Dato for udgivelse
09 Apr 2019 09:20
Dato for afgørelse
28 Feb 2019 09:09
SKM-nummer
SKM2019.202.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
17-0992496
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Omperiodisering, dagpenge, tilbagefordeling, personlig indkomst, udbetaling
Resumé

Landsskatteretten fandt ikke, at der var hjemmel til at omperiodisere dagpenge, der var udbetalt den 5. januar 2017, og som derfor med rette blev beskattet i indkomståret 2017, til beskatning i indkomståret 2016.

 

Reference(r)

Kildeskattebekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 5, § 20 (bekendtgørelse nr. 499 af 27/3/2015)

 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2016-2 punkt C.A.3.1.1.2

 


Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Omperiodisering af personlig indkomst fra indkomståret 2017 til indkomståret 2016

Nej

Ja

Nej

Faktiske oplysninger
Klageren har den 5. januar 2017 modtaget udbetaling af dagpenge fra [a-kassen]. Dagpengebeløbet udgjorde brutto 13.720 kr., heri blev der modregnet ATP på 196 kr. og A-skat på 7.436 kr., hvorefter klageren fik udbetalt 6.088 kr.

Dagpengene dækkede ugerne 47, 48, 49 og 50 i indkomståret 2016, svarende til perioden fra 21. november 2016 til 18. december 2016. Af udbetalingsspecifikationen fremgik, at udskrivningsdatoen var den 3. januar 2017, og dispositionsdatoen var den 5. januar 2016.

Klageren har til SKAT oplyst, at han, ifølge A-kassens hjemmeside, skulle have modtaget pengene den 29. eller 30. december 2016.

Klageren har den 19. april 2017 anmodet om tilbagefordeling af personlig indkomst. Af anmodningen fremgik:

”Mine dagpenge for ugerne 47-50 i 2016 blev først udbetalt i 2017 og er blevet registreret som indkomst i 2017, selvom det vedrører 2016. Normalvis udbetales dagpenge sidste hverdag i måneden, men af en ukendt årsag har jeg først fået dagpengene d. 3. januar 2017. Jeg vil gerne have omperiodiseret denne indkomst til 2016, da jeg har et ubenyttet fradrag. Jeg har været i kontakt med min A-kasse, men de siger, at det er SKAT, som skal foretage omperiodiseringen. Jeg har indsat min forespørgsel til A-kassen og deres svar i denne mail.”

Af anmodningen fremgik endvidere klagerens korrespondance med A-kassen:

”Kære A-kasse. Jeg har netop været inde og tjekke min årsopgørelse for 2016, forskud for 2017 og mine skatteoplysninger. Af indberetningen fra jer kan jeg se, at udbetalingen omfattende ugerne 47, 48, 49, 50 i 2016 er periodiseret til indkomståret 2017. Jeg har ikke haft mulighed for at udnytte mine fradrag i 2016, og ser derfor gerne at udbetalingen periodiseres til indkomståret 2016. I modsat fald vil jeg i 2017 have 13 måneders indkomst men kun ét års fradrag (12 mdr.). Er det noget der kan rettes? Hvis nej vil jeg gerne have oplyst den hjemmel/regel, der angiver, at udbetalingen, der omfatter de nævnte uger, skal periodiseres til indkomståret 2017. Venlig hilsen A

Svar fra A-kassen:
Kære A
Der skal betales skat af dagpengene i det skatteår, og uge 47-50 2016 er udbetalt 5. januar 2017.
Vi har ikke mulighed for at tilbageføre udbetalingen til tidligere skatteår, det er kun Skat der kan gøre dette.

…”

Skatteankestyrelsen har anmodet klageren om oplysning om, hvorfor udbetalingen blev udskudt, herunder om det var pga. for sent indsendt dagpengekort eller fejl fra A-kassen. Klageren har svaret, at han ikke har yderligere oplysninger til sagen.

SKATs afgørelse
SKAT har truffet afgørelse om, at dagpenge, der er udbetalt i indkomståret 2017, ikke kan flyttes til beskatning i indkomståret 2016.

Til støtte herfor har SKAT anført:

”…

Dagpengene for november og december 2016 er udbetalt den 5. januar 2017.

Lønindtægter eller anden A-indkomst skal beskattes i det år, hvori udbetalingen finder sted. Hvis udbetalingen bliver udskudt, skal indkomsten beskattes senest 6 måneder efter retserhvervelsen. Se SKATs juridiske vejledning, afsnit C.A.1.2.1, og kildeskattelovens § 46 og kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1.

Udskydes udbetalingen mere end 6 måneder, kan SKAT efter ansøgning give tilladelse til, at indkomsten tilbagefordeles til beskatning i de(t) år, indkomsten vedrører.

A-kassen har udskudt udbetalingen af dagpengene med en uge.

Udbetalingen er dermed ikke udskudt mere end 6 måneder og reglerne om tilbagefordeling kan derfor ikke anvendes.

Dagpengene er dermed korrekt beskattet.

Dine bemærkninger
Udbetalingen vedrører perioden 21. november 2016 til den 18. december 2016. Der er tale om udbetaling af dagpenge og ikke sygedagpenge.

A-kassen udbetaler hver måned for perioder på 4 – 5 uger – typisk fra den 20. i en måned til den 20. i efterfølgende måned.

Udbetalingen fra A-kassen er ifølge A-kassen hjemmeside til rådighed sidste eller næstsidste dag i måneden. I dit tilfælde skulle pengene derfor have været udbetalt sidste eller næstsidste hverdag i december 2016, og ikke den 5. januar 2017, hvor beløbet er blevet udbetalt.

Udskydelsen af udbetalingen fra A-kassen har påført dig en urimelig skattemæssig behandling, da dagpengene ville have været skattefri for dig, såfremt udbetalingen var sket ultimo december 2016.

Du mener derfor fortsat, at du har ret til at få dagpengene beskattet i 2016.

SKATs bemærkninger
Dagpengene for perioden 21. november 2016 til den 18. december 2016 er udbetalt den 5. januar 2017.

Du oplyser, at ifølge A-kassens hjemmeside, skulle beløbet have været udbetalt den sidste eller næstsidste hverdag i december 2016. Dagpengene er dog først udbetalt den 5. januar 2017.

At A-kassen fejlagtigt først har udbetalt dagpengene den 5. januar 2017, ændrer ikke ved den omstændighed, at reglerne omkring tilbagefordeling ikke kan anvendes i denne sag.

Du skulle ifølge A-kassens hjemmeside, have modtaget dagpengene den 29. eller 30. december 2016. Du modtog dagpengene den 5. januar 2017.

Udbetalingen af dagpengene er dermed ikke foretaget mere end 6 måneder efter, at du var berettiget til at modtage dagpengene.

Vi kan derfor ikke ændre beskatningen af din dagpenge, og vi fastholder derfor afgørelsen om, at vi ikke ændrer din skat for 2016.”

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at dagpenge, der er udbetalt i januar 2017, skal flyttes til beskatning i indkomståret 2016.

Til støtte herfor har klageren anført:

”Jeg skal hermed klage over Skats afgørelse, hvor jeg nægtes adgang til periodisering af dagpenge, som jeg har erhvervet ret til i 2016, men som først er udbetalt den 5. januar 2017.

Dagpenge fra en A-kasse udbetales hver måned for en ”skæv” opgørelsesperiode omhandlende 4 eller 5 uger – typisk fra omkring den 20. i en måned til den 20. i efterfølgende måned – og beløbet efter skat er til rådighed sidste eller næstsidste dag i måneden. I mit tilfælde skulle dagpengene have været udbetalt sidste eller næstsidste hverdag i december 2016, og ikke som det er sket den 5. januar 2017. Udskydelse af udbetalingen har påført mig en urimelig skattemæssig behandling, da dagpengene ville have været skattefri for mig, hvis udbetaling var sket ultimo december 2016.
Samtidig har udskydelsen betydet, at jeg mistet retten til 2 dage med feriedagpenge i 2017, da dette er betinget af den samlede dagpengeudbetaling i 2016.

Konkret vedrører opgørelsesperioden 21. november 2016 – 18. december 2016. Det er min opfattelse, at retserhvervelsestidspunktet indtræder ved opgørelsesperiodens ophør, da der påbegyndes en ny opgørelsesperiode den 19. december 2016.

Jeg kan se i afgørelsesdatabasen, at [Landsskatteretten] den 25. oktober 2016 (14-5247448) har truffet afgørelsen i en sag, der på mange måder minder om min sag. Konkret vedrører denne sag kontanthjælp, der er udbetalt i 2014, men hvor retserhvervelsestidspunktet er i november og december 2013. Skatteyderen havde et uudnyttet frikort i 2013.
Landsskatteretten nåede frem til – med henvisning til Skats Juridiske Vejledning – at der kan ske periodisering som ønsket af skatteyderen.

Jeg afsluttede mit [...] studie i oktober måned 2016, hvor jeg forsvarede min afhandling. Halvanden år forinden blev jeg ramt af [alvorlig sygdom], der betød at jeg måtte sygemelde mig fra studiet og udskyde aflevering af afhandling og efterfølgende forsvar. I sygeperioden udløb retten til S.U., og jeg måtte derfor leve af en mindre opsparing og med støtte fra min forlovede. Jeg er stadig i behandling for min [sygdom].

Da jeg havde afsluttet [...] studiet opfyldte jeg betingelserne for at modtage dagpenge efter dimittendsatsen. I oktober og november måned modtog jeg dagpenge uden skattetræk, da jeg ikke havde brugt mit skattekort tidligere i indkomståret.

Jeg havde naturligvis en forventning om, at jeg kunne modtage dagpenge, hvor retserhvervelsestidpunktet er i december måned uden skattetræk, da jeg havde et uudnyttet skattefradrag i 2016.”

Landsskatterettens afgørelse
Efter det oplyste vedrører det udbetalte beløb dagpenge fra [a-kassen].

Det fremgår af kildeskattebekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 5 (bekendtgørelse nr. 499 af 27/3/2015), at ydelser, der udbetales af en arbejdsløshedskasse efter lov om arbejdsløshedsforsikring, har karakter af A-indkomst.

Indkomsten er derfor omfattet af § 20 i kildeskattebekendtgørelsen, hvoraf fremgår:

”Arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, for hvilken der skal foretages indeholdelse, samt A-indkomst, der kommer til udbetaling efter udløbet af den pågældende indtjeningsperiode, indkomstbeskattes i det indkomstår, hvori udbetalingen finder sted, jf. dog stk. 2 og 3. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, er beløbet dog indkomstskattepligtigt på dette tidspunkt, jf. dog stk. 4-9”

Såfremt udbetalingen udskydes med mere end 6 måneder, kan SKAT efter ansøgning give tilladelse til tilbagefordeling.

Efter det oplyste vedrører udbetalingerne dagpenge for perioden 21. november 2016 til 18. december 2016. Udbetalingen har fundet sted den 5. januar 2017, og udbetalingen er dermed udskudt i en uge.

Det vurderes på denne baggrund ikke, at SKAT burde have efterkommet klagerens anmodning om tilbagefordeling, da der ikke findes at være hjemmel til at foretage den ønskede tilbagefordeling.

I Den Juridiske Vejledning 2016-2 er anført følgende i punkt C.A.3.1.1.2:

”Hvis en arbejdsgiver eller tidligere arbejdsgiver fejlagtigt har udbetalt for lidt i løn eller i pension til en ansat eller tidligere ansat og derfor foretager en efterregulering af lønnen eller pensionen, skal den skattemæssige efterregulering af den for lidt udbetalte løn eller pension ske i de år, hvor retten til yderligere løn eller pension er erhvervet. Reguleringen kræver ikke en særlig tilladelse til tilbagefordeling, fordi den følger af de almindelige periodiseringsprincipper. Genoptagelse af indkomstansættelsen skal ske efter reglerne i skatteforvaltningsloven.”

Det er ikke dokumenteret, at det skyldes en fejl fra [a-kassen]s side, at dagpengene for perioden 21. november 2016 til 18. december 2016 først blev udbetalt den 5. januar 2017, ligesom der ikke er tale om, at A-kassen fejlagtigt har udbetalt for lidt i dagpenge og derfor har foretaget en efterregulering.

Da udbetalingen af ordinære dagpenge har fundet sted den 5. januar 2017, hvilket er 1 uge efter det, af klageren oplyste, sædvanlige udbetalingstidspunkt, men inden 6 måneder efter indtjeningsperiodens udløb, anses det derfor med rette, at beløbet, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 20, er blevet beskattet i indkomståret 2017.

Landsskatterettens afgørelse i j.nr. 14-5247448 kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.

                                                                                                                                          

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter