Dato for udgivelse
19 Jul 2019 13:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 May 2019 09:36
SKM-nummer
SKM2019.380.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Vurderingsstyrelsen
Sagsnummer
BS 10N-1151/2016
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Dradrag for grundforbedringer - skøn - grundværdi - byggemodning
Resumé

Sagen angår fradrag for etablering af vandforsyningsledninger internt på boligselskabets ejendom. Landsskatteretten vurderede, at et stykke af ledningen kunne anses for grundforbedrende men fandt, at bekostningen ikke var dokumenteret. En V&S beregning anslår udgiften til etablering af den interne vandforsyning til 654 kr.

Skatteministeriet gjorde gældende, at boligforeningen ikke havde godtgjort, at anlægget af den omhandlede vandforsyningsledning beløbende sig til 654 kr. har bevirket en stigning i grundens værdi. Herudover gjorde Skatteministeriet gældende, at et yderligere fradrag på 654 kr. må anses for omfattet af skattemyndighedernes betydelige skønsmargin.

Retten udtalte, at boligselskabet ikke havde dokumenteret, at Skatteankestyrelsens ingeniørs beregning af det yderligere fradrag på 654 kr. var forkert. På den baggrund fandt retten, at boligselskabet, henset til den beskedne udgift, som kunne relateres til etablering af internt vandforsyning, ikke havde sandsynliggjort, at det skøn, som Landsskatteretten har udøvet, beror på et fejlagtigt grundlag. Derfor fandt retten ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte skønnet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Vurderingsloven § 5, stk. 1 (dagældende)

Vurderingsloven § 17 (dagældende)

Vurderingsloven § 18, stk. 1 (dagældende)

Vurderingsloven § 21 (dagældende)

Henvisning

-


Parter

H1 (v/ advokat Claus Rosenkilde)

mod Skatteministeriet (v/ Kammeradvokaten, v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af

Retsassessor Annette Elmer

Sagens baggrund

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, H1 er berettiget til fradrag efter den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18 for etablering af vandforsyningsledninger internt på ejendommen Y1-adresse.

Landsskatteretten har den 3. februar 2016 truffet afgørelse om det pågældende fradrag:

"Intern vandforsyning og tilslutningsafgift

Vurderingsankenævnet har godkendt et samlet fradrag for udgifter til vandforsyning og tilslutningsafgift med 110.000 kr. Fordelingen af fradraget fremgår af vurderingsankenævnets afgørelse.

Efter vurdering af det fremlagte ledningskort er det rettens opfattelse, at en del af vandforsyningen kan anses som et hovedanlæg, der bevirker en værdistigning af grunden i ubebygget tilstand, og således vil kunne være fradragsgivende.

Den del af vandforsyning, der efter rettens opfattelse, kan anses som grundforbedrende er vandledningen som går fra den nordlige matrikelgrænse ved Y2-vej og frem til første forgrening.

Retten har lagt vægt på det forhold, at den fradragsberettigede del af den interne vandforsyning ses at betjene en større del af ejendommen, og løber uafhængigt af den konkrete bebyggelse på ejendommen.

De resterende ledninger følger imidlertid nøje bygningerne på grunden, og knytter sig således til bebyggelsen på en sådan måde, at de må anses for stikledninger, der ikke bevirker en værdistigning af grunden i ubebygget stand.

Ved vurderingen af hovedanlæggets udstrækning har retten desuden henset til grundens størrelse, form og karakter.

For så vidt angår bekostningen af den interne vandforsyning fremgår det af det reviderede byggeregnskab, at boligselskabet har afholdt 737.869,22 kr. til ”VVS entreprise”. Retten skal bemærke, at posten der fremgår af byggeregnskabet er en summarisk post, og retten kan således ikke udlede af det fremlagte materiale, at boligselskabet har afholdt udgifter til etablering af intern vandforsyning.

Posten er ikke suppleret med fremsendelse af tilbudslister, fakturaer eller anden lignende dokumentation i øvrigt, hvorfor det ikke er muligt at se, hvilke grundforbedrende arbejder der har været udført på grunden.

Retten bemærker endvidere, at en V&S-prisberegning ikke dokumenterer eller sandsynliggør, at en udgift er afholdt af boligselskabet, idet den udelukkende bruges til at betegne en skønnet pris.

Da bekostningen af udgifter til etablering af den interne vandforsyning ikke er dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort ved underbilag eller specifikation af det revideret byggeregnskab, godkender retten ikke fradrag for udgifter til intern vandforsyning.

Efter den fremlagte dokumentation for den afholdte udgift til tilslutningsafgift for vand i form af faktura fra Y3-kommune vedrørende tilslutning til kommunal vandforsyning af 9 dobbelthuse om, hvoraf fremgår, at den betalte tilslutningsafgift udgør 303.930 kr., sammenholdt med skødets § 4, har boligselskabet dokumenteret, at have afholdt en udgift til vandtilslutning.

I mangel af oplysninger om, hvilke grundforbedrende arbejder, der er indeholdt i tilslutningsafgiften, godkender retten et skønsmæssigt fradrag på 150.000 kr.

Vurderingsankenævnet afgørelse ændres fra 110.000 kr. til 150.000 kr."

Parterne er enige om, at den del af vandforsyningsledningen, som går fra den nordlige matrikelgrænse og frem til den første forgrening, anses som et fradragsberettigende hovedanlæg, og at H1 har sandsynliggjort at have afholdt udgifter til det omhandlede hovedanlæg.

Parternes påstande

H1 har nedlagt påstand om, at fradragsansættelsen ved vurderingerne pr. 1. januar og 1. oktober 2003 samt 1. oktober 2004 og 2006 for ejendommen Y1-adresse, hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig ansættelse af fradrag for udgifter til anlæg af den del af vandforsyningsledningerne på ejendommen, som Landsskatteretten anser for et hovedanlæg, der har bevirket en værdistigning af grunden i ubebygget stand.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Parternes synspunkter

H1 har i påstandsdokument af 22. marts 2018 gjort gældende:

"Skatteministeriet har i processkrift A anerkendt, at betingelserne for fradrag for udgifter til etablering af intern kloakforsyning er opfyldt, og sagsøger gør overordnet gældende, at sagen allerede af den grund skal hjemvises til vurderingsmyndigheden i overensstemmelse med sagsøgers påstand.

Skatteministeriet anerkender i processkrift A (s. 1, 2 afsnit), at sagsøger har afholdt udgifter til intern vandforsyning, og henviser i den forbindelse til ”de af sagsøger nu fremlagte bilag”. Det må antages, at Skatteministeriet mener de med replikken fremlagte bilag, der viser, at arbejdet med anlæggelse af vandforsyningsledningerne internt på grunden er udført som en del af VVS-entreprisen.

Det er altså ikke forsyningsselskabet, der mod betaling af tilslutningsafgift har etableret vandforsyningsledningerne internt på sagsøgers ejendom. Forsyningsselskabet har end ikke vandforsyningsledninger internt på sagsøgers ejendom, idet disse stopper ved stophanen ved den nordlige skelgrænse mod Y2-vej.

Skatteministeriet gør gældende, at fradraget i grundværdien for forbedringer er en samlet ansættelse, jf. vurderingslovens § 5, stk. 1.

Det er korrekt, at der i grundværdien ansættes et samlet fradrag for grundforbedringer. Dette er dog ikke ensbetydende med, at de enkelte elementer i fradragsansættelsen skal anses som ét samlet fradrag snarere tværtimod. Dette illustreres i Vestre Landsrets dom af 21. april 2015, offentliggjort som SKM2015.358.V.

I sagen gjorde grundejeren med henvisning til vurderingslovens § 5, stk. 1 netop gældende, at fradragsansættelsen var én samlet ansættelse, og at Landsskatteretten derfor burde have realitetsbehandlet en påstand om fradrag for parkeringspladser selvom vurderingsankenævnet ikke havde behandlet spørgsmålet i sin afgørelse. Om fradragsansættelsen som nævnt i § 5, stk. 1, udtalte landsrettens følgende i præmisserne:

Efter den dagældende vurderingslovs § 5, stk. 1, blev der ved vurderingen fastsat en ejendomsværdi og en grundværdi samt et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer. Ejendomsværdien og grundværdien må i sagens natur fastsættes efter et samlet skøn, medens fradrag for forbedringer består i stillingtagen til en række forskellige udgiftsposter, som skatteyderen præsenterer for skattemyndighederne. Summen af de godkendte udgifter udgør det samlede fradrag for grundforbedringer, som efter den dagældende vurderingslovs § 18, stk. 1, ikke måtte overstige ”de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde”.

Det følger altså ganske klart af landsrettens præmisser, at der selvstændigt skal tages stilling til de forskellige udgiftsposter, som grundejeren præsenterer for vurderingsmyndigheden, og summen af disse forskellige udgiftsposter udgør herefter fradraget i grundværdien for grundforbedringer som omtalt i vurderingslovens § 5, stk. 1.

Det forekommer derfor ganske irrelevant, når Skatteministeriet i processkrift A henviser til, at Landsskatteretten allerede har godkendt et fradrag på 150.000 kr. for udgifter til tilslutning til vandforsyning, idet tilslutningsaften og det godkendte fradrag herfor vedrører etablering af vandforsyningsledninger frem til grunden altså eksternt.

Der skal, jf. landsrettens præmisser i SKM2015.358.V, foretages en selvstændig vurdering af, om der er grundlag for at godkende fradrag for de af sagsøger afholdte udgifter til etablering af intern vandforsyning.

Skatteministeriet gør med henvisning til bilag B, der er en beregning efter V&S-prisbogen foretaget af en i Skatteankestyrelsen ansat ingeniør, gældende, at fradraget for intern vandforsyning alene udgør ca. 700 kr.

Hertil bemærkes, at beregningen antageligvis baserer sig på en opmåling, der ikke er fremlagt sammen med bilag B. Det kan derfor ikke umiddelbart lægges til grund, at fradraget alene skulle udgøre ca. 700 kr. Det bemærkes videre, at den endelige opgørelse af fradraget under alle omstændigheder bør foretages af vurderingsmyndigheden sådan som det sædvanlig vis sker i sager om grundforbedringsfradrag.

Selv hvis det lægges til grund, at fradraget alene skulle udgøre ca. 700 kr. kan man ikke undlade at korrigere fradragsansættelsen med henvisning til, at det er ubetydeligt.

Skatteministeriet gjorde tilsvarende betragtninger gældende i SKM2015.453.V. Sagens handlede bl.a. om fradrag for afholdte udgifter til etablering af et eksternt vejanlæg. Landsskatteretten havde skønsmæssigt godkendt et fradrag på 10.255 kr.

Under sagens forberedelse i byretten (SKM2014.847.BR) anerkendte Skatteministeriet, at fradraget for det eksterne vej anlæg rettelig skulle have været ca. 750 kr. højere end det af Landsskatteretten godkendte. Skatteministeriet gjorde dog gældende, at differencen mellem de to beløb var af så ubetydelig karakter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det af Landsskatteretten fastsatte fradrag.

Flertallet af byrettens medlemmer var enig med Skatteministeriet heri med følgende begrundelse:

Forholdet findes imidlertid at være af så bagatelagtig karakter, at det ikke bør medføre hjemvisning.

Den dissentierende dommer udtalte derimod:

En voterende [dommer] finder, at der bør ske hjemvisning til fornyet fastsættelse af fradraget, idet der som anerkendt af Skatteministeriet, foreligger en forkert beregning af fradraget. Denne voterende finder ikke, at fejlens størrelse skal have betydning for spørgsmålet om hjemvisning i en sag som den foreliggende, hvor det har været muligt at foretage beregningen ud fra de oplysninger, der forelå.

For landsretten gentog Skatteministeriet sine anbringender om, at der ikke skulle ske hjemvisning med henvisning til, at differencen var af ganske ubetydelig karakter. Landsretten var ikke enig med byretten og Skatteministeriet. Af landsrettens præmisser fremgår følgende:

Skatteministeriet har anerkendt, at der foreligger en forkert beregning af fradraget. På den baggrund og da fejlens størrelse som udgangspunkt ikke skal have betydning for spørgsmålet om hjemvisning af sagen, finder landsrettens – ligesom byrettens mindretal – at sagen skal hjemvises til fornyet behandling med henblik på korrektion af fradraget i overensstemmelse med Skatteministeriets opgørelse for byretten. (min understregning).

Heller ikke i denne sag skal fradragets begrænsede størrelse have betydning for spørgsmålet om hjemvisning, når Skatteministeriet i øvrigt har anerkendt, at betingelserne for fradrag for udgifter til etablering af intern vandforsyning er opfyldte.

På baggrund af ovenstående gør sagsøger gældende, at sagen skal hjemvises i overensstemmelse med sagsøgers påstand."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 23. marts 2018 gjort gældende:

"at H1 ikke er berettiget til fradrag for forbedringer på kr. 700,- for udgifter til det omhandlede vandforsyningsanlæg på ejendommen i henhold til den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse af 3. februar 2016 (bilag 1).

Det fremgår af den dagældende vurderingslovs § 17, at:

”Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.”

Af den dagældende vurderingslovs § 18, stk. 1, fremgår det, at:

”Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.”

Fradrag i grundværdien efter den dagældende vurderingsloves §§ 17 og 18 forudsætter således, at to betingelser er opfyldt; for det første, at der foreligger en forbedring, der bevirker en stigning i grundværdien, og for det andet at ejeren af ejendommen har bekostet forbedringen.

Det påhviler efter fast retspraksis sagsøgeren at godtgøre, at en given foranstaltning er fradragsberettiget, jf. bl.a. UfR 2016.3592 H og UfR 2004.1516 H.

H1 har ikke løftet denne bevisbyrde.

I nærværende sag har Landsskatteretten fundet, at en del af den interne vandforsyningsledning kan anses som et grundforbedrende hovedanlæg (bilag 1, side 10, 7. afsnit). Den konkrete anlægsudgift til vandforsyningsledningen er imidlertid ukendt. Skatteankestyrelsens ingeniør har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten foretaget en beregning af omkostningerne forbundet med anlæg af den del af det interne vandforsyningsanlæg (bilag B). Den beregnede udgift beløber sig til ca. kr. 700,-.

H1 har imidlertid ikke godtgjort, at anlægget af det omhandlede vandforsyningsanlæg har bevirket en stigning i grundens værdi.

Særligt henset til, at den beregnede udgift til anlægget af den omhandlede del af det interne vandforsyningsanlæg beløber sig til ca. kr. 700,-, er den værdiforøgende karakter af ledningsstykket derimod så begrænset og usikker, at betingelsen om en stigning i grundværdien ikke er opfyldt, jf. dagældende vurderingslovs § 17.

Tværtimod må det have formodningen imod sig, at få meter vandforsyningsledning skulle have forøget ejendommens grundværdi med ca. kr. 700,-, når den samlede købesum for ejendommen udgjorde kr. 1.123.035,- (bilag 4).

Det er således ikke godtgjort, at den beregnede udgift på ca. kr. 700,- har medført en stigning i grundværdien, og at den dermed er fradragsberettiget.

Det bemærkes desuden, at det i medfør af den dagældende vurderingslovs § 5, stk. 1, følger, at fradrag i grundværdien for forbedringer er en samlet ansættelse.

I nærværende sag har Landsskatteretten ved afgørelse af 3. februar 2016 (bilag 1, side 1) samlet set godkendt et skønsmæssigt fradrag på kr. 340.000,- for forbedringer. Heraf godkendte Landsskatteretten et fradrag for tilslutningsafgift til vand på kr. 150.000,- (bilag 1, side 11, 4. afsnit). Fradraget blev ligeledes fastsat skønsmæssigt, idet der ikke forelå dokumentation for, hvor stor en del af tilslutningsafgiften, der måtte antages at dække grundforbedrende foranstaltninger.

Det følger af fast retspraksis, at der alene kan ske tilsidesættelse af et af skattemyndighederne udøvet skøn, når der er tale om fejl i skønsgrundlaget, der er af væsentlig betydning for resultatet, jf. f.eks. UfR 2000.1071 H og UfR 2016.191H. Det påhviler H1 at godtgøre dette, jf. bl.a. UfR 2016.191H.

Det er således ikke tilstrækkeligt at påpege, at der måtte være enkelte unøjagtigheder i grundlaget for det udøvede skøn.

I nærværende sag har H1 ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn.

Landsskatteretten har på baggrund af sagens oplysninger allerede indrømmet H1 et samlet skønsmæssigt fradrag for forbedringer.

Et yderligere fradrag for forbedringer på kr. 700,- udgør 0,21 procent af det allerede indrømmede fradrag på kr. 340.000,-, hvilket ikke kan anses for at være af væsentlig betydning for den samlede skønsmæssige ansættelse.

Det bemærkes desuden, at det allerede indrømmede fradrag på kr. 340.000,- indeholder udgifter til tilslutning til vand.

Hertil kommer, at der i praksis indrømmes skattemyndighederne en betydelig margin i forbindelse med skønsudøvelsen, jf. eksempelvis SKM2009.322.ØLR, SKM2006.594.ØLR, SKM2003.483.VLR og SKM2001.107.VLR.

Et yderligere fradrag på kr. 700,- udgør således et mindre beløb, der under alle omstændigheder må anses for omfattet af denne betydelige skønsmargin.

H1 har således ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn."

Rettens begrundelse og afgørelse

Landsskatteretten har samlet set godkendt et skønsmæssig fradrag for forbedringer på 340.000 kr. Heraf har Landsskatteretten i mangel af oplysninger om, hvilke grundforbedrende arbejder, der er indeholdt i tilslutningsafgiften til vand, godkendt et skønsmæssigt fradrag på 150.000 kr., mens udgiften til intern vandforsyning er fastsat til 0 kr. Der er fremlagt en V&S beregning, som anslår udgiften til etablering af den interne vandforsyning til 654 kr. H1 har ikke under sagen dokumenteret, at denne beregning ikke skulle være korrekt.

På denne baggrund har H1, henset til den beskedne udgift, som kan relateres til etablering af intern vandforsyning, ikke sandsynliggjort, at det skøn, som Landsskatteretten har udøvet, beror på et fejlagtigt grundlag, som har haft væsentlig betydning for Landsskatteretten afgørelse. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge. Sagens værdi er angivet til 22.000 kr.

H1 skal betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet til dækning af ministeriets udgift til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal H1 betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter