Dato for udgivelse
13 Jan 2022 14:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Dec 2021 07:56
SKM-nummer
SKM2022.22.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
21-0705614
Dokument type
System teknisk
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt
Emneord
Momsfri virksomhedsoverdragelse - filial - fusion - omdannelse
Resumé

Spørger er en dansk filial af et selskab i EU-land A. Spørger driver virksomhed med bl.a. levering af Q Services til kunder i Danmark.

Selskabet i EU-land A planlægger at fusionere med et koncernforbundet selskab i EU-land B, som tillige har en filial i Danmark. Skatterådet kan bekræfte, at der ved fusionen sker en momsfri virksomhedsoverdragelse af aktiverne i Spørger til filialen af selskabet i EU-land B, jf. momslovens § 4, stk. 5.

Efter fusionen planlægger selskabet i EU-land B at lade sig omdanne til et europæisk selskab (societas europaea). Skatterådet kan bekræfte, at omdannelsen ikke udgør levering mod vederlag i momslovens forstand, og at en sådan omdannelse dermed ikke er omfattet af momslovens anvendelsesområde

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4, nr. 1

Reference(r)

Momslovens § 4, stk. 5.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit D.A.4.1.8

Spørgsmål:

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers overdragelse af samtlige aktiver og passiver til Filial af X er en momsfri virksomheds-overdragelse, jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt.?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at den selskabsretlige omdannelse af Filial af X, til Filial Z (der er en dansk filial af et SE-selskab etableret i EU-land B) ikke udgør levering mod vederlag, og at en sådan omdannelse dermed ikke er omfattet af momslovens anvendelsesområde?

Svar:

  1. Ja
  2. Ja

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgers koncern har p.t. to aktive enheder i Danmark:

  • Filial af Y (Spørger) og
  • Filial af X

Med henblik på at simplificere den juridiske struktur i EØS påtænker Spørgers koncern at samle de eksisterende juridiske enheder i EØS til én juridisk enhed. Spørgers koncern påtænker således at gennemføre en grænseoverskridende fusion af Y (etableret i EU-land A) og X (etableret EU-land B), med sidstnævnte enhed som fortsættende selskab. Dette indebærer, at aktiviteten i Spørger overdrages til Filial af X.

Efter fusionen bliver X, der er et aktieselskab, omdannet til et Europæisk-selskab (Societas Europaea, "SE-selskab"). Efter omdannelsen vil den fortsættende enhed være Z, der er etableret i EU-land B, og som har filialer rundt om i EØS, herunder i Danmark.

Det er denne fusion og efterfølgende omdannelse, som Skatterådet skal tage stilling til i nærværende anmodning om bindende svar.

Yderligere om baggrunden

Fusionen indebærer, at alle aktiver og passiver i Spørger overdrages til Filial af X. Dette inkluderer bl.a. alle medarbejdere, kontorinventar mv.

Spørgers aktiviteter består i levering af forskellige finansielle transaktioner.

Spørger har 18 medarbejdere, der alle indgår i fusionen med Filial af X.

Filial af X’s aktiviteter består af marketing, salg og rådgivning i relation til Filial af X’s hovedkontors aktiviteter. Herudover supporterer Filial af X koncernforbundne selskabers aktiviteter vedrørende M&A.

Filial af X har 5 medarbejdere, der alle indgår i omdannelsen.

Filial af Z vil efter omdannelsen have både momspligtige og momsfritagne transaktioner.

Filial af Z’s hovedkontor i EU-land B bliver "afregnende enhed" i en fællesregistrering i EU-land B.

I relation til de konkrete ydelser har Spørger oplyst, at før fusionen leverer Spørger Q Services til eksterne kunder i Danmark. Q Services består af forskellige finansielle transaktioner, herunder både momspligtige og momsfritagne transaktioner.

Efter fusionen vil aktiviteterne i forhold til Q Services være uændret. Den fortsættende filial kommer således til at levere de samme Q Services som Spørger leverer før fusionen. Dvs. Den fortsættende filial kommer til at levere Q Services til eksterne kunder i Danmark - både momspligtige og momsfrie ydelser.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Momslovens § 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering".

Udgangspunktet er herefter, at overdragelsen af alle aktiver og passiver fra Spørger til Filial af X er en momspligtig transaktion, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Dette udgangspunkt fraviges i momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., der har følgende ordlyd:

"Til levering mod vederlag kan dog ikke henregnes overdragelse af aktiver som led i en overdragelse af virksomheden eller af en del af denne, når den nye indehaver er eller bliver registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a. Virksomheden skal inden 8 dage efter overdragelsen give told- og skatteforvaltningen meddelelse om den nye indehavers navn og adresse samt om salgsprisen for de overdragne aktiver".

Momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. er en implementering af momssystemdirektivets artikel 19, som har følgende ordlyd:

"Medlemsstaterne kan anlægge den betragtning, at der ved hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse, mod eller uden vederlag eller i form af indskud i et selskab, ikke er sket nogen levering af varer, og at modtageren træder i overdragerens sted."

Såfremt overdragelsen er omfattet af momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., vil transaktionen således falde uden for momslovens anvendelsesområde, og kan derfor ske uden moms.

EU-Domstolen har ved flere lejligheder taget stilling til rækkevidden af virksomhedsoverdragelsesreglen. I sag C-497/01, Zita Modes, fastslog EU-Domstolen således, at de overordnede betingelser for anvendelsen af bestemmelsen er følgende:

  1. De overdragne aktiver skal udgøre en virksomhed eller en selvstændig del af en virksomhed (dvs. alle aktiver, der er nødvendige for virksomhedens drift skal indgå i overdragelsen).
  2. Køber skal have til hensigt at drive den overdragne virksomhed videre.

Det er Spørgers vurdering, at begge betingelser er opfyldt i nærværende sag, og at overdragelsen af aktiviteten fra Spørger til Filial af X derfor er en momsfri virksomhedsoverdragelse.

Ad betingelse 1 - De overdragne aktiver skal udgøre en virksomhed eller en selvstændig del af en virksomhed

I sag C-497/01, Zita Modes, udtalte EU-Domstolen følgende om denne betingelse:

"40. I betragtning af dette formål skal begrebet »hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse, mod eller uden vederlag, eller i form af indskud i et selskab« fortolkes således, at det omfatter overdragelse af en forretning eller en selvstændig del af en virksomhed, som omfatter materielle aktiver og eventuelt immaterielle aktiver, som tilsammen udgør en virksomhed eller en del af en virksomhed, der kan fortsætte med at drive en selvstændig økonomisk virksomhed, men at begrebet ikke omfatter en ren overdragelse af goder som salg af en varebeholdning".

Det fremgår desuden af den juridiske vejledning, afsnit 2021-1, afsnit D.A.4.5.3, at der foreligger en "overdragelse af virksomheden eller en del af denne", når de aktiver, som basalt set er nødvendige for virksomhedens drift, indgår i overdragelsen. Momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., forudsætter således, at der er tale om en overdragelse af en virksomheds driftsmidler mv. (økonomisk enhed), som foretages med henblik på, at køberen enten selv fortsætter driften af virksomheden eller udøver en driftsmæssig anvendelse af de overdragne aktiver, der kan sidestilles hermed.

Det er Spørgers vurdering, at overdragelsen fra Spørger til Filial af X af samtlige aktiver og passiver er en overdragelse af en virksomhed eller en del af en virksomhed efter principperne i C-497/01, Zita Modes og den juridiske vejledning. Alle de nødvendige aktiver for, at Filial af X kan drive virksomheden videre, indgår således i overdragelsen.  

Baseret på ovenstående er det derfor Spørgers opfattelse, at betingelse nr. 1 er opfyldt.

Ad betingelse 2 - Køber skal have til hensigt at drive den overdragne virksomhed videre

I sag C-497/01, Zita Modes, udtalte EU-Domstolen følgende om betingelsen vedrørende købers hensigt:

"44. Det følger af formålet med [nu momssystemdirektivets artikel 19] og af fortolkningen af begrebet »hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse, mod eller uden vederlag, eller i form af indskud i et selskab«, således som beskrevet i denne doms præmis 41, at de overdragelser, der er omfattet af denne bestemmelse, er de overdragelser, hvor modtageren har til hensigt at drive forretningen eller en del af den overdragne virksomhed, og ikke blot har til hensigt øjeblikkeligt at likvidere den pågældende virksomhed eller eventuelt at sælge lagerbeholdning.

45. Derimod følger der intet krav af sjette momsdirektivs artikel 5, stk. 8, om, at modtageren forud for overdragelsen udøver samme type erhvervsvirksomhed som overdrageren."

Disse principper fremgår ligeledes af den juridiske vejledning, afsnit D.A.4.5.3:

"Momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., forudsætter derfor, at der er tale om en overdragelse af en virksomheds driftsmidler mv. (økonomisk enhed), som foretages med henblik på, at køberen enten selv fortsætter driften af virksomheden eller udøver en driftsmæssig anvendelse af de overdragne aktiver, der kan sidestilles hermed.

Der skal i almindelighed være tale om, at sælgeren ophører med at drive den overdragne del af virksomheden. Når det skal vurderes, om der er tale om en "overdragelse af virksomheden eller en del af denne", lægges der derfor - i henhold til dansk momspraksis - vægt på, at sælger ophører med driften af den overdragne økonomiske enhed samtidig med, at der lægges vægt på købers hensigt med overtagelsen af den økonomiske enhed."

Det er ikke et krav, at modtageren forud for en virksomhedsoverdragelse udøver samme type af erhvervsvirksomhed som overdrageren (ligesom det heller ikke er et krav, at modtageren har tilladelse til at udøve den virksomhed, som det overdragne gør det muligt at udøve), jf. også den juridiske vejledning, afsnit 2021-1, afsnit D.A.4.5.3.

Som anført ovenfor, har Filial af X på overdragelsestidspunktet til hensigt at fortsætte den overdragne virksomhed efter overdragelsen.

Det er således ikke Filial af X’s hensigt at ophøre med driften af virksomheden.

Dette understøttes af det forhold, at overdragelsen er sket på baggrund af en større omstrukturering af koncernen, hvor det på intet tidspunkt har været hensigten at stoppe deres virksomhed i Danmark, men blot at videreføre den under Filial af Z fremfor Spørger. 

Det er således Spørgers opfattelse, at overdragelsen ikke mister sin karakter af en (momsfri) overdragelse af en virksomhed eller en del af en virksomhed, selvom Filial af X (der er en dansk filial af et aktieselskab i EU-land B), efterfølgende omdannes til Filial af Z (der er en dansk filial af et SE-selskab etableret i EU-land B), da omdannelsen, jf. spørgsmål 2, ikke udgør levering mod vederlag.

Spørger ophører med at drive den overdragne del af virksomheden.

Baseret på ovenstående er det derfor Spørgers opfattelse, at betingelse nr. 2 er opfyldt.

Kommende lovændring af momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt.

Med vedtagelsen af L 2019-12-05 nr. 1295 ændres momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. Ændringen træder i kraft den 1. juli 2021, og ændringen har således virkning på tidspunktet for transaktionens gennemførelse.

I momslovens § 4 indsættes som stk. 5:

"Stk. 5. Til levering mod vederlag kan dog ikke henregnes overdragelse af en samlet formue-masse som led i en overdragelse af virksomheden eller af en del af denne. Når virksomheden er registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a for den aktivitet, der udøves i forbindelse med den overdragne formuemasse, er det dog en betingelse, at køberen ligeledes bliver registreret for den pågældende aktivitet. Virksomheden skal inden 8 dage efter overdragelsen give told- og skatteforvaltningen meddelelse om køberens navn og adresse og om salgsprisen for det overdragne."

Spørger er i dag momsregistreret for sin aktivitet, og Filial af Z vil efter omdannelsen blive momsregistreret for selv samme aktivitet. Denne betingelse er derfor - efter Spørgers opfattelse - ligeledes opfyldt.

På denne baggrund er det Spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares med et "ja".

Spørgsmål 2

Momslovens § 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Udgangspunktet i momssystemet er således, at der skal svares moms af enhver vare og ydelse, der leveres mod vederlag af en afgiftspligtig person. Det er således en nødvendig betingelse for, at en transaktion er omfattet af momslovens anvendelsesområde, at transaktionen indebærer en levering mod vederlag.

Det er Spørgers opfattelse, at den selskabsretlige omdannelse af Filial af X (der er en dansk filial af et aktieselskab i EU-land B) til Filial af Z (der er en dansk filial af et SE-selskab etableret i EU-land B) ikke udgør levering mod vederlag, og at en sådan omdannelse dermed ikke er omfattet af momslovens anvendelsesområde.

En omdannelse af et selskab til et SE-selskab giver ikke anledning til, at selskabet opløses, eller at der stiftes en ny juridisk enhed, jf. Rådets Forordning (EF) nr. 2157/2001 (SE-forordningen) Artikel 37, stk. 2.:

"Omdannelse af et aktieselskab til et SE-selskab giver ikke anledning til, at selskabet opløses, eller at der stiftes en ny juridisk person …"

Rent selskabsretligt sker der ved omdannelsen ikke nogen overdragelse, da Filial af X efter omdannelsen anses for at fortsætte i Filial af Z som den samme juridiske person med samme privatretlige interesser og forpligtelser som før omdannelsen. Omdannelsen gennemføres med selskabsretlig succession, hvorved omdannelsen bl.a. kan ske uden samtykke fra kreditorerne. Ved omdannelsen opretholder selskabet endvidere det samme CVR-nummer.

Det følger af Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit D.A.11.7.4.5.5, at:

"Hvis et anpartsselskab omdannes til et aktieselskab efter selskabsloven, anses selskabet for at fortsætte som den samme juridiske person med samme privatretlige interesser og forpligtelser som før omdannelsen. Omdannelsen kan derfor ikke anses for en virksomhedsoverdragelse, der udløser en forpligtelse til at foretage regulering efter ML § 43, stk. 3, nr. 5."

Det fremgår ikke eksplicit af overstående, at en omdannelse fra et ApS til A/S ikke udgør levering mod vederlag i momsmæssig henseende. Det er dog Spørgers klare opfattelse, at ovenstående passus fra den juridiske vejledning er udtryk for en "allerede fordi"-betragtning. Det ligger således implicit i formuleringen, at omdannelsen ikke er udtryk for levering mod vederlag, hvorfor der ikke kan være tale om en virksomhedsoverdragelse, der udløser en forpligtelse til at foretage regulering efter momslovens § 43, stk. 3, nr. 5. Levering mod vederlag er netop en nødvendig betingelse for, at momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., kan finde anvendelse. Tilsvarende gælder - efter Spørgers opfattelse - omdannelse af et selskab til et SE-selskab.

Når et selskab omdannes til et SE-selskab efter SE-forordningen, anses selskabet for at fortsætte som den samme juridiske person med samme privatretlige interesser og forpligtelser som før omdannelsen, jf. ovenfor. Tilsvarende gældende - efter Spørgers opfattelse - fra et momsmæssigt perspektiv, således selskabet fortsætter som den samme den afgiftspligtige person som før omdannelsen. Det er med andre ord den samme afgiftspligtige person før og efter omdannelsen - dog blot i en anden selskabsretlig form.

Dertil kommer, at momssystemet alene tilsigter at beskatte forbrug. For at der foreligger et forbrug i momsmæssig sammenhæng, må der foreligge en aktivitet, der indebærer mulighed for direkte nytte eller fordele for identificerbare personer, jf. således også EU-Domstolens dom i sag C-384/95, Landboden, præmis 20, hvoraf det fremgår:

"… Det er kun arten af den indgåede forpligtelse, der har betydning: for at være omfattet af det fælles merværdiafgiftssystem skal forpligtelsen medføre et forbrug."

I nærværende tilfælde opstår der ikke et forbrug, da der ved omdannelsen ikke sker en ændring af ejerskabet af kapitalandelene eller de underliggende aktiver. Der er således ingen personer eller selskaber, der drager fordel eller nytte af den påtænkte omdannelse.

Endelig skal det fremhæves, at Skatterådet i bindende svar refereret i SKM2017.692.SR har bekræftet, at omdannelsen af et ApS til et A/S og den efterfølgende omdannelse til et P/S ikke kunne anses for at være en virksomhedsoverdragelse efter momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. Skatterådets begrundelse i SKM2017.692.SR var, at der før og efter de selskabsretlige omdannelser var tale om den samme juridiske enhed med samme CVR-nummer.

På denne baggrund er det Spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares med et "ja".

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørgers overdragelse af samtlige aktiver og passiver til Filial af X er en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt.

Begrundelse

Spørger er en dansk filial af et selskab i EU-land A. Spørger driver virksomhed med bl.a. levering af Q services til koncernens kunder i Danmark.

Spørger må på denne baggrund anses for en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3. Det lægges til grund for besvarelsen, at Spørger som led i sin virksomhed leverer både momspligtige og momsfritagne ydelser.

Selskabet i EU-land A påtænker at fusionere med selskabet i EU-land B, hvilket har den konsekvens, at Spørger vil overdrage samtlige aktiver og passiver til Filial af X, herunder samtlige medarbejdere, kontorinventar mv.

Det lægges til grund for besvarelsen, at Spørger må anses for at have fast forretningssted i Danmark i forbindelse med overdragelsen, ligesom Filial af X må anses for at have fast forretningssted i Danmark.

Efter fusionen vil Spørger ophøre med at drive virksomhed.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at overdragelsen af Spørgers aktiver til Filial af X som udgangspunkt er en momspligtig transaktion, idet denne foretages af Spørger i egenskab af afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3 og mod vederlag, jf. momslovens § 4.

Overdrages Spørgers aktiver imidlertid som led i en virksomhedsoverdragelse anses transaktionen ikke for en levering mod vederlag momslovens forstand, jf. momslovens § 4, stk. 5. Overdragelsen vil i denne situation ikke være momspligtig.

Det bemærkes, at momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., blev ophævet den 1. juli 2021 og erstattet af § 4, stk. 5.

Bestemmelsen har hjemmel i momssystemdirektivets artikel 19 og 29, som endvidere giver medlemsstaterne mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forebygge momssvig eller momsunddragelse ved anvendelsen af bestemmelsen.

EU-domstolen har i sagen C-497/01, Zita Modes sarl, udtalt, at begrebet "hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse" skal fortolkes således, at det omfatter overdragelse af en forretning eller en selvstændig del af en virksomhed, som omfatter materielle aktiver og eventuelt immaterielle aktiver, som tilsammen udgør en virksomhed eller en del af en virksomhed, der kan fortsætte med at drive en selvstændig økonomisk virksomhed, men at begrebet ikke omfatter en ren overdragelse af goder som salg af en varebeholdning.

EU-domstolens generaladvokat anfører i sin indstilling til domstolen, at det afgørende kriterium med henblik på afgørelsen af, om der er tale om en sådan overdragelse, er, om den pågældende enhed bevarer sin identitet, hvilket navnlig må lægges til grund, såfremt driften faktisk fortsættes eller genoptages.

Videre anfører generaladvokaten, at det ved vurderingen er nødvendigt, at der tages hensyn til alle de faktiske omstændigheder omkring overførslen, herunder hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om, hvorvidt der er sket en overførsel af de fysiske goder, som f.eks. bygninger og løsøre, værdien af de immaterielle goder på tidspunktet for overførslen, hvorvidt den nye indehaver har overtaget størstedelen af arbejdsstyrken, om kundekredsen overføres, samt i hvor høj grad aktiviteterne før og efter overførslen er de samme, og hvor længe disse eventuelt har været indstillet. Alle disse omstændigheder kan dog kun indgå som enkelte elementer i den samlede bedømmelse, der skal foretages.

Det er med baggrund i en samlet vurdering Skattestyrelsens opfattelse, at når Spørger overdrager alle sine aktiver som led i fusionen, så opfylder transaktionen betingelserne i momslovens § 4, stk. 5, om momsfrie virksomhedsoverdragelser.

Der er herved bl.a. henset til, at alle Spørgers aktiver overdrages, ligesom Spørger efter overdragelsen ophører med at drive virksomhed, mens Filial af X fortsætter med at drive Spørgers virksomhed i form af levering af bl.a. Q services til koncernens kunder i Danmark.

Videre bemærkes det, at resultatet er i overensstemmelse med Skatterådets afgørelse i SKM2020.18.SR, hvor Skatterådet ligeledes anerkendte, at en overdragelse mellem to filialer opfyldte betingelserne for at blive anset for en momsfri virksomhedsoverdragelse.

Det forudsættes herved, at Filial af X efter overdragelsen er momsregistreret for de momspligtige aktiviteter, ligesom Filial af X inden 8 dage efter overdragelsen give Skattestyrelsen meddelelse om køberens navn og adresse og om salgsprisen for det overdragne, jf. momslovens § 4, stk. 5.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at den selskabsretlige omdannelse af Filial af X (der er en dansk filial af et aktieselskab i EU-land B), til Filial af Z (der er en dansk filial af et SE-selskab etableret i EU-land B) ikke udgør levering mod vederlag, og at en sådan omdannelse dermed ikke er omfattet af momslovens anvendelsesområde.

Begrundelse

Efter fusionen mellem selskabet i EU-land B og selskabet i EU-land A påtænker selskabet i EU-land B som den fortsættende enhed at lade sig omdanne til et europæisk selskab (societas europaea).

Muligheden for at lade et aktieselskab omdanne til et europæisk selskab har sin oprindelse i Rådets forordning nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001. I henhold til forordningens § 1 er et europæisk selskab en juridisk person, hvis kapital er fordelt på aktier, hvor hver aktionær kun hæfter for et beløb svarende til den kapital, den pågældende har tegnet.

I henhold til forordningens artikel 37 kan et europæisk selskab stiftes ved en omdannelse af et aktieselskab. Videre fremgår det af bestemmelsen, at en sådan omdannelse ikke giver anledning til, at selskabet opløses, eller at der stiftes en ny juridisk person.

Skattestyrelsen bemærker, at Skatterådet i SKM2017.692.SR har fastslået, at når der er tale om samme juridiske enhed før og efter en selskabsomdannelse med samme privatretlige interesser og forpligtelser, så vil omdannelsen ikke udgøre en virksomhedsoverdragelse efter momsloven, ligesom der ikke vil blive udløst nogen momsreguleringsforpligtelse. Rådet henviste herved bl.a. til bemærkningerne til selskabsloven, hvoraf det fremgår, at når et aktieselskab omdannes til et partnerselskab, er der tale om den samme juridiske enhed før og efter omdannelsen.

Det er med baggrund heri Skattestyrelsens opfattelse, at når aktieselskabet i EU-land B omdannes til et europæisk selskab, så sker der herved heller ikke en virksomhedsoverdragelse eller en overdragelse af virksomhedens aktiver i momslovens forstand, idet der jf. forordningens artikel 37 er tale om samme juridiske person før og efter omdannelsen.

Skattestyrelsen bemærker videre, at Filial af X ikke er en selvstændig juridisk person, idet filialen ikke har en fra selskabet i EU-land B forskellig retssubjektivitet.

Henset hertil er det Skattestyrelsens konklusion, at når selskabet i EU-land B bliver omdannet til et europæisk selskab, som er samme juridiske person, så er det samme tilfældet med filialen i Danmark af selskabet i EU-land B, og virksomhedsomdannelsen kan på denne baggrund - i relation til filialen - heller ikke anses for en overdragelse af filialens aktiver.

Der sker herved ikke en levering mod vederlag i momslovens forstand, og omdannelsen udløser derfor ikke en momspligt.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Af momslovens § 4, stk. 5, fremgår følgende:

"Stk. 5.Til levering mod vederlag kan dog ikke henregnes overdragelse af en samlet formuemasse som led i en overdragelse af virksomheden eller af en del af denne. Når virksomheden er registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a for den aktivitet, der udøves i forbindelse med den overdragne formuemasse, er det dog en betingelse, at køberen ligeledes bliver registreret for den pågældende aktivitet. Virksomheden skal inden 8 dage efter overdragelsen give told- og skatteforvaltningen meddelelse om køberens navn og adresse og om salgsprisen for det overdragne."

Momslovens § 4, stk. 5, implementerer en række bestemmelser i momssystemdirektivet, herunder særligt artikel 18 (dele heraf), artikel 19 og artikel 29.

Momssystemdirektivets artikel 18, har følgende ordlyd:

"Medlemsstaterne kan sidestille følgende transaktioner med levering af varer mod vederlag:

a. en afgiftspligtig persons udtagning til brug for sin virksomhed af en vare, som er produceret, frembragt, udvundet, forarbejdet, indkøbt eller indført som led i virksomhedsudøvelsen, når erhvervelsen af en sådan vare hos en anden afgiftspligtig person ikke ville give ham ret til fuldt fradrag af momsen,

b. en afgiftspligtig persons udtagning af en vare til en ikke-afgiftspligtig form for virksomhed, såfremt denne vare har givet ret til fuldt eller delvist fradrag af momsen på tidspunktet for erhvervelsen eller for udtagningen i henhold til litra a),

c. bortset fra de i artikel 19 omhandlede tilfælde, det forhold, at en afgiftspligtig person eller personer, som indtræder i hans rettigheder, når han ophører med sin afgiftspligtige økonomiske virksomhed, ligger inde med varer, såfremt disse varer har givet ret til fuldt eller delvist fradrag af momsen ved erhvervelsen eller ved udtagningen i henhold til litra a)."

Momssystemdirektivets artikel 19, har følgende ordlyd:

"Medlemsstaterne kan anlægge den betragtning, at der ved hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse, mod eller uden vederlag eller i form af indskud i et selskab, ikke er sket nogen levering af varer, og at modtageren træder i overdrage-rens sted.

Medlemsstaterne kan træffe de nødvendige foranstaltninger for at undgå konkurrenceforvridning, når modtageren ikke er en fuldt afgiftspligtig person. De kan også træffe de nødvendige foranstaltninger for at forebygge momssvig eller momsund-dragelse ved anvendelsen af denne artikel."

Momssystemdirektivets artikel 29, har følgende ordlyd:

"Artikel 19 finder tilsvarende anvendelse på levering af ydelser."

Praksis

C-497/01, Zita Modes sarl

Begrebet "hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse, mod eller uden vederlag, eller i form af indskud i et selskab" skal fortolkes således, at det omfatter overdragelse af en forretning eller en selvstændig del af en virksomhed, som omfatter materielle aktiver og eventuelt immaterielle aktiver, som tilsammen udgør en virksomhed eller en del af en virksomhed, der kan forsætte med at drive en selvstændig økonomisk virksomhed. Det er derfor kun overdragelser, hvor modtageren har til hensigt at drive forretningen eller en del heraf videre, der er omfattet af momssystemdirektivets artikel 19, 1. led. Overdragelser, hvor modtageren blot har til hensigt øjeblikkeligt at likvidere virksomheden eller sælge lagerbeholdningen er ikke omfattet.

SKM2020.18.SR

Skatterådet bekræfter, at Spørger kan behandle overdragelsen af forretningsområdet "xx" som en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Af artikel 1 & 37 i Rådets forordning nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001 fremgår følgende:

"Artikel 1

  1. På Fællesskabets område kan der stiftes selskaber i form af europæiske aktieselskaber (Societas Europaea, i det følgende benævnt »SE-selskaber«) på de betingelser og efter de regler, der er fastsat i denne forordning.
  2. Et SE-selskabs kapital er fordelt på aktier. Hver aktionær hæfter kun for et beløb svarende til den kapital, den pågældende har tegnet.
  3. Et SE-selskab har status som juridisk person.
  4. For medarbejderindflydelsen i et SE-selskab gælder bestemmelserne i direktiv 2001/86/EF.

…….

Artikel 37

1.   Et SE-selskab kan stiftes efter artikel 2, stk. 4.

2.   Omdannelse af et aktieselskab til et SE-selskab giver ikke anledning til, at selskabet opløses, eller at der stiftes en ny juridisk person, jf. dog artikel 12.

3.   Det vedtægtsmæssige hjemsted kan ikke flyttes fra en medlemsstat til en anden i forbindelse med omdannelsen, jf. artikel 8.

4.   Det pågældende selskabs ledelses- eller administrationsorgan udfærdiger en omdannelsesplan og en beretning, hvori de juridiske og økonomiske aspekter af omdannelsen forklares og begrundes, ligesom der redegøres for følgerne af den vedtagne SE-selskabsform for aktionærerne og medarbejderne.

5.   Omdannelsesplanen skal offentliggøres efter reglerne i den enkelte medlemsstats lovgivning, jf. artikel 3 i direktiv 68/151/EØF, mindst en måned inden datoen for den generalforsamling, der skal tage stilling til omdannelsen.

6.   Inden generalforsamlingen, jf. stk. 7, attesterer en eller flere uafhængige sagkyndige, som efter de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af artikel 10 i direktiv 78/855/EØF, er udpeget eller godkendt af en retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat, som det selskab, der omdannes til et SE-selskab, hører under, at selskabet i overensstemmelse med direktiv 77/91/EØF (8) med de fornødne ændringer faktisk råder over aktiver, som mindst svarer til selskabskapitalen med tillæg af de reserver, som i henhold til loven eller vedtægterne ikke kan uddeles.

7.   Generalforsamlingen i det pågældende selskab godkender omdannelsesplanen samt SE-selskabets vedtægter. Generalforsamlingens beslutning skal træffes på de betingelser, der er fastsat i de nationale bestemmelser, jf. artikel 7 i direktiv 78/855/EØF.

8.   Medlemsstaterne kan gøre omdannelsen afhængig af kvalificeret flertal eller enstemmighed i organet for det selskab, der skal omdannes, og hvor der findes en ordning for medbestemmelse for medarbejderne.

9.   Rettigheder og forpligtelser i det selskab, der skal omdannes, med hensyn til arbejds- og ansættelsesvilkår, som bygger på national lovgivning, praksis og individuelle arbejdskontrakter eller ansættelsesforhold, som eksisterede på registreringstidspunktet, overføres til SE-selskabet ved dets registrering."

Af selskabslovens § 345, stk. 1, fremgår følgende:

"Udenlandske aktieselskaber, partnerselskaber og anpartsselskaber samt selskaber med en tilsvarende selskabsretsform, der er hjemmehørende i et EU- eller EØS-land, kan drive virksomhed gennem en filial her i landet.

Stk. 2. Andre udenlandske aktieselskaber, partnerselskaber og anpartsselskaber samt selskaber med en tilsvarende selskabsform kan drive virksomhed gennem en filial her i landet, hvis dette er hjemlet i international aftale, eller når Erhvervsstyrelsen skønner, at der indrømmes danske kapitalselskaber tilsvarende ret i vedkommende land, eller i øvrigt giver tilladelse hertil."

Af momslovens § 4, stk. 1, fremgår følgende:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Praksis

SKM2017.692.SR

Skatterådet bekræftede, at der ville ske afståelsesbeskatning i A A/S ved omdannelse til et P/S samt at A A/S var berettiget til at anvende overførselsreglen i selskabsskattelovens § 3, stk. 4 for så vidt angår likvidationsavancen, der fremkom ved omdannelsen. Endvidere bekræftede Skatterådet, at omdannelsen til et P/S ikke skulle anses for at være en virksomhedsoverdragelse, der udløste en forpligtelse til at foretage regulering efter momslovens § 43, stk. 3, nr. 5.