Dato for udgivelse
06 Apr 2001 19:27
Dato for afsagt dom/kendelse
1. februar 2001
SKM-nummer
SKM2001.118.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-0589-99
Dokument type
Dom
Emneord
Spildevandsafgift, Nedsivningsanlæg, Manglende kommunal tilladelse
Resumé
Nedsivningsanlæg ikke anset for etableret efter "kommunal tilladelse". Ikke fundet grundlag for at afvige spildevandsafgiftslovens § 8, stk. 2, nr. 1's klare ordlyd, hvorefter det er en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at nedsivning sker efter "kommunal tilladelse".
Reference(r)
Spildevandsafgiftsloven § 8, stk. 2, nr. 1

Parter:

A
(advokat A1, V-by)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 11. marts 1999, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at det af sagsøger etablerede spildevandsanlæg på ejendommen V-vej 60, H-by, er omfattet af lov nr. 490 af 12. juni 1996 om afgift af spildevand § 8, stk. 2, nr. 1.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen angår

Landsskatteretten har den 16. december 1998 afsagt følgende kendelse:

"Klagen er af Momsnævnet videresendt til Landsskatteretten i medfør af § 40, stk. 3, 1. pkt. i lov nr. 1098 af 29. december 1997 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove.

Klagen skyldes, at Told- og Skattestyrelsen ved afgørelse af 24. juli 1997 har nægtet at anerkende spildevandsanlægget på ejendommen V-vej 60, H-by, som et nedsivningsanlæg omfattet af § 8, stk. 2, nr. 1 i lov om afgift af spildevand.

Følgende er oplyst:

Klageren ejer et sommerhus beliggende V-vej 60, H-by. Sommerhuset blev bygget i årene 1973-1974 på grundlag af bygningsattest og byggetilladelse udstedt af S Kommune henholdsvis den 21. maj og 4. juli 1974. Ejendommens spildevandsanlæg består af et nedsivningsanlæg med sivebrønd etableret med en tilladelse udstedt af sundhedskommissionen på kredslægens anbefaling i medfør af bekendtgørelse nr. 98 af 20. marts 1970.

Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for afgift af spildevand vedrørende ejendommen V-vej 60, H-by, har S Kommune anset ejendommens nedsivningsanlæg for henhørende under rensemetoden "andre" og dermed for omfattet af § 8, stk. 2, nr. 9 i lov om afgift af spildevand. Kommunen har ikke anset nedsivningsanlægget for etableret efter en kommunal tilladelse i lovens § 8, stk. 2, nr. 1's forstand. Denne afgørelse er stadfæstet af Told- og Skatteregion V-by samt Told- og Skattestyrelsen.

Told- og skattestyrelsen har over for klageren begrundet afgørelsen således:

"Det er oplyst, at Deres spildevandsanlæg (nedsivningsanlæg med sivebrønd) er etableret i 1972-73 og er udført efter tilladelse fra sundhedskommissionen (kredslægen), men at der ikke foreligger en særskilt kommunal tilladelse til nedsivning.

De har anført, at Deres anlæg svarer til andre anlæg i området, der efter 1. oktober 1974 har fået nedsivningstilladelse fra kommunen og derfor henhører under rensemetoden "nedsivning efter en kommunal tilladelse", if. § 8, stk. 2, nr. 1, i lov om afgift af spildevand.

Kompetencen til at meddele nedsivningstilladelser blev flyttet fra sundhedskommissionerne til kommunerne med miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. oktober 1974. Det er derfor kun nedsivningstilladelser, der er givet efter 1. oktober 1974, der kan henregnes til lovens § 8, stk. 2, nr. 1.

Nedsivningsanlæg med en kommunal tilladelse kan i nogle tilfælde være identiske med anlæg, der er etableret før 1. oktober 1974. Styrelsen har derfor forståelse for Deres undren over, at samme type anlæg afgiftsmæssigt behandles forskelligt, men en skæringsdato vil som regel altid medføre sådanne forskelligheder.

Da De ikke har en kommunal tilladelse til nedsivning, må styrelsen fastholde den af Told- og Skatteregion V-by trufne afgørelse, hvorefter Deres spildevandsanlæg henhører under lovens § 8, stk. 2, nr. 9."

Klageren har nedlagt påstand om, at hans spildevandsanlæg på ejendommen V-vej 60, H-by, anerkendes som et nedsivningsanlæg omfattet af § 8, stk. 2, nr. 1, i lov om afgift af spildevand.

Til støtte herfor har klageren anført, at henset til kommunens forpligtelser i relation til byggelovgivningen m.v. som angivet i byggetilladelsen og bygningsattesten m.v. udstedt i forbindelse med opførelsen af ejendommen V-vej 60, må spildevandsanlægget sidestilles med et nedsivningsanlæg etableret "efter en kommunal tilladelse", jf. lov om afgift af spildevand § 8, stk. 2, nr. 1.

Endvidere har klageren henvist til, at Told- og Skattestyrelsens tolkning af bestemmelsen i lov om afgift af spildevand fører til et åbenbart urimeligt resultat, idet identiske nedsivningsanlæg i samme område behandles forskelligt afhængigt af, om det enkelte anlæg tilfældigvis er etableret før eller efter den 1. oktober 1994.

I anledning af klagen til Momsnævnet har Told- og Skattestyrelsen den 20. januar 1998 afgivet en udtalelse. Heri gennemgår styrelsen lovgivningen omkring afgift på husholdningsspildevand, herunder kompetencen til og kriterierne for meddelelse af tilladelse til etablering af nedsivningsanlæg. Endvidere gennemgår styrelsen klagerens begrundelse for klagen. Efter styrelsens opfattelse er det i relation til anvendelsen af lov om afgift af spildevand § 8, stk. 2, nr. 1, afgørende, at tilladelsen til nedsivningsanlægget er meddelt i kommunalt regi. Da klagerens nedsivningstilladelse i overensstemmelse med dagældende regler er udstedt af sundhedskommissionen, kan nedsivningsanlægget ifølge styrelsen ikke omfattes af § 8, stk. 2, nr. 1 i lov om afgift af spildevand, men må anses for omfattet af nr. 9 i samme bestemmelse. Kommunens pligter i henhold til byggelovgivning m.v. kan efter styrelsens opfattelse ikke ændre ved det faktum, at nedsivningstilladelsen skulle og i klagerens tilfælde er udstedt af sundhedskommissionen.

Under sagens behandling for Landsskatteretten har Told- og Skattestyrelsen haft lejlighed til at udtale sig. I den forbindelse har styrelsen den 29. september 1998 anført, at hvis Landsskatteretten når frem til, at klagerens nedsivningsanlæg må anses for omfattet af spildevandsafgiftslovens § 8, stk. 2, nr. 1, vil det være en ændring af hidtidig fortolkning af bestemmelsen samt have alvorlige administrative konsekvenser for kommunernes opkrævning af afgift. Styrelsen har endvidere anført, at udtrykket "en kommunal tilladelse" for anvendelse af standardsats nr. 1 skal fortolkes bogstaveligt, (...) og finder ikke, at der efter lovens bemærkninger er grundlag for nogen anden fortolkning.

Hvis lovgiver havde tilsigtet, at "en kommunal tilladelse" skulle have en bredere fortolkning, ville det have været mere naturligt enten helt at udelade ordet "kommunal" eller i bemærkningerne til loven at have anført at en kommunal tilladelse også omfattede tilladelser udstedt at sundhedskommissionerne."

Herudover har Told- og Skattestyrelsen henvist til en udtalelse, som styrelsen har indhentet fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen har således afgivet en udtalelse af 28. september 1998. Heri er bl.a. anført, at det har været intentionerne med spildevandsafgiftsloven, at der skal "betales efter, hvor meget stof, der udledes til vandmiljøet: Specielt har man ved fastsættelse af afgiftsstørrelsen for nedsivningsanlæg ønsket at sondre mellem nedsivningsanlæg, etableringsanlæg etableret som sivedræn og nedsivningsanlæg etableret som sivebrønde, idet sivedræn giver en bedre rensning af spildevandet end sivebrønde. Efter Miljøstyrelsens vurdering er den overvejende del af nedsivningsanlæg ...".

Landsskatteretten skal udtale:

Efter bestemmelserne i lov om afgift af spildevand, nr. 490 af 12. juni 1996, betales en afgift til statskassen af spildevand, der udledes her i landet til søer, vandløb eller havet, eller som nedsives eller udledes på marker og lignende med henblik på nedsivning, jf. lovens § 1.

Afgiftens størrelse afhænger af koncentrationen af stofferne nitrogen, fosfor og BI5 i spildevandet, jf. § 3 i loven.

Det fremgår af lovens § 8, stk. 1, at spildevandsanlæg, hvor husholdningsspildevand udgør mindst 15 % af tilledningen af spildevand, opgør koncentrationen i det udledte vand efter måling eller betaler de i § 8, stk. 2 nævnte standarder. Ifølge § 8, stk. 2 afhænger standardbetalingen herefter af rensemetoden. For udledninger ved nedsivning efter en kommunal tilladelse udgør standardbetalingen 0,50 kr. pr. kubikmeter, jf. § 8, stk. 2, nr. 1. For udledninger efter "andre" rensemetoder, jf. § 8, stk. 2, nr. 9, udgør standardbetalingen 3,80 kr. pr. kubikmeter.

Kompetencen til at meddele tilladelse til etablering af nedsivningsanlæg blev med miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. oktober 1974 overflyttet fra sundhedskommissionen til kommunalbestyrelsen, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 172 af 29. marts 1974. Fra samme dato ophævedes Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 98 af 20. marts 1970 om etablering af nedsivningsanlæg, der var udstedt i medfør af lov nr. 169 af 18. april 1969 om vandforsyning, og efter hvilken det var sundhedskommissionen, som havde kompetencen til at udstede nedsivningstilladelse.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder ikke, at der er grund til at fravige den klare ordlyd af § 8, stk. 2, nr. 1, i lov om afgift af spildevand, hvorefter standardbetalingen for udledninger ved nedsivning efter en kommunal tilladelse udgør 0,50 kr. pr. kubikmeter. Efter disse retsmedlemmers opfattelse kan klagerens spildevandsanlæg, som er anlagt efter en tilladelse fra de tidligere sundhedskommissioner, således ikke anses for omfattet af bestemmelsen i § 8, stk. 2, nr. 1, hvorved der tillige er henset til bestemmelsens formål. Disse retsmedlemmer voterer således for at stadfæste den påklagede afgørelse.

Et retsmedlem finder, at bekendtgørelserne nr. 98 af 20. marts 1970 og nr. 172 af 29. marts 1974 tilnærmelsesvist er identiske for så vidt angår de miljømæssige krav, som er opstillet til opnåelse af en nedsivningstilladelse. Der er således ikke ifølge dette retsmedlem samtidigt med overflytningen pr. 1. oktober 1974 af kompetencen til at meddele nedsivningstilladelser foretaget en egentlig stramning af de miljømæssige krav. Retsmedlemmet bemærker i forlængelse heraf, at der også efter den 1. oktober 1974 er givet tilladelse - kommunal - til etablering af nedsivningsanlæg i form af sivebrønde, bl.a. i klagerens sommerhusområde.

Dette retsmedlem bemærker endvidere, at det i bemærkningerne til § 8 i forslag til lov om afgift af spildevand er anført, at "For at anvende standarder for nedsivning kræves, at der er udstedt en tilladelse til nedsivning. En sådan tilladelse fås kun for anlæg, hvor jord- og grundvandsforholdene samt anlæggets indretning sikrer, at nedsivning er en miljømæssigt hensigtsmæssig afledningsform".

Efter dette retsmedlems opfattelse må det hermed antages, at det ikke fra lovgivers side med formuleringen "efter en kommunal tilladelse", if. § 8, stk. 2, nr. 1 i lov af afgift af spildevand, har været tilsigtet, at der ved administrationen af bestemmelsen skulle foretages en sondring mellem nedsivningsanlæg etableret før den 1. oktober 1974 efter tilladelse fra sundhedskommissionen og nedsivningsanlæg etableret efter den 1. oktober 1974 med tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Derimod må det antages, at lovgiver har tilsigtet en sondring mellem anlæg etableret med og anlæg etableret uden nedsivningstilladelse, idet alene nedsivningsanlæg etableret med en sådan tilladelse opfylder de for lovgiver afgørende miljømæssige krav.

Herefter finder dette retsmedlem, at klagerens nedsivningsanlæg på ejendommen V-vej 60, H-by, må anses for omfattet af bestemmelsen i § 8, stk. 2, nr. 1 i lov om afgift af spildevand. Retsmedlemmet har herved lagt afgørende vægt på, at nedsivningsanlægget opfylder de i henhold til bestemmelsens forarbejder afgørende miljømæssige krav, idet anlægget er etableret efter en tilladelse udstedt i medfør af bekendtgørelse nr. 98 af 20. marts 1970. Retsmedlemmet har endvidere lagt vægt på, at klagerens nedsivningsanlæg efter det oplyste hverken i art eller kvalitet adskiller sig fra andre nedsivningsanlæg, som er etablerede i klagerens sommerhusområde efter den 1. oktober 1974 med kommunal tilladelse. Dette retsmedlem voterer derfor for at give klageren medhold i klagen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og den påklagede afgørelse stadfæstes i overensstemmelse hermed.

Herefter bestemmes:

Klagerens spildevandsanlæg på ejendommen V-vej 60, H-by, anses ikke for omfattet af § 8, stk. 2, nr. 1, i lov om afgift af spildevand."

Supplerende sagsfremstilling:

S Kommune meddelte den 4. juli 1973 sagsøgeren en byggetilladelse til opførelse af en nybygning på ejendommen matr.nr. ...ai ...x, E-sted. Til byggetilladelsen var knyttet en række betingelser, herunder:

"at alt spildevand føres gennem septictank
at septictank udføres med bund 2,0 m under tilløb

...

at der vedrørende afløb og vandforsyning forholdes i overensstemmelse med kredslægens skrivelse af 1.5.1973, hvoraf kopi vedlægges"

Af en skrivelse af 28. juli 1999 fra Kammeradvokaten til S Kommune fremgår:

"Ved skrivelse af 7. april 1999 har kommunen tilsendt mig kommunens akter i ovennævnte, sag. Jeg har i den forbindelse modtaget kopi af S Kommunes Byggetilladelse af 4. juli 1973 til A, hvoraf det fremgår, at der til byggetilladelsen bl.a. er knyttet den betingelse, at "der vedrørende afløb og vandforsyning forholdes i overensstemmelse med kredslægens skrivelse af 1.5.1973, hvoraf kopi vedlægges."

Det fremgår af kommunens skrivelse af 25. februar 1997 til Told- og Skattestyrelsen, at den nævnte skrivelse fra kredslægen ikke forefindes i sagen og derfor ikke har kunnet medsendes. I stedet er vedlagt en kopi af kredslægens anbefaling af et tilsvarende anlæg etableret på samme tidspunkt. Der er tale om en anbefaling af 1. marts 1973 fra kredslægen til Stads- og Havneingeniøren i S, og det anføres nederst heri, at skrivelsen tillige er kommuniceret for Sundhedskommissionen i S.

Kommunens akter ses ikke at indeholde anden godkendelse af As nedsivningsanlæg end den udstedte byggetilladelse, der er baseret på en anbefaling fra kredslægen.

Jeg skal i den anledning venligst forespørge kommunen, hvorvidt der foreligger en eksplicit tilladelse fra sundhedskommissionen til As nedsivningssanlæg, if. herved dagældende bekendtgørelse nr. 98 af 20. marts 1970, ifølge hvilken det var sundhedskommissionen, der kunne meddele sådanne tilladelser.

Såfremt der ikke foreligger en sådan tilladelse fra sundhedskommissionen, skal jeg anmode kommunen om at oplyse mig om, hvorvidt den eneste tilladelse til nedsivningsanlægget er kommunens byggetilladelse af 4. juli 1973. Såfremt dette er tilfældet, bedes kommunen oplyse mig om baggrunden for, at der ikke foreligger en tilladelse fra sundhedskommissionen men alene en byggetilladelse fra kommunen, der godkender anlægget."

I en skrivelse af S. august 1999 fra S Kommune til Kammeradvokaten er anført:

"Med henvisning til Deres skrivelse af 28. juli 1999, har De forespurgt S Kommune, hvorvidt der foreligger en eksplicit tilladelse fra Sundhedskommissionen til As nedsivningsanlæg? Teknisk Forvaltning kan oplyse, at en sådan eksplicit tilladelse ikke foreligger.

I forbindelse med udarbejdelse af byggetilladelser til sommerhuse i S Kommune i begyndelsen af 1970'erne, var det praksis at vedlægge Kredslægens standardskrivelse, der var udformet som en midlertidig tilladelse til etablering af sivebrønde med afløb via septiktank fra vandkloset m.v. Kredslægens standard udformede midlertidige tilladelse var tillige kommuniceret for Sundhedskommissionen i S (Se vedlagte kopi fra Kredslægen).

..."

Den kopi af standardskrivelsen, der omtales i kommunens skrivelse, er fremlagt under sagen. Skrivelsen, der som nævnt ikke vedrører sagsøgerens ejendom, er forsynet med kredslægens brevhoved samt en fortrykt tekst med følgende ordlyd:

"Midlertidig tilladelse til etablering af sivebrønd med afløb via septictank fra vandkloset m.v. kan herfra anbefales på følgende betingelser:

...

    8.
    Bestemmelserne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 6. juli 1971 om etablering af nedsivningsanlæg skal overholdes."

Derudover er skrivelsen med en anden skrifttype, der fremtræder som individuelt påført, adresseret til Stads- og Havneingeniøren i S, dateret 1. maj 1973 og forsynet med et journalnummer samt med en angivelse af, at den vedrører opførelse af et sommerhus på en nærmere anført grund, ligesom ejeren er anført. Med samme skrifttype er angivet kredslægens navn, samt oplysning om, at skrivelsen er kommuniceret for Sundhedskommissionen i S.

Den 21. maj 1974 udstedte S Kommune en bygningsattest vedrørende sagsøgerens ejendom, hvorved følgende attesteredes om byggearbejdet vedrørende sommerhuset:

"så vidt det ved eftersyn har kunnet konstateres, er udført i overensstemmelse med byggeloven for købstæderne og landet af 10. juni 1960 med senere ændringer, samt de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser og de til tilladelsen knyttede vilkår.

Nærværende bygningsattest indbefatter, at kommunalbestyrelsen som byplanmyndighed, som vejmyndighed og som påtaleberettiget i forhold til ejendommen påhvilede byggeservitutter intet har fundet at indvende mod det udførte byggearbejde."

Ved en skrivelse modtaget i S Kommune den 31. januar 1997 påklagede sagsøgeren kommunens afgørelse om, at han skulle betale vandafledningsafgift efter den høje takst.

S Kommune videresendte ved skrivelse af 25. februar 1997 sagsøgerens klage til Told- og Skattestyrelsen med følgende bemærkninger:

"S kommune har i fastsættelsen af spildevandstaksterne for de enkelte ejendomme taget udgangspunkt i, om der foreligger en kommunal/amtskommunal godkendelse af anlægget, givet efter 1. oktober 1974, som angivet i Told & Skats orientering af 23. november 1996.

Den pågældende ejendom har etableret nedsivningsanlægget i 1972/73, altså før 1. oktober 1974. Vilkårene for etableringen af anlægget var de samme som givet til anlæg etableret efter 1. oktober 1974.

Ejendommens nedsivningsanlæg er af samme type og kvalitet som de omkringliggende ejendommes anlæg, etableret efter 1. oktober 1974, og har samme renseeffekt som disse.

Sommerhuset er beliggende i et område, der i spildevandsplanen er udlagt til nedsivning.

Miljømæssigt set, finder forvaltningen derfor ingen belæg for at opkræve større afgift end tilsvarende anlæg etableret efter "skæringsdatoen", samt at klageren finder, at den givne tilladelse er en "kommunal" tilladelse efter loven.

Modsætningsvis må forvaltningen gøre opmærksom på, at gives der klageren ret, vil der opstå "kaos" på området idet forvaltningen (og sikkert også hovedparten af landets øvrige kommuner) har administreret i tillid til Told- & Skattestyrelsens brev af 13. november 1996."

Told- og Skatteregion V-by, der fra Told- og Skattestyrelsen havde modtaget sagen, fastholdt ved skrivelse af 7. marts 1997 kommunens afgørelse.

Sagsøgeren påklagede sagen til Told- og Skattestyrelsen, som ved skrivelse af 24. juli 1997 fastholdt regionens afgørelse.

I forbindelse med, at sagen herefter blev indbragt for Landsskatteretten, afgav Miljøstyrelsen den 28. september 1998 en udtalelse, hvoraf det fremgår:

"...

Hertil kan Miljøstyrelsen oplyse, at det har været lovens intentioner, at der skal betales efter, hvor meget stof, der udledes til vandmiljøet. Specielt har man ved fastsættelse af afgiftsstørrelsen for nedsivningsanlæg ønsket at sondre mellem nedsivningsanlæg etableret som sivedræn og nedsivningsanlæg etableret som sivebrønde, idet sivedræn giver en bedre rensning af spildevandet end sivebrønde. Efter Miljøstyrelsens vurdering er den overvejende del af nedsivningsanlæg etableret efter 1974 - og dermed med kommunal tilladelse - etableret som sivedræn, hvilket kan berettige, at anlæggene henregnes til rensemetode 1 og dermed fastsættelse af den laveste takst.

Dette udelukker dog ikke, at der efter 1974 kan være meddelt kommunale tilladelser til nedsivningsanlæg, der er identiske med anlæg etableret før 1974, lige som der før 1974 kan være etableret anlæg, der er identiske med anlæg etableret efter 1974 og dermed med kommunale tilladelse.

Den 1. oktober 1974 er således fastsat som skæringsdato for at, få nogle regler, der er administrerbare for kommunerne og samtidig lever op til lovens intentioner.

..."

Det er oplyst, at Told- og Skattestyrelsen ved en skrivelse af 22. august 1997 til kommunerne og told- og skatteregionerne meddelte følgende vedrørende spildevandsafgift på nedsivningsanlæg:

"Til orientering oplyses, at styrelsen har meddelt (X) kommune følgende afgørelse:

"Ved brev af (dato), til Miljøstyrelsen, der er oversendt hertil, har kommunen rejst spørgsmål om begrebet "kommunal tilladelse" efter spildevandsafgiftslovens § 8, stk. 2, nr. 1.

Kommunen har oplyst, at flere grundejere har fremlagt tilladelser til spildevandsanlæg (nedsivningsanlæg), der er udstedt af (X) kommune før den 1. oktober 1974.

Kommunen har vedlagt et eksempel på en tilladelse til spildevandsanlæg, der er meddelt i 1971, hvor (X) kommune er anført i brevhovedet. Sundhedskommissionen/kredslægen er ikke nævnt i tilladelsen.

Miljøstyrelsen har udtalt, at de pågældende tilladelser må sidestilles med kommunale tilladelser, som er meddelt efter 1. oktober 1974.

Told- og Skattestyrelsen er enig med Miljøstyrelsen i dette, hvorfor konkrete kommunale tilladelser til nedsivning, der er givet før 1. oktober 1974, kan henføres til lovens § 8, stk. 2, nr. 1 (rensemetode 1)."

Sagsøgeren har oplyst, at 3 andre kommuner har fulgt den praksis at opkræve afgift efter den lave takst i lov om afgifter af spildevand § 8, stk. 2, nr. 1 også for så vidt angår anlæg etableret før den 1. oktober 1974, hvis anlæggene var godkendt efter de dagældende regler.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at sagsøgerens tilladelse til etablering af spildevandsanlæg er en kommunal tilladelse, da den er udstedt af S Kommune i forbindelse med byggetilladelsen. Den fremlagte standardskrivelse fra kredslægen er antagelig fremsendt til kommunen i forbindelse med etableringen af hvert enkelt anlæg, men er i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 98 af 20. marts 1970 om etablering af nedsivningsanlæg § 2, litra a, alene en anbefaling og ikke en tilladelse til etablering af anlægget. Der foreligger i denne sag ikke en udtrykkelig tilladelse fra Sundhedskommissionen til etablering af anlægget. Det er ikke dokumenteret, at Sundhedskommissionen har modtaget en skrivelse svarende til standardskrivelsen vedrørende sagsøgerens ejendom, og selv om kommissionen har modtaget skrivelsen, kan tilladelsen ikke anses for meddelt af Sundhedskommissionen. Den eneste egentlige tilladelse, der er meddelt, er byggetilladelsen fra S Kommune, og det er derfor kommunen, der har godkendt anlægget. Det var i strid med den dagældende bekendtgørelses kompetenceregler, men denne fejl skal ikke komme sagsøgeren til skade.

S Kommune har herudover udstedt en bygningsattest, der godkendte byggeriet. Det fremgår af rundskrivelsen af 22. august 1997 fra Told- og Skattestyrelsen, at også andre kommuner uanset bekendtgørelsen før den 1. oktober 1974 har meddelt sådanne tilladelser. Til støtte for sin påstand har sagsøgeren i anden række gjort gældende, at tilladelsen som følge af en udvidende fortolkning af lov om spildevandsafgift § 8, stk. 2, nr. 1, skal anses for omfattet bestemmelsen, da det er bedst stemmende med lovgivers hensigt, formålet med loven og den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i Folketingstidende 1995/96, Tillæg A, side 4968, at anvendelse af den lave sats forudsætter, at der er meddelt en "tilladelse", men der anføres intet om, at tilladelsen skal være kommunal. Det fremgår både af lovens forarbejder og af Miljøstyrelsens udtalelse, at lovens hensigt var, at der skulle betales afgift i forhold til indholdet af forurenende stoffer i spildevandet. Det har derfor ikke været hensigten at forskelsbehandle helt identiske, godkendte anlæg, alt afhængig af om godkendelsen har fundet sted før eller efter den 1. oktober 1974.

De administrativt udsendte cirkulærer og vejledninger kan ikke med bindende virkning fastslå, hvorledes loven skal fortolkes. En formålsfortolkning vil være i overensstemmelse med den almindelige lighedsgrundsætning, hvilket understreges af, at nogle kommuner har behandlet godkendelser fra før og efter den 1. oktober 1974 på samme måde. Hertil kommer, at betingelserne for godkendelse i den dagældende bekendtgørelse om nedsivningsanlæg og den senere bekendtgørelse nr. 172 af 29. marts 1974 indholdsmæssigt i alt væsentligt var de samme.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgerens nedsivningsanlæg ikke er omfattet af § 8, stk. 2, nr. 1, i lov om afgifter af spildevand, idet der ikke for sagsøgerens anlæg er tale om udledninger ved "nedsivning efter kommunal tilladelse". Der er ikke noget grundlag for at anse den af S Kommune udstedte byggetilladelse som en tilladelse, sagsøgeren har opnået til etablering af nedsivningsanlægget. Det må i overensstemmelse med henvisningen i byggetilladelsen antages, at der har foreligget en standardskrivelse fra Kredslægen vedrørende sagsøgerens ejendom. Standardskrivelsen fra Kredslægen indeholdt en opregning af de betingelser, nedsivningsanlægget skulle opfylde, herunder en henvisning til bekendtgørelsen om nedsivningsanlæg. Genpart af skrivelsen må endvidere antages at være sendt til Sundhedskommissionen, som, selvom kommissionen ikke udtrykkeligt har udstedt tilladelse til anlægget, stiltiende har godkendt den ved ikke at reagere. Byggetilladelsen kan endvidere ikke forstås som en kommunal tilladelse til nedsivning, allerede fordi kommunen ikke dengang havde kompetence til at træffe en sådan afgørelse.

Kommunen har blot understreget, at kredslægens krav skulle overholdes, og har ikke i forbindelse hermed foretaget en konkret og individuel vurdering af, om anlægget opfyldte betingelserne. Der er heller ikke efter bygningsattestens indhold grundlag for at fastslå, at kommunen har meddelt en sådan tilladelse. Rundskrivelsen af 22. august 1997 fra Told- og Skattestyrelsen er ikke relevant, da der i den foreliggende sag netop ikke foreligger en kommunal tilladelse. Sagsøgte har endvidere anført, at der ikke er grundlag for en udvidende fortolkning af lov om spildevandsafgift. Der fremgår af de generelle bemærkninger til lovforslaget i Folketingstidende 1995/96, Tillæg A, side 4963 ff, at lovens overordnede formål var at pålægge en afgift på spildevand, som skulle begrænse forureningen og virke som et incitament til bedre kloakering. Loven opererer i § 8 med flere afgiftssatser, alt efter kvaliteten af rensningen. Sagsøgerens fortolkning af bestemmelsen strider mod dens klare ordlyd, hvorefter det kræves, at tilladelsen skal være "kommunal". Bemærkningerne siger ikke noget udtrykkeligt herom, men der har efter den klare ordlyd i lovteksten heller ikke været anledning dertil.

Sagsøgte bestrider ikke, at sagsøgerens anlæg svarer til andre anlæg, som der også efter den 1. oktober 1974 er givet tilladelse til. Imidlertid var betingelserne for godkendelse efter de gamle og de nye regler ikke ganske identiske, idet den nye bekendtgørelse er skærpet i § 2, litra d, og § 4, stk. 2, litra a. Det kan derfor ikke generelt siges, at anlæg godkendt før den 1. oktober 1974 opfyldte de samme krav som dem, der blev godkendt efter denne dato. Hertil kommer, at nedsivningsanlæg efter Miljøstyrelsens udtalelse efter 1974 overvejende er sivedræn, der giver en bedre rensning end sivebrønde. Formuleringen af bestemmelsen er udtryk for lovgivers beslutning om, at man for at gøre det praktisk muligt at administrere reglerne har fastsat en skæringsdag ud fra godkendelsestidspunktet, da det ellers for hvert enkelt anlæg skulle undersøges, om tidligere etablerede anlæg opfyldte de senere godkendelseskrav. Dette er ikke i strid med lighedsgrundsætningen, da der er saglige grunde til forskelsbehandling. Endelig kan sagsøgeren ikke støtte ret på, at enkelte kommuner har administreret loven i strid med dens ordlyd.

Begrundelse og konklusion

I overensstemmelse med ordlyden af den byggetilladelse, S Kommune har meddelt sagsøgeren, og den praksis, der efter det oplyste på daværende tidspunkt blev fulgt af S Kommune, lægger landsretten til grund, at der også for så vidt angår sagsøgerens ejendom er udfærdiget en standardskrivelse fra kredslægen, som er sendt til S Kommune og tillige er meddelt Sundhedskommissionen. Det lægges endvidere til grund, at Sundhedskommissionen, som efter § 2 i den dagældende bekendtgørelse nr. 98 af 20. marts 1970 om etablering af nedsivningsanlæg var enekompetent til at give tilladelse til etablering af anlæg som beskrevet i bestemmelsen, ikke har reageret på modtagelsen af skrivelsen.

Uanset at Sundhedskommissionen ikke udtrykkeligt har givet tilladelse til sagsøgerens anlæg, må kommissionen efter den praksis, der på daværende tidspunkt fulgtes af S Kommune ved administrationen af bekendtgørelsen, ved sin manglende reaktion på kredslægens skrivelse anses for stiltiende at have godkendt anlægget. Der er heller ikke efter ordlyden af byggetilladelsen grundlag for at fastslå, at S Kommune trods sin manglende kompetence skulle have truffet afgørelse om meddelelse af tilladelse til anlægget, som herefter ikke kan anses for etableret med kommunal tilladelse.

Det fremgår af lov om afgift af spildevand § 8, stk. 2, nr. 1, at anvendelse af bestemmelsen, forudsætter, at nedsivningen finder sted efter "kommunal tilladelse".

Da sagsøgerens anlæg ikke er etableret efter en kommunal tilladelse, og da der ikke efter forarbejderne til loven eller efter det, sagsøgeren i øvrigt har anført, foreligger det for landsretten fornødne sikre grundlag for at fastslå, at anlægget på trods af den klare ordlyd i § 8, stk. 2, nr. 1, er omfattet af bestemmelsen, tager landsretten sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Efter omstændighederne skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part eller statskassen.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter