Dato for udgivelse
23 Apr 2007 12:56
SKM-nummer
SKM2007.265.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
07-002261
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Afdragsordninger og henstand
Emneord
Genoptagelse, betalingsevnevurdering, afdragsordning, lønindeholdelse, løbende underholdsbidrag
Resumé
Landsskatteretten har i afgørelse SKM2006.558.LSR, udtalt, at det ikke efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 17, er en betingelse, at der rent faktisk sker betaling af de løbende bidrag. Formuleringen af bekendtgørelsens § 12 stk. 2, hvorefter afdraget fastsættes bl.a. under hensyn til klagerens udgifter, giver heller ikke i sig selv tilstrækkelig belæg for at antage, at der ved beregning af betalingsevne kun skal foretages fradrag for bidrag, der løbende betales. Der skal derfor ske genoptagelse af afgørelser truffet efter 1. november 2005, hvor der kun er tilladt fradrag for bidrag der løbende betales.
Reference(r)
Lov nr. 429 af 6. juni 2005 med senere ændringer om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer
Bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige nr. 995 af 19. oktober 2005
Henvisning
Inddrivelsesvejledningen 2007-2, afsnit I

1. Landsskatteretten har i SKM2006.558.LSR truffet afgørelse i en klagesag vedrørende fastsættelse af afdrag efter en konkret betalingsevnevurdering i henhold til reglerne i kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen.

Sagens faktiske omstændigheder

2. Skattecentret foretog i forbindelse med inddrivelse af underholdsbidrag en betalingsevnevurdering af skyldner. Denne vurdering blev foretaget på grundlag af reglerne i bekendtgørelse nr. 995 af 19. oktober 2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige (Inddrivelsesbekendtgørelsen). Skyldner var bidragspligtig til 3 børn med normalbidraget.  Da skyldner ikke betalte sine løbende børnebidrag, og ikke havde fremsat ønske om, at påbegynde på dette, medtog skattecentret ikke forpligtelsen til at betale børnebidrag i betalingsevneberegningen.

Landsskatterettens afgørelse

3. Landsskatteretten udtalte, at efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 12, stk. 1, 4. pkt., jf. § 17, skal bidragsforpligtelser fradrages i den månedlige nettoindkomst.

4. Efter bekendtgørelsens § 17, stk. 1, medregnes som bidragsforpligtelse skyldners og dennes ægtefælles pligt til at betale børnebidrag og underholdsbidrag. Det er ikke efter § 17, en betingelse, at der rent faktisk sker betaling af de løbende bidrag.

5. Formuleringen af bekendtgørelsen § 12 stk. 2, hvorefter afdraget fastsættes bl.a. under hensyn til klagerens udgifter, giver heller ikke i sig selv tilstrækkelig belæg for at antage, at der ved beregning af betalingsevne kun skal foretages fradrag for bidrag, der løbende betales.

6. Skyldners løbende bidragsforpligtelse skal derfor fradrages nettoindkomsten, således at skyldners betalingsevne reduceres med dette beløb og således at afdraget på gælden fastsættes under hensyn til denne betalingsevne.

7. Landsskatterettens afgørelse er ikke indbragt for domstolene og er derfor endelig.

Fremtidige retningslinjer

8. Som følge af Landsskatterettens afgørelse i SKM2006.558.LSR skal en skyldners pligt til at betale løbende børnebidrag og underholdsbidrag fradrages som en udgift i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 12, stk. 2. Det er ikke en betingelse for fradrag at der rent faktisk sker betaling af de løbende bidrag.

9. I forbindelse med beregning af en skyldners betalingsevne i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, skal en skyldners pligt til at betale løbende børnebidrag og underholdbidrag i fremtidige sager således fratrækkes jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 12, stk. 2, uanset at der ikke sker betaling af de løbende bidrag.

Genoptagelse

10. Som følge af Landsskatterettens afgørelse i SKM2006.558.LSR skal skattecentrene genoptage beregningen af skyldners betalingsevne i følgende sager:

  • Afdragsordninger, det vil sige sager, hvor fastsættelse af afdraget er sket efter en betalingsevnevurdering i henhold til kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen, og hvor skyldners forpligtelse til at betale løbende børnebidrag og underholdsbidrag ikke er fradraget i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens 12, stk. 2, under henvisning til bidraget ikke faktisk betales.
  • Lønindeholdelse, det vil sige sager, hvor fastsættelse af lønindeholdelsesprocenten er sket efter en betalingsevnevurdering i henhold til kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen, og hvor skyldners forpligtelse til at betale løbende børnebidrag og underholdsbidrag ikke er fradraget i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens 12, stk. 2, under henvisning til bidraget ikke faktisk betales.

11. Der skal ikke ske genoptagelse af de sager, hvor

  • afdraget eller lønindeholdelsesprocenten, er fastsat efter tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
  • afdraget eller lønindeholdelsesprocenten, efter at der er foretaget en betalingsevneberegning, er fastsat efter tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, fordi afdrag eller lønindeholdelsesprocent efter tabeltrækket var mindre end afdraget eller indeholdelsesprocenten efter betalingsevnevurderingen.

Afsluttede sager

12. Skyldner har ikke krav på genoptagelse af betalingsevnevurderingen i "afsluttede sager", hvor klagefristen er overskredet uden at der er sket klage.

13. Ved "afsluttede sager" forstås sager, hvor afdraget eller lønindeholdelsesprocenten er fastsat på baggrund af en betalingsevneberegning i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6 uden fradrag for løbende ikke betalte bidragsforpligtelser, men hvor afdragsordningen eller lønindeholdelsen er ophørt.

14. Når klagefristen er overskredet uden at der er sket klage, har skyldner ikke krav på genoptagelse af betalingsevnevurderingen med henblik på ændring af afdragsordningen eller lønindeholdelsen med tilbagevirkende kraft. Remonstrationsordningen i § 4, stk. 1, jf. stk. 2 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer er udtømmende. Denne ordning gælder alene for klager, der modtages af SKAT inden for klagefristen på 3 måneder.

15. I henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 36, 3. punktum, kan der ske behandling af en klage uanset en overskridelse af klagefristen på 3 måneder, hvis "særlige omstændigheder taler derfor". Der foreligger alene "særlige omstændigheder", hvis klager på grund af hospitalsindlæggelse eller lignende har været ude af stand til at fremsætte klagen rettidigt. Derimod kan den foreliggende situation ikke betragtes som særlige omstændigheder, der kan føre til dispensation fra klagefristen på 3 måneder.

Løbende sager

16. Skyldner har krav på genoptagelse af betalingsevnevurderingen i "løbende sager".

17. Genoptagelse betyder, at skyldner har krav på at der foretages en ny betalingsevneberegning, hvor løbende børnebidrag og underholdsbidrag fradrages i betalingsevneberegningen, med henblik på fastsættelse af et mindre afdrag eller en mindre lønindeholdelsesprocent.

18. Ved "løbende sager" forstås sager, hvor afdraget eller lønindeholdelsesprocenten er fastsat på baggrund af en betalingsevneberegning i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6 uden fradrag for løbende ikke betalte bidragsforpligtelser, og hvor der fortsat afdrages eller sker lønindeholdelse på baggrund af en forkert betalingsevneberegning.

19. Genoptagelsen skal alene foretages med henblik på at fradrage løbende børnebidrag og/eller underholdsbidrag i betalingsevneberegningen. Skattecentret og Inddrivelsescentret kan ikke i forbindelse med genoptagelsen genoptage og ændre betalingsevneberegningen på andre punkter, f.eks. fordi der i den oprindelige betalingsevneberegning er givet et for højt fradrag til udgifter til løbende drift eller vedligeholdelse af motorkøretøjer.

20. Genoptagelsen har alene fremtidig virkning, det vil sige, at skyldner ikke har krav på genoptagelse af betalingsevneberegningen med henblik på ændring af afdraget eller lønindeholdelsesprocenten med tilbagevirkende kraft. Kun hvis en skyldner har påklaget betalingsevneberegningen inden for klagefristen på 3 måneder i § 4, stk. 1, i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, skal der ske ændring med tilbagevirkende kraft.

Udsøgning af sager

21. Skattecentrene og Inddrivelsescentret skal af sig selv fremfinde og udsøge de sager, hvor afdrag eller lønindeholdelsesprocenten er fastsat på grundlag af en betalingsevnevurdering, hvor løbende børnebidrag og underholdsbidrag, der ikke faktisk betales, ikke er fradraget i betalingsevneberegningen.

22. Der skal alene foretages udsøgning og genoptagelse af sager, hvor betalingsevnevurderingen er fastsat på grundlag af reglerne i bekendtgørelse nr. 995 af 19. oktober 2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Der skal således ikke ske genoptagelse af sager, hvor lønindeholdelse er fastsat før 1. november 2005 på baggrund af dagældende regler og praksis.

Den praktiske tilrettelæggelse af genoptagelsen

22. Skattecentret og Inddrivelsescentret skal selv tilrettelægge en procedure, hvorefter de sager, hvor løbende børnebidrag og underholdsbidrag ikke er fradraget i betalingsevneberegningen, fremfindes.

23. Når sagen er udsøgt, skal der foretages en ændret beregning af skyldners betalingsevne, således at der i betalingsevneberegningen gives fradrag for forpligtelsen til at betale løbende børnebidrag og underholdsbidrag i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 12, stk. 2, jf. § 17.

24. Skyldner underrettes herefter om den ændrede betalingsevnevurdering og den fremtidige størrelse af afdraget eller lønindeholdelsesprocenten.

25. Der er som bilag til denne meddelelse vedlagt paradigmaer til brug for henvendelsen til skyldner om genoptagelsen af lønindeholdelsesprocent og ændring af afdragsordning:

  • Bilag 1 Genoptagelse - ændring af lønindeholdelsesprocenten
  • Bilag 2 Genoptagelse - ændring af afdragsordning
  • Bilag 3 Genoptagelse - berostillelse af lønindeholdelse
  • Bilag 4 Genoptagelse - berostillelse af afdragsordning.

26. Da der er tale om en afgørelse skal der gives sædvanlig klagevejledning. Skyldner kan klage over den genoptagne fastsættelse af afdraget eller lønindeholdelse i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens §§ 36 og 37.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter