Selve den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Også i disse tilfælde er det altafgørende, om den driftsmæssige begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige, naturlige rammer.

Som eksempel kan nævnes UfR 1980, 712 HRD (Trælastkompagniet), der er omtalt under E.A.2.1.3, hvor selskabet blev indrømmet fradrag for den årlige noteringsafgift til Fondsbørsen. På linie hermed indrømmede Vestre Landsret i skd. 1981.59.384 fradrag for udgifter til annoncering om aktieudbytte, hvilket skete i henhold til fondsbørsbekendtgørelsen.

Årligt tilbagevendende gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Gebyrer ved stiftelse er fra og med indkomståret 2011 ikke længere fradragsberettigede, idet den tidligere bestemmelse herom i LL § 8 J er ændret ved Lov nr. 525 af 12. juni 2009 om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love. (I medfør af en overgangsregel kunne sådanne udgifter afholdt i 2009 fradrages ved etablering i 2010.) 

Der henvises desuden til E.A.2.1.4 om etableringsudgifter og til omtalen af de forskellige typer driftsomkostninger under E.B.3.

Fradrag indrømmet
SKM2002.571.HR. Højesteret anerkendte, at et selskab havde ret til fradrag for det tab, der opstod ved, at medarbejderaktier blev erhvervet af medarbejderne til favørkurs. Sagen drejede sig om, hvorvidt der var fradragsret for udgiften i medfør af den dagældende LL § 7 A, stk. 1, eller SL § 6, stk. 1, litra a. Højesteret bemærkede, at medarbejderaktieordningen må anses for at være et led i medarbejdernes aflønning. Højesteret fandt, at selskabet er det retssubjekt, der blev forpligtet over for medarbejderne ved ordningen, og selskabet havde det tab, der opstod ved, at aktierne blev erhvervet af medarbejderne til favørkurs. Da det ikke var påvist med tilstrækkelig sikkerhed, at den dagældende LL § 7 A efter ændringen i 1987 udelukker selskabets fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a, tiltrådte Højesteret, at selskabet har ret til fradrag efter denne bestemmelse.

Se også SKM2010.160.VLR omtalt nedenfor under Fradrag nægtet.

SKM2007.906.LSR. Fradrag for udgifter ved medarbejderes udnyttelse af en warrant-ordning blev nægtet, da der ikke på tildelingstidspunktet var adgang for medarbejderne til at tegne aktier til favørkurs, men derimod til markedskurs.

SKM2009.53.SR. I forbindelse med en bankpakke bekræftede Skatterådet, at en tilsagnsprovision var fradragsberettiget som driftsomkostning, jf. SL § 6 a.

TfS 1989, 204 LSR. Udgifter til aktionærregister, gebyrer til pengeinstitut vedrørende notering af aktier og udbetaling af udbytte blev anset for fradragsberettiget for selskabet.

Hvis udgifterne ikke udelukkende kan anses for afholdt som et led i opretholdelsen af det eksisterende kapitalgrundlag, men derimod afholdes i forbindelse med en udvidelse af dette, må det vurderes konkret, om udgifterne kan fratrækkes.

Fradrag nægtet
I TfS 1991, 114 VLD havde en bank i forbindelse med en udvidelse af aktiekapitalen afholdt udgifter til formularsæt, tegningsindbydelser, interimsbeviser, annoncering, gebyr til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, aktiebreve og kuponer, tegningsprovision samt kapitaltilførselsafgift. Udgifterne skyldtes bestemmelser i lovbekendtgørelse nr. 706 af 14. juli 2000 af lov om banker og sparekasser m.v. (bankloven) om, at egenkapitalen skal udgøre mindst 8 pct. af bankens samlede gælds- og garantiforpligtelser. Landsretten anså ikke udgifterne for at være fradragsberettigede, og retten udtalte følgende: "Det lægges som ubestridt til grund, at omkostninger ved kapitaludvidelser sædvanligvis ikke er fradragsberettigede - ej heller gennem afskrivning. Den omstændighed, at bank- og sparekasselovgivningen stiller bestemte krav til et pengeinstituts soliditet, og at dette krav i visse tilfælde kan nødvendiggøre en udvidelse af aktiekapitalen, kan ikke medføre nogen ændring heri, hvorved også bemærkes, at det modsatte resultat ville føre til betydelige afgrænsningsproblemer i praksis. Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge".

I TfS 1990, 384 LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter i forbindelse med et selskabs børsintroduktion ikke var fradragsberettigede hverken efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller efter LL § 8. Selskabet havde afholdt udgifter til annoncer, konsulent, revisor, udarbejdelse af prospekt og kapitaltilførsel.

TfS 1998, 325 VLD, Forlig ved Højesteret kommenteret i TfS 1998, 346 DEP. Udgifter til annoncering, brochuremateriale m.v. i forbindelse med børsintroduktion blev ikke anset for fradragsberettigede driftsomkostninger omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a. Landsretten anså udgifterne for afholdt med henblik på ændring af selskabets indkomstgrundlag. Udgifterne kunne heller ikke fradrages efter LL § 8, idet landsretten bemærkede, at udgifterne i alt væsentligt måtte anses for afholdt med henblik på og til dels som følge af krav stillet i forbindelse med børsintroduktion. Ved Højesteret indgik parterne forlig således, at der blev indrømmet selskabet fradrag for 100.000 kr. efter LL § 8.

SKM2010.160.VLR. Et selskab, som havde udstedt konvertible obligationer til en række ledende medarbejdere, havde ikke fradrag for forskellen mellem konverteringskursen og markedskursen på konverteringstidspunktet. Højesterets dom i SKM2002.571.HR (nævnt ovenfor under Fradrag indrømmet) og det af Told- og Skattestyrelsen udsendte genoptagelsescirkulære i anledning af Højesterets dom kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten udtalte, at udstedelsen af de konvertible obligationer i 1997 indebar, at en række ledende medarbejdere ydede selskabet et forrentet lån, og at de pågældende medarbejdere samtidig fik en endelig ret til - som alternativ til indfrielse (såkaldt konvertering) af deres respektive lån - i perioden 1. juli 2000 - 1. juli 2002 at få aktier i selskabet til en på forhånd fastlagt kurs, der dog kunne reguleres efter nærmere angivne regler. Selskabets forpligtelser var således endeligt fastlagt ved udstedelsen af de konvertible obligationer i 1997. Medarbejderne fik ikke ved aftalen krav på, at den fastlagte konverteringskurs på udnyttelsestidspunktet ville være favorabel - men alene en mulighed for, at dette kunne vise sig at blive tilfældet. Efter Højesterets dom i SKM2002.571.HR fandt landsretten, at det afgørende for, om selskabet som følge af udstedelsen af de konvertible obligationer led et fradragsberettiget tab, herefter var, om erhvervelsen på aftaletidspunktet skete på markedsvilkår, eller om medarbejderne erhvervede obligationerne til en sådan lav pris, at de reelt måtte anses for at være en del af de pågældendes aflønning. Selskabet havde ikke godtgjort eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de konvertible obligationer blev erhvervet til favørpris, og at selskabet dermed havde lidt et fradragsberettiget tab. Et sådant tab ville efter det anførte endvidere knytte sig til indkomståret 1997, hvor de konvertible obligationer blev udstedt. Da retten herefter lagde til grund, at medarbejderne havde erhvervet aktierne til markedsprisen på erhvervelsestidspunktet, førte Told- og Skattestyrelsens dagældende cirkulære nr. 6 af 20. januar 2003 om genoptagelse af skatteansættelsen for selskaber, der har givet medarbejderne ret til at erhverve aktier til favørkurs, ikke til, at der var grundlag for genoptagelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter