Gaver - ophævelse af samliv - ugifte
Dato for udgivelse
06 Apr 2009 14:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Feb 2009 10:24
SKM-nummer
SKM2009.256.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 150-884/2008
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Arv og gaver
Emneord
Gave, samliv, ophævelse, ugifte, kompensationsbeløb
Resumé

Efter ophævelse af et 10-årigt samliv modtog kvinden fra manden et kontantbeløb på 6 mio. kr. og fik eftergivet et gældsbrev på 263.783,- kr.

Byretten fandt, at det eftergivne gældsbrev var uden realitet, hvorfor hun ikke skulle gavebeskattes af det eftergivne beløb.

Da kvinden ikke havde godtgjort, at hun havde et retskrav mod manden på betaling af et kompensationsbeløb, fandt byretten, at kontantbeløbet på 6 mio. kr. var en indkomstskattepligtig gave.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c
Statsskatteloven § 5, stk. 1, litra b
Boafgiftsloven § 22

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 A.B.7.1

Parter

A
(Advokat Nicolai Kleist)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af byretsdommerne

Britt Falster Klitgaard, Stig Kaas og Søren Holm Serup

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører den skattemæssige behandling af et gavebrev oprettet mellem to ugifte samlevende efter samlivets ophør.

As påstande er

Principalt

As ansatte indkomst for 2003 nedsættes med 6.263.783 kr. således, at forhøjelsen vedrørende gave fra BA bortfalder.

Subsidiært

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A i det nærmere omfang, retten måtte finde, har modtaget et skattefrit beløb fra BA i 2003.

Mere subsidiært

Sagen hjemvises til ligningsmyndighederne.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagsøger, A, er født i 1965. Hun færdiggjorde i 1987 en uddannelse som korrespondent i engelsk og fransk, og i perioden 1998 - 2004 blev hun tillige uddannet som merkonom i markedsføring.

BA blev født i 1948 og er uddannet civilingeniør. Han stiftede i 1981 selskabet G1 A/S med sin bror, TA. G1 A/S.

I 1991 blev A ansat i G1 A/S som salgsansvarlig.

A og BA arbejdede fra starten tæt sammen og indledte i slutningen af 1992 et forhold. I denne periode var han administrerende direktør i G1 A/S, som han tillige var medejer af med en aktiebesiddelse på 49%. Pr. 30. april 1993 havde G1 A/S en samlet egenkapital på knap 71 mio. kr.

I sommeren 1993 flyttede parret sammen i en lejlighed tilhørende G1 A/S på ...1, hvor de boede til 1996. I 1996 fik parret et barn og flyttede samme år til et hus på ...2. Huset var erhvervet af BA for omkring 3 mio. kr. og blev istandsat for yderligere 2 mio. kr.

I 2000 fik parret endnu et barn, og familien flyttede samme år til et hus på ...3, som BA havde købt for ca. 9 mio. kr. og istandsatte for yderligere 12 mio. kr.

I 1998 trak BA sig fra direktionen i G1 A/S men fortsatte dog som medejer og bestyrelsesmedlem her og i en række andre selskaber.

A arbejdede hos G1 A/S frem til august 2001, dog var hun fra august 2000 på barselsorlov.

I brev af 9. maj 2008 til SKAT har BA oplyst, at hun blev fyret fra sit job hos G1 A/S i 2002, og at han skaffede hende et nyt job hos G2 Institut.

Ifølge As årsopgørelse udgjorde hendes personlige indkomst i 2002 249.005 kr.

På grund af uoverensstemmelser forlod A den 22. april 2003 det fælles hjem med parrets to børn og flyttede ind hos sine forældre. A havde på daværende tidspunkt en opsparing på ca. 100.000 kr.

Landsskatteretten afsagde den 14. januar 2008 følgende kendelse

"...

Klagen vedrører beskatning af gave fra klagerens tidligere samlever. Gaven er anset for givet efter samlivets ophør.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

SKAT har anset sin skattepligtig af 6.263.783 kr., som klageren har modtaget som gave fra sin tidligere samlever. SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 6.263.783 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler og har haft mulighed for at udtale sig over for rettens medlemmer.

Sagens oplysninger

Klageren og BA har været samlevende i perioden 1993 til 2003. Ud fra de foreliggende oplysninger ophører samlivet, da klageren fraflytter den fælles bolig den 22. april 2003.

Klageren og BA har to fællesbørn, der er 7 og 11 år gamle. Klageren modtager børnebidrag fra BA.

Af mail den 27. oktober 2003 fra BA til klageren fremgår

"Kære A,

Jeg har tænkt meget over vores problem med penge, og over hvad jeg kan gøre for at du og børnene kan blive boende her i området på en god og rimelig måde.

Jeg har også regnet på det, selv om jeg ved, at du ikke mener det har noget med sagen at gøre.

Som resultat har jeg i dag bedt banken om at overføre 6. mill. kr. til din konto, ...

Af disse 6 mill. kr. skal du inden 31. december 2003 betale 900.000 kr. i skat (gaveafgift), så du står tilbage med 5,1 mill. kr.

Herudover får du din bil, d.v.s. gældsbrevet kr. 263.783

..."

Der er udfærdiget et gavebrev for gaven på de 6 mio. kr. og for eftergivelsen af gældsbrevet, svarende til et beløb på 263.783 kr. Gavebrevet er dateret 1. januar 2003. Brevet har følgende ordlyd:

"Pr. 1. januar 2003, har undertegnede, BA, ...3, og A, ligeledes ...3, været samlevere i 10 år.

Ligeledes har BA og A i denne periode sammen fået 2 børn, CA og DA.

Pr. 24. december 1997, har BA ydet A et anfordringslån til finansiering af en ny bil, BMW.

BA har, ved indgåelsen af samlivsforholdet, et ganske væsentligt særeje.

Herefter bestemmer jeg, BA;

at

anfordringslånet til A, stort kr. 263.783 eftergives, og

at

jeg yder A en gave på kr. 6.000.000, og

at

denne gave skal være særeje for A, og

at

jeg herudover udreder gaveafgiften, stort kr. 932.082,45 til ToldSkat i henhold til gældende lov.

..."

Gavebrevet er underskrevet af gavegiver, BA, og gavemodtager, klageren.

Det er oplyst, at gavebrevet er blevet tilbagedateret, og derfor ikke er blevet underskrevet den 1. januar 2003.

Anfordringslånet, der er nævnt i gavebrevet, er relateret til, at klageren fik en ny bil i julen 1997. Der blev i den forbindelse udfærdiget et gældsbrev Heraf fremgår:

"Underskrevne A, ...2, erklærer herved ifølge lån på anfordring, at være BA, ...2, skyldigt et beløb stort kr. 263.783, hvilket i øvrigt ikke kan forrentes.

A og BA har boet sammen i papirløst forhold de seneste 5 år.

Beløbet er benyttet af A til delvis financiering af en ny bil, BMW, Reg. No. ... stelnummer ...

..."

Gældsbrevet er underskrevet af BA og A og er dateret den 24. december 1997.

Det er oplyst, at gældsbrevet er blevet tilbagedateret.

Gaverne på 6 mio. kr. og 263.783 kr. er anmeldt til ToldSkat. Gaveanmeldelsen er underskrevet den 31. oktober 2003. Ifølge gaveanmeldelsen er gaverne ydet den 1. januar 2003. Det er også oplyst, at gavegiver og gavemodtager har levet sammen i 10 år.

Gaveafgiften for de i alt 6.263.783 kr. på 932.082,45 kr. er betalt af BA samtidigt med gaveanmeldelsen.

SKATs afgørelse

SKAT har anset klageren for skattepligtig ifølge statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, af 6.263.783 kr.

Klageren har i 2003 modtaget en gave på 6.263.783 kr., som er ydet af klagerens tidligere samlever BA. Gavebrevet er dateret 1. januar 2003.

Gaveanmeldelsen, hvori det er oplyst, at gaven er ydet 1. januar 2003, og at giver og modtager har været samlevende i 10 år, er underskrevet 31. oktober 2003 og modtaget i ToldSkat 13. november 2003.

Af anmeldelsen fremgår, at gaven udgør 6.000.000 kr. samt eftergivelse af et anfordringslån på 263.783 kr., der, ifølge gældsbrev dateret 24. december 1997, blev ydet klageren rentefrit til delvis finansiering af en BMW, i alt 6.263.783 kr. Det fremgår endvidere, at gavegiveren indbetaler gaveafgiften på 932.082,45 kr., hvilket er sket samtidig med gaveanmeldelsen.

Ifølge statsamtet og gavegiver er samlivet mellem gavegiver og klageren ophørt den 22. april 2003. Gavegiveren har desuden oplyst, at gaven først er ydet 27. oktober 2003, og at et eventuelt gavebeløb er diskuteret frem til denne dato. Gavegiveren har også oplyst, at gavebrevet er tilbagedateret til 1. januar 2003 efter fælles aftale.

SKAT har ikke fundet det sandsynliggjort, at BA har ydet klageren en endelig og retlig bindende gave på 6.000.000 kr., hvoraf han vil udrede en gaveafgift på 932.082 kr., inden 22. april 2003. SKAT har lagt vægt på ordlyden af den mail BA sender til klageren den 27. oktober 2003.

Det fremgår desuden af brev fra klageren til BA sendt 1. november 2003, at klageren på et møde med ham dagen før har bedt om et yderligere beløb, og i brev af 3. november 2003 beder klageren endnu en gang BA om at revurdere gavens størrelse.

BA fastholder dog gavens størrelse i mail af 4. november 2003. I den forbindelse anmoder han samtidig om, at klageren returnerer 780.000 kr. til dækning af gaveafgift, som han har indbetalt på vegne af klageren. Det er ikke oplyst, hvorvidt beløbet er returneret.

På baggrund af ovenstående oplysninger, er det SKATs opfattelse, at der først er ydet en endelig og retlig bindende gave den 27. oktober 2003. Den modtagne ydelse ved eftergivelse af gældsbrevet findes ikke at udgøre mindre end 263.783 kr. Der foreligger ikke et gavemiljø mellem gavegiver og gavemodtager den 27. oktober 2003. Gaven er derfor som udgangspunkt skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Gaven kan ikke anses for at være omfattet af statsskattelovens § 5, jf. boafgiftslovens § 22, da giver og modtager ikke er samlevende på gavetidspunkt.

Efter skatteforvaltningslovens § 26 kan SKAT ændre skatteansættelsen indtil den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den efteropkrævede restskat mv. bortfalder i sin helhed og tilbagebetales til klageren i det omfang, indbetaling efterfølgende har fundet sted.

Repræsentanten har anført, at den retlige konsekvens af den foretagne disposition ikke har karakter af en gavedisposition, men derimod et kompensationsbeløb.

De skattemæssige konsekvenser ved samlivsophævelse for ægtefæller finder analog anvendelse ved papirløse samlivsforhold, jf. dertil kildeskattelovens § 4, stk. 4. At samlivet ophæves uden separation eller skilsmisse, får først skattemæssige retsvirkninger ved udgangen af det indkomstår, i hvilket ophævelsen af samlivet har fundet sted.

Der er konkret tale om en situation, der kan sidestilles med en efterfølgende bodeling ved separation eller skilsmisse.

Det er ubestridt, at beløbet er givet til klageren af BA i indkomståret 2003 med det formål at sikre klageren og de to fællesbørn rimelige vilkår efter samlivets ophævelse. Der er således tale om et kompensationsbeløb, jf. analog anvendelse af ægteskabslovens § 56 og en domstolskabt praksis herom, når det drejer sig om ophør af papirløst samlivsforhold.

Efter en samlet vurdering af parternes individuelle formueforhold, samlivets længde og parternes situation, såvel under samlivet som efter dettes ophør, vil klageren være berettiget til et kompensationsbeløb af mindst den givne størrelse. Et sådant kompensationsbeløb er skattefrit.

I det omfang dispositionen betragtes som en gavedisposition, er gaven givet til klageren før samlivet med BA er ophørt. Klageren er lang tid før samlivets ophør gjort bekendt med BA løfte. Der er i øvrigt flere vidner til at løftet er afgivet. At der har været drøftelser om gavens størrelse mellem klageren og BA ændrer ikke det faktum, at gaveløftet er afgivet før samlivets ophør. Gavens størrelse kan i det væsentlige ligeledes bevidnes med sandsynlig størrelse. Det sandsynlige beløb overstiger det beløb, der er nævnt i gavebrevet. Beløbet i gavebrevet vedrører i øvrigt delvist et gavebeløb fra en af BA tidligere ydet gave den 24. december 1997.

Parret forsøgte at bevare forholdet indtil formentlig efteråret 2003. Tidspunktet for samlivets ophør kan således ikke entydigt fastsættes til den 22. april 2003. Klageren har til Landsskatteretten oplyst, at den 22. april 2003 var en vilkårlig dato, som hun havde oplyst til statsamtet, da hun skulle angive tidspunktet for hendes fraflytning fra BA.

Gældsbrevet af 24. december 1997 er egenhændigt udarbejdet af BA. Det er først præsenteret for klageren på et tidspunkt i perioden 1998-2000, hvor BA hævdede, at det var nødvendigt af forskellige årsager at oprette dette gældsbrev. Den 24. december 1997 modtog klageren en gave fra BA på forskelsværdien mellem en af klageren tidligere ejet bil, og det på gældsbrevet anførte beløb på 263.783 kr. Denne del af gaven er under alle omstændigheder ydet under samlivets beståen og er ikke indkomstskattepligtig. En eventuel skattepligt heraf er under alle omstændigheder forældet. Det har i øvrigt aldrig været meningen, at klageren skulle skylde BA 263.783 kr., jf. gældsbrevet.

BA har ved e-mail af 27. oktober 2003 fastlagt det endelige gavebeløb til 6 mio. kr., der med fradrag af gaveafgift vil betyde, at klageren står tilbage med et nettoprovenu på 5,1 mio. kr. BA har således i strid med sit tidligere gaveløfte om 10 mio. kr. reduceret gavens størrelse.

Under det meste af det 10-årige samliv, har BAs udtalelser klart indeholdt løfter til klageren om at sikre hende i tilfælde af samlivsophævelse.

Der er ikke tale om, at gaven anses som suspensivt betinget af, at samlivet ophævedes.

Gavebrevet er egenhændigt udfærdiget af BA og underskrevet af ham og klageren i slutningen af oktober 2003, men med angivelse af gavetidspunktet 1. januar 2003. Dette kan angiveligt tilskrives BAs misforståede retsopfattelse med hensyn til de skattemæssige konsekvenser af tidspunktet for gavens effektuering i den givne situation. Det kan formentlig tilskrives BAs ønske om at undgå indkomstbeskatning af den ydede gave, hvis denne ellers måtte være indkomstskattepligtig, for dermed at være i stand til at yde klageren et nettobeløb på 5,1 mio. kr. jf. BAs email til klageren af 27. oktober 2003. Den efterfølgende e-mailkorrespondance indeholder i øvrigt alene parternes udveksling af synspunkter om den endelige gaves størrelse.

BAs henvendelse til SKAT den 15. marts 2006 kan betragtes som chikanøs adfærd, som intet har med parternes skatteretlige stilling at gøre, men er rettet mod uoverensstemmelser i anledning af fastsættelse af bidrag til de to fællesbørn. Brevet til SKAT er fulgt op af brev af 2. juli 2006, hvor BA bekymrer sig om sagens eventuelle forældelse. BA har i brev til SKAT af 10. august 2006 tilkendegivet sin fejlagtige opfattelse af spørgsmålet om tilbagedatering og rækkevidden af aftalers indgåelse.

Yderligere udtalelser

SKAT har anført, at den påklagede afgørelse er i overensstemmelse med teori og praksis, idet klageren ikke ved sin indsats og sin økonomi har forøget den tidligere samlevers formue, men i det væsentlige er blevet underholdt af sin meget velhavende samlever.

Repræsentanten har hertil bemærket, at klageren under en ikke uvæsentlig del af samlivet har haft erhvervsindkomst i størrelsesordenen ca. 250.000 kr., og at denne er anvendt af parterne under samlivet, herunder til daglige fornødenheder.

Yderligere bemærkninger

Klagerens repræsentant har i forbindelse med udsendelse af kontorindstillingen yderligere gjort gældende, at skattemyndighederne er afskåret fra at genoptage sagen i henhold til skatteforvaltningens § 26, idet det fremgår af skatteforvaltningens § 26, stk. 8, at bestemmelsen ikke omfatter gaveafgift. Der er således ikke hjemmel til at genoptage en kvalifikation af en gave i medfør af bestemmelsen.

Det fremgår af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b, at gaver givet inden for gaveafgiftskredsen, som er omfattet af boafgiftslovens § 22, ikke er skattepligtige. Klageren er omfattet af denne personkreds, forudsat at der i øvrigt er tale om en gave.

Ifølge boafgiftslovens § 27, stk. 2 fremgår det, at skatteforvaltningen har mulighed for at ændre værdiansættelsen af en gavedisposition, såfremt dette sker inden for 3 måneder efter anmeldelsens modtagelse.

Det er ubestridt og ubestrideligt, at gaveafgiftsanmeldelsen er modtaget hos skatteforvaltningen den 13. november 2003. Skatteforvaltningens reaktionstid er således udløbet (den 13. februar 2004).

For så vidt angår tidspunktet for samlivets ophør har klagerens repræsentant gjort gældende, at kriteriet "ophævelse af samliv" ikke er anvendeligt i relation til boafgiftsloven, idet loven i § 22, stk. 1, litra d, statuerer afgiftsfrihed for gaver, der er ydet til personer, der har haft fælles bopæl med gavegiver i de sidste 2 år før modtagelsen af gaven, hvilket netop er tilfældet for klageren og gavegiver.

Kriteriet "ophævelse af samliv" og bopæl er i øvrigt ikke sammenfaldende. Klageren er derfor under alle omstændigheder omfattet af boafgiftslovens § 22 og dermed ikke afgiftspligtig af den modtagne gave. Klageren søgte at opretholde parforholdet både før og efter den 27. oktober 2003 og meldte først folkeregisteradresse til ny bopæl i januar måned 2004.

Bemærkninger fra ny repræsentant

Klageren har under sagen skiftet repræsentant, der er kommet med yderligere anbringender.

Den nye repræsentant har bekræftet, at klageren fraflyttede den fælles bolig i april 2003. Parret blev dog ved med at ses i løbet af 2003 og gik sammen til arrangementer og sammenkomster. Forholdet må, ifølge repræsentanten, derfor først anses for endegyldigt ophørt ved udgangen af 2003. Han henviser desuden til, at klageren først flyttede sin folkeregisteradresse pr. 1. januar 2004.

Repræsentanten gør først og fremmest gældende, at det modtagne beløb på 6 mio. kr. skal anses som et skattefrit kompensationsbeløb, som følge af ophævet samliv, og ikke et gavebeløb.

Dokumentation for, at der er tale om et kompensationsbeløb er en udtalelse fra advokat NP, der er en af Danmarks førende familieretsadvokat. Advokat NP kan dog ikke fastsætte et beløb for en sådan kompensation p.g.a. BAs store formue.

Repræsentanten har henvist til TfS1986.210 H, hvor retten bl.a. lagde vægt på, at beløbet var ydet for at sætte modtageren i stand til at opretholde et hjem for den tidligere samlever og hendes 8 mindreårige børn. Kompensationsbeløbet er efter repræsentantens vurdering langt højere end de omtvistede 6 mio. kr., der alene udgør 2,4 % af BAs anslåede formue.

Herefter henviser repræsentanten til, at

"Når godtgørelsesbetragtningen lægges til grund i skatteretten, kan der ikke gennemføres gavebeskatning af modtageren, i det omfang modtageren ved den skiftemæssige opgørelse har et retskrav på kompensation, jf. Jørgen Nørgaard i U1986 B. s. 377."

Hvis modtageren har krav på godtgørelse, vil det højst være aktuelt at beskatte en eventuel difference mellem de modtagne ydelser og retskravet. Der foreligger dog ikke beskatning, hvis retskravet og differencen ydes for, at modtageren kan opretholde et rimeligt hjem for sig selv og de børn, som parterne i fællesskab har taget sig af under samlivet.

Var kompensationsbeløbet mindre end de modtagne 6 mio. kr. vil dette ikke være af betydning, da det tydeligt fremgår at formålet med beløbet var at sikre et rimeligt hjem for klageren og deres børn. Repræsentanten fastslår, at det afgørende er, at klageren har et retskrav på beløbet. Det er derfor ikke af betydning, om beløbet er ydet før eller efter samlivets ophør.

Repræsentanten har indsendt flere erklæringer fra klagerens familie og omgangskreds, hvoraf det fremgår, at klageren og hendes tidligere samlever har været til arrangementer sammen efter april 2003. Repræsentanten anfører, at erklæringerne desuden godtgør, at klageren har et krav på minimum 6. mio. kr. Samlevers formue er meget betydelig, ca. 250 mio. kr., og det omhandlede beløb må derfor anses at ligge i underkanten af, hvad et kompensationsbeløb efter praksis ville andrage.

For så vidt angår bilen BMW, bemærker repræsentanten, at det over for omverdenen blev tilkendegivet, at der var tale om en gave. Klageren var af den opfattelse, at gældsbrevet, der vedrører bilen, ikke ville blive gjort gældende. Gældsbrevet blev underskrevet flere år efter gavens ydelse.

Repræsentanten gør gældende, at gældsbrevet er ugyldigt, henset til at det er indgået under falske forudsætninger. Klagerens personlige bil blev anvendt som del af købesummen. Det kunne således ikke økonomisk betale sig for klageren at modtage gaven og underskrive gældsbrevet. Da gældsbrevet, ifølge repræsentanten, er ugyldigt, kan klageren ikke blive beskattet af en eftergivelsesfordel i denne forbindelse. Hertil kommer, at denne eftergivelsesfordel under alle omstændigheder er inden for størrelsen af et kompensationsbeløb, hvorfor beløbet også af denne grund er skattefrit.

Såfremt Landsskatteretten finder, at der er tale om en gave, gør repræsentanten det gældende, at gaven er ydet inden for samlivet. Samlivet kan først anses for endegyldigt ophørt ved udgangen af 2003. Derudover er det afgørende tidspunkt, i relation til en gave, tidspunktet for løftet og ikke betalingstidspunktet. Betalingen skete til opfyldelse af de løfter, som BA gentagne gange har givet klageren på tidspunkter, der uden nogen tvivl er inden for samlivet. Repræsentanten gør derfor gældende, at det er godtgjort, at der er givet et tilstrækkeligt præcist og klart løfte i løbet af samlivet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ved ophør af samliv er udgangspunktet, at hver part ejer sit, da der ikke er indgået ægteskab. I henhold til praksis skal der foreligge et retskrav mellem parterne, f. eks. for værdiskabende indsats eller for indskudte midler, før der kan overføres midler skattefrit i forbindelse med samlivets ophør, med mindre der foreligger ganske særlige tilfælde, jf. sagen TfS 1986 210, kommenteret i UfR 1986 377. Foreligger der ikke et retskrav, skal der ske beskatning som gave eller vederlag for arbejde, jf. statsskattelovens § 4.

Ifølge statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, er gaver at anse for en indtægt, der er skattepligtig.

Gavebeløbet skal medtages ved indkomstopgørelsen, når gavemodtageren er underrettet om gaven. Gaven medregnes således i det indkomstår, hvor retserhvervelsen har fundet sted, medmindre der er tale om en gave givet inden for gaveafgiftskredsen angivet i boafgiftslovens § 22. Såfremt gavegiver og gavemodtager er omfattet af boafgiftslovens § 22, er gaven ikke skattepligtig, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b.

Landsskatteretten lægger til grund, at klageren og BA fra den 22. april 2003 ikke længere har fælles bopæl. Ved vurderingen af, hvorvidt klageren er omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d, er det de reelle bopælsforhold, der er afgørende. Folkeregisteradressen er alene vejledende. Klageren er således ikke omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d efter den 22. april 2003.

For så vidt angår spørgsmålet, om beløbene på 6 mio. kr. og 263.783 kr. kan anses som kompensation i forbindelse med, at 10 års samliv er ophørt bemærkes, at det ikke er godtgjort, at klageren har bidraget væsentligt til, at klagerens tidligere samlever har kunnet bevare sin betydelige formue. Formueforøgelsen under samlivet anses i overvejende grad at hidrører fra klagerens tidligere samlevers egen arbejdsindsats, jf. TfS 1994.164. Udtalelsen fra advokat NP er ikke tilstrækkelig dokumentation for, i hvilket omfang der eksisterer et retskrav. På det foreliggende har Landsskatteretten herefter ikke grundlag for at fastslå, om og i givet fald i hvilket omfang klageren må anses for berettiget til et kompensationsbeløb.

Beløbene må derfor anses som gavebeløb fra BA til klageren. Gavebeløbet på 6 mio. kr. er overført til klagerens konto den 27. oktober 2003. Samtidigt eftergives gældsbrevet på 263.783 kr.

Det er ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at der skulle foreligge et retligt bindende gaveløfte om ydelse af det konkrete gavebeløb på 6 mio. kr. før den 27. oktober 2003. Det samme er gældende for de 263.783 kr. Der er for så vidt angår de 263.783 kr. lagt vægt på, at der er udfærdiget et gældsbrev. Gældsbrevet eftergives i gavebrevet, men det kan ikke fastslås ud fra de foreliggende oplysninger, hvornår dette er underskrevet, kun at det er blevet tilbagedateret. Der er ikke ud fra de foreliggende oplysninger grundlag for, at erklære gældsbrevet ugyldigt.

Det fremgår af mail fra BA til klageren den 27. oktober 2003, at klageren har fået bilen svarende til gældsbrevets beløb, og at klageren har modtaget 6 mio. kr. Klageren anses for at være blevet underrettet om gaven og at have opnået en ret hertil den 27. oktober 2003. Gaveløftet i mailen må således anses for retligt bindende. Den 27. oktober 2003 boede klageren ikke længere sammen med gavegiveren, BA. De er således ikke længere omfattet af boafgiftslovens § 22. Gavebeløbene er derfor skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Landsskatteretten stadfæster hermed SKATs afgørelse.

..."

Forklaringer

A har behørigt formanet forklaret blandt andet, at hun arbejdede på fuld tid i G1 indtil 1996, hvorefter hun gik på deltid. Hun fik ikke lige så høj løn som de andre, da BA gerne ville undgå vrøvl med de øvrige ansatte på grund af hans forhold til A.

Juleaften 1997 fik hun en BMW stationcar i julegave af BA. En hel del senere sagde BA, at det var nødvendigt at oprette et gældsbrev af forsikringsmæssige årsager. Det var også først senere, at hun fandt ud af, at hendes egen gamle bil var indgået i handlen ved købet af den nye bil.

Hendes og BAs datter kom alvorligt til skade i 1997, hvilket førte til, at BA tog orlov i tre måneder. I 1998 valgte BA at holde helt op med at arbejde for i stedet at gå hjemme. I 2002 var hun fraværende fra sit arbejde i 12 måneder på grund af graviditet og barsel. På det tidspunkt var BA blevet uenig med sin bror, der var medejer af G1. Dette førte til, at hun var nødt til at forlade sin stilling i G1. Hun fik et nyt arbejde i G2 Institut, men hun stoppede der efter 9 måneder. BA og hun var nu begge uden arbejde og kunne derfor bruge mere tid på at rejse. De havde også rejst en del tidligere, men nu kunne de tage på længere rejser. I gennemsnit var de ude at rejse seks gange hvert år. Igennem hele samlivet har det været hendes ønske at indgå ægteskab med BA, men de kunne ikke blive enige om det spørgsmål. BA sagde altid, at hun var sikret. Han havde skrevet testamente og ville skrive et brev om, hvordan hun skulle stilles i tilfælde af samlivets ophør. BAs bror var gået fra sin samlever uden at give hende noget som helst, og BA sagde ved den lejlighed, at han aldrig ville gøre sådan mod hende. BA har også sagt til andre, at han ville sørge for hende i tilfælde af samlivets ophør.

I samlivet med BA har hun taget sig af rengøring, indkøb og madlavning, medens BA tog sig af det sociale i forhold til parrets omgangskreds. På BAs foranledning har hun ikke været i A-kasse, ligesom hun ikke har sparet penge op. Hendes løn gik til mad, tøj og gaver, medens BA betalte alt vedrørende hus, båd og fly. Han betalte også deres rejser, der ofte foregik i BAs privatfly. Da hun holdt op med at arbejde i 2002, fik hun 10.000 kr. om måneden i husholdningspenge af BA. De levede ikke noget luksusliv. De gik ikke særlig tit ud at spise, men 3-4 gange om ugen spiste de aftensmad sammen med nogle venner.

Ved samlivsophør medtog hun sin fratrædelsessum på ca. 100.000 kr. samt nogle møbler. Efter samlivets ophør i april 2003 blev hun rådgivet af sin bank og sin revisor. Derudover fik hun bistand af advokat NP. BA modtog kopi af det brev, hvori advokat NP anførte, at hun havde et kompensationskrav. Hun forstod ikke selv de økonomiske sammenhænge og hun spekulerede ikke nærmere over det skattemæssige. Hun underskrev gavebrevet uden at overveje det nærmere. Underskriften fandt sted senere end den 7. november 2003. Hun mener, at hun skrev under to gange. Hun ved ikke hvorfor gavebrevet skulle tilbagedateres, hun fik blot at vide af BA, at det var for at de ikke skulle få ToldSkat på nakken.

De penge, hun fik fra BA, blev brugt til at købe et nyt hus og møbler til det nye hus. Resten blev sat på et aftaleindskud. Hun har også brugt en del af pengene til livets ophold. Der er på nuværende tidspunkt ca. 1½ mio. kr. tilbage. Af hensyn til børnene har hun kun mulighed for deltidsbeskæftigelse.

BA har behørigt formanet forklaret blandt andet, at han efter en orlov på 3 måneder i 1997 fratrådte sin stilling som direktør i 1998 og blev hjemmegående. Han havde herefter noget bestyrelsesarbejde et par dage om måneden. Han gik i øvrigt hjemme og passede hus og have og købte ind og lavede mad, medens A var på arbejde. Familiens privatforbrug var betydeligt. De levede godt og havde i 2002 et forbrug på 1.374.000 kr. Heraf bidrog A ud af sin indtægt med 174.000 kr.

Hans formue i 1993 var på mellem 60 og 70 mio. kr. På det tidspunkt var hans aktier i G1 ikke børsnoteret, så aktiernes værdi var udregnet efter en skattekurs. 1. januar 2003 var hans formue på 161 mio. kr., hvoraf 137 mio. kr. var bruttoværdi af hans aktier. Stigningen i formuen skyldes alene stigning i værdien af hans aktier. I forbindelse med G1s børsnotering i 2001 solgte han en del af sin aktiekapital for et bruttobeløb på over 100 mio. kr. De godt 30 mio. kr., hvormed hans formue pr. 1. januar 2003 oversteg værdien af hans resterende aktier, er den tilbageværende del af det nettobeløb han fik ud ved emissionen. I løbet af samlivet med A har han aldrig lovet hende, at hun måtte få huset i tilfælde af samlivsophør. Han kan godt have sagt, at han ville give hende noget i tilfælde af samlivsophør, men ved de lejligheder har A svaret, at hun ikke ville have hans rådne penge. Til gengæld har han gennem testamente sørget for at sikre A i tilfælde af sin død.

I 1997 gav han A en BMW stationcar i julegave. Senere læste han en skatteretlig dom, og blev opmærksom på, at gaven kunne få en utilsigtet skatteretlig effekt. Han oprettede derfor et gældsbrev på forskelsværdien mellem den gamle og den nye bil. Det var ikke meningen, at pengene skulle betales. Gældsbrevet blev kun oprettet af skattemæssige årsager.

Da samlivet med A ophørte i april 2003 var han af den opfattelse, at hun ikke var berettiget til at få penge af ham. Han så det brev, som advokat NP havde sendt til A, men han var ikke enig med advokaten i, at A havde krav på et kompensationsbeløb. Imidlertid ville han af hensyn til børnene gerne finansiere et nyt sted at bo for A og børnene. Han tilbød først at leje et hus til A, men hun ville have et beløb, og sådan endte det også. Det var ham, der lavede gavebrevet, og han fortalte A, at gaven ville kunne udløse skat ud over gaveafgiften.

VT har behørigt formanet forklaret blandt andet, at hun og hendes mand var nære venner af BA og A. De to par spiste meget tit aftensmad sammen. De har ved flere lejligheder drøftet, at A ikke var sikret i tilfælde af samlivsophør. BA sagde i den forbindelse, at han ville sikre As levefod i tilfælde af samlivsophør. BA har dog aldrig nævnt noget eksakt tal. I december 1997 fortalte BA hende, at han ville forære A en bil i julegave.

SA har behørigt formanet forklaret blandt andet, at han er As bror. Han har altid haft en tæt kontakt til sin søster og BA. Han har hørt BA sige, at der ville blive sørget for A og pigerne i tilfælde af et samlivsophør. Vidnet har videre oplyst, at den bil, som A fik i 1997 var en julegave fra BA.

LM har behørigt formanet forklaret blandt andet, at han er virksomhedskonsulent og kender BA og A, fordi han i en årrække har arbejdet for G1. Vidnet har hørt BA sige, at A i tilfælde af samlivsophør ville få huset. BA sagde også, at huset havde en friværdi på 18 mio. kr. Vidnet har af BA fået at vide, at BA havde givet A en bil i julegave.

Parternes synspunkter

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 21. januar 2009, der har følgende indhold:

"Anbringender

Vedrørende kontantbeløb på 6 mio. kr.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres for så vidt angår kontantbeløbet på 6.000.000 kr. overordnet gældende, at beløbet ikke er skattepligtigt.

Beløbet er udtryk for en formueforskydning i forbindelse med parternes samlivsophævelse. Overførslen er en del af parternes opgørelse af deres økonomiske forhold i forbindelse med afslutningen af deres 10-årige samliv.

Det følger af retspraksis, at formueforskydninger i forbindelse med samlivsophævelse uden for ægteskab er skattefrie, hvis der er tale om kompensations- eller godtgørelsesbeløb.

Beløbet er et kompensations- eller godtgørelsesbeløb

Beløbet er hverken udtryk for et arbejdsvederlag eller en gavedisposition.

Det fremgår klart af omstændighederne, at det var parternes opfattelse, at der var tale om et kompensationsbeløb som følge af deres langvarige samliv, og at det skulle gøre det muligt for A at opretholde et hjem for hende og parternes to mindreårige fællesbørn i nærheden af BA.

Parterne har under deres samliv løbende drøftet den økonomiske sikring af A ved samlivets eventuelle ophør. A var således ved testamente gjort til arving af en del af BAs betydelige formue. Men også for det tilfælde at parternes samliv ophørte som følge af uoverensstemmelser, havde BA forsikret A om, at han ville sørge for, at hun ikke stod uden midler.

Det var dette forhold, der udmøntedes ved formueforskydningen. Parternes oprindelige korrespondance viser, at der ikke var tvivl mellem parterne om, at A skulle have et beløb. Drøftelserne vedrørte alene beløbets størrelse.

Drøftelserne om beløbet stod på fra april til november 2003 og havde karakter af forligsforhandlinger, der bl.a. foregik i lyset af en juridiske vurdering, der fastslog, at A havde ret til en kompensation i anledning af samlivets ophør. Også parternes henvisning til bl.a. ægteskabslovens § 56 viser, at forhandlingerne skete på baggrund af en opfattelse af, at der bestod et retligt krav.

Resultatet af forhandlingerne endte med, at parterne blev enige om et beløb på 6 mio. kr. efter eventuel skat. På baggrund af dette forlig var der ikke grundlag for, at A ved domstolene rejste krav om kompensationsbeløb over for BA.

Beløbet er under hensyn til længden og karakteren af As samliv med BA, de fælles børn, og parternes økonomiske forhold udtryk for en rimelig varetagelse af hensynet til A og de fælles børn ved samlivets ophør.

Gaveanmeldelsen er ikke afgørende for den skatteretlige kvalifikation

A er ikke bundet af den oprindelige anmeldelse af beløbet efter boafgiftslovens regler med den følge, at beløbet ikke kan kvalificeres som et skattefrit kompensationsbeløb.

Beløbet har aldrig været anmeldt eller selvangivet som en indkomstskattepligtig gave. Parterne har anmeldt beløbet som en skattefri disposition omfattet af boafgiftslovens regler om gaveafgift. Skattemyndighederne har imidlertid ikke accepteret denne skatteretlige kvalifikation.

Skattemyndighedernes omkvalifikation af dispositionen fra et beløb omfattet af boafgiftslovens regler til statsskattelovens almindelige regler må ske i overensstemmelse med den civilretlige realitet i dispositionen.

Gaveanmeldelsen og det tilhørende gavebrev blev alene udarbejdet af skattemæssige årsager, da BA tilsyneladende har haft den fejlopfattelse, at beløbet - uanset baggrunden herfor - skatteretligt bedst blev håndteret efter boafgiftslovens regler. A har ikke været bekendt med skattereglerne og har alene fæstet lid til, at BA disponerede korrekt.

A har løftet bevisbyrden for, at den civilretlige realitet i dispositionen er, at der er tale om et godtgørelses- eller kompensationsbeløb som følge af samlivsophævelsen.

A havde et retligt krav på kompensation

Den aftalte formueforskydning skaber en formodning for, at A var berettiget til et godtgørelses- eller kompensationsbeløb. Når parter, der ophæver deres samliv på grund af uoverensstemmelser, når til enighed om en formueforskydning til fordel for den mindre formuende part, kan det sjældent antages at være udtryk for gavehensigt eller ren gavmildhed.

De foreliggende omstændigheder støtter, at A som følge af samlivsophævelsen var berettiget til et godtgørelses- eller kompensationsbeløb fra BA i medfør af almindelige retsgrundsætninger, som fastslået i retspraksis.

Parternes samliv varede i 10 år og havde i udpræget grad ægteskabslignende karakter. Parterne opbyggede et fælles hjem og fik to fælles børn.

A indrettede sit privatliv og sit arbejdsliv efter BA og deres fælles samliv. Hun bidrog gennem sin deltagelse i den fælles husholdning og sit arbejde i hjemmet og med børnene til, at BA kunne bevare og forøge sin formue væsentligt i samlivsperioden.

As indtægter i perioden gik i det væsentlige til indkøb af dagligvarer og til tøj og andre fornødenheder til hende selv og de to fællesbørn.

A var ved testamente gjort til arving af en del af BAs betydelige formue, og BA havde gentagne gange forsikret A om, at han ville sørge for, at hun ikke stod uden midler, såfremt deres samliv ophørte.

A har på den baggrund været berettiget til at forudsætte, at hun ikke stod uden midler ved samlivets ophør, hvor hun skulle etablere et nyt hjem for sig selv og de to fælles børn.

Når omstændighederne støtter, at der var krav på et vist kompensationsbeløb, viser retspraksis, at domstolene ikke foretager en nøje efterprøvelse af størrelsen af det beløb, parterne har fundet rimeligt.

Selvom det måtte antages, at A kun havde krav på et mindre kompensationsbeløb end det aftalte, er beløbet alligevel skattefrit i sin helhed. Det kan udledes af retspraksis, at en eventuel difference mellem det aftalte beløb og det beløb, A måtte anses at have haft retskrav på, også er skattefrit, når beløbet er givet med henblik på opretholdelse af et hjem for A og de fælles børn.

Vedrørende eftergivelse af gældsbrev på 263.783 kr.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres for så vidt angår beløbet på 263.783 kr. overordnet gældende, at beløbet ikke er skattepligtigt.

Principalt gøres gældende, at der ikke var nogen økonomisk realitet i eftergivelsen af gældsbrevet i 2003. Der bestod ikke et reelt gældsforhold, idet gældsbrevet alene var et proformadokument.

Der er ikke noget grundlag for beskatning af den fiktive værdi.

Subsidiært gøres gældende, at beløbet er en del af det skattefrie kompensationsbeløb i forbindelse med parternes samlivsophævelse. Anbringenderne for så vidt angår beløbet på 6 mio. kr. gøres således også gældende for eftergivelsen af gældsbrevet."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 7. januar 2009, der indeholder følgende anbringender:

"Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet gældende, at såvel kontantbeløbet på 6 mio. kr., som eftergivelsen af anfordringslånet på 263.783,- kr., er skattepligtige gaver omfattet af statsskattelovens § 4, c), eller i hvert fald skattepligtige ydelser, der som sådan er omfattet af statsskattelovens § 4. Landsskatterettens kendelse (bilag 1), er derfor rigtig.

Begge beløb er ydet til A i gavebrevet i bilag 19, der er underskrevet af såvel hende som BA. I gavebrevet anføres det særligt om kontantbeløbet på 6 mio. kr., at han yder dette som en gave til A. Ifølge gavebrevet skal han udrede gaveafgiften.

Begge beløb anmeldes, som det fremgår af bilag A, som gaver til ToldSkat af A og BA, hvoraf der beregnes gaveafgift på 15% eller 932.082,45 kr.

A er bundet af denne gaveaftale således, at hun ikke efterfølgende kan opnå en omkvalifikation af gaverne, alene fordi det vil stille hende mere gunstigt i skattemæssig henseende.

I hvert fald må der påhvile A en skærpet bevisbyrde for hendes påstand om, at de omstridte beløb ikke i overensstemmelse med gavebrevet (bilag 19) og anmeldelsen til offentlig myndighed (bilag A), udgør gaver. Bevisbyrden er yderligere skærpet, fordi beløbene er afholdt af BA, med hvem A havde levet sammen i 10 år og herunder fået to børn med ham.

A har ikke løftet sin bevisbyrde.

Hun har ikke dokumenteret, at hun helt eller delvist havde et retskrav på de to omstridte beløb som godtgørelse eller kompensation for det ophævede samliv med BA.

Havde A haft et sådan krav, kunne parterne jo blot have indgået aftale herom. Det gjorde de ikke. De udfærdigede gavebrevet i bilag 19 og gaveanmeldelsen i bilag A.

Det er også udokumenteret, at A har bidraget til samlivet på en sådan måde og i et sådant omfang, at hun efter retspraksis er berettiget til godtgørelse eller kompensation.

BA var meget velhavende allerede ved samlivets begyndelse i 1993. Dette gav A mulighed for, hvad hun i bilag 14, side 1, 3. sidste afsnit, selv betegner som et "luksusliv" under det 10-årige samliv med BA. Den omstændighed, at hun efter samlivsophævelsen ikke i al for høj grad ønsker at miste dette "luksusliv" er forståeligt, men det indebærer ikke, at hun dermed har et retskrav på godtgørelse eller kompensation. Den økonomiske ulighed mellem parterne kan ikke i sig selv begrunde et godtgørelses- eller kompensationskrav.

A havde under stort set hele samlivet sit eget arbejde og oppebar derigennem sin egen "normale" indkomst. Med denne indkomst har hun ikke bidraget til, at BA kunne bevare eller udbygge sin økonomiske velstand. Også som følge af, at hun var udearbejdende, har hun heller ikke ydet et sådant bidrag gennem arbejde i hjemmet.

Det er udokumenteret, når A i stævningen, side 3, 3. sidste afsnit, anfører, at hendes løn "i hele perioden gik stort set udelukkende til den fælles husholdning og til tøj og andre fornødenheder til hende selv og de to fællesbørn". Henset til BAs økonomiske velstand og "luksuslivet", jf bilag 14, side 1, 3. sidste afsnit, må det under alle omstændigheder antages, at han har bidraget til det anførte i mindst lige så stort et omfang.

A har i øvrigt heller ikke effektivt - f.eks. ved retssag - rejst noget krav over for ham om godtgørelse eller kompensation som følge af samlivsophævelsen. Hun har derimod "frivilligt" modtaget gaver (bilag 19) og anmeldt disse som sådanne (bilag A).

Særligt hvad angår det eftergivne anfordringslån på 263.783,- kr., gør Skatteministeriet gældende, at denne gave er ydet i indkomståret 2003. Det følger af, at eftergivelsen - gaven - blev ydet ifølge gavebrevet dateret den 1. januar 2003, som ubestridt er underskrevet i oktober 2003, og derfor er tilbagedateret. Gaven blev også anmeldt af A og BA i 2003, jf. bilag A.

På dette grundlag har A ikke dokumenteret, at gaven blev ydet allerede den 24. december 1997. Der foreligger ikke noget gavebrev eller gaveanmeldelse, der viser det. Tværtimod foreligger der et gældsbrev den 24. december 1997 (bilag 6). A har heller ikke dokumenteret, at gældsbrevet (bilag 6) er et pro forma-dokument, der først blev underskrevet efterfølgende. Uanset underskrifttidspunktet blev gældsbrevet jo i øvrigt eftergivet i 2003, jf. gavebrevet bilag 19."

Rettens begrundelse og afgørelse

Af de afgivne forklaringer fremgår, at A som julegave den 24. december 1997 uden nogen forudgående drøftelse af BA fik foræret en BMW stationcar. Retten anser gaven givet på dette tidspunkt. Det fremgår videre, at der på et efterfølgende tidspunkt i den forbindelse blev oprettet et tilbagedateret dokument benævnt gældsbrev, der blev underskrevet af A og BA. Det må på baggrund af As og BAs samstemmende forklaring lægges til grund, at dokumentet blev udfærdiget på BAs foranledning og alene for at undgå en eventuel beskatning. På denne baggrund finder retten, at det pågældende dokument ikke dækker over et reelt gældsforhold mellem parterne. Den i gavebrev dateret 1. januar 2003 indeholdte bestemmelse om eftergivelse af 263.783 kr. er således uden realitet.

De økonomiske drøftelser mellem BA og A blev først indledt efter samlivets ophør i foråret 2003. Det fremgår, at A efter at have søgt advokatrådgivning mente sig berettiget til et kompensationskrav, som BA afviste. BA foreslog flere andre løsninger. Uden forudgående enighed overførte BA den 27. oktober 2003 6 mio. kr. til A konto.

Efterfølgende underskrev A og BA et af denne udarbejdet gavebrev, hvoraf fremgår, at A skulle modtage et nettobeløb på 6 mio. kr.

Af BAs brev af 7. november 2003 til A fremgår, at BA har hentet en gaveafgiftsanmeldelse hos ToldSkat og ønsker at undgå, at man bliver fanget i en fælde. I den forbindelse overvejer han at lave et gavebrev tilbagedateret til en gang i foråret. BA og A underskrev derpå et gavebrev med den angivelige dato 1. januar 2003.

Det fremgår således, at den pågældende disposition af BA og A blev beskrevet som en gave. Videre at denne disposition er truffet efter samlivets ophør, hvorfor ydelsen efter parternes aftale er omfattet af statsskattelovens § 4, litra c, men ikke af undtagelsen i lovens § 5, litra b, og således indkomstskattepligtig.

A har gjort gældende, at det pågældende beløb rettelig er en skattefri formueforskydning i forbindelse med et retskrav i anledning af samlivsophøret.

Selv om parternes aftale som følge af sin vildledende karakter ikke kan lægges uprøvet til grund, bemærker retten, at A har bevisbyrden for at dispositionen er andet, end hvad parterne har givet udtryk for.

Samlivet mellem BA og A har varet i ti år. Begge parter har haft erhvervsarbejde i det omfang, de har ønsket. Da samlivet blev indledt, var BA i besiddelse af en meget betydelig formue i det væsentlige bestående af aktier i det af ham og hans bror drevne selskab. A var uden formue. Under samlivet har BA og A haft en meget betydeligt privatforbrug. A har reelt ikke haft nogen opsparing, hvorimod BAs formue er blevet væsentlig forøget, særlig på grund af udviklingen i kursen på BAs aktier i selskabet. I den pågældende periode blev selskabet børsnoteret. As virke har ikke haft nogen betydning for formueforøgelsen.

Under de således foreliggende omstændigheder er det ikke godtgjort, at A forud for den 27. oktober 2003 har haft et retskrav mod BA på betaling af et kompensationskrav. Sagsøger ses heller ikke, at have løftet bevisbyrden for, at hun på andet grundlag havde et retskrav på betaling af en ydelse fra BA.

Retten tager herefter As principale påstand delvis til følge som nedenfor bestemt.

Ved udmåling af sagsomkostninger har retten lagt vægt på sagens værdi og udfald. Sagen er hovedforhandlet på en retsdag.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

As ansatte indkomst for 2003 nedsættes med 263.783 kr.

A betaler inden 14 dage i sagsomkostninger til Skatteministeriet 250.000 kr.

Senere instans: (SKM2010.167.ØLR) Østre Landsrets dom af 14. december 2009, 11. afdeling, B-670-09
Dato for udgivelse
02 Mar 2010 11:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Dec 2009 11:17
SKM-nummer
SKM2010.167.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, B-670-09
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Arv og gaver
Emneord
Gave, samliv, ophævelse, ugifte, kompensationsbeløb
Resumé

Efter ophævelse af et 10-årigt samliv modtog kvinden fra manden et kontantbeløb på 6 mio. kr., som hun gjorde gældende var et kompensationskrav, der var skattefrit efter retspraksis.

Landsretten tiltrådte byrettens dom, hvorefter kvinden ikke havde godtgjort eksistensen af et kompensationskrav og beløbet på 6 mio. kr. måtte derfor anses for en gave.

Kvinden havde heller ikke godtgjort, at manden forud for ophævelsen af samlivet havde afgivet et gaveløfte over for kvinden. Landsretten fandt således, at gaven var givet på et tidspunkt, hvor parterne ikke længere havde fælles bopæl og tiltrådte derfor, at gaven var omfattet af statsskattelovens § 4, c), og ikke af undtagelsen i lovens § 5, b), og derfor indkomstskattepligtig.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c
Statsskatteloven § 5, stk. 1, litra b
Boafgiftsloven § 22

Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 A.B.7.1

Parter

A
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Ole Græsbøll Olesen, Karsten Bo Knudsen og Anne Louise Bormann

Byrettens dom af 26. februar 2009 (BS 150-884/2008) er anket af A med påstand om, at appellantens, As, ansatte indkomst for 2003 nedsættes med 6.263.783 kr., således at forhøjelsen vedrørende gave fra BA bortfalder, subsidiært at As ansatte indkomst for 2003 nedsættes med et mindre beløb end 6.263.783 kr., således at forhøjelsen vedrørende gave fra BA delvist bortfalder, og mere subsidiært, at der sker hjemvisning til ligningsmyndighederne.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Procedure

Parterne har gjort de samme anbringender gældende som for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

A har herudover gjort gældende, at BAs gaveløfte blev givet under samlivet, og at samlivet først ophørte med udgangen af 2003.

Landsrettens begrundelse og resultat

A oplyste over for Statsamtet i 2004, at hun ophævede samlivet med BA den 22. april 2003. At samlivet blev ophævet på dette tidspunkt understøttes af e-mailkorrespondancen mellem parterne i perioden fra april 2003 og frem til overførslen af de 6 mio. kr. til As konto i oktober 2003. Landsretten lægger derfor til grund, at samlivet ophørte i april 2003, og at parterne ikke herefter havde fælles bopæl. Det forhold, at A først ændrede sin folkeregisteradresse den 1. januar 2004 kan ikke føre til andet resultat.

Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det, at det ikke er godtgjort, at A havde et kompensationskrav mod BA, og beløbet på 6 mio. kr. må derfor anses for en gave, hvilket er i overensstemmelse med den anmeldelse, parterne i fællesskab indgav til skattemyndighederne.

Det kan ikke anses for godtgjort, at BA forud for ophævelsen af samlivet havde afgivet et gaveløfte over for A. Gaven blev således givet i oktober 2003, hvor parterne ikke længere havde fælles bopæl, og det tiltrædes derfor, at beløbet er omfattet af statsskattelovens § 4, litra c, og ikke af undtagelsen i lovens § 5, litra b, og derfor indkomstskattepligtigt.

Byrettens dom stadfæstes derfor.

Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal A i sagsomkostninger for landsretten betale til Skatteministeriet 120.000 kr. til dækning af salær til advokat og udgifter til materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 120.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Senere instans: (SKM2012.105.HR) Højesterets dom af 1. februar 2012, 2. afdeling, 94/2010
Dato for udgivelse
14 Feb 2012 13:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 Feb 2012 12:39
SKM-nummer
SKM2012.105.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 94/2010
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Arv og gaver
Emneord
Gave, ophævelse, samlevende, kompensation
Resumé

  
I forbindelse med en samlivsophævelse havde den ene part fået en gave på 6 mio. kr. fra den anden meget velstående, tidligere samlever. Sagen vedrørte i første omgang, om beløbet var skattefrit som et kompensationskrav udbetalt i anledning af samlivsophævelsen eller var en skattepligtig gave.

Højesteret fandt under henvisning til Højesterets tidligere praksis bl.a. UfR 1985, side 607/2, at der ved ophøret af et flerårligt, fast samlivsforhold kan tillægges en part, der gennem deltagelse i parternes fælles udgifter - eller på anden måde - i væsentlig grad har bidraget til, at en anden part har kunnet skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue, et beløb, hvis størrelse fastsættes skønsmæssigt under hensyntagen til bl.a. samlivets varighed og parternes økonomiske forhold ved dets ophør. Dette krav opfyldte skatteyderen ikke, og Højesteret ville ikke udvide tidligere praksis.

Højesteret fandt derfor, at overførslen var en gave, ligesom Højesteret fandt, at gaven var ydet efter samlivsophævelsen. Gaven var dermed ikke omfattet af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b, men derimod § 4, litra c. Under sagen havde skatteyderen gjort gældende, at en gave ydet efter samlivsophævelse også skulle være skattefri, idet en sådan gave mellem ægtefælle ved samlivsophævelse var skattefri. Dette synspunkt fulgte Højesteret ikke.

Skatteyderen gjorde gældende, at når hun blev behandlet ringere end ægtefæller ved samlivets ophør, var dette en krænkelse af hendes menneskerettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 14 sammenholdt med art. 8 eller art. 1 i tillægsprotokol 1. Højesteret fandt ikke, at Menneskerettighedskonventionen var til hinder for, at ugifte samlevende i økonomisk henseende behandles anderledes end ægtefæller ved samlivsophævelse.
  

Reference(r)
Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c
Statsskatteloven § 5, stk. 1, litra b
Boafgiftsloven § 22
  
Henvisning
Ligningsvejledningen 2012-1 E.B.4.2.1
Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 C.A.6.1.2.1

Parter

A
(advokat Poul Bostrup, beskikket)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Peter Blok, Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Michael Rekling og Oliver Talevski.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instanser er afsagt dom af byretten den 26. februar 2009 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 14. december 2009.

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at hendes ansatte indkomst for 2003 yderligere nedsættes med 6 mio. kr., subsidiært et mindre beløb. Mere subsidiært har hun nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til ligningsmyndighederne.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Der er fremlagt korrespondance mellem A og BA fra perioden efter den 22. april 2003, hvor hun forlod deres fælles bolig sammen med børnene. I en udateret e-mail skrev A om baggrunden herfor, at hun ikke "kunne fortsætte mit liv sammen med dig". I en e-mail af 30. april 2003 skrev BA, at "Jeg synes også at det nok er det bedste at du finder et eget sted at bo, så må vi jo se tiden an derfra." BA nævnte muligheden for, at parterne atter flyttede sammen i en e-mail af 3. juni 2003 til A. I en e-mail af 17. oktober 2003 til A omtalte BA sin nye kæreste OL.

Den 10. november 2003 underskrev A en købsaftale vedrørende en ejendom med overtagelse den 1. januar 2004.

Anbringender

A har yderligere anført, at beskatning ved ophør af et papirløst samlivsforhold er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8 og artikel 1 i tillægsprotokol 1, idet der er tale om en urimelig forskelsbehandling i forhold til beskatning ved ophør af et ægteskab, hvor det økonomiske opgør er skattefrit. Hun har navnlig henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 19. juli 2005 i sagen P.M. mod UK (sag nr. 6638/03).

Skatteministeriet har heroverfor anført, at de påberåbte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention m.v. ikke er til hinder for, at ugifte samlevende behandles anderledes ved samlivets ophør end ægtefæller, herunder skattemæssigt. Ministeriet har navnlig henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. april 2000 i sagen Joanna Shackell mod UK (sag nr. 45851/99), dom af 29. april 2008 i sagen Burden mod UK (sag nr. 13378/05) og dom af 2. november 2010 i sagen Serife Yigit mod Tyrkiet (sag nr. 3976/05).

De påberåbte domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Domstolen anførte i sin dom af 27. april 2000 i sagen Shackell (sag nr. 45851/99) mod UK bl.a.:

"...

However, the Court recalls that Article 14 of the Convention safeguards individuals placed in similar positions from any discrimination in the enjoyment of the rights and freedoms set out in the Convention and Protocols (see the Marckx v Belgium judgment of 13 June 1979, Series A no. 31, p. 5). The applicant in the present case seeks to compare herself to a widow, in other words a woman whose husband, as opposed to partner, has died. The Court recalls that the European Commission of Human Rights held, in a case concerning unmarried cohabitees who sought to compare themselves with a married couple that

"...

these are not analogous situations. Though in some fields, the de facto relationship of cohabitees is now recognised, there still exist differences between married and unmarried couples, in particular, differences in legal status and legal effects. Marriage continues to be characterised by a corpus of rights and obligations which differentiate it markedly from the situation of a man and woman who cohabit

..."

(Lindsay v. the United Kingdom, Comm. Dec. 1.11.86, D.R. 49, p. 181).

The Court notes that that decision of the Commission dates from 1986, that is, over 14 years ago. The Court accepts that there may well now be an increased social acceptance of stable personal relationships outside the traditional notion of marriage. However, marriage remains an institution which is widely accepted as conferring a particular status on those who enter it. The situation of the applicant is therefore not comparable to that of a widow.

In any event, the Court recalls that under its case-law, a difference in treatment is discriminatory for the purposes of Article 14 if it "has no objective and reasonable justification", that is if it does not pursue a "legitimate aim" or if there is not a "reasonable relationship of proportionality between the means employed and the aim sought to be realised" (see, among other authorities, see the Schmidt and Dahlström v. Sweden judgment of 6 February 1976, Series A no. 21, pp. 32-33, § 24, and the Van Raalte v. the Netherlands judgment of 21 February 1997, Reports of Judgments and Decisions 1997-I, p. 186, § 39).

Further, the Court reiterates that

"...

States enjoy a certain margin of appreciation in assessing whether and to what extent differences in otherwise similar situations justify a different treatment in law. The scope of the margin of appreciation will vary according to the circumstances, the subject matter and its background

..."

(see the Petrovic v Austria judgment of 27 March 1998, Reports of Judgments and Decisions 1998-II, p. 587, § 38). The Court again notes that marriage remains an institution that is widely accepted as conferring a particular status on those who enter it and, indeed, it is singled out for special treatment under Article 12 of the Convention. The Court considers that the promotion of marriage, by way of limited benefits for surviving spouses, cannot be said to exceed the margin of appreciation afforded to the respondent Government.

..."

I dom af 19. oktober 2005 i sagen P.M. mod UK (sag nr. 6638/03) hedder det bl.a.:

"...

27. The Court notes the Government's arguments that this case is not about paternity/maternity but the married status of the parents. It is true that any person, not married to the mother of the child concerned, would not qualify for tax deductions for maintenance payments made. That said however, it is nonetheless the case that the applicant may claim to be treated differently as an unmarried father than a married father, though both are parents of the child to be maintained and under obligations to pay maintenance. This is not a situation where the applicant seeks to compare himself to a couple living in a subsisting marriage (see, for example, Lindsay v. the United Kingdom, cited above, where married and unmarried couples, taxed differently, were not found in be in a comparable position), but one where the married father has separated or divorced and is also living apart from the child of the family. Other persons, not parents, are not covered by the child support provisions and are generally in a different situation. This applicant differs from a married father only as regards the issue of marital status and may, for the purposes of this application, claim to be in an relevantly similar position.

28. The justification for the difference in treatment relied on by the Government is the special regime of marriage which confers specific rights and obligations on those who choose to join it. The Court recalls that it has in some cases found that differences in treatment on the basis of marital status has had objective and reasonable justification (see, for example, McMichael v the United Kingdom, judgment of 24 February 1995, Series A no. 307-B, § 98, concerning legislation which did not grant automatic parental responsibility to unmarried fathers who inevitably varied in their commitment and interest in, or even knowledge of, their children). It may be noted however that as a general rule unmarried fathers, who have established family life with their children, can claim equal rights of contact and custody with married fathers (see Sahin v. Germany [GC], no. 30943/96, § 94, ECHR 2003-VIII). In the present case, the applicant has been acknowledged as the father and has acted in that role. Given that he has financial obligations towards his daughter, which he has duly fulfilled, the Court perceives no reason for treating him differently from a married father, now divorced and separated from the mother, as regards the tax deductibility of those payments. The purpose of the tax deductions was purportedly to render it easier for married fathers to support a new family; it is not readily apparent why unmarried fathers, who undertook similar new relationships, would not have similar financial commitments equally requiring relief.

29. The Court concludes therefore that there has been a violation of Article 14 of the Convention in conjunction with Article 1 of Protocol No. 1 in this case.

..."

Storkammeret udtalte i dom af 29. april 2008 i sagen Burden mod UK (sag nr. 13378/05) bl.a.:

"...

63. Moreover, the Grand Chamber notes that it has already held that marriage confers a special status on those who enter into it. The exercise of the right to marry is protected by Article 12 of the Convention and gives rise to social, personal and legal consequences (B. and L. v. the United Kingdom, cited above, § 34). In Shackell (cited above), the Court found that the situations of married and unmarried heterosexual cohabiting couples were not analogous for the purposes of survivors' benefits, since "marriage remains an institution which is widely accepted as conferring a particular status on those who enter it". The Grand Chamber considers that this view still holds true.

64. Since the coming into force of the Civil Partnership Act in the United Kingdom, a homosexual couple now also has the choice to enter into a legal relationship designed by Parliament to correspond as far as possible to marriage (see paragraphs 16-18 above).

65. As with marriage, the Grand Chamber considers that the legal consequences of civil partnership under the 2004 Act, which couples expressly and deliberately decide to incur, set these types of relationship apart from other forms of co-habitation. Rather than the length or the supportive nature of the relationship, what is determinative is the existence of a public undertaking, carrying with it a body of rights and obligations of a contractual nature. Just as there can be no analogy between married and Civil Partnership Act couples, on one hand, and heterosexual or homosexual couples who choose to live together but not to become husband and wife or civil partners, on the other hand (see Shackell, cited above), the absence of such a legally binding agreement between the applicants renders their relationship of co-habitation, despite its long duration, fundamentally different to that of a married or civil partnership couple. This view is unaffected by the fact that, as noted in paragraph 26 above, Member States have adopted a variety of different rules of succession as between survivors of a marriage, civil partnership and those in a close family relationship and have similarly adopted different policies as regards the grant of inheritance tax exemptions to the various categories of survivor; States, in principle, remaining free to devise different rules in the field of taxation policy.

66. In conclusion, therefore, the Grand Chamber considers that the applicants, as cohabiting sisters, cannot be compared for the purposes of Article 14 to a married or Civil Partnership Act couple. It follows that there has been no discrimination and, therefore, no violation of Article 14 taken in conjunction with Article 1 of Protocol No.1 .

..."

Storkammeret udtalte i dom af 2 november 2010 i sagen Serife Yigit mod Tyrkiet (sag nr. 3976/05) bl.a.:

"...

67. According to the Court's settled case-law, discrimination means treating differently, without an objective and reasonable justification, persons in relevantly similar situations (see D. H. and Others v. the Czech Republic [GC], no. 57325/00, § 175, ECHR 2007-XII). A difference in treatment has no objective and reasonable justification if it does not pursue a legitimate aim or if there is not a reasonable relationship of proportionality between the means employed and the aim sought to be realised (see Larkos v. Cyprus [GC], no. 29515/95, § 29, ECHR 1999-I). The provisions of the Convention do not prevent, in principle, Contracting States from introducing general policy schemes by way of legislative measures whereby a certain category or group of individuals is treated differently from others, provided that the difference in treatment which results for the statutory category or group as a whole can be justified under the Convention and its Protocols (see, mutatis mutandis, Zdanoka v. Latvia [GCJ, no. 58278/00, § 112, ECHR 2006-IV).

68. In other words, Article 14 does not prohibit distinctions in treatment which are founded on an objective assessment of essentially different factual circumstances and which, being based on the public interest, strike a fair balance between the protection of the interests of the community and respect for the rights and freedoms safeguarded by the Convention (see Ünal Tekeli v. Turkey, no. 29865/96, § 51, ECHR 2004-X).

69. The right not to be discriminated against in the enjoyment of the rights guaranteed under the Convention is also violated when States without an objective and reasonable justification fail to treat differently persons whose situations are significantly different (see Thlimmenos, cited above, § 44).

70. The Contracting States enjoy a certain margin of appreciation in assessing whether and to what extent differences in otherwise similar situations justify a different treatment in law (see Marckx v. Belgium, 13 June 1979, § 33, Series A no. 31; Abdulaziz, Cabales and Balkandali v. the United Kingdom, 28 May 1985, § 72, Series A no. 94; and Stubbings and Others v. the United Kingdom, 22 October 1996, § 72, Reports 1996-IV). That margin is wider when it comes to the adoption by the State of general fiscal, economic or social measures, which are closely linked to the State's financial resources (see Burden v. the United Kingdom [GC], no. 13378/05, § 60, ECHR 2008-..., and Petrov v. Bulgaria, no. 15197/02, § 55, 22 May 2008). However, it is ultimately for the Court to decide, in the light of the circumstances of the case in question, whether such measures are compatible with the State's obligations under the Convention and its Protocols (see James and Others v. the United Kingdom, 21 February 1986, § 46, Series A no. 98, and National & Provincial Building Society, Leeds Permanent Building Society and Yorkshire Building Society v. the United Kingdom, 23 October 1997, § 80, Reports 1997-VII).

71 As to the burden of proof in this sphere, the Court has established that once the applicant has shown a difference in treatment, it is for the Government to show that it was justified (see D.H. and Others, cited above, § 177; Timishev v Russia, nos. 55762/00 and 55974/00, § 57, ECHR 2005-XII; and Chassagnou and Others v. France [GC], nos. 25088/94, 28331/95 and 28443/95, §§ 91-92, ECHR 1999-III).

72. With regard to Article 12 of the Convention, the Court has already ruled that marriage is widely accepted as conferring a particular status and particular rights on those who enter it (see Burden, cited above, § 63, and Shackell v. the United Kingdom (dec.), no. 45851/99, 27 April 2000). The protection of marriage constitutes, in principle, an important and legitimate reason which may justify a difference in treatment between married and unmarried couples (see Quintana Zapata v. Spain, Commission decision of 4 March 1998, Decisions and Reports (DR) 92, p. 139). Marriage is characterised by a corpus of rights and obligations that differentiate it markedly from the situation of a man and woman who cohabit (see Nylund v. Finland (dec.), no. 27110/95, ECHR 1999-VI, and Lindsay v. the United Kingdom (dec.), no. 11089/84, 11 November 1986). Thus, States have a certain margin of appreciation to treat differently married and unmarried couples, particularly in matters falling within the realm of social and fiscal policy such as taxation, pensions and social security (see, mutatis mutandis, Burden, cited above, § 65).

...

101. As to the applicant, she chose, together with her partner, to live in a religious marriage and found a family. She and Ö.K. were able to live peacefully as a family, free from any interference with their family life by the domestic authorities. Thus, the fact that they opted for the religious form of marriage and did not contract a civil marriage did not entail any penalties - either administrative or criminal - such as to prevent the applicant from leading an effective family life for the purposes of Article 8. The Court therefore finds no appearance of interference by the State with the applicant's family life.

102. Accordingly, the Court is of the view that Article 8 cannot be interpreted as imposing an obligation on the State to recognise religious marriage. In that regard it is important to point out, as the Chamber did (see paragraph 29 of its judgment), that Article 8 does not require the State to establish a special regime for a particular category of unmarried couples (see Johnston and Others, cited above, § 68). For that reason the fact that the applicant does not have the status of heir, in accordance with the provisions of the Civil Code governing inheritance and with the domestic social security legislation, does not imply that there has been a breach of her rights under Article 8.

..."

Højesterets begrundelse og resultat

A og BA havde boet sammen siden sommeren 1993 uden at have indgået ægteskab. I anledning af parternes samlivsophævelse meddelte BA ved e-mail af 27. oktober 2003 A, at han havde bedt sin bank om at overføre 6 mio. kr. til hendes konto. Sagens første spørgsmål er, om det overførte beløb på 6 mio. kr. helt eller delvist skal anses for et skattefrit kompensationsbeløb.

Det forhold, at A i forbindelse med modtagelsen af beløbet på 6 mio. kr. medunderskrev et antedateret gavebrev og en gaveanmeldelse til skattemyndighederne, kan under de foreliggende omstændigheder ikke afskære hende fra at gøre gældende, at der rettelig i det hele eller delvist var tale om et kompensationsbeløb, som hun modtog i forbindelse med samlivsophævelsen, og som hun havde et retligt krav på.

Det er i Højesterets praksis fastslået, jf. bl.a. UfR 1985, side 607/2, at der ved ophør af et flerårigt, fast samlivsforhold kan tillægges en part, der gennem deltagelse i parternes fælles udgifter - eller på anden måde - i væsentlig grad har bidraget til, at en anden part har kunnet skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue, et beløb, hvis størrelse fastsættes skønsmæssigt under hensyntagen til bl.a. samlivets varighed og parternes økonomiske forhold ved dets ophør.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder Højesteret ligesom landsretten, at det ikke er godtgjort, at A havde et kompensationskrav mod BA.

Højesteret tiltræder derfor også, at det overførte beløb på 6 mio. kr. - i overensstemmelse med den anmeldelse, som A og BA indgav til skattemyndighederne - må anses for en gave. Spørgsmålet er herefter, om gaven falder ind under § 22, stk. 1, litra d, i lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven) og dermed ikke skal henregnes til hendes skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b.

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at A og BA ikke havde fælles bopæl efter den 22. april 2003. Det tiltrædes endvidere, at det ikke er godtgjort, at BA forud for As fraflytning havde afgivet et gaveløfte til hende om betaling af 6 mio. kr., ligesom det tiltrædes, at et gaveløfte først blev afgivet i oktober 2003.

A modtog således ikke gaven på et tidspunkt, hvor hun og BA havde fælles bopæl som krævet efter boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d. Gaven er dermed ikke omfattet af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b, men skal henregnes til As skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 4, litra c.

Højesteret finder, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med artikel 8 eller artikel 1 i tillægsprotokol 1 ikke er til hinder for, at ugifte samlevende i økonomisk henseende behandles anderledes end ægtefæller ved samlivets ophør, herunder skattemæssigt, jf. herved bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29. april 2008 i sagen Burden mod UK og dom af 2. november 2010 i sagen Serife Yigit mod Tyrkiet.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 125.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.