Dato for udgivelse
16 Jun 2015 08:33
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11 Feb 2013 14:04
SKM-nummer
SKM2015.407.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Hjørring, BS 4-1884/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Tvangsauktion
Emneord
Auktion, fogedret, indsigelser
Resumé

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, Skatteministeriet, er forpligtet til at afholde de omkostninger, der under landsrettens behandling af et kæremål er påløbet en tvangsauktionssag vedrørende ejendommen ...1, tilhørende sagsøgeren, A.

Reference(r)

Retsplejelovens kapitel 51

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 G.A.3.2.2.2.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 G.A.3.2.2.2.3


Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anne Christine Kjær Egholm)

Afsagt af byretsdommer

Jette F. Skole

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er behandlet efter reglerne om småsager.

Indledning

Denne sag, der er anlagt ved byretten den 2. december 2011, drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, Skatteministeriet, er forpligtet til at afholde de omkostninger, der under landsrettens behandling af et kæremål er påløbet en tvangsauktionssag vedrørende ejendommen ...1, tilhørende sagsøgeren, A.

Påstande

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal tilpligtes at betale 21.863,50 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Kravet vedrører omkostninger påløbet i tvangsauktionssag i perioden 10. februar 2011 til 6. maj 2011. Der er enighed om opgørelsen af kravet.

Sagsfremstilling

Den 3. december 2009 foretog pantefogeden udlæg i ...1 for 2. rate af ejendomsskatten for 2009, og den 1. september 2010 indleverede advokat LA på vegne af SKAT auktionsbegæring over ejendommen.

A anmodede fogedretten om fastsættelse af en afdragsordning. Fogedretten traf den 10. februar 2011 afgørelse om ikke at fastsætte en afdragsordning. A kærede afgørelsen. Den 4. marts 2011 traf fogedretten afgørelse om ikke at tillægge kæremålet opsættende virkning. Auktionen var berammet til den 11. maj 2011.

Den 5. maj 2011 ændrede Vestre Landsret fogedrettens afgørelse og fastsatte en afdragsordning, således at SKAT ikke kunne sætte ejendommen til auktion, så længe afdragsordningen blev overholdt. Auktionssagen blev herefter tilbagekaldt den 6. maj 2011.

Forklaringer

A har forklaret, at han efter en sygemelding ikke fik betalt 2. rate af ejendomsskatten for 2009 på ca. 3.000 kr. Udlægget i ejendommen kom bag på ham, da han havde ikke modtaget en indkaldelse fra SKAT. Han betalte den efterfølgende ejendomsskat til tiden, og efter han blev bekendt med udlægget, bad han SKAT om at flytte denne indbetaling til den manglende ejendomsskat, men SKAT ville ikke tilbageføre betalingen.

Da han blev bekendt med auktionsbegæringen tog han kontakt til LA og tilbød en afdragsordning. Han fik beskikket advokat NJ under sagen, og de fik et møde med advokat LA for at få en afdragsordning, men det afviste LA blankt.

A skrev til Statsministeren, Skatteministeren og Peter Loft i Skatteministeriet. Han var meget forstående, men det var en principsag. LA forsøgte også at få landsrettens afgørelse for Højesteret. A har anlagt sagen for at få pengene tilbage, da Skatteministeriet fortsatte auktionssagen, selvom de vidste, at han havde kæret til landsretten. Sagsbehandlingen i landsretten trak ud, og landsretten traf først en afgørelse, da det blev oplyst, at auktionen var nært forestående.

Forløbet har været meget belastende, og der har været flere dage, hvor han ikke gik ud. Han har ikke nægtet adgang til sommerhuset. Han og hans ægtefælle har ofte været i sommerhuset, som må anvendes hele året.

LA har forklaret, at han modtog sagen fra SKAT, hvorefter han den 14. juni 2010 sendte et inkassobrev til A. LA har haft denne type sager for SKAT i 40 år. SKAT havde ved sagens fremsendelse til ham meddelt, at han ikke måtte indgå en afdragsordning. Dette meddeler SKAT altid. I hele perioden korresponderede han med A og SKAT.

I september 2010 indgav han til fogedretten en auktionsbegæring. Der blev afholdt vejledningsmøde, A fik beskikket advokat NJ, og der blev meddelt en afværgefrist til den 22. november 2010.

En berammet auktion den 22. februar 2011 måtte aflyses, da LA ikke kunne få adgang til ejendommen for at foretage en besigtigelse. Han anmodede derfor fogedretten om bistand hertil. Auktionen blev omberammet til den 11. maj 2011. Salgsopstillingerne, der skulle være indleveret senest den 6. april 2011, blev sendt til fogedretten den 5. april 2011. Auktionen blev annonceret i Statstidende og på tvangsauktioner.dk den ... og i Nordjyske den ....

Den 15. marts 2011 blev der afholdt et møde, hvor LA, A og advokat NJ deltog. Formålet med mødet var en drøftelse af LAs adgang til ejendommen. LA vil ikke afvise, at der også blev fremsat ønske om en afdragsordning.

Auktionssagen blev ikke standset, da A påkærede fogedrettens afgørelse, da det ikke sådan lige var til at få en ny auktionsdato. SKAT skulle endvidere have afholdt omkostningerne herved. Auktionen havde også været omberammet en gang tidligere. Samme dag som han modtog landsrettens afgørelse, tilbagekaldte han telefonisk auktionen. LA ansøgte procesbevillingsnævnet om 3. instansbevilling, da der endnu ikke var en afklaring fra SKAT om, hvordan man forholdt sig til landsrettens afgørelse. SKAT meddelte senere, at de ikke ønskede sagen videre, hvorefter LA tilbagekaldte ansøgningen.

Der har under forløbet været mange indsigelser fra A. LA har forelagt indsigelserne og ønsket om en afdragsordning for SKAT.

LA har oplyst, at han i forbindelse med afhændelse af advokatvirksomheden deponerede sin bestalling pr. 1. juli 2012.

Parternes synspunkter

A, der i det væsentligste har procederet i overensstemmelse med fortegnelsen, har til støtte for sin påstand gjort gældende,

at    

han har afholdt omkostninger forbundet med de sagsøgtes begæring om auktion over hans ejendom,

at

arbejdet med auktionen burde være stoppet, da fogedrettens beslutning af 10. februar 2011 blev kæret,

at

det er rekvirenten af en tvangsauktion, der bærer risikoen for, at auktionsgrundlaget er i orden,

at

auktionsgrundlaget ikke var i orden i nærværende sag, og

at

rekvirenten og dennes repræsentant derfor skal bære omkostningerne forbundet med begæring om auktion.

Skatteministeriet, der i det væsentligste har procederet i overensstemmelse med fortegnelsen, har til støtte for sin påstand gjort gældende,

at    

A skal bære omkostningerne forbundet med tvangsauktionen,

at

As kære af fogedrettens beslutning af 10. februar 2011 ikke blev tillagt opsættende virkning, jf. Retsplejelovens § 587, stk. 1, jf. § 395,

at

da As kære ikke blev tillagt opsættende virkning, havde SKAT ikke grund til at suspendere forberedelsen af auktionssagen,

at

SKAT først ved Vestre Landsrets kendelse af 5. maj 2011 havde grundlag for at stoppe auktionens fremme. Dette skete omgående ved tilbagekaldelsen den 6. maj 2011,

at

det af Retsplejelovens § 563a, stk. 1, fremgår, at rekvirenten skal tilbagekalde sin anmodning, hvis skyldneren inden auktionen betaler alle forfaldne krav, der er sikret ved rekvirentens pant i ejendommen, samt auktionssagens omkostninger,

at

Retsplejelovens § 563a, stk. 1, må finde analog anvendelse i dette tilfælde, hvor indfrielser sker løbende ved afdragsordningen. A må derfor bære auktionssagens omkostninger indtil landsrettens kendelse af 5. maj 2011,

at

det af forarbejderne til Retsplejelovens § 563a, stk. 1, fremgår, at "Efter forslaget vil rekvirenten som hidtil have krav på dækning af de omkostninger ved auktionssagen, som han hæfter for, herunder retsafgift, annonceudgifter, honorar til en særlig sagkyndig samt udgifter til rekvirentens egen og en for skyldner beskikket advokat",

at

A således hæfter for de påløbne omkostninger, der er påløbet auktionssagen indtil landsretten ved kendelse af 5. maj 2011 fastsatte en afdragsordning, og

at

de med auktionssagen forbundne omkostninger er afholdt og opgjort i overensstemmelse med de retningslinjer som fogedretten anvender, når fogedretten efter Retsplejelovens § 582 fastsætter salærer, honorarer mv. Dette anses dog ikke for omtvistet i denne sag.

Overordnet har Skatteministeriet gjort gældende,

at    

A skal bære omkostningerne forbundet med tvangsauktionssagen.

Skatteministeriet har endvidere gjort gældende,

at    

auktionsgrundlaget var i orden,

at

sagsøgte ikke havde grund til at suspendere forberedelsen af auktionssagen, og

at

sagsøgte måtte forberede auktionssagen under hensyn til de af retten fastsatte frister. Der henvises i den forbindelse til retsbog af 4. marts 2011 (bilag H), hvoraf det fremgår, at retten ikke fandt grundlag for at tillægge As kære af fogedrettens afgørelse af 10. februar 2011 opsættende virkning, at tvangsauktionen var berammet til den 11. maj 2011, og at tvangsauktionsrekvirenten havde frist til den 6. april 2011 til at indlevere salgsopstilling.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter kære af fogedrettens afgørelse af 10. februar 2011 ændrede Vestre Landsret den 5. maj 2011 afgørelsen, således at ejendommen ikke kunne sættes til auktion, så længe A overholdt en afdragsordning. Herefter blev auktionen tilbagekaldt.

På den baggrund bør de auktionsomkostninger, der er påløbet fra den 10. februar 2011 til 6. maj 2011 opgjort til 21.863,50 kr., afholdes af Skatteministeriet, hvorfor As påstand tages til følge med renter som påstået.

Sagsomkostningerne er fastsat således, at 500 kr. dækker retsafgiften.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal inden 14 dage til sagsøgeren, A, betale 21.863,50 kr. med tillæg af procesrente fra den 2. december 2011, samt sagens omkostninger med 500,00 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter