Dato for udgivelse
23 Oct 2001 09:01
Dato for afsagt dom/kendelse
21. maj 2001
SKM-nummer
SKM2001.437.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, B-1702-98
Dokument type
Dom
Emneord
Ejendomsvurdering, grundværdiansættelse, etagebyggeri, etagearealprincippet, ubebygget areal, vejareal
Resumé

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et nærmere angivet ubebygget areal, herunder et vejareal, skulle indgå i beregningsgrundlaget for grundværdifastsættelsen efter etagearealprincippet. Landsretten fandt, at en på ejendommen tinglyst deklaration ikke bindende udlagde det pågældende areal til vejformål. Det var derfor med rette, at arealet indgik i beregningsgrundlaget.

Reference(r)

Vurderingsloven § 13 
Vurderingsloven § 16

Redaktionelle noter

Dommen er anket til Højesteret - Sagen er efterfølgende hævet.


Parter:
Andelsboligforeningen Amagerbo v/ JF
(Advokat Jesper Bang)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Benedicte Galbo).

Afsagt af landsdommerne:
M. Levy, Karsten Bo Knudsen og Sanne Kolmos).

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et nærmere angivet ubebygget areal, herunder vejareal, skal indgå i grundlaget for grundværdifastsættelsen efter det såkaldte etagearealprincip i henhold til lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Påstande:

Under sagen, der er anlagt den 27. maj 1998, har sagsøgeren, Andelsboligforeningen Amagerbo v/JF, principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at Vurderingsrådet ved fastsættelse af 20. alm. vurdering for ejendommen matr. nr. 1737 m.fl. Sundbyvester med urette har medtaget et areal, stort 3.345 m2, omfattet af en den 27. september 1926 tinglyst deklaration i vurderingsgrundlaget. Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand som principalt påstået, dog således at alene den del af deklarationsarealet, der udgør vejareal, stort 1.500 m2, skal udgå af vurderingsgrundlaget.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning.

Sagens omstændigheder:

Den sagsøgende andelsboligforenings bygning er i 1925-26 opført på matrikelnumrene 1737, 1739, 1740, 1741, 1742 og 1743 Sundbyvester, beliggende Østerdalsgade 7-11, Glommensgade 11-21, Peder Lykkes Vej 60-64 og Dalføret 2-18, 2300 København S. Matriklerne er samnoteret og udgør en samlet fast ejendom på godt 12.000 m2. Bygningen er i 5 etager med i alt 208 lejligheder.

Ved deklaration af 4. september 1925 tinglyst på ejendommen den 7. september 1925 blev nogle nærmere angivne arealer udlagt til gade. Arealerne omfattede bl.a. Glommensgade og halvdelen af henholdsvis Peder Lykkes Vej og Østerdalsgade ud for sagsøgerens ejendom. I deklarationen var videre fastsat følgende:

" ......

De nævnte Arealer, der ikke, saalænge de henligger som Gade, kan afspærres for den almindelige Færdsel uden Københavns Magistrats Samtykke, kan Magistraten derhos med kommunalbestyrelsens Samtykke, naar som helst den ønsker det, overtage helt eller delvis med de deri værende Materialier og Ledninger som offentlig Gade, uden at give noget varsel eller nogen Tilsigelse, uden at yde noget Vederlag for Arealerne, Materialierne eller Ledningerne, og uden at vedkommende Ejere derved fritages for nogen af de dem som Ejere af de paagældende Ejendomme efter den til enhver Tid gældende Lovgivning paahvilende Byrder .

...... "

Af skrivelse af 2. oktober 1925 fra arkitekterne Kay Fisker og S. C. Larsen til Københavns Bygningskommission fremgår bl.a., at bygningen på den omhandlede ejendom er halvdelen af et samlet bygningskompleks, der omslutter et ejendommen tilhørende anlæg, og at der til et bebygget areal på 3.210 m2 svarer et ubebygget areal af ca. 5.580 m2, excl. arealer, der afgives til veje og et bag nu Glommensgade liggende areal, der afgives til kommunen. Af det ubebyggede areal på 5.580 m2 ville ca. 1.400 m2 blive udlagt som beplantet anlæg.

Den 27. september 1926 blev følgende deklaration af 23. september 1926 tinglyst på ejendommen, hvorved bemærkes, at Walesgade i dag hedder Glommensgade og Hans Backers Alle hedder Østerdalsgade:

"......

Undertegnede Ejer ...... erklærer herved for mig og efterfølgende Ejere af ovennævnte Matr. Nrr. og Parceller, der udskilles herfra, at vi saalænge Fritagelse for Hegning indrømmes, er forpligtet til at anlægge, vedligeholde og renholde samt belyse de Arealer af Ejendommene, der ligger mellem Bygningen og Gadelinien mod Walesgade samt det Øst for Bygningen som Plads anlagte uindhegnede Areal mellem Peder Lykkesvej og Hans Backers Alle, paa den Maade Magistraten til enhver Tid maatte forlange, saaledes at Stadsingeniørnes Direktorat, saafremt Arealerne efter Direktoratets Skøn ikke anlægges, vedligeholdes, renholdes og belyses paa tilfredsstillende Maade, er berettiget til naarsomhelst uden forudgaaende Varsel at foretage disse Arbejder for Ejendommenes Ejeres Regning, eller kræve Hegn anbragt i Overensstemmelse med Bygningslovens Bestemmelser.

......"

Det ubebyggede areal, herunder vejarealet, mellem bygningen og gadelinien mod henholdsvis Peder Lykkes Vej og Østerdalsgade er i dag benævnt Dalføret.

Den 13. januar 1969 tinglystes skøde til den sagsøgende andelsboligforening.

Ved 19. almindelige vurdering pr. 1. januar 1992 blev ejendommens grundværdi vurderet til 6.975.700 kr. Af specifikationen fremgår, at 5.765 m2 blev ansat til 1.210 kr. pr. m2, i alt . 6.975.650 kr., 3.024 m2 indgik som vejareal med 0 kr. og 3.345 m2 som vejareal med 0 kr. Der er enighed om,.at arealet på 3.024 m2 vedrører matr. nr. 1737, gadearealet Glommensgade, og at arealet på 3.345 m2 vedrører en del af matr. nr. 1739 og en del af matr. nr. 1740 omfattet af deklarationen fra 1926 (Dalføret). I vurderingsskrivelsen var videre anført bl.a. følgende oversigt:

"......

1737
1739
1740
1741
1742
1743

3.226 KVM, HERAF VEJ
2.332 KVM
2.800 KVM
1.072 KVM
1.664 KVM
1.040 KVM

3024 KVM

I ALT

12.134 KVM, HERAF VEJ

3024 KVM

......"

Ved 20. almindelige vurdering pr. 1. januar 1996 blev ejendommens grundværdi forhøjet til 12.027.800 kr. Grundværdien specificeredes således:

......"

 

Vurderet areal 12136 m2, heraf vej3024 m2
Max bebyggelsesprocent110%
Max till. etageareal 9112 m2 x110%10023 m2
Områdepris pr. m2 tilladt etageareal1200 kr.
Etagearealværdi9112 m2 á

1200 kr./m2 x 110%

12.027.840 kr.
Vej3024 m2 á

0 kr.   

0 kr.

Grundværdi ialt12.027.840 kr.
Grundværdi afrundet12.027.800 kr.

Som det fremgår, blev matr. nr. 1737's vejareal på 3.024 m2 fortsat vurderet til 0 kr., medens vejarealet m.v. på 3.345 m2 i Dalføret som noget nyt indgik i vurderingsgrundlaget på i alt 9.112 m2.

Sagsøgeren indbragte ansættelsen ved 20. almindelige vurdering for Skyldrådet for København og Frederiksberg, som ved skrivelse af 22. april 1997 stadfæstede ansættelsen. Af afgørelsen fremgik, at de i klagen nævnte 3.345 m2. ikke er et vejareal, men et deklarationsareal, som skal medtages ved grundværdiberegningen, hvilket fejlagtigt ikke var sket tidligere. I et tillæg til sagsfremstillingen var anført:

"......

F.s.v. angår deklarationsareal, så er der tale om et areal, kommunen har forbeholdt sig til evt. senere vejudvidelser og lign., men som udgør en del af den egentlige grund. Tinglysning af sådanne deklarationsarealer, i tingbogen betegnet som vej, er i stort omfang sket i Københavnsområdet. Kommunens overtagelse af disse arealer er en sjældenhed - og det er derfor fast praksis for, at vurdere arealerne som den øvrige del af grunden.

De nævnte 3.345 m2 er det areal, der er placeret, mellem bygningerne i karréen - dette areal indgår som en del af grunden og skal således samvurderes med denne.

......"

Sagsøgeren indbragte herefter sagen for Landsskatteretten, som i en kendelse af 6. februar 1998 stadfæstede grundværdiansættelsen på 12.027.800 kr. I kendelsen var bl.a. anført følgende.

"......

Ved grundværdiansættelsen har skyldrådet taget udgangspunkt i en etagemeterpris på 1.200 kr. pr. m2 tilladt etageareal, der med den maksimalt tilladte bebyggelsesprocent på 110 svarer til 1.320 kr. pr. m2 grundareal, og der er regnet med et grundareal på 9.112 m2, ekskl. tinglyst vejareal 3.024 m2.

......

Til støtte for påstanden er bl.a. henvist til, at grundværdien ved alle tidligere vurderinger forud for 20. alm. vurdering er beregnet af 5.765 m2, og ændringen af beregningsarealet har bevirket, at grundværdien er steget med 81 %, hvor den normale stigning i København har været 14,8 %.

Endvidere er anført, at deklarationsarealet er en del af arealet i Dalføret, nemlig det ubebyggede areal fra matrikelgrænsen og ind til ejendommen. 1.100 m2 af dette areal benyttes rent faktisk til vej, idet Dalføret, der ikke blot er en intern vej, men en almindelig vej, er beliggende på en del af arealet.

Det fremgår af de under sagens behandling tilveje bragte oplysninger, at den i 1926 tinglyste deklaration, der er lyst på alle 6 matrikler, som ejendommen består af, ikke nævner størrelsen af deklarationsarealet, men alene fastslår en forpligtelse til at anlægge, vedligeholde og renholde samt belyse bl.a. det øst for bygningen beliggende, som plads anlagte uindhegnede areal mellem Peder Lykkes Vej og Hans Backers Alle, på den måde Magistraten til enhver tid måtte forlange.

Landsskatteretten har under sagens behandling ind hentet udtalelse fra Københavns Kommunes Bygge- og Boligdirektorat, hvori det bl.a. anføres:

"Til spørgsmålet vedrørende tinglyst deklaration om vejareal på matr. nr.ne 1739 og 1740 ibid. kan oplyses:

I Deklaration, lyst 7. september 1925 ... er ikke mere aktuel, idet de pågældende udlæg for længst er anlagt som vej, og fraskrevet matriklerne 1739 - 1743 ibid, jf. den herfra med grøn farve angivne skelføring på den deklarationen tilhørende plan.

Grundene er i øvrigt pålagt servitut, ved deklaration, lyst 19. april 1926 ... .

Der foreligger ikke anden fysisk planlægning end kommuneplanen."

Endvidere er det efterfølgende telefonisk over for retten bekræftet, at ved beregning af tilladt etageareal vil i beregningsarealet indgå hele matr. nr. 1739 og 1740, hvor Dalføret er beliggende, idet alene det matrikulerede vejareal på matr. nr. 1737 fragår i ejendommens samlede areal ved beregningen.

Sagen har den 8. oktober 1997 været forhandlet med boligforeningens repræsentant på Landsskatterettens kontor, hvorefter der er nedlagt påstand om nedsættelse af grundværdien til 10.047.840 kr.

Det er herved nærmere anført:

"Grundværdien er 1.200 pr. m2 tilladt etageareal. Bebyggelsesprocenten er 110, jf. Magistratens 4. afdelings skrivelse af 27. oktober 1997. Med et grundareal excl. vej er det maksimalt tilladte etageareal 9.112 x 110, eller 10.023 m2. Rent faktisk er ejendommens etageareal 16.051 m2, jf. vedlagte kopi af BBR-ejermeddelelsen.

Såfremt man antager, at der er yderligere 1.500 m2 vej, er grundarealet excl. vej 7.612 m2 x 110, hvilket giver et tillagt max etageareal på 8.373 m2, hvilket stadig er langt under det faktiske etageareal i ejendommen.

Det er min opfattelse, at så længe det rent faktiske etageareal ligger over det max tilladte etageareal, sker der ingen regulering af grundværdien, idet denne i så fald stadig er de 1.320 pr. m2. Ændring i grundværdien kan kun forekomme, såfremt det rent faktiske etageareal er mindre end det maksimalt tilladte etageareal, hvilket ikke er tilfældet i den konkrete sag.

Jeg må derfor fastholde, at der er tale om et egentligt vejareal på yderligere 1.500 m2, som skal fragå som egentligt vejareal ved beregning af grundværdien. Såfremt Landsskatteretten er enig, at der er tale om et egentligt vejareal, må konsekvensen være, at grundværdien nedsættes med 1.500 x 1.320, eller med kr. 1.980.000 til kr. 10.047.840.
....
Til støtte for, at der er tale om et egentligt vejareal, uanset at der mangler deklaration herom, kan anføres, at der rent faktisk er tale om en vej, der ikke kun er til privat brug. Vejen er en gennemkørselsvej fra Peder Lykkes Vej til Østerdalsgade."

Landsskatteretten bemærker, at grundværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 13, stk. 1, udgør grundens handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggendhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse. Ved ansættelsen skal der tages hensyn til de til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter.

Ifølge § 16 skal grundværdien ansættes til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages til såvel ejendommens form og størrelse samt til udstyknings- og omlægningsmuligheder.

Landsskatteretten er af den opfattelse, at bestemmelserne i vurderingslovens § 13 om ansættelse af grundværdien under hensyn til en i økonomisk henseende god anvendelse af grunden i ubebygget stand må forstås som den bedste anvendelse ved salg i det åbne marked til en fornuftig køber, hvori indgår hensyn til grundens beliggenhed, form og udnyttelsesmulighed i forhold til de gældende planlægningsbestemmelser.

Endvidere bemærkes, at vurderingen i overensstemmelse med principperne i vurderingslovens § 1 ikke er foretaget med udgangspunkt i en tidligere vurdering, men efter en fornyet undersøgelse og selvstændig bedømmelse til opfyldelse af vurderingslovens forskrift om ansættelse af grundens værdi i handel og vandel på urderingstidspunktet.

For så vidt angår grundlaget for beregning af det i maksimalt tilladte etageareal bemærkes, at ved bebyggelsesprocenten forstås ifølge Byggelovens § 6 B, stk. 2 etagearealets procentvise andel af grundstykkets areal.

Ifølge bygningsreglementet BR 95-kap. 2 pkt. 2.2.2. omfatter grundstykket det areal for en samlet fast ejendom, der er angivet i matriklen.

Da vejarealet til Dalføret ikke er matrikuleret som vejareal og derfor indgår i beregningen af det maksimalt tilladte etageareal ved den tilladte bebyggelsesprocent, finder Landsskatteretten, at det er med rette, at der ved ansættelsen af grundværdien er taget udgangspunkt i, at der på ejendommen maksimalt må opføres 10.023,2 etagemeter, svarende til en bebyggelsesprocent på 110 i forhold til 9.112 m2.

Uanset der er tale om et vejareal, der efter det oplyste anvendes af andre end ejendommens beboere, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at ændre grundværdispecifikationen, da vejarealet ikke er selvstændigt matrikuleret som privat fællesvej, jf. bestemmelserne i § 5 i bekendtgørelse til udstykningsloven om matrikulære arbejder, (bek. 1996-11-14 nr. 964) .

Den påklagede ansættelse af grundværdien vil derfor være at stadfæste.
....."
I en svarskrivelse af 15. december 1998 til sagsøgerens advokat vedrørende betydningen af deklarationen fra 1926 anførte Københavns Kommune, Bygge- og Teknikforvaltningen, Teknisk Direktorat, bl.a. følgende:

"......

Vejafdelingen har den opfattelse, at deklarationen i dag er betydningsløs og som sådan kan aflyses. Dels fordi kravet om anlæg og belysning er opfyldt, og dels fordi den nugældende lov om private fællesveje, § 13 stk. 6 ... indeholder samme hjemmel til krav om istandsættelse og vedligeholdelse.

Som tidligere oplyst er Dalføret en "intern boligvej", men da den benyttes af ejendommene matr. nr. 1824, 1849, 1739 og 1740 Sundbyvester i fællesskab, burde den være en udlagt privat fællesvej. En ændret status af vejen forudsætter imidlertid, at der - ved tinglyst deklaration efter Vejafdelingens formular - udlægges areal til en privat fællesvej efter § 23, stk. 1 over førnævnte ejendomme.

Opmærksomheden skal dog henledes på det faktum, at udlagte arealer fortsat skal medregnes som grundareal når der fastsættes bebyggelsesprocenter.

Hvis der er interesse for at udlægge Dalføret til privat fællesvej, skal en eventuel ansøgning herom være bilagt skriftlig accept fra de berørte ejendomme. I givet fald vil den opsatte skiltning i begge ender af vejen med angivelse af privat område m.v., ikke kunne forventes opretholdt, da private fællesveje skal være offentlig tilgængelige.

......"

Parterne er enige om, at grundværdiansættelsen skal ske på grundlag af en etagemeterpris på 1.200 kr. pr. m2 tilladt etageareal og en maksimalt tilladt bebyggelsesprocent på 110. Parterne er endvidere enige om, at vurderingen skal foretages efter det såkaldte etagearealprincip, men uenige om, hvorvidt det omhandlede areal i Dalføret skal indgå i vurderingsgrundlaget. Der er endelig enighed om, at vejarealer, herunder arealer, som anvendes til private veje eller private fællesveje, efter fast praksis vurderes til 0 kr. /m2, hvilket ifølge sagsøgte imidlertid er uden betydning for denne sag, idet grundværdien for ejendomme, som er beliggende i boligområder, fastsættes efter etagearealprincippet.

Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.

Procedure:

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande anført følgende, jf. påstandsdokument af 15. februar 2001 som revideret under domsforhandlingen:

  1. Den faktiske retlige råden over det deklarationsbelagte areal er begrænset på en sådan måde, at arealet ikke kan antages at have værdi for ejendommens ejer.
  2. Rådighedsbegrænsningen vedrørende det omstridte deklarationsareal svarer helt til rådighedsbegrænsningen vedrørende det på matr. nr. 1737 beliggende vejareal og bør derfor ikke behandles anderledes i vurderingsmæssig henseende.
  3. Vejen Dalføret har karakter af en privat fællesvej. Sagsøgte har anerkendt, at private fællesveje efter fast praksis værdiansættes til 0 kr. Herefter må vejen i lighed med private fællesveje i almindelighed værdiansættes til 0 kr.
  4. Det omstridte areal har gennem tiderne været værdiansat til 0 kr. Den ny værdiansættelse skyldes ikke ny praksis eller et andet nyt regelgrundlag, men angiveligt alene at arealet - efter sagsøgtes opfattelse fejlagtigt - tidligere er værdiansat til 0 kr. som vejareal. Efter sagsøgerens opfattelse er sagsøgte herefter afskåret fra at ændre det princip, der herefter har været lagt til grund i retsforholdet mellem sagsøgeren og sagsøgte.
  5. Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at det anerkendes, at deklarationsarealet skal udgå af vurderingsgrundlaget, men kun for den del, der faktisk er henlagt til vejen Dalføret, der af sagsøgeren er opmålt til 1.500 m2, hvilken måling ikke er bestridt af sagsøgte.

Sagsøgte har til støtte for sine påstande anført følgende, jf. påstandsdokument af 21. februar 2001:

Ved 20. almindelige vurdering pr. 1. januar 1996 lagdes det for grundværdiansættelsen til grund, at grunden udgjorde 12.136 m2, hvoraf 3.024 m2 var vej. Det 3.024 m2 store vejareal var det areal, som var omfattet af den i 1925 på ejendommen tinglyste deklaration, hvorefter arealet udlagdes til gade. Det fremgår af Københavns Kommunes skrivelse af 27. oktober 1997, at dette areal "for længst er anlagt som vej og fraskrevet matriklen". Dette areal er derfor med rette ikke indgået i grundlaget for beregningen af, hvor mange etagemeter ejendommen i ubebygget stand ville kunne bebygges med. Ved denne beregning er derimod indgået det areal på 3.345 m2, som var omfattet af den på ejendommen i 1926 tinglyste deklaration om pligt til hegning, vedligeholdelse og belysning. 1.500 m2 af det af denne deklaration omfattede areal anvendes som "intern vej", og ville, hvis ejendommens ejere anmoder herom, og deklaration herom tinglyses på ejendommen, ifølge Københavns Kommunes skrivelse af 15. december 1998 kunne udlægges som privat fællesvej. Dette var imidlertid ikke sket hverken på vurderingstidspunktet den 1. januar 1996, eller da Landsskatteretten traf afgørelse i sagen den 6. februar 1998. Ansættelse af grundværdi i byzoneområder, der ved planlægning er udlagt til etagebebyggelse, sker efter helt fast og langvarig praksis på grundlag af en beregning af det etageareal, som ejendommen maksimalt ville kunne bebygges med, hvis grunden var ubebygget. På den baggrund gøres det gældende, at vurderingsmyndighederne med rette har fundet, at det af 1926-deklarationen omfattede areal skulle indgå i grundlaget for beregningen af størrelsen af det etageareal, som grunden ville kunne bebygges med, hvis ejendommen var ubebygget og dermed i selve grundværdiansættelsen. Den i 1926 tinglyste deklaration ikke er til hinder for, at det af deklarationen omfattede areal benyttes til andet formål end det, som det faktisk anvendtes til på vurderingstidspunktet, og det fremgår af byggelovens § 6 B, stk. 2, jf. bygningsreglementet af 1. april 1995, pkt. 2.2.2, stk. 1 og stk. 2, litra A, at det er det i matriklen angivne areal sammenholdt med den for området gældende bebyggelsesprocent, som danner grundlag for beregningen af det maksimalt tilladte etageareal. Endvidere indgår det af 1926-deklarationen omfattede areal uden nogen tvivl i grundlaget for beregningen af, hvor mange etagemeter ejendommen ville kunne bebygges med, hvis den var ubebygget. Det gøres videre gældende, at den omstændighed, at vurderingsmyndighederne ved 19. almindelige vurdering fejlagtigt havde den opfattelse, at det af 1926-deklarationen omfattede areal ikke indgik i grundlaget for beregningen af størrelsen af det etageareal, som ejendommen maksimalt kunne bebygges med, hvis den var ubebygget, og at arealet derfor ikke burde indgå i grundlaget for grundværdiansættelsen, ikke hverken berettiger eller forpligter vurderingsmyndighederne til - når de er blevet opmærksomme på fejlen - at lægge denne urigtige opfattelse til grund for deres afgørelser.

Til støtte for hjemvisningspåstanden gøres det gældende, at hvis Landsskatterettens afgørelse tilsidesættes, må sagen i hjemvises til fornyet ansættelse af grundværdien pr. 1. januar 1996 hos vurderingsmyndighederne.

Parterne har procederet i overensstemmelse med de fremlagte påstandsdokumenter og har i den forbindelse uddybet deres anbringender.

Rettens bemærkninger:

Det fremgår af § 13, stk. 1 og 2, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, at der ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse, og at der ved ansættelsen af grundværdien skal tages hensyn til de til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter. Videre er det i lovens § 16 fastsat, at ved ejendomme, som ikke er landbrugsejendomme eller ejendomme sidestillet hermed samt skovbrugsejendomme, ansættes grundværdien til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages såvel til ejendommens form og størrelse som til udstyknings- og omlægningsmuligheder.

Af deklarationen fra 1925 fremgår bl.a., at de ved denne regulerede arealer omkring den omhandlede bebyggelse, der i dag udgør Glommensgade, halvdelen af Østerdalsgade og halvdelen af Peder Lykkes Gade, blev udlagt til gade, der ikke, så længe de henligger som gade, kan afspærres for den almindelige færdsel uden Magistratens samtykke.

Deklarationen fra 1926 forpligter den til enhver tid værende ejer af matrikelnumrene 1737, 1739, 1740, 1741, 1742 og 1743 i Sundbyvester, så længe fritagelse for hegning indrømmes, at anlægge, vedligeholde og renholde samt belyse de arealer af ejendommene, der ligger mellem bygningen og gadelinien mod henholdsvis nu Østerdalsgade og Peder Lykkes Vej, på den måde Magistraten til enhver tid måtte forlange. Deklarationen, som vedrører arealet benævnt Dalføret, der dels er adgangsvej til bygningen, dels er beplantet med træer og buske, knytter sig således efter sit indhold til den bygning, der i dag er opført på ejendommen, og deklarationen må i modsætning til deklarationen fra 1925 forstås således, at dette areal ikke bindende er udlagt til vejformål, såfremt grunden måtte komme til at fremstå i ubebygget stand og skulle bebygges på ny.

Landsretten finder derfor, at det under de foreliggende omstændigheder er med rette, at hele det omhandlede areal er indgået i beregningsgrundlaget som sket ved 20. almindelige vurdering.

Den omstændighed, at arealet under tidligere vurderinger fejlagtigt er undtaget fra grundværdiberegningen, kan ikke føre til, at vurderingsmyndighederne skulle være afskåret fra med fremtidig virkning at lade arealet indgå i beregningen.

Som følge heraf frifindes sagsøgte.

T h i   b e s t e m m e s :

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, Andelsboligforeningen Amagerbo v/JF, 50.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter