Dato for udgivelse
21 Aug 2001 13:44
SKM-nummer
SKM2001.319.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/00-4339-00263
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Emneord
udlodning, spaltning, succession
Resumé

Ligningsrådet fandt, at udbytte, som blev deklareret på selskabet A´s ordinære generalforsamling den 16. juni 2000 til selskabet B, skulle anses som skattefrit datterselskabsudbytte, selv om B blev spaltet med regnskabsmæssig virkning pr. 01.05.2000.

Reference(r)

Selskabsskatteloven § 13, stk. 1 nr. 2
Fussionsskatteloven § 8
Ligningsvejledningen 2000 S.C.1.2.4.4


Spørgsmål
Vil udbytte, som er deklareret fra selskabet A til holdingselskabet B ApS den 16. juni 2000 på baggrund af årsregnskabet 1999/2000, anses som skattefrit datterselskabsudbytte, jfr. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, selv om B spaltes med regnskabsmæssig virkning pr. 01.05.2000.

Svar
Ja - Se sagsfremstilling og begrundelse

Sagsfremstilling og begrundelse

Aktionærerne i selskabet A gennemførte pr. 18.11.1999 en skattefri aktieombytning, hvorved man stiftede holdingselskabet B ApS pr. denne dato. På grundlag af årsregnskabet 01.05.1999 - 30.04.2000 deklarerede man på A´s ordinære generalforsamling den 16. juni 2000 et udbytte til B. På daværende tidspunkt havde holdingselskabet ikke ejet aktierne i datterselskabet i et år.

Ved brev af 28. september 2000 modtog holdingselskabet B tilladelse til gennemførelse af en skattefri ophørsspaltning pr. 1. maj 2000. Det blev ved tilladelsen forudsat, at selskabet blev omdannet til et aktieselskab. Selskabet blev omdannet fra et anpartsselskab til et aktieselskab på en ekstraordinær generalforsamling i selskabet afholdt den 12. oktober 2000. Den 26. oktober blev spaltningsplanen underskrevet, hvorefter den blev bekendtgjort.

Rådgivers bemærkninger

På tidspunktet for den ordinære generalforsamling den 16. juni 2000, hvor der deklareredes udbytte til holdingselskabet B, havde B som anført ikke ejet aktierne i et år, hvilket krav imidlertid efterfølgende opfyldtes, jfr. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, og ligningsvejledningen 1999, S.C.1.2.4.4.1.

På tidspunktet for gennemførelsen af den skattefri spaltning ville holdingselskabet have ejet datterselskabet i mere end et år. Da selskabet imidlertid påtænktes spaltet med regnskabsmæssig virkning pr. den 1. maj 2000, hvor holdingselskabet alene havde ejet aktierne i ca. ½ år, ønskedes Ligningsrådets stillingtagen til, hvorvidt det udbytte, der deklareredes den 16. juni 2000, kunne anses som skattefrit udbytte, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, jf. successionsprincippet i fusionsskattelovens § 15 b, jf. § 8, herunder særligt § 8, stk. 4.

Den skatteansættende myndigheds udtalelse

Ifølge fusionsskattelovens § 15, stk. 2 gælder lovens § 8 om successionsprincipperne også ved anvendelse af de skattefrie spaltningsregler. Lovens § 8 indebærer, at det modtagende selskab fuldt ud vil indtræde i det indskydende selskabs sted for så vidt angår anskaffelsestidspunkter, - summer og -hensigter for de aktiver og passiver, som er i behold ved spaltningen.

Med baggrund i dette var det skatteafdelingens opfattelse, at det, uanset at anparterne pr. spaltningsdatoen ikke havde været ejet i 12 måneder, kunne anerkendes, at det udloddede udbytte pr. 16. juni 2000 ansås for skattefri efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Der henvistes til afgørelsen i TfS 1998.490 (LR) som uanset kommentaren i resuméet findes anvendelig også efter ændringen af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2. Det blev forudsat, at udlodningen blev fordelt forholdsmæssigt i de 2 modtagende selskaber.

Ligningsrådets afgørelse

Det var Ligningsrådets opfattelse, at successionsprincippet i fusionsskattelovens § 8 skulle medføre, at datterselskabet A i forbindelse med opgørelsen af de modtagende selskabers skattepligtige indkomst skulle anses for anskaffet af de 2 modtagende selskaber på samme tidspunkt, som af det indskydende selskab, hvilket ville sige den 18. november 1999. Dette tidspunkt ansås for afgørende for ejertid i relation til beskatning efter selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, hvorfor spørgsmålet besvaredes bekræftende.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter