Få svar på dine spørgsmål

Der kan være tryk på telefonerne hos os. Her kan du springe køen over og finde svar på de spørgsmål, som de fleste ringer om lige nu.

BORGER: Nåede du ikke at tjekke din årsopgørelse inden 1. maj?

Oprettet: 2. maj 2022

Hvis du ikke nåede at oplyse beløb eller rette din årsopgørelse for 2021 inden 1. maj, kan du stadig nå det i TastSelv. Her kan du rette i dine årsopgørelser for tidligere år, hvis du har glemt et fradrag eller en indkomst.

Hvis du driver selvstændig virksomhed, skal du oplyse din virksomheds over- eller underskud (resultat) for indkomståret 2021 senest den 1. juli. Når du har oplyst og godkendt årsopgørelsen, kan du se, om du skal betale mere i skat eller have penge tilbage.

Læs om at rette dine gamle årsopgørelser

Læs om at oplyse over- eller underskud af egen virksomhed

BORGER: Har du fået flere årsopgørelser, eller mangler du oplysninger?

Oprettet: 31. marts 2022

Der kan være flere årsager fx:

  • Hvis du får årsopgørelsen på papir, kan det ske, at du modtager en ældre version af årsopgørelsen med posten, efter du har ændret eller betalt i TastSelv.
  • Hvis du har betalt restskat, bliver indbetalingen først registreret 2-3 hverdage efter betalingsdato. Du kan se kvittering i TastSelv under Betaling > Betalingshistorik.
  • Hvis du først har fået en årsopgørelse, hvor du skal have penge tilbage og bagefter får en ny årsopgørelse, hvor du også skal have penge tilbage, så vil du få begge beløb udbetalt på din NemKonto, medmindre du har gæld til det offentlige. Du kan se på årsopgørelsen, hvordan og hvornår vi betaler dine penge tilbage.

Du kan altid se den gældende version af din årsopgørelse i TastSelv.

Læs mere om hvis du har fået flere årsopgørelser

VIDEO: Forstå din årsopgørelse på ét minut

BORGER: Vil du betale din restskat for 2021?

Oprettet: 14. marts 2022

Betal din restskat for 2021 nu og spar renter. Fristen for frivillig betaling af restskat er den 1. juli.

Hvis du betaler i perioden 1. januar til 1. juli 2022, skal du betale en rente på 1,7 % regnet fra 1. januar til og med betalingsdagen.

Hvis du betaler efter den 1. juli 2022, skal du betale et fast procenttillæg på 3,7 %.

Du kan betale din restskat i TastSelv på skat.dk under fanebladet Betaling.

Læs om hvordan du betaler restskat for 2021

Tilpas din forskudsopgørelse for 2022 og betal den rigtige skat løbende

BORGER: Skal du have penge tilbage i skat?

Oprettet: 14. marts 2022

Vi udbetaler overskydende skat til din NemKonto fra den 8. april 2022. I nogle tilfælde tager det dog længere tid, før pengene udbetales.

Det kan fx tage længere tid hvis:

  • Du eller din ægtefælle har gæld til det offentlige, som skal modregnes
  • Du mangler at udfylde oplysningsskema
  • Der er tale om et større beløb
  • Du ikke har en NemKonto.

Vi skal være helt sikre på, at modregningen i din overskydende skat sker på et lovligt grundlag. Derfor gennemgår vi din gæld, inden vi udbetaler pengene.

Vi kan desværre ikke sige, hvornår vi behandler din sag eller fremskynde udbetalingen af dine penge. Hverken hvis du ringer til os, eller hvis du hurtigt betaler din gæld.

Læs mere om at få penge tilbage i skat

Læs om modregning af gæld hos Gældsstyrelsen

Fik du svar på dine spørgsmål?