Dato for udgivelse
13 Nov 2001 11:28
SKM-nummer
SKM2001.516.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/01-4331-261
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Emneord
Udbytte, skattefrit, kvalifikation
Resumé

Udbytte fra et engelsk "unlimited company" til et dansk moderselskab blev i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, anset for at være udbytte fra et selskab hjemmehørende i udlandet. Selskabstypen måtte anses for omfattet af EU's moder-/datterselskabsdirektiv.

Reference(r)

Selskabsskatteloven § 13
Moder-/datterselskabsdirektivet (Rådets direktiv nr. 90/435/EØF af 23. juli 1990)
Cirk. nr. 135 af 2. september 1999
Ligningsvejledningen 2000 S.C.1.2.4.4


Spørgsmålet til Ligningsrådet var følgende:

Er Ligningsrådet enig i, at det engelske unlimited company, UK Holding, i henhold til dansk skatteret i alle henseender er at sidestille med et normalt engelsk limited liability company, således at f.eks. udbytter betalt fra dette selskab til et dansk selskab eller til et andet udenlandsk selskab ultimativt ejet af et dansk selskab vil blive behandlet som udbytter i henhold til selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2?

Svar:

Spørgsmålet om UK Holding i alle henseender kan sidestilles med et normalt engelsk limited liability company afvises på grund af spørgsmålets generelle karakter.

Ligningsrådet finder dog, at udbytte fra UK Holding til et dansk moderselskab i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2 skal betragtes som udbytte fra et selskab hjemmehørende i udlandet.

Sagens faktiske omstændigheder:

Et amerikansk moderselskab overvejede - som led i en større koncernomstrukturering - at overdrage sine aktier i det engelske selskab, UK Holding, til et nystiftet dansk holdingselskab. Det nystiftede danske holdingselskab forventedes efter overdragelsen at besidde alle aktier i UK Holding enten direkte eller indirekte gennem et eller flere danske eller udenlandske holdingselskaber.

Moderselskabet ønskede med anmodningen om bindende forhåndsbesked at sikre sig, at koncernens nuværende engelske moderselskab efter dansk skatteret på alle måder ville blive sidestillet med et normalt engelsk limited liability company.

UK Holding

UK Holding er etableret i England som et såkaldt "unlimited company". Denne selskabstype er efter det oplyste karakteriseret ved i stort set alle forhold at være parallel med et normalt limited liability company (svarende til det danske aktieselskab eller anpartsselskab), men med det særlige forhold, at aktionærernes hæftelse overfor selskabet er ubegrænset.

Hæftelsen vil dog kun af selskabets kreditorer kunne gøres gældende i forbindelse med en insolvent opløsning eller konkurs, og selskabets kreditorer vil ikke kunne sagsøge aktionærerne direkte, men må afvente opløsnings- eller konkursbehandlingen af selskabet, hvorefter den for selskabet udpegede kurator vil afkræve aktionærerne disses hæftelse.

Unlimited companies er desuden underlagt lempeligere betingelser for at foretage kapitalnedsættelser, og såfremt en række betingelser er opfyldt, er der ikke pligt til at indsende årsregnskabet til registreringsmyndighederne.

Et unlimited company er ligesom aktieselskaber en selvstændig, juridisk enhed og er underlagt almindelig selskabsbeskatning i England.

Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse:

Det ønskedes bekræftet, at UK Holding i henhold til dansk skatteret i alle henseender er at sidestille med et normalt engelsk limited liability company. Denne del af spørgsmålet var efter styrelsens opfattelse så generelt formuleret, at det burde afvises.

Spørgsmålet var dog yderligere konkretiseret ved henvisning til selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2 om skattefrihed for udbytter fra datterselskaber. For så vidt angår denne bestemmelse, kunne spørgsmålet således besvares.

Selskabsskattelovens § 13

Af selskabsskattelovens § 13 fremgår bl.a.:

"Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:

1) (...)

2) Udbytte, som de i § 1, stk. 1, nr. 1-2f, 3a-5 og 5b, nævnte selskaber og foreninger m.v. modtager af aktier elle andele i selskaber omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, eller selskaber hjemmehørende i udlandet (styrelsens fremhævning). Dette gælder dog kun, hvis det udbyttemodtagende selskab, moderselskabet, ejer mindst 25 pct. af aktie- eller andelskapitalen i det udbyttegivende selskab, datterselskabet, i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge. (...)

3) (...)

4) (...)"

Spørgsmålet var således, om UK Holding kunne betragtes som et "selskab hjemmehørende i udlandet" i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Cirkulære nr. 135 af 2. september 1999

I cirkulære nr. 135 af 2. september 1999 anføres i pkt. 3.1.:

"(...) Ved bedømmelsen af, om en udenlandsk enhed er et datterselskab i selskabsskattelovens forstand, og udbytte således kan modtages skattefrit, anvendes samme kriterier som ved bedømmelsen af, om en udenlandsk enhed tilsvarende er et moderselskab, jf. pkt. 2.3."

I cirkulærets pkt. 2.3. anføres:

"(...) Hvis et udbyttemodtagende udenlandsk moderselskab er omfattet af EU's moder-/datterselskabsdirektiv (Direktiv 90/435/EØF), er selskabet altid et "selskab m.v." i den danske selskabsskattelovs forstand. (...)

I andre tilfælde må bedømmelsen af, om en udenlandsk juridisk enhed er et "selskab m.v.", som hidtil foretages på grundlag af de danske regler. Et afgørende kriterium er således fortsat, at den udenlandske enhed efter danske regler vil kunne sidestilles med et selvstændigt og ikke-transparent skattesubjekt."

For at fastslå, om UK Holding kunne anses som et selskab i relation til selskabsskattelovens § 13, var det således nødvendigt først at undersøge, om engelske unlimited companies er omfattet af begrebet "selskab i en medlemsstat" i EU's moder-/datterselskabsdirektiv. Hvis dette er tilfældet, skal selskabet efter CIR 1999-135 anses som et selskab i § 13's forstand.

Er selskabstypen ikke omfattet af direktivet, kan selskabet kun anerkendes som et selskab efter selskabsskattelovens § 13, hvis selskabet efter danske regler kan betragtes som et selvstændigt skattesubjekt, dvs. at selskabet skal kunne sidestilles med et eller flere af de skattesubjekter, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller fondsbeskatningslovens § 1.

EU's moder-/datterselskabsdirektiv

EU's moder-/datterselskabsdirektiv (Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater), pålægger medlemsstaterne at indføre skattefrihed for udbytter fra datterselskaber til moderselskaber, hvilket for Danmarks vedkommende er baggrunden for selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Af direktivets artikel 2 fremgår:

"Ved udtrykket "selskab i en medlemsstat" forstås i dette direktiv ethvert selskab:

a) der er organiseret i en af de former, der er anført i bilaget til dette direktiv;

b) som ifølge skattelovgivningen i en medlemsstat anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i denne stat, (...);

c) som desuden uden valgmulighed og uden fritagelse er omfattet af en af følgende former for skat:

- (...)

- selskabsskat i Danmark,

- (...)

- corporation tax i Det Forenede Kongerige,

eller enhver anden form for skat, der træder i stedet for en af disse former for skat."

Bilaget til direktivet er sålydende:

"Liste over de selskaber, der er omhandlet i artikel 2, litra a)

(...);

b) de selskaber, der i dansk ret benævnes "aktieselskab" og "anpartsselskab";

(...)

l) de selskaber, der er registreret i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning;

(...)"

Det følger heraf, at et engelsk "unlimited company" er omfattet af direktivet, hvis

1) selskabet er registreret i henhold til lovgivningen i England,

2) selskabet i henhold til engelsk lovgivning anses som skattemæssigt hjemmehørende i England, og

3) selskabet er undergivet "corporation tax" i England.

Alle 3 betingelser ansås på baggrund af det oplyste at være opfyldt for så vidt angår UK Holding.

På baggrund af ovennævnte cirkulære sammenholdt med moder-/datterselskabsdirektivet var det herefter Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at udbytte fra UK Holding til et dansk moderselskab i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2 skulle betragtes som udbytte fra et selskab hjemmehørende i udlandet.

Udbyttet ville således være skattefrit for det danske moderselskab, under forudsætning af at de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

Told- og Skattestyrelsen indstillede herefter, at spørgsmålet blev besvaret således, at spørgsmålet om UK Holding i alle henseender kan sidestilles med et normalt engelsk limited liability company afvistes på grund af spørgsmålets generelle karakter, men at udbytte fra UK Holding til et dansk moderselskab i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2 skal betragtes som udbytte fra et selskab hjemmehørende i udlandet.

Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter