 5 pct. af indskuddet som risikopræmie til de oprindelige kommanditister, ikke berettiget til at medregne 5-pct.-tillægget til afskrivningsgrundlaget. Der henvises i dommens begrundelse til, at kun udgifter, der kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve anskaffelsen af de afskrivningsberetigede aktiver, kan indgå i afskrivningsgrundlaget, jf. SKM2008.967.HR.

SKM2010.229.SR. Et beløb, der blev udbetalt til en nabo i henhold til § 6 i lov nr. 1392 af 27/12 2008 om vedvarende energi som kompensation for værdiforringelse i forbindelse med opførelse af en vindmølle, kunne ikke tillægges afskrivningsgrundlaget, men kunne afskrives over 10 år, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

I SKM2011.380.SR skulle deltagerne i et kommanditselskab ved opgørelsen af den afskrivningsberettigede anskaffelsessum for et solcelleanlæg reducere anskaffelsessummen med et rådgiver-/salgshonorar, som sælgeren af solcelleanlægget betalte til udbyder.

Se endvidere afsnit E.C.4.3 vedrørende opgørelse af afskrivningsgrundlaget for bygninger, idet de principper, der her beskrives, også gælder for driftsmidler, jf. henvisningen i SKM2009.498.VLR til SKM2008.967.HR

SKM2008.390.SKAT og SKM2009.261.SKAT indeholder en beskrivelse af gældende ret med hensyn til opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for investorer i anpartsprojekter.   

Saldoværdien udgør ved indkomstårets begyndelse det beløb, hvortil driftsmidler og skibe anskaffet i tidligere indkomstår er nedbragt ved afskrivninger, dvs. saldoværdien ved udløbet af det foregående indkomstår, jf. AL § 5, stk. 2, sidste pkt.

Aktiver, der købes og sælges inden for samme indkomstår, behandles efter de almindelige regler. Dvs. at salgssummen skal fragå i saldoværdien ved indkomstårets begyndelse, og at købesummen skal tillægges saldoværdien.

I LL § 5 I er der en begrænsning i skattepligtiges mulighed for at undlade at foretage skattemæssige afskrivninger m.v. med virkning for den danske skattepligtige indkomst fra udenlandske sambeskattede selskaber og faste driftssteder. Ifølge bestemmelsen skal afskrivninger eller udgifter fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fra et fast driftssted eller et udenlandsk sambeskattet selskab i det omfang, den skattepligtige indkomst overstiger beregningsgrundlaget for den udenlandske skat i det land, hvor det faste driftssted er beliggende eller selskab er hjemmehørende, omregnet til danske kroner ved udløbet af indkomståret. Se om LL § 5 I: LV Selskaber og aktionærer afsnit S.C.1.2.6.

Fortjeneste og tab på afskrivningsberettigede aktiver, der er solgt som led i den skattepligtiges næringsvirksomhed, behandles efter SL § 5, litra a, jf. AL § 50. I TfS 1998, 585 HRD leasede et selskab edb-udstyr og mobiltelefoner ud til kunder, som ved leasingaftalens udløb kunne købe udstyret for 10 pct. af den oprindelige anskaffelsessum. Salgene henhørte ikke til selskabets næringsvej og der var ikke fradrag for tabene.

Efter AL § 5, stk. 3, 1. pkt., kan afskrivning højst udgøre 25 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. Afskrivning kan ske med en sats mellem 0 og 25 pct. og behøver ikke at ske med hele procenter.

AL § 5 B
For skibe, der afskrives efter AL § 5 B, udgør afskrivningssatsen 12 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi.

For nybyggede skibe, der alene er omfattet af AL § 5 B, stk. 1, nr. 1 og 2, og som ikke undergives beskatning efter tonnageskatteloven, kan afskrivning det første år, hvori der kan foretages afskrivninger, udgøre indtil 20 pct. af anskaffelsessummen, hvorefter den resterende del af anskaffelsessummen tillægges den afskrivningsberettigede saldoværdi for det efterfølgende indkomstår.

Se mere om AL § 5 B i afsnit E.C.2.4.11.

Er den afskrivningsberettigede saldoværdi i indkomståret  på 12.300 kr.  eller derunder, kan beløbet fradrages fuldt ud, jf. AL § 5, stk. 3. Saldoen skal være nedbragt til 12.300 kr.  eller derunder inden årets afskrivninger.

Virksomheden kan ikke først afskrive med op til 25 pct. og bringe saldoen ned til 12.300 kr. eller derunder, og derefter fradrage saldoen fuldt ud.

Beløbet reguleres efter PSL § 20. (For indkomståret  var beløbet også 12.300 kr.).

Adgangen til at fradrage restsaldoen er ikke begrænset til det indkomstår, hvori saldoen kommer under den nævnte beløbsgrænse. Fradraget kan ske i et senere indkomstår, såfremt saldoen fortsat er under beløbsgrænsen.

Den skattepligtige kan ikke vælge at fradrage en del af restsaldoen. Saldoen skal i sin helhed fradrages eller afskrives efter de almindelige regler i afskrivningsloven.

Efter AL § 5, stk. 4, gælder en særregel for selskaber og foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Anskaffer et sådant selskab eller forening et driftsmiddel eller et skib med henblik på udlejning, eller erhverver det et driftsmiddel eller et skib, der allerede ved erhvervelsen er udlejet, indgår anskaffelsessummen ikke i den afskrivningsberettigede saldoværdi for anskaffelsesåret eller for indkomståret efter anskaffelsesåret.

Der kan ikke afskrives i anskaffelsesåret, men i året efter anskaffelsesåret kan der særskilt afskrives indtil 50 pct. af anskaffelsessummen. Den del af anskaffelsessummen for udlejningsdriftsmidlet eller -skibet, som ikke er blevet afskrevet, tillægges herefter den almindelige afskrivningssaldo for det andet indkomstår efter anskaffelsesåret.

Reglerne i AL § 5, stk. 4-6 finder ikke anvendelse på skibe, der afskrives efter AL § 5 B, se afsnit E.C.2.4.11.

Det følger af AL § 5, stk. 5, at hvis et selskab eller forening, som nævnt i AL § 5, stk. 4, sælger et udlejningsdriftsmiddel eller -skib i anskaffelsesåret eller indkomståret efter anskaffelsesåret, skal fortjeneste eller tab ved handlen fradrages henholdsvis tillægges saldoværdien for det indkomstår, hvori salget finder sted, jf. dog AL § 9 (se afsnit E.C.2.4.9). Ved salg i anskaffelsesåret eller året efter anskaffelsesåret finder bestemmelsen om særskilt afskrivning af udlejningsaktiver med indtil 50 pct. ikke anvendelse.

Begrebet udlejning må forstås på samme måde som i PSL § 4, stk. 1, nr. 12 (tidligere nr. 13), om anparter (se afsnit DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.3.1.6.4). Se også Told- og Skattestyrelsens kommentar i TfS 1995, 553 LR.

Bestemmelsen i AL § 5, stk. 4, omfatter enhver type udlejningsvirksomhed. Bestemmelsen omfatter også virksomhed med udlejning af eksempelvis biler, hårde hvidevarer, forbrugerelektronik, entreprenørmaskiner, stilladser, lifte m.v. Bestemmelsen kan således også omfatte udlejning af aktiver, hvor udlejningen er led i normal forretningsmæssigt drevet virksomhed i selskabet, og hvor anskaffelsen af udlejningsaktiverne ikke primært må tilskrives de tilhørende skattefordele i form af adgang til skattemæssig afskrivning. Reglerne i AL § 5, stk. 4-6, finder ikke anvendelse på skibe, der afskrives efter AL § 5 B (se afsnit E.C.2.4.11).

SKAT kan dispensere fra anvendelsen af AL § 5, stk. 4, jf. AL § 5, stk. 6. Formålet er at friholde selskabers m.v. normale forretningsmæssige virksomhed med udlejning af aktiver fra reglerne om udskydelse af førsteårsafskrivning. Et selskab, der har udlejningsaktiver, for hvilke der efter reglerne i AL § 5, stk. 4, ikke kan ske afskrivning i anskaffelsesåret, og som ønsker adgang til afskrivning, skal ansøge SKAT herom.

Selskabet m.v. vil kunne opnå dispensation i tilfælde, hvor det anses for godtgjort, at anskaffelsen af aktiver, der enten anskaffes med henblik på udlejning, eller som ved anskaffelsen allerede er udlejet, er et led i normal forretningsmæssigt drevet virksomhed i selskabet og i det væsentlige ikke sker med henblik på udnyttelse af skatteregler.

Ved vurderingen kan det tale imod, at der bevilges dispensation, at selskabet er likvidationsmodent, at selskabet før anskaffelsen i det væsentlige var uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet, eller at selskabets ejerforhold i forbindelse med anskaffelsen af aktiverne er ændret væsentligt.

Hvor anskaffelsen ikke primært sker med henblik på anvendelse af aktiverne i selskabets egen normale virksomhed, men i stedet primært sker med henblik på at reducere selskabets umiddelbare skattebetaling i kraft af adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger på anskaffede udlejningsaktiver, taler dette for, at der ikke foreligger normal forretningsmæssigt drevet virksomhed.

Har udlejning af aktiver været selskabets normale virksomhed eller en del heraf i flere år forud for anskaffelsen, eller har selskabets ejerkreds i det væsentlige været uændret i en årrække forud for anskaffelsen, taler dette som udgangspunkt for dispensation.

I TfS 1999, 829 LR meddelte Ligningsrådet dispensation til et selskab, der drev virksomhed med udlejning af stilladsmateriel. Ligningsrådet lagde særlig vægt på, at aktiverne blev anskaffet til en allerede igangværende udlejningsvirksomhed, samt at udlejning siden stiftelsen i 1994 havde udgjort den primære del af selskabets virksomhed. Endvidere blev der lagt vægt på, at selskabet ikke havde skiftet ejerkreds siden stiftelsen. Se endvidere TfS 1999, 830 LR, TfS 1999, 831 LR, TfS 1999, 835 TSS og TfS 1999, 836 TSS.

En dispensation er bindende, jf. AL § 5, stk. 6, 2. pkt. Er der således meddelt dispensation efter 1. pkt. for et indkomstår, kan reglerne i § 5, stk. 4, om udskydelse af førsteårsafskrivninger ikke finde anvendelse for efterfølgende indkomstår for udlejningsaktiver omfattet af dispensationen, medmindre dispensationen bortfalder efter AL § 5, stk. 6, 3. pkt.

Efter 3. pkt. bortfalder en dispensation med virkning for det pågældende og efterfølgende indkomstår ved væsentlige ændringer af de forudsætninger, der har været afgørende for meddelelsen af denne. Det er således ikke alle ændringer, f.eks. af ejerkredsen eller selskabets aktiviteter, der medfører, at en dispensation bortfalder.

Det afhænger af den konkrete dispensation, hvilke forudsætninger der har været afgørende. I tilfælde, hvor der er meddelt dispensation til et selskab, der har udlejning som den primære/eneste aktivitet, vil en ændring af forudsætningerne for dispensationen eksempelvis kunne være, at selskabet får nye aktiviteter, som ikke er udlejningsaktiviteter, eller at udlejningsaktiviteten ændres, således at selskabet overgår til at udleje andre aktiver end de aktiver, der var tale om ved meddelelse af dispensationen.

Det følger af lovens ikrafttrædelsesregler, at der kan dispenseres for udlejningsaktiver, der anskaffes i indkomståret 1999 eller senere. Udlejningsaktiver anskaffet i tidligere indkomstår er omfattet af begrænsningsreglen i AL § 5, stk. 4.

Ifølge AL § 5 A, kan en skattepligtig, der i løbet af indkomståret har solgt et udelukkende erhvervsmæssigt benyttet driftsmiddel eller skib til et beløb, der er mindre end anskaffelsessummen med tillæg af eventuelle afholdte forbedringsudgifter og med fradrag af foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger og afskrivninger på eventuelle forbedringsudgifter på aktivet, vælge at fradrage det opgjorte tab i salgsåret. Det vil sige, at fradraget opnås i det indkomstår, hvori driftsmidlet eller skibet er solgt. Skrotning og lignende, hvilket også omfatter tilfælde, hvor aktivet udgår af virksomhedens produktionsapparat, sidestilles med salg.

Opgørelsen af foretagne afskrivninger sker med den procentsats, som den skattepligtige har anvendt efter AL § 5, stk. 3.

Vælger den skattepligtige at fradrage tabet i salgsåret efter AL § 5 A, kan der ikke afskrives på det pågældende aktiv i salgsåret. Hvis den skattepligtige ønsker fradrag for tab i salgsåret, skal værdien for virksomhedens fælles saldo for driftsmidler og skibe ved begyndelsen af indkomståret formindskes med hele den uafskrevne del af anskaffelsessummen for det aktiv, som der gives tabsfradrag for, dvs. den nedskrevne værdi. Det er nødvendigt for at undgå dobbeltfradrag for dels tabet, dels fradrag for den del af den uafskrevne anskaffelsessum, der dækkes af salgssummen. Den skattepligtige kan kun opnå fradrag for tab i det omfang, formindskelsen med den uafskrevne del af anskaffelsessummen ikke fører til en negativ saldo efter AL § 5.

For delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe gælder, at de afskrives særskilt, jf. afsnit E.C.2.5. Ved salg opgøres fortjeneste eller tab på aktivet, og fortjenesten eller tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i AL § 12, jf. afsnit E.C.2.5.7. For et delvist erhvervsmæssigt benyttet aktiv gælder, at der opnås fradrag for tabet straks i salgsåret. Den skattemæssige behandling af tab ved salg af blandet benyttede driftsmidler og skibe svarer således i princippet til reglen i AL § 5 A vedrørende tabsfradrag for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe. 

I AL § 6, stk. 1, er fastsat, at den skattepligtige i stedet for at afskrive efter saldometoden efter AL § 5 kan vælge at fradrage (straksafskrive) hele anskaffelsessummen for driftsmidler m.v. som nævnt i AL § 6, stk. 1, nr. 1 til og med 4. Fradraget foretages i det indkomstår, hvori anskaffelsen finder sted. Den skattepligtige skal foretage et valg mellem enten fuld straksafskrivning eller afskrivning efter saldometoden i AL § 5.

Aktiver, der kan straksafskrives efter AL § 6
De aktiver, der efter AL § 6, stk. 1, kan straksafskrives, er følgende:

  • driftsmidler med en fysisk levetid på 3 år eller derunder (AL § 6, stk. 1, nr. 1).
  • driftsmidler med en anskaffelsessum på 12.300 kr. eller derunder i indkomståret  (AL § 6, stk. 1, nr. 2). For indkomståret  udgjorde beløbet også 12.300 kr.). Se i øvrigt afsnit E.C.2.4.6.2 om aktiver i samlesæt og lignende.
  • driftsmidler og skibe til forsøgs- og forskningsvirksomhed, bortset fra driftsmidler og skibe, der anvendes til efterforskning efter råstoffer (AL § 6, stk. 1, nr. 3).
  • edb-software (AL § 6, stk. 1, nr. 4).

Om straksafskrivning ved anskaffelse af afskrivningsberettigede aktiver, der helt eller delvis er betalt ved tilskud, se AL § 44. Skibe, der afskrives efter AL § 5 B, kan ikke straksafskrives efter AL § 6. Se afsnit E.C.2.4.11.

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 1, kan der kun ske straksafskrivning, såfremt driftsmidlet eller skibet vil være fysisk opslidt i løbet af 3 år fra erhvervelsen. Det er ikke tilstrækkeligt, at driftsmidlet i løbet af 3 år ikke vil være anvendeligt i en bestemt virksomhed eller til et bestemt formål, da det alene er den fysiske - ikke den teknisk-økonomiske - levetid, der er afgørende for, om der kan ske straksafskrivning.

Ved bedømmelsen af levealderen for et driftsmiddel må man i almindelighed søge vejledning i den gennemsnitlige levealder for driftsmidler af den pågældende kategori, og der gælder ret strenge beviskrav for at fravige gennemsnitslevetiden på grund af konkrete forhold.

Eksempler fra retspraksis
LSRM 1967, 128 (brugte lastbiler til kørsel i en grusgrav), LSRM 1971, 136 (motordreven skovsav), Revision og Regnskabsvæsen 1967, skattemeddelelse 73 (syntetiske fiskegarn). I TfS 1995, 727 LSR fandt Landsskatteretten, at et selskab kunne straksafskrive forme til fremstilling af gummistøvler, da det var godtgjort, at formene definitivt blev udrangeret og skrottet inden for 3 år.

Derimod er reglen ikke fundet anvendelig i LSRM 1970, 139 (lastbiler, der kørte ca. 150.000 km. årligt). En virksomhed, der handlede med og udlejede edb-udstyr kunne ikke anvende den tidligere gældende AL § 3, stk. 1, på edb-udstyr, idet udstyret ikke kunne antages at være fysisk udslidt inden for 3 år, ToldSkat Nyt 1990.12.981 LSR.

Se også SKM2007.904.LSR (stilladsaktiver).

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 2, kan virksomheden straksafskrive aktiver med en anskaffelsessum på 12.300 kr. eller derunder i indkomståret . Beløbet reguleres efter PSL § 20. (For indkomståret udgjorde beløbet 12.300 kr.).

Det er ikke en betingelse, at udgiften til alle småaktiver fratrækkes straks. Virksomheden kan vælge at fratrække udgiften til visse småaktiver straks, medens udgiften til andre småaktiver indgår i saldoværdien.

Det er det enkelte aktivs anskaffelsessum, der er afgørende for, om udgiften kan fradrages straks.

I et interessentskab, der i anskaffer driftsmidler, for hvilke anskaffelsesprisen for det enkelte driftsmiddel er over 12.300 kr., vil anskaffelsessummerne ikke kunne fradrages i anskaffelsesåret, selv om den enkelte interessents andel af anskaffelsessummen er under 12.300 kr., idet det er den samlede anskaffelsessum for driftsmidlet, der lægges til grund ved bedømmelsen af, hvorvidt anskaffelsessummen er 12.300 kr. eller derunder.

Ved afgørelsen af, hvorvidt anskaffelsessummen er 12.300 kr. eller derunder, ses der bort fra merværdiafgiften, såfremt køberen i sit afgiftstilsvar kan fratrække den betalte afgift. 

I en række tilfælde skal aktiver med en anskaffelsessum under beløbsgrænsen ikke ses som selvstændige anskaffelser, men de skal sammen med andre anskaffede aktiver ses som ét driftsmiddel. Dvs. at det afgørende er, om den samlede anskaffelsessum for de relevante  aktiver er under beløbsgrænsen.

Aktiver i samlesæt eller lignende
Efter AL § 6, stk. 1, nr. 2, 2. - 4. pkt., skal aktiver i et samlesæt eller lignende samt aktiver, der er bestemt til at fungere samlet, anses for ét driftsmiddel. Aktiver, der er bestemt til at fungere sammen med allerede anskaffede aktiver, kan ikke straksafskrives, såfremt den samlede anskaffelsessum overstiger grundbeløbet. Forbedringsudgifter sidestilles med udgifter til anskaffelse af aktiver, der er bestemt til fungere sammen med allerede anskaffede aktiver. Bestemmelsen gælder derimod ikke for udgifter til vedligeholdelse.

Det afgørende er, om de enkelte aktiver efter deres konstruktion og indretning må anses for at være bestemt til at blive anvendt samlet, og ikke den faktiske benyttelse af aktiverne. Det afgørende er, om de anskaffede aktiver funktionsmæssigt udgør et hele. Det er efter bestemmelsen uden betydning, om et aktiv, der er bestemt til at fungere sammen med et allerede anskaffet aktiv, kan fungere sammen med flere ensartede allerede anskaffede aktiver.

Et samlesæt består ofte af flere ensartede aktiver. Ved anskaffelse af aktiver i et samlesæt eller lign., sker der kun én samlet anskaffelse, der omfatter alle aktiver i samlesættet eller lign.

Bestemmelserne finder også anvendelse, selvom samlesættet eller lignende omfatter ét eller flere aktiver med en anskaffelsessum, der overstiger beløbsgrænsen.

I det tilfælde, hvor de enkelte dele i et samlesæt eller lignende anskaffes hver for sig, er anskaffelsen ikke omfattet af bestemmelserne i AL § 6, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., 1. led. Disse tilfælde er i stedet omfattet af bestemmelserne i AL § 6, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., 2. led, og 3. pkt. Disse bestemmelser omfatter de tilfælde, hvor der ikke foreligger anskaffelse af et samlesæt eller lign., fordi samlesættet eller lignende opdeles, og enkeltdelene anskaffes hver for sig, eventuelt på forskellige tidspunkter.

Bestemmelsens 3. pkt. indebærer, at i tilfælde, hvor der anskaffes aktiver, hvis anskaffelsessum samlet overstiger beløbsgrænsen, kan det sidst anskaffede aktiv ikke straksafskrives, medens straksafskrivningen af det først anskaffede aktiv opretholdes. Uanset dette anses der dog kun at foreligge ét driftsmiddel. Dette har bl.a. betydning ved udskiftning af enkelte af de aktiver, der indgår i samlesættet m.v. Det er anskaffelsessummen for det først anskaffede aktiv, der skal anvendes ved afgørelsen af, om den samlede anskaffelsessum overstiger beløbsgrænsen.

Bestemmelsen sikrer, at der ikke skal ske ændring af de allerede foretagne straksfradrag eller de foretagne saldoafskrivninger, men virksomheden kan ikke foretage straksafskrivning på de senere anskaffede småaktiver, der er bestemt til at fungere sammen med de allerede anskaffede aktiver.

Ved afgørelsen af, om et aktiv efter AL § 6, stk. 1, nr. 2, 3. pkt., efter sin konstruktion og indretning skal anses for at være bestemt til at fungere sammen med et allerede anskaffet aktiv, kan indgå, om aktivet er tilsvarende et allerede anskaffet aktiv. Ved afgørelsen kan endvidere indgå, om det funktionsmæssigt hører naturligt sammen med et allerede anskaffet aktiv. Det kan også indgå i afgørelsen, om de pågældende aktiver almindeligvis vil blive anskaffet samlet.

Efter bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelserne kan eksempelvis forværk og skillerum til spaltebokse i en landbrugsstald ikke anses for selvstændige driftsmidler, idet de pågældende aktiver må anses for at være bestemt til at fungere samlet. Ligeledes vil dele, der bygges sammen til en reol, stilladsdele, køkkenelementer, der bygges sammen til et færdigt køkken, husdyrbure, pc´er og printer - uanset at der er tale om separate aktiver - kunne anses for ét driftsmiddel.

SKM2008.346.LSR: Der kunne ikke ske straksafskrivning af udgifter til anskaffelse af mobilborde anvendt i et gartneri, da mobilbordene efter deres funktion og indretning måtte anses at være bestemt til at fungere sammen med transportsystemet.

Se SKM2007.904.LSR om straksfradrag i forbindelse med køb af stilladsmateriel.

SKM2007.603.LSR: Landsskatteretten fandt, at udgifter til indkøb af Montana-reoler kunne straksafskrives efter AL § 6, stk. 1, nr. 2. Retten bemærkede, at selvom Montana-reolen var tænkt således, at de enkelte reolelementer såvel designmæssigt som funktionelt kunne anvendes som et hele, så kunne det enkelte reolelement ligeledes anvendes selvstændigt. De omhandlede Montana-reoler ansås således at have større lighed med andre enkeltstående møbler som f.eks. spisebordsstole, der ansås for selvstændige enheder, selvom de typisk ville blive anskaffet i flertal, end med de i forarbejderne omtalte sammenbygningsreoler, der ved deres konstruktion var forudsat udbygget med andre elementer.

SKM2006.565.LSR: En udøvende musiker og musiklærer på folke- og aftenskoler, var berettiget til afskrivning på delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, samt fradrag for driftsomkostninger. Guitarpedaler og instrumentmikrofoner m.v. måtte anses for bestemt til at fungere sammen med allerede anskaffede instrumenter.

I SKM2006.154.VLR (tidligere instans SKM2003.505.LSR) fandt Landsretten, at en minkburblok, bestående af bursektion, redekasse og hvalpenet, måtte anses for at være bestemt til at blive anvendt sammen med flere andre tilsvarende blokke, hvorfor der ikke kunne foretages straksafskrivning. Retten lagde vægt på, at det kun teoretisk var muligt at drive minkhold med kun en minkburblok, og at der, hvis pelsdyrhold skal være rentabelt, skal anvendes flere minkburblokke. Der blev endvidere henset til, at burene opstilles i rækker ved siden af hinanden, og at de har samme anvendelse samt et fælles vandingssystem. En separat udskiftning af enkeltdele som bursektioner, redekasser og tråd måtte anses som vedligeholdelse af minkburblokkene og udgifterne hertil kunne derfor fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra e. Skatteministeriets kommentar til afgørelsen er offentliggjort som SKM2007.113.DEP.

I TfS 2000, 433 LR fandt Ligningsrådet, at der ikke kunne straksafskrives på anskaffelsessummen for en pc, når pc'en blev tilsluttet en netværksprinter, og den samlede anskaffelsessum dermed oversteg beløbsgrænsen i afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at pc'en var bestemt til at fungere sammen med en netværksprinter. Ligningsrådet fandt det derimod ikke afgørende, at pc'en (tillige) var tilsluttet et lokalnetværk. Ligningsrådet fastslog endvidere, at det beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, om aktiver kan siges at være bestemt til at fungere samlet. Se endvidere SKM2004.62.LSR, hvor skatteyder i sit edb-netværk havde udskiftet to arbejdsstationer (pc'ere) og en netværksplotter. Landsskatteretten udtalte, at pc'erne og netværksplotteren måtte anses for værende bestemt til at fungere sammen og sammen med det øvrige edb-anlæg. Dermed kunne udgifterne til anskaffelse ikke fradrages efter AL § 6, stk. 1, nr. 2.

Landsskatteretten fastslog i SKM2003.108.LSR, at en virksomhed, der drev udlejning af lifte, skurvogne mv. ikke kunne straksafskrive på gulvelementer, dele til kørestilladser, murerbukke og teltdele, der hver for sig havde en anskaffelsessum på under 9.200 kr. (den dagældende beløbsgrænse), idet delene blev anset for bestemt til at fungere sammen med andre aktiver. Landsskatteretten påpegede, at ingen af de nævnte genstande kan anvendes efter deres respektive formål uden sammenhæng med andre aktiver af samme type eller aktiver af anden karakter.

I SKM2002.382.LSR fandt Landsskatteretten, at en række markredskaber kunne anses som småaktiver, der kunne straksafskrives.

I SKM2002.241.LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter til anskaffelse af jernplader, der blev anvendt ved entreprenøropgaver til beskyttelse af underlaget ved kørsel med entreprenørvirksomhedens vogne, og som endvidere blev anvendt til udlejning, kunne anses for omfattet af reglen om straksafskrivning i AL § 6, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten henså til, at jernpladerne ikke efter deres formål nødvendigvis var bestemt til at skulle anvendes i sammenhæng med andre jernplader. Jernpladerne blev som nævnt også anvendt til udlejning, men Landsskatteretten fandt, at reglerne i AL §§ 5, stk. 4 og 6, stk. 3, hvorefter selskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, ikke kan afskrive på aktiver, der er anskaffet med henblik på udlejning i anskaffelsesåret, ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvor en væsentlig del af udlejningsvirksomheden bestod i betjening af entreprenørmaskiner og transportopgaver.

Det forhold, at der af hensyn til transport eller lign. sker en adskillelse af et driftsmiddel i mindre enheder, indebærer ikke, at de pågældende enheder af denne grund kan anses for selvstændige driftsmidler. Det er endvidere uden betydning for, om aktiver skal anses for ét driftsmiddel, at de enkelte aktiver faktureres særskilt.

I en række tilfælde foreligger der ikke anskaffelse af et afskrivningsberettiget aktiv, men der er tale om vedligeholdelsesudgifter. Dette er eksempelvis tilfældet ved udskiftning af en bordplade til et eksisterende bord, nye dæk til en bil eller et nyt betræk til en stol.

Anskaffelse af aktiver, der blot anvendes i samme lokale, er ikke omfattet af AL § 6, stk. 1, nr. 2, 2.-3. pkt., når de ikke samtidig udgør en funktionsmæssig helhed. Dette er eksempelvis tilfældet, når der anskaffes en ny reol, der stilles i et lokale, hvor der i forvejen findes en ældre reol, eller når der anskaffes flere fritstående bardiske. Anskaffelse af en skrivebordsstol til et skrivebord, en lampe til et bord eller et bord til en printer er andre eksempler på anskaffelser, der heller ikke kan anses for omfattet af bestemmelsen. En mobiltelefon, der også kan sende e-post-meddelelser til en pc'er, kan ligeledes ikke anses for anskaffelse af et aktiv, for hvilke bestemmelsen skal finde anvendelse.

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 2, 4. pkt., sidestilles udgifter til forbedring af et småaktiv med udgifter til anskaffelse af aktiver, der er bestemt til at fungere sammen med et allerede anskaffet aktiv. Ved udskiftning af aktiver i samlesæt eller aktiver, der er bestemt til at fungere sammen, skal der tages stilling til, om udgiften skal anses for at vedrøre vedligeholdelse eller forbedring. Der henvises i denne forbindelse til SKM2004.62.LSR, hvor udskiftning af to pc'ere og en netværksplotter i et edb-netværk ikke blev anset for vedligeholdelse. Se også SKM2005.31.LSR. Afgørelserne er nærmere omtalt i afsnit E.C.2.4.1.

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 3, kan virksomheden straksafskrive anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe til forsøgs- og forskningsvirksomhed, bortset fra driftsmidler og skibe, der anvendes til efterforskning efter råstoffer.

SKM2005.315.ØLR. Et selskab ønskede at foretage afskrivning på edb-udstyr efter AL § 6, stk. 1, nr. 3. Landsretten lagde til grund, at det sagsøgende selskab anvendte edb-udstyret i den af selskabet drevne virksomhed med salg af edb-konsulentassistance, og fandt det derfor ikke godtgjort, at udstyret var anskaffet til forsøgs- og forskningsvirksomhed, der kunne begrunde straksafskrivning efter AL § 6, stk. 1, nr. 3.

Se om udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed afsnit E.B.3.11.

Efter AL § 6, stk. 1, nr. 4, kan virksomheden straksafskrive anskaffelsessummen for edb-software. Det følger af AL § 2, stk. 2, at udgifter til edb-software vil kunne straksafskrives efter AL § 6, stk. 1, nr. 4, uanset at virksomheden alene erhverver en tidsubegrænset rettighed i henhold til en softwarelicensaftale eller lign.

Et selskab påtænkte at købe alle rettighederne til et edb-system. Selskabet drev i forvejen virksomhed med salg og implementering af det pågældende system. Ligningsrådet afgav bindende forhåndsbesked om, at selskabet efter den tidligere gældende AL § 3, stk. 1, ville kunne foretage fradrag for anskaffelsessummen for edb-softwaret fuldt ud i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori anskaffelsen af rettighederne eller en ideel andel af disse fandt sted, ToldSkat Nyt 1993.19.871.

Salgssummen skal ved salg af et straksafskrevet driftsmiddel m.v. - når der ikke er tale om virksomhedsophør, jf. AL § 9 - medregnes i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori leveringen finder sted, jf. AL § 6, stk. 2.

Forsikrings- og erstatningssummer behandles som salgssummer, jf. AL § 48.

Se afsnit E.C.2.2.1 om levering samt afsnit E.C.2.4.9 om virksomhedsophør.

Efter AL § 6, stk. 3, kan selskaber og foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, først fradrage udgifter til anskaffelse af aktiver som nævnt i AL § 6, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, som erhverves med henblik på udlejning, eller som allerede ved anskaffelsen er udlejet, i den skattepligtige indkomst i indkomståret efter anskaffelsesåret. Begrebet udlejning må forstås på samme måde som i PSL § 4, stk. 1, nr. 12, (som indtil 1. januar 2006 var nr. 13), om anparter, se DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.3.1.6.4. Se også Told- og Skattestyrelsens kommentar i TfS 1995, 553 LR.

I TfS 1999, 515 LSR fandt Landsskatteretten, at et selskab, der drev virksomhed med produktion og levering af tekstilservice og tekstilpleje, ikke var omfattet af den tidligere AL § 3, stk. 7 (nu § 6, stk. 3), da udlejningen udgjorde en underordnet del af den samlede aktivitet i forbindelse med udlejningen af aktiverne.

I SKM2002.426.LSR hidrørte 60 pct. af en virksomheds omsætning fra udlejning. Landsskatteretten antog, at aktiverne var erhvervet med udlejning for øje og derfor ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget for anskaffelsesåret, jf. den tidligere AL § 2, stk. 8 (nu § 5, stk. 4.).

I SKM2002.241.LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter til jernplader, der blev anvendt ved entreprenøropgaver og til udlejning, ikke var omfattet af AL §§ 5, stk. 4 og 6, stk. 3. Om afgørelsen se afsnit E.C.2.4.6.2.

Der kan i konkrete tilfælde efter ansøgning gives tilladelse til, at selskaber kan straksafskrive sådanne småaktiver i anskaffelsesåret. Dispensationen gives efter reglerne i AL § 5, stk. 6. Se nærmere herom i afsnit E.C.2.4.4.1.

Såfremt et selskab m.v. sælger et aktiv, der er omfattet af AL § 6, stk. 3, skal salgssummen med fradrag af en eventuel anskaffelsessum, der ikke er fradraget i den skattepligtige indkomst, medregnes i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori leveringen finder sted. Se afsnit E.C.2.2.1 om levering.

En virksomhed kan fradrage udgift til reparation af en skade på et driftsmiddel eller skib i det indkomstår, hvori reparationen foretages, jf. AL § 7, stk. 1. Er der ikke udbetalt nogen forsikrings- eller erstatningssum, kan hele reparationsudgiften fradrages.

Er der udbetalt en forsikrings- eller erstatningssum, og er den mindre end reparationsudgiften, kan virksomheden kun foretage fradrag med det beløb, hvormed reparationsudgiften overstiger forsikrings- eller erstatningssummen. Er forsikrings- eller erstatningssummen større end reparationsudgiften, skal forskelsbeløbet fradrages i saldoværdien for driftsmidlerne efter AL § 5, jf. AL § 7, stk. 2.

Overstiger den afholdte udgift, hvad der kan betragtes som reparationsudgift, betragtes det overskydende beløb som en forbedringsudgift, der skal tillægges saldoen, jf. nedenstående eksempel.

Eksempel

I anledning af en skade på et driftsmiddel udbetales en forsikringssum på 100.000 kr. Virksomheden afholder udgifter på driftsmidlet på i alt 150.000 kr. Det ville have kostet 130.000 kr. at bringe driftsmidlet i samme stand, som før skaden skete. Herefter kan forskellen mellem de 130.000 kr. og den udbetalte forsikringssum på 100.000 kr. eller 30.000 kr. fradrages fuldt ud, medens forskellen mellem den afholdte udgift på 150.000 kr. og de 130.000 kr. eller 20.000 kr. skal tillægges saldoen som en forbedringsudgift.

Som reparationsudgifter betragtes udgifter, der medgår til at sætte aktivet i den stand, hvori det befandt sig ved skadens indtræden, jf. AL § 7, stk. 3. Udskiftning af flymotor, blev af Landsskatteretten anset som en forbedring, da udskiftningen blev foretaget ganske kort tid efter købet af flyvemaskinen, LSRM 1969, 140.

Hvis skaden er forvoldt ved ejerens forsætlig skadevoldende adfærd eller i forbindelse med ejerens strafbare handlinger, f.eks under spirituskørsel, LSRM 1971, 39, kan der dog ikke foretages noget fradrag.

Med hensyn til tab ved konfiskation af driftsmidler gælder det, at et tab, der skyldes konfiskation på grund af skatteyderens egen strafbare adfærd, ikke kan fratrækkes, LSRM 1955, 138, hvorimod der vil være fradragsret for konfiskationstab, der skyldes personalets strafbare forhold, LSRM 1958, 41.

Når et driftsmiddel udgår af driften i anledning af en skade, skal en eventuel forsikrings- eller erstatningssum fradrages i saldoværdien på samme måde som en salgssum, jf. AL § 48, jf. § 5.

AL § 8 omhandler behandlingen af en negativ saldo.

De beløb, der skal fragå i saldoværdien som følge af salg m.v., kan være så store, at saldoværdien bliver negativ. Afhændes der driftsmidler m.v. på et tidspunkt, hvor saldoværdien er negativ, forøges den negative saldo med de modtagne salgssummer m.m. Anskaffes der derimod driftsmidler m.v., medens saldoværdien er negativ, udlignes den negative saldo helt eller delvis med anskaffelsessummerne.

En negativ saldoværdi repræsenterer en skattepligtig fortjeneste på driftsmidler m.v. Virksomheden kan vælge helt eller delvis at udligne den negative saldo i det indkomstår, hvori den er opstået, ved at tage beløbet til indtægt, således at saldoen bliver nul.

Hvis den negative saldo ikke udlignes, overføres den til næste indkomstår, hvor den kan udlignes ved anskaffelser i løbet af dette indkomstår. Sker dette ikke, skal den negative saldo medregnes ved opgørelsen af indkomsten for sidstnævnte indkomstår.

Er den negative saldo formindsket ved udgangen af det år, hvori den skal indtægtsføres (år 2), skal der indtægtsføres et beløb, således at saldoen bliver nul, jf. nedenstående eksempel.

Hvis den negative saldo er forøget ved udgangen af år 2, skal kun den negative saldo ved udgangen af år 1 indtægtsføres i år 2. Det resterende negative beløb kan overføres til år 3, jf. TfS 1986, 448 DEP (Skat 1986.8.520).

Eksempel
År 1

Saldoværdi ved årets begyndelse (positiv)500.000 kr.
Salgssum for solgte driftsmidler- 750.000 kr.
 - 250.000 kr.
Anskaffelsessum for anskaffelser, der er foretaget i løbet af året

 70.000 kr.

Saldoværdi i slutningen af året (negativ) 

- 180.000 kr.

Saldoværdi i slutningen af året overføres til begyndelsen af år 2

- 180.000 kr.

År 2

Salgssum for solgte driftsmidler- 10.000 kr.
 - 190.000 kr.
Anskaffelsessum for anskaffelser,  der er foretaget i løbet af året

 40.000 kr.

Saldoværdi i slutningen af året (negativ)

- 150.000 kr.

Beløbet på 150.000 kr. indtægtsføres i år 2.

SKAT kan i særlige tilfælde give tilladelse til forlængelse af fristen for udligning af en negativ saldo, jf. AL § 8, stk. 2.

Virksomheden kan opnå en forlængelse af fristen for udligning af et negativt saldobeløb, når der er indgået aftale om bestilling af aktiver til levering inden udløbet af fristen efter stk. 1, og anskaffelsen af disse aktiver kan udligne den negative saldo. Det er herudover et krav, at aktiverne på grund af leverandørens forhold først kan leveres efter fristens udløb, og virksomheden ikke har kunnet forudse eller afværge en overskridelse af fristen efter AL § 8, stk. 1. Tilladelsen kan gøres betinget af, at virksomheden stiller sikkerhed for betalingen af det skattekrav, der vil opstå, såfremt den negative saldo må tages til indtægt ved fristens udløb.

AL § 9 indeholder reglerne for beskatning ved salg eller ophør af en virksomhed.

Det kan undertiden volde vanskeligheder at afgøre, om en skattepligtig er ophørt med sin virksomhed, eller om der alene foreligger salg af aktiver fra en virksomhed. Det er i den forbindelse af betydning, om der foreligger én eller flere virksomheder. Spørgsmålet må afgøres efter en konkret vurdering.

Hvis virksomhederne udgør én virksomhed, skal salgssummen for de afhændede driftsmidler fragå i saldoværdien, jf. afsnit E.C.2.4.1, men når man frem til, at der er tale om flere selvstændige virksomheder, skal der ved ophør af en af disse virksomheder foretages en opgørelse af fortjeneste eller tab på driftsmidler og skibe, som skal tages i betragtning ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Optages en medinteressent i et interessentskab, anses dette for et delvist salg af virksomheden, idet der sælges en ideel anpart af virksomheden. Se dog TfS 2000.195 LSR og DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.6. Der skal således opgøres fortjeneste og tab vedrørende den ideelle anpart efter AL § 9.

I det år, hvor en virksomhed omdannes til aktie- eller anpartsselskab, anses virksomheden for ophørt med den virkning, at afskrivning på aktiver omfattet af afskrivningsloven ikke kan foretages det pågældende år af sælger. Ved omdannelse efter virksomhedsomdannelsesloven sker der succession, således at afskrivningen kan fortsætte i selskabet, jf. VOL § 6, jf. dog nedenfor om VOL § 5. 

Iflg. VOL § 5 anses aktiver knyttet til et fast driftssted eller en fast ejendom beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, for afstået på tidspunktet for omdannelsen af virksomheden. Dette gælder dog ikke, i det omfang virksomheden ville være omfattet af SEL § 32 om CFC-beskatning, hvis det faste driftssted havde været et udenlandsk selskab. Afståelsessummen ansættes til handelsværdien på omdannelsestidspunktet. 

Om VOL §§ 5 og 6, se også afsnit E.H.2.5

SKM2007.876.VLR: Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens møbelproduktionsvirksomhed var ophørt i indkomståret 2000. Spørgsmålet var navnlig, om produktionsvirksomheden, efter at den sagsøgeren tilhørende fabriksbygning brændte i august 2000, var blevet overført til et litauisk datterselskab. Landsretten lagde til grund, at selskabet efter branden undersøgte forskellige muligheder for at genetablere produktionen i Danmark, men at dette ikke lykkedes. Landsretten henviste endvidere til selskabets regnskaber, hvoraf fremgik, at produktionen ophørte efter branden, samt til at det over for såvel skatteforvaltningen som Landsskatteretten var oplyst, at produktionen foregik i datterselskabet efter branden. Efter en samlet vurdering af oplysningerne til skattemyndighederne og oplysningerne i årsregnskaberne lagde landsretten herefter til grund, at der fra august til sommeren 2002 ikke var nogen møbelproduktion i det sagsøgende selskab, og at det litauiske datterselskab i samme periode producerede møbler. Under disse omstændigheder ansås møbelproduktionsvirksomheden for at være ophørt, jf. AL § 9, stk. 1.

I SKM2002.118.LSR anlagde Landsskatteretten en konkret, individuel vurdering ved bedømmelsen af, hvorvidt et selskab, der drev buskørsel med rutekørsel og turistfart var ophørt med virksomheden. Tidspunktet for afhændelsen af driftsmidler samt de udviste bestræbelser for at kunne fortsætte virksomheden var momenter, som Landsskatteretten inddrog i bedømmelsen. 

Se også SKM2004.66.HR (tidligere SKM2003.157.VLR). Vestre Landsret havde fastslået, at en virksomhed var ophørt selv om skatteyderen påstod, at en kopimaskine og skrivemaskine var beholdt for at afvikle virksomheden. Retten lagde vægt på, at virksomhedens varelager, goodwill, firmanavn, telefonnummer, medarbejderforpligtelser og samtlige øvrige driftsmidler var overdraget. Samtidigt havde skatteyderen lejet virksomhedens lokaler ud til køberen og indgået en konkurrenceklausul. Efter overdragelsen var der en ubetydelig omsætning og salg fra varelageret, men retten fandt det ikke godtgjort, at der efter overdragelsesåret var erhvervsmæssige aktiviteter. Højesteret tiltrådte af de grunde, som var anført af landsretten, at virksomheden var ophørt.

Se endvidere SKM2005.400.HR, hvor Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i SKM2004.26.ØLR. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens afgørelse om, at en virksomhed skulle anses for ophørt i en situation, hvor de bevillinger, som var en nødvendig betingelse for at udøve erhvervet, var inddraget i en længere periode med den følge, at driftsmidlerne måtte afhændes.

Alle tre afgørelser vedrører den tidligere gældende bestemmelse om virksomhedsophør i AL § 6, stk. 1. Praksis efter denne bestemmelse er stadig retningsgivende.

SKM2002.484.HR. Højesteret fandt, at den i Ligningsvejledningen omtalte regel, hvorefter en ophørt virksomhed kan bringe driftsmiddelsaldoen til fradrag i det senere indkomstår, hvori det sidste driftsmiddel er solgt eller destrueret, efter reglens baggrund i den tidligere gældende afskrivningslov og sammenhæng med almindelige principper for indkomstopgørelse og tabsfradrag må forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den succesive afhændelse.

SKM2007.37.HR: Et selskab solgte i 1999 sin virksomhed med produktion af printplader. Salgssummen blev berigtiget ved, at køberen over en 3-årig periode skulle betale en omsætningsbestemt ydelse. Ved virksomhedssalget havde selskabet en positiv driftsmiddelsaldo på godt kr. 2 mio., som selskabet først fratrak i indkomståret 2001. Selskabet henviste herved til, at det efter salget havde noget edb-udstyr i behold, som var nødvendigt for at bogføre den omsætningsbestemte afgift, der var vederlag for overdragelsen af kundekartotek og goodwill. Landsretten fandt, at selskabets virksomhed ophørte ved salget i 1999. Videre bemærkede landsretten, at praksis efter den tidligere afskrivningslovs § 6, stk. 3, hvorefter der skulle være en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse, var videreført med den nye afskrivningslovs § 9, stk. 2. Da landsretten fandt, at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for, at selskabet beholdt edb-udstyret, tiltrådte landsretten, at den positive driftsmiddelsaldo var henført til fradrag i indkomståret 1999. Højesteret henviste til SKM2002.484.HR og bemærkede, at Højesteret i denne dom fastslog, at den dagældende regel i Ligningsvejledningen, hvorefter en ophørt virksomhed kunne bringe driftsmiddelsaldoen til fradrag i det senere indkomstår, hvori det sidste driftsmiddel er solgt eller destrueret, måtte forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse. Dette skete med henvisning til reglens baggrund i den dagældende afskrivningslov og sammenhæng med almindelige principper for indkomstopgørelse og tabsfradrag. Højesteret fandt endvidere, at en ophørt virksomhed også efter afskrivningslovens § 9, stk. 2, kun kan videreføre en positiv driftsmiddelsaldo, hvis den fortsatte besiddelse af driftsmidler er forretningsmæssigt begrundet. Af de grunde, landsretten havde anført, tiltrådte Højesteret, at landsretten havde lagt til grund, at selskabet ophørte med at drive virksomhed den 1. marts 1999. Ved udgangen af 1999 var der i selskabet ikke andre driftsmidler tilbage end edb-udstyr til en bogført værdi af 1.060 kr. Driftsmiddelsaldoen var da på 2.019.871 kr. Højesteret tiltrådte, at det er lagt til grund, at selskabet var i besiddelse af edb-udstyret indtil 2001, hvor det blev skrottet. Selv om edb-udstyret efter virksomhedens ophør rent faktisk blev anvendt til bogføring af den omsætningsbestemte afgift, der var vederlag for overdragelsen af kundekartotek og goodwill, fandt Højesteret, at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for at beholde edb-udstyret efter ophøret af virksomheden. Højesteret stadfæstede herefter dommen. (Tidligere instanser SKM2005.319.ØLR og SKM2004.183.LSR).

SKM2007.56.HR: Et selskab, der drev virksomhed ved fiskeri fra en kutter, overdrog en fjerdedel af kutteren til hovedaktionærens søn. Fra overdragelsestidspunktet blev fiskerivirksomheden drevet i partrederi med selskabet og hovedaktionærens søn som partredere. Kutteren blev holdt uden for partrederiet. Sagen vedrørte, om selskabets salgssum skulle fragå afskrivningssaldoen efter afskrivningslovens § 5, stk. 2, eller om der skulle ske ophørsbeskatning efter afskrivningslovens § 9. Højesteret fandt, at salget at den ideelle andel af kutteren under disse omstændigheder måtte anses for salg af en ideel andel af selskabets virksomhed. Højesteret fandt videre, at skattemyndighederne i overensstemmelse med mangeårig praksis havde hjemmel til at henføre forholdet under afskrivningslovens § 9 om virksomhedssalg m.v. (Tidligere instans SKM2005.305.VLR).

Se endvidere SKM2002.681.VLR, hvor en bank, der var eneaktionær i et leasingselskab, i regnskabsåret 1992 (skatteåret 1993/1994) solgte samtlige aktier til et selskab, der drev et lavprisvarehus, hvorefter dette selskab og leasingselskabet blev sambeskattet. Købesummen for aktierne blev aftalt til selskabets egenkapital (skønnet til 30 mio. kr.) med et tillæg på 49 mio. kr., der blev beregnet på grundlag af en forventet skattemæssig værdi af leasingaktiverne. Da der i nogle år ikke var blevet foretaget skattemæssige afskrivninger på leasingselskabets driftsmiddelsaldo, udviste saldoen et betydeligt positivt beløb på tidspunktet for overdragelsen. Leasingselskabet havde ved overdragelsen intet personale, og der blev ikke indgået flere kontrakter.

Skatteministeriet gjorde gældende, at realiteten i arrangementet var, at samtlige driftsmidler i leasingselskabet reelt måtte anses for overdraget til et datterselskab til banken forud for aktieoverdragelsen. Driftsmiddelsaldoen måtte derfor skattemæssigt behandles således, at det blev lagt til grund, at driftsmidlerne reelt var blevet afhændet i skatteåret 1993/1994, hvorfor det herved konstaterede tab, skulle fradrages i afhændelsesåret, jf. § 6 i den tidligere afskrivningslov. Da sambeskatningen af leasingselskabet og det købende selskab først blev etableret med virkning fra skatteåret 1994/1995, kunne det underskud, der opstod i forbindelse med afhændelsen af driftsmidlerne, efter Skatteministeriets opfattelse derfor ikke udnyttes i sambeskatningen med det købende selskab.

Landsretten fandt, at beskatningen som udgangspunkt skulle foretages således, at arrangementets realitet blev anerkendt. Retten lagde herved vægt på, at parternes udgangspunkt under forhandlingsforløbet havde været, at leasingselskabet fortsat var ejer af leasingaktiverne, således at fradraget for den uafskrevne saldo kunne udnyttes i skatteårene efter aktieoverdragelsen, ligesom retten lagde vægt på, at der ikke ved de indgåede aftaler var sket nogen formel overdragelse af ejendomsretten til leasingaktiverne. Efter landsrettens opfattelse kunne en fortolkning af de indgåede aftaler m.v. ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at det købende selskab og banken havde haft en fælles skattemæssig interesse ved indgåelsen af aftalen om aktieoverdragelsen, at driftsrisikoen ved leasingaktiviteten reelt lå i bank-koncernen, samt at et selskab i bankkoncernen over for leasingtagerne fremstod som ejer af leasingaktiverne, kunne således ikke begrunde, at leasingaktiverne i skattemæssig henseende blev anset for afhændet i skatteåret 1993/1994. Ved den afsagte dom blev Skatteministeriet således dømt til at anerkende arrangementets realitet.

SKM2006.738.ØLR. Sagen vedrørte, om det sagsøgende selskab havde afstået en leasingportefølje (og var ophørt) i det år, hvor selskabet som følge af en frivillig akkord havde fået nedsat sit uudnyttede fradragsberettigede underskud efter LL § 15, stk. 3, eller om dette først skete året efter.

Landsretten lagde til grund, at selskabet i akkordåret fungerede som et afviklingsselskab, og at alle selskabets aktiviteter - bortset fra den resterende portefølje af risikotunge leasingkontrakter - var realiseret tidligere på året. Selskabet indgik ikke nye kontrakter bortset fra enkelte tilkøb i forbindelse med forlængelse og fornyelse af bestående kontrakter.

Videre lagde landsretten vægt på, at selskabets ledelse og selskabets bank fra tidligt på året havde drøftet en samlet løsning af de økonomiske forhold, herunder at banken skulle finansiere ledelsens køb af selskabets datterselskaber og leasingportefølje.

Landsretten lagde til grund, at baggrunden for, at der ikke skete en samlet overdragelse af leasingkontrakterne, alene var skattemæssige forhold hos begge parter, ligesom landsretten ikke fandt det godtgjort, at ikke-skattemæssige forhold helt eller delvis begrundede udskydelsen af overdragelse. Landsretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at der var ført forhandlinger med andre købere til leasingporteføljen. Landsretten fandt herefter, at det i akkordåret stod som usandsynligt for parterne, at sagsøgeren ikke ville acceptere det uigenkaldelige købstilbud, som et selskab - ejet af sagsøgerens ledelse - havde afgivet. Afståelse var derfor sket i akkordåret.

SKM2007.321.HR: Lagt til grund, at konsulentvirksomhed var ophør i 1998, og at den pågældende derfor var afskåret fra skattemæssige afskrivninger dette år, jf. § 6 i den dagældende afskrivningslov. Der henvistes til, at sagsøgerens konsulentarbejde for G2 IT var ophørt med udgangen af september 1998 og den sidste faktura udstedt i oktober måned. Der var ingen omsætning eller varekøb i virksomheden i 1999, og virksomheden havde i 2000 alene udstedt en faktura med en avance på 196 kr. Der henvistes endvidere til, at A den 1. oktober 1998 tiltrådte en stilling som fastansat hos G3 A/S og den 17. november 1998 anmodede skattevæsenet om at slette forskudsregistrering for 1999 af overskud af virksomhed, da han ikke i skatteåret ville have noget overskud af egen virksomhed. (Tidligere instans: SKM2005.170.ØLR).

Se endvidere afsnit DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.3

Ved den konkrete afgørelse af, om en aktivitet må behandles som én eller flere virksomheder, må der tages udgangspunkt i, hvad der i almindelig sprogbrug forstås ved én virksomhed. Driver den skattepligtige f.eks. landbrug samtidig med en fabrikationsvirksomhed, er der klart tale om flere virksomheder både i almindelig sprogbrug og i skattemæssig forstand. Hvis en skattepligtig driver en række ensartede virksomheder, kan der ved afgørelsen bl.a. henses til, om der har været fælles regnskabsføring, fælles saldoafskrivning, fælles administration, fælles indkøb m.v. Der kan også lægges vægt på den nærmere karakter af skatteyderens indsats i virksomheden.

I SKM2001.394.LR fandt Ligningsrådet, at den af selskabet drevne finansieringsvirksomhed, som bestod af udlån samt leasingvirksomhed vedrørende driftsmidler og fast ejendom, udgjorde én virksomhed, således at ophør af leasingaktiviteten ikke medførte, at driftsmiddelsaldoen kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår. Se også SKM2001.413.LR.

I SKM2002.595.LSR blev et selskabs indkomst som følge af virksomhedsophør forhøjet med negativ saldoværdi vedrørende driftsmidler samt for indkomståret 2000 tilbageførsel af negativ saldoværdi vedrørende driftsmidler. Selskabets virksomhed med udvikling, produktion og salg af metalemballage var ophørt ved overdragelsen af 18. maj 1998. Denne aktivitet måtte anses som en særskilt virksomhed, og samtlige driftsmidler - med undtagelse af den af skattemyndighederne nævnte bil - var tilknyttet denne virksomhed. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at aktiviteten var solgt uafhængigt af selskabets øvrige aktiviteter. Det forhold, at selskabet fortsat havde enkelte driftsmidler i besiddelse, havde hverken betydning for vurderingen af, om virksomheden var ophørt eller vurderingen af, om der var tale om en eller flere virksomheder.

Se også DJV afsnit C.C.6.3.

Efter AL § 9, stk. 1, kan der ikke afskrives eller straksafskrives på driftsmidlerne eller skibene for det indkomstår, hvori virksomhedens salg eller ophør finder sted (ophørsåret). Opgørelsen af fortjeneste eller tab på driftsmidlerne eller skibene skal ske samlet.

Hvis salgssummerne for de driftsmidler, der er afhændet i ophørsåret, er større end saldoværdien ved ophørsårets begyndelse med tillæg af beløb, der i ophørsåret er anvendt til nyanskaffelser, er forskelsbeløbet udtryk for en fortjeneste, jf. nedenstående eksempel.

Eksempel 1

Salgssum for driftsmidler, der indgår i saldoværdien ved årets begyndelse, og driftsmidler, der er købt i årets løb 160.000 kr.
+ salgssum for (straksafskrevet) værktøj 10.000 kr.
Samlet salgssum 170.000 kr.
   
Saldoværdi ved indkomstårets begyndelse100.000 kr. 
+ anskaffelsessum for driftsmidler20.000 kr. 
  120.000 kr.
Fortjeneste 50.000 kr.

Ved opgørelsen af forskelsbeløbet medregnes også salgssummerne vedrørende driftsmidler m.v. i AL § 6, stk. 1, jf. AL § 9, stk. 1, 2. pkt. Ved opgørelsen af saldoværdien ved ophørsårets begyndelse må der ikke medregnes anskaffelsessummer for de driftsmidler, der er omfattet af AL § 6, stk. 1, og som er fradraget ved indkomstopgørelsen for tidligere indkomstår.

Eventuelle anskaffelsessummer, der som følge af reglerne i AL § 5, stk. 4, og AL § 6, stk. 3, om udskydelse af førsteårs afskrivning for selskabers udlejningsdriftsmidler ikke fuldt ud er fradraget i den skattepligtige indkomst, og som ikke allerede er tillagt saldoen, fradrages efter AL § 9, stk. 3, i de salgssummer, der er nævnt i AL § 9, stk. 1.

Såfremt saldoen ved ophørsårets begyndelse er negativ, opgøres fortjenesten eller tabet efter AL § 9, stk. 1, som forskellen mellem på den ene side salgssummerne med tillæg af et positivt beløb, som svarer til den negative saldo, og på den anden side udgifterne til nyanskaffelser i ophørsåret, jf. nedenstående eksempel.

Eksempel 2
Driftsmiddelsaldoen ved indkomstårets begyndelse er negativ (-50.000 kr.).

Salgssum for driftsmidler, der indgår i saldoværdien ved årets begyndelse, og driftsmidler, der er købt i årets løb40.000 kr.
Salgssum for (straksafskrevet) værktøj10.000 kr.
Samlet salgssum50.000 kr.
  
Positivt beløb svarende til den negative saldo50.000 kr.
 100.000 kr.
  
Anskaffelsessum for maskiner købt i salgsåret- 30.000 kr.
Fortjeneste70.000 kr.

En virksomhed kan være ophørt eller solgt, selv om ikke alle driftsmidler eller skibe er solgt eller på anden måde afhændet (se hertil DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.3). Disse tilfælde er omhandlet i AL § 9, stk. 2 og 4. I AL § 9, stk. 2, er fastsat, at har virksomheden ved ophørsårets afslutning endnu ikke solgt eller på anden måde afhændet alle de driftsmidler og skibe, der har indgået i virksomheden, videreføres en eventuel positiv saldo for efterfølgende indkomstår. Så længe der er usolgte driftsmidler eller skibe i virksomheden, kan der ikke ske endelig opgørelse af fortjeneste eller tab. Tab kan først fradrages, når det sidste driftsmiddel eller skib er solgt eller på anden måde afhændet.

Når salgssummen er mindre end saldoværdien, fratrækkes salgssummen i saldoværdien, og saldoen videreføres. I efterfølgende år fratrækkes salgssummerne ligeledes i saldoværdien, og saldoen videreføres. Der kan hverken i ophørsåret eller i årene efter ophørsåret foretages afskrivning. Hvis det sidste driftsmiddel eller skib er solgt eller på anden måde afhændet, og saldoværdien efter fradrag af samtlige salgssummer fortsat er positiv, kan et beløb svarende til saldoværdien fratrækkes som tab. En positiv saldo i denne situation er udtryk for, at virksomheden ikke har fået fradrag for hele værdiforringelsen på de benyttede driftsmidler og skibe.

AL § 9, stk. 4, omhandler salg af et driftsmiddel eller skib ud over de tilfælde, der er nævnt i AL § 9, stk. 2. Da AL § 9, stk. 2, omhandler de tilfælde, hvor salgssummer kan fradrages i saldoværdien, vedrører AL § 9, stk. 4, de tilfælde, hvor salgssummer ikke yderligere kan reducere en saldoværdi, dvs. hvor saldoen er reduceret til 0. Efter AL § 9, stk. 4, skal salgssummen medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget finder sted, hvis virksomheden således sælger et driftsmiddel eller skib efter ophørsårets udløb ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at når saldoen er reduceret til 0, skal hele salgssummen medregnes til den skattepligtige indkomst, idet virksomheden i denne situation har fået fradrag for samtlige afskrivningsberettigede udgifter til driftsmidler og skibe, herunder også for driftsmidler, der ikke er solgt. Hvis salgssummen overstiger en positiv saldo, fradrages salgssummen i saldoen indtil den er reduceret til 0, og herefter beskattes det overskydende beløb.

SKM2008.622.ØLR: Sagsøgeren havde været partreder i et partrederi, som i 1975/76 havde fået leveret nogle kraner. Kranerne viste sig at være mangelfulde, og blev nogle år senere skrottet. Partrederiets skibe blev solgt i 1982/83, i hvilken forbindelse partrederierne ophørte. Forinden var der ved Sø- og Handelsretten anlagt en sag mod leverandørerne af kranerne, som først blev afsluttet ved et forlig i år 2000. Retten fandt, at det beløb, som sagsøgeren ved forliget havde modtaget som erstatning for kranerne, var skattepligtigt i medfør af AL § 9, stk. 5 (nu § 9,stk. 4), tidligere instans SKM2008.51.BR.

Se SKM2006.70.LSR om opgørelsen af genvundne afskrivninger, hvor et selskab, der var stiftet ved en skattefri virksomhedsomdannelse, efterfølgende solgte en afskrivningsberettiget fast ejendom, der var indgået ved omdannelsen.

AL § 10 indeholder reglerne for dok- og beddingsanlæg.

Efter bestemmelsen kan AL §§ 5-9 anvendes på dok- og beddingsanlæg, der er beregnet til bygning og reparation af skibe, samt på de bygninger, installationer og lign., der hører til selve dokken eller beddingen.

Anvendelsen af reglerne er betinget af, at der i et indkomstår anskaffes aktiver som nævnt til en samlet anskaffelsessum på mindst 703.400 kr. i indkomståret ,  og af, at fortjeneste m.v. på de pågældende aktiver også behandles efter de nævnte regler. Beløbet reguleres årligt efter PSL § 20. (For indkomståret udgjorde beløbet ligeledes 703.400 kr.).

AL § 10 indebærer, at dok- og beddingsanlæg afskrives på samme saldo som virksomhedens driftsmidler og skibe. Der henvises herom til afsnit E.C.2.6.

Det følger af AL § 5 B, at skibe med en bruttotonnage på 20 t eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, afskrives på en særskilt saldo, når

  1. den skattepligtige er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, eller stk. 6,
  2. den skattepligtige er omfattet af SEL § 2, stk. 1, litra a, og er hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat, eller
  3. skibet udlejes uden besætning (bareboat) eller erhverves med henblik på sådan udlejning.

Afskrivningssats
Afskrivning kan højst udgøre 12 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. For nybyggede skibe, som alene er omfattet af AL § 5 B, stk. 1, nr. 1 og 2, og som ikke undergives beskatning efter tonnageskatteloven, kan afskrivning det første år, hvori der kan foretages afskrivninger, dog udgøre indtil 20 pct. af anskaffelsessummen, hvorefter den resterende del af anskaffelsessummen tillægges den afskrivningsberettigede saldoværdi for det efterfølgende indkomstår, jf. AL § 5 B, stk. 2.

Det følger endvidere af AL § 5 B, stk. 2, at bestemmelserne i AL § 5, stk. 4-6, om selskabers udlejningsdriftsmidler ikke finder anvendelse på skibe omfattet af AL § 5 B. Ligesom AL § 6 om straksafskrivning heller ikke finder anvendelse.

For skibe, som tidligere har været omfattet af AL § 5, og som bliver omfattet af AL § 5 B, stk. 1 og 2, beregnes saldoen efter disse stykker ved en forholdsmæssig fordeling af den eksisterende saldo på grundlag af den regnskabsmæssige værdi af de pågældende skibe og den regnskabsmæssige værdi af de øvrige aktiver. Samme regler gælder, når skibe omfattet af AL § 5 B, stk. 1 og 2, bliver omfattet af AL § 5.

Der kan ikke foretages forskudsafskrivning på skibe omfattet af AL § 5 B, jf. § 28, stk. 3.

 omfatter ikke skibe ejet af skattepligtige, som ikke driver rederivirksomhed, når skibene senest d. 31. december 2002 er udlejet til uafhængig lejer, jf. den dagældende LL § 2, stk. 2.

SKM2004.410.LR. Ligningsrådet blev spurgt, om en person, der påtænkte at erhverve andele i en række kommanditselskaber med investeringer i skibe, ville kunne anvende overgangsreglen i  § 2, stk. 3, i lov nr. 265 af 8. maj 2002 om ændring af afskrivningsloven (ikrafttrædelsesbestemmelsen), og anvende afskrivningssatsen på 25 %. Det var en  betingelse herfor, at skibene kunne anses for udlejet til uafhængig lejere senest den 31. december 2002. Skibene var oprindeligt udlejet til selskaber, som var uafhængige af kommanditselskaberne (udlejer). Kommanditselskaberne havde imidlertid før den 31. december 2002 erhvervet de pågældende lejerselskaber. Ligningsrådet fandt, at som følge af transparensgrundsætningen skal der ses bort fra kommanditselskaberne ved vurderingen af, om lejer er uafhængig, og i stedet bliver det afgørende, om den enkelte kommanditist direkte eller indirekte ejer mere end 50 % af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 % af stemmerne i datterselskaberne. Imidlertid medførte transparensgrundsætningen tillige, at en kommanditist først ved købet af en anpart i et af de respektive kommanditselskaber kunne siges at have indgået lejekontrakt om udlejning af skibe på bareboatbasis. Den pågældende person var derfor ikke omfattet af overgangsreglen. 

For skibe, som alene bliver omfattet af AL § 5 B, stk. 1, nr. 1 og 2, og som ikke undergives beskatning efter tonnageskatteloven, kan der i det første indkomstår, hvor loven får virkning, foretages afskrivninger med indtil 20 pct.

AL § 5 C indebærer, at der skal føres op til fire særskilte saldi (AL § 5, stk. 1, § 5 B, § 5 C, stk. 1, og § 5 C, stk. 2) med forskellige afskrivningssatser for de forskellige saldi.

Efter AL § 5 C, stk. 1, afskrives følgende på en særskilt saldo:

1) Skibe med en bruttotonnage på 20 t eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, og som ikke er omfattet af § 5 B

2) Luftfartøjer og rullende jernbanemateriel.

3) Borerigge, produktionsplatforme og andre anlæg til forundersøgelse, efterforskning, indvinding og raffinering af olie og gas.

4) Faste anlæg til fremstilling af varme og el med en kapacitet på over 1 MW og anlæg til indvinding af vand i almene vandforsyningsanlæg, jf. vandforsyningslovens § 3,stk. 3. Vindmøller er ikke omfattet af AL § 5 C, stk  4, jf. AL § 5 C, stk. 5.

5) Spildevandsanlæg.

Følgende afskrives efter AL § 5 C, stk. 2, ligeledes på en særskilt saldo:

1) Anlæg til transport, lagring og distribution af el, vand, varme, olie, gas og spildevand.

2) Anlæg til transmission af radio-, tv- og telekommunikation.

3) Fast jernbanemateriel.

Det følger af AL § 5 C, stk. stk. 3, at stk. 1 og 2 ikke gælder for aktiver, i det omfang disse afskrives efter kapitel 3 som bygninger og installationer. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse på den del af anlæggene m.v., som udgøres af edb-software og edb-hardware.

Afskrivning på aktiver omfattet af stk. 1 kan højst udgøre 15 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. I indkomstårene 2008 og 2009 var satsen dog 23 pct., i indkomstårene 2010 var den 21 pct, i 2011 den 21 pct., i indkomstårene 2012 og 2013 er den 19 pct., og i indkomstårene 2014 og 2015 er den 17 pct., jf.§ 5 C, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Afskrivning på aktiver omfattet af stk. 2 kan højst udgøre 7 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi, jf. § 5 C, stk. 4, 3. pkt.

I øvrigt finder reglerne om afskrivning på driftsmidler omfattet af § 5 tilsvarende anvendelse. Dette gælder dog ikke de særlige regler om udskydelse af førsteårsafskrivning på udlejningsdriftsmidler efter § 5, stk. 4 - 6. Det gælder heller ikke bestemmelsen om straksafskrivning i § 6. Dette følger af § 5 C, stk. 4, 4. pkt.

Det hedder i lovforslagets bemærkninger om bestemmelsen:

"Efter gældende regler i afskrivningslovens § 5, stk. 1, afskrives driftsmidler, som en skattepligtig udelukkende benytter erhvervsmæssigt, på en samlet saldo for den enkelte virksomhed. Den maksimale afskrivningssats er 25 pct. årligt. Det gælder uden hensyn til aktivets forventede fysiske levealder eller den forventede benyttelsesperiode i virksomheden. Dog kan bl.a. driftsmidler med en forventet fysisk levealder, der ikke overstiger 3 år, og driftsmidler med en anskaffelsessum på under 11.600 kr. (2007-niveau) straksafskrives. (Den nævnte beløbsgrænse er for 12.300 kr.).

Skibe med en bruttotonnage på 20 ton eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport, afskrives på en særskilt saldo, når skibet ejes af et aktie- eller anpartsselskab eller er knyttet til et fast driftssted af et selskab i EU. Tilsvarende gælder, hvis skibet udlejes eller erhverves med henblik på udlejning på bareboat-vilkår. Det følger af afskrivningslovens § 5 B.

Det foreslås, at opdelingen af virksomhedens driftsmidler ændres, og at der fremover skal føres op til fire særskilte saldi. Der foreslås forskellige afskrivningssatser for de forskellige saldi. Derved bliver det muligt at skabe en større grad af overensstemmelse mellem de skattemæssige afskrivninger og den faktiske økonomiske værdiforringelse.

Eksempelvis anvender virksomheder inden for visse infrastruktur- og forsyningsområder aktiver, der har en forholdsvis lang levetid, og dermed en tilsvarende lang benyttelsesperiode i virksomheden. Sådanne aktiver vil ved en afskrivningssats på 25 pct. skattemæssigt blive afskrevet væsentlig hurtigere end svarende til den økonomiske værdiforringelse.

Forslaget sigter først og fremmest på driftsmidler, der har karakter af faste anlæg, og som i kraft af teknisk-økonomiskforældelse og fysisk forankring - evt. til en bygning - minder mere om en bygning eller installation end en maskine. Der er typisk tale om driftsmidler, som har en vis størrelse, og som af den grund ikke umiddelbart kan flyttes uden at skulle skilles ad. Driftsmidlerne har således afgørende lighedspunkter med bygninger eller installationer, dog bortset fra, at de efter vurderingspraksis ikke vurderes som enten bygningsbestanddele eller sædvanligt tilbehør.

Langt de fleste danske virksomheder vil alene have driftsmidler, der er omfattet af afskrivningslovens § 5, stk. 1. Disse virksomheder bliverdermed ikke berørt af forslaget.

Den vurderingsmæssige behandling er i dag afgørende for, om et aktiv skal anses for en bygningsbestanddel, installation eller etdriftsmiddel. Efter vurderingsloven udgør ejendomsværdien værdien af den faste ejendom i sin helhed. Ved værdiansættelsen medregnes sædvanligt tilbehør.Vurderingslovens begreb »sædvanligt tilbehør« svarer til begrebet »installationer« i afskrivningsloven.

Som sædvanligt tilbehør til en bygning anses installationer, der er indlagt i ejendommen til brug for dennes anvendelse til erhverv i almindelighed. Installationer til brug for en særlig erhvervsvirksomhed, der drives i ejendommen, anses efter vurderingsloven ikke som sædvanligt tilbehør. Kun aktiver, der ejes afbygningens ejer, medregnes ved vurderingen som sædvanligt tilbehør. Aktiver, der indlægges i en bygning af en lejer, og som ville have været sædvanligt tilbehør, hvis de i stedet var indlagt af bygningens ejer, kan lejeren afskrive som driftsmidler.

Forslaget ændrer ikke på vurderingspraksis. Det vil sige, at aktiver, der har karakter af faste anlæg, og som efter vurderingsloven anses for en bygning eller installation, fortsat skal afskrives efter afskrivningslovens kapitel 3, jf. forslaget til § 5 C, stk. 3. Det vil sige, at bygningen eller installationen kan afskrives lineært med indtil 4 pct. årligt, jf. forslagets § 2, nr. 2.

Hvis en fremtidig vurderingsmæssig klassifikation af en aktivtype, der i dag ikke er vurderet, går ud på, at den pågældende aktivtype vurderingsmæssigt skal anses for en bygning eller sædvanligt tilbehør, skal den pågældende aktivtype afskrives i overensstemmelse hermed.

Det foreslås, at der som udgangspunkt anvendes samme regler for de nye saldi i § 5 C, som gælder for driftsmidler omfattet af dengældende § 5. Det betyder eksempelvis, at hvis den afskrivningsberettigede saldoværdi før indkomstårets afskrivninger udgør 11.600 kr. (2007-niveau) (for er beløbsgrænsen 12.300 kr.) eller derunder, kan beløbet fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst.

Afskrivningsprocenterne vil dog i sagens natur være anderledes. Endvidere skal de særlige regler, som findes for selskaber iafskrivningslovens § 5, stk. 4-6, om, at aktiver, som er udlejet, eller som erhverves med henblik på udlejning, afskrives særskilt med indtil 50 pct. året efter  anskaffelsesåret, efter forslaget ikke finde anvendelse på aktiver omfattet af den nye § 5 C. Det samme gælder reglerne i afskrivningslovens § 6 om straksafskrivninger. Det vil i praksis formentlig kun forekomme uhyre sjældent, at aktiver omfattet af § 5 C, ville kunne straksafskrives.

Det foreslås, at virksomhedens driftsmidler opdeles i indtil fire saldi. Lovteknisk fastholdes de gældende regler i afskrivningslovens§ 5 og § 5 B for driftsmidler og skibe, som fortsat kan afskrives med de gældende satser. De aktiver, som indgår i disse saldi, vil være alle de driftsmidler og skibe, som ikke er omfattet af afskrivningslovens § 5 C efter de foreslåede ændringer.

Det foreslås, at der i afskrivningslovens § 5 C defineres to aktivgrupper, som afskrives på særskilte saldi.

Driftsmidler med lang levetid

Den ene gruppe vedrører aktiver af en sådan størrelse og karakter, at de gældende skattemæssige afskrivninger væsentligt overstiger den faktiske økonomiske værdiforringelse. Afskrivningssatsen for denne kategori af aktiver foreslås gradvist nedsat frem til indkomståret 2016, hvor den maksimale afskrivningssats efter forslaget vil udgøre 15 pct.

I forslaget til § 5 C, stk. 1, opregnes de aktiver, som er omfattet af denne gruppe. Der er især tale om driftsmidler, der har karakter af faste anlæg.

Når det anføres, at bestemmelsen omfatter driftsmidler, der har karakter af faste anlæg, er hensigten, at eksempelvis IT-udstyr,motorkøretøjer, inventar, kontormaskiner, værktøjsmaskiner, andre »flytbare« eller mindre maskiner eller andre former for driftsmidler, der undergår en tilsvarende teknisk-økonomisk forældelse, ikke skal omfattes af bestemmelsen.

Der vil således - på samme måde som ved bygningsafskrivninger - skulle foretages en opdeling mellem på den ene side anlægsbestanddele og installationer, og på den anden side løsøre. Det vil i den sidste ende bero på en konkret vurdering, om der er tale om en installation eller løsøre. Der vil i forbindelse med afgrænsningen kunne henses til formålet med bestemmelsen, som er, at aktiver med lang levetid skal omfattes af lavere afskrivningssatser. Hvis en genstand har en fysisk/teknisk normallevetid, der er væsentligt kortere end anlæggets normallevetid, og genstanden ikke er en integreret del af anlægget, vil det tale for, at der ertale om løsøre.

Under bestemmelsen falder borerigge, produktionsplatforme og andre anlæg til forundersøgelse, efterforskning, indvinding, raffinering og produktion af olie og gas. Det indebærer bl.a., at sådanne aktiver, der anvendes ved erhvervelsen af indkomst omfattet af kulbrinteskatteloven, fremover vil kunne afskrives med en lavere afskrivningssats, jf. henvisningen til afskrivningslovens kapitel 2 i kulbrinteskattelovens § 7, stk. 3, og § 8, stk. 1.

Bestemmelsen omfatter også anlæg til fremstilling af varme og el med en kapacitet på over 1 MW. Bestemmelsen tilsigter eksempelvis at omfatte elværkers turbiner og generatorer og varmeværkers og kraftvarmeværkers anlæg. Derimod undtages vindmøller udtrykkeligt fra bestemmelsen.

Et kommanditselskab havde i et udbudt anpartsprojekt anskaffet to solcelleanlæg. Anlæggene havde hver for sig en kapacitet på mindre end 1 MW, men tilsammen var de to anlægs kapacitet større end 1 MW. Solcelleanlæggene skulle monteres på stativer på jorden. Anlæggene var fysisk adskilt og virkede hver for sig med selvstændige målefunktioner. Skatterådet antog, at AL §  5 C, stk.1, nr. 4 skulle forstås sådan, at det er det enkelte anlæg, der skal have en kapacitet på over 1 MW, for at anlæggene skal afskrives på en særlig saldo. Hvis en skatteyder har flere anlæg, der hver for sig har en kapacitet, der er mindre end 1 MW, skal disse anlæg ikke afskrives på en særskilt saldo efter AL § 5 C, stk. 1, nr. 4, men afskrives efter de almindelige regler om saldoafskrivning efter AL § 5.

Ny tekst startSKM2011.573.SR Skatterådet bekræftede, at der i skattemæssig henseende ville være tale om fem separate solparker, hvis et selskab erhvervede et jordstykke og opdelte det i fem selvstændige matrikler og overdrog hver matrikkel til et kommanditselskab. Det blev lagt vægt på, at der for hver solpark ville blive etableret et selvstændigt kommanditselskab med tinglyst ejerskab til jorden, og at der blev indgået individuelle aftaler vedrørende bl.a. service, finansiering, valg af anlæg og administration. Afregningen til de enkelte solparker ville ske efter faktisk produktion i den enkelte solpark.Ny tekst slut

Endvidere omfattes anlæg i vandværker til indvinding af vand. Som vandværker anses almene vandforsyningsanlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme, jf. lov om vandforsyning. Vandforsyningsanlæg med færre end 10 modtagere anses efter denne lov som lokale boringer/brønde, ogdriftsmidler i sådanne vandforsyningsanlæg skal ikke være omfattet.

Derudover omfattes driftsmidler, der anvendes til rensning af spildevand - herunder spildevandsrenseanlæg, pumper og filteranlæg.

Derudover omfatter saldoen visse større mobile aktiver. Det drejer sig om skibe med en bruttotonnage på 20 ton eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, og som ikke er omfattet af de gældende regler i afskrivningslovens § 5 B, om luftfartøjer (fastvingefly og helikoptere) og rullende jernbanemateriel (lokomotiver og togvogne).

Infrastrukturanlæg

Den anden aktivgruppe er infrastrukturanlæg. Disse aktiver, der foreslås afskrevet med en maksimal afskrivningssats på 7 pct., opregnes i forslaget til § 5 C, stk. 2.

Hermed menes for det første aktiver, der anvendes til transport, distribution og lagring m.v. af el, vand, varme, olie og gas og spildevand. Bestemmelsen omfatter eksempelvis eltransmissionsnet - såvel jordkabler som luftledninger og elmaster. Bestemmelsen omfatter også rørledninger til transport af varmt vand eller damp.

Endvidere omfatter bestemmelsen driftsmidler til transmission af radio- og telekommunikation. Telekommunikation omfatter også transmission af data. Bestemmelsen omfatter eksempelvis teleselskabers og andre selskabers kabelnet i jorden - f. eks. lyslederkabler - net på jorden og satellitter i rummet. Derimod omfattes driftsmidler, der anvendes til produktion af radio- og TV programmer, ikke af bestemmelsen.

Endelig omfatter bestemmelsen fast jernbanemateriel. Med fast jernbanemateriel menes især sten (skærver), sveller, skinner, signalanlæg, fjernstyringsanlæg, master og luftledninger.

Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at den del af de pågældende aktiver, der udgøres af edb-software og -hardware ikke omfattes af de foreslåede regler, jf. forslaget til § 5 C, stk. 3, 2. pkt. Edb-software og -hardware beskattes således fortsat efter gældende regler. Hensigten er undgå, at eksempelvis overvågningsudstyr m.v., der anvendes til at sikre stabil distribution af el og varme ikke omfattes, fordi de i sagens natur er koblet sammen med de anlæg (eksempelvis kabler ellerturbiner), hvis funktion de overvåger, og som efter forslaget skal afskrives med en lavere sats. Tilsvarende gælder for edb-software og -hardware, som anvendes til transmission af radio-,tv- og telekommunikation.

Efter afskrivningslovens § 8 skal en negativ saldo, der er fremkommet som følge af, at salgssummer m.v. skal fradrages i afskrivningsgrundlaget, og som ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori den er opstået, udlignes ved anskaffelser eller medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det følgende indkomstår. Denne bestemmelse foreslås ikke ændret. Dette indebærer eksempelvis, at en negativ saldo efter afskrivningslovens § 5, stk. 1, ikke kan modregnes i en positiv saldo efter § 5 C, stk. 1 eller 2."

AL indeholder i §§ 11 - 13 reglerne for delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe. AL §§ 2 - 4 om fælles bestemmelser for driftsmidler og skibe finder også anvendelse for delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe.

Efter AL § 11, stk. 1, skal afskrivning på driftsmidler og skibe, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, foretages særskilt for hvert enkelt driftsmiddel eller skib.

Afgørende for, om reglerne for delvis erhvervsmæssigt benyttede aktiver eller for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede aktiver, jf. afsnit E.C.2.4 skal anvendes, er, hvilken brug den skattepligtige selv gør af driftsmidlet. Et driftsmiddel falder kun ind under reglerne om delvis erhvervsmæssig benyttelse, hvis driftsmidlet ved siden af den erhvervsmæssige benyttelse også benyttes til den skattepligtiges egne private formål.

Hvis ejeren vederlagsfrit overlader dette til slægtninges og bekendtes brug, sidestilles dette med egen privat benyttelse, LSRM 1971, 137 og TfS 1990, 98 LSR.

I VLD af 22.7.1974 (skd. 31.43) fandt retten det efter bevisførelsen (logbøgerne samt flyets rejse- og luftfartsjournal var fremlagt) godtgjort, at det pågældende fly udelukkende havde været anvendt til flyvninger af erhvervsmæssig karakter. Se også LSRM 1975, 59, hvor et fly tilhørende en kommis blev anset som et rent erhvervsmæssigt benyttet driftsmiddel, da flyet havde været udlejet hele indkomståret, og da klageren ved sin begrænsede benyttelse af flyet havde betalt leje på lige fod med andre lejere.

SKM2006.565.LSR: En udøvende musiker og musiklærer på folke- og aftenskoler var berettiget til afskrivning på delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler som guitarpedaler, instrumentmikrofoner, brugt akustisk guitar m.v. Afgørelsen er ligeledes omtalt under afsnit E.C.2.4.6.2.

En skatteyder, der underviste elever på en aftenskole med henblik på erhvervelse af jagttegn, kunne afskrive sit jagtgevær som et blandet benyttet driftsmiddel efter reglerne om delvis erhvervsmæssig benyttelse, jf. TfS 1998, 425 VLD.

I TfS 1990, 98 LSR kunne der afskrives på et edb-anlæg anskaffet til økonomistyring af en landbrugsbedrift efter den dagældende afskrivningslov, afsnit II, da edb-anlægget, der også blev benyttet privat, var anskaffet af driftsmæssige hensyn og benyttedes erhvervsmæssigt i landbruget.

Se også TfS 1998, 353 HRD, hvor en bil, der blev købt i december 1989, ikke kunne afskrives i 1989. Ejeren, der var advokat, hentede bilen hos forhandleren den 29. december og kørte til sit kontor, hvor han pakkede sin sagsportefølje i bilen. Den 1. januar 1990 kørte han bilen med sagerne til Flensburg, hvor han skulle arbejde som partner i et andet advokatfirma. Bilen blev betragtet som et blandet benyttet driftsmiddel, men kørslen i december 1989 kunne ikke anses som erhvervsmæssig.

En universitetslektor, der tillige havde indtægter ved forfattervirksomhed m.v., kunne afskrive på edb-udstyr i hjemmet efter den tidligere gældende afskrivningslov, afsnit II, om blandet benyttede driftsmidler. Den erhvervsmæssige andel blev efter et skøn ansat til 75 pct., jf. TfS 1999, 90 LSR.

SKM2005.202.ØLR. En arkitekt ønskede at foretage skattemæssig afskrivning med 100 pct. på en personbil, der anvendtes i arkitektvirksomheden. Landsretten stadfæstede landsskatterettens afgørelse, hvorefter bilen skønsmæssigt blev anset for 70 pct. erhvervsmæssigt benyttet. Et kørselsregnskab blev ikke tillagt bevismæssig vægt, da skatteyderen - trods opfordring hertil - hverken under kommunens eller skatteankenævnets behandling af sagen havde fremlagt et kørselsregnskab eller oplyst, at et sådant eksisterede. Skatteyderen havde ikke på anden måde løftet den hende påhvilende bevisbyrde for, at bilen alene var blevet anvendt erhvervsmæssigt.

SKM2010.312.BR vedrørte en campingvogn, der i et par timer om dagen blev benyttet erhvervsmæssigt til kontor for en virksomhed. Henset til karakteren og omfanget af den erhvervsmæssige brug, kunne der ikke afskrives på campingvognen.

  

I AL § 11, stk. 2, fastsættes nærmere, hvordan afskrivningsgrundlaget løbende opgøres, og hvordan virksomheden skal beregne afskrivningerne. Afskrivning kan beregnes med indtil 25 pct. af anskaffelsessummen, respektive det beløb, der henstår uafskrevet ved indkomstårets begyndelse. Af den beregnede afskrivning kan virksomheden fradrage et beløb, der forholdsmæssigt svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i året.

Afskrivning på driftsmidler omfattet af AL § 5, stk. 1, kan i anskaffelsesåret beregnes med indtil 25 pct. af anskaffelsessummen.

For driftsmidler og skibe omfattet af § 5 C, stk. 1, kan afskrivning i anskaffelsesåret beregnes med indtil 15 pct. af anskaffelsessummen. I indkomstårene 2008 og 2009 var afskrivningssatsen dog 23 pct., i indkomstårene 2010 og 2011  afskrivningssatsen 21 pct., i indkomstårene 2012 og 2013 er afskrivningssatsen 19 pct. og i indkomstårene 2014 og 2015 er afskrivningssatsen 17 pct.

For infrastrukturanlæg omfattet af § 5 C, stk. 2, kan afskrivning i anskaffelsesåret beregnes med indtil 7 pct. af anskaffelsessummen.

For hvert af årene efter anskaffelsesåret kan afskrivning i alle tilfælde beregnes af det beløb, der henstår uafskrevet ved indkomstårets begyndelse.

Se i øvrigt om AL § 5 C afsnit E.C.2.4.12.

Telefon, computer m.v.
Ny tekst startAnskaffelsessummen for telefon, computer m.v., som en selvstændigt erhvervsdrivende stiller til rådighed for en ansat, jf. LL, 16, stk. 12 og 13, afskrives efter reglerne for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, se afsnit E.C.2.4.Ny tekst slut

Ny tekst startReglerne om beskatning af telefon, computer m.v., som en ansat har fået stillet til rådighed af sin arbejdsgiver, finder så vidt muligt tilsvarende anvendelse for så vidt angår telefon, computer m.v., som indgår i en erhvervsmæssige virksomhed, og som den selvstændigt erhvervsdrivende har privat rådighed over. Dette følger af LL § 16, stk. 14. Når den selvstændigt erhvervsdrivende har privat rådighed over telefon, computer m.v., kan udgifter vedrørende de pågældende aktiver fradrages efter reglen om fradrag for driftsomkostninger i SL § 6, stk. 1, litra a. Telefon, computer m.v. skal således afskrives særskilt efter AL § 11. Fradrag for selve anskaffelsessummen for en telefon eller computer m.v., som en selvstændigt erhvervsdrivende har til rådighed for privat benyttelse, skal foretages efter afskrivningslovens regler om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler. Telefonen eller computeren m.v. skal således afskrives særskilt efter AL § 11. Ved afskrivningen skal det lægges til grund, at aktivet anvendes fuldt ud erhvervsmæssigt, hvorfor der er fradrag for hele afskrivningsbeløbet. Hvis anskaffelsessummen ikke overstiger beløbsgrænsen i AL § 11, stk. 3, (for indkomståret 2012 er beløbsgrænsen 12.300 kr.), kan anskaffelsessummen fradrages fuldt ud. Ved salg skal hele avancen/tabet medregnes ved opgørelsen af indkomsten.Ny tekst slut

AL § 11, stk. 3, vedrører de tilfælde, hvor anskaffelsessummen inden årets afskrivning er nedbragt til et restbeløb på 12.300 kr. eller derunder i indkomståret . Beløbet reguleres efter PSL § 20. (For indkomståret  udgjorde beløbet også 12.300 kr.).

Efter bestemmelsen fradrages den del af restbeløbet, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det indkomstår, hvori der foretages restfradrag, fuldt ud i den skattepligtige indkomst. Når dette restfradrag er foretaget, kan der ikke beregnes yderligere afskrivninger.

Adgangen til at fradrage hele det beløb, der svarer til den erhvervsmæssige andel, er ikke begrænset til det indkomstår, hvori anskaffelsessummen er nedbragt til den nævnte beløbsgrænse eller derunder. Fradraget kan ske i et senere indkomstår.

Den skattepligtige kan ikke vælge kun at fradrage en del af det beløb, der svarer til den erhvervsmæssige anvendelse. Beløbet skal i sin helhed fradrages eller afskrives.

Udgør anskaffelsessummen 12.300 kr. eller derunder i indkomståret  for et blandet benyttet aktiv, kan den del heraf, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse, fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst, jf. AL § 11, stk. 3. Beløbet reguleres efter PSL § 20. (For indkomståret  udgjorde beløbet også 12.300 kr.).

Det er ikke en betingelse, at fradraget sker i det indkomstår, hvori anskaffelsen sker. Udgør anskaffelsessummen et beløb over den nævnte beløbsgrænse, skal der ske afskrivning efter AL § 11, stk. 2, uanset, at den del af den samlede anskaffelsessum, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse, er under beløbsgrænsen.

Forbedringsudgifter behandles som anskaffelsessummer og afskrives på samme måde og sammen med det driftsmiddel eller skib, som udgiften vedrører, jf. AL § 11, stk. 4. Dvs. at forbedringsudgifter i det indkomstår, hvori de er afholdt, skal tillægges det pågældende aktivs uafskrevne restværdi og afskrives sammen med denne.

Efter AL § 11, stk. 5, finder reglerne i AL § 6, stk. 1, nr. 2, 2. -  4. pkt. for aktiver med en anskaffelsessum på 12.300 kr. eller derunder i indkomståret tilsvarende anvendelse. Beløbet reguleres efter PSL § 20. (For indkomståret  udgjorde beløbet også 12.300 kr.).

Der henvises til afsnit E.C.2.4.6.2, hvoraf bl.a. fremgår, at efter AL § 6, stk. 1, nr. 2, kan aktiver, der er bestemt til at fungere sammen med allerede anskaffede aktiver, ikke straksafskrives, såfremt den samlede anskaffelsessum overstiger grundbeløbet. Uanset dette foreligger der imidlertid kun ét driftsmiddel. Hvor eksempelvis det først anskaffede aktiv anvendes fuldt ud erhvervsmæssigt og det sidst anskaffede aktiv anvendes delvis erhvervsmæssigt, og de to aktiver skal anses for ét driftsmiddel, medfører dette, at der bliver tale om et delvist erhvervsmæssigt driftsmiddel. Efter AL § 4 skal det fuldt ud erhvervsmæssigt benyttede aktiv derfor behandles som om det er solgt.

Er den samlede anskaffelsessum for aktiver i samlesæt m.m. over beløbsgrænsen, skal anskaffelsessummen for det sidst anskaffede aktiv tillægges det uafskrevne beløb for det først anskaffede aktiv.

I AL § 12 er reglerne for beskatning af fortjeneste og tab fastsat. Sælges et delvis erhvervsmæssigt benyttet driftsmiddel eller skib, kan der ikke beregnes afskrivning for salgsåret på det solgte driftsmiddel eller skib.

Forsikrings- eller erstatningssummer behandles som salgssummer, jf. AL § 48.

Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem salgssummen og det uafskrevne beløb ved salgsårets begyndelse forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter afholdt i salgsåret. Ved beregningen af det uafskrevne beløb ved salgsårets begyndelse fragår de afskrivninger, der er beregnet for de enkelte indkomstår. Fortjeneste eller tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret med så stor en del, som svarer til forholdet mellem den erhvervsmæssige benyttelse for indkomstårene forud for salgsåret og den samlede benyttelse for disse indkomstår.

Beregningen skal ske under ét for alle indkomstårene. Opgørelsen sker ved at tælle den erhvervsmæssige brug (antal erhvervsmæssige kilometer) for indkomstårene forud for salgsåret sammen og dividere dette tal med de samme års samlede brug (alle bilens kørte kilometer). Hvor der er tale om en blandet benyttet bil, fremgår det af AL § 4, stk. 2, at overførsel fra virksomhedsordningen til den private sfære behandles som salg, jf. afsnit E.C.2.3.

SKM2008.1020.LSR: En blandet benyttet bil var overgået til privat anvendelse den 31. august 2005. Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til en betragtning, der gik ud på, at man - selv om der ikke var foretaget afskrivning på en blandet anvendt bil - kunne undgå at tab eller gevinst ved salg skulle beskattes efter forholdet mellem den erhvervsmæssige kørsel og den samlede kørsel.

Telefon, computer m.v.
Ny tekst startHar en selvstændigt erhvervsdrivende privat rådighed over et en telefon, computer m.v., afskrives det som nævnt i afsnit E.C.2.5.2 efter reglerne om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, men således at det lægges til grund, at aktivet anvendes fuldt ud erhvervsmæssigt. Det er SKATs opfattelse, at hele avancen skal indtægtsføres ved salg en telefon, computer m.v., hvorpå den selvstændigt erhvervsdrivende har foretaget skattemæssige afskrivninger.Ny tekst slut

Hvis et driftsmiddel med blandet benyttelse anskaffes og afhændes inden for samme indkomstår, skal der af en beregnet fortjeneste medregnes en så stor del, som svarer til den erhvervsmæssige andel i driftsmidlets benyttelse, mens der af et beregnet tab kan fradrages en tilsvarende del, jf. pkt. 34 i cirkulære nr. 188 af 22. november 1983 om den tidligere afskrivningslov (det fremgår af bemærkningerne til § 12 i den gældende afskrivningslov, L 102-2 1997/98, at bestemmelsen indholdsmæssigt svarer til den tidligere afskrivningslovs § 9).

Eksempel
Et driftsmiddel, som ejeren benytter både erhvervsmæssigt og privat, anskaffes i år 1 for 150.000 kr. Anskaffelsessummen skal ikke deles op i en afskrivningsberettiget del og en ikke-afskrivningsberettiget del.

År 1

Anskaffelsessum 150.000 kr.
Ved indkomstopgørelsen beregnes afskrivning med 20 pct. 30.000 kr.


Der er i indkomståret i alt kørt 20.000 kilometer i bilen. Den erhvervsmæssige andel af driftsmidlets benyttelse har udgjort halvdelen, eller i alt 10.000 kilometer, og ved indkomstopgørelsen kan den skattepligtige derfor som skattemæssig afskrivning fradrage det halve af 30.000 kr. = 15.000 kr.

År 2

Det uafskrevne beløb udgør herefter ved årets begyndelse120.000 kr.
  
I løbet af året er driftsmidlet forbedret for10.000 kr.
Afskrivning beregnes på grundlag af130.000 kr.
  
Ved indkomstopgørelsen beregnes afskrivning med 20 pct.26.000 kr.

 

Der er i indkomståret i alt kørt 40.000 kilometer i bilen. Den erhvervsmæssige andel af benyttelsen har udgjort 30 pct., eller i alt 12.000 kilometer, og ved indkomstopgørelsen kan den skattepligtige derfor som skattemæssig afskrivning fradrage 30 pct. af 26.000 kr. = 7.800 kr.

År 3

Det uafskrevne beløb udgør herefter ved årets begyndelse104.000 kr.
Ved indkomstopgørelsen beregnes afskrivning med 20 pct. 20.800 kr.
 
Der er i indkomståret i alt kørt 50.000 kilometer i bilen. Den erhvervsmæssige andel af benyttelsen har udgjort halvdelen, eller i alt 25.000 kilometer, og ved indkomstopgørelsen kan den skattepligtige derfor som skattemæssig afskrivning fradrage halvdelen af 20.800 kr. = 10.400 kr.

År 4

Det uafskrevne beløb udgør herefter ved årets begyndelse83.200 kr.
I løbet af året er driftsmidlet forbedret for    800 kr.
 84.000 kr.
  
Det uafskrevne beløb udgør herefter84.000 kr.
  
I år 4 sælges driftsmidlet for152.000 kr.
  
Herfra trækkes det uafskrevne beløb ved indkomstårets begyndelse med tillæg  af den forbedringsudgift, der er afholdt i salgsåret   84.000 kr.
Fortjeneste68.000 kr.
 
Der er i de tre indkomstår i alt kørt 110.000 kilometer i bilen, hvoraf de 47.000 kilometer var erhvervsmæssige. Ved indkomstopgørelsen for år 4 skal den skattepligtige herefter medregne:
 
47.000af fortjenesten på 68.000 kr. eller 29.055 kr.
110.000 
 
Sælges driftsmidlet i stedet i år 4 for
 
47.000 kr.
  
-  det uafskrevne beløb ved indkomstårets begyndelse med tillæg af den forbedringsudgift, der er afholdt i salgsåret84.000 kr.
Tab37.000 kr.

Heraf kan den skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for år 4 fradrage den del, der svarer til forholdet mellem de erhvervsmæssigt antal kørte kilometer og det samlede antal kørte kilometer, altså:

47.000af tabet på 37.000 kr. eller 15.809 kr.  
110.000 


Fortjeneste og tab på afskrivningsberettigede aktiver, der er solgt som led i den skattepligtiges næringsvirksomhed, behandles efter SL § 5, litra a, jf. AL § 50. I TfS 1998, 585 HRD leasede et selskab edb-udstyr og mobiltelefoner ud til kunder, som ved leasingaftalens udløb kunne købe udstyret for 10 pct. af den oprindelige anskaffelsessum. Salgene henhørte ikke til selskabets næringsvej, og der var ikke fradrag for tabene.

Se afsnit DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.5.2.2.9.5 om salg af blandet benyttede biler, der indgår eller har indgået i virksomhedsordningen, og LV Almindelig del afsnit A.F.3.4.2 om salg af blandet benyttede biler, der ikke indgår eller har indgået i virksomhedsordningen.

Udgår et delvis erhvervsmæssigt benyttet driftsmiddel eller skib af driften på grund af en skade, kan der ikke afskrives på driftsmidlet eller skibet i det indkomstår, hvori skaden er indtruffet, jf. AL § 13, stk. 1. For dette indkomstår behandles driftsmidlet eller skibet, som om det er solgt. Fortjeneste eller tab opgøres efter reglerne i AL § 12, jf. E.C.2.5.7. Det betyder, at forsikrings- og erstatningssummer behandles som salgssummer. Beløb, der eventuelt opnås ved salg af det skadelidte driftsmiddel, indgår ligeledes ved opgørelsen af salgssummen.

I AL § 13, stk. 2, er fastsat, at hvis reparationsudgifterne på et blandet benyttet driftsmiddel eller skib, der ikke udgår af driften, er større end en udbetalt forsikrings- eller erstatningssum, kan den del af det overskydende beløb, der svarer til den erhvervsmæssige andel i driftsmidlets eller skibets benyttelse i det pågældende indkomstår, fradrages i den skattepligtige indkomst, jf. AL § 13, stk. 2, 1. pkt. Fradrag kan foretages, uanset at skaden er sket under anden end erhvervsmæssig benyttelse. Der kan dog ikke foretages fradrag, hvis skaden er forvoldt ved ejerens forsætlig skadevoldende adfærd eller i forbindelse med ejerens strafbare handlinger, f.eks. under spirituskørsel, LSRM 1971, 39, jf. E.C.2.4.7.

Overstiger forsikrings- eller erstatningssummen reparationsudgifterne, skal en så stor del af det overskydende beløb, som svarer til forholdet mellem de for tidligere indkomstår foretagne afskrivninger og de samlede beregnede afskrivninger på driftsmidlet eller skibet for disse indkomstår, medregnes i den skattepligtige indkomst, jf. AL § 13, stk. 2, 2. pkt.

Det beror på en konkret bedømmelse, om der er tale om reparation af en skade, almindelig vedligeholdelse eller en forbedring.

I AL kapitel 7 findes der for enkelte områder særlige overgangsregler, der fraviger reglerne om, at de nye regler har virkning fra og med indkomståret 1999.

Anskaffelsessummen for miljøforbedrende driftsmidler i landbrug m.v., omtalt i lov nr. 606 af 23. december 1980 om miljøstøtte (miljøstøtteloven) § 1, kunne efter den tidligere AL § 3 A fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori anskaffelsen fandt sted.

Efter AL § 62, stk. 1, skal salgssummer og forsikrings- og erstatningssummer vedrørende de miljøforbedrende driftsmidler behandles efter reglerne i AL § 6, stk. 2, dvs. de skal fuldt ud medregnes i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori afhændelsen finder sted.

Ved ophør af virksomheden skal salgssummer vedrørende de straksafskrivningsberettigede miljøforbedrende driftsmidler behandles efter AL § 9.

AL § 67 fastsætter regler for selskaber og foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, som erhverver aktiver omfattet af straksafskrivningsreglen i AL § 6, stk. 1, med henblik på udlejning eller som allerede ved anskaffelsen er udlejet. Bestemmelsen sikrer, at disse selskaber ikke kan straksfradrage udgifter til anskaffelsen efter AL § 6, stk. 3, hvis der måtte være anvendt investeringsfondsmidler til forlods afskrivning på aktiverne.

Efter AL § 68 opretholdes visse regler i den tidligere afskrivningslov for aktiver anskaffet før den 12. maj 1989. Den tidligere afskrivningslovs afsnit V A, der begrænsede afskrivningsadgangen i forbindelse med leasingvirksomhed, blev ophævet ved lov nr. 388 af 7. juni 1989. Ophævelsen havde dog kun virkning for aktiver anskaffet den 12. maj 1989 eller senere.

For aktiver anskaffet før den 12. maj 1989 blev leasingreglerne således opretholdt, hvilket er videreført ved AL § 68. Efter leasingreglerne var der ingen adgang til at pristalsregulere anskaffelsessummen for nærmere afgrænsede aktiver, der udlejes, og ingen mulighed for løbende at foretage afskrivninger.