Dato for udgivelse
17 Jun 2013 09:39
Dato for afsagt dom/kendelse
19 Feb 2013 07:58
SKM-nummer
SKM2013.409.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
14. afdeling kære B-3007-12 og B-3077-12
Dokument type
Kendelse
Emneord
Rette, ejer, nummerplade, formodning
Resumé

Sagen vedrørte et udlæg i en bil, Porsche, der var foretaget af SKAT vedrørende A´s personlige skattegæld. A protesterede mod udlæggets foretagelse, idet han henviste til, at bilen var ejet af det polske selskab, H1 z.o.o.

H1 z.o.o. stod som køber på den oprindelige købskontrakt, og det polske selskab havde lavet en servicekontrakt med et tysk selskab, G1 GmbH. A havde ubegrænset rådighed over bilen og der forelå ingen skriftlig aftale om modydelse eller øvrige aftalevilkår. Endvidere havde A afholdt en udgift til en reparation på bilen, og nummerpladen bar hans initialer ... .

Spørgsmålet i sagen var, om det foretagne udlæg var berettiget, herunder hvorvidt A eller H1 z.o.o. skulle anses for rette ejer af bilen.

På denne baggrund finder Landsretten, at det har formodningen mod sig, at H1 z.o.o. er den reelle ejer af Porschen. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at A havde haft omkostningsfri og ubegrænset råden over bilen, at han havde betalt en reparationsregning, hvor det ikke var dokumenteret, at den var blevet refunderet af det polske selskab, samt at bilens nummerplade indeholdt A´s forbogstaver. De afgivne forklaringer ændrede ikke herpå.

Reference(r)

Retsplejeloven § 507

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1 G.A.3.2.2.1.3.1

Redaktionelle noter

Resumeet er ændret den 15. oktober 2013.


Parter

A


og


H1 z.o.o.
(Advokat Jan Moosmand, for begge)

mod

SKAT
(Kammeradvokaten v/advokat Anne Christine Kjær Egholm)

Afsagt af landsretsdommerne

B. O. Jespersen, Tuk Bagger og Lisbeth Adserballe (kst.).

Sagens baggrund og parternes påstande

Ved kæreskrift af 30. august 2012 har A kæret Fogedrets kendelse af 21. august 2012 (FS 7552/2012), hvorefter SKATs udlæg i Porsche, registreringsnummer ... blev stadfæstet.

Ved kæreskrift af 3. september 2012 har H1 z.o.o., der er indtrådt i sagen i medfør af retsplejelovens § 499, ligeledes påkæret kendelsen.

Kæresagerne har været mundtligt forhandlet.

De kærende har nedlagt påstand om, at det foretagne udlæg ophæves.

Indkærede i begge sager, SKAT, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Forklaringer

Der er afgivet supplerende forklaringer af A og forklaring af LM og VJ.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han havde råderet over Porschen efter aftale med LM, ikke med VJ. Han fik bilen stillet til rådighed til brug for udførelse af noget arbejde for LM´s polske firma. Han har fuld brugerret over bilen, men når LM har været i nærheden af ham, har LM også brugt den. Han selv har også en Mercedes at køre i, men det er ham, der har kørt mest i Porschen. Når han ikke kører i den, står den ved hans bopæl i ...1, hvor han stadig bor. G1 GmbH er ikke et sted, man parkerer en bil. Han har i en periode fra 1. september 2009 fremlejet ...1, men fra 1. april 2010 har han boet der som lejer. Han har hentet den fremlagte Anmeldung af 13. december 2012 i sin tyske kommune. Den dokumenterer, at han stadig er tilmeldt i Tyskland. I kommunen fik han oplyst, at han ved en fejl var blevet afmeldt på baggrund af en henvendelse fra SKAT. VJ fra G1 GmbH sagde til ham, at de var bedst til at reparere Porschen i ..., Danmark, hvor den tidligere var blevet repareret. Værkstedet ville ikke sende regninger til kunder i udlandet og krævede derfor kontant betaling af ham. Han har efterfølgende fået pengene refunderet af LM. Hans far fik en spillehal i ... center. De foreninger, der var i centeret, havde brug for en formand, og han ville gerne hjælpe. Derfor var han registreret som formand for G2 A/S i perioden 12. november 2008 til 18. august 2011. Centeret lukkede, da de forskellige foreninger gik konkurs. Han skal bare fylde benzin på Porschen. Alle øvrige udgifter vedrørende Porschen sørger LM for. Den Mercedes, han har leaset, er indregistreret i Tyskland. Den ejes af ... og er registreret med ham som bruger. Der er samme ordning med G1 GmbH vedrørende Mercedesen, som LM har vedrørende Porschen. Politiet, SKAT og Told deltog i kontrollen, der fandt sted nær grænsen den 2. juni 2012, og hvor han kørte i Mercedesen. Det var tale om en generel kontrol. Hans arbejde er at sælge timer til virksomheder, dvs. entrepriser i hele Europa. Han sælger via firmaer, som H1 z.o.o. Han har ikke lyst til at tale om, hvordan han bliver betalt herfor. Han er bare en mellemmand, der fører to virksomheder sammen. Han må godt bruge Porschen også, når han arbejder for andre virksomheder. Han er ikke direktør eller ansat i noget selskab, og det mener han heller ikke, han var, da han var i fogedretten. Da SKAT spurgte, hvem der ejede Porschen, svarede han H1 z.o.o. Han har aldrig oplyst, at et selskab ved navn G3 GmbH ejede Porschen. Han har kendt VJ 3-4 år, måske 5 år.

LM har forklaret blandt andet, at han har boet i Polen i flere perioder, senest siden 2010. Han er polsk gift, har to børn i Polen og taler flydende polsk. Han har kendt A i cirka 30 år. Betegnelsen "z.o.o." svarer til et ApS. Minimumsbetalingen er minimum 50.000 polske sloty. A hverken er eller har været medejer af H1 z.o.o. Selskabet har filial i Danmark, fordi nogle kunder forlanger at få fakturaer med moms. Han og A har en mundtlig aftale om, at LM stiller bil til rådighed for ham mod, at A giver ham nogle kontakter, som H1 z.o.o. har indtjening på. Det har været en god forretning for selskabet indtil videre. Porschen er naturligvis en del af selskabets aktiver. Han har flere aftaler med VJ fra G1 GmbH omkring biler, aktuelt vedrørende yderligere 5-6 tysk indregistrerede biler. Derfor var VJ også inde over vedrørende Porschen. Han fortalte VJ, at A skulle være bruger af bilen. Porschen blev købt via G1 GmbH og registreret, som den skulle. Aftalen med A er, at H1 z.o.o. står for alle udgifter vedrørende Porschen, undtagen brændstof. Den regning fra værkstedet i Danmark, som A har betalt, refunderede H1 z.o.o. kontant. Aftalen med A gælder indtil videre og stopper, når de aftaler det. Han har lavet en servicekontrakt med G1 GmbH af samme type, som han har vedrørende sine andre tysk indregistrerede biler. Det polske Told og Skat har været på kontrolbesøg i hans firma på foranledning af danske SKAT, men der kom ikke noget ud af det. Han og A mødes jævnligt i Danmark, Tyskland eller Polen. Forsikringer og andre udgifter vedrørende Porschen bliver betalt ved bankoverførsler. Han har ikke lige nu lignende aftaler om lån af biler med andre, men det er sket, at han har indgået mundtlige aftaler med andre lånere, hvis han kendte dem godt. Han har kendt VJ i 3 år.

VJ har forklaret blandt andet, at han er ansat i G1 GmbH, som ejes af hans hustru. A har været kunde i butikken vedrørende en Mercedes Benz. LM har købt 5-6 biler gennem klubben. Han kommer ikke personlig sammen med LM og A. De bruger G1 GmbH, der driver registreringsvirksomhed for danske og udenlandske kunder, der ønsker at have en tysk indregistreret bil, idet registreringsafgifter mv. er billigere i Tyskland. En del kunder har G1 GmbH som "halter" eller "holder" af bilen, hvilket indebærer, at de tyske myndigheder kan holde sig til dem med hensyn til forsikringspræmier, fartbøder m.v. De har p.t. cirka 400 af den slags aftaler. De tager et håndteringsgebyr på 350 Euro årligt herfor. De laver altid kontrakter med kunderne. Servicekontrakten udstedt 1. december 2012 mellem G1 GmbH og H1 z.o.o. har han i en underskrevet udgave. Vedrørende Porschen blev han kontaktet af LM, der var interesseret i at købe en Porsche og bad ham bistå. Han kontaktede sælgerne G4 på havnen i Tyskland og fik at vide, at det var en tidligere dansk registreret bil, der havde kørt leasing i Danmark. Den var ikke tysk indregistreret. Sælgerne ville have 65.000 Euro, hvilket han meddelte LM, der accepterede og overførte pengene til G1 GmbH. Han har en udskrift fra sparekassen, hvoraf kan ses, at de 65.000 Euro er gået ind hos G1 GmbH. Når LM ikke betalte direkte til sælgerne, var det fordi han ønskede G1 GmbH´s indeståelse for, at bilen var i orden. G1 GmbH havde ikke set bilen, hvorfor dens stand endnu var uafklaret på det tidspunkt. Det er normalt, at man betaler kontant, når man køber biler i Tyskland. A og han tog sammen ud og indgik købsaftalen med sælgeren. A bor i Tyskland. Der blev monteret prøveplader på Porschen, og de fik registreringsattesten, hvorefter de kørte i sparekassen og fik overført betalingen til sælgerne. I Tyskland er det ikke så enkelt at få omregistreret en bil, som det er i Danmark, så det tog 14 dages tid, før Porschen var registreret til H1 z.o.o. 1. december 2012. I Tyskland kan man online søge på, hvilket registreringsnummer man vil have. A og han sad sammen og fandt ..., som A valgte. Han sendte registreringsattest, kopi af LM´s pas og kørekort, kopi af Servicekontrakten og kopi af købsaftalen vedrørende Porschen til forsikringsselskabet. Det er de papirer, som også er fremlagt i sagen. Det var også ham, der sørgede for, at Porschen var i den stand, den skulle være for at blive registreret til LM´s selskab, og for at videregive den fornødne dokumentation for ombygninger ved Porschen og registreringsattest til synshallen. Forløbet vedrørende Porschen var et helt sædvanligt forløb for G1 GmbH. Betalinger for regningerne er sket ved bankoverførsler. Han har kendt A i 4-5 år og LM i knapt 4 år.

Procedure

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

A og H1 z.o.o. har i påstandsdokument af 8. oktober 2012 gjort gældende,

"...

at

den i sagen omhandlede bil, som SKAT har foretaget udlæg i, tilhører H1 z.o.o., som er et polsk selskab,

  

at

det er indkærede, der har bevisbyrden for, at den omhandlede bil tilhører kærende [A]

  

at

den indkærede påhvilende bevisbyrde ikke er løftet.

..."

SKAT har i påstandsdokument af 8. oktober 2012 gjort følgende gældende:

"...

Det gøres overordnet gældende, at SKATs udlæg er berettiget og lovligt, idet A er den retsmæssige ejer af genstanden for udlægget, en tysk indregistreret Porsche med registreringsnummeret ....

I medfør af retsplejelovens § 507 kan der foretages udlæg i hele skyldnerens formue. Såfremt et aktiv er i skyldnerens besiddelse, men skyldner hævder, at det tilhører tredjemand, må det rette ejerforhold afgøres ud fra den foreliggende dokumentation samt de konkrete omstændigheder.

..."

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at A på ubegrænset tid og omkostningsfrit bortset fra benzinudgiften har haft den fulde rådighed over Porschen, der har en betydelig værdi. Aftalen herom er indgået mundtligt, og det er ikke dokumenteret, at A har erlagt en modydelse herfor. A har betalt en reparationsregning vedrørende bilen, og det ikke er dokumenteret, at regningen er refunderet af H1 z.o.o. Endelig indeholder Porschens registreringsnummer A´s forbogstaver.

På denne baggrund finder landsretten, at det har formodningen mod sig, at H1 z.o.o. er den reelle ejer af Porschen.

Landsretten finder ikke, at LM og A, der har været venner gennem 30 år, er fremkommet med oplysninger og dokumentation, der kan føre til en anden bedømmelse.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at A er anset som den reelle ejer af Porschen.

Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.

A og H1 z.o.o. skal hver især betale sagsomkostninger for landsretten til SKAT med 15.000 kr. inkl. moms til dækning af udgifter til advokat. Der er ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagernes genstand og arbejdets omfang.

T h i   b e s t e m m e s

Fogedrettens kendelse stadfæstes.

A og H1 z.o.o. skal inden 14 dage hver især betale sagsomkostninger for landsretten til SKAT med 15.000 kr.

Omkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter