Dato for udgivelse
16 Jul 2001 09:19
SKM-nummer
SKM2001.279.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/00-303-00123
Dokument type
Meddelelse
Emneord
Moms, afgiftsgrundlag, lagerbiler, udtagning, personmotorkøretøjer
Resumé

Told- og Skattestyrelsen indskærper reglerne for den momsmæsige behandling af personmotorkøretøjer, der indregistreres af forhandlere til anvendelse til demonstrationsformål mv.

Reference(r)

Momsloven § 5, stk. 2
Momsloven § 27, stk. 2
Momsloven § 42, stk.1, nr. 7
Momsloven § 42, stk. 6
Momsvejledningen 2000 Q.2.11
Momsvejledningen 2000 Q.2.10

Redaktionelle noter

I afsnit 9 mangler der fejlagtigt et "ikke" i formuleringen. Den korrekete formulering af afsnit 9 er følgende:

Efter § 42, stk. 1, nr. 7, kan moms af indkøb, som vedrører anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer herefter ikke fradrages, jf. dog § 42, stk. 4, 6 og 7. (Se evt. SKM2001.296.TSS)


 


1. Demonstrationskøretøjer

Told- og Skattestyrelsen skal på given foranledning indskærpe reglerne for den momsmæssige behandling af personmotorkøretøjer, som forhandlere lader indregistrere i i virksomhedens navn til anvendelse til demonstrationskørsel, værkstedskørsel mv.

Reglerne er beskrevet i Momsvejledningen 2000, afsnit Q.2.11.

Begrebet demonstrationskøretøjer ikke er defineret i momsloven. Det er derfor momslovens almindelige regler der finder anvendelse. Den momsmæssige behandling af motorkøretøjer, som en forhandler lader indregistrere i virksomhedens navn til brug for demon-strationsformål mv., beror således på køretøjets faktiske anvendelse.

Det må med udgangspunkt i momslovens bestemmelser lægges til grund, at personmotorkøretøjer, som en forhandler lader indregistrere i virksomhedens navn - eventuelt med en medarbejder som bruger - og som tages i anvendelse i virksomheden til demonstrationskørsel, værkstedskørsel mv., indehavers og/eller medarbejderes private brug, er udtaget til formål, der sidestilles med levering mod vederlag, jf. momslovens § 5.

Hvorvidt køretøjer, der indregistreres i virksomhedens eget navn, må anses for udtaget, beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Afgørende for, om der ved brugen af køretøjerne er sket udtagning er som nævnt den faktiske anvendelse. Bestemmelsen i momslovens § 5 hænger sammen med momslovens bestemmelser i kap. 9, §§ 37-42, om fradragsret. Bestemmelsen sikrer, at der i skal betales moms, når en virksomheds lagervarer anvendes til formål, der er virksomheden uvedkommende, herunder indehavers og/eller medarbejderes private anvendelse mv. Afgiftsgrundlaget er indkøbs- eller fremstillingsprisen, jf. momslovens § 28, stk. 1.

Det fremgår af momslovens § 5, stk. 2, at med levering mod vederlag sidestilles udtagning af varer og ydelser, når de tages i anvendelse til formål som nævnt i § 42, stk. 1 og 3, såfremt der er opnået fuld eller delvis fradragsret ved indkøb, fremstilling mv. af de pågældende varer og ydelser.

Forhandleren har ingen fradragsret for moms af indkøb i forbindelse med driften af køretøjet. Ved videresalg af køretøjet eller ved udtagelse til virksomheden uvedkommende formål, typisk indehaverens private brug, skal der ikke betales yderligere moms, jf. momslovens § 13, stk. 2.

Momslovens § 42, stk. 1, opregner en række indkøb, hvoraf momsen ikke eller kun i begrænset omfang kan medregnes til købsmomsen, uanset indkøbene fuldt ud vedrører virksomhedens momspligtige aktiviteter.

Efter § 42, stk. 1, nr. 7, kan moms af indkøb, som vedrører anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af mere end 9 personer herefter ikke fradrages, jf. dog § 42, stk. 4, 6 og 7.

Efter bestemmelsen i § 42, stk. 6, kan virksomheder, der forhandler eller udlejer motorkøretøjer, eller som driver køreskole, uanset bestemmelsen i § 42, stk. 1, nr. 7, fradrage afgiften af indkøb mv. til disse formål.

Bilforhandlere har således fradragsret efter momslovens almindelige regler, jf. lovens kap. 9, for købsmomsen vedrørende anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der indkøbes med henblik på videresalg.

Motorkøretøjer, der indregistreres i forhandlerens/virksomhedens navn, og som kun anvendes til den registrerede virksomheds formål, jf. § 42, stk. 6, skal herefter ikke medregnes til forhandlerens momspligtige omsætning, idet der ikke er sket udtagning, der sidestilles med levering mod vederlag efter momslovens § 5, stk. 2.

Forhandleren har fuld fradragsret for moms af indkøb vedrørende driften af motorkøretøjerne, jf. § 42, stk. 6. Ved salg af køretøjerne skal der betales moms af salgsprisen inkl. registreringsafgiften, jf. momslovens § 27. Det er herved lagt til grund, at registreringsafgiften ikke afholdes på vegne af en køber (3.mand), men derimod af virksomheden selv som bruger, jf. registreringsafgiftslovens § 8, og hvorved registreringsafgiften bliver en del af vederlaget ved det senere videresalg af køretøjet.

Udtagningsreglerne kan således ikke anvendes, hvis et køretøj indregistreres til lager med henblik på videresalg, herunder udelukkende til kørsel (demonstrationskørsel), som er nødvendig i forbindelse med salg af køretøjer.

2. Rettelse til Momsvejledningen 2000, Afsnit Q.2.10

Styrelsen skal endelig berigtige en fejl i afsnit Q.2.10 vedrørende udtagning, hvoraf det i afsnittet om momslovens § 5, stk. 1, og stk. 2 fejlagtigt fremgår, at der ved udtagning af et motorkøretøj skal beregnes moms på grundlag af indkøbsprisen eller fremstillingsprisen (indbefattet registreringsafgiften, men uden moms), jf. § 28, stk. 1. Styrelsen skal således meddele, at til beregningsgrundlaget skal ikke medregnes registreringsafgiften.

 

Else Veggerby

/Stig Jacobsen

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter