Dato for udgivelse
31 Jan 2019 10:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 Oct 2018 13:09
SKM-nummer
SKM2019.53.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
Retten i Herning, BS 11-217/2017 og BS 11-2018/2017
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Hovedaktionær, ejendomsværdiskat, ejendomsværdi, skøn, handelsværdi, vurdering.
Resumé

Dommen angår, om der i den dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 6, nu § 16 A, stk. 5, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, i indkomstårene 2011 og 2012 var hjemmel til at beskatte rådighed over en fritidsbolig på en skovejendom, og i givet fald, hvilken værdi der skulle danne grundlag for beskatning.

Retten fandt, at en naturlig forståelse af den dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 6, sammenholdt med forarbejderne fører til, at en hovedaktionær, der får stillet en fritidsbolig på en skovejendom til rådighed, er skattepligtig af boligens værdi. Det forhold, at en ejer ikke skulle have betalt ejendomsværdiskat af en tilsvarende bolig, jf. dagældende ejendomsværdiskattelovs § 1, stk. 1, jf. § 4, nr. 4, kunne ikke føre til en anden vurdering.

Der var ikke ansat en ejendomsværdi for den omhandlede bolig. Det var derfor korrekt, at beskatningen var foretaget med udgangspunkt i et skøn over boligens handelsværdi, jf. ligningslovens § 16, stk. 5.

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den skønnede værdi af boligen.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Ligningslovens § 16 A, stk. 6 (Dagældende)

Ligningslovens § 16 A, stk. 5

Ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 1 (Dagældende)

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, C.A.5.16.2.2.

Redaktionelle noter

Sagen er anket til Landsretten

Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2016, jr.nr. 14-2643042


Parter

A

og

B

(begge v/ adv. Jakob Krogsøe)

mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af byretsdommerne

Steen Friis Nielsen, Solveig Bloch Madsen og Anne Lægaard Bindslev

Sagens baggrund og parternes påstande

Ved afgørelser af 24. februar 2014 forhøjede SKAT A’s og B’s personlige indkomster for indkomstårene 2011 og 2012 for fri sommerbolig med i alt 224.454 kr. per person. Ved kendelser af 5. december 2016 stadfæstede Landsskatteretten afgørelserne.

Spørgsmålene i sagerne angår, hvorvidt der i den dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 6 (fra den 1. juli 2012 § 16A, stk. 5), jf. § 16, stk. 5 var hjemmel til at beskatte værdien af rådighed over en sommer eller fritidsbolig på en skovejendom, og såfremt der skulle ske beskatning, hvilken værdi der skulle danne grundlag herfor.

Sagerne er anlagt den 3. marts 2017 og behandlet under medvirken af 3 dommere.

Sagsøgerne, A og B, har begge påstået:

Principalt:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at forhøjelsen af sagsøgerens indkomst for indkomstårene 2011 og 2012 med værdi af fri sommerbolig på skovejendommen Y1-adresse, nedsættes til 0 kr. for hvert af indkomstårene.

Subsidiært:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at værdi af fri sommerbolig på skovejendommen Y1-adresse, i henhold til ligningslovens § 16, stk. 5, for indkomstårene 2011 og 2012 skal beregnes på grundlag af bygningsværdien af fritidsboligen, 531.000 kr. med tillæg af 2000 m2 grund, 76.000 kr., i alt 607.000 kr. i henhold til ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2010, og at værdi af fri bolig for sagsøger for indkomstårene 2011 og 2012 ansættes til henholdsvis 4.110 kr. og 49.319 kr.

Mere subsidiært:

Ansættelsen af værdien af fritidsboligen på skovejendommen Y1-adresse for indkomstårene 2011 og 2012 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den 26. oktober 2011 købte selskabet G1 ApS en ejendom beliggende Y1-adresse i Y2-by med overtagelsesdato den 1. december 2011. Ejendommen er en skovog plantageejendom, hvorpå der ligger et hus.

A og B ejer hver 50 % af anparterne i selskabet, og de har grundet ejerskabet haft privat rådighed over huset i 2011 og 2012.

Landsskatteretten har truffet i det væsentlige enslydende afgørelser overfor A og B, hvorfor der alene citeres fra den ene.

I Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2016 vedrørende A hedder det blandt andet: 

"Faktiske oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet G2 ApS, hvor klageren ejer 50 % af anparterne.

Klageren er ansat i G2 ApS’s datterselskab G3 A/S som maskintekniker, hvor han står for indkøb af maskiner, deres placering, interne flow af og i virksomhedens produktionslinjer.

Selskabet G1 ApS købte pr. 26. oktober 2011 skovejendommen, Y1-adresse. Overtagelsesdatoen var den 1. december 2011.

Ejendommen er skov og plantage. Derudover er der et hus (kendt som ”…”) på ejendommen, som tidligere har været beboet af digteren, MK, hvis efterkommere er sælger af ejendommen.

Ejendommen er bevaringsværdig. Der er indlagt jordvarme.

Inden køb af huset blev det gennemrenoveret, således at det stadig fremstår i samme stil som før renoveringen.

Ifølge købsaftalen er huset værdiansat til 3.000.000 kr. ud af den samlede købspris på 20.000.000 kr. Der er efterfølgende sket en korrektion af overdragelsessummen, således at købssummen nedsættes med 500.000 kr. Nedslaget er fordelt med 400.000 kr. på bygningen og 100.000 kr. på jorden.

Der er ifølge selskabets regnskab ingen lejeindtægter fra huset.

Det fremgår af købsaftalen, at boligen er udlejet via udlejningsbureau som feriebolig, og at køber indtræder i sælgers rettigheder og forpligtelser i henhold til aftale med G4 A/S.

På overtagelsestidspunktet er jagtretten udlejet, jf. jagtlejekontrakt gældende for perioden fra den 3. oktober 2010 til den 3. oktober 2015.

I købsaftalen er det noteret, at lejer af jagtretten med virkning fra den 3. november 2015 også overtager huset i lejemålet. Dette lejemål løber frem til 2035. Denne udvidelse af jagtlejeaftalen er et tillæg til jagtlejekontrakten, og det blev aftalt mellem sælger og jagtlejer den 24. oktober 2011, 2 dage før købsaftalen blev underskrevet.

Jagtlejeaftalen er uopsigelig for begge parter, medmindre der sker misligholdelse.

SKAT har den 27. januar 2014 modtaget udtalelse om boligværdi på ejendommen. SKAT Ejendom udtaler, at en boligværdi på 2.550.000 kr. skønnes passende.

Klageren og hans bror ejer via selskabet G1 ApS en række andre ejendomme:

...

Landsskatterettens afgørelse

Efter statsskattelovens § 4 b medregnes til den skattepligtige indkomst værdien af vederlagsfri benyttelse af andres rørlige eller urørlige gods. I praksis omfattes blandt andet biler, boliger, både og indbogenstande m.v. Denne oprindelige bestemmelse i statsskattelovens § 4 b suppleres af ligningslovens § 16.

En person anses bl.a. for hovedaktionær, hvis han ejer eller inden for de sidste fem år har ejet 25 % eller mere af aktiekapitalen, eller hvis han råder eller har rådet over mere end 50 % af stemmeværdien. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 4.

Klageren er hovedaktionær, idet han ejer mere end 25 % af aktiekapitalen i G2 ApS.

Efter ligningslovens § 16A, stk. 5, skal en hovedaktionær, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en sommerbolig til rådighed, medregne værdien af rådigheden ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst. Værdien beregnes efter ligningslovens § 16, stk. 5.

Selskabets ejerskab af sommerboligen er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at beskatte hovedaktionæren, men må ejendommen anses for stillet til rådighed for hovedaktionærens private brug, er han skattepligtig af værdien. Det er således rådigheden, der begrunder skattepligten, ikke den faktiske anvendelse, jf. SKM2009.558.HR.

I det foreliggende tilfælde ses klageren ikke effektivt at have afskåret sig rådigheden over sommerboligen, hvorfor der skal ske beskatning.

Da klageren ikke er ansat i selskabet G2 ApS, anses den fri sommerbolig som udbytte i medfør af ligningslovens § 16A, stk. 5. Der lægges vægt på, at klageren ikke udfører en arbejdsindsats for G2 ApS. Efter det foreliggende ses det ikke at kunne tillægges betydning, at klageren er ansat i datterselskabet G3 A/S.

Den skattepligtige værdi af en fri sommerbolig beregnes på grundlag af ejendomsværdien den 1. oktober året før rådighedsåret. Værdien udgør 0,5 % pr. uge i ugerne 22-34 og 0,25 % for hver af årets øvrige uger. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 5. Såfremt der ikke foreligger en ejendomsværdi, kan handelsværdien anvendes som reguleret i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, pr. 1. oktober året før rådighedsåret. Lovændringen i 2008 ændrer ikke ved, at handelsværdien skal anvendes, når der ikke foreligger en vurdering. Det samme var tilfældet før lovændringen, jf. den dagældende ligningslovs § 16, stk. 5.

To retsmedlemmer udtaler, at der ikke i det foreliggende tilfælde er foretaget en særskilt ejendomsvurdering af stuehuset.

Der er alene foretaget én samlet ejendomsvurdering for den samlede skovejendom inklusiv stuehuset. Det fremgår af denne ejendomsvurdering, at stuehuset har en bygningsværdi på 531.100 kr. Dette er udtryk for en teknisk værdi og er ikke svarende til stuehusets reelle værdi.

Dette understøttes af det forhold, at SKAT Ejendoms udtalelse om boligværdien af stuehuset ligger meget tæt på den handelspris i købsaftalen, som er indgået og opnået enighed om mellem klageren og sælger, som er uafhængige parter. Det bemærkes endvidere, at SKAT Ejendoms udøvede skøn over stuehusets værdi alene er 50.000 kr. fra købssummen, efter der er sket en efterfølgende korrektion heraf.

Da der således ikke er foretaget en særskilt ejendomsvurdering for stuehuset, og da stuehusets bygningsværdi ikke svarer til den reelle værdi, ses SKAT at have haft fornøden hjemmel til at fastsætte handelsværdien skønsmæssigt.

På den baggrund ses der ikke at være grund til at tilsidesætte det udøvede skøn.

Et retsmedlem er enig i, at beskatningen skal ske efter en skematisk beregning i henhold til ligningslovens § 16, stk. 5, jf. § 16A, stk. 5, men finder, at beregningen ikke skal ske ud fra en skønnet handelsværdi, men på grundlag af bygningsværdien af stuehuset med tillæg af 2000 m2 grund i henhold til ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2010, hvilket vil sige 531.000 kr. og 76.000 kr. eller i alt 607.000 kr.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor." 

Parternes synspunkter

A og B har i deres påstandsdokumenter til støtte for deres påstande gjort gældende:

" Ad. den principale påstand:

Til støtte for den principale påstand gøres det gældende, at der efter de i 2011 og 2012 gældende regler ikke var hjemmel til at beskatte værdi af rådighed over en fritidsbolig på en skovejendom efter reglerne i ligningslovens § 16 eller § 16 A, stk. 5.

Det er en betingelse for beskatning af værdi af en bolig på en skovejendom, at der fordeles og ansættes en særskilt ejendomsværdi for boligen.

Efter de dagældende regler i vurderingslovens § 33, stk. 7, skulle der alene foretages en fordeling af ejendomsværdien mellem boligdelen og den øvrige ejendom, hvis der var tale om en bolig, der benyttes til helårsbolig af ejeren, herunder af et selskab er stillet til rådighed for hovedaktionæren til helårsbolig.

For fritidsboliger, der ikke benyttes til helårsbolig, skulle der som der også er enighed om mellem parterne ikke foretages en ejerboligfordeling og ansættes en ejendomsværdi for fritidsboligen.

Følgen heraf er, at der efter de dagældende regler ikke var hjemmel til beskatning af værdi af rådighed over fri sommer eller fritidsbolig på en skovejendom i medfør af ligningslovens regler. Denne hjemmel er først blevet indført med virkning fra 1. januar 2018 ved en ændring af den nuværende ejendomsvurderingslovs § 30 (dagældende vurderingslovs § 33), jf. nærmere nedenfor.

Den beskatning, som Skatteministeriet gør gældende i denne sag, fik således først hjemmel pr. 1. januar 2018.

Om de dagældende regler og lovændringen i 2018 bemærkes uddybende:

Det fulgte af den dagældende formulering af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 4 (ms. side 22), at ejendomsværdiskatten omfatter:

"Skovbrugsejendomme, for hvilke ejendomsværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 7, 1. og 2. pkt., fordeles på den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren, og på den øvrige ejendom."

Dagældende vurderingslov § 33, stk. 7, 1. og 2. pkt. (ms. side 27), havde følgende ordlyd:

"For skovejendomme foretages i forbindelse med vurderingen fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for ejeren, og på den øvrige ejendom. Stk. 5, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse."

For skovejendomme skulle der efter de dagældende regler således alene betales ejendomsværdiskat af boliger, der tjener til (helårs-)bolig for ejeren, ikke af andre boligtyper. Ejerboligfordelingen i vurderingslovens § 33, stk. 7, tjener alene til brug for ejendomsværdibeskatningen.

Selskaber er ikke omfattet af ejendomsværdiskatteloven. For helårsboliger, beliggende på en skovejendom, der tjener til bolig for hovedaktionæren, foretages der i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 7, 3. pkt. (ms. side 27), ligeledes en ejerboligfordeling af ejendomsværdien. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 459/2000 (ms. side 7) og har følgende ordlyd:

"For skovejendomme omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 10, foretages ligeledes en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for den ansatte eller hovedaktionæren, og på den øvrige ejendom. "

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. (ms. side 20):

"Skovejendomme er omfattet af § 33, stk. 7. Også her er det en betingelse, at ejeren bebor ejendommen. Dvs. at efter de gældende regler bliver der ikke foretaget en fordeling, såfremt ejendommen ejes af et selskab. Derfor foreslås det, at det også i § 33, stk. 7, fastsættes, at der skal foretages en boligfordeling, når en skovejendom omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 10, ejes af et selskab. Der henvises til bemærkningerne til nr. 1"

Dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 10, hedder i dag § 16 A, stk. 5. Bemærkningerne til lovforslagets "nr. 1", som der henvises til i det citerede, angår den tilsvarende bestemmelse om ejerboligfordeling på landbrugsejendomme i vurderingslovens § 33, stk. 5, og det blev heri anført (ms. side 19-20):

"Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i vurderingsloven, således at der også for blandet benyttede ejendomme, der ejes af et selskab og hvor ejendommen stilles til rådighed for en hovedaktionær m.fl. foretages en boligfordeling.

Fordelingen skal svare til den fordeling, der efter de gældende regler foretages for personligt ejede ejendomme, når disse benyttes både til bolig for ejeren og i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt. Efter de gældende regler foretages ejerboligfordelingen ikke, når ejendommen er ejet af et selskab."

Bestemmelsen i dagældende vurderingslovs § 33, stk. 7, 3. pkt. skulle således blot sikre, at der ikke er nogen forskel på, om en helårsbolig på en skovejendom ejes personligt eller gennem et selskab.

For andre boligtyper end helårsboliger, dvs. bl.a. fritidsboliger, beliggende på en skovejendom skulle der ikke foretages nogen boligfordeling efter dagældende vurderingslovs § 33, stk. 7. Sådanne boliger var derfor ikke omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 4, eller reglerne i ligningslovens § 16 og § 16 A, stk. 5.

Sådan var retsstillingen indtil 1. januar 2018.

I 2017 blev den dagældende vurderingslov afløst af Ejendomsvurderingsloven (ms. side 29). Bestemmelsen i den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 7, blev videreført i den nye ejendomsvurderingslov § 30, stk. 1, med følgende ordlyd og indhold (ms. side 32):

"Samtidig med vurderingen af landbrugsejendomme og skovejendomme ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi for boliger beboet af ejere på sådanne ejendomme og for boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5. For andre boliger på landbrugsejendomme eller skovejendomme ansættes alene en særskilt grundværdi."

Den nye ejendomsvurderingslov ændrede vurderingsmetoden. Efter den tidligere vurderingslov blev der ansat en samlet ejendomsværdi for ejendommen, som herefter fordeltes på boligdelen og den øvrige del af ejendommen. Efter den nye ejendomsvurderingslov ansættes der en særskilt ejendomsværdi for boligdelen.

Der blev dog ikke ændret på, at ejendomsværdiansættelsen for landbrugsejendomme og skovejendomme som efter den hidtidige vurderingslov alene skulle gælde for helårsboliger. For fritidsboliger og andre boligtyper skulle der heller ikke efter den nye ejendomsvurderingslov foretages en ejendomsværdiansættelse.

Ved lov nr. 278/2018 blev bestemmelsen imidlertid ændret og udvidet til også at omfatte fritidsboliger. Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2018 (ms. side 52).

Af forarbejderne til denne ændring fremgår følgende (ms. side 63):

"Det følger af ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1,at der samtidig med vurderingen af landbrugsog skovejendomme ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi for boliger beboet af ejere på sådanne ejendomme og for boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5, dvs. for hvilke der skal gennemføres en rådighedsbeskatning af medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform eller hovedaktionærer. For andre boliger på landbrugseller skovejendomme ansættes alene en særskilt grundværdi.

Bestemmelsen medfører efter sin ordlyd, at der for boliger på landbrugs eller skovejendomme, som ejeren ikke bebor, alene skal ansættes en grundværdi, uanset om ejeren anvender ejendommen som fritidsbolig, dvs. til boligformål i dele af året, uden at der er personer tilmeldt permanent på adressen.

Når der ikke skal ansættes en ejendomsværdi, kan der ikke ske beskatning af ejeren efter reglerne i ligningslovenDet foreslås derfor, at ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1. pkt. udvides, så der samtidig med vurderingen af landbrugsejendomme og skovejendomme ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi for boliger beboet af ejere på sådanne ejendomme, for fritidsboliger beliggende på sådanne ejendomme og for boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5.

Forslaget har til formål at sikre, at der vil foreligge en ejendomsværdiansættelse for fritidsboligen, der kan danne grundlag for beskatning, i det omfang skattemyndigheden vurderer, at ejeren anvender denne som fritidsbolig." (Mine understregninger)

Det fremgår således udtrykkeligt, at den beskatning, som Skatteministeriet gør gældende i denne sag, først har fået hjemmel fra og med 1. januar 2018.

Skatteministeriets argumentation har under forberedelsen reelt alene bestået i en henvisning til, at ligningslovens § 16 A, stk. 5, hjemler beskatning af rådighed over en "sommerbolig". Skatteministeriet har imidlertid ikke forholdt sig til betydningen af den dagældende vurderingslov og sammenhængen med bestemmelserne i ligningsloven, ligesom Skatteministeriet heller ikke i sit påstandsdokument har forholdt sig til betydningen af udvidelsen af den nugældende ejendomsvurderingslovs § 30 for spørgsmålet i sagen.

- 0 -

Konklusionen er altså, at der efter de dagældende regler i 2011 og 2012 ikke var hjemmel til at beskatte sagsøgerne af værdi af rådighed over fritidsboligen på skovejendommen. Denne hjemmel er først indført fra 2018.

Ad. den subsidiære påstand:

For det tilfælde, at retten måtte finde, at der er hjemmel til beskatning af privat rådighed over boligen på ejendommen i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, gøres det til støtte for den subsidiære påstand gældende, at der i ligningslovens § 16, stk. 5 som den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 7, end ikke henviser til ikke var hjemmel til at beskatte rådigheden over et dansk sommereller fritidshus på grundlag af en skønnet handelsværdi.

I så fald må den skattepligtige værdi, som fastslået af mindretallet i Landsskatteretten, ansættes på grundlag af den bygningsværdi, som fremgår af vurderingsmeddelelsen for 2010.

Ad. den mere subsidiære påstand:

Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres det gældende, at hvis retten måtte finde, at den skattepligtige værdi i henhold til ligningslovens § 16, stk. 5, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, skal opgøres på grundlag af handelsværdien af fritidsboligen, kan den af SKAT Ejendom ansatte handelsværdi på 2.550.000 kr. ikke lægges til grund som udtryk for handelsværdien.

Det fremgår af SKATs udtalelse, at vurderingen er foretaget uden besigtigelse og uden at tage højde for, at jagtretten var udlejet uopsigeligt indtil 2035, og at fritidsboligen i henhold til den lejeaftale, som selskabet indtrådte i ved købet af skovejendommen, ligeledes var udlejet uopsigeligt fra 3. november 2015 til 2035.

Det gøres således gældende, at den faktiske handelsværdi af fritidsboligen udgør en langt lavere værdi end 2.550.000 kr.

Ansættelsen af handelsværdien må i givet fald hjemvises til SKAT med henblik på en fornyet ansættelse af handelsværdien."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument til støtte for sin påstand gjort gældende:

" Skatteministeriet gør overordnet gældende, sagsøgerne er skattepligtige af værdien af den omhandlede bolig, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, og at beskatningen som sket skal foretages med udgangspunkt i boligens handelsværdi.

I ligningslovens § 16 A, stk. 5, fastslås følgende:

”En hovedaktionær som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 4, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en bil, en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Godernes værdi ansættes efter reglerne i henholdsvis § 16, stk. 4, 5, 6 og 9. 1. og 2. pkt. finder dog ikke anvendelse for udbytte i form af en helårsbolig, der stilles til rådighed for en hovedaktionær som nævnt i §16, stk. 9, sidste pkt.” (Min understregning).

Ligningslovens § 16, stk. 5, 1. pkt. har følgende ordlyd:

”Den skattepligtige værdi af en sommerbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til 1/2 pct. pr. uge af dansk ejendomsværdi eller hermed sammenlignelig udenlandsk ejendomsværdi pr. 1. oktober året før rådighedsåret eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien reguleret som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, pr. 1. oktober året før rådighedsåret for hver af ugerne 22-34 og 1/4 pct. for hver af årets øvrige uger.” (Mine understregninger).

Som det fremgår af ordlyden i ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, er genstanden for beskatning blandt andet en ”sommerbolig”.

Efter bestemmelsernes ordlyd er det alene afgørende, at der er tale om en sommerbolig. Bestemmelsen undtager ikke sommerboliger beliggende visse steder eller på visse ejendomme.

Det er derfor i modstrid med bestemmelsernes ordlyd, når det fra sagsøgernes side gøres gældende, jf. replikken side 4, næstsidste afsnit, at der ikke i de pågældende bestemmelser er hjemmel til ”at beskatte værdi af rådighed over en sommereller fritidsbolig på en skovejendom.”

Der henvises i den forbindelse også til bemærkningerne til Lovforslag nr. L 237 i Folketingstidende, 1999-2000, Tillæg A, side 6470, hvor følgende fremgår:

Ved sommerbolig forstås enhver form for bolig, der har karakter af fritidsbolig, herunder sommerhus, fjeldhytte, ferielejlighed o.l.”

Det samme fremgår af cirkulære 1996-04-17 nr. 72 om ligningsloven, punkt 12.5, samt af Den juridiske Vejledning 2018-1, afsnit C,A.5.16.2.2, jf. afsnit C,A.5.16.2.1.

Det forhold, at sommerboligen i nærværende sag er beliggende på en skovejendom, har derfor ikke betydning for, om sagsøgerne kan beskattes af rådigheden.

Ifølge ligningslovens § 16 A, stk. 5, 1. pkt. ansættes værdien af en sommerbolig med udgangspunkt i dansk ejendomsværdi, hvis en sådan er ansat. Hvis dette ikke er tilfældet, anvendes handelsværdien.

Der er ikke ansat en ejendomsværdi for den omhandlede bolig.

Der er tale om en skovejendom, og værdien af boligen på en sådan ejendom kommer alene til udtryk ved den offentlige vurdering, såfremt der er foretaget en værdiansættelse af boligen i form af en fordeling af ejendomsværdien på boligdelen og den øvrige ejendom, jf. dagældende vurderingslovs § 33, stk. 7, 1. og 3. pkt. Der er ikke foretaget en sådan fordeling.

Den fordeling, der er foretaget, er en fordeling af ejendomsværdien på skoven og den øvrige ejendom, jf. dagældende vurderingslovs § 33, stk. 7, sidste punktum. Det fremgår af vurderingsmeddelelsen (bilag 3, side 1), hvor § 33, stk. 7, er anført ud for skovværdien.

At der ikke er foretaget en fordeling af ejendomsværdien på boligdelen og den øvrige ejendom i forbindelse med vurderingen, skyldes, at ejendommens bolig ikke har tjent som bolig for ejeren eller hovedaktionærerne (sagsøgerne).

Når ejendommens bolig ikke benyttes til helårsbolig af ejeren og heller ikke er stillet til rådighed af et selskab til helårsbeboelse for en hovedaktionær, skal der ikke foretages en fordeling af ejendomsværdien på ejendommens boligdel og den øvrige ejendom i henhold til bestemmelserne herom i dagældende vurderingslovs § 33, stk. 7, 1. og 3.

Sagsøgerne er så vidt ses også er enige i, at der ikke skal foretages en ejerboligfordeling (en fordeling af ejendomsværdien på ejendommens boligdel og den øvrige ejendom) for en ejendom, der som den foreliggende ikke benyttes til helårsbeboelse af ejeren og ikke er stillet til rådighed af et selskab til helårsbeboelse for en hovedaktionær, jf. replikken, side 6, 2. afsnit.

Det forhold, at der efter loven ikke skulle foretages en fordeling af ejendomsværdien på ejendommens boligdel og den øvrige ejendom, og at der i overensstemmelse hermed faktisk ikke er foretaget en sådan fordeling, indebærer, at der ikke er ansat en ejendomsværdi for den omhandlede sommerbolig.

Det er derfor korrekt at foretage beskatningen med udgangspunkt i boligens handelsværdi, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5. 1. pkt.

De beløb på 531.000 kr. og 76.000 kr., der er anført i vurderingsmeddelelsen for 2010 (bilag 3), er ikke en ansættelse af boligværdien, således som det hævdes af sagsøgerne. De pågældende beløb er baseret på oplysninger i registre som BBR, matrikeloplysninger mv. Der er alene tale om en tekniskværdi, der ikke udtrykker boligens reelle værdi.

Ved en ansættelse af boligens værdi skal SKAT bedømme, om der skal ske reguleringer for den pågældende ejendom for særlige forhold i op eller nedadgående retning, som ikke fremgår af registrene. Det kan f.eks. være tillæg/ fradrag for særlig naturskøn beliggenhed og boligens vedligeholdelsestilstand. En sådan bedømmelse er ikke foretaget, og der kan ikke blot sættes lighedstegn mellem de angivne beløb på 531.000 kr. og 76.000 kr. og de værdier, der ville have været ansat, hvis der var foretaget en vurdering af boligens ejendomsværdi.

At beløbene på 531.000 kr. og 76.000 kr. ikke udgør en ansættelse af boligens ejendomsværdi, viser sig også klart derved, at SKAT efterfølgende (bilag E) har fundet, at boligværdien passende kunne fastsættes til 2.550.000 kr., og at G2 ApS i forbindelse med køb af ejendommen i købsaftalen fra oktober 2011 (bilag C) erklærede, at købesummen på 20 mio. kr. fordeltes med 17. mio. kr. på jordværdi og 3 mio. kr. på bolig inklusiv grundværdi og udhus.

Den foretagne forhøjelse af sagsøgernes indkomst er foretaget med udgangspunkt i den af SKAT skønnede boligværdi på 2.550.000 kr.

Det følger af fast retspraksis, at dette skøn alene kan alene tilsidesættes, hvis sagsøgerne godtgør, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag, eller at skønnet er åbenbart urimeligt, jf. fx SKM2009.37.HR og UfR 2016.191H (SKM2015.615.HR).

Sagsøgerne har ikke løftet denne bevisbyrde.

At husets handelsværdi som anført i replikken, side 7, 1. afsnit, skulle udgøre en langt lavere værdi end 2.550.000 kr. er i åbenbar modstrid med den fordeling af købesummen, der er foretaget mellem uafhængige parter. Boligens værdi blev i købsaftalen (bilag C) ansat til 3 mio. kr., dvs. Værdien på 3 mio. kr. er ikke, efter det oplyste, blevet anfægtet civilretligt af parterne. Denne værdi må derfor lægges til grund som handelsværdi.

Sagsøgerne, der heller ikke har begæret syn og skøn, har i forhold til værdien i købsaftalen opnået en lempelig værdiansættelse.

Det er derfor ikke godtgjort, at SKATs skøn er foretaget på et forkert grundlag.

Sagsøgernes synspunkt om, at handelsværdien er lavere end 2.550.000 kr. på grund af udlejning af jagtret og bolig, harmonerer ikke med værdiansættelsen i købsaftalen.

Af købsaftalen, pkt. 8.2 (bilag C) fremgår nemlig, at køberen af ejendommen, G2 ApS, var opmærksom på udlejning af jagtretten og på, at rådighedsretten over huset overgik til jagtlejer fra den 3. november 2011 til den 1. november 2035. Værdiansættelsen af boligen i købsaftalen er således fastsat med kendskab til den påberåbte aftale.

Det tillæg til lejekontrakten, der er henvist til i købsaftalens pkt. 8.2, er underskrevet den 24. oktober 2011, altså 2 dage før G2 ApS underskrev aftalen om køb af ejendommen. Tillægget til lejekontrakten må derfor være indgået i fuld overensstemmelse med G2 ApS. Det er ikke godtgjort, at det forholder sig anderledes. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er aftalt flere tillæg til lejekontrakten end tillægget fra 12. december 2011 (bilag 2, sidste side).

Det er uden betydning, om boligen forgæves har været forsøgt udlejet. Det er i øvrigt udokumenteret, at det, som hævdet af sagsøgerne, ikke har været muligt at udleje huset for 4.000 kr. pr. måned, hvorved også bemærkes, at G2 ApS efter det oplyste (bilag F, side 9) ikke har haft nogen aftale med G4 A/S."

Parterne har i det væsentlige procederet sagen i overensstemmelse hermed.

Skatteministeriet har supplerende anført, at forarbejderne til en efterfølgende ændring af ejendomsvurderingsloven ikke har betydning for, om der dengang var hjemmel til beskatning i ligningsloven. 

Rettens begrundelse og resultat:

Det fremgår af den dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 6, at genstanden for rådighedsbeskatning blandt andet er en ”sommerbolig”. I forarbejderne til loven (Lovforslag nr. L237 i Folketingstidende, 1999-2000, Tillæg A, side 6470) anførtes blandt andet: ”Ved sommerbolig forstås enhver form for bolig, der har karakter af fritidsbolig, herunder sommerhus, fjeldhytte, ferielejlighed o.l.”

Retten finder, at en naturlig forståelse af den dagældende ligningslovs § 16A, stk. 6, sammenholdt med forarbejderne fører til, at en hovedaktionær eller hovedanpartshaver, som får en fritidsbolig på en skovejendom stillet til rådighed, er skattepligtig af boligens værdi. Retten finder således ikke, at det forhold, at en personlig ejer ikke skulle have betalt ejendomsværdiskat af en tilsvarende bolig, jf. dagældende ejendomsværdiskattelovs § 1, stk. 1, jf. § 4, nr. 4, kan føre til en anden vurdering.

G2 ApS ejede skovejendommen beliggende Y1-adresse i Y2-by. A og B ejede hver 50% af anparterne i selskabet. De var derfor som hovedanpartshavere skattepligtige af at have fået stillet en fritidsbolig til rådighed, selvom den lå på en skovejendom.

Der er mellem parterne enighed om, at der ikke er ansat en ejendomsværdi for den omhandlede bolig. Det er derfor korrekt, at beskatningen er foretaget med udgangspunkt i et skøn over boligens handelsværdi, jf. ligningslovens § 16, stk. 5.

Forhøjelsen af A’s og B’s indkomster er foretaget med udgangspunkt i den af SKAT skønnede boligværdi på 2.550.000 kr. Boligens værdi er ifølge købsaftalen af 26. november 2011 sat til 3.000.000 kr., hvilket støtter den vurdering, som SKAT har foretaget, og der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs vurdering.

Herefter frifindes Skatteministeriet.

Da A og B har tabt sagerne, skal de hver betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostninger udgør salær til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokat og kan for hver af dem fastsættes til 37.500 kr. inklusiv moms, eller i alt 75.000 kr. inklusiv moms. Der er ved sidstnævnte lagt vægt på sagernes værdi og omfang, og at sagerne er ført sammen. 

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale Skatteministeriet 37.500 kr. i sagsomkostninger.

B skal inden 14 dage betale Skatteministeriet 37.500 kr. i sagsomkostninger.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter