Dato for udgivelse
11 Jun 2021 10:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 May 2021 15:32
SKM-nummer
SKM2021.310.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Sagsnummer
BS-1883/2016-GLO
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Indregistrering og vægtafgift
Emneord
Hæftelse, realitet, flexleasing, ejendomsretten
Resumé

Retten fandt, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden.

På baggrund af sagens omstændigheder fandt retten, at leasingtageren indgik leasingaftalen med viden om, at der ikke blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Skatteministeriet fik på den baggrund medhold i sin betalingspåstand.

Reference(r)

Registreringsafgiftslovens § 1

Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5

Henvisning

Den Juridiske Vejledning I.A.1.7.2

Redaktionelle noter

Tidligere instans - ej offentliggjort


Parter

Skatteministeriet

(v/advokat Tony Sabbah)

mod

A

Denne afgørelse er truffet af dommer Martin Broms.

Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen, der er anlagt den 4. november 2016, angår Skatteankestyrelsens afgørelse af 5. august 2016, hvorved A blev fritaget for betaling af fuld registreringsafgift i anledning af en indgået, men senere tilsidesat leasingaftale.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om, at A skal betale 481.382 kr. med procesrente fra den 3. juli 2014.

A har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen
G1, som A var direktør og anpartshaver i, erhvervede den 12. april 2013 en Mercedes for en netto købesum på EUR 32.200 - dengang svarende til 240.057,44 kr. Underskrift og stempel er udateret.

Under skattemyndighedernes behandling af sagen fremlagde A en slutseddel - muligt dateret 30. maj 2013, hvoraf fremgår blandt andet, at G1 solgte den pågældende Mercedes til G2 for 150.000 kr. inkl. moms. Det er ubestridt, at A aldrig modtog købesummen.

Slutsedlen fremstår mangelfuld i forhold til en række oplysninger og er alene underskrevet af G1. Genpart af slutsedlen er ikke fundet hos G2 i forbindelse med en senere strafferetlig efterforskning, hvorunder G2s lokaliteter blev ransaget. Det fremgår af bilag 1 til slutsedlen, at der er taget ejendomsforbehold.

A indgik samme dag - den 30. maj 2013 - en leasingaftale med G2 vedrørende nævnte Mercedes. Aftalen er underskrevet af begge parter. Der foreligger ikke dokumentation for betaling i henhold til kontrakten, bortset fra første leasingydelse, men det er fra A oplyst, at betaling formentlig skete kontant.

Politiet og skattemyndighederne gennemførte den 27. juni 2013 ransagning af G2s lokaliteter på baggrund af en kendelse afsagt af Retten i Lyngby. 

A har under henvisning til et fremlagt brev af 1. juli 2013 oplyst, at han rykkede G2 for betaling af købesummen. Dette brev, hvoraf fremgår blandt andet, at købesummen ikke er modtaget, og at der henvises til ejendomsforbeholdet, er ikke underskrevet, og genpart heraf er ikke fundet hos G2 under den strafferetlige efterforskning.

A afmeldte den 1. juli 2013 køretøjet.

Retten i Lyngby afsagde den 15. juli 2013 kendelse om beslaglæggelse af As Mercedes. Denne bil var én af 37 køretøjer, som i henhold til en så kaldt E-liste efter det oplyste var overdraget til G2 uden afregning af købesummen og siden leaset til overdragerne af de enkelte biler. Kendelsen om beslaglæggelse af As bil blev kæret til Østre Landsret, som stadfæstede. I sit kæreskrift af 1. august 2013 anførte A, at han var bekendt med, at leasingordningen indebar, at der ikke skulle betales fuld registreringsafgift af bilen.

A ønskede efterfølgende ikke at udlevere bilen, hvilket dog skete  senere - den 2. september 2014.

SKAT traf den 18. juni 2014 afgørelse, hvorved A blev pålagt at betale fuld registreringsafgift af den leasede Mercedes. Afgiftsbeløbet udgjorde 481.382 kr. svarende til påstandsbeløbet under denne sag.

Skatteankestyrelsen bestemte ved afgørelse af 5. august 2016, at A ikke hæftede for den fulde registreringsafgift, og omgjorde derved SKATs afgørelse af 18. juni 2014.

Skatteministeriet indbragte den 4. november 2016 Skatteankestyrelsens afgørelse for domstolene.

Sagen har i en periode været i bero på Højesterets afgørelse af en "prøvesag". Dom i denne sag blev afsagt den 17. oktober 2019.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorved det blev fastslået, at leasingtageren var klar over, at bilen ikke reelt var overdraget til leasingselskabet, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold samt at han havde viden om, at der ikke blev betalt den korrekte registreringsafgift af bilen. Leasingtageren blev derfor pålagt at betale den fulde afgift. Forberedelsen af nærværende sag blev i forlængelse af Højesterets dom genoptaget.

Hovedforhandling fandt sted den 14. april 2021.

Der er afgivet forklaring af A og NK.

A har forklaret blandt andet, at han dengang havde en bilforretning sammen med en kollega. Han ville have en lækker bil og fik kontakt til G2, som var veletableret. Han talte med NK i Y1-by, som sagde, at han kunne bistå med en leasingaftale. Hvis A kom med bilen, så ville NK klare resten. As kollega undersøgte køb af den pågældende Mercedes, som de siden købte i Tyskland. Den blev toldsynet i Y2-by, hvorefter han kørte den til NK. De lavede en leasingkontrakt med udbetaling mv. Der blev betalt kontant. NK gav ham nummerpladerne og bad ham sende en slutseddel, hvilket As medarbejder IF gjorde. Han satte  nummerplader på bilen efter underskrift af leasingkontrakten. Der gik nogle dage, hvorefter han rykkede NK for betaling. NK var meget forvirret, og A fik IN til at sende en rykker for betaling. Han talte også telefonisk med NK, som sagde, at han ikke kunne betale, hvorfor A skulle afmelde bilen, så registreringsattesten kunne tilbagesendes og handlen annulleres. Bilen var indregistreret i cirka 14 dage. Pludselig kunne han ikke få fat i NK mere. Det gjorde ham meget nervøs. Slutsedlen var på 150.000 kr., fordi NK sagde, at det var det beløb, som han kunne betale, og at det var sådan, man gjorde, samt at det ikke betød noget, når der var indgået en leasingkontrakt. Kort efter "brød fanden løs" med retsmøder m.v. i de følgende ni år.

Han har selv købt bilen og har ikke gjort noget i ond tro. Han ville ikke aflevere bilen til SKAT, fordi han ikke mente at have gjort noget galt.

Adspurgt af modparten har han forklaret, at han ikke ved, hvordan slutsedlen blev sendt eller overgivet til NK. Han kørte i bilen i et par uger efter den 30. maj. Han husker ikke, hvornår han rykkede for betalingen, men det var inden for de ti dage, der er anført med håndskrift i slutsedlen. Foreholdt ekstrakten, side 114, Betaling af leasingydelse, forklarede han, at det gik galt kort efter betalingen af denne. Han betalte kontant for kontraktoprettelse mv. samtidig med oprettelsen af leasingaftalen.

NK har forklaret blandt andet, at der var tale om reel handel. Det var en af de sidste handler, som blev indgået i regi af G2. Det var en Mercedes, som A ville indgå leasingaftale om. Han kunne først afregne cirka 1½ måned senere på grund af likviditetsproblemer. Derfor meddelte han A, at bilen ikke kunne afregnes. Han var tidligere blevet rykket for betaling af en medarbejder hos A. Vidnet blev senere anholdt og omfattet af en strafferetlig efterforskning, som siden er frafaldet. Umiddelbart kan han ikke huske at have modtaget en slutseddel fra A.

Det er rigtigt, at den pågældende bil var opført på en såkaldt E-liste med 47 biler, men han ved ikke nærmere om baggrunden for denne. Foreholdt ekstrakten side 102, 3. afsnit, E-listen, forklarede han, at As bil ikke var betalt på dette tidspunkt. De øvrige 36 biler var ikke alle afregnet - muligt nogle af dem.

Parternes synspunkter
Skatteministeriet Departementet
har i sit påstandsdokument anført følgende:

"3. ANBRINGENDER
Det gøres overordnet gældende, at A skal betale fuld registreringsafgift af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, idet han har anvendt køretøjet med viden om, at der ikke var betalt korrekt registreringsafgift.

3.1  UfR 2020.78 H — afgørelsen i “prøvesagen"
Den foreliggende sag er en del af et større sagskompleks, som har været berostillet på Højesterets afgørelse i en “prøvesag". Højesteret afsagde dom den 17. oktober 2019 (UfR 2020.78 H), og Højesteret fastslog, at leasingtageren hæftede for den fulde registreringsafgift.

Efter ministeriets opfattelse har UfR 2020.78 H afgørende betydning for de øvrige sager i G2-komplekset, herunder den foreliggende sag.

I tilknytning hertil bemærkes, at en leasingtager i G2-komplekset - efter at Højesteret afsagde dom i UfR 2020.78 H - har hævet sagen, der var anlagt mod Skatteministeriet ved Retten (sagsnr. BS 1OE-1931/2017).

3.2  Leasingforholdets realitet og betingelserne i registreringsafgiftslovens § 3 b
Det følger af § 1, stk. 1, 1.pkt., i registreringsafgiftsloven, at der skal svares afgift af motorkoretøjer, som skal registreres efter lov om registrering af køretøjer. Afgiften skal svares før, at et køretøj kan registreres, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 3. pkt. og § 48, i bekendtgørelse om registrering af køretøjer.

Der skal betales fuld afgift for afgiftspligtige køretøjer efter de almindelige regler i registreringsafgiftslovens 4.

Som en undtagelse hertil giver registreringsafgiftslovens § 3 b mulighed for, at der kan betales forholdsmæssig registreringsafgift af et køretøj, som anvendes her i landet for en tidsbegrænset periode.

Registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 1, har følgende ordlyd (min understregning):

“Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretojer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter stk. 2 og 3, når køretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet. Ansøgningen skal indgives af leasingvirksomheden."

Det følger af ordlyden af § 3 b, stk. 1, og af forarbejderne hertil (FT 2008-09, Tillæg A, side 1863 - MS 53), at det er en grundbetingelse for anvendelsen af reglerne, at køretøjet tilhører leasingvirksomheden. Det samme fremgår af TfS 2011, 191 (styresignal - MS 145) og TfS 2012, 494 (SKAT-meddelelse - MS 148).

Ved bedømmelsen af, om et leaset køretøj kan anses for at tilhøre leasingvirksomheden, følger det af bestemmelsens forarbejder, at der skal foretages en konkret realitetsbetonet bedømmelse af samtlige foreliggende omstændigheder ved transaktionen i forhold til de momenter, der er karakteristiske for ejendomsretten til et aktiv ud fra en sædvanlig civilretlig bedømmelse. Dette fremgår tilsvarende af styresignalet i TfS 2011, 191 (MS 145) og SKAT-meddelelsen i TfS 2012, 494 (MS 148). Det karakteristiske for overgang af ejendomsret til et aktiv er, at der foreligger et aftalegrundlag, og at der er betalt en købesum for aktivet, medmindre der er indgået en aftale om afbetaling.

Det er As synspunkt, at han har indgået en aftale om salg af køretøjet til G2, jf. svarskriftet, side 2 (E 36).

Den foreliggende “slutseddel" (E 94) er imidlertid ikke underskrevet af G2 på trods af, at slutsedlen er dateret samme dag som leasingaftalen (E 96), der var påført G2s underskrift og stempel og på trods af, at det af pkt. 10 i G1s almindelige betingelser (E 95) fremgår, at køber ved køb med ejendomsforbehold er forpligtet til at underskrive slutsedlen. Slutsedlen indeholder heller ikke oplysninger om køretøjets stelnummer, 1. registreringsdato, farve, kilometerstand eller andet, og slutsedlen har ikke et løbenummer. Det fremgår desuden af slutsedlen, at det var en aftale om “Brugt/Forbrugerkøb", selv om der var tale om en handel mellem to virksomheder (handelskøb). SKAT har endvidere ikke fundet en genpart af slutsedlen hos G2  i forbindelse med ransagningen (E 124).

Der er mellem parterne enighed om, at A aldrig har modtaget en købesum for køretøjet. At der ikke er indgået en reel aftale om salg af køretøjet understøttes også af, at A aldrig har modtaget en købesum for køretøjet.

A har derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at der faktisk blev indgået en aftale svarende til slutsedlen vedrørende køretøjet.

Det er As synspunkt, at han rykkede for modtagelse af en købe sum ved brev af 1. juli 2013 (E 99).

Det bestrides, at det på baggrund af brevet (E 99), som i øvrigt ikke er underskrevet, bevismæssigt kan lægges til grund, at A rykkede for modtagelse af en købesum.

Det bestrides for det første, at brevet af 1. juli 2013 (E 99) blev sendt til G2. For det andet fremgår det af brevet, at G1 gjorde “ejendomsforbeholdet" gældende. Der var således ikke tale om en rykkerskrivelse.

Det er udokumenteret, at G1 og/eller A på noget tidspunkt i øvrigt har rykket for modtagelse af en købesum.

Når der ikke foreligger bevis for, at der er indgået en købsaftale, og når der heller ikke er sket betaling af en købesum for køretøjet eller rykket herfor, kan ejendomsretten ud fra en sædvanlig civilretlig bedømmelse ikke anses for at være overgået til G2. I UfR 2020.78 H (Ms 132) er der blandt andet lagt vægt på, at der ikke var udarbejdet en købsaftale, og at der ikke var betalt en købesum for køretøjet.

I tilknytning hertil bemærkes, at det omhandlede køretøj fremgik af en liste over 37 køretøjer, som ifølge G2s daværende ledelse var overdraget til G2, uden at G2 havde afregnet købesummen over for sælgerne, jf. Rettens kendelse af 15. juli 2013 om beslaglæggelse (E 100). Det fremgik desuden af kendelsen (E 100), at ledelsen var bekendt med, at selskabet i de 37 konkrete tilfælde havde overtrådt lovgivningen ved at lease køretøjer ud, selv om selskabet ikke havde realiseret købet og afregnet købesummen for køretøjerne.

I UfR 2020.78 H (MS 132) figurerede det omhandlede køretøj også på den pågældende liste, at køretøjet netop fremgik af den omtalte liste underbygger, at det aldrig har været aftalen, at G2 skulle betale en købesum for køretøjet, hvilket sagens øvrige forhold også viser.

Skatteministeriet har opfordret A til at oplyse og i givet fald dokumentere, at han indbetalte kr. 28.750 inkl. moms for kontraktoprettelse og deponering. A er også blevet opfordret til at oplyse og i givet fald dokumentere, at han indbetalte kr. 7.980 for forsikring og leveringsomkostninger.

Til besvarelse af opfordring har A i processkrift A (E 52) oplyst, at betalingen skete kontant samtidig med eller i umiddelbar forlængelse af underskrivelsen af købs- og leasingtalerne. A har imidlertid ikke fremlagt nogen form for dokumentation for den hævdede kontante betaling. Det er dermed udokumenteret, at der er sket betaling for kontaktoprettelse og deponering.

Selv hvis det lægges til grund, at der er betalt for kontraktoprettelse, deponering og leasingydelser, er det uden betydning for den samlede realitetsbedømmelse, hvilket også følger af UfR 2020.78 H (MS 132).

Køretøjet blev endvidere “solgt" til G2 til en pris, der var kr. 120.000 lavere end G1’s købspris, og der kan ikke peges på nogen for retningsmæssig begrundelse herfor. G2 har da også ved oprettelsen af leasingaftalen (E 118) angivet køretøjets afgiftspligtige værdi til kr. 279.027, og dermed har G2 også anset køretøjet for at have en betydelig højere værdi end “købsprisen" på kr. 120.000.

Køretøjet led endvidere ikke i henhold til leasingaftalen noget værditab under leasingperioden, hvilket må anses for særdeles usædvanligt. G2 havde således ingen økonomisk risiko i forbindelse med leasingaftalens indgåelse. I UfR 2020.78 H (MS 132) blev der blandt andet lagt vægt på, at G2 ikke havde nogen økonomisk risiko.

A har i svarskriftet (E 36) anført, at køretøjet blev købt i Tyskland for kr. 240.057,44, og at køretøjet blev solgt for kr. 150.000 inkl. moms (kr. 120.000 ekskl. moms) til G2, da G2 — på grund af likviditetsvanskeligheder — ikke kunne betale den fulde pris for køretøjet på kr. 240.057,44. Videre anfører A, at det ikke var betænkeligt for ham at sælge køretøjet til kr. 150.000, da han ved leasingaftalens ophør kunne tilbagekøbe køretøjet til den samme pris.

Det bemærkes hertil for det første, at leasingaftalen (E 96) ikke indeholder en køberet, men alene en pligt til at anvise en tredjemand som køber af køretøjet. A havde således ikke et retskrav på selv at kunne købe køretøjet for kr. 150.000.

Det bemærkes for det andet, at synspunktet netop illustrerer, at A reelt ikke solgte køretøjet til G2. Synspunktet indebærer jo, at G2, ifølge A, blot har lånt køretøjet, mens det blev leaset til A. Konsekvensen af synspunktet er endvidere, at parterne ligeså vel kunne have aftalt en købesum på kr. 1. Det er åbenlyst, at en sådan aftale blot ville være en omgåelse af den ufravigelige betingelse om, at leasingvirksomhedens skal eje køretøjet.

For det tredje har det klart formodningen imod sig, at G1 skulle være villig til at sælge køretøjet til en virksomhed med “likviditetsvanskeligheder".

Leasingforholdet må på baggrund af det ovenfor anførte tilsidesættes som værende uden realitet. Betingelserne for afgiftsberigtigelse af køretøjet efter registreringsafgiftslovens § 3 b har dermed ikke været opfyldt. Køretøjet skulle derfor have været afgiftsberigtiget med fuld afgift efter lovens § 4.

Måtte retten imidlertid finde det godtgjort, at en aftale svarende til slutsedlen (E 94) reelt blev indgået mellem G1 og G2, gøres det gældende, at ejendomsretten ikke herved overgik til G2, fordi G1 forbeholdt sig ejendomsretten, indtil hele købesummen var betalt.

Idet købesummen ubestridt aldrig blev betalt, forblev ejendomsretten hos G1, hvilket G1 også selv anførte i brev af 1. juli 2013 (E 99).

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at A slet ikke har forholdt sig til, at ejendomsforbeholdet fører til, at ejendomsretten netop ikke overgik til G2, og at leasingforholdet allerede af den grund ikke var i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens § 3 b, da køretøjet ikke var ejet af leasingvirksomheden.

3.3  Hæftelse for registreringsafgiften
Det følger af registreringsafgiftslovens 20, stk. 5, og af bestemmelsens forarbejder, at en fører eller bruger, der anvender et køretøj med viden om, at der ikke er betalt korrekt registreringsafgift, hæfter for betaling af den korrekte afgift.

Bestemmelsens ordlyd og forarbejder forudsætter ikke, at der skal foreligge et objektivt bevis for, at en bruger havde viden om den manglende betaling af korrekt registreringsafgift ved anvendelsen af køretøjet. Der skal derimod foretages en almindelig bevisbedømmelse, hvor samtlige forhold og omstændigheder tages i betragtning ved vurderingen af, hvorvidt det må lægges til grund, at brugeren havde viden om den manglende betaling af korrekt registreringsafgift.

Hvis det bevismæssigt lægges til grund, at et leasingforhold vedrørende et køretøj er tiden realitet, fordi leasingtageren og ikke leasingvirksomheden faktisk ejer køretøjet, er der samtidig en klar formodning for, at begge aftalens parter har kendskab hertil. I sådanne tilfælde påhviler det leasingtageren at føre det fornødne bevis for, at han, på trods af leasingforholdets manglende realitet, ikke havde kendskab hertil.

I alle tilfælde, hvor brugeren har kendskab til, at der ikke er betalt den korrekte registreringsafgift, finder bestemmelsen anvendelse, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.3 (Folketingstidende 2011-12, Tillæg A, side 9— L 122 - MS 64), hvoraf fremgår (min understregning):

“Det foreslås, at enhver fører eller bruger af køretøjet hæfter for betaling af registreringsafgiften, hvis den pågældende ved brug af køretøjet ved, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven."

Det fremgår således udtrykkeligt af lovforslagets almindelige bemærkninger (og bestemmelsens specielle bemærkninger), at føreren eller brugeren hæfter, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, der kræves efter registreringsafgiftsloven.

I UfR 2020.78 H (MS 132) fandt Højesteret det — på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger — godtgjort, at leasingtageren var klar over, at køretøjet ikke reelt tilhørte G2, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, hvorfor leasingtageren havde viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift af køretøjet. Leasingtageren hæftede derfor for afgiften.

Som beskrevet kan det efter ministeriets opfattelse ikke lægges til grund, at køretøjet reelt blev solgt til G2.

Dette bygger særligt på, at G2 ubestridt aldrig har betalt en købesum, og at A ikke har godtgjort, at han har rykket for en købesum. Køretøjet blev desuden — uden nogen forretningsmæssig begrundelse — “solgt" til G2 til en pris, der var kr. 120.000 lavere end G1’s købspris (E 94 og E 97). Køretøjet led heller ikke i henhold til leasingaftalen værditab under leasingperioden, hvilket må anses for særdeles usædvanligt. Disse forhold lagde Højesteret vægt på i UfR 2020.78 H (MS 132).

Alle disse forhold havde A selvfølgelig kendskab til. Det fremhæves herved på ny, at det efter ordlyden af registreringsafgiftslovens § 3 b (naturligvis) er en betingelse for forholdsmæssig afgiftsberigtigelse, at leasingvirksomheden faktisk ejer det køretøj, der er omfattet af leasingaftalen. A havde intet grundlag for at mene, at denne grundlæggende betingelse for alene at betale forholdsmæssig afgift af køretøjet var opfyldt, idet G1 netop var ejer af det.

Det er således åbenbart, at anvendelsen af særreglen om forholdsmæssig registreringsafgift i registreringsafgiftslovens § 3 b forudsætter, at “leasingtageren" ikke selv ejer det køretøj, som “leasingtageren" skal lease. Det ville reelt svare til, at en lejer selv ejer den lejlighed, som vedkommende lejer.

A kan derfor ikke have været i god tro om, at der blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med leasingaftalens indgåelse.

A havde således kendskab til, at ejendomsretten ikke blev overdraget til G2, og at G2 derfor ikke ejede køretøjet. Han havde derfor også kendskab til, at leasingforholdet alene var formelt etableret, og den eneste mulige begrundelse for dette er omgåelse af reglerne i registreringsafgiftslovens § 3 b. Idet A havde kendskab til, at den grundlæggende betingelse for at anvende reglerne i 3 b ikke var opfyldt, må det lægges til grund, at han har brugt køretøjet med viden om, at der ikke var betalt den korrekte (almindelige) registreringsafgift af køretøjet. A hæfter derfor for afgiften af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 (MS 13).

A har i svarskriftet (E 37 - 39) anført en række synspunkter til støtte for, at han ikke havde kendskab til betingelserne i registreringsafgiftslovens § 3 b, herunder betingelsen om, at leasingvirksomheden skal eje køretøjet,  og at han derfor ikke har været i ond tro i relation til spørgsmålet om korrekt betaling af registreringsafgift.

Synspunkterne er uholdbare.

Det bemærkes herved, at A utvivlsomt havde kendskab til alle de faktiske forhold, der efter Skatteministeriets opfattelse indebærer, at køretøjet reelt ikke blev overdraget til G2, og at leasingforholdet på den baggrund savner realitet. A kan derfor ikke have været i god tro om, at der blev betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med leasingaftalens indgåelse.

Om A i den forbindelse har overvejet om eller indset, at SKAT ikke ville godkende et proforma-leasingforhold som reelt, har i den forbindelse ingen betydning.

Det bemærkes herved også, at A har oplyst, at han købte køretøjet i Tyskland med henblik på at sælge det til G2, så han personligt kunne lease køretøjet og derved gøre brug af reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, jf. svarskriftet, side 2 (E 36), kæreskriftet i beslaglæggelsessagen (E 107), fogedrettens tilkendegivelse af 1. september 2014 (E 154) og Retten i Lyngbys afgørelse af 11. juni 2015 (E 162). Det fremstår også helt uklart, hvorfor han ellers skulle sælge køretøjet til G2. Han har derfor uden tvivl haft kendskab til betingelsen om, at leasingvirksomheden skal eje køretøjet, for der kan indgås en aftale om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift.

A har i processkrift A, side 4,8-10. afsnit (E 54), anført, at Retten i Lyngby (E 175) har frafaldet sin bemærkning om ejerskabet til køretøjet, og at det er mest rimeligt, at registreringsafgiften betales af ejeren af køretøjet i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

Det bemærkes hertil, at Retten i Lyngby alene skulle tage stilling til, hvem der  skulle have køretøjet udleveret, når afgiftskravet var betalt. Retten i Lyngby skulle dermed ikke tage stilling til det civilretlige ejerskab.

Det har ingen betydning for brugerens hæftelse i medfør af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 (MS 13), at spørgsmålet om det civilretlige ejerskab er uafklaret, hvilket UfR 2020.78 H også viser.

Det bemærkes herved, at det netop følger af registreringsgiftslovens § 20, stk. 5, at for betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven. Det er derfor ikke et spørgsmål om, hvem der — ud fra en rimelighedsvurdering — skal betale afgiften. Lovgiver har netop bestemt, at der er flere, der hæfter for det samme afgiftskrav, jf. herved registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1-7 (MS 13).

Som beskrevet ovenfor har Højesteret i UfR 2020.78 H fastslået, at leasingaftalen med G2 var uden realitet, og at leasingtageren hæftede for registreringsafgiften i medfør af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Højesteret lagde vægt på flere forhold, herunder at der ikke var udarbejdet en købsaftale, at købesummen ikke var betalt, og at G2, i henhold til vilkårene i leasingaftalen, ikke havde nogen økonomisk risiko.

Samtlige forhold gør sig tilsvarende gældende i den foreliggende sag.

A har ikke gjort synspunkter gældende eller fremlagt bevisligheder, der kan føre til, at sagen kan få et andet udfald end i UfR 2020.78 H.

Finder retten det imidlertid godtgjort, at en aftale svarende til slutsedlen med ejendomsforbeholdet blev indgået mellem G1 og G2, må det samtidig lægges til grund, at A havde kendskab til denne aftales indhold i sin egenskab af direktør og anpartshaver i G1 (E 203 og E 209). Dermed havde A også kendskab til, at ejendomsretten ikke overgik til G2, før der skete betaling af købesummen. Dette dokumenteres også af As forklaring til Retten (E 163), hvor han forklarede, at “han solgte bilen med ejendomsforbehold til G2 [...]“ og af brev af 1. juli 2013 (E 99), hvori G1 gjorde gældende, at “ejendomsretten forblev hos sælger til købesummen var betalt".

3.4  Landsskatteretten og Skatteankestyrelses praksis
I forbindelse med processkrift 1 fremlagde ministeriet Landsskatterettens afgørelse af 15. december 2016 (E 214) og Skatteankestyrelsens afgørelse af 17. marts 2017 (E 227). I den forbindelse anførte ministeriet, at Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen har ændret sin praksis i sager vedrørende leasingkontrakter indgået med G2. Praksisændringen indebar, at SKATs afgørelser i G2-komplekset om, at leasingtagerne hæftede for registreringsafgiften — i modsætning til tidligere — blev stadfæstet.

Den af A påberåbte landsskatteretsafgørelse (TfS 2016, 394 LSR — bilag A - E 78) blev afsagt den 11. april 2016, og afgørelsen blev dermed afsagt, inden Landsskatteretten ændrede sin praksis den 15. december 2016 (E 214).

A har i sit processkrift A, side 2, 6. afsnit — side 4, 1. afsnit (E 52 - 54), anført, at afgørelserne (bilag 30-31) ikke kan sammenlignes med den foreliggende sag.

Det bemærkes herved, at de fremlagte afgørelser (E 214 og E 227) alene er eksempler på praksisændringen, hvilket også fremgår af processkrift 1 (side 2. sidste afsnit - E 49).

3.5  Rentepåstanden
Den 18. juni 2014 (E 149) fremsendte SKAT opkrævningen vedrørende registreringsafgiften til A. Af opkrævningen fremgik, at sidste rettidig betalingsdato var den 3. juli 2014. A har ikke betalt registreringsafgiften, idet SKAT bevilgede henstand.

Efter opkrævningslovens § 7, stk. 1 (MS 88), sker der rentetilskrivning fra den seneste rettidige betalingsdag.

Idet den seneste rettidige betalingsdag var den 3. juli 2014, skal der ske rentetilskrivning fra denne dato."

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"ANBRINGENDER:

  •          At sagsøgte købte og solgte bilen til G2 på armslængde og i god tro.
  •          At den efterfølgende leasingaftale med G2 blev ligeledes indgået på armslængde og i god tro
  •          At sagsøgte også tidligere har leaset bil hos G2 på armslængde
  •          At G2 fremstod som en professionel og troværdig aktør
  •          At sagsøgte afmeldte køretøjet straks da G2 ikke betalte den aftalte pris
  •          At leasingaftalen derfor alene havde en varighed af en enkelt måned
  •          At sagsøgte dokumenteret betalte leasingafgift for denne måned
  •          At sagsøger på ingen måder har påvist fortsæt eller endda uagtsomhed fra sagsøgte.
  •          At den civilretlig ejerskab af bilen fortsat er uafklaret
  •          At uanset om leasingforholdet opfylder betingelserne i REGAL 3b eller ej har det ikke betydning           for vurdering af hvorvidt sagsøgte var i god/ond tro.
  •          At sagsøgte på intet tidspunkt har været i ond tro ift regsitreringsafgift
  •          At sagsøger ikke har løftet bevisbyrden for ond tro."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at der skal betales afgift af motorkøretøjer, som skal registreres efter lov om registrering af køretøjer. Der skal betales fuld afgift for afgiftspligtige køretøjer efter de almindelige regler i registreringsafgiftslovens § 4.

I registreringsafgiftslovens § 3 b findes dog en undtagelse, idet bestemmelsen giver mulighed for, at der kan betales forholdsmæssig registreringsafgift af et køretøj, som anvendes her i landet for en tidsbegrænset periode. Afgørende for anvendelsen af undtagelsesreglen er, at køretøjet ejes af leasingvirksomheden.

Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at A efter at have haft drøftelser med G2 ved NK købte den omtvistede Mercedes i Tyskland og indførte denne til Danmark, og at han derefter underskrev en leasingaftale vedrørende denne bil.

A har imidlertid trods opfordret hertil ikke dokumenteret, at bilen - som forudsætning for indgåelse af en senere leasingaftale - forinden var solgt til G2.

Retten bemærker hertil, at det som ubestridt kan lægges til grund, at A aldrig modtog en købesum for bilen, ligesom det ikke efter bevisførelsen er godtgjort, at han betalte for kontraktoprettelse mv. Dertil kommer, at slutsedlen, der ikke er underskrevet af G2, ikke er fundet hos G2 i forbindelse med ransagningen hos dette firma, at der under denne ransagning heller ikke blev fundet genpart af den rykker for betaling, som A hævder at have fremsendt, og at det kan efter den foretagne bevisførelse i øvrigt ikke kan lægges til grund, at sådan rykker blev sendt eller overgivet til G2.

A har videre forklaret, at han, da SKAT på baggrund af Byretten i Lyngbys og Østre Landsrets afgørelser om beslaglæggelse, blev anmodet om at udlevere bilen, nægtede dette, uagtet bilen var i hans besiddelse, idet han fandt, at han ikke havde gjort noget forkert. A optrådte således som om, han var ejer af køretøjet.

Retten finder på denne baggrund og sammenholdt med, at den pågældende Mercedes var opført på en liste, den såkaldte E-liste, med 37 biler, der efter G2s tidligere ledelses oplysninger afgivet under retslig behandling var overdraget til G2 uden afregning af købesummen, at det kan lægges til grund, at ejerskabet over køretøjet på intet tidspunkt reelt blev overdraget fra A til G2, hvorfor forudsætningen for indgåelse af en leasingaftale ikke var til stede.

Retten lægger herefter til grund, at der ikke er tale om et reelt leasingforhold, idet ejendomsretten til bilen ikke reelt blev overdraget til G2, hvorfor betingelserne for afgiftsberigtigelse af bilen efter registreringsafgiftslovens § 3 b ikke har været opfyldt. Bilen skulle således have været afgiftsberigtiget med fuld afgift efter registreringsafgiftslovens § 4.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at en fører eller bruger hæfter for betaling af afgiften, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter loven.

På baggrund af de ovenfor angivne omstændigheder og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder at A var bekendt med, at bilen ikke reelt tilhørte G2, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, og at han, jf. oplysning i sit kæreskrift af 1. august 2013, indgik i ordningen med viden om, at denne indebar, at der ikke blev betalt den fulde registreringsafgift af bilen, hæfter A for den manglende afgift.

Herefter, og idet Skatteministeriets påstand ikke beløbsmæssigt er bestridt, tages Skatteministeriets påstand til følge med renter som nedenfor anført, idet bemærkes, at rentepåstanden ikke er bestridt.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 55.000 kr. og af retsafgift med 4.000 kr., i alt 59.000 kr.

Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

A skal til Skatteministeriet betale 481.382 kr. med procesrente fra den 3. juli 2014.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 59.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.