Dato for udgivelse
01 Nov 2001 20:31
Dato for afsagt dom/kendelse
23. august 2001
SKM-nummer
SKM2001.492.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-0028-00
Dokument type
Dom
Emneord
Erstatning, renteudgift, indfrielse, overkurs
Resumé

Erstatningsbeløb betalt af skatteyder til bank i anledning af førindfrielse af et fastforrentet lån med fast løbetid anset for en fradragsberettiget renteudgift, jf. statsskattelovens § 6 e.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, litra e
Ligningsvejledningen 2000 A.E.1

Henvisning
Ligningsvejledningen A.D.2.7

Parter:
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat David Auken
mod
A (advokat Jørgen Horstmann)
B (advokat Jørgen Horstmann)
C (advokat Jørgen Horstmann).

Afsagt af landsdommerne:
Elisabeth Mejnertz, Stig Glent-Madsen, og Bente Thanning (kst.)

I denne sag, der er anlagt den 5. januar 2000, har sagsøgeren, Skatteministeriet, over for de sagsøgte, A og C, påstået, at de skal anerkende, at de ikke har rentefradragsret for hver især 82.745 kr. betalt til Den Danske Bank A/S i indkomståret 1996.

Overfor sagsøgte, B, har sagsøgeren påstået, at hun skal anerkende, at der ikke er adgang til modregning af As negative skattepligtige indkomst i Bs skattepligtige indkomst for indkomståret 1996, for så vidt som der ved denne modregning ved opgørelsen af As negative skattepligtige indkomst er indregnet et rentefradrag på 82.745 kr.

Som følge af påstandene skal de sagsøgtes skatteansættelser for indkomståret 1996 hjemvises til ændring hos skattemyndighederne.

De sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

B har fri proces men ingen dækkende retshjælpsforsikring.

Den 5. oktober 1999 afsagde Landsskatteretten identiske kendelser for indkomståret 1996 vedrørende A og C. Kendelsen vedrørende A har følgende indhold:

".....
Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

I henhold til forretningsorden for Landsskatteretten, bkg. nr. 185 af 23.3.1998, § 7, stk. 2 har spørgsmålet om det betalte beløb har karakter af en fradragsberettiget renteudgift været forelagt Den Danske Bank. Banken har ved brev af 29. juli 1999 tilkendegivet ikke at have kommentarer til spørgsmålet.

Det fremgår af oplysningerne, at klageren i en årrække har drevet ejendomsmæglervirksomhed i interessentskabsform sammen med C under navnet "H I/S" (herefter benævnt "Interessentskabet").

Interessentskabet optog den 19. november 1991 et lån på nom. 2.354.000 kr. i Den Danske Bank. Lånet var fastforrentet med 10,95% p.a. Der er fremlagt kopi af gældsbrevet.

Det fremgår af gældsbrevsvilkårene pkt. 4, at:

"Såfremt lånet opsiges af debitor eller forfalder til førtidig indfrielse på grund af misligholdelse fra debitors side eller andre dermed i de almindelige bestemmelser, pkt. 3, sidestillede forhold, er debitor forpligtet til at tilbagebetale banken følgende ydelser:

a. lånets restgæld på forfaldstidspunktet,
b. de indtil indfrielsestidspunktet påløbne renter, herunder overrente af forfaldne ydelser, jf. pkt. 7 e, og de øvrige i pkt. 7 nævnte udgifter og gebyrer, samt
c. erstatning for det eventuelle rentetab, der lides ved førtidig indfrielse af lånet. Erstatningsbeløbet beregnes således, at banken sikres samme afkast, som hvis lånet var fortsat uændret på de fastsatte vilkår til det aftalte indfrielsestidspunkt, og herved får dækket det tab, der påføres banken ved, at restgælden på indfrielsestidspunktet må genudlånes til en lavere fast rente på iøvrigt uændrede vilkår eller genanbringes i obligationer til en lavere markedsrente end den aftalte rente.

Til brug ved opgørelsen anvendes den af banken på indfrielsestidspunktet fastsatte rente for tilsvarende udlån med fast rente. Subsidiært er banken berettiget - men ikke forpligtet - til at lægge genanbringelse i børsnoterede obligationer, hvis restløbetid og nominelle rente ligger nærmest lånets restløbetid og rente, til grund ved opgørelsen."

Klageren og C havde endvidere personlige engagementer hos Den Danske Bank. I løbet af 1996 blev det aftalt at såvel Interessentskabets som klagerens og Cs personlige engagementer hos Den Danske Bank skulle afvikles. Den Danske Bank indvilligede herved i at tiltræde en frivillig akkordordning for Interessentskabets gæld til banken.

Den Danske Bank har i brev af 18. oktober 1996 til Interessentskabets advokat bl.a. anført følgende vedrørende afviklingen af engagementet med Interessentskabet: "Engagement med H I/S, gæld d.d. kr. 2.426.475,90 + renter fra 1/10-96 + overkurs ved indfrielse af fastrentelån kan akkorderes ved betaling af kr. 1.185.000,-."

Der er fremlagt kopi af kontoudskrift af 9. december 1996 vedrørende fastrentelånet. Det fremgår heraf, at saldoen på dette lån den 30. september 1996 udgjorde 1.525.361,49 kr.

Det fremgår samtidig af udskriften, at fastrentelånet er afviklet den 9. december 1996. I den forbindelse er posteret en udgift på 165.490,25 kr. med teksten "Rentetab ved førtidig indfrielse". Samtidig er posteret ordinær rente på lånet med 73.184,76 kr.

I forbindelse med Den Danske Banks indberetning for interessentskabet til skattemyndighederne for indkomståret 1996 har banken vedrørende fastrentelånet alene som renteudgift indberettet 161.685,69 kr., svarende til de i løbet af året indtil 9. december 1996 påløbne renter. Der er således ikke sket indberetning som renteudgift af udgiften på 165.490,25 kr., der opstod i forbindelse med indfrielsen.

Klageren har i sit virksomhedsregnskab fratrukket 82.745 kr. (halvdelen af 165.490,25 kr.) som fradragsberettigede renteudgifter.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede ansættelse forhøjet klagerens virksomhedsindkomst med 82.745 kr., jf. SL § 6, stk. 1, litra e og SL § 5.

Myndighederne har herved bl.a. anført, at "erstatningen for rentetab" som er erlagt i forbindelse med indfrielsen af fastrentelånet i Den Danske Bank ikke kan anses for en renteudgift i skatteretlig forstand, jf. SL § 6, stk. 1, litra e, men må anses som et formuetab, der efter SL § 5, stk. 1, litra a ikke er fradragsberettiget, at rentebegrebet er ret snævert defineret i dansk skatteret og normalt defineres som den del af vederlaget for at kunne råde over fremmed kapital, der beregnes løbende som en procentandel af den til enhver tid værende nominelle restgæld, at rente således beregnes forholdsmæssigt efter restgældens størrelse og lånets løbetid, at hvis et eller flere af disse karakteristika mangler er der ikke tale om renter, at det videre er en betingelse for fradragsretten, at der foreligger en retlig forpligtelse til at betale den underliggende gæld og renten samt at renten som hovedregel skal være forfalden. Myndighederne har videre anført, at det omhandlede fastrentelån på normal vis og i henhold til gældsbrevet er forrentet med 10,95 % p.a. frem til indfrielsen og at disse renter skattemæssigt skal behandles som renteudgifter, at der efter indfrielsen ikke længere er nogen gæld eller nogen forpligtelse vedrørende fastrentelånet, at forpligtelsen knytter sig til selve indfrielsen, idet det er i denne forbindelse, at der bliver beregnet "erstatning for rentetab ved førtidig indfrielse", at forpligtelsen til at yde erstatning for rentetab i realiteten kommer til at virke på samme måde som indfrielse af et pensionskasselån til overkurs og at i begge tilfælde er konsekvensen ved en indfrielse, at jo lavere markedsrenten er på indfrielsestidspunktet, jo større er henholdsvis erstatningen for rentetabet og overkursen, at overkursen er udtryk for, at långiver skal have et større beløb i forbindelse med indfrielse af et fastrentelån for at opnå samme renteafkast i en situation med lavere markedsrente på indfrielsestidspunktet end på tidspunktet for optagelsen af fastrentelånet, at den af advokaten påberåbte UfR 1947.725 H derfor ikke finder anvendelse her. Myndighederne har videre anført, at forholdet ikke kan sidestilles med betaling af såkaldte differencerenter til et realkreditinstitut i forbindelse med førtidig indfrielse af et kreditforeningslån til pari kurs, at Den Danske Bank endvidere i brev af 18. oktober 1996 har benyttet udtrykket "overkurs" om erstatningen ved førtidig indfrielse og endvidere ikke har indberettet beløbet til skattemyndighederne som en renteudgift. Myndighederne har endelig anført, at såfremt man måtte komme frem til at erstatningsbeløbet er en renteudgift, vil denne under alle omstændigheder være omfattet af rentefradragsbegrænsningsreglen i LL § 5, stk. 9.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens virksomhedsindkomst for indkomståret 1996 nedsættes med 82.745 kr., jf. SL § 6, stk. 1, litra e.

Advokaten har indledningsvis bemærket, at han er enig med myndighederne i, at udgiften såfremt denne anses for en renteudgift vil være omfattet af LL § 5, stk. 9.

Advokaten har i øvrigt til støtte for sin påstand bl.a. anført, at det betalte beløb på 165.490 kr. er fuldstændigt at sidestille med betaling af differencerente til et realkreditinstitut i forbindelse med førtidig indfrielse af et kreditforeningslån til kurs pari, jf. LV A.E.1.1.4 og UfR 1947.725 H, at lånevilkårets pkt. 4 c er identisk med reglerne om førtidig indfrielse af realkreditlån, hvorved er henvist til fremlagt kopi af "generelle regler" fra Nykredit af 28/5 1986, kopi af anonymiserede standardpantebreve fra Juristernes og Økonomernes Pensionskasse, kopi af tilsvarende standardtekst, der angiveligt skulle vedrøre lån hos PKA, at der er tale om et banklån, hvilket (normalt) ikke forbindes med kurstab eller -gevinst, at der for banken er tale om erstatning for mistet rente, at det skatteretligt derfor er utvivlsomt, at banken beskattes af en rentegevinst (ikke en kursgevinst) og allerede hensynet til symmetri i skattereglerne må føre til, at betalingen for debitor er en renteudgift, at summen af renter i låneperioden til og med det ved førtids indfrielsen betalte beløb reelt er bankens samlede pris for at have stillet lånekapitalen til rådighed i den pågældende periode, at det er uden betydning, hvad Den Danske Bank har anset udgiften for, idet vurderingen af udgiftens karakter af rente eller andet tilkommer skattemyndighederne og ikke banken.

Landsskatteretten skal udtale:

Landsskatteretten finder, at det beløb på 165.490,25 kr. som Den Danske Bank har beregnet sig i forbindelse med interessentskabets førtidige afvikling af det fastforrentede lån må anses at have karakter af en fradragsberettiget renteudgift, jf. LL § 5. Der er herved særligt henset til ordlyden af gældsbrevsaftalen pkt. 4.c., hvorefter beløbet udgør erstatning for det rentetab, banken lider ved førtidig indfrielse af lånet og til praksis, hvorefter differencerenter ved førtidig indfrielse af konvertible obligationer anses for renteudgifter, jf. LV 1994 A.E. 1.1.3...."

Ligeledes den 5. oktober 1999 afsagde Landsskatteretten en kendelse, hvorved Bs skattepligtige indkomst blev nedsat som følge af ændringen af ægtefællen As indkomst, idet de af Landsskatteretten godkendte renteudgifter - på grund af ægtefællens negative skattepligtige indkomst - kunne overføres til modregning hos B.

Standardvilkårene i gældsbrevet af 19. november 1991 indeholder - udover pkt. 4, som er citeret i Landsskatterettens kendelse - blandt andet følgende vilkår:

"1. Debitor er alene berettiget til at opsige og indfri lånet med 3 måneders varsel og mod dækning af bankens eventuelle tab ved førtidig indfrielse, jfr. pkt. 4. ..."

I gældsbrevets standardvilkår er der umiddelbart inden underskrift følgende tekst:

"Samtidig erklærer undertegnede debitor(er) at være indforstået med

- at lånet alene kan opsiges på særlige vilkår, jfr. almindelige bestemmelser pkt. 1.
- at der gælder særlige erstatningsregler ved førtidig indfrielse herunder misligholdelse, jfr. almindelige bestemmelser, pkt. 4.

....."

I skrivelse af 19. juni 1996 til interessentskabet har Den Danske Bank anført følgende om indfrielse af lånet:

"Førtidig indfrielse af fastrentelån nr . ......

...

Der er ...taget udgangspunkt i følgende:

Personlist indkomst

Klageren har i virksomhedsordningen fratrukket renteudgifter, der ikke er godkendt, jf. SL § 6 e



82.745 kr.

Restgæld
Udløbsdato Afdragsprofil Ydelse kr. Ydelsestermin

kr. 1.568.694,83
28/9-2001
annuitet
32.360,-
månedlig

Debetrente 10,95% pr.år
Restløbetid 5 år og 3 måneder
Renteterminer kvartalsvis
Næste rentetermin 28/6-1996
Næste gang 28/6-1996

...

Vi har således opgjort nutidsværdien af rentebetalingerne på lånet i restløbetiden til kr.

440.386,28. Ligeledes har vi opgjort nutidsværdien af rentebetalinger ved genplacering af restgælden ved en rente på 6,998% p.a. til kr. 275.138,10.

Bankens tab kan herefter opgøres til forskelsbeløbet: kr. 165.248,18.

 Lånet kan således indfries mod betaling af følgende ydelser:

Ovennævnte restgæld
Påløbne renter pr.

Kr.
Kr.

1.568.694,83
(beregnes endeligt pr. indfrielsesdagen)

Bankens tab ved førtidige indfrielse Restancer incl. renter til 25/6-1996

Kr.
Kr. Kr.

165.248.18
132.363,01
_________

Kontoudskriften af 9. december 1996, som er refereret i Landsskatterettens kendelse, indeholder følgende posteringer:

"Fastrentelån          
Bogført dato .... Rente dato  

Hævet

Indsat

Indestående+
Gæld          -
22.11 01.10 rente  

42.565,69

1.450.435,80-

02.12 30.11 overførsel fra  

32.360,00

1.418.075,80-

09.12 09.12 rentetab ved førtidig indfrielse

165.490,25-

 

1.583.566,05-

09.12 10.12 rente overført fra

73.184,76-

 

1.656.750,81-

09.12. 09.12 ....  

1.656.750,81

0,00"

På kontoudskriften er følgende tilføjet med håndskrift:

"Renter
29/03-96
28/06-96
30/09-96
22/11-96
  9/12-96


- 44.959,96
- 43.540,97
- 42.565,69
+ 42.565,69
- 73.184,76

161.685,69

Indberettet til T & S"

Det er under domsforhandlingen oplyst, at banken har indberettet de ovenfor anførte beløb til skattemyndighederne.

Under sagen er der fremlagt et eksempel på et "pensionskasselån" samt Nykredits generelle bestemmelser vedrørende obligationslån af 28. maj 1986. Lånedokumentet vedrørende "pensionskasselånet" indeholder bl.a. følgende vilkår:

"Opsigelse:

Pantebrevet indestår fra kreditors side uopsigeligt fra ejer til ejer indtil udløb.


Pantebrevet kan fra debitors side indfries helt eller delvis med tre måneders varsel til en termin, dog med respekt af pantebrevets særlige indfrielsesbestemmelser.

...


Særlige bestemmelser:



"Erlæggelse af ekstraordinære afdrag eller indfrielse af pantebrevet kan kun finde sted til en kurs beregnet på basis af samme effektive rente på indfrielsesdagen som renten på obligationer i Kreditforeningen Danmark 9% 22. serie 2006. Til den således beregnede kurs lægges 1 kurspoint..."

...


Ejerskifte og/eller ekstraordinære afdrag:


...Samtidig med betaling af ejerskifteafdrag eller ekstraordinære afdrag betales renter af afdraget fra sidste termin til betalingsdagen, dog med respekt af pantebrevets særlige indfrielsesbestemmelser."

Nykredits generelle bestemmelser indeholder følgende om obligationslån:

"1.1 Generelle regler

Opsigelse af obligationsrestgæld til kontant indfrielse til pari kan foretages for alle lån ydet på grundlag af konvertible obligationer.

Indekslån, afdragsfrie lån samt inkonvertible obligationslån kan ikke opsiges eller indfries kontant, idet disse obligationer er uopsigelige fra Nykredits side over for kreditor ....

...

2.1. STRAKS-OPSIGELSE
2.1.1 Generelt
Opsigelsestilbud kan rekvireres af debitor/formidler på alle konvertible lån til kontant indfrielse til pari i en kommende kreditortermin ...

...

Da indfrielsesbeløbet modtages straks, har Nykredit således beløbet til disposition i en periode, idet der først skal betales til obligationsejerne på de sædvanlige kreditorterminer. Nykredit kan placere dette beløb og modtage rente heraf. Denne forrentning kommer låntager til gode i form af en rentegodtgørelse.

Den forrentning, der skal ske over for obligationsejerne er dog højere end rentegodtgørelsen, og låntager betaler herefter forskellen mellem den nominelle obligationsrente og rentegodtgørelsen. Denne forskelsrente kaldes "opsigelsesrente".

Opsigelsesrenten er fradragsberettiget.

2.1.2 Beregning

Indfrielsesbeløbet opgøres til:

obligationsrestgælden pr. indfrielsesdagen til pari
+ delydelse til indfrielsesdagen
+ den nominelle obligationsrente fra indfrielsesdagen til opsigelsesterminen.
- rentegodtgørelse fra indfrielsesdagen til opsigelsesterminen.

Der tages ved disse beregninger højde for afdrag i en eventuelt mellemliggende kreditortermin.

..."

Parternes procedure

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at låneaftalen af 19. november 1991 på grund af de særlige indfrielsesvilkår er sammenlignelig med højtforrentede inkonvertible "pensionskasselån", hvor indfrielse kun kan ske mod betaling af overkurs til kreditor, og hvor overkursen ikke kan fradrages som en renteudgift. Den gældende praksis med fradragsret for differencerenter ved realkreditlån vedrører udelukkende konvertible obligationslån, der opsiges til den førstkommende termin - med indfrielse til kurs pari. Selvom banken ved beregningen af erstatningsbeløbet anvendte beregningsmodellen for konvertible obligationslån, kan de sagsøgte ikke påberåbe sig den tilknyttede praksis med fradragsret for differencerenter. Dette støttes endvidere af, at banken i et brev af 18. oktober 1996 har betegnet erstatningsbeløbet som en overkurs.

Overfor A og C har sagsøgeren nærmere gjort gældende, at der ikke er hjemmel til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, for erstatningsbeløbet på 82.745 kr., som de sagsøgte hver især har betalt til banken som et led i den førtidige indfrielse af interessentskabets lån. Hverken lovteksten i statsskatteloven eller forarbejderne hertil indeholder en nærmere definition af rentebegrebet, men i den skatteretlige teori er rentebegrebet defineret snævert som en periodisk ydelse, der er ydet som vederlag for rådigheden over et pengebeløb, og som er beregnet som en procentdel af den i perioden til enhver tid værende restgæld. Denne definition har støtte i retspraksis, idet Højesteret i afgørelsen af 29. april 1941 (Ugeskrift for Retsvæsen 1941, side 563) udtalte, at rentebegrebet må forstås i overensstemmelse med sædvanlig sprogbrug, således at en videregående fortolkning af udtrykket må forkastes. Efter den førtidige indfrielse bestod der ikke længere en aktuel gæld, hvorfor erstatningsbeløbet falder udenfor den skatteretlige definition af renter.

Betalingen af erstatningsbeløbet kan heller ikke henføres under den gældende praksis vedrørende differencerenter. Højesterets dom af 28. april 1947 (Ugeskrift for Retsvæsen 1947, side 725) vedrører en førtidig indfrielse af et konvertibelt kreditforeningslån med en renteberegning frem til den førstkommende termin. Afgørelsen tager ikke stilling til fradragsretten for kurstab ved indfrielse af inkonvertible lån. Praksis kan ikke udstrækkes til en situation som den foreliggende, hvor der på forhånd er aftalt en mulighed for førindfrielse af banklånet mod betaling af erstatning for bankens rentetab i hele den aftalte låneperiode og ikke blot frem til næste termin eller til udløbet af opsigelsesvarslet. Den snævre definition af rentebegrebet begrænser mulighederne for en analogislutning ud fra rentebegrebet eller den foreliggende praksis om fradrag for differencerenter, hvorfor det bestrides, at erstatningsbeløbet kan sidestilles med renter.

Overfor B har sagsøgeren nærmere gjort gældende, at hendes skatteansættelse skal forhøjes tilsvarende som følge af en nægtelse af ægtefællens fradragsret for erstatningsbeløbet.

De sagsøgte har bestridt, at låneaftalen af 19. november 1991 er sammenlignelig med et inkonvertibelt obligationslån, blandt andet fordi kreditforeningen ikke kan frigøre sig overfor sin kreditor, hvorfor lånet heller ikke kan indfries af kreditforeningens debitor. Låneaftalen indeholder endvidere kun vilkår om betaling af renter og ikke om betaling af overkurs.

Til støtte for frifindelsespåstanden har de sagsøgte principalt gjort gældende, at det betalte beløb til erstatning for bankens rentetab er en renteudgift - eller må sidestilles med en renteudgift - hvortil der er fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Den administrative fortolkning af rentebegrebet er meget snæver. Fortolkningen er underkendt af Højesteret ved afgørelserne af 28. april 1947 (Ugeskrift for Retsvæsen 1947, side 725) og 13. september 1950 (Ugeskrift for Retsvæsen 1950, side 867). Højesteret statuerede i sidstnævnte afgørelse, at vederlag for rentetab kunne sidestilles med renter, og der var således fradragsret for rentetabet, selvom der ikke var en aktuel gæld. Konsekvensen af denne dom er, at der stadig er et område for rentefradrag udenfor den snævre rentedefinition. Der kan endvidere ikke indfortolkes en tidsmæssig begrænsning i de to nævnte domme. Efter ordlyden af låneaftalens punkt 4.c. beregnes erstatningen for bankens rentetab som en rente af den til enhver tid værende restgæld. Erstatningsbeløbet for bankens rentetab omfattes derfor af definitionen af rentebegrebet, således som den må forstås efter Højesterets afgørelser.

Subsidiært har de sagsøgte gjort gældende, at beløbet skattemæssigt må sidestilles med differencerenter, selvom der beregnes renter over en længere periode end ved realkreditlånene, idet periodens længde er uden betydning, når blot forpligtelsen har hjemmel i låneaftalen, og er fastsat til det tidspunkt, hvor debitor tidligst kunne frigøre sig. Det må endvidere tillægges vægt, at banken og de sagsøgte - som er uafhængige parter - i låneaftalen har betegnet erstatningsbeløbet som en rente og beregnet beløbet som en differencerente. Banken har også i kontoudskriften af 9. december 1996 anført beløbet som erstatning for rentetab. Karakteren af låneaftalen ændres ikke ved, at en ikke juridisk medarbejder i banken tilfældigvis har anvendt ordet overkurs i et brev til de sagsøgte. Endelig er det gjort gældende, at hensynet til symmetrien i skattesystemet må føre til, at de sagsøgte har fradragsret for beløbet, idet banken beskattes af erstatningen for den mistede renteindtægt.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Landsdommerne Elisabeth Mejnerts og stig Glent-Madsen udtaler:

Indledningsvis bemærkes, at A og C i henhold til pkt. 1 i gældsbrevsvilkårene kunne opsige lånet med 3 måneders varsel mod betaling af blandt andet bankens rentetab. Gældsforholdet adskiller sig herved fra et inkonvertibelt obligationslån.

Af pkt. 4 i gældsbrevsvilkårene fremgår, at erstatningen for bankens eventuelle rentetab skulle beregnes således, at banken blev sikret samme afkast, som hvis lånet var fortsat uændret på de fastsatte vilkår til det aftalte indfrielsestidspunkt. Det fremgår endvidere, at banken ved opgørelsen kunne anvende den af banken på indfrielsestidspunktet fastsatte rente for tilsvarende udlån med fast rente.

Den erstatning, banken har beregnet, har således sikret banken et rentevederlag svarende til den rente, A og C skulle betale ved en almindelig periodemæssig afvikling af gældsforholdet.

Herefter, og da renteberegningen alene vedrører en afgrænset restløbetid, finder vi, at det beregnede beløb har karakter af en fradragsberettiget renteudgift jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, og vi stemmer derfor for at tage de sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Landsdommer Bente Thanning udtaler:

Ved afgørelsen af om det betalte erstatningsbeløb kan fradrages som en renteudgift, lægges det til grund, at der ikke bestod en aktuel gæld på det tidspunkt, hvor erstatningen beregnedes. Erstatningen kan derfor ikke karakteriseres som en renteudgift, således som det skatteretlige rentebegreb har været defineret gennem en årrække.

Erstatningen vedrører ikke bankens rentetab i opsigelsesperioden, men kun tabet ved genplacering af restgælden efter udløbet af opsigelsesvarslet i punkt 1 i gældsbrevsvilkårene. Den betalte erstatning kan derfor ikke sidestilles med differencerenter og den dertil knyttede praksis med fradragsret.

I henhold til gældsbrevets indfrielsesvilkår fastsættes erstatningens størrelse ud fra bankens muligheder for at genplacere restgælden. Kun hvis markedsrenten svarer til den aftalte rente i gældsbrevet, kan indfrielse ske alene med restgælden. Gældsbrevet er derfor sammenligneligt med et inkonvertibelt obligationslån. Selvom erstatningen i gældsbrevet betegnes som erstatning for rentetab og beregnes på grundlag af renteniveauet ved indfrielsen, kan erstatningen ikke sidestilles med en renteudgift.

De sagsøgte, A og C, kan således ikke med hjemmel i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, fradrage erstatningsbeløbet ved indkomstopgørelsen. Jeg stemmer derfor for at tage sagsøgerens påstande til følge.

Efter udfaldet af stemmeafgivningen tages de sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t :

De sagsøgte, A, C og B, frifindes.

Sagsøgeren, Skatteministeriet, skal i sagsomkostninger inden 14 dage betale 14.000 kr. til A og C samt 7.000 kr. til statskassen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter