Dato for udgivelse
18 Sep 2007 15:27
SKM-nummer
SKM2007.624.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-8-1704-0090
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Eftergivelse og gældssanering
Emneord
Anmodning, eftergivelse, offentlig gæld
Resumé
Afslag på ansøgning om eftergivelse af diverse offentlig gæld, herunder studiegæld, blev stadfæstet. Skyldneren var arbejdsløs, og hans økonomiske forhold ansås for uafklarede.
Reference(r)
Opkrævningsloven § 15

Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet klagerens anmodning om eftergivelse af offentlig gæld.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentrets afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren er født i 1953.

Klagerens offentlige gæld udgjorde følgende den 7. maj 2007:

FM-gæld

126.841,92

Studiegæld

188.836,55

Restskat for indkomstårene 1997-2005

79.186,00

For meget udbetalt boligsikring

502,00

Gebyrer og afgifter til kommunen

750,00

Retsafgift

920,00

Gæld til kommunen

510,00

I alt

397.546,47

Den 20. februar 2007 ansøgte klageren om eftergivelse af den offentlige gæld. I ansøgningen anførte klageren følgende vedrørende sine månedlige indtægter og udgifter:

Indtægter pr. måned

Arbejdsløshedsdagpenge

11.500,00

Indtægter i alt

11.500,00

Faste udgifter pr. måned

Udgift til leje/andelsbolig:

Husleje

6.300,00

El

700,00

Transportudgifter (hjem/arbejde):

Offentlig transport

500,00

MC udgifter:

Øvrige udgifter, herunder forsikring mv.

300,00

Fagforening, A-kasse, Efterlønsordning

800,00

Bidragspligt til børn og/eller tidl. ægtefælle

1.050,00

Lægeordineret medicin, behandling mv.

200,00

Afdrag på anden gæld:

Studielån

200,00

Licens

150,00

Udgifter i alt

10.200,00

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har ved afgørelse af 9. marts 2007 afslået klagerens anmodning om eftergivelse af offentlig gæld. Skattecentret har ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten fastholdt denne afgørelse.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at klagerens økonomiske forhold er uafklarede, da han modtager dagpenge. Der er henvist til opkrævningslovens § 15, stk. 2.

I en udtalelse til Landsskatteretten har skattecentret anført, at en tilbagevenden til arbejdsmarkedet ikke er udelukket. Skattecentret har endvidere anført, at Skattecentret behandler klagerens indsigelse om, at den del af den offentlige gæld, der er stiftet før 2002, er forældet.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at ansøgningen om eftergivelse af den offentlige gæld skal imødekommes.

Sagen bør afgøres efter opkrævningslovens § 15, stk. 1 og 3.

Den del af klagerens offentlige gæld, der er stiftet før 2002, er forældet ifølge 5-års reglen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten kan alene tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den offentlige gæld kan eftergives, med udgangspunkt i at gælden består, da klagerens indsigelse om, at den del af den offentlige gæld, der er stiftet før 2002, er forældet, bliver behandlet af Skattecentret.

Efter kildeskattelovens § 73 C, jf. § 73 B, (lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005), § 51, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte (lovbekendtgørelse nr. 199 af 1. februar 2007) og § 4, stk. 4, i lov nr. 939 af 27. december 1991 om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af amtskommuner og kommuner og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden finder reglerne i opkrævningsloven om eftergivelse tilsvarende anvendelse på krav vedrørende skat, gebyrer, afgifter og boligsikring.

Det fremgår endvidere af studiegældslovens § 16 c (lovbekendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006), at restanceinddrivelsesmyndigheden kan henvise låntageren til at søge eftergivelse efter reglerne i opkrævningsloven, hvis denne har anden betydelig gæld end studiegæld.

Af opkrævningsloven § 15, stk. 1 og 2, (lovbekendtgørelse nr. 289 af 28. april 2003) fremgår følgende:

"Stk. 1. Tilsvar, renter, gebyrer og administrative bøder kan eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af skyldige beløb til det offentlige.

Stk. 2. Eftergivelse kan i almindelighed ikke finde sted, såfremt

1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,

2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld

 a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,
 b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,
 c) er stiftet med henblik på forbrug eller
 d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,

3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,

4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor,

5) skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse, eller

6) skyldneren stifter ny gæld til det offentlige efter, at eftergivelsessag er indledt."

Opkrævningslovens § 15, stk. 2, fik sin nuværende formulering ved lov nr. 431 af 6. juni 2005. Af forarbejderne til denne lov (Folketingstidende 2004/05, 2. samling, L149, tillæg A, sp. 6681 ff.) fremgår blandt andet, at opkrævningslovens § 15, stk. 2, ændres i overensstemmelse med ændringen af konkurslovens § 197, stk. 2, ved lov nr. 365 af 24. maj 2005. Af forarbejderne til denne lov (Folketingstidende 2004/05, 2. samling, L10, tillæg A, sp. 252 ff.) fremgår blandt andet følgende:

"Vurderingen af, om skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, skal foretages i overensstemmelse med den nugældende retspraksis. Skyldnerens økonomiske forhold vil således f.eks. være uafklarede, hvis skyldneren er arbejdsløs eller under uddannelse."

Det er ikke muligt at vurdere, om klageren er i stand til, og inden for de nærmeste år har udsigt til, at kunne indfri den offentlige gæld, da klagerens økonomiske forhold må anses for uafklarede, da klageren for tiden modtager arbejdsløshedsdagpenge. Klagerens offentlige gæld kan derfor ikke eftergives, jf. opkrævningslovens § 15, stk. 2, nr. 1.

Det er således med rette, at skattecentret ikke har anset betingelserne for eftergivelse for opfyldt.

Landsskatteretten har alene taget stilling til, om klagerens offentlige gæld kan eftergives efter reglerne i opkrævningsloven. En ansøgning om eftergivelse af studiegæld og FM-gæld kan også behandles efter reglerne i henholdsvis studiegældsloven og SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 628 af 23. juni 2005). En anmodning herom skal rettes til Inddrivelsescentret.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter