Dato for udgivelse
28 Feb 2019 10:23
Dato for afsagt dom/kendelse
21 Dec 2018 10:23
SKM-nummer
SKM2019.111.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS 307/2018
Dokument type
Dom
Emneord
Prøvelse, rettidigt, ikke, betalt, berammelsesafgift, indbringelsesfrist,
Resumé

Sagen angik prøvelse af Landsskatterettens afgørelse om ikke at genoptage en sag, der blev afgjort ved kendelse i 2012. Sagsøgeren anlagde oprindeligt sag om prøvelse af Landsskatterettens afgørelse rettidigt. Sagen blev dog senere afvist som følge af, at sagsøgeren to gange ikke betalte berammelsesafgift. Sagsøgeren genanlagde sagen 20 dage efter rettens beslutning om afvisning af den oprindelige sag, hvilket var mere end 8 måneder efter udløb af indbringelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3. Retten fandt, at Skatteministeriet ikke havde været i berettiget tvivl om, at sagsøgeren ikke havde opgivet at forfølge sit krav, hvorefter det oprindelige sagsanlæg havde bevaret sin fristafbrydende virkning. Sagen blev derfor ikke afvist som for sent anlagt. Skatteministeriet blev imidlertid frifundet for sagsøgerens påstand om genoptagelse af Landsskatterettens kendelse fra 2012. Kendelsen, der angik ansættelse af indkomstskat for 2007, var blevet stadfæstet af Vestre Landsret ved ankedom fra 2013. Retten fandt på den baggrund, at skattemyndighederne var afskåret fra administrativt at genoptage skatteansættelsen.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2019-1, A.A.10.3.5.1

Redaktionelle noter

Sagsøger har anket dommen til Vestre Landsret


Parter

A

(v/adv. Khuram Riaz Ahmed)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Rebecca Hannibal Hjorth)

Afsagt af Byretsdommer

Peter Ulrik Urskov

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 4. januar 2018. Sagen drejer sig om, hvorvidt Landsskatterettens kendelse af 19. december 2011 vedrørende indkomståret 2007, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1-3, skal genoptages.

Sagsøgeren, A, har fremsat påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der skal ske genoptagelse af Landsskatterettens kendelse af 19. december 2011 vedrørende indkomståret 2007, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1-3

Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af sagen, at Landsskatteretten den 2. februar 2017 besluttede ikke at genoptage Landsskatterettens afgørelse af 19. december 2011. Af afgørelse af 2. februar 2017 fremgår blandt andet:

”Faktiske oplysninger

Klageren har den 18. august 2016 bedt Landsskatteretten om at genoptage Landsskatterettens afgørelse af 19. december 2011. Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst i 2007 med 2.500.000 kr. Ved nævnte afgørelse nedsatte Landsskatteretten SKATs skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst til 1.500.000 kr. Afgørelsen har sagsnr. 11-01350. Landsskatteretten afgørelse blev af Klageren indbragt for Retten i Kolding med påstand om, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr. Bevismæssigt drejede sagen sig om, hvorvidt det ved opgørelsen af privatforbruget skulle tages hensyn til lån på i alt 1.500.000 kr. Skatteministeriet nedlagde påstand om frifindelse. Retten i Kolding frifandt ved en dom af 10. december 2012 Skatteministeriet. Dommen har sagsnr. BS 17-77/2012. Klageren indbragte Retten i Koldings dom for Vestre Landsret. Vestre Landsret stadfæstede ved en dom af 24. oktober 2013 Retten i Koldings dom. Vestre Landsrets dom har sagsnr. B-3304-12.

Klagerens opfattelse

Anmodningen om genoptagelse begrundes bl.a. med, at der foreligger nye oplysninger om optagelse af lån, som Landsskatteretten ikke har medtaget ved sagens behandling tidligere.

Landsskatterettens afgørelse

Bestemmelserne om genoptagelse af en sag, som Landsskatteretten har afgjort, fremgår af skatteforvaltningslovens (S 35 g, stk. 1-3. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

Landsskatteretten har besluttet, at anmodningen om genoptagelse, herunder et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler ikke kan imødekommes.

Ved afgørelsen har Landsskatteretten lagt vægt på, at spørgsmålet om, hvorvidt det vat grundlag for at forhøje klagerens indkomst skønsmæssigt i 2007 med 1.500.000 kr. i henhold til Landsskatterettens afgørelse a€ 19. december 2011 er endeligt afgjort ved Vestre Landsrets dom af 24. oktober 2013.”

A anlagde rettidigt sag ved Retten i Kolding med påstand som i nærværende sag. Hovedforhandlingen blev berammet til den 24. januar 2018.

Idet hun ikke betalte berammelsesafgiften, trods rykker og fristudsættelse til den 11. december 2017, blev sagen afvist ved kendelse af 15. december 2017. Kendelsen blev meddelt parterne den 18. december 2017.

A anlagde herefter på ny den 4. januar 2018 sag om samme spørgsmål.

Af byrettens dom af 10. december 2018 fremgår blandt andet:

”…

Kort sagsfremstilling

SKAT traf den 16. december 2009 afgørelse om ændring af sagsøgerens skat for 2007, bl.a. således at hendes personlige indkomst ud fra en negativ privatforbrugsopgørelse skønsmæssigt blev forhøjet med 2.500.000 kr.

Afgørelsen blev i det hele påklaget til Skatteankenævnet, der den 6. januar 2011 traf afgørelse i sagen, herunder således at SKATs skønsmæssige forhøjelse af indkomsten med 2.500.000 kr. grundet negativt forbrug blev stadfæstet.

Skatteankenævnets afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten den 19. december 2011 afsagde kendelse i sagen. For Så vidt angår den del af klagen, der vedrørte forhøjelsen af den personlige indkomst med 2.500.000 kr. foretog Landsskatteretten en nedsættelse med 1.000.000 kr. til 1.500.000 kr.

Retssagen vedrører således, om der skal ske en yderligere nedsættelse med 1.500.000 kr.

Tvistepunktet er, om sagsøgeren har haft et lån på dette beløb, der kan bringes i fradrag ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Forklaringer

JL har forklaret, at han er sagsøgerens ægtefælle. Han er uddannet speditør. G1 ApS blev etableret i 2004 eller 2005. Det tyske selskab, G2 GmbH, blev etableret i 2006 eller 2007. Formålet med G1 ApS var, at det var finansieringsselskab for et i forvejen eksisterende dansk selskab, G3 ApS, som var driftsselskab. Det var sagsøgeren, der stod som ejer af de tre selskaber. Hun var eneejer. Hun var ikke involveret i driften af selskaberne. Det havde hun ikke nogen forudsætninger for. Det var vidnet, der stod for driften. For så vidt angår det tyske selskab, var de tyske regler således, at selskabet skulle betale til tyske sygekasser med en procentdel af de ansattes løn. Det var ansatte chauffører. Omkostningerne til sygekasserne var imidlertid højere end forventet, og G2 GmbH oparbejdede en gæld, svarende til ca. 1,7 millioner kroner i den anledning. Samtidig havde G2 GmbH et stort momsti1godehavende samt andre udestående fordringer, som ikke umiddelbart var kommet hjem. G2 GmbH havde ikke nogen kassekredit. Der blev rettet forespørgsel til selskabets tyske bank om at ville hjælpe med gælden, men det ville de ikke. Hvis ikke det skyldige beløb til sygekasserne blev betalt, ville de tyske myndigheder lukke selskabet og gøre ledelsen ansvarlig. G2 GmbH havde en stor interesse i at få det skyldige beløb betalt, således at selskabet kunne fortsætte for at få sit momstilgodehavende og de øvrige udestående fordringer hjem, idet det herefter ville balancere. G2 GmbH var herefter ude efter en midlertidig belåning. De kunne ikke få lån i en bank.

Herefter talte vidnet med henholdsvis sin revisor og sin advokat, advokat IO, om problematikken. Advokat IO havde tidligere, via sit selskab, G4 ApS, været behjælpelig med lån. Advokat IO meddelte imidlertid, at han ikke ville kunne udlåne så stort et beløb, som der var brug for. Senere samme dag, eller den efterfølgende dag, meddelte han imidlertid, at han havde en bekendt, som måske kunne hjælpe. Advokat IO henviste til G5 ved/JK. Vidnet kendte godt JK. Det var fra tidligere bilkøb. De sås ikke privat.

Foreholdt årsrapporten for 2007 for G1 ApS under Kortfristet gæld, posten "G5 80.000" (ekstraktens side 57) oplyste vidnet, at selskabet tidligere havde lånt et beløb af G5. Der havde været tale om, at JK’s søn, NA, eventuelt skulle være medindehaver af selskabet, men det blev dog ikke til noget. Selskabet manglede nogle penge, og fik herefter et lån af G5.

Som følge af advokat IO’s oplysning om, at G5 ved JK eventuelt kunne hjælpe, kontaktede vidnet JK for et møde. Vidnet kom herefter ud til G5. Han mener, at han kom ved middagstid. JK henviste til sin søn, NA, der var til stede i firmaet. Vidnet talte herefter med NA inde på dennes kontor. NA tog en pose frem inde fra kontoret og vendte den på hovedet. Der var 180.000 euro i kontanter i posen. Vidnet vidste ikke, hvor NA havde pengene fra. NA sagde, at der ikke var nogen problemer i det. Pengene skulle betales tilbage, når det tyske selskab fik moms og udestående fordringer hjem. De har nok talt om en tidshorisont på 6-12 måneder. Der blev ikke aftalt nærmere om nogen afdragshorisont. Der blev ikke aftalt renter. Der skulle nok betales 200.000-400.000 kr. oveni lånebeløbet. Der blev ikke lavet papirer på lånet.

Foreholdt lånebekræftelsesdokumentet, jævnfør ekstraktens side 43, oplyste vidnet, at det er et dokument, som er lavet efterfølgende. Det var i forbindelse med sagen. Vidnet kan ikke præcisere nærmere, hvornår det er lavet. Det blev lavet for at skaffe dokumentation til brug for sagen. Vidnet prøvede oprindeligt at holde NA anonym.

Da vidnet havde fået de 180.000 euro, kørte han straks af sted direkte til Y1-by i Tyskland, til deres tyske advokat, advokatfirmaet G6. Vidnet anmeldte ikke beløbet til SKAT ved grænsen. Det var ikke noget, som han havde skænket en tanke. Han var ikke klar over, at han evt. skulle gøre det. Da vidnet kom ned til advokatkontoret, talte han med advokat LS. Vidnet viste ham pengene. Advokaten sagde, at han ikke have set så mange penge før. Advokaten vi1le ikke have så mange penge liggende på kontoret. De gik herefter med det samme i banken, og pengene blev indsat på advokatfirmaets klientkonto i F1-bank, hvorefter advokaten fik en kvittering for indsættelsen.

Foreholdt denne, jævnfør ekstraktens side 84, omkring datoen den 26. juni 2007 sammenholdt den oplyste dato i dokumentet, jf. ekstraktens side 43, 27. juni 2007, oplyste vidnet, at det godt kan være, at det retteligt var den 26. juni 2007, at han fik udbetalt de 180.000 euro og kørte til Tyskland med dem.

Efter at det tyske advokatfirma havde fået pengene, foranledigede det herefter pengene betalt til de tyske sygekasser. Herudover var der 20.000-30.000 euro fra en bankkonto. Det var enten fra en konto tilhørende G1 ApS eller sagsøgerens konto. Vidnet har ikke været i stand til at skaffe dokumentation herfor. G1 ApS er gået konkurs.

Det nævnte beløb på 20.000-30.000 euro fra banken blev betalt enten direkte til en bank eller til sygekasserne. Der er ikke sket nogen tilbagebetaling af dette beløb. Endvidere er lånebeløbet på de 180.000 euro heller ikke endnu betalt tilbage.

Det er korrekt, at der fra sagsøgerens side blev udstedt fakturaer til G1 ApS på betaling af de skyldige beløb i Tyskland, på i alt 1,7 millioner kroner. Baggrunden herfor var, at bogholderen ville have papirer på pengene, og der skete så den fejl, at der blev udstedt fakturaer på beløbene i stedet for lånedokumenter, hvilket havde været det korrekte.

Pengene kom ind over G1 ApS. G1 ApS havde et tilgodehavende hos G2 GmbH, så det var mest naturligt, at det gik denne vej. Lånerækken var således, at det var vidnet, der lånte beløbet på de 180.000 euro af G7. Vidnet videreudlånte pengene til sagsøgeren, som videreudlånte dem til G1 ApS, som igen videreudlånte dem til G2 GmbH, hvorefter der skete betaling. Der foreligger ikke nogen låneaftaler i nogen af låneforholdene.

Foreholdt posten "Mellemregning anpartshaver 1.269.063", jævnfør førnævnte regnskab for G1 ApS, oplyste vidnet, at der er tale om en mellemregning med sagsøgeren. Der er tale om de 180.000 euro, som selskabet har lånt af sagsøgeren.

Foreholdt telefaxbrevet af 12. juli 2010 fra den tyske advokat (ekstraktens side 80-82) sammenholdt med kontoudtoget, jævnfør bilag D (ekstraktens side 89) oplyste vidnet, at beløbet på 27.536 euro til Finanzamt Y2-by modsvarer beløbet på 206.520 kr., jævnfør faktura nr. 117 Finanzamt.

Foreholdt sit telefaxbrev af 9. juni 2008 til den tyske advokat (bilag H og J, ekstraktens side 87-88) oplyste vidnet, at han ikke ved, hvorfor han har formuleret sig således. Det var nok fordi, at han havde lovet långiver af de 180.000 euro anonymitet. Långiver ville ikke have frem, at han også fungerede som pengeudlåner. Det er korrekt, at sagsøgeren har lånt henholdsvis 550.000 kr. og 840.000 kr. af G4 ApS.

Foreholdt gældsbrevet af 31. august 2007 (bilag 10, ekstraktens side 44-45) oplyste vidnet, at det pågældende lån blev ydet i Forbindelse med, at vidnet og sagsøgeren privat købte et andet hus i Y3-by. De kunne ikke sælge det gamle hus, og havde brug for et kontantbeløb til brug for køb af det nye hus. Det var til udbetalingen.

Foreholdt gældsbrevet af 4. juni 2007 (bilag 9, ekstraktens side 41-42) oplyste vidnet, at dette lån blev ydet i forbindelse med nogle forretningsmæssige problemer i G1 ApS. Noget af beløbet blev måske også brugt privat.

Foreholdt beløbet på 950.000 kr., jævnfør kontoudtoget for G1 ApS af 19. august 2008 (bilag M, ekstraktens side 99) oplyste vidnet, at det pågældende beløb stammer fra et lån fra G4 ApS til finansiering af en bil. G1 ApS lånte beløbet direkte hos G4 ApS.

G1 ApS havde en konto i et pengeinstitut i Y1-by i euro og havde konti i F2-bank i Danmark henholdsvis i danske kroner og euro.

NA har forklaret, at han er bilforhandler, hvilket han har været siden 1995. Vidnet kan bekræfte, at JL fik nogle penge fra vidnet. Vidnets far, JK, havde faet en henvendelse fra advokat IO, der havde ringet og spurgt, om de var interesseret i at yde et lån til JL. Det var 180.000 euro, der skulle lånes, og beløbet skulle betales således, at der skulle afdrages med 90.000 euro pr. 1. august 2007 og de resterende 90.000 euro pr. 1. oktober 2007, hvortil kom, at der ved hvert afdrag skulle erlægges 100.000 kr. i rente, i alt 200.000 kr. De var ikke interesseret i, at yde lånet, men de havde en samarbejdspartner, G7 ved SY, som måske ville være interesseret. De formidlede kontakten til SY. Det fik de ikke noget for. SY ville godt yde lånet. Han havde beløbet på 180.0000 euro i kontanter. Han kom med pengene, og vidnet havde dem herefter, da JL kom og fik pengene. De lå i en plasticpose. Vidnet og JL talte dem inde på kontoret. Vidnet forstod, at JL skulle bruge pengene i forbindelse med et selskab, der havde gæld i Tyskland. Lånet blev ydet i slutningen af juni 2007. Lånet blev ikke tilbagebetalt, og så vidt vidnet ved, er det fortsat ikke sket.

Foreholdt lånebekræftelsesdokumentet (bilag 2, ekstraktens side 43) oplyste vidnet, at det er en bekræftelse på, at JL har modtaget pengene, og at de er afleveret af SY. Vidnet kan ikke huske, hvornår dokumentet er udarbejdet, men det var kort tid efter, at det blev konstateret, at lånebetingelserne vedrørende tilbagebetalingen ikke blev overholdt. Der var så i hvert fald dokumentation for, at lånet var blevet ydet. Det var vidnet der skrev under på vegne af G7. G7 var var en tidligere samarbejdspartner, og vidnet syntes ikke, at han kunne være andet bekendt, idet det jo var ham, der havde formidlet kontakten mellem JL og SY.

Det var ikke usædvanligt, at SY havde mange penge liggende i kontanter. Han købte biler i Danmark til fuld pris. Han solgte dem herefter ud af Danmark og fik afgift retur. Det fik han i euro, så det er ikke mærkværdigt, at han lå inde med store beløb. Han handlede omkring 3.000 biler om året, og solgte dem alle til eksport. Ud af de 3.000 biler, købte han nok ca. 1.200 biler hos vidnets firma. Han betalte ofte med store kontantbeløb. Det var vidnets viden om, at SY ofte lå inde med store kontantbeløb, der gjorde, at han tænkte, at han kunne være en lånemulighed for JL.

LP har forklaret, at han er tysk advokat og praktiserer i Y1-by i advokatfirmaet G6. Vidnets firma har haft diverse opgaver for G2 GmbH, fortrinsvis inkassosager. Firmaet blev ligeledes involveret som følge af, at G2 GmbH havde gæld til sygekasser i Tyskland. G2 GmbH og G1 ApS havde bankkonti i Tyskland, der som følge heraf, var blevet beslaglagt af de tyske myndigheder. Advokatfirmaet drøftede problematikken med JL, og JL sagde, at han ville forsøge at skaffe penge. Gælden var ca. 180.000 euro. JL betalte herefter dette beløb til advokatkontoret, og vidnet sørgede for at fordele pengene til de enkelte kreditorer. Vidnet var ikke til stede, da JL kom med pengene, men vidnets kollega, advokat LS, der tog imod pengene har oplyst, at JL kom med de 180.000 euro i en plasticpose, hvorefter de gik i banken og fik indsat pengene på konto.

Foreholdt kontoudtoget, jævnfør ekstraktens side 84, oplyste vidnet, at det fremgår heraf, at beløbet blev indbetalt den 26. juni 2007 og bogført dagen efter, den 27. juni 2007.

Foreholdt JL’s telefaxbrev af 9. juni 2008 (bilag H og J, ekstraktens side 87-88) oplyste vidnet, at han ikke kan huske nærmere om de pågældende bilag. Vidnet ved ikke, hvor de 180.000 euro nærmere kom fra. Baggrunden for det pågældende brev var, at G2 GmbH efterfølgende var gået konkurs. Konkursforvalteren krævede herefter tilbagebetaling fra sygekasserne. Vidnet bad som følge heraf JL om nærmere at redegøre for, hvorfra de 180.000 euro kom fra. Hvis det kom andetsteds fra end G2 GmbH, kunne der formentlig ikke kræves tilbagebetaling. Hvis pengene kom fra G2 GmbH, kunne beløbet derimod kræves tilbagebetalt.

Rettens begrundelse og afgørelse

Skattemyndighederne kan skønsmæssigt forhøje en skattemæssig indkomst, hvis privatforbruget er negativt, og efter Landsskatterettens kendelse af 19. december 2011 der ændrede Skatteankenævnets afgørelse til fordel for sagsøgeren - er hendes indkomst for 2007 skønsmæssigt blevet forhøjet med nu 1,5 millioner kroner.

Der følger af praksis, at skattemyndighedernes skøn kun kan tilsidesættes, såfremt skatteyderen kan godtgøre, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Omkring lån følger det ligeledes af praksis, at bevis for ydelse af et sådant, normalt ikke vil kunne løftes alene ved forklaringer og erklæringer om lånet, idet det må bestyrkes ved tilstrækkelige objektive kendsgerninger.

Retten finder, at det efter bevisførelsen kan lægges til grund, at det tyske selskab, G2 GmbH, der var ejet af sagsøgeren, i 2007 skyldte de tyske myndigheder et meget betragteligt beløb som følge af manglende indbetaling af sociale bidrag for ansatte chauffører til tyske sygekasser.

Selskabets tyske advokatfirma, advokatfirmaet G6, sørgede for betaling af gælden efter at JL, formentligt den 26. juni 2007, til advokatkontoret havde afleveret 180.000 euro i kontanter til indsættelse på klientkonto hos advokatfirmaet.

Sagsøgeren har anført, at beløbet på 1,5 millioner kroner, vedrører to af hinanden uafhængige lån, henholdsvis de 180.000 euro, som JL lånte af G7, hvilket beløb herefter blev videreudlånt til sagsøgeren, der videreudlånte beløbet til G1 ApS, som igen lånte pengene til G2 GmbH, og et beløb på 20.000 euro, der blev trukket fra en bankkonto.

Der er ikke for nogle af lånene udarbejdet lånedokumenter, bortset fra erklæringen, jævnfør sagens bilag 2, der er udarbejdet efterfølgende, og som alene angiver, at JL har modtaget 180.000 euro.

Det foreligger oplyst, at G2 GmbH efterfølgende gik konkurs, og efter vidnet, advokat LP’s forklaring kan det lægges til grund, at konkursforvalteren i konkursboet herefter søgte at få de pågældende penge, som var betalt til sygekasserne, retur.

Advokaten anmodede herefter JL om at redegøre for, hvorfra beløbet stammede.

Det fremgår af JL’s telefaxbrev af 9. juni 2008 til advokaten, at JL herefter henviste til 2 lån ydet af G4 ApS.

I årsrapporten for 2007 for G1 ApS, er der angivet en mellemregning med anpartshaveren (sagsøgeren) i dennes favør på alene 1.269.063 kr. hvilket beløb modsvarer beløbet for mellemregning med G1 ApS i statusopgørelsen for 2007 for sagsøgeren og dennes ægtefælle, JL.

Omkring JL’s tilbagebetaling af de 180.000 euro, har JL og NA afgivet væsentligt forskellige forklaringer, idet JL har forklaret, at der ikke blev aftalt nærmere omkring tilbagebetalingen af lånet, der blev ydet ved NA, udover at tilbagebetaling skulle finde sted, når G2 GmbH fik moms og udestående fordringer hjem, og at de nok har talt om en tidshorisont på 6-12 måneder, mens det fremgår af NA’s forklaring, at lånet, der blev ydet af G7 ved SY, således at vidnet alene fungerede som mellemmand, skulle tilbagebetales allerede med betaling af 2 x 90.000 euro henholdsvis den 1. august og 1. oktober 2007, hvortil kom et rentebeløb på 2 x 100.000 kr.

Endvidere har JL forklaret, at lånebekræftelsesdokumentet, jævnfør bilag 2, først er udarbejdet i forbindelse med sagen til brug for fremskaffelse af dokumentation, imens NA har forklaret, at dokumentet blev udarbejdet kort efter, at det var blevet konstateret, at der ikke var sket tilbagebetaling i henhold til tilbagebetalingsaftalen.

Det forekommer under alle omstændigheder mærkværdigt, at der ved ydelse af et så stort et lån, ikke er blevet udarbejdet et skriftligt lånedokument med angivelse af rente, afdragsbetingelser og forfaldstidspunkt, ligesom det må anses for ganske usædvanligt, at et så stort lån er ydet uden nogen form for sikkerhed.

Ydermere har sagsøgeren anført forskelligt om lånebeløbet.

Det må, jævnfør Skatteankenævnets sagsfremstilling, lægges til grund, at sagsøgeren oprindeligt har anført, at JL lånte et beløb på 227.000 euro, hvilket beløb også fremgår af sagsøgerens supplerende indlæg til Landsskatteretten, jævnfør hendes advokats brev af 8. juni 2011 til Landsskatteretten.

I kontormødet den 9. juni 2011 hos Landsskatteretten forklarede JL, at han lånte 180.000 euro i kontanter, men at det var af autoforhandler JK.

Endvidere er det først ved sagsøgerens processkrift I afgivet så sent som den 25. oktober 2012 - at der er givet en forklaring på de sidste 20.000 euro, svarende til 150.000 kr., hvorved lånebeløbet på 1,5 millioner kroner ved en sammenlægning af de 180.000 euro med de 20.000 euro fremkommer. Det er således først i forbindelse med det nævnte processkrift, at sagsøgeren anfører, at de 20.000 euro er trukket på en kassekredit i en bank.

Efter sagens omstændigheder finder retten ikke, at sagsøgeren – med det strenge dokumentationskrav, der i en sag som den foreliggende – har godtgjort, at hun har optaget lån på 1,5 millioner kroner.

Retten finder allerede herefter ikke grundlag for, at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, der skønsmæssigt forhøjer sagsøgerens personlige indkomst for 2007 med 1,5 millioner kroner, jævnfør nærmere Landsskatterettens kendelse, og sagsøgte frifindes således.

Med hensyn til sagens omkostninger, skal sagsøgeren efter sagens resultat, betale sagsomkostninger til sagsøgte. Beløbet, der udgør et advokatudgiftsbeløb, er inkl. moms, ansættes til 100.000 kr. Der er taget udgangspunkt i sagens værdi og omfang. Sagsøgtes udgift til materialesamling er inkluderet i sagsomkostningsbeløbet.

Thi kendes for ret

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

…”

Dommen blev anket til Vestre Landsret, der ved dom af 24. oktober 2013 stadfæstede afgørelsen.

Af dommen fremgår blandt andet:

”…

Supplerende sagsfremstilling

Advokat IO har i et brev 25. september 2013, der med landsrettens tilladelse er fremlagt i sagen, afgivet følgende redegørelse:

”Forholdet er det, at jeg til JL’s ægtefælle A og flere af hendes selskaber gennem en årrække har ydet flere lån i millionklassen, primært med sikkerhed i A’s privatejede ejendomme, en bil og kaution fra A.

Helt specielt efter 2008 er lånenes servicering blev dårlig, og da jeg på et tidspunkt blev forespurgt om et yderligere lån afslog jeg dette.

Jeg blev på et tidspunkt for nogle år tilbage husker ikke præcist hvornår kontaktet af NA, G5, som forespurgte til hensigtsmæssigheden af at yde et større lån til A/hendes selskaber, hvilket jeg frarådede NA, som tillige var klient på kontoret, med henvisning til mine egne erfaringer med forsinkelser med tilbagebetaling af lån og betaling af renter.

En rum tid senere, jeg husker ikke, hvor lang tid der gik, blev jeg på ny kontaktet af NA, som oplyste, at der trods mine advarsler her imod var blevet foretaget udlån til A/hendes selskaber.

Jeg blev i den forbindelse oplyst om, at NA/G5 havde udlånt € 180.000,- til A/hendes selskaber.

Jeg er ikke bekendt med, hvem der formelt var långiver og låntager, idet lånet var ydet uden udarbejdelse af lånedokumenter, men jeg fik det helt klare indtryk af, at pengene tilvejebragt af NA/G5 via en udlænding, som G5 samarbejder med i forbinde1se med eksport af biler. Hans navn var "SY", idet jeg ikke er sikker på stavemåden.

Jeg afholdt herefter møde med NA og JL vedrørende tilbagebetaling eller drøftelse omkring tilbagebetaling af lånet, i hvilken forbindelse NA gav udtryk for, at hans far ikke havde kendskab til lånet, og derfor var vigtigt for NA, at sagen blev løst hurtigt, således at hans far ikke blev gjort bekendt med udlånet.

Da der, imidlertid ikke skete tilbagebetaling, kom NA’s far, JK, som er direktør for G5, ind i sagen, og jeg har haft efterfølgende møde med JK, NA og JL, hvor det blev drøftet, at familien JK og NA/G5 til udligning af mellemværende skulle købe 4 eller 5 ejendomme af A til en underpris, hvilke ejendomme hun ejede privat.

Der var indgåede drøftelser herom, men transaktionen blev aldrig gennemført og ejendommene blev efterfølgende med undertegnede som berigtigende advokat afhændet til anden side.

Til orientering kan jeg oplyse, at jeg selv havde pant i de pågældende ejendommen, og det var derfor jeg havde en interesse i, at ejendommene blev afhændet til en mere ”stabil” debitor, således at lånene kunne serviceres, herunder serviceres rettidigt.

Dette er baggrunden for, at jeg husker denne del af hændelsesforløbet ret tydeligt.

Jeg har løbende haft drøftelser med NA omkring tilbagebetalingen, herunder også efter at planerne om overdragelse af ejendommene kuldsejlede, men praktisk har det ikke fra familien JK og NA’s side været muligt at få lånet helt eller delvist tilbagebetalt fra familien A og JL.

Opsummerende er det min opfattelse, at der med sikkerhed har været et udlån i størrelsesorden € 180.000,-, men som det fremgår af ovenstående, kan jeg ikke med sikkerhed sige, hvem der formelt var debitor og kreditor.”

Forklaringer

JL har supplerende forklaret, at det er korrekt, at han lånte 180.000 euro af NA i juni 2007. Han mener, at det var den 26. juni. Lånebekræftelsen, ekstraktens side 30, er blevet lavet nogen tid senere, efter der havde været mange møder med myndighederne omkring skattesagen. Han havde i forbindelse med lånets optagelse lovet NA anonymitet, men presset i skattesagen blev for stort. Han vil tro, at lånebekræftelsen er lavet 1½-2 år efter, at lånet blev udbetalt. Der blev ikke aftalt nogen tilbagebetaling af lånet med et afdrag i august og resten i oktober 2007 som forklaret af NA i byretten. Det blev der overhovedet ikke talt om, og det ville have været umuligt. Der blev aftalt, at der skulle betales renter af lånet som forklaret af NA. Pengene er ikke betalt tilbage. Der er faldet noget, der kan kaldes renter, men hovedstolen er ikke tilbagebetalt. Han kendte i juni 2007 ikke noget til en person ved navn SY. Kun JK og NA var til stede, da lånet blev udbetalt. Der blev ikke talt om, at han skulle låne penge af en anden end NA. Havde han fået oplyst, at han skulle låne pengene af en person ved navn SY, ville han slet ikke have turdet låne et sådant beløb. Han har først i 2009 eller 2010 mødt SY, der kommer fra Syrien. Det var i anledning af, at SY havde brug for at leje et areal til henstilling af biler. Der var ved den lejlighed ingen snak om lånet, og SY har aldrig afkrævet ham tilbagebetaling af lånet. Han hørte i forbindelse med NA’s forklaring i byretten for første gang om, at lånet skulle være ydet af SY. Han har efterfølgende spurgt NA, hvorfor han forklarede således i byretten, og har fået det svar, at det var sådan, NA huskede det.

Forholdt advokat IO’s erklæring af 25. september 2013, har JL forklaret, at det er korrekt, at han tidligere havde lånt penge af advokat IO, men at 180.000 euro var for meget, hvorfor advokaten henviste ham til at rette henvendelse til JK, der eventuelt kunne yde ham et lån. Han har afholdt møder med advokat IO og JK og NA om tilbagebetaling af lånet. Det er herunder blevet drøftet, at JK og NA kunne købe nogle ejendomme af A til underpris og på den måde få udlignet mellemværendet, men det blev ikke til noget, da JK og NA ikke ville betale en pris, der kunne dække gælden i de pågældende ejendomme.

Det var faktisk ham, der drev G1 ApS. Posten ”mellemregning anpartshaver” med 1.269.063 kr., der fremgår af dette selskabs årsrapport for 2007, balancen pr. 31. december 2007, ekstraktens side 44, dækker over de penge, som A udlånte til selskabet, efter vidnet havde lånt de 180 euro af NA. Selskabets revisor har udarbejdet afslutningsarket på ekstraktens side 52, hvor mellemregningen også fremgår. Han er aldrig blevet konfronteret af SKAT med, hvorfra disse penge skulle være kommet, hvis ikke der var tale om lånte penge. Det har ikke været muligt at skaffe disse penge andre steder fra.

Lånet på de 20.000 euro kom fra en konto, som G1 ApS havde i F3-bank, men han har ikke kunnet fremskaffe bilag herpå.

NA krævede ingen sikkerhed for lånet på 180.000 euro.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at A ikke har godtgjort, at der i 2007 er tilgået hende lån som hævdet.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

…”

A anmodede Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe landsrettens dom for Højesteret. Af et brev af 19. december 2013 fra R1 fremgår blandt andet:

”På vegne af A skal vi hermed ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til tredjeinstansbehandling af nærværende sag, hvor Vestre Landsrets 8. afdeling den 24. oktober 2013 afsagde dom (V.L. B-3304-12, SKM2013.757.VLR). Kopi af Vestre Landsrets dom er vedlagt som bilag 1.

Til støtte herfor vedlægges et gældsbrev udarbejdet af R2 og IO, som er underskrevet og dateret den 26. juni 2007, jf. bilag 5. Dette gældsbrev har ikke tidligere været fremlagt i sagen.

…”

Procesbevillingsnævnet har ikke meddelt tredjeinstansbevilling.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A og vidnerne JL og revisor JC.

A har forklaret, at hun har ejet speditionsfirmaet G1 ApS. JL stod for driften, hvilket også var tilfældet i hendes tyske selskab G2 GmbH. Hun skrev under på et lånedokument på advokat IO’s kontor. Det var ikke hende, som fik 180.000 euro udleveret, og hun ved ikke, hvor pengene gik hen. Hun var damefrisør og har ikke arbejdet i selskabet. Hun har ikke brugt pengene privat.

I lang tid kunne de ikke finde gældsbrevet. På et tidspunkt ryddede hun op i sommerhuset og skulle smide tøj væk. I forbindelse fandt hun i JL’s jakkelomme gældsbrevet. Hun kan ikke huske, hvornår hun fandt det. Hun kan ikke oplyse, hvor meget hun tjente i 2007. JL har originaldokumentet.

JL vedstod sin forklaring fra by- og landsret, idet forklaringerne dog står i svag erindring. Gældsbrevet af 26. juni 2007 i bilag 4 blev udarbejdet af advokat IO. Underskriften foregik ikke på advokatens kontor, men i F4-banks kontor i Y3-by, hvor han og A i anden forbindelse skulle møde med IO. Denne havde dokumentet med og efter underskrift, bad advokaten ham om at sørge for at få en til at underskrive som vitterlighedsvidne. Advokaten skrev selv under som vitterlighedsvidne. Han tog derfor gældsbrevet med, men tænkte ikke mere over det, da pengene allerede var på plads.

Pengene var blevet udleveret, før gældsbrevet blev underskrevet. Han fik pengene samme dag og kørte direkte ned til den tyske advokat. Han fik udleveret 180.000 euro af NA på JK’s firmaadresse på Y4-vej i Y3-by. Han mødte først JK, der bad ham gå ind til NA’s. Der var en glasvæg mellem deres kontorer. Han mente ikke, at de lavede nogle papirer. NA’s tog fra gulvet en pose med mange kontakter. De gik ind i en lille kantine, hvor pengene blev hældt ud på et bord. Han talte dem ikke, da NA’s sagde, at der var 180.000 euro.

Han har efterfølgende spurgt hos IO, hvem der har bestilt gældsbrevet, hvilket han ikke har fået et svar på. Under den oprindelige sag fik han at vide ved henvendelser til advokaten, at der aldrig har været et dokument på det, som han lånte af NA. Han havde lovet, at det ikke skulle blive kendt, at bilforhandlerne skulle kendes som pengeudlånere.

Forespurgt hvorfor gældsbrevet ikke var fremlagt før, kunne han ikke finde det til brug i byretten.

SKAT oplyste, at hvis han ikke oplyste, hvor pengene kom fra, skulle han betale skat af dem. Han fik derfor NA til at bekræfte, at han havde lånt pengene.

A fandt gældsbrevet, og han kontaktede sin advokat hos R1 3-4 uger før, de skulle i landsretten. Han bad advokaten om, at få sagen udskudt. Han fik at vide, at det var for sent. Han hørte ikke noget om bilaget i landsretten, ligesom der ikke blev procederet på det. Advokaten ville gerne gå videre til Procesbevillingsnævnet. De manglede at betale et beløb til advokaten, selvom de havde betalt mere end 800.000 kr. De fik et krav om depositum på ca. 200.000 kr. for at gå til Procesbevillingsnævnet og Højesteret. Sagen lå stille i 2014.

I efteråret 2015 fik han fat i advokat MP, der anbefalede at indbringe sagen for politiet. Han ville ikke vise originalen til IO, for han ville sikkert rive den i stykker. De gik til politiet, og efter nogle måneder ringede IO og spurgte, hvad han havde gang. Han blev bedt om at komme til et møde, og advokaten ville se, vad han kunne gøre for vidnet. På mødet hos IO fandt de en kopi. IO skrev derefter det nye brev i sagen.

Pengene er ikke tilgået deres private økonomi.

A forklarede efter JL’s forklaring supplerende, at det er korrekt, at de var i banken for at underskrive. Hun har før skrevet under oppe på advokatens kontor på noget andet.

Revisor JC har forklaret, at han blev uddannet registreret revisor i 1950-erne. Han var revisor for G1 ApS i mange år og reviderede årsregnskabet. Selskabet havde en gæld i Tyskland på skat og sygekassebeløb til et voldsomt beløb. Han kendte ikke til låneforholdene. Han har hørt, at pengene blev deponeret kontant i Tyskland. Han kendte gælden og fik at vide, at pengene blev skaffet. Han så ingen lånedokumenter, hvilket han diskuterede men fik at vide, at der var lavet noget. Det drejede sig vist om 180.000 euro. Han ved ikke, hvem selskabet havde lånt penge af. Det havde ikke noget med A at gøre. Først da pengene blev betalt i Tyskland, blev den tyske gæld bogført. Han har aldrig fået at vide, hvor pengene kom fra.

Forevist gældsbrev af 26. juni 2007 har han aldrig set dette før. Han havde fået at vide, at det var advokat IO, der formidlede noget. Selskabet har ikke ham bekendt tilbagebetalt penge, dom det har lånt. Han kendte ikke noget til A’s privatøkonomi.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført blandt andet:

”…

Til støtte for den nedlagte påstand gøres helt overordnet gældende, at der bør ske en genoptagelse af Landsskatterettens kendelse af 19. december 2011, da der er tilgået sagen nye oplysninger.

Skatteforvaltningslovens § 35 g har følgende ordlyd:

”Stk. 1. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere. [Egen understregning]

Stk. 2. De nye oplysninger skal forelægges myndigheden inden for en af følgende frister:

1) Fristerne efter § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.

2) Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for en domstol i 1. instans, eller inden dennes behandling af sagen er afsluttet.

 

Stk. 3. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 4. Reglerne om betaling og tilbagebetaling i § 35 c finder tilsvarende anvendelse i disse sager.

 

På baggrund af ordlyden i Skatteforvaltningslovens § 35 g kan det konkluderes, at Skatteankestyrelsen kan genoptage en afvist sag, såfremt der forelægges oplysninger, som ikke tidligere har været fremme.

Som nævnt tidligere er der nye oplysninger, som der ikke er taget højde for i Landsskatterettens afgørelse af 19. december 2011.

Ved den udarbejdede privatforbrugsopgørelse burde SKAT imidlertid have medtaget lånet på 180.000 €. SKAT har også medtaget A’s tilgodehavende hos G1 ApS.

Når A – ifølge SKAT – havde et negativt privatforbrug i indkomståret 2007, skyldes det en forskydning i formueopgørelsen, idet SKAT har medtaget tilgodehavendet hos G1 ApS som et aktiv i formueopgørelsen, hvorfor denne påvirker formueopgørelsen ”negativt”.

Når denne formueopgørelse de facto ikke har påvirket A’s privatforbrug i indkomståret 2007, skyldes det, at dette tilgodehavende hos G1 ApS på kr. 1.269.063 modsvares af lånet på 180.000 €. Pågældende tilgodehavende hos G1 ApS og lånet på de 180.000 € har derfor ingen likviditetsmæssig betydning for A, idet beløbene udligner hinanden.

Retmæssigt burde det pågældende tilgodehavende på kr. 1.269.063 ikke have været medtaget hos A, i det lånet på de 180.000 € de facto blev optaget af G1 ApS, hvorfor det var NA og virksomheden G7, Y5-adresse, som retmæssig havde et tilgodehavende hos selskabet G1 ApS.

Gældsbrevet udarbejdet af R2 og IO, som er underskrevet og dateret den 26. juni 2007, jf. bilag 4, har ikke tidligere været fremlagt i sagen.

Af gældsbrevet dateret den 26. juni 2007 fremgår det, at G1 ApS, Y6-adresse erkender at have modtaget et lån på180.000 € af G7, Y5-adresse.

Når lånet på de 180.000 € regnskabsmæssigt blev bogført som et lån ydet af hovedanpartshaver A – og ikke af NA eller G7, Y5-adresse, skyldes det, at NA havde et ønske, om at være anonym.

Uanset NA havde et ønske om at være anonym, vidner det af R2 og IO udarbejdede gældsbrev imidlertid om, at lånet reelt ikke blev ydet af A, men derimod af NA og G7, Y5-adresse, hvorfor tilgodehavendet retsmæssigt ikke skal medtages i A’s formueopgørelse.

Det er i den sammenhæng væsentligt at holde sig for øje, at det alene er dette tilgodehavende hos G1 ApS, som medfører en formueforskydning med deraf følgende negativt privatforbrug.

I det pågældende tilfælde er den privatforbrugsopgørelse, som forhøjelserne er baseret på ikke fyldestgørende, da den af SKAT er baseret på en forkert opgørelse af A’s indtægter og udgifter. Der kan alene ske en skønsmæssig forhøjelse af en skatteyders skatteansættelse, når indkomsten er så mangelfuld, at den ikke alene kan danne grundlag for skatteansættelsen. Normalt er det en forudsætning for en skønsmæssig forhøjelse, at der kan sandsynliggøres et højere privatforbrug end det privatforbrug, som selvangivelsen og foreliggende oplysninger, herunder formueoplysninger og andre oplysninger, giver plads til.

Det skal oplyses, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2007 blev ændret som følge af, at SKAT skønsmæssigt har fastsat A’s privatforbrug ukorrekt.

Landsskatteretten nåede frem til, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, der skønsmæssigt forhøjede A’s skatteansættelse for indkomståret 2007 med kr. 1.500.000, idet Landsskatteretten ikke ville anerkende eksistensen af et lån på kr. 1.500.000, der modsvarer det ovenfor omtalte tilgodehavende på kr. 1.269.063.

Som anført ovenfor nåede Landsskatteretten frem til, at det ikke var godtgjort, at der var optaget et lån på kr. 1.500.000, i hvilken forbindelse, der alene henvises til, at der for sådanne lån stilles strenge dokumentationskrav.

For det første skal det i forlængelse heraf fremhæves, at der var tale om optagelsen af et lån på 180.000 € i kontanter, hvilket i sig selv begrænser muligheden for bevisførelse, idet det i sagens natur ikke er muligt at følge pengestrømme i kraft af overførsler fra én konto til en anden.

Under sagens behandling ved Retten i Kolding har NA imidlertid ved sin forklaring bekræftet, at A’s ægtefælle, JL, fik udleveret 180.000 € i kontanter.

Endvidere er der i sagen fremlagt en bekræftelse fra NA dateret den 27. juni 2007, jf. bilag 3.

Endvidere har advokat LP fra det tyske advokatfirma G6 over for Retten i Kolding forklaret, at A’s ægtefælle, JL, afleverede 180.000 € i en plasticpose, hvorefter pengene gik ind på advokatfirmaets klient-konto, og at pengene efterfølgende blev anvendt til betaling af de tyske sygekasser. Det fremgår ligeledes i brev af 29. juni 2007 fra advokat LP, at det er aftalt med Statsadvokat-uret at de 180.000 € skal fordeles til de enkelte sygekasse jf. bilag 5. Af bilag 6 fremgår der en oversættelse af brevet fra tysk til dansk skrevet af advokaten til G8.

Der foreligger også i sagen dokumentation for, at beløbet på 180.000 € er blevet betalt kontant samt indsat på advokatfirmaets klientkonto. Dette fremgår af et brev af 12. juli 2010 fra advokat LP til G1 ApS ved JL, jf. bilag 7. Af bilag 8 fremgår der ligeledes en oversættelse af brevet fra tysk til dansk skrevet af advokat LP og sendt til G1 ApS ved JL.

Sagen må i kraft af ovenstående anses for principiel i henseende til, at hverken Retten i Kolding eller Vestre Landsret har fundet et kontantlån dokumenteret til trods for, at der foreligger objektiv konstaterbar dokumentation i kraft af pengestrømme fra det tidspunkt, hvor pengene bliver indsat på en konto, og det herefter elektronisk er muligt at spore beløbet, der oprindeligt blev lånt kontant. Dette ligeledes som der foreligger regnskabs- og bogføringsmateriale, som er udarbejdet før skattesagen blev rejst, og som bekræfter eksistensen af kontantlånet.

Endvidere skal der henvises til, at både en tysk og dansk advokat har bekræftet eksistensen af de 180.000 €, som ifølge A er udlånt af NA, der også ved sin vidneforklaring overfor Retten i Kolding bekræftede, at beløbet blev udlånt, jf. bilag 9, side 4-5.

Da der i sagens natur ikke foreligger elektroniske pengestrømme, der kan dokumentere eksistensen af et kontantlån, må det naturligvis på anden måde være muligt at bevise eksistensen af lånet. Selv om der i sagen er afgivet forklaring af advokat LP, jf. bilag 9, side 5-6, og NA, jf. bilag 9 side 4-5, samt afgivet en forklaring fra advokat IO, jf. bilag 10, side 2-3, samtidig med, at der er fremlagt dokumentation for, at beløbet er indsat på det tyske advokatfirmas klientkonto, fandt hverken Retten i Kolding eller Vestre Landsret det dokumenteret, at beløbet de facto er lånt, hvilket i sagens natur stiller spørgsmålstegn ved, hvilke bevismæssige krav der stilles til dokumentationen for optagelsen af et kontantlån.

Nærværende sag har principiel karakter, da der ikke ses at foreligge hverken landsrets- eller højeste-retspraksis, hvor eksistensen af et kontantlån ikke er blevet anerkendt, selvom der foreligger objektiv konstaterbar dokumentation for lånets eksistens.

Konkret i nærværende sag er der fremlagt dokumentation i form af regnskaber og bogføring, som er udarbejdet før skattesagen blev rejst, ligeledes som der er fremlagt bilag, jf. bilag 3-8, der utvivlsomt dokumenterer, at det lånte beløb på 180.000 € er indsat på en konto i Tyskland, hvorfor der altså foreligger objektiv konstaterbar dokumentation for, at kontantbeløbet faktisk har eksisteret i overensstemmelse med de i sagen afgivne forklaringer for Retten i Kolding og Vestre Landsret.

For det andet skal det fremhæves, at det af SKAT udøvede skøn er specielt derved, at A ikke i indkomståret 2007 har drevet virksomhed, idet hun alene har været passiv investor i G2 GmbH og G1 ApS, hvorfra hendes ægtefælle, JL, drev spedition- og vognmandsvirksomhed.

En konsekvens af Landsskatterettens kendelse er, at A nu er ansat til at betale skat af kr. 1.500.000, hvorved det altså er lagt til grund, at hun i indkomståret 2007 har tjent kr. 1.500.000. SKAT har imidlertid ikke på noget tidspunkt under sagen oplyst, hvorfra A skulle have tjent kr. 1.500.000 i indkomståret 2007.

Netop på dette punkt adskiller nærværende sag sig fra en typisk sag vedrørende en skønsmæssig forhøjelse, idet sådanne normalt foretages for personer, der driver erhvervsvirksomhed, hvori der ligger indkomstpotentiale – eksempelvis kioskejere, restauratører eller lignende.

Det er ikke tilfældet i nærværende sag, og det fremgår stadigvæk fuldstændig uklart, hvorfra SKAT mener, at de kr. 1.500.000 skulle hidrøre.

I forlængelse heraf skal det imidlertid fremhæves, at det selvsagt savner mening at forhøje en skatteyders skatteansættelse, såfremt der ikke eksisterer en forklaring på, hvorfra skatteyderen skulle have fået det beløb, som skatteyder skønsmæssigt er blevet forhøjet med.

Nye oplysninger fra advokat IO

I udskrift af dombogen for Vestre Landsrets dom der blev afsagt den 24. oktober 2013, fremgår det, at der i brev fra advokat IO af 25. september 2013, er blevet fremlagt en redegørelse i relation til sagen og de 180.000 € der blev udlånt A, jf. bilag 10.

Advokat IO redegør for, at han ikke er bekendt med, hvem der formelt var långiver og låntager, idet lånet var ydet uden udarbejdelse af lånedokumenter og at hans klare indtryk var, at pengene de 180.000 € var tilvejebragt af NA/G5 via en udlænding ved navn ”SY”, jf. bilag 10, side 1-2.

Ovenstående udtalelse fra advokat IO i brev af 25. september 2013, stemmer ikke overens med det eksisterende gældsbrev, der netop er udarbejdet af R2 & IO, jf. bilag 4.

Gældsbrevet på de 180.000 € er udarbejdet af R2 & IO og underskrevet af A og advokat IO, hvorfor der i forhold til advokat IO’s udtalelse i brev af 25. september 2013, hvor han oplyser at han ikke er bekendt med hvem der formelt var långiver og låntager, er tale om modstridende forklaring.

I brev af 11. juli 2016 fra R3 i Y3-by, har advokat IO erklæret, at der den 26. juni 2007 er blevet oprettet sag og udstedt et gældsbrev, hvori låneforholdet er konkretiseret, jf. bilag 11.

Det fremgår af skrivelse af 11. juli 2016, jf. bilag 8, at A’s ægtefælle, JL, ved et møde med advokat IO, har overgivet kopi af gældsbrevet af 26. juni 2007 udarbejdet af R2 & IO, jf. bilag 4.

Endvidere bekræfter advokat IO at have konstateret gældsbrevets eksistens i sit edb-anlæg, ligesom vitterlighedsunderskriften på gældsbrevets side 3 er signeret af ham.

Advokat IO har tidligere ikke kunne erindre låneforholdet, hvorfor han i skrivelsen beklager, at han har opgivet urigtige oplysninger, eftersom der var udstedt et gældsbrev hvor låne-forholdet var nærmere konkretiseret med G1 ApS som debitor og G7 som kreditor i indkomståret 2007.

Erklæringen fra advokat IO i skrivelsen af 11. juli 2016, skal anses som væsentlig nye oplysninger i nærværende sag, da der er tale om oplysninger, der medfører en væsentlig indholdsmæssig ændring af A’s skattegrundlag for indkomståret 2007.

Ovenstående nye oplysninger har indvirkning på A’s skatteansættelse for indkomståret 2007, da oplysningerne medfører, at SKATs tidligere ansættelse er materiel ukorrekt og fører til et andet resultat end hvad SKAT tidligere har antaget.

De nye oplysninger giver anledning til en fornyet behandling og gennemgang af sagen, hvorfor disse begrunder en genoptagelse af Landsskatterettens tidligere afsagte afgørelse.

Ad forskellige forklaringer vedrørende bilag 4 (gældsbrevet)

Sagsøgte anfører i sit svarskrift, at advokat IO såvel som sagsøgers ægtefælle JL begge har afgivet forklaring om, at lånet blev ydet uden udarbejdelse af lånedokumenter.

Efter det oplyste har sagsøgers ægtefælle JL afgivet sin daværende forklaring i byretten ud fra de oplysninger, JL forstod fra sin ægtefælle og dennes rådgiver advokat IO. Dette blev også i et vist omfang bekræftet af advokat IO i dennes forklaring for Vestre Landsret.

Det kan nu lægges til grund, at dette ikke har været i fuldstændig tråd med sagens samtlige forhold, herunder kan der henvises til erklæringen i bilag 11.

Uanset at der i forbindelse med sagens behandling er afgivet forskellige forklaringer vedrørende gældsbrevet, er det ikke et moment, der skal lægges sagsøger til last, idet sagsøger ikke har indflydelse på de afgivne forklaringer.

Slutteligt skal det anføres, at fremlæggelsen af bilag 4 uanset vekslende forklaringer herom, er en ny oplysning i sagen, der skønnes at kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, havde det været fremlagt tidligere.

…”

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført blandt andet: '

”…

2. AD PÅSTANDEN OM AFVISNING SAGEN ER (GEN)ANLAGT FOR SENT

Til støtte for påstanden om afvisning gøres overordnet gældende, at den fristafbrydende virkning af sagsanlægget den 10. april 2017 ikke er opretholdt ved anlæg af denne sag den 4. januar 2018, hvorfor sagen er anlagt for sent.

A anlagde ved stævning af 10. april 2017 sag om prøvelse af Landsskatteretten afgørelse af 2. februar 2017 (bilag 1). Sagen blev imidlertid afvist den 15. december 2017, da A to gange ikke betalte berammelsesafgiften inden den af retten fastsatte frist. Den 4. januar 2018 anlagde A denne nye sag om prøvelse af samme afgørelse.

Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt., kan Landsskatterettens afgørelser ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Fristen for at indbringe Landsskatterettens afgørelse af 2. februar 2017 for domstolene var den 2. maj 2017, og søgsmålsfristen i denne sag er altså overskredet med mere end 8 måneder.

Retspraksis er entydig for sent anlagte sager afvises uden undtagelse, jf. f.eks. UfR 1999.722 H, SKM2003.145.ØLR, SKM2006.496.HR, SKM2007.246.ØLR, SKM2008.455.BR og SKM2016.124.BR.

Skatteministeriet nedlægger dog ikke påstand om afvisning, selvom en afvist sag genanlægges efter søgsmålsfristen, hvis dette sker ”uden ufornødent ophold” – dvs. inden 14 dage – efter afvisningsbeslutningen, jf. SKM2002.104.DEP og Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit A,A.10.3.5.1.

Denne sag blev imidlertid først genanlagt 20 dage efter Retten i Koldings beslutning om at afvise sagen den 15. december 2017, og 17 dage efter at beslutningen blev meddelt parterne den 18. december 2017. Sagen er derfor ikke genanlagt ”uden ufornødent ophold”, jf. også SKM2001.102.VLR, UfR 2008.2410 H, UfR 2013.1868 Ø og UfR 2016.3821 V og princippet i retsplejelovens § 372, stk. 3, og § 389 a, stk. 2.

Det betyder, at den oprindelige fristafbrydende virkning af sagsanlægget den 15. december 2017 ikke er opretholdt i denne sag, og at sagen er anlagt for sent.

Selv hvis retten anser sagen for genanlagt uden ufornødent ophold bemærkes ex tuto, at der ikke er grundlag for at opretholde den fristafbrydende virkning af det første sagsanlæg.

A har nemlig ikke godtgjort, at Skatteministeriet har haft grund til at tro, at hun fortsat ville forfølge det påståede krav efter to gange ikke at have betalt retsafgift på 2.000 kr., jf. retsafgiftslovens § 1, stk. 4, sidste pkt., hvorved hun ikke udviste nogen reel vilje til at gennemføre hovedforhandlingen, jf. herved UfR 2008.2410 H.

Sagen skal derfor afvises.

3.  AD PÅSTANDEN OM FRIFINDELSE

3.1 Der er ikke hjemmel til at genoptage Landsskatterettens kendelse af 19. december 2011

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det i første række gældende, at der ikke er hjemmel til at genoptage Landsskatterettens kendelse af 19. december 2011 i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 g.

Landsskatteretten traf ved kendelse af 19. december 2011 (bilag 2) afgørelse om at forhøje A’s indkomst i indkomståret 2007 med 1.500.000 kr. Landsskatterettens kendelse er stadfæstet af Retten i Kolding ved dom af 10. december 2012 (bilag 9) og af Vestre Landsret ved dom af 24. oktober 2013 (bilag 10).

Den skatteansættelse, som A ønsker en fornyet prøvelse af, er altså allerede prøvet af domstolene, som har afgjort spørgsmålet ved endelig dom.

Der er ikke hjemmel i skatteforvaltningsloven til at genoptage en skatteansættelse, som er afgjort ved dom.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1 og stk. 2:

”Stk. 1. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan efter anmodning

fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. De nye oplysninger skal forelægges myndigheden inden for en af følgende frister:

1) Fristerne efter § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse

2) Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for en domstol i 1. instans, eller inden dennes behandling af sagen er afsluttet.[min understregning]

Skatteforvaltningslovens § 35 g blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni 2013. Det fremgår bl.a. af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslag nr. 212 af 24. april 2013, at:

”Efter den foreslåede regel gælder der endvidere en række tidsmæssige begrænsninger. De nye oplysninger skal således være forelagt for ankenævnet inden:

- Udløbet af fristerne for fremsættelse af anmodninger om ordinær eller ekstraordinær genoptagelse efter de almindelige regler (skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, og § 33).

- Udløbet af fristen for at indbringe sagen for domstolene af endelige administrative afgørelser, eller inden sagen for domstolen er afsluttet, hvis sagen er indbragt.

Disse tidsmæssige begrænsninger sikrer, at der ikke er bedre adgang til at få genoptaget en sag, der har været påklaget, end en skatteansættelse, der ikke har været påklaget. Begrænsningerne svarer til de tidsmæssige begrænsninger i de gældende regler i skattekontrollovens §§ 37, 39 og 39 b, bortset fra, at følgende frister, som fremgår af disse bestemmelser, ikke er medtaget:

- Anmodning om genoptagelse kan indgives inden for fristen for at klage over ankenævnets afgørelse til Landsskatteretten.

- Anmodning om genoptagelse kan indgives inden for fristen for at anke eller kære sagen til domstol i 2. instans, eller inden sagen er afsluttet for denne instans, hvis sagen er anket eller kæret

- Anmodning om genoptagelse kan indgives inden for fristen for ansøgning om tredjeinstansbevilling, eller inden sagen er afsluttet for Højesteret, hvis sagen indbringes for denne.

Fristen i første punkt ovenfor er efter forslaget ikke aktuel, da ankenævnenes afgørelser efter forslaget ikke kan påklages til Landsskatteretten. Fristerne i de to sidste punkter ovenfor forudsætter, at skatteankeforvaltningen, et ankenævn eller Landsskatteretten kan tilsidesætte en dom afsagt af en byret eller landsret. Dette er ikke tilfældet. De pågældende frister foreslås derfor at udgå.” [mine understregninger].

I Jan Pedersen, m.fl., Skatteretten 4, 6. udgave (2013), side 128, sidste afsnit ff., anføres desuden følgende om den generelle adgang til at genoptage en skatteansættelse, som er afgjort ved dom:

”Kompetencereglerne i SFL § 14, stk. 1, og § 27, stk. 3, omfatter alene administrative afgørelser – herunder afgørelser i klagesager – som træffes af de myndigheder, der er etableret i Skatteforvaltningsloven.

En »genoptagelse« af en skatteansættelse, som er afgjort ved dom, kan derfor ikke umiddelbart ske efter reglerne i SFL §§ 26-27, men må bedømmes efter reglerne i Retsplejeloven om dommes retskraft. Det gælder her, at princippet om dommes retskraft indebærer, at retsforholdet mellem parterne, dvs. den pådømte skatteansættelse er endelig afgjort. En eventuel genoptagelse af dommen kan alene ske efter den – særdeles – restriktive regel i RPL § 399, som i praksis indebærer, at dommen og derved skatteansættelsen må stå ved magt. Dette gælder dog alene i det omfang, den omhandlede dom tager stilling til de pågældende indkomstforhold. Den omstændighed, at en skatteyder har opnået medhold i en sag vedrørende ejendomsavancebeskatning, kan naturligvis ikke medføre, at en genoptagelse af ansættelsen af skatteyderens erhvervsindkomst er udelukket.” [mine understregninger]

Allerede fordi Landsskatterettens kendelse om skønsmæssigt at forhøje A’s indkomst med 1.500.000 kr. i indkomståret 2007 er stadfæstet af byretten og landsretten, er der således ikke hjemmel til at genoptage denne skatteansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 g.

Det er i den forbindelse i øvrigt uden betydning, at A er af den overbevisning, at retten i Koldings dom af 10. december 2012 (bilag 9) og Vestre Landsret dom af 24. oktober 2013 (bilag 10) skulle være ”principiel” (stævningen side 9, næstsidste afsnit, og side 10, 3. afsnit) som følge af at de to instanser ikke anerkendte eksistensen af det påståede lån på 180.000 euro.

3.2  Betingelserne for genoptagelse er ikke opfyldt

Skulle retten nå frem til, at der er hjemmel til at genoptage Landsskatterettens kendelse, gøres det til støtte for frifindelsespåstanden i anden række gældende, at A ikke har godtgjort, at betingelserne for genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 g er opfyldt.

I henhold til bestemmelsens stk. 1 er det en betingelse for genoptagelse, at skatteyderen fremlægger oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og at disse oplysninger ville kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

I stævningen side 5, 7. afsnit, og side 7, 4. afsnit, gør A gældende, at der er fremlagt to dokumenter i sagen, som ikke tidligere har været inddraget, nemlig henholdsvis et gældsbrev med kautionserklæring af 26. juni 2007 (bilag 4) og en skrivelse fra advokat IO af 11. juli 2016 (bilag 11).

Det fremlagte gældsbrev (bilag 4) blev også fremlagt i forbindelse med A’s ansøgning om tredje instansbevilling den 19. december 2013 (bilag C). Af ansøgningen (bilag C, side 5, 1. afsnit) fremgår det:

”Til støtte herfor vedlægges et gældsbrev udarbejdet af R2 og IO, som er underskrevet og dateret den 26. juni 2007, jf. bilag 5. Dette gældsbrev har ikke tidligere været fremlagt i sagen.”

Gældsbrevet er dateret den 26. juni 2007 og underskrevet af A som debitor samt af hendes mand, JL, som selvskyldnerkautionist.

I forbindelse med sagens behandling for Vestre Landsret (bilag 10, dommens side 2) blev der fremlagt en redegørelse fra advokat IO. Af denne redegørelse, der er citeret i dommen, fremgår det, at lånet blev ydet uden udarbejdelse af lånedokumenter.

Advokat IO angiver imidlertid i skrivelsen af 11. juli 2016 (bilag 11), at gældsbrevet blev oprettet på hans kontor, og at vitterlighedsunderskriften på gældsbrevets side 3 er hans.

JL afgav i forbindelse med sagens behandling ved Retten i Kolding (bilag 9, dommens side 2 4) en detaljeret vidneforklaring om hændelsesforløbet den 26. juni 2007. JL forklarede bl.a., at der ikke blev ”lavet papirer på lånet”.

Under disse omstændigheder, herunder særligt henset til tidligere forklaringer fra A’s ægtefælle, JL, og de skiftende forklaringer fra advokat IO, kan oplysningerne i det fremlagte gældsbrev (bilag 4) og advokat IO skrivelse af 11. juli 2016 (bilag 11) ikke føre til ændret resultat af A’s skatteansættelse i 2007.

I øvrigt har A ikke overholdt de tidsmæssige betingelser for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g.

A anmodede Landsskatteretten om genoptagelse af skatteansættelsen den 18. august 2016 (bilag 1). Hun var imidlertid bekendt med gældsbrevs eksistens (bilag 4), herunder at det skulle være udarbejdet af R2 og IO, allerede ved ansøgning om tredjeinstansbevilling den 19. december 2013 (bilag C, side 5) – det vil sige mere end 2,5 år forinden ansøgningen om genoptagelse. Fristen i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, nr. 1, er derfor ikke overholdt.

Da Retten i Kolding afsagde dom den 10. december 2012 (bilag 9), det vil sige mere end 3 år forinden anmodningen om genoptagelse, er fristen i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, nr. 2, heller ikke opfyldt.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

Rettens begrundelse og resultat

A anlagde den 10. april 2017 sag indenfor fristen på 3 måneder i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt., hvilken sag på grund af manglende betaling af berammelsesafgift blev afvist den 15. december 2017. Afgørelsen blev meddelt parterne den 18. december 2017. Den 4. januar 2018 anlagde A på ny sag.

Der er ikke i retsplejeloven eller skatteforvaltningsloven fastsat frister for, hvornår sager, som bliver genanlagt efter en afvisningskendelse, kan anses for anlagt uden ufornødent ophold. Skatteministeriet har administrativt anset sager, der bliver genanlagt inden 14 dage efter afvisningskendelse, for omfattet, jf. afgørelsen SKM2002.104.DEP.

I mangel af en udtrykkelig lovbestemt frist skal spørgsmålet afgøres efter en konkret samlet vurdering af sagens omstændigheder. A har oprindelig ført sag ved by- og landsret om skatteansættelsen for 2007 og forsøgte at indbringe sagen for Højesteret ved henvendelse til Procesbevillingsnævnet i 2013. I 2015 rettede hun på ny henvendelse til SKAT om spørgsmålet og indbragte sagen for Landsskatteretten og på ny ved Retten i Kolding ved stævning af 10. april 2017. På denne baggrund og henset til at afvisningen alene vedrørte manglende rettidig betaling af en berammelsesafgift, finder retten, at Skatteministeriet ikke har kunnet være i berettiget tvivl om, at A ikke havde opgivet at forfølge sit krav. Det oprindelige sagsanlæg har herefter bevaret sin fristafbrydende virkning.

Det forhold, at Skatteministeriet via sagsportal først senere blev bekendt med det nye sagsanlæg, kan ikke føre til et andet resultat.

A har til støtte for genoptagelse påberåbt sig det forhold, at et gældsbrev, dateret den 26. juni 2007, ikke indgik under den sag, hvor Vestre Landsret ved ankedom af 24. oktober 2013 endeligt traf afgørelse om skatteansættelsen for 2007. Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at A’s advokat under hovedforhandlingen i landsretten var bekendt med gældsbrevet, samt at JL forklarede, at långiver ikke krævede sikkerhed for lånet. Oplysningerne om et gældsbrevs eksistens indgik tillige ved ansøgningen om tredjeinstansbevilling.

Retten finder på denne baggrund, at der ved Vestre Landsrets ankedom er taget endelig stilling til den del af A’s skatteansættelse for 2007, der ønskes ændret. Genoptagelse kan herefter alene ske efter retsplejelovens § 399. Skatteministeriet er derved afskåret fra administrativt at genoptage skatteansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, ec.

Retten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 25.000 kr. inklusive moms. Det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 25.000 kr. inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter