For at regne ud, hvad din skattepligtige indtægt er, skal du trække bundfradraget fra din samlede lejeindtægt og herefter fratrække 40 % (det kalder vi også 40 % reduktion). Så har du den skattepligtige indtægt, som skal stå på din forskuds- og årsopgørelse. Det vil sige, at du betaler skat af 60 % af de indtægter for udlejning af bil, båd og campingvogn, der overstiger bundfradraget.
Bundfradraget er på 10.700 kr. i 2021 (10.800 kr. i 2022), hvis du udlejer din bil, båd eller campingvogn, eller 20.000 kr. i 2021 (20.300 kr. i 2022), hvis du udlejer en el-, brint- eller hybridbil med et CO2-udslip under 50g/km (nul- eller lavemissionsbil). Se, hvordan du tjekker, om du har ret til det højere bundfradrag i afsnittet ovenfor Har du ret til et højere bundfradrag for udlejning af el-, brint- og hybridbil?
Hvis du vælger at bruge bundfradragsmetoden, skal du bruge den på dine samlede indtægter fra udlejning af bil, båd og campingvogn. Det vil sige, at du ikke kan vælge bundfradraget på indtægter, du har fra fx biludlejning, og så benytte det regnskabsmæssige fradrag på indtægter, du har fra fx bådudlejning.
Eksempel: Udlejning af benzinbil via en platform
Kasper har lejet sin bil ud via en platform og har fået en årlig lejeindtægt på 21.000 kr. i 2021 og vælger at bruge bundfradraget.
Regnestykket for Kaspers skattepligtige indtægt, ser således ud:
Årlig lejeindtægt | 21.000 kr. |
Bundfradrag | 10.700 kr. |
Beløb efter bundfradrag (21.000 kr. - 10.700 kr.) | 10.300 kr. |
40 % reduktion af beløb efter bundfradrag (40 % af 10.300 kr.) | 4.120 kr. |
Skattepligtig indtægt (10.300 kr. - 4.120 kr.) | =6.180 kr. |
Kaspers skattepligtige indtægt er altså 6.180 kr. Kasper tjekker om beløbet er oplyst korrekt i rubrik 20 på sin årsopgørelse.
Eksempel: Udlejning af elbil via en platform
Merian har lejet sin bil ud via en platform. Hendes bil kører på el og har et CO2-udslip på under 50 g/km, og hun har derfor ret til et højere bundfradrag på 20.000 kr. (2021). Hun har fået en årlig lejeindtægt på 25.000 kr.
Regnestykket for Merians skattepligtige indtægt, ser således ud:
Årlig lejeindtægt | 25.000 kr. |
Bundfradrag | 20.000 kr. |
Beløb efter bundfradrag (25.000 kr. - 20.000 kr.) | 5.000 kr. |
40 % reduktion af beløb efter bundfradrag (40 % af 5.000 kr.) | 2.000 kr. |
Skattepligtig indtægt (5.000 kr. - 2.000 kr.) | = 3.000 kr. |
Merians skattepligtige indtægt er altså 3.000 kr. Hun retter beløbet i rubrik 20 på sin årsopgørelse (beløbet der allerede står i rubrikken er beregnet ud fra den lave bundfradragssats).
Hvis du både udlejer et køretøj på benzin eller dieselbil og et el-, brint- eller hybridkøretøj
Hvis du både udlejer et køretøj på benzin eller diesel og et el-, brint- eller hybridkøretøj, skal du anvende bundfradraget på 20.000 kr. Du skal derefter betale skat af 60 % af indtægten fra din udlejning uden om en platform (det kalder vi også 40 % reduktion).
Hvis din indtægt på udlejning af el-, brint- eller hybridbil er mindre end 10.700 kr. i 2021 (10.800 kr. i 2022), kan du dog trække resten af bundfradraget fra din indtægt fra din benzin- eller dieselbil, inden du udregner din skattepligtige indtægt.
Eksempel: Udlejning af en benzinbil og en elbil via en platform
Sanne har udlejet både sin benzinbil og sin elbil via en platform. Hun har fået en årlig lejeindtægt på 8.000 kr. for at udleje sin elbil og 10.000 kr. for at udleje sin benzinbil.
Når hun trækker bundfradraget på de 10.700 kr. fra sin indtægt fra elbil, er der 2.700 kr. tilbage af bundfradraget (det kalder vi et ikke-udnyttet bundfradrag). Det ikke-udnyttede bundfradrag trækker hun fra sin indtægt fra benzinbil.
Regnestykket for Merians skattepligtige indtægt, ser således ud:
Årlig lejeindtægt fra elbil | 8.000 kr. |
Bundfradrag | 10.700 kr. |
Ikke-udnyttet bundfradrag (10.700 kr. - 8.000 kr.) | 2.700 kr. |
Årlig lejeindtægt fra benzinbil | 10.000 kr. |
Lejeindtægt fra benzinbil fratrukket ikke-udnyttet bundfradrag (10.000 kr. - 2.700 kr.) | 7.300 kr. |
40 % reduktion af beløb efter bundfradrag (40 % af 7.300 kr.) | 2.920 kr. |
Skattepligtig indtægt (7.300 kr. - 2.920 kr.) | = 4.380 kr. |
Sannes skattepligtige indtægt er altså 4.380 kr. Hun tjekker og retter beløbet i rubrik 20 på sin årsopgørelse (beløbet der allerede står i rubrikken er beregnet ud fra den lave bundfradragssats).
Eksempel: Udlejning af en benzinbil og en elbil via en platform
Adam har udlejet både sin benzinbil og sin elbil via en platform. Han har fået en årlig lejeindtægt på 10.000 kr. for at udleje sin benzinbil og 15.000 kr. for at udleje sin elbil.
Regnestykket for Adams skattepligtige indtægt, ser således ud:
Årlig lejeindtægt fra elbil | 15.000 kr. |
Bundfradrag (kan ikke overstige lejeindtægten fra elbil) | 15.000 kr. |
Skattepligtig indtægt fra elbil (15.000 kr. - 15.000 kr.) | 0 kr. |
Årlig lejeindtægt fra benzinbil | 10.000 kr. |
Ikke-udnyttet bundfradrag (10.700 kr. - 15.000) | 0 kr. * |
Lejeindtægt fra benzinbil fratrukket ikke-udnyttet bundfradrag (10.000 kr. - 0 kr.) | 10.000 kr. |
40 % reduktion af beløb efter bundfradrag (40 % af 10.000 kr.) | 4.000 kr. |
Skattepligtig indtægt (10.000 kr. - 4.000 kr.) | = 6.000 kr. |
* Bundfradrag kan aldrig være mindre end 0 kr.
Adams skattepligtige indtægt er altså 6.000 kr. Hun tjekker og retter beløbet i rubrik 20 på sin årsopgørelse (beløbet der allerede står i rubrikken er beregnet ud fra den lave bundfradragssats).