Dato for udgivelse
05 Dec 2001 15:10
Dato for afsagt dom/kendelse
28. august 2001
SKM-nummer
SKM2001.596.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
9. afdeling, S-1302-01
Dokument type
Dom
Emneord
Ophævelse af dom, hjemvisning til byret, indsmugling, opbevaring, cigaretindsmugling
Resumé

T var i en sag, der var fremmet som tilståelsessag i medfør af retsplejelovens bestemmelser derom, tiltalt for overtrædelse af toldlovgivningen ved dels i sommeren 2000 på sin bopæl for at unddrage betaling af told og afgifter at have købt og modtaget 29.600 stk. uberigtigede cigaretter, der var indsmuglet til Danmark, og hvoraf en del af cigaretterne blev videresolgt, hvorved statskassen blev unddraget 39.719 kr. i told og afgifter, dels 4 forhold om medvirken til indsmugling af særlig grov karakter af ikke under 10.049.320 stk. cigaretter i perioden sommeren 2000 og frem til den 3. marts 2001, hvorved statskassen blev unddraget i alt 13.485.009 kr. i told og afgifter. T var desuden tiltalt for hæleri og overtrædelse af fyrværkeriloven. T blev ved byretten straffet med 3 års fængsel. I landsretten påstod T dommen ophævet og hjemvist, og anklagemyndigheden påstod principalt ophævelse og hjemvisning, subsidiært sagen fremmet under bevisførelse for landsretten. Spørgsmålet om eventuel ophævelse og hjemvisning blev i overensstemmelse med parternes samstemmende ønsker behandlet forlods på skriftligt grundlag. Landsretten fandt på baggrund af det beskrevne i parternes indlæg derom, at tilståelsen vedrørende forhold 3, 4 og 5 ikke kunne anses for fuldt dækkende med hensyn til medvirken til indsmugling af - eller ikke under - de helt præcise mængder, der var omfattet af tiltalen, og at tilståelsen for så vidt ikke kunne anses for uforbeholden. På denne baggrund ophævede landsretten byretsdommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten.

Reference(r)

Toldloven § 73, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.
Toldloven § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 3.
Straffeloven § 289
Retsplejeloven § 922


Vestre Landsrets dom af 28. august 2001, 9. afdeling, a.s. S-1302-01

Afsagt af landsdommerne:
Chr. Bache, Lis Frost og Niels Klitgaard (kst.) med domsmænd

Parter:
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Ole Schmidt)

-----------

Skjern Byrets dom af 4. maj 2001, SS 87/2001

I denne sag, der er fremmet til dom i medfør af retsplejelovens § 925, tiltales

T

til straf for overtrædelse af

1.

toldlovens § 73, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1

ved

i sommeren 2000 på sin bopæl i Vestby, for at unddrage betaling af told og afgifter at have købt og modtaget 29.600 stk. uberigtigede cigaretter (148 kartoner), der var indsmuglet til Danmark fra et p.t. ukendt land, hvoraf en del af cigaretterne blev videresolgt, hvorved statskassen blev unddraget 39.719 kr. i told og afgifter.

2 .

straffelovens § 289, jf. toldlovens ,§ 73 stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 3 - medvirken til indsmugling af særlig grov karakter -

ved

i perioden fra sommeren 2000 til omkring den 1. november 2000 for at unddrage betaling af told og afgifter at have medvirket til indsmugling af ikke under 960.000 stk. uberigtigede cigaretter (4.800 kartoner), der blev indsmuglet til Danmark fra et p.t. ukendt land og leveret på tiltaltes bopæl i Vestby, hvor de blev opbevaret og videresolgt, blandt andet af tiltalte, hvorved statskassen blev unddraget 1.288.207 kr. i told og afgifter.

3.

straffelovens § 289, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 3 - medvirken til indsmugling af særlig grov kartakter -

ved

i tiden fra begyndelsen af september 2000 til slutningen af november 2000 for at unddrage betaling af told og afgifter at have medvirket til indsmugling af ikke under 1.400.000 stk. uberigtigede cigaretter (7.000 kartoner), der blev indsmuglet til Danmark fra Litauen og leveret på tiltaltes adresse i Vestby, hvor de blev omlastet, opbevaret og videresolgt, blandt andet af tiltalte, hvorved statskassen blev unddraget 1.878.636 kr. i told og afgifter.

4.

straffelovens § 289, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 3 - medvirken til indsmugling af særlig grov karakter -

ved

i tiden fra begyndelsen af januar måned 2001 til slutningen af februar måned 2001 for at unddrage betaling af told og afgifter at have medvirket til indsmugling af 2.600.000 stk. uberigtigede cigaretter, (13.000 kartoner), der blev indsmuglet til Danmark fra Litauen og leveret på tiltaltes adresse i Vestby, hvor de blev omlastet, opbevaret og videresolgt, blandt andet af tiltalte, hvorved statskassen blev unddraget 3.488.895 kr. i told og afgifter.

5.

straffelovens § 289, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 3 - medvirken til indsmugling af særlig grov karakter-

ved

i tiden frem til den 3. marts 2001 for at unddrage betaling af told og afgifter at have medvirket til indsmugling af 5.089.320 stk. uberigtigede cigaretter af mrk. Prince og Prince Light, der blev indsmuglet til Danmark fra Litauen og leveret på tiltaltes bopæl i Vestby, idet tiltalte deltog i forberedelsen af indsmuglingen, og idet cigaretterne skulle opbevares på hans bopæl med henblik på videresalg, hvorved statskassen blev unddraget 6.829.271 kr. i told og afgifter.

6.

Frafaldet.

7.

straffelovens § 284, jf, § 276 - hæleri med hensyn til tyveri -

ved

i tiden frem til den 3. marts 2001 på sin bopæl i Vestby for 500 kr. af D.1 at have købt en stjålet autoradio/CD-afspiller af mrk. Blaupunkt, forstærker og to højttalere til en værdi af ikke under 5.000 kr.

8.

Fyrværkerilovens § 7, stk. 1, jf. 2 , stk. 1 -

ved den 3. marts 2001 på sin bopæl i Vestby at have været i besiddelse af ulovligt fyrværkeri i form af 32 stk. kanonslag.

Anklagemyndigheden har endvidere i medfør af toldlovens § 74, stk. 3 nedlagt påstand om betaling af told og afgifter med 13.524.728 kr. heraf 12.196.802 kr. in solidum med D.1 og 6.829.271 kr. in solidum med D.2.

Tiltalte har erkendt sig skyldig, og afgivet forklaring som gengivet i retsbogen.

Der er indhentet en personundersøgelse, hvor Kriminalforsorgen i sin konklusion skønner, at tiltalte er egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, samt at tilsyn er unødvendig i tilfælde af en ren betinget dom.

R e t t e n   s k a l   u d t a l e :

Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, finder retten tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes efter toldlovens § 73, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, straffelovens § 289, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 3, straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 284, jf. § 276 og fyrværkerilovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1 til fængsel i 3 år.

Der er ved strafudmålingen lagt vægt på antallet af cigaretter, det unddragne afgiftsbeløbs størrelse, at tiltalte, som den der har stillet opbevaringsfaciliteter til rådighed, har indtaget en central rolle i organisationen, at tiltalte har handlet for egen vindings skyld dels ved opbevaring af cigaretterne dels ved salg af cigaretter, og at tiltalte også i visse tilfælde aktivt har medvirket ved læsning af cigaretter, udfærdigelse af telefax og tilsagn om at skaffe flyttekasser. Der ses i øvrigt ikke at foreligge omstændigheder, hvorefter straffen bør nedsættes, ligesom samfundstjeneste efter sagens omfang og karakter ikke findes at komme på tale.

Tiltalte skal i medfør af toldlovens § 74, stk. 3 betale 13.524.728 kr. i told og afgifter til statskassen, heraf 12.196.802 kr. in solidum med D.1 og 6.829.271 kr. in solidum med D.2.

Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 3. marts 2001.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T straffes med fængsel i 3 år.

Tiltalte skal betale 13.524.728 kr. til statskassen, heraf 12.196.802 kr. in solidum med D.1 og 6. 829.271 kr. in solidum med D.2.

Tiltalte betaler sagens omkostninger, herunder 61.800 kr. med tillæg af moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Finn Bur Andersen, Tarm.

-----------

Vestre Landsrets dom af 28. august 2001, 9. afdeling, a.s. S-1302-01

Byretten i Skjern har den 4. maj 2001 afsagt dom i 1. instans (SS 87/2001).

Tiltalte T har påstået ophævelse og hjemvisning.

Anklagemyndigheden har påstået principalt ophævelse og hjemvisning, subsidiært sagen fremmet under bevisførelse for landsretten.

Forsvareren har i skrivelse af 21. maj 2001 anført bl.a.:

"...

Jeg har imidlertid haft en længere drøftelse med T om tiden i arresten, tiden op til retsmødet den 4. maj og omkring forløbet af retsmødet den 4. maj, og herom forklarer han:

At 

han vedkender sig at have stillet lagerlokaliteter til rådighed for de øvrige i sagen

At

han havde en vis viden om, at der fra lageret solgtes indsmuglede cigaretter, idet han selv havde købt omkring 500-1000 kartoner

At

han ikke havde nogen viden om, at omfanget var så stort, som det er hævet

At

han betvivler i det hele taget omfanget som beskrevet i forhold til 3 og 4, idet han kun har set nogle ganske få sorte plastiksække - under 10 - hvor der formodentlig var cigaratter i

At

han på intet tidspunkt har deltaget i planlægningen af indsmuglingen, idet han ikke vidste, hvor cigaretterne blev indkøbt, bortset fra at det var et østland. Det fremgik af banderolerne

At

han ikke har medvirket til finansieringen, hvilket han i øvrigt slet ikke havde midler til

At

han en uges tid før retsmødet fik den opfattelse, at han kun ville blive løsladt, hvis han tilstod, idet han ellers skulle "sidde" yderligere en tid.

At

han ikke på noget tidspunkt var blevet gjort bekendt med virkningen "tilståelsen"

At

han ikke afgav nogen nævneværdig forklaring i Retten den 4. maj 2001, idet det hele var overstået på en times tid.

I domsudskriften er fejlagtig anført rpl. § 925, hvilken bestemmelse er ophævet og anført under § 922. Ordlyden er den samme, men det bør berigtiges.

På basis af det ovennævnte er der meget, der tyder på, at betingelserne for at fremme sagen efter § 922 ikke har været tilstede. Dette skal ydermere sammenholdes med den omstændighed, at dommeren, der afsiger dommen, tillige har forestået fristforlængelser under sagen.

Det sidste kan være i strid med EMRK, artikel 6. Jeg tænker her især på, at sagen er relativ kompleks, og det derfor er særdeles vigtigt, at dommeren gør meget ud af, at der foregår en meget grundig afhøring, før det besluttes, om betingelserne i rpl. § 922 er opfyldt.

Det kan næppe have været tilfældet henset til retsmødets varighed. Jeg agter derfor overfor Landsretten pricipielt at gøre gældende, at dommen skal ophæves og hjemvises til fornyet behandling jfr. EMRK, artikel 6 og subsidiært, at dommen skal ophæves og hjemvises til fornyet behandling, allerede fordi betingelserne efter rpl. § 922 ikke var tilstede.

..."

Statsadvokaten har i skrivelse af 11. juni 2001 anført bl.a.:

"...

Til støtte for min principale påstand gøres gældende, at tiltalte ikke under sagens behandling i byretten har afgivet en uforbeholden tilståelse i forholdene 3,4 og 5. Det fremgår af retsbogen for Retten i Skjern af 4. maj 2001, at tiltalte vedrørende forhold 3 bl.a. har forklaret, at han havde svært ved at sige, hvor mange indsmuglede cigaretter, der var i de flyttekasser, som han opbevarede i sin lade. Ad forhold 4 fremgår ikke af retsbogen, om tiltalte har kunnet erkende sig skyldig i at have medvirket til indsmugling af det antal cigaretter, som er nævnt i sigtelsen, og ad forhold 5 fremgår, at tiltalte har forklaret, at han ikke havde drømt om, at der var tale om cigaretter i den mængde, der var rejst sigtelse for. På den baggrund findes der ikke at være afgivet en uforbeholden tilståelse for så vidt angår de mængder af cigaretter, som sigtelserne vedrørte, og betingelserne herom i retsplejelovens § 925, stk. 1, har således ikke været opfyldt. Dommen bør derfor i medfør af retsplejelovens § 963, stk. 3, sammenholdt med § 946, stk. 1, ophæves og sagen hjemvises til byretten til fornyet behandling. Der henvises i den forbindelse til UfR 1996.1384 V.

Såfremt det måtte lægges til grund, at betingelserne for sagens fremme efter retsplejelovens § 925 var opfyldt på tidspunktet for dommens afsigelse, gøres det subsidiært gældende, at ankesagen bør fremmes for landsretten efter bevisførelse. Der henvises i den forbindelse til afgørelsen refereret i UfR 1963.316 H, hvoraf fremgår, at det forhold, at tiltalte efter byretsdommens afsigelse har tilbagekaldt sin tilståelse ikke danner grundlag for at ophæve byrettens dom, idet der i så fald ikke kan påvises fejl ved byrettens behandling af sagen.

For så vidt angår det af advokat Ole Schmidt anførte om, at dommen skal ophæves og sagen hjemvises under henvisning til EMRK art. 6, bemærkes, at det er korrekt, at den dommer, der har afsagt dommen, også har forestået fristforlængelserne under varetægtsfængslingen. Tiltalte har imidlertid gennem hele forløbet alene været varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Sagen er herefter for byretten fremmet efter retsplejelovens § 925. Under disse omstændigheder kan det forhold, at samme dommer tager stilling til fængslingsgrundlaget under efterforskningen og herefter deltaget i sagens endelige afgørelse, ikke anses for en krænkelse af EMRK art. 6 om tiltaltes ret til at få sin sag afgjort af en upartisk retsinstans.

...."

Spørgsmålet om eventuel ophævelse og hjemvisning er i overensstemmelse med parternes samstemmende ønsker behandlet forlods på skriftligt grundlag.

Landsrettens begrundelse og resultat:

På den baggrund, som er beskrevet i parternes indlæg herom, kan tilståelsen vedrørende forhold 3,4 og 5 ikke anses for fuldt ud dækkende med hensyn til medvirken til indsmugling af - eller ikke under - de helt præcist angivne cigaretmængder, der er omfattet af tiltalen, og tilståelsen kan for så vidt ikke anses for uforbeholden.

Da begge parter har påstået hjemvisning, ophæver landsretten herefter dommen og hjemviser sagen til fornyet behandling ved byretten jf. retsplejelovens § 946, stk. 1, og § 963, stk. 3.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Den indankede dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.

Det offentlige betaler sagens omkostninger for begge retter.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter