Dato for udgivelse
28 May 2001 11:17
SKM-nummer
SKM2001.196.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/00-4762-00084
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Virksomhedsordningen, kontant- og obligationsbeholdning, fast ejendom
Resumé

Ligningsrådet fandt i en konkret sag, at en kontant- og obligationsbeholdning samt fast ejendom kunne undlade at blive medtaget ved en skattefri virksomhedsomdannelse og at man fortsat kunne beholde aktiverne under virksomhedesordningen, således at der ikke på omdannelsestidspunktet blev udløst beskatning af det opsparede overskud.

 

Reference(r)

Virksomhedsomdannelsesloven § 2, stk. 1, nr. 2
Ligningsvejledningen 1999 E.H.2.1.2


Ligningsrådet blev i en konkret sag vedrørende virksomhedsordningen anmodet om at tage stilling til, hvorvidt en kontant- og obligationsbeholdning kunne undlade at blive medtaget i en skattefri virksomhedsomdannelse ligesom det blev forespurgt, om man sammen med de aktiver kunne undlade at medtage en udlejningsejendom (ejerlejlighed) samt privatboligen der også anvendtes til erhverv således at der ikke på omdannelsestidspunktet blev udløst beskatning af det opsparede overskud.

A er i et interessentskab sammen med 2 andre. De 2 medinteressenter har ikke aktiver ud over interessentskabsandelen. Man ønsker nu at omdanne interessentskabet til et anpartsselskab efter lov om skattefri virksomhedomdannelse.

Som udgangspunkt skal en virksomhedsejer, der driver flere virksomheder, behandle disse som én virksomhed ved anvendelsen af virksomhedsordningen, jf. virksomhedskattelovens § 2, stk. 3. Den virksomhed, der består i deltagelse i et interessentskab m.v., kan kun indskydes i et aktie- eller anpartsselskab som en selvstændig virksomhed, hvis betingelserne i virksomhedsomdannelseslovens § 2 er opfyldt.

I relation til virksomhedsskatteloven sondres der derfor ikke mellem en eller flere virksomheder, idet skatteyderen som følge af ovennævnte bestemmelse anses for kun at drive én virksomhed. Efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse betragtes de som selvstændige virksomheder, der under givne betingelser kan omdannes særskilt.

Det følger af virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 1, nr. 2, at alle aktiver og passiver i virksomheden overdrages til selskabet, jf. også Ligningsvejledningen 1999, afsnit E.H.2.1.2 hvoraf fremgår, at hvis virksomheden inden omdannelsen har været omfattet af virksomhedsordningen, er det som udgangspunkt de aktiver og passiver, der har været inddraget under denne ordning, som skal overdrages til selskabet.

Af bemærkninger til lovforslaget (L 147) fremgår det, at "Der er endvidere fundet behov for at få strammet op på den praksis, der har udviklet sig, hvorefter visse aktiver eller passiver holdes uden for omdannelsen. Det foreslås således i loven klart at tilkendegive, at det er samtlige virksomhedens aktiver, der skal indgå i omdannelsen".

Man foreslog derfor som § 2, stk. 1, nr. 2, indsat en bestemmelse, der fastsætter, at det er en betingelse for, at lovens regler kan anvendes, at alle aktiver og passiver i virksomheden overdrages. Hermed indkapslede man de tilfælde, der ved virksomhedsomdannelseslovens gennemførelse i 1983 var tænkt omfattet af loven.

Det fremgår dog af bemærkningerne til betænkningen (L 147, bilag 62), at "Efter lovforslaget skal alle aktiver og passiver i virksomheden ifølge den foreslåede affattelse af virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 1, nr. 2, overdrages til selskabet ved omdannelsen. Ved vurderingen af, hvilke erhvervsmæssige aktiver og passiver der vedrører virksomheden, må der tages udgangspunkt i de regnskaber og indkomstopgørelser, der gennem årene er udarbejdet for virksomheden. Har virksomheden inden omdannelsen været omfattet af virksomhedsordningen er det de aktiver og passiver, der har været inddraget under denne ordning, som nu skal overdrages til selskabet", jf. også CIR 1999 207.

Skatteministeren er til L 147 - bilag 18 samt 31, blevet bedt om at svare på spørgsmål (nr. 7 ) om, hvornår der kan siges at være tale om en eller flere virksomheder. Skatteministeren har hertil svaret, at det må afgøres ud fra en konkret vurdering, om der foreligger en række selvstændige virksomheder, eller om der foreligger en enkelt virksomhed.

Det fremgår af årsregnskaberne for A samt for interessentskabet, at kontant- og obligationsbeholdningen er medtaget i A" s personlige regnskab under virksomhedsregnskabet. Det er således ikke medtaget i interessentskabet.

Efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse kan man godt have flere selvstændige virksomheder hvor ikke alle medtages ved omdannelsen, d.v.s. en delvis, skattefri virksomhedsomdannelse. Virksomhedsordningen fortsætter uændret for de resterende virksomheder under ordningen.

Ligningsrådet fandt således på baggrund af en konkret bedømmelse, at A kan undlade at medtage kontant- og obligationsbeholdningen i de aktiver og passiver der påtænkes omdannet til et anpartsselskab ligesom at kontant- og obligationsbeholdningen sammen med ejendommene fortsat kan beholdes under virksomhedsordningen, således at der ikke på omdannelsestidspunktet udløses beskatning af det opsparede overskud.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter