Gå til indhold

Vigtige ændringer i EMCS fra februar 2024 – forbered dig nu

Den 13. februar 2024 skal alle EU-medlemslande have opdateret EMCS til ny version (4.1). I dette nyhedsbrev bliver der orienteret om de vigtige ændringer, som får betydning for virksomheder, som anvender EMCS.

EMCS (Excise Movement and Control System) bliver opdateret den 13. februar 2024, hvor nye regler træder i kraft. Her kan du læse, hvad det betyder for dig.

Automatisk krydstjek mellem EMCS og DMS Eksport

Hvis du ikke opretter forsendelser til lande udenfor EU (eksport), kan du gå videre til næste afsnit.

Fremover vil der være automatisk krydstjek mellem EMCS og DMS Eksport. Det betyder, at dine indtastede oplysninger i din eksportangivelse i DMS Eksport bliver krydstjekket med din eksportforsendelse i EMCS.

Hvis krydstjekket ikke er succesfuldt, vil du få oplyst hvorfor. Det kan fx være, at KN-koden i din eksportangivelse ikke matcher med KN-koden i din eksportforsendelse i EMCS, og du vil derfor blive bedt om at rette i din eksportangivelse.

Det automatiske krydstjek virker kun mellem EMCS og DMS Eksport. Derfor er det nødvendigt, at du fra 13. februar 2024 har taget DMS Eksport i brug.

Du kan få hjælp til at oprette en eksportforsendelse i brugervejledningen til EMCS på skat.dk (ny version offentliggøres inden 13. februar 2024).

Læs mere om DMS systemer, herunder DMS Eksport på toldst.dk/dms.

Udskift skemaer inden 13. februar 2024, hvis du bruger B2B-løsning

Har din virksomhed integreret EMCS i jeres eget system (B2B-løsningen), skal du inden februar 2024 udskifte de nuværende skemaer til de nye skemaer, så du kan sende og modtage beskeder i det nye format.

Når B2B-skemaer er klar til offentliggørelse, vil de fremgå på skat.dk/b2b. Vi giver besked, når skemaerne er klar på toldst.dk/driftsmeddelelser. Hvis du vil have driftsmeddelelsen i din indbakke, så tilmeld dig på toldst.dk/rssfordriftsmeddelelser.

Du kan bruge EMCS via login på TastSelv Erhverv, hvis du ikke når at udskifte skemaer inden den 13. februar 2024.

Nyt om udfyldelse af platograd for øl

Fremover kan du oplyse platograd (indbrygningsgrad) i dine forsendelser til lande, hvor det ikke er obligatorisk. En af fordelene er, at modtager så ikke skal kontakte afsender for oplysninger om platograd, hvis forsendelsen undervejs har skiftet destination til et land, hvor modtager skal bruge oplysningen til indberetning af ølafgiften.

Se listen over EU-lande, der anvender platograd på skat.dk/platograd.

Ny KN-kode for virksomheder registreret for afgift af røgtobak

Bemærk, at der er tilføjet en ny KN-kode 24041100 til produktkode T500. Den nye KN-kode skal du bruge, hvis du vil sende produkter bestemt til inhalation uden forbrænding indeholdende tobak eller rekonstitueret tobak.

Ny brugervejledning på vej

Inden februar 2024 vil du kunne tilgå en ny brugervejledning på skat.dk/brugervejledning-emcs.

Nødprocedure hvis EMCS ikke er tilgængelig

Hvis EMCS ikke er tilgængelig, og du skal registrere ubeskattet eller beskattet forsendelse, skal du bruge de opdaterede nødprocedureblanketter: 22.074 - 22.079, som du finder på skat.dk/blanketter.

Tilladelsen til nødprocedure fremgår på toldst.dk/driftsmeddelelser.

Tjek status på dine forsendelser uden login

Husk, at du fortsat kan tjekke status over dine forsendelser i EMCS uden at logge på via EU-servicen ARC Follow-up. Læs mere på skat.dk/arc-follow-up.

Love og regler

Reglerne om implementeringen af cirkulationsdirektivet, som ligger til grund for dette nyhedsbrev, står i ændringslov nr. 1240 af 11. juni 2021, som ændrer mineralolieafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 1349 af 1. september 2020), spiritusafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 504 af 21. april 2020), tobaksafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 19 af 8. januar 2018) og øl- og vinafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 1451 af 8. oktober 2020).

Du finder ændringsloven på retsinformation.dk ved at søge på nummer og årstal.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på 72 22 28 10.

Læs mere om EMCS på skat.dk/emcs.

 

Venlig hilsen

Skattestyrelsen