Dato for udgivelse
23 May 2013 11:00
SKM-nummer
SKM2013.329.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-0240190
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Ejendomsvurdering, Ekstraordinær genoptagelse, omberegnet ejendomsværdi
Resumé

Skatterådet har i forbindelse med vurderingen pr. 1.10.2006 ændret den omberegnede ejendomsværdi i 2001-niveau fra 1.950.000 kr. til 1.300.000 kr., og værdien i 2002-niveau fra 2.100.000 kr. til 1.300.000 kr.  Ændringen skyldes at SKAT ved vurderingen pr. 1.10.2006 har forudsat at ejendommen var nyopført.

Hjemmel

Vurderingsloven § 33, stk. 12 og 13;
Skatteforvaltningsloven § 33,

Reference(r)

Vurderingsloven § 33, stk. 12 og 13
Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 3.

Henvisning

Vurderingsvejledningen 2013-1, afsnit F.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2013-1, afsnit A.A.8.4.3


Sagen drejer sig om et parcelhus opført i 1972. Ejendommen er nedbrændt i 2004 og genopført i 2006. SKAT har vurderet ejendommen som nyopført pr. 1.10.2006 og har samtidig ansat de omberegnede ejendomsværdier i 2001- og 2002-niveau, efter Vurderingsloven § 33, stk. 13.

SKAT har den 27. august 2010 offentliggjort et styresignal vedrørende omberegning af ejendomsværdi for bygninger genopført efter brand m.v. (SKM2010.519.SKAT). Ejer har anmodet om ekstraordinær genoptagelse på grundlag af styresignalet.

Da anmodningen om genoptagelse er sket efter 1 års fristen fra styresignalets offentliggørelse, anlægges der efter sædvanlig praksis en individuel helhedsbetragtning. Heri indgår forhold som at der foreligger væsentlige myndighedsfejl med hensyn objektivt konstaterbare forhold, at fejlen er åbenlys og at ændringen ikke er beløbsmæssig ubetydelig.

I det aktuelle tilfælde var der tale om en væsentlig fejl der har medført betydelig højere ejendomsværdiskat for efterfølgende år. De omberegnede ejendomsværdier blev derfor genoptaget og ændret til de korrekte.

Skatterådet har besluttet at afgørelsen har skattemæssig virkning fra indkomståret 2006.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter