Dato for udgivelse
26 Jun 2001 17:02
SKM-nummer
SKM2001.233.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/01-4065-00103
Dokument type
Meddelelse
Emneord
Gæsteforsker, forskningsadjunkt, skattepligt, 25 pct.-skatteordningen
Resumé

Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt, om en person, der havde været gæsteforsker i Danmark og efterfølgende blev ansat som forskningsadjunkt i Danmark, opfylder betingelserne for 25 pct.-skatteordningen, jf. kildeskattelovens § 48 E

 

Reference(r)

Kildeskatteloven § 8, stk. 2
Kildeskatteloven § 48 E
Ligningsvejledningen 2000 D.B.5


Det fremgik af sagen, at en person af finsk nationalitet, bosat i Sverige, i september 2000 blev gæsteforsker i Danmark. Personen tog samtidig hermed ophold i Danmark, men beholdt sin bopæl i Sverige. Personen levede af et svensk stipendium og havde ingen indtægter i Danmark.

Den 1. januar 2001 blev personen ansat som forskningsadjunkt i Danmark og opgav sin bopæl i Sverige. Personen blev aflønnet via det svenske stipendium og efterfølgende af EU-midler. EU’s betaling var betinget af, at personen blev ansat som forskningsadjunkt det pågældende sted og ikke fik betaling fra andre kilder i samme periode.

Det var Told- og Styrelsens opfattelse, at personen efter omstændighederne i perioden fra september 2000 til 1. januar 2001 hørte under reglen i KSL § 8, stk. 2, hvilket vil sige, at vedkommende indtil ansættelsen måtte anses for at opholde sig i Danmark i studieøjemed. Det er et krav efter denne bestemmelse, at vedkommende vedvarende er indkomstskattepligtig til hjemlandet efter reglerne for derboende personer. Som oplyst blev boligen i Sverige afhændet den 1. januar 2001, og den fulde skattepligt til Sverige måtte derefter anses for ophørt.

Som følge af at ansættelsen af vedkommende som forskningsadjunkt skete pr. 1. januar 2001, havde personen alene haft ophold i Danmark forud for ansættelsen, og betingelsen for beskatning efter KSL § 48 E i relation til forudgående skattepligt til Danmark var således opfyldt. Da der ikke er noget vederlagskrav for forskere, var betingelsen for beskatning efter KSL § 48 E opfyldt.

Det forudsættes, at vedkommende ikke havde været skattepligtig til Danmark af lønindkomst forud for ansættelsen pr. 1. januar 2001.

Afslutningsvis bemærkede Told- og Skattestyrelsen, at styrelsens ikke har kompetence til at vurdere en konkret ansættelse i relation til KSL § 48 E, og at arbejdsgiveren, hvis denne er i tvivl om, hvorvidt betingelserne er opfyldt, kan forelægge ansættelseskontrakten for den lokale told- og skatteregion for at få en accept af, at der opkræves 25 pct.-skat.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter