Dato for udgivelse
26 Oct 2001 18:22
Dato for afsagt dom/kendelse
8. juni 2001
SKM-nummer
SKM2001.449.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-2059-98
Dokument type
Dom
Emneord
Driftsomkostninger, etablering, dagpenge
Resumé

Skatteyder nægtet fradag for driftsomkostninger, idet sagsøgeren fandtes ikke at have godtgjort at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i de pågældende indkomstår.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, litra a
Ligningsvejledningen E.A.2.1.2 og E.A.2.1.5


Parter

A
(Advokat Kim Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Jakob Krogsøe).

Afsagt af landsdommerne

C. Levy, Ulla Langholz og Stefan Reinel (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 9. juli 1998, har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 71.531 kr. Sagsøgeren har endvidere påstået sagsøgte tilpligtet at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 1994 nedsættes med 41.858 kr.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1993 og 1994 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Landsskatteretten afsagde den 10. marts 1998 sålydende kendelse:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsterne på følgende punkter:

1993

 

Personlig indkomst

 

Ikke godkendt fradrag for udgifter ved selvstændig virksomhed

71.531 kr.

   

1994

 

Personlig indkomst

 

Ikke godkendt fradrag for udgifter ved selvstændig virksomhed

41.858 kr.



Sagen har været forhandlet med klageren på Landsskatterettens kontor.

Af de bl.a. ved denne lejlighed tilvejebragte oplysninger fremgår, at klageren, der er bygningsingeniør, med startdato den 15. november 1990 hos ToldSkat fik registreret et enkeltmandsfirma under branchen rådgivende ingeniørvirksomhed inden for byggeri og anlægsarbejder.

For indkomståret 1991 har klageren selvangivet et underskud ved virksomheden på 699 kr. For indkomståret 1991 udviser et til selvangivelsen vedlagt regnskab et resultat på 16.587 kr. For indkomståret 1992 blev der selvangivet et underskud ved virksomheden på 34.906 kr., hvilket af de stedlige skattemyndigheder blev ansat til 199.989 kr.

For de påklagede år kan de selvangivne indkomster og virksomhedsresultater specificeres således:

 

1993      

1994      

Udgifter

71.531 kr.

41.858 kr.

Virksomhedsresultat

ekskl. renter

78.469 kr.

41.858 kr.

Renteindtægter

7.654 kr.

 

Løn

176.362 kr.

316.775 kr.

Dagpenge

40.800 kr.

 


Virksomhedens resultat for indkomståret 1993 blev herefter et underskud på 71.531 kr., medens underskuddet for 1994 udgjorde 41.858 kr. Udgifterne kan nærmere specificeres således:

1993    

 1994    

Fremmed assistance

4.846 kr.

7.127 kr.

Salgsudlæg (rejse og ophold)

10.590 kr.

11.624 kr.

Kørsel og transport

12.928 kr.

215 kr.

Fotokopieringsomkostninger

 

250 kr.

Telefon og telefax

16.540 kr.

21.435 kr.

Porto

520 kr.

158 kr.

Avishold

1.200 kr.

56 kr.

Edb-omkostninger

3.630 kr.

418 kr.

Kontorartikler

194 kr.

399 kr.

Regnskabs- og advokatbistand

4.000 kr.

 

Småinventar

6 000 kr.

 

Reparation inventar

 

176 kr.

Afskrivning driftsmidler

9.938 kr.

 

I alt

71.531 kr.

41.858 kr.



Der er ikke selvangivet resultat af virksomhed i 1995 og 1996, hvor klageren udelukkende har haft lønindkomst.

Skatteforvaltningen har anset klagerens selvstændige virksomhed for ophørt med udgangen af 1992, hvor han ifølge oplysninger fra Ingeniørernes Pensionskasse modtog arbejdsløshedsunderstøttelse.

Klageren har for Skatteankenævnet oplyst, at hans aktiviteter primært har drejet sig om at kæmpe for at kunne betale sine udgifter, hvilket var forbundet med visse problemer. Han havde i øvrigt en aftale med Arbejdsløshedskassen om, at kunne udføre begrænsede aktiviteter.

Aktiviteterne omfattede bl.a.:

-

en rådgivningsopgave for CSCS A/S om, at finde erhvervsfaciliteter og finansiering til et miljøprodukt i Danmark. Aftalen var en "no cure no pay" aftale. Der blev indgået en finansieringsaftale og en aftale om køb af fast ejendom i Y1-by af DE A/S. Desværre blev finansieringsaftalen misligholdt af finansieringsselskabet, og der blev ikke fundet en alternativ løsning.

   

-

en rådgivningsopgave, som omhandlede koordinering af danske håndværks- og entreprenørfirmaers tilbudsgivning på opgaver i Tyskland, hvortil han skulle være entrepriseleder og koordinator. Hvert firma afholdt sine egne omkostninger. Der blev givet tilbud på ca. 6 store opgaver med negativt resultat, hvorefter han trak sig ud af projektet.



Ovennævnte opgaver overlappede i øvrigt ikke de par måneder han var arbejdsløs i 1993.

Salgsomkostningerne var store, men det var mulighederne for en fremtidig beskæftigelse og indtjening også. Havde der været tale om et firma, der også havde en omsætning ved andre opgaver, ville salgsomkostningerne lovligt have kunnet indgå i regnskabet. Men den havde ikke været så synlig og ville sandsynligvis af den grund ikke have været genstand for spørgsmål fra myndighedernes side.

Skatteankenævnet finder imidlertid, at der har været tale om udgifter vedrørende etablering af ny virksomhed og tilvejebringelsen af et nyt indkomstgrundlag. Der er herved lagt vægt på, at der ikke forekommer nogen driftsindtægter og at salgsomkostningerne er afholdt med henblik på fremtidig beskæftigelse og indtjening, jf. ligningsvejledningen 1993, afsnit E. A. 2.1.5. Klagerens indkomster er herefter forhøjede med 71.531 kr. og 41.858 kr., jf. statsskattelovens § 6, litra a.

For Landsskatteretten har klageren oplyst, at han oprindeligt var ansat hos et dansk byggefirma. Dette måtte imidlertid lukke, og han søgte derfor et nyt job. Han fik i den forbindelse kontakt med et svensk byggefirma, som dog ikke ønskede, at have ham tilknyttet som egentlig ansat, men som godt ville bruge ham på konsulentbasis. Han var for så vidt ikke særligt interesseret i kun at blive tilknyttet på konsulentbasis, men omstændighederne tvang ham hertil. Derfor oprettede han sit eget firma og han arbejdede i det hver dag.

På et tidspunkt devaluerede Sverige sin valuta, og renten på visse typer lån steg til 500%, medens andre typer lån blev opsagt. Dette gjorde det umuligt for det svenske byggefirma, at gennemføre sine kontrakter. Han selv fik også en del udeståender med byggefirmaet, men Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse hæftede sig ikke så meget ved, om han var ansat eller selvstændig. Kassen krævede blot, at han skulle skrive ned i sit dagpengekort, hvilket arbejde han udførte for firmaet. Firmaet blev drevet fra hjemmet.

Udgifterne i årene 1993 - 1994 skyldtes, at han bl.a. skulle foretage en afslutning på det, som var i gang. Der blev brugt megen energi herpå, og det medførte megen rejseaktivitet. Efter at han ophørte med at få arbejdsløshedsunderstøttelse, vendte han tilbage til sit firma igen, og han fik også ansættelse i et job ved siden af.

Myndighedernes eneste argument for at nægte ham fradragene i de påklagede år er, at han modtog arbejdsløshedsunderstøttelse. Dette argument har dog efter klagerens opfattelse ingen betydning. Man kan således ikke påstå at en virksomhed automatisk lukker, blot fordi der hæves lidt i arbejdsløshedsunderstøttelse. Den tid han brugte på sit firma, blev skrevet ned på sedlerne til Arbejdsløshedskassen. Der står også, hvem han har snakket med og formålet med turen. Han har også kun boet på vandrehjem. Han har således brugt penge på virksomheden, og der har ikke været nogen fornøjelse forbundet med udgifterne. Han har også lavet momsangivelser undervejs.

Han holdt firmaet i gang i de påklagede år for at sikre sit eksistensgrundlag. Han havde kontakter til nogle tyske og jyske firmaer. Han har midlertidigt lukket firmaet i 1995 og 1996, men har stadig virksomheden.

Landsskatteretten bemærker, at ifølge ordlyden og formålet med bestemmelsen i statsskattelovens § 6, litra a, er det en almindelig forudsætning for, at en given udgift kan have karakter af en fradragsberettiget driftsomkostning, at den skal være relateret til en igangværende virksomhed. Udgifter, der afholdes før virksomheden kommer i gang, må som udgangspunkt anses for etableringsudgifter, der ikke er fradragsberettigede. Endvidere må udgifter, der afholdes efter virksomhedens ophør, som udgangspunkt holdes ude fra driftsomkostningsbegrebet. Endelig har de udgifter, der er forbundet med etablering af en ny indtægtskilde, ikke den fornødne tilknytning til en virksomheds drift.

Retten er for så vidt enig med klageren i, at det forhold at han i nogle få måneder har oppebåret arbejdsløshedsunderstøttelse, ikke kan tillægges selvstændig betydning ved bedømmelsen af, om udgifterne har været afholdt i relation til en igangværende virksomhed.

Når imidlertid henses til klagerens oplysning om, at han har afviklet nogle opgaver, som der ikke har været forbundet med indtægter, at han forgæves har ledt efter nye indtægtskilder for virksomheden, og at denne midlertidigt har været lukket i 1995 og 1996, kan retten efter en samlet bedømmelse herefter tilslutte sig myndighedernes synspunkter og begrundelser, hvorefter der ikke ved indkomstopgørelserne er indrømmet fradrag for udgifterne som driftsomkostninger. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

Herefter bestemmes:

   

1993

   

Personlig indkomst

   

Ikke godkendt fradag for udgifter
ved selvstændig virksomhed


71.531 kr.


  Stadfæstes.

     

1994

   

Personlig indkomst

   

Ikke godkendt fradrag for udgifter
ved selvstændig virksomhed


41.858 kr.


   Stadfæstes.



..."

Den 28. august 1992 afgav sagsøgeren ledighedserklæring til Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse.

Ved skrivelse af 14. december 1992 meddelte sagsøgeren endvidere Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse:

"...

Med henvisning til telefonsamtale d.d. vedr. min dagpengeret, skal jeg hermed erklære, at jeg i den enkeltstående fuldtidsopgave, jeg ifølge aftale med IAK har haft for en svensk kunde i 1992, har et udækket tilgodehavende jeg søger inddrevet via min advokat. Ud over at afvente denne afslutning, er der ingen aktiviteter i firmaet. Afmelding til toldvæsenet vil ske når afslutning foreligger.

Ovenstående erklæring er afgivet som en tro og love erklæring.

..."

Sagsøgeren modtog herefter arbejdsløshedsunderstøttelse frem til den 13. april 1993.

I årsregnskaberne for 1993 og 1994 har sagsøgeren anført omsætningen til "0".

Forklaringer

Sagsøgeren har for Landsretten supplerende forklaret, at han er uddannet som bygningsingeniør. Han har særlig erfaring i konstruktion af lette facadedele. Sagsøgeren var i 1983 medstifter af H A/S og virksomhedens administrerende direktør. H blev solgt til svenske entreprenører i slutningen af 1980'erne, hvorefter han blev ansat som projektentreprisechef i F1 A/S. Mens han arbejdede for F1 A/S havde han samtidig sin egen virksomhed. I denne virksomhed var hovedaktiviteten i 1990-92 en svensk entreprise, men sagsøgeren havde også andre mindre opgaver. Konjunkturerne blev efterhånden dårligere, F1 A/S blev lukket, og det svenske projekt kollapsede. Sagsøgeren fik ikke alle sine honorartilgodehavender vedrørende det svenske projekt. Hans resttilgodehavende er anmeldt i det svenske konkursbo. Kontrakten vedrørende det svenske projekt er ikke fremlagt, da denne beror hos skattevæsenet i Y2-by.

I samarbejde med to andre ingeniørfirmaer grundlagde sagsøgeren H2, som skulle markedsføre de tre ingeniørfirmaers ydelser i Tyskland. Samarbejdet skulle have været etableret som Amba, men stiftelsen af dette blev aldrig formaliseret, og det endte med, at de tre ingeniører alligevel arbejdede hver for sig. Skønsmæssigt 10-15 % af fradragene vedrører etableringen af samarbejdet i H2. Resten af fradragene vedrører afviklingen af det svenske projekt. Han investerede i disse afviklingsopgaver for at "få sine penge hjem". Der var bl.a. problemer med en garantistillelse. Han investerede også en del tid i at udarbejde tilbud på andre entrepriser, men har destrueret disse dokumenter, idet han ikke fik opgaven. Han havde ikke mulighed for at håndtere et større arkiv til opbevaring af tilbud m.v. Sagsøgeren valgte at ophøre med sin virksomhed i 1995 p.g.a. problemerne med skattevæsenet. Virksomheden er stadig registreret, men ikke aktiv.

Sagsøgeren har endvidere forklaret, at det er korrekt, at han den 14. december 1992 skrev til Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse, at der ikke mere var aktiviteter i firmaet. Baggrunden var, at A-kassen havde krævet en sådan erklæring som forudsætning for dagpengeudbetaling. Han kontaktede senere A-kassen for at få oplyst, om det kunne være rigtigt, at man krævede en sådan erklæring. A-kassen oplyste da, at der var tale om en fejl. Skrivelsen fik således ingen effekt. Når sagsøgeren på de fremlagte dagpengekort til A-kassen har anført, at han ikke har haft selvstændig virksomhed, er dette korrekt for de pågældende perioder. Der findes dagpengekort for andre perioder, hvor han har påført omfanget af det selvstændige arbejde. Efter den 1. marts 1993 brugte han skønsmæssigt 10-15 timer pr. uge i virksomheden.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende,

at

sagsøger efter Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a er berettiget til at fradrage de afholdte driftsomkostninger, idet disse er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten,

at

driftsomkostningerne relaterer sig til sagsøgers selvstændige virksomheds eksisterende rammer,

at

driftsomkostningerne ikke har haft til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, og

at

sagsøgers virksomhed ikke er ophørt ved udgangen af indkomståret 1992.


Sagsøgeren har endvidere henvist til, at det ikke er nogen forudsætning for at opnå fradrag, at virksomheden giver overskud. Det er endvidere efter dagpengereglerne tilladt at modtage dagpenge og samtidig udføre selvstændigt arbejde.

Sagsøgte har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at de omhandlede udgifter ikke er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde sagsøgerens indkomst, men at der derimod er tale om udgifter til etablering. Sagsøgerens virksomhed ophørte ultimo 1992, og han drev ikke i 1953 og 1994 erhvervsmæssig virksomhed. Sagsøgeren er således ikke berettiget til fradrag for driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a, jf. stk. 2. Det gøres den anledning gældende,

at

der i de omhandlede indkomstår ikke har været nogen indtægter i "virksomheden",

at

sagsøgeren den 28. august 1992 afgav ledighedserklæring til arbejdsløshedskassen

at

sagsøgeren den 14. december 1992 overfor arbejdsløshedskassen erklærede, at der bortset fra inddrivelsen af et udækket tilgodehavende ikke var nogen aktivitet i virksomheden, og

at

det af sagsøgerens dagpengekort for perioden 12. december 1992 til 21. februar 1993 fremgår, at sagsøgeren ikke har haft arbejdstimer hverken som lønmodtager eller i selvstændig virksomhed.


Det er endvidere gjort gældende, at det må tillægges processuel skadevirkning for sagsøgeren, at han på trods gentagne opfordringer ikke har oplyst og dokumenteret, hvilke påstande igangværende arbejder, der var uafsluttede ved udgangen af indkomståret 1992, for hvem dette arbejde skulle være udført, hvornår arbejdet skulle være afsluttet, og hvornår honorar måtte være modtaget. Sagsøgeren har endvidere ikke trods gentagne opfordringer oplyst og dokumenteret, hvilke konkrete og på daværende tidspunkt aktuelle arbejdsopgaver de i indkomståret 1993 og 1994 afholdte omkostninger har relateret sig til, ligesom sagsøgeren ikke har redegjort for og dokumenteret, hvilke af de afholdte udgifter, der har relateret sig til samarbejdet H2, og hvad udgifterne er medgået til.

Sagsøgte har sammenfattende gjort gældende, at sagsøger ikke har løftet sin bevisbyrde for, at han har ret til fradrag for driftsomkostninger.

Landsretten skal udtale

Landsretten lægger til grund, at sagsøgeren indtil udgangen af 1992 drev selvstændig virksomhed. Landsretten lægger endvidere til grund, at sagsøgeren i december 1992 meddelte arbejdsløshedskassen, at der ikke mere var nogen aktivitet i virksomheden, samt at sagsøgeren ikke i virksomhedsregnskaberne for 1993 og 1994 har angivet nogen omsætning for de pågældende år ligesom han ikke mere konkret har dokumenteret, hvilke arbejdsopgaver udgifterne har relateret sig til. Sagsøgeren herefter ikke ved de i øvrigt fremkomne oplysninger løftet bevisbyrden for, at han har drevet virksomhed i indkomstårene 1993 og 1994. Sagsøgeren har derfor ikke fradragsret for driftsomkostninger, der vedrører de pågældende år, hvorfor sagsøgte vil være at frifinde.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, betaler inden 14 dage 11.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter