Dato for udgivelse
14 Apr 2015 15:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 Jan 2015 13:36
SKM-nummer
SKM2015.247.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Randers, BS 8-435/2010
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsgrundlag
Emneord
Mobiltelefon, byt-til-nyt
Resumé

Sagen vedrørte opgørelsen af afgiftsgrundlaget i en situation, hvor sagsøgeren havde modtaget brugte mobiltelefoner som delvis betaling for levering af nye mobiltelefoner (såkaldt byt-til-nyt).

SKAT havde ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget fastsat værdien af de brugte mobiltelefoner til det beløb, som sagsøgeren havde modtaget ved videresalget af mobiltelefonerne, dels til G4 A/S, dels til butikskunder.

G4 A/S forestod markedsføring, indkøb m.v. i G4-samarbejdet. Aktierne i G4 A/S var ejet af selskaberne (forhandlerne) i G4-samarbejdet, herunder af sagsøgeren. G4 A/S havde videresolgt de brugte mobiltelefoner fra samtlige selskaber i G4-samarbejdet i større partier primært til udenlandske aftagere.

Sagsøgeren gjorde gældende, at den subjektive værdi af de indbyttede brugte telefoner skulle fastsættes i overensstemmelse med de priser, som var opnået ved G4 A/S' salg til tredjemand.

Retten fastslog, at afgiftsgrundlaget skulle fastsættes som værdien af de indbyttede brugte telefoner for sagsøgeren (den subjektive værdi). Den objektive værdi af mobiltelefonerne eller værdien for andre selvstændige juridiske personer kunne ikke tillægges betydning.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Retssagen var i medfør at retsplejelovens § 12, stk. 3, blevet behandlet under medvirken af tre dommere.

Reference(r)

Momsloven § 27, stk. 1
Momsloven § 28, stk. 2 (dagældende)
6. momsdirektiv artikel 11, stk. 1 (dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 D.A.8.1.1.10.2


Parter

H1 A/S
(advokat Hans Sønderby Christensen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Sune Riisgaard)

Afsagt af byretsdommerne

Marianne Sonne, Tina Rud og Bjarke S. Andersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 26. februar 2010, angår opgørelsen af momsgrundlaget for sagsøgeren H1 A/S' salg af nye mobiltelefoner i perioden 1. januar 2004 til 31. december 2006 efter "byt til nyt"- konceptet, hvor købesummen udover penge blev berigtiget ved indlevering af en brugt mobiltelefon.

Sagsøger har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal tilpligtes at anerkende, at momsgrundlaget ved indbytning af brugte telefoner i perioden 1. januar 2004 til 31. december 2006 skal opgøres til 901.509 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er i medfør af retsplejelovens § 12, stk. 3, behandlet under medvirken af 3 dommere.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten har afsagt kendelse den 27. november 2009.

Sagsøger i sagen, H1 A/S, er en detailhandelsbutik, der handler med blandt andet mobiltelefoner og teleydelser. Sagsøger er en del af et kædesamarbejde under G4 A/S, og er sammen med andre G4-forhandlere aktionær i G4 A/S. H1 A/S og G4 A/S er to forskellige juridiske enheder.

I perioden fra den 1. januar 2004 til den 31. december 2006 markedsførte H1 A/S og de øvrige G4-forhandlere en kampagne under navnet "byt til nyt". Kampagnen var indrettet således, at kunderne kunne købe en mobiltelefon og delvis betale for den ved at indbytte en brugt mobiltelefon. De brugte mobiltelefoners værdi var på forhånd fastsat til et standardiseret beløb, som kunden således fik i rabat i forhold til den anførte normalpris for telefonen.

De brugte mobiltelefoner, som H1 A/S på denne måde modtog, blev sendt til G4 A/S, som herefter betalte et beløb til H1 A/S, svarende til den rabat, H1 A/S havde givet kunden.

G4 A/S videresolgte de brugte mobiltelefoner til købere i udlandet.

H1 A/S kunne i stedet for at fremsende den brugte mobiltelefon til G4 A/S sælge telefonen i sin egen forretning.

Byt til nyt kampagnen var landsdækkende og gjaldt for alle forhandlere i G4-samarbejdet.

Det er ubestridt mellem parterne, at H1 A/S i perioden har fremsendt 18.039 brugte mobiltelefoner til G4 A/S, og at G4 A/S har videresolgt disse for en gennemsnitlig pris på 231,96 kr., hvilket efter fradrag af omkostninger gav en nettoværdi på 182,33 kr. pr. telefon. Lægges denne nettoværdi til grund for opgørelsen af sagsøgerens momsgrundlag, udgør momsgrundlaget af de brugte telefoner, der er sendt til G4 A/S 822.213 kr.

Der er ubestridt mellem parterne, at H1 A/S i perioden selv har solgt 1.057 af de brugte indbyttede mobiltelefoner for en gennemsnitlig pris på 339,39 kr. hvilket efter fradrag af omkostninger gav en nettoværdi på 300,11 kr.pr. telefon. Lægges denne nettoværdi til grund for opgørelsen af sagsøgerens momsgrundlag, udgør momsgrundlaget af de brugte telefoner, H1 A/S selv solgte, 79.296 kr.

Der er ligeledes ubestridt mellem parterne, at H1 A/S for de brugte telefoner, der blev sendt til G4 A/S, modtog 6.541.073 kr. fra G4 A/S, svarende til den rabat, som H1 A/S havde ydet kunderne.

H1 A/S' synspunkt er, at momsgrundlaget skal beregnes ud fra 822.213 kr. og 79.296 kr., i alt 901.509 kroner, svarende til påstanden.

Skatteministeriets synspunkt er, at momsgrundlaget er det beløb, som H1 A/S har modtaget for de brugte mobiltelefoner fra G4 A/S, og derved udgør 6.541.073 kr., hvorefter momsen er 1.308.215 kr. Dette beløb er reduceret med allerede modtaget moms på 42.771 kroner, hvorfor Skatteministeriet har opkrævet yderligere 1.265.444 kr., som H1 A/S har betalt.

SKAT traf den 3. oktober 2007 afgørelse om, at H1 A/S skulle efterbetale 1.265.444 kr. i moms for perioden 1. januar 2004 - 31. december 2006. H1 A/S påklagede afgørelsen til Landsskatteretten, der den 27. november 2009 stadfæstede SKATs afgørelse. H1 A/S indbragte herefter ved nærværende sag Landsskatterettens kendelse for retten.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse i kendelsen er sålydende:

"...

Af 6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a) nu momssystemdirektivets artikel 73) fremgår følgende:

"...

Beskatningsgrundlaget er:

a) ved levering af goder og tjenesteydelser, bortset fra de under litra b), c) og d) omhandlede, den samlede modværdi, som leverandøren eller tjenesteyderen modtager eller vil modtage af køberen, aftageren eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris,

..."

Af momslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., fremgår følgende:

"...

Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet af afgiften efter denne lov.

..."

Af momslovens § 27, stk. 3, nr. 2, og stk. 5, fremgår følgende:

"...

Stk. 3. I afgiftsgrundlaget medregnes ikke:

(...)

2) Kasserabat eller andre rabatter, der opnås på det tidspunkt, hvor leveringen finder sted.

(...)

stk. 5. I afgiftsgrundlaget kan fradrages 80 pct. af beløb, der er godtgjort kunder for varer, som virksomheden har taget retur.

(...)

..."

Af momslovens § 28, stk. 2, fremgår følgende:

"...

Stk. 2. For varer og ydelser, der helt eller delvis leveres mod anden betaling end penge (byttehandel), er afgiftsgrundlaget virksomhedens almindelige pris ved levering af den pågældende vare eller ydelse. Findes der ikke en sådan almindelig salgspris, er afgiftsgrundlaget en kalkuleret salgspris, der skal omfatte samtlige de omkostninger og den avance, der i almindelighed indgår ved levering af varer og ydelser af den pågældende art. Kan begge parter fuldt ud fradrage afgiften af det modtagne, kan afgiften beregnes på grundlag af forskelsbeløbet.

..."

...

Herefter bemærkes, at i forlængelse af Landsskatterettens kendelse af 28. november 2006 i sagerne om "byt til nyt" konceptet, har klageren haft mulighed for at fremlægge dokumentation for, at modværdien af de indleverede brugte mobiltelefoner reelt har været en anden end den som klageren har oplyst i sine annoncer.

Fastsættelse af modværdien som momsberegningsgrundlag må i denne forbindelse tage udgangspunkt i værdien for klageren, og ikke i værdien for andre selvstændige juridiske enheder, uanset at der måtte være relationer mellem klageren og disse enheder.

Den fremlagte dokumentation kan ikke anses for tilstrækkelig til at kunne dokumentere, at værdien af de indleverede brugte mobiltelefoner har været en anden.

Samtidig bemærkes, at de fremlagte fakturaer for salg til afrikanske aftagere ikke vedrører salg fra klageren, men derimod salg fra den selvstændige enhed G4 A/S.

Det bemærkes ligeledes, at det af det fremlagte materiale fremgår, at klageren i sit eget bogholderi samt salgsstatistikker anfører værdien af de brugte mobiltelefoner svarende til den værdi/rabat klageren selv har angivet i sin annoncering. Der er herved skabt en væsentlig formodning for, at mobiltelefonerne også har haft denne værdi for klageren. Der skal henvises til Vestre landsrets dom af 21. december 2004 offentliggjort i SKM2005.39.VLR. Det er heller ikke med fornøden sikkerhed dokumenteret, hvilke konkrete mobiltelefoner de fremlagte fakturaer vedrører.

Endelig bemærkes det i øvrigt, at tidligere Landsskatterets kendelser er afgjort i overensstemmelse med daværende momslovgivning samt i overensstemmelse med de retningslinjer, som bl.a. fremgår af EF-Domstolens dom af 24. oktober 1996 i sag C-288/94 (Argos Distributors Ltd) præmis 16 og 17 vedrørende 6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a) Kendelserne kan derfor ikke anses at stride mod ændringen af momsloven ved lov nr. 525 af 17. juni 2008, der først trådte i kraft pr. 1. januar 2009.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

H1 A/S har under sagens forberedelse fremsat begæring om, at der stilles præjudicielle spørgsmål til EU-domstolen. Dette spørgsmål blev behandlet ved en mundtlig procedure den 14. november 2013. Retten afsagde den 12. december 2013 kendelse om, at H1 A/S' anmodning om forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen ikke toges til følge.

Forklaringer

A har forklaret, at han er ejer af og var bestyrelsesformand i H1 A/S. Han er også aktionær i G4 A/S og har været i bestyrelsen i G4 A/S. Der var tale om et kædesamarbejde, således at de at de enkelte G4-forhandlere, herunder H1 A/S, skulle følge de retningslinjer, som G4 A/S fastsatte.

Med "byt til nyt"-kampagnen fik kunderne mulighed for at købe en ny telefon til en lavere pris mod, at de indleverede en brugt mobiltelefon i bytte.

Ideen med kampagnen var at skabe et mersalg, både i forhold til salget af mobiltelefoner og abonnementer hertil.

H1 A/S gav kunden mere for den brugte telefon end den reelt var værd, men dette tab friholdte G4 A/S de enkelte forhandlere for. Den pris, som kunden fik for den brugte telefon, skete ikke efter en prisforhandling med den enkelte kunde. Der var derimod tale om standardiserede priser, som var fastsat af G4 A/S. Alle forhandlerne i samarbejdet var forpligtede til at overholde de priser, som G4 A/S fastsatte. Det nedslag, som kunden fik, var ikke lig med den værdi, som kundens brugte mobiltelefon havde.

Det havde været G4 A/S, som havde stået for kampagnen. Det prisnedslag, som kunderne fik, varierede gennem årene. Prisnedslaget afhang af, hvilken type telefon, som kunderne indbyttede, f.eks. om telefonen havde farveskærm. Ekspeditionen skete på den måde, at ekspedienten indtastede et varenummer for den brugte telefon, hvorefter rabatten blev udløst til kunden og kom på kvitteringen.

Det var G4 A/S, som stod for markedsføringen både nationalt og lokalt. De forskellige operatører skulle altid godkende annoncen. Operatørerne var teleselskaberne som f.eks. G1 og G2.

I den periode, hvor kampagnen kørte, indbyttede H1 A/S omkring 19.000 telefoner. Det var et krav fra G4 A/S, at telefonerne skulle indsendes til dem, såfremt H1 A/S skulle friholdes for den rabat, der var givet til kunden. Såfremt den brugte telefon ikke blev indsendt, blev man således ikke kompenseret for rabatten. Det var vigtigt for H1 A/S at sende de brugte mobiltelefoner, da det ellers var en underskudsforretning. Uanset hvad telefonen reel var værd, vidste H1 A/S altid, hvad de fik for telefonen, når den blev sendt til G4 A/S.

De brugte telefoner blev talt op hver dag, og der blev lavet en faktura til G4 A/S. H1 A/S skulle give samme indkøbspris for telefonen, uanset om den blev videresolgt i forbindelse med "byt til nyt"- kampagnen eller på normal vis.

Af de indbyttede telefoner var nogle af dem i en sådan god stand, at H1 A/S selv solgte disse i butikken. Dette drejede sig om ca. 1.000 styk. Det var særligt, hvis telefonen var under 1 år gammel, da der så stadig var garanti på den fra producentens side.

Kampagnen var bygget sådan op, at operatørerne gav en større salgsbonus, jo flere telefoner og abonnementer, G4's forhandlere solgte.

Kampagnen medførte et betydeligt mersalg.

De fleste af de brugte telefoner var uden værdi. Det var kun fordi, G4 A/S kunne indsamle et meget stort antal og videresælge dem til udlandet, at de havde værdi. I Danmark havde de ingen værdi, da der ikke var et marked for brugte telefoner.

G4 A/S fik udgifterne til rabatten dækket ind via bonusaftaler m.v. med operatørerne, der leverede mobiltelefonerne. G4 A/S vidste på forhånd, hvilket salg der skulle opnås for at få bonussen, men løb en risiko på aftalerne. Operatørerne udbetalte bonussen for mersalget til G4 A/S en gang om året.

NJ har forklaret, at han er økonomichef ved G4 A/S. Han har været tilknyttet selskabet som revisor siden 2002 og været ansat siden 2006.

"Byt til nyt"-kampagnen blev lanceret for at gøre G4 attraktiv i forhold til konkurrenterne. Der var tale om en markedsføringsgimmick. Kampagnen medførte et mersalg på 3 gange det normale. Kampagnen trak mange kunder ind til forhandlerne, og dette medførte også et mersalg for andet end "byt til nyt"-produkterne.

I dag er der omkring 12-13 privatforhandlere og det samme antal erhvervsforhandlere i G4-samarbejdet. Da samarbejdet var størst, var der omkring 100 forhandlere.

Når G4 A/S skulle sælge de brugte telefoner, var mængden vigtig for prisen. Enkeltvis havde telefonerne en meget begrænset værdi.

Det var G4 A/S, stod for kampagnen, og de enkelte forhandlere skulle overholde de regler, som G4 A/S satte op. Det var således G4 A/S, som fastsatte priserne - både for de nye telefon og for de brugte, som kunderne kunne indbytte. For indbytningstelefonerne var der tale om standardpriser, og prisen kunne f.eks. afhænge af, om telefonen havde farveskærm.

G4 A/S fik salgsbonus alt efter, hvor mange telefoner og abonnementer der blev solgt. Det var teleselskaberne, dvs. leverandørerne, der betalte bonussen. I perioden var der tale om en samlet bonus på mellem 30 og 40 mio. kr.

Kampagnen var en god forretning for alle. Forbrugerne fik en billigere mobiltelefon. Forhandlerne havde et mersalg og blev friholdt for det tab, der var på telefonen. Teleselskaberne solgte flere telefoner og abonnementer.

For G4 A/S var det en underskudsforretning, hvis man alene så på de indbyttede telefoner, men dette kom dog tilbage ved bonussen fra teleselskaberne. Det var G4 A/S, der indgik aftalerne med teleselskaberne, men G4 A/S havde ikke selv mulighed for at sælge produkter, hvorfor dette var forhandlernes opgave. Hverken G4 A/S eller de enkelte forhandlerne kunne således virke uden hinanden. De anså sig derfor for en forening.

Det var G4 A/S, der udarbejdede annoncemateriale, og dette skulle godkendes af de enkelte teleselskaber.

Forhandlerne fik ikke penge, såfremt de brugte indbyttede telefoner ikke blev sendt til G4 A/S.

Det var forhandlerne og ikke G4 A/S, som skulle tjene penge. G4 A/S skulle bare have sine omkostninger dækket ind og ikke give et egentligt overskud. G4 A/S havde aldrig underskud, men via bonusudbetalingerne et overskud, som blev udbetalt til forhandlerne.

SN har forklaret, at han havde været statsautoriseret revisor siden 1983. Han har været tilknyttet G4 A/S og H1 A/S siden, selskaberne blev stiftet. Han har udført revisorbistand og rådgivning til selskaberne.

De enkelte G4-forhandlere var aktionærer i G4 A/S. Ideen bag konstruktionen var, at de enkelte butikker, der var af begrænset størrelse, skulle have en fælles aktør, der kunne agere samlet på deres vegne udadtil over for store operatører/leverandører som G1 og G3 m.fl.

Kampagnen "byt til nyt" gav et betydeligt mersalg hos forhandlerne. Der blev givet en høj byttepris for kundens brugte mobiltelefon, hvilket ansporede til at købe en ny telefon.

Kampagnen var finansieret på den måde, at operatørerne - der ved salg af en ny telefon tjente penge på abonnementet til telefonen - gav et tilskud eller en bonus, som nedsatte prisen på de til G4 leverede mobiltelefoner. Forbrugeren betalte for telefonen til forhandleren, men for abonnementet til operatøren.

De brugte telefoner, som blev indbyttet, blev sendt tilbage til G4 A/S, og de enkelte forhandlere fik derefter penge fra G4 A/S pr. brugt telefon. Værdien af de fleste brugte telefoner var ikke stor for forhandlerne. De nyeste og bedste satte den enkelte forhandler selv i stand og solgte i butikken. Dette såfremt telefonen var mindre end et år gammelt, da der stadig var garanti på disse. Resten blev lagt i en stor sæk og sendt til G4 A/S. G4 A/S solgte telefonerne videre til udlandet - f.eks. Kenya. Ved salg til udlandet var handlen ikke underlagt den danske købelov, og derfor havde køberne ingen reklamationsret.

"Byt til Nyt"-kampagnen blev lanceret, fordi der var tale om et presset telemarked, og G4-samarbejdet havde brug for nye tiltag for at være med.

Forhandlerne lavede ikke en individuel prisfastsættelse på de indbyttede telefoner; der var tale om en standartpris, fastsat af G4 A/S. Den pris, som de enkelte forhandlere fik fra G4 A/S, havde de også fået tidligere som rabat, men nu skulle de altså bare sende de brugte telefoner retur også.

Prisfastsættelsen fra G4 A/S havde intet med de brugte telefoners reelle værdi at gøre. For de enkelte forhandlere havde telefonen ofte slet ingen værdi. Faktisk havde de ofte en negativ værdi, da forhandlerne skulle bruge tid og arbejdskraft på at håndtere dem.

G4 A/S fik en større bonus fra operatørerne alt efter, hvor mange mobiltelefoner og abonnementer der blev solgt. Kunderne gjorde en god handel, fordi de fik en mobil til en nedsat pris ved at indbytte en værdiløs, brugt mobil. De enkelte forhandlere gjorde en god handel, fordi de fik et betydeligt mersalg. Operatørerne gjorde en god handel, fordi de fik solgt flere teleydelser.

Når forhandlerne fik pengene for den brugte telefon fra G4 A/S, var det ikke tale om et reelt salg, men et tilskud. Forhandlerne skulle fremsende telefonen for at få tilskuddet. Forhandleren kendte i forvejen størrelsen på tilskuddet.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har procederet sagen inden for rammerne af sit påstandsdokument, hvoraf det fremgår:

"...

1. Rettens kendelse af 12. december 2013 bekræfter Domstolens praksis

Byretten har ved kendelse af 12. december 2013 bestemt, at der ikke er anledning til at stille spørgsmål til EU-Domstolen og henviser i sin begrundelse til de to EU-domme C-288/94 (Argos Distributors) og C-126/88 (Boots Company). Ligesom retten henviser til, at den skal træffe sin afgørelse på baggrund af sædvanlig bevisvurdering af de brugte telefoneres faktiske modværdi i penge på indbytningstidspunktet.

Sagsøger er enig i, at de vigtige principper for beregning af momsgrundlaget kan udledes af de to domme, som præcist fastslår, at

"...

(...) Modværdien er derfor den subjektive værdi, dvs. det beløb der faktisk modtages i det konkrete tilfælde, og ikke en værdi, der ansættes efter objektive kriterier.

..."

(Argos, præmis 16) og

(momsgrundlaget er, red.) den faktiske modværdi i penge, som Argos modtager, (...) eftersom det kun er denne faktiske modværdi, der kan udgøre beskatningsgrundlaget." (Argos, præmis 21) og at

(...) det ved afgørelsen af, om et bestemt element er omfattet af bestemmelsen (artikel 11 A, stk. 1, litra a, red.) først (må) undersøges, om det falder ind under en af de kategorier, der, hvortil der henvises i stk. 2 og 3, og kun i benægtende fald skal der tages udgangspunkt i det generelle begreb i stk. 1, litra a)." (Boots, præmis 16).

Retten skal altså udfinde den faktiske modværdi i penge på indbytningstidspunktet af de brugte indbyttede telefoner, og som det første led i denne vurdering skal retten tage stilling til, om der er ydet forbrugeren en rabat. Såfremt det er tilfældet, følger det af Boots-dommens præmis 16, at denne rabat skal fratrækkes momsgrundlaget.

Den subjektive værdi er dermed den (ikke en på forhånd objektiverede) faktiske modværdi i penge, som skal fastslås på baggrund af en sædvanlig bevisvurdering, Jf. kendelse af 12. december 2013 fra Byretten, og som ikke kan overstige den værdi i penge som telefonen har på indbytningstidspunktet, altså den værdi i penge som forbrugeren rent faktisk betaler med sin brugte telefon ved indbytningstransaktionen (jf. EU-Kommissionens udtrykkelige bekræftelse, bilag 20).

Et omdrejningspunkt i sagen er derfor, at telefonens faktiske modværdi i penge svarer til dens subjektive værdi, som helt enkelt ikke skal forveksles med (talesprogs-) ord som "subjekt" og "objekt" med den konsekvens, at samme telefon kan have flere forskellige værdier alt efter, hvordan den momspligtige indretter sig - og hvis det sker ved en frivillig kæde med én værdi for forbrugeren, når den indbyttes og en anden værdi for forhandleren i den frivillige kæde, som konceptafregner videre til sit hovedkontor (G4 A/S). Telefonens subjektive værdi er dens værdi på indbytningstidspunktet, og det afhænger ikke af til hvilken pris den efterfølgende konceptafregnes.

Sagsøger skal behandles således neutralt, uanset om denne er en selvstændig kæde af frivillige butikker med både indbytning og konceptafregning eller om sagsøger er en del af en kapitalkæde. Det er telefonens faktiske modværdi i penge, som sagen handler om.

2. EU-Kommissionen bekræfter sagsøgers tolkning og rettens kendelse.

Der skal foretages en sædvanlig bevisbedømmelse af telefonernes faktiske modværdi i penge

EU-Kommissionen fastslår følgende:

"...

Beskatningsgrundlaget for den moms, afgiftsmyndighederne opkræver, kan således ikke være højere end den modværdi, der faktisk betaltes af den endelige forbruger (...)

..."

Det vil sige, at beskatningsgrundlaget er maksimeret til den modværdi, der faktisk betaltes af forbrugeren.

Kommissionen understreger det med følgende:

"...

Hvis kunden betaler en nedsat pris på overdragelsestidspunktet, får han derfor en rabat, som omfattet af artikel 11, stk. 3, litra b, som ikke skal medregnes i beskatningsgrundlaget.

..."

Det vil sige, at beskatningsgrundlaget fastlægges ud fra den rabat som forbrugeren modtager på overdragelsestidspunktet. Den rabat, som forbrugeren modtager, skal helt enkelt fratrækkes.

Sagsøgtes synspunkt, hvorefter der skal lægges vægt på sagsøgers efterfølgende afregning med Hovedkontoret må derfor afvises.

...

3. Konklusion

Parterne er enige om, at den værdi, som Hovedkontoret har solgt til tredjemand er et relevant udtryk for markedsværdien (sagsøgtes proceserklæring).

Dermed har sagsøger løftet sin bevisbyrde for, at den faktiske modværdi i penge på indbytningstidspunktet ikke kan overstige denne værdi.

...

4. Baggrund for konklusion

4.1. Til at understøtte både ovenstående faste praksis fra Domstolen og EU-Kommissionens udtrykkelige bekræftelse - og dermed sagsøgers konklusion, gøres nedenstående gældende:

Bestemmelsen om rabatter findes i Rådets direktiv 77/388/EØF (herefter "momssystemdirektivet"), artikel 11, punkt A, stk. 3, litra b), hvoraf det fremgår, at rabatter "(...) der ydes køberen (...), og som opnås på det tidspunkt, hvor transaktionen finder sted", ikke skal medregnes i beregningsgrundlaget.

Forbrugeren har i forbindelse med købet af sin nye telefon, der delvist er betalt ved indbytning af en brugt telefon, opnået en rabat. Dette fremgår allerede af annoncekampagnen, der angiver, at der f.eks. ydes en "farverabat" eller en "lille-rabat", hvortil kommer, at størrelsen af den ydede rabat er dokumenteret ved sagens bilag H.

Uden konceptet ville de brugte telefoner i Danmark have været værdiløse eller stort set værdiløse, da der ikke er eller var noget marked for brugte "almindelige mobiltelefoner". Parterne er endvidere enige om, at kunden de facto opnår et samlet nedslag, som er højere end telefonens værdi. Parterne er således enige om handelsprisen af telefonerne. Sagsøgte fastholder således alene sin beskatning ud fra det formelle synspunkt, at selvom telefonen har en lavere værdi, har den alligevel en højere værdi for forhandleren / sagsøger, da denne konceptafregner overfor.

Den konceptuelle afregningspris mellem sagsøger og hovedkontoret kan imidlertid ikke lægges til grund som udtryk for "den faktiske modværdi i penge" af de brugte telefoner, eftersom denne afregningspris er et beløb sammensat af to elementer, nemlig (i) den "faktiske modværdi i penge" af den brugte telefon, som modtages fra kunden, og (ii) en incitamentsbetaling ved konceptafregningen, som er modtaget fra G4's hovedkontor, og hvoraf der allerede er betalt moms. Det er en forudsætning for konceptet, at der kan indsamles tusindvis af telefoner fra forhandlerne (blandt andre sagsøger), og det sker i praksis ved økonomisk tilskyndelse af den enkelte forhandler.

Sagsøger gør gældende, at momsgrundlaget alene er den modværdi, som sagsøger de facto har modtaget fra kunden, og som i sagens natur ikke kan være højere end den pris som telefonen sælges til af Hovedkontoret til videresalg udenfor landets grænser.

4.2. Det momsretlige neutralitetsprincip

Moms er en afgift, der beregnes af en vares eller tjenesteydelses salgspris. Formålet med momssystemet er, at momsen endeligt skal betales af den private forbruger og ikke af virksomhederne, der således kan fradrage den betalte købsmoms i den salgsmoms, som virksomhederne opkræver på vegne af SKAT og følgelig indbetaler til SKAT.

Denne nødvendige sammenhæng mellem fradragsret og indbetalingspligt, der udgør momssystemets kerne, kaldes det momsretlige neutralitetsprincip. Landsskatteretten har i sin nylige afgørelse SKM2013.571.BR udtrykt det således:

"...

Momssystemets grundlæggende neutralitetsprincip tilsiger, at virksomheder i forbindelse med momspligtige aktiviteter ikke skal belastes af moms, idet momsen skal bæres af slutforbrugeren.

..."

Formålet med momssystemet er med andre ord at pålægge forbrugeren en afgift, der skal beregnes af dennes udgift. Momsgrundlaget ved det endelige salg til forbrugeren kan derfor heller ikke overstige dennes samlede udgift, jf. udtrykkeligt Domstolens praksis: Elida Gibbsdommen, sag C-317/94, præmis 24.

"...

Det følger heraf, at afgiftsmyndighederne (...) ikke til sidst kan opkræve et beløb, der er højere end det, den endelige forbruger har betalt.

..."

Domstolens praksis er i fuld overensstemmelse med momsdirektivet ordlyd og formål. Således kan det udledes af direktivets forarbejder, at der ved opgørelsen af den moms, som sagsøger modtager ved indbytningen alene skal ses på værdien af forbrugerens betaling. Bulletin of the European Communities Supplement 11/73, "Proposal for a sixth Council Directive on the harmonization of Member States concerning turnover taxes. Common system of value added tax: Uniform basis of assessment", p 14.

"...

(...) For what has to be taxed is the actual cost to the consumer of goods and services and not a theoretical value put upon them.

..."

Med dette grundfæstede fokus på forbrugerens udgift (actual cost to the consumer) ligger det fast, at hvis forbrugeren har opnået en rabat, skal den udelukkes fra momsgrundlaget.

Denne sag drejer sig således alene om at fastslå værdien af forbrugerens betaling, idet sagsøger gør gældende, dels at der ved videresalget til tredjemand er ført bevis for den brugte telefons faktiske værdi og derved forbrugerens rabat, og dels at denne rabat, som er ydet forbrugeren som en tilskyndelsesforanstaltning, skal udelukkes af momsgrundlaget.

4.3. Beskatningsgrundlaget er forbrugerens udgift på indbytningstidspunktet ("faktiske modværdi i penge på overdragelsestidspunktet")

Under retsmødet den 14. november 2013 fremførte sagsøgte det synspunkt, at selvom der måtte være ydet forbrugeren en rabat, var det ikke sagsøgeren, men derimod G4's hovedkontor, der havde ydet rabatten, hvorfor denne ikke skulle fragå i momsgrundlaget.

Synspunktet er irrelevant, allerede fordi det er uden betydning, hvem der yder rabatten. Videresalget af de indbyttede telefoner til tredjemand, viser at forbrugeren har modtaget en overpris for sin brugte telefon og derved opnået en rabat ved købet af den nye telefon. Denne rabat er den bærende forudsætning i hele konceptet.

Som det fremgår ovenfor, indebærer det momsretlige neutralitetsprincip, at formålet med momssystemet er at pålægge forbrugeren en afgift, og grundlaget for beregningen af denne afgift kan derfor heller ikke overstige forbrugerens udgift. Sagsøgtes synspunkt må allerede af den grund afvises.

4.4. Rabatten ydes både formelt og reelt af forhandleren / aktionæren

Som anført ovenfor er det uden retlig relevans, hvem der i økonomisk henseende afholder rabatten, eftersom momsgrundlaget må opgøres på baggrund af forbrugerens udgift (telefonens faktiske modværdi i penge) og ikke forhandlerens efterfølgende konceptafregning, hvortil bemærkes, at incitamentsbetalingen - som nævnt - hidrører fra det efterfølgende omsætningsled.

I alle tilfælde er det ikke korrekt, når det af sagsøgte hævdes, at rabatten afholdes af hovedkontoret og ikke af forhandleren. Således følger det af konceptet og strukturen i G4, at ethvert tab, der realiseres hos G4's hovedkontor, herunder ved tildeling af rabatter, endeligt skal afholdes af de enkelte forhandlere.

Således fremgår det af aktionæroverenskomstens (bilag 6, p 1), at hovedkontorets formål er

"...

(...) at danne rammen om et samarbejde mellem aktionærernes respektive virksomheder med salg af tele-ydelser og salg og servicering af teleudstyr samt dermed beslægtede produkter. (...) Selskabet (hovedkontoret, red.) repræsenterer aktionærerne overfor tele-selskaber og leverandører og forestår en fælles markedsføring af de produkter, som omfattes af de rammeaftaler, som Selskabet indgår.

..."

Videre fremgår det på side 8 i aktionæroverenskomsten, at

"...

Selskabet tilsigter ikke at oparbejde nogen formue, udover hvad der er nødvendigt til anvendelse af i den løbende drift, for at kunne foretage hurtigere forlods afregning til forhandleren. (...)

..."

Således forklarede økonomichef NJ også under retsmødet den 14. november 2013, at der eksisterer den sammenhæng, at pengene som modtages af hovedkontoret fortrinsvis fra operatørerne, skal ud til forhandlerne, at sagsøger således ikke skal opsamle kapital, og at de 400,- kroner var en adfærdsregulerende foranstaltning for forhandlerne for at sikre det nødvendige antal telefoner.

Hertil kommer, at de enkelte forhandlere er forpligtede til i forbindelse med Byt-til-nyt konceptet af følge de priser, der fastsættes af hovedkontoret. Forhandlerne har med andre ord ingen indflydelse på den beløbsmæssige afregning, herunder størrelsen af forbrugernes rabatter vis a vis hvor lidt forhandlerne modtager fra hovedkontoret ved årets udløb:

"...

(...) Forhandleren skal herunder navnlig følge de retningslinjer for markedsføring, salg og afregning af produkterne, som til enhver tid fastsættes af Selskabet (...)

..."

Som det fremgår af hovedkontorets regnskab 2004/2005, side 15, udgjorde tabet ved salget af de indbyttede telefoner - og dermed den ydede rabat - ca. kr. 7.000.000.

Forhandlerne har dermed selv finansieret de tildelte rabatter, eftersom der på baggrund af hovedkontorets regnskab var kr. 7.000.000 mindre til forhandlerne i dette år.

4.5. Sædvanlig bevisbedømmelse - hverken formodningsregel eller skærpet bevisbyrderegel

Det fastholdes, at sagsøgte de facto opstiller en formodningsregel, selvom denne har ændret ordvalget i beskrivelsen af sin praksis. Sagsøgte indtager således fortsat det synspunkt, at når sagsøger i sine afregninger overfor G4's hovedkontor har angivet en stykpris pr. brugt telefon på kr. 400, må der gælde en formodning for, at dette beløb er telefonens "faktiske modværdi i penge". Såfremt Retten - mod sagsøgers formening - tiltræder sagsøgtes formodningssynspunkt, gøres det gældende, at der ikke kan stilles særlige krav til formodningens afkræftelse.

Det kan således ikke på forhånd udelukkes, at oplysninger om telefonernes helt subjektive værdi, nemlig værdien som de har indbragt ved salg i fri handel - (hverken standardiserede markedspriser eller lignende) - som stammer fra hovedkontorets salg, kan løfte denne bevisbyrde.

Synspunktet bekræftes udtrykkeligt af momsdirektivets artikel 11, punkt C, stk. 1, der fastslår, at

"...

I tilfælde af (...) afslag i prisen efter det tidspunkt, hvor transaktionen har fundet sted, nedsættes beskatningsgrundlaget tilsvarende (...).

..."

Bestemmelsen er afledt af det grundlæggende momsretlige princip, hvorefter der kun skal betales moms af faktiske værdier, dvs. at "skatte-og afgiftsmyndighederne ikke kan opkræve et beløb i moms, der er højere end det, den afgiftspligtige har modtaget. (...)". Jf. Goldsmiths Jewellers Ltd., sag C-330/95, præmis 15.

Når direktivet således bestemmer, at myndighederne ved opgørelse af momsen også skal medregne en efterfølgende rabat, må det gælde - som det mindre i det mere - at den afgiftspligtige person også har mulighed for blot at henvise til den efterfølgende transaktion med henblik på at fastslå, hvad værdien af modydelsen var i den første transaktion.

Eller sagt med andre ord kan den omstændighed, at oplysningerne stammer fra "en anden juridisk enhed" eller lignende udtryk i den forstand som sagsøgte og Landsskatteretten anvender det, ikke føre til, at sagsøger reelt er uden mulighed for at afkræfte formodningen.

Såfremt retten er uenig i dette synspunkt, altså at oplysningerne fra videresalget til tredjemand afkræfter formodningen, gøres gældende, at der til formodningsreglen de facto er knyttet en bevisbyrde, som i praksis gør det umuligt at vise den faktiske modværdi i penge.

Det gøres således gældende, at formodningsreglen, så meget desto mere, strider mod EU-retten, såfremt dens afkræftelse er uforholdsmæssigt vanskelig eller endog umulig.

...

Sagsøgte gjorde under retsmødet den 14. november 2013 gældende, at man ikke har anvendt en formodningsregel, men blot "(...) har foretaget en konkret vurdering af, hvad der faktisk er blevet betalt", jf. retsbogsudskriften. Alligevel holder sagsøgte sig ikke tilbage fra at gøre gældende, at

"...

(...) det er derfor vanskeligt for sagsøgeren at bevise, at den subjektive værdi for sagsøgeren er en anden end det faktiske modtagne beløb, der fremgår af sagsøgerens annoncer og markedsføring (...)

..."

Ved at forklare, at sagsøgeren "vanskeligt" kan løfte sin bevisbyrde, fikserer sagsøgte det beviskrav, som sagsøger må opfylde for at opnå medhold. Selvom sagsøgte nu afstår fra at bruge ordet "formodningsregel" taler sagsøgte for, at der må gælde et skærpet beviskrav, hvilket i sit indhold er præcist det samme som en formodningsregel.

...

En sådan skærpet bevisbyrderegel har ingen støtte i rettens præmisser. Tværtimod må præmisserne forstås således, at retten er enig med sagsøger i, at der skal foretages en sædvanlig bevisvurdering, det vil sige ubundet af en formodningsregel (som anført af Landsskatteretten og SKAT samt i svarskriftet side 7, ES side 26), jf. retsbogsudskriften side 6 "(...) sædvanlig bevisbedømmelse".

Både den af Landsskatteretten opstillede formodningsregel, som svarer til sagsøgtes tidligere synspunkt herom, hvorefter der gælder en formodningsregel og sagsøgtes nuværende synspunkt, hvorefter der i stedet gælder en skærpet bevisbyrderegel, må derfor afvises.

5. Sagsøgtes påståede efterbetalingskrav

5.1. Sagsøgtes krav mod sagsøger om efterbetaling af moms med kr. 1.200.000, beror på den fejlagtige slutning, at "den faktiske modværdi i penge" af de indbyttede telefoner udgør i gennemsnit kr. 400, og at der ikke er betalt moms af nogen del heraf.

Synspunktet har angiveligt rod i, at sagsøger i sine afregninger overfor G4's hovedkontor som ét samlet beløb har opkrævet både en incitamentsbetaling samt betaling for de indbyttede brugte telefoner. Incitamentsbetalingen udløses i den efterfølgende transaktion mellem forhandlerne og hovedkontoret.

Om denne incitamentsbetaling forklarede økonomichef NJ under retsmødet den 14. november, at "(...) de (hovedkontoret, red.) havde ikke lovet noget fast beløb". Der forelå med andre ord ikke på indbytningstidspunktet noget løfte fra hovedkontoret til forhandlerne om, at de ville få godtgjort den tildelte rabat "krone for krone".

Hvorvidt afregningerne opfylder kravene til momsbekendtgørelsens § 40 om fakturaers indhold, er ikke i den forbindelse afgørende, og som det fremgår af Domstolens praksis, kan en eventuel overtrædelse af bekendtgørelsen heller ikke sanktioneres ved at nægte sagsøger at fradrage forbrugerens rabat i den pligtige moms. Forenede sager C-95/07 og C-96/07, EcoTrade SpA, præmis 2 og 67.

I denne sag lader det sig heldigvis gøre at fastslå (størrelsen af) de delelementer, som det samlede fakturabeløb dækker over, og sagsøgte har således svaret, at man anerkender den beløbsmæssige opgørelse af de indbyttede telefoners videresalgsværdi.

5.2. Der er ikke mere tilbage at "momse"

Hvis Retten mod sagsøgers formening er af den opfattelse, at det ikke er forbrugerens udgift, men derimod sagsøgers indtægt, der er afgørende for opgørelsen af momsgrundlaget, gør dette for så vidt ingen forskel for sagens udfald, eftersom der ganske enkelt ikke er flere værdier tilbage at beregne moms af end de kr. 150.

Sagsøgeren har allerede betalt moms af de markedsføringstilskud, som er modtaget fra hovedkontoret, og som beløbsmæssigt kan opgøres til differencen mellem de momsberegningsgrundlag, som er angivet af henholdsvis sagsøgte og sagsøger.

Således har R1 i sin klageskrivelse til Landsskatteretten af 31. januar 2008 (bilag 14, side 4) forklaret om baggrunden for det sammensatte beløb:

"...

Årsagen til at transaktionen mellem G4 A/S og butikkerne svarer til den rabat kunde opnår ved køb af en ny telefon mod levering af en brugt telefon i bytte er, at transaktion(en) består af to elementer - En fordeling af markedsføringstilskud samt betaling for den brugte telefon svarende til det, der er opnået ved salget til den eksterne aftager af de brugte telefoner.

(...)

Det at markedsføringstilskuddene bliver udbetalt i forbindelse med modtagelse af de brugte telefoner kan på ingen måde medføre, at disse tilskud skal tillægges værdien for de brugte telefoner. Butikkerne har afregnet moms af tilskuddene. Hvis Landsskatteretten vil lægge transaktionen mellem G4 A/S og butikkerne til grund for værdiansættelsen af de brugte telefoner, vil dette medføre, at der bliver betalt moms af markedsføringstilskuddet to gange.

..."

Hvis Retten følger sagsøgtes synspunkt og anslår den brugte telefons "faktiske modværdi i penge" til kr. 400, vil der blive betalt moms af markedsføringstilskuddet to gange og således også af den rabat som kunden blev ydet, således at sagsøger "straffes" for sin måde at indrette sig på - og i strid med den momsretlige realitet.

..."

Sagsøgte har procederet sagen inden for rammerne af sit påstandsdokument, hvoraf det bl.a. fremgår:

"...

Det retlige grundlag

Det følger af momslovens § 4, stk. 1, 1. punktum, at der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. I henhold til momslovens § 27, stk. 1, 1. punktum, er afgiftsgrundlaget vederlaget. Den dagældende momslovs § 28, stk. 2, 1. punktum, bestemte endvidere, at for varer og ydelser, der helt eller delvist leveres mod anden betaling end penge (byttehandel), var afgiftsgrundlaget virksomhedens almindelige pris ved leveringen af den pågældende vare eller ydelse.

Momslovens § 28, stk. 2, er ændret med virkning fra 1. januar 2009 (lov nr. 525/2008). Efter lovændringen skal momsgrundlaget i en byttehandel opgøres efter den almindelige regel i momslovens § 27.

Momsgrundlaget ved byttehandler vil fortsat skulle opgøres til værdien af det, der tages i bytte.

Den bagvedliggende bestemmelse i momssystemdirektivet (artikel 73 i Rdir 2006/112) har følgende ordlyd:

"...

Ved levering af varer og ydelser, bortset fra de i artikel 74-77 omhandlede, omfatter afgiftsgrundlaget den samlede modværdi, som leverandør, modtager eller vil modtage af kunden eller trediemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris.

..."

Momssystemdirektivets artikel 73 svarer til artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, i det nu ophævede 6. momsdirektiv (Rdir 77/388):

"...

1. Beskatningsgrundlaget er:

a) ved levering af goder og tjenesteydelser, bortset fra de under litra b), c) og d) omhandlede, den samlede modværdi, som leverandøren eller tjenesteyderen modtager eller vil modtage af køberen, aftageren eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris;

..."

Ifølge EU-Domstolens praksis er beskatningsgrundlaget ved levering af varer og ydelser den samlede modværdi, der faktisk modtages. Modværdien er den subjektive værdi, dvs. det beløb, der faktisk modtages i de konkrete tilfælde, og ikke en værdi, der ansættes efter objektive kriterier, jf. bl.a. præmis 16 i Domstolens dom af 24. oktober 1996 i sag C-88/94: Argos Distributors Ltd. samt præmis 17 i Domstolens dom af 3. juli 2001 i sag C-83/99: Bertelsmann AG.

Eksempelvis fremgår det af Argos-dommens præmis 16:

"...

Ifølge Domstolens faste praksis er beskatningsgrundlaget ved levering af goder og tjenesteydelser den modværdi, der faktisk modtages. Modværdien er derfor den subjektive værdi, dvs. det beløb, der faktisk modtages i det konkrete tilfælde og ikke en værdi, der ansættes efter objektive kriterier.

..."

Af Argos-dommens præmis 20 fremgår det endvidere, at den subjektive værdi skal opgøres på det oprindelige transaktionstidspunkt. Det vil i nærværende sag betyde indbytningstidspunktet, hvilket der så vidt ses heller ikke er uenighed om.

Fra dansk praksis kan henvises til SKM2010.345.VLR, der vedrørte opgørelsen af vederlagsbegrebet for deltagelse i en kantineordning. Ved dommen accepterede landsretten myndighedernes opgørelse af afgiftsgrundlaget, idet myndighedernes opgørelse udtrykte det faktisk modtagne vederlag.

Endvidere kan henvises til Højesterets dom i SKM2003.2.HR, der drejede sig om, hvorvidt statens tilskud til hjemmeservice var momspligtigt for et hjemmeservicefirma. Højesteret fastslog, at der ved levering af en momspligtig ydelse skulle tages udgangspunkt i vederlaget, som var afgiftsgrundlaget, jf. § 27 i momsloven, som gennemfører momssystemdirektivets artikel 73. Da tilskuddet til hjemmeservice var forbundet med den pris, som forbrugeren skulle betale for ydelsen, var tilskuddet en del af vederlaget for ydelsen, og derfor skulle tilskuddet medregnet i afgiftsgrundlaget.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at det er med rette, at afgiftsmyndighederne har efteropkrævet 1.265.444,- kr. i moms for perioden 1. januar 2004 til 31. december 2006 svarende til moms af den værdi, som de brugte mobiltelefoner har haft ved indleveringen til sagsøgeren.

Det gøres gældende, at afgiftsgrundlaget for de brugte mobiltelefoner i overensstemmelse med momslovens § 28, stk. 2, 1. punktum, nu momslovens § 27, og den bagvedliggende bestemmelse som nu findes i momssystemdirektivet, skal fastsættes til den af SKAT opgjorde værdi af telefonerne, som i alt andrager 6.541.073,- kr.

Der er ingen holdepunkter for en lavere værdiansættelse af mobiltelefonerne. Denne værdi modsvarer således den værdi, som sagsøgeren i markedsføringsmaterialet over for kunderne har oplyst som den reelle værdi. Det fremgår direkte af sagsøgerens annoncemateriale, hvilken værdi de brugte mobiltelefoner har, idet sagsøgeren i mange tilfælde har angivet en pris med og uden indlevering af en brugt mobiltelefon. Opgørelsen af værdien af de brugte mobiltelefoner er i disse tilfælde meget enkel.

Hertil kommer, at sagsøgeren i sin bogføring har posteret værdien i henhold til dette materiale. Det fremgår således eksempelvis af bilag 9 og 9 A, at sagsøgeren ved indlevering af brugte mobiltelefoner har posteret en værdi, der svarer til den værdi, som er opgivet i annoncerne. Og det er jo netop denne værdiansættelse, som ligger til grund for SKATs forhøjelse af afgiftsgrundlaget.

Endelig - og måske mest væsentligt - bemærkes det, at sagsøgeren efterfølgende har videresolgt telefonerne til G4 A/S og til kunder i butik til en pris, der nøjagtig modsvarer det beløb, som ligger til grund for SKATs forhøjelse af afgiftsgrundlaget, nemlig kr. 6.541.073,-.

Den subjektive værdi af mobiltelefonerne i denne situation for sagsøgeren må derfor utvivlsomt udgøre netop dette beløb. Og derfor skal sagsøgte frifindes i denne sag.

Når SKATs opgørelse over værdien af mobiltelefonerne modsvarer den pris, som sagsøgeren har modtaget ved afhændelsen heraf, påhviler det sagsøgeren at bevise, at værdien for selskabet som hævdet har været en anden. Bevisbyrden er skærpet, da SKATs opgørelse herudover er i overensstemmelse med sagsøgerens regnskabsmateriale.

Sagsøgeren har ikke løftet den selskabet påhvilende skærpede bevisbyrde.

Det forhold, at sagsøgerens aftager, G4 A/S, efterfølgende har videresolgt telefonerne til andre aftagere og endvidere har afholdt omkostninger til vedligeholdelse mv. af telefonerne, hvorved disse for dette selskab måtte have en anden værdi, er i denne sammenhæng uden betydning. Det er jo den subjektive værdi for sagsøgeren, som er afgørende, ikke den subjektive værdi for sagsøgerens aftager.

Den opgørelse over de indleverede brugte mobiltelefoners værdi, som sagsøgeren har udarbejdet til brug for retssagen (bilag H), er baseret på en salgspris, som er realiseret hos et helt andet selskab, nemlig G4 A/S. I opgørelsen foretages endvidere fradrag for omkostninger, som er afholdt af G4 A/S og dermed ikke af sagsøgeren. Opgørelsen udtrykker dermed utvivlsomt ikke den subjektive værdi af de brugte mobiltelefoner for sagsøgeren.

I den forbindelse bemærkes det, at sagsøgeren ved handlen med G4 A/S ifølge regnskabet for 2004/2005 (bilag E, side 14) har handlet på armslængdevilkår. Det må således lægges til grund i sagen, at handelsprisen mellem sagsøgeren og G4 A/S er foregået i henhold til armslængdeprincippet.

Sagsøgeren gør gældende, at "byt til nyt"-konceptet reelt er udtryk for, at sagsøgeren har givet en betydelig rabat ved modtagelsen af de brugte telefoner. En sådan rabat skal fragå ved opgørelsen af momsgrundlaget. Sagsøgerens oplysninger har imidlertid ingen støtte i de skriftlige dokumenter omkring de relevante transaktioner. Der er således ingen oplysninger om rabatter i markedsføringsmaterialet (bilag C), faktureringen til kunderne (bilag 15) eller i sagsøgerens bogføring (bilag C). Dette materiale angiver udelukkende værdien af de brugte mobiltelefoner, som SKATs opkrævning efterfølgende er baseret på.

I en sådan situation er det uden betydning, at sagsøgeren efterfølgende har opgjort, at telefonerne har en herfra afvigende værdi, navnlig når sidstnævnte værdiansættelse først konstateres ved efterfølgende transaktioner hos et helt andet selskab.

Sagsøgeren har heller ikke på andet grundlag kunne dokumentere, at der - af sagsøgeren - i forbindelse med byt-til-nyt transaktionen skulle være givet rabat.

Det fastholdes herefter, at afgiftsgrundlaget for de brugte mobiltelefoner i overensstemmelse med momslovens § 28, stk. 2, 1. punktum, nu momslovens § 27, og den bagvedliggende bestemmelse, som nu findes i momssystemdirektivet, skal fastsættes til den af SKAT opgjorte værdi af telefonerne, som i alt andrager kr. 6.541.073,-.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten finder, at det afgørende for opgørelsen af momsgrundlaget i sagen er fastsættelsen af værdien af de indbyttede brugte telefoner for sagsøgeren - den subjektive værdi - og ikke den objektive værdi eller værdien for andre selvstændige juridiske personer, uanset relationerne mellem sagsøgeren, H1 A/S, og G4 A/S.

Efter de fremkomne oplysninger lægger retten til grund, at G4 A/S købte de indbyttede telefoner til et på forhånd fastsat beløb, der svarede til den rabat, som H1 A/S gav kunderne, og retten fastsætter herefter værdien af de indbyttede telefoner som sket ifølge Landsskatterettens kendelse af 27. november 2009.

Dette er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis vedrørende artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, i det nu ophævede 6. momsdirektiv (Rdir 77/388), som svarer til den gældende artikel 73 i Rdir 2006/112, jf. blandt andet dommen af 24. oktober 1996 i sag C-288/94, Argos Distributors Ltd., præmis 16-17.

Sagsøgte får herefter medhold i sin frifindelsespåstand.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren til sagsøgte betale 125.000 kr. som et passende beløb, inklusive moms, til dækning af udgiften til advokatbistand. Der er herved lagt vægt på sagens værdi og forløb, herunder at der har været procedure om forelæggelse af spørgsmål for EU-domstolen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for den af sagsøgeren, H1 A/S, nedlagte påstand.

H1 A/S skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagens omkostninger med 125.000 kr.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.