Dato for udgivelse
06 Apr 2001 19:24
Dato for afsagt dom/kendelse
7. februar 2001
SKM-nummer
SKM2001.117.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, B-1733-97
Dokument type
Dom
Emneord
Tab på løntilgodehavende, Renter, Rejseudgifter, Fradrag nægtet
Resumé
Fradrag for tab på løntilgodehavende ikke anerkendt, da tabet ikke kunne anses for konstateret i det pågældende indkomstår. Fradrag for renter ikke godkendt, da det ikke var godtgjort, at der var sket betaling af renter. Fradrag for rejseudgifter ikke anerkendt, da sagsøgeren ikke havde modtaget løn for udført arbejde, og da det heller ikke var bevist, at han på anden måde var blevet honoreret for arbejdet.
Reference(r)
Ligningsloven § 5, stk. 7
Ligningsloven § 9, stk. 1
Ligningsvejledningen 2000 A.B.1.1, A.E.1.1 og A.F.1.1.2
Statsskatteloven § 6, stk. 1 e

Parter:

A (tidligere B
(advokat A1, Å-by)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Den 18. april 1997 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende opgørelsen af sagsøgeren, As, indkomst for indkomståret 1991:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkter:

Personlig indkomst
Tab på løntilgodehavende
260.000 kr.
Kapitalindkomst
Ikke godkendt fradrag for renteudgifter
vedrørende pantebreve
16.000 kr.
...
Øvrige lønmodtagerudgifter
Ikke godkendt fradrag for rejsedage
i forbindelse med arbejde i Tyskland
for selskabet F1 ApS
71.034 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens advokat på Landsskatterettens kontor.

Det fremgår af sagen, at klageren i det påklagede indkomstår ejede 50 % af anpartskapitalen på i alt 80.000 kr. i selskabet F1 ApS. Skatteyderen har endvidere haft ejerandele i følgende selskaber:

F2 GmbH, ejerandel 50 % F3 GmbH, ejerandel 35 %

Det fremgår, at der ikke er selvangivet A- eller B-indkomst fra selskaberne til klageren i det påklagede indkomstår.

Det fremgår, at selskabet F1 ApS blev tvangsopløst af Skifteretten, jf. anpartsselskabslovens § 86, den 17. december 1991. Klageren har endvidere oplyst, at de øvrige 2 firmaer i Tyskland er blevet afviklet.

Det fremgår endvidere, at klageren har modtaget løn fra selskabet F1 ApS i indkomståret 1990.

Vedrørende tab på løntilgodehavende.

Det fremgår af sagen, at Told- og Skatteregion Å-by har oplyst, at klageren pr. 31. december 1990 havde et løntilgodehavende på 222.500 kr. fra F1 ApS. Klageren er blevet beskattet i indkomståret 1990 af løn fra selskabet. Told- og skatteregionen har endvidere anført, at løn- og honorarindtægter i princippet beskattes i det år, hvor lønmodtageren har erhvervet endelig ret til lønnen ved at have udført det, som arbejdsaftalen pålægger ham. Regionen har endvidere anført, at hvis løntilgodehavendet senere skulle vise sig at være uerholdeligt, vil tabet af den tilgodehavende løn kunne fratrækkes i det år, hvor tabet bliver konstateret. Dette kan f.eks. ske i forbindelse med konkursboets afslutning.

Det fremgår, at klageren i det påklagede indkomstår alene har modtaget iværksætterydelse.

Klagerens advokat har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten nedlagt påstand om fradrag for tab på løntilgodehavende på 260.000 kr. Han har til støtte herfor anført, at der i indkomståret 1990 blev optjent et beløb som ovenfor nævnt, og at dette blev beskattet hos klageren, og at det efterfølgende har vist sig, at dette krav ikke kunne inddrives.

Klagerens advokat har endvidere anført, at fradraget må tilkomme hans klient i det år, tabet bliver konstateret, enten i indkomståret 1991 eller 1992.

Landsskatteretten bemærker, at der ikke er forelagt retten dokumentation vedrørende tab på løntilgodehavende, hvorfor der ikke kan indrømmes fradrag for det af klagerens advokat påståede beløb.

Vedrørende fradrag for renteudgifter.

Det fremgår af sagen, at klageren har været ejer af ejendommen K-vej 4, matr.nr. ...ba. Ejendommen blev overtaget af Kreditforeningen den 4. april 1991. Klageren har fratrukket renteudgifter på 2 pantebreve med i alt 16.000 kr. vedrørende pantebreve i ejendommen matr.nr. ...ba, G-by by, G-by.

Det fremgår af sagen, at ejendommen blev solgt på tvangsauktion, og kreditor, der er klagerens bror, i den forbindelse opgjorde sit krav på følgende måde:

Ad pantebrev stort opr. 86.549 kr.:
Ydelse oktober 1990 2.728,49 kr.
Påkravsgebyr 54,56 kr.
Morarente pr. 1. juni 1991 286,49 kr.
Restgæld 1. oktober 1990 84.610,28 kr.
10 % heraf fra 1. oktober - 29. oktober 1990 658,08 kr.
Procesrente fra 29. oktober 1990 - 1. juni 1991 7.214,21 kr.
Inkassoomkostninger 2.099,84 kr.
Ad pantebrev stort opr. 76.549 kr.:
Ydelse oktober 1990 2.544,73 kr.
Påkravsgebyr 50,88 kr.
Morarente pr. 1. juni 1991 267,20 kr.
Restgæld 1. oktober 1990 74.834,00 kr.
10 % heraf f.t. 1. oktober - 29. oktober 1990 582,05 kr.
Procesrente fra 29. oktober 1990 - 1. juni 1991 261,92 kr.
Inkassoomkostninger 1.907,23 kr.
I alt pr. 1. juni 1991 178.100,33 kr.

Skatteankenævnet har nægtet fradrag for renteudgifterne, jf. ligningslovens § 5, stk. 7, hvorefter renteudgifter først kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Ankenævnet har fundet, at der ikke kan godkendes fradrag, jf. ovennævnte bestemmelse, idet der ikke er dokumentation for betaling af renter for indkomståret 1990. Ankenævnet har i den forbindelse henvist til opgørelsen, der er foretaget i forbindelse med tvangsauktionen over ejendommen, hvoraf det blandt andet fremgår, at ydelsen for oktober 1990 indgår i denne opgørelse.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om fradrag for renteudgifterne under henvisning til, at renterne må anses for betalt.

Landsskatteretten finder i lighed med skatteankenævnet, at der ikke kan foretages fradrag for renterne. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

Vedrørende øvrige lønmodtagerudgifter.

Klageren har foretaget fradrag for rejseudgifter i forbindelse med sit ansættelsesforhold hos F1 ApS. Klageren har opgjort fradraget for rejsedage ved arbejde i Tyskland på følgende måde:

Antal rejsedage 174 dage á 227 kr. 39.498 kr.
Overnatning 174 dage á 127 kr. 22.098 kr.
Handelsrejsende 174 dage á 40 kr. 6.960 kr.
øvrige lønmodtagerudgifter 2.478 kr.
I alt 71.034 kr.

Skatteankenævnet har nægtet fradraget under henvisning til statsskattelovens § 6 a, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, idet klageren i det påklagede indkomstår ikke har modtaget løn fra F1 ApS. Ankenævnet har derfor fundet, at klageren ikke kan foretage fradrag, idet der ikke har været indtægter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i et omfang, der overstiger et grundbeløb på 3.000 kr.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om fradraget med den begrundelse, at klageren i indkomståret 1991 i lighed med de øvrige medarbejdere i selskabet udførte arbejde for selskabet. Klageren kunne imidlertid i modsætning til de almindeligt ansatte ikke få udbetalt løn, før der var sikkerhed for, at selskabet havde midler hertil.

Landsskatteretten bemærker, at fradrag for udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde er reguleret af ligningslovens § 9, jf. statsskattelovens § 6 a. Det fremgår heraf, at lønmodtagere kan fradrage udgifter, som afholdes for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det omfang, udgifterne overstiger et reguleret grundbeløb på 3.000 kr.

Ifølge SD-cirkulære 1990, nr. 48, der er udstedt i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5, kan der, hvis betingelserne for skattefri godtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket, eller er sket med lavere beløb, foretages fradrag for differencen i den skattepligtige indkomst, jf. cirkulærets pkt. 6.3.

Landsskatteretten finder, at det ikke er godtgjort, at klageren kan foretage fradrag, jf. ovennævnte cirkulære, idet det ikke er godtgjort, om klageren opfylder betingelserne for at foretage fradrag, jf. cirkulæret. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 17. juli 1997, har sagsøgeren påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1991 nedsættes med 222.500 kr. vedrørende tab på løntilgodehavende, med 16.000 kr. vedrørende renteudgifter og med 70.475,25 kr. vedrørende rejseudgifter.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse. Subsidiært har sagsøgte påstået ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1991 hjemvist til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagen angår

Om sagens nærmere omstændigheder er bl.a. oplyst følgende:

Personlig indkomst:

Den 22. november 1989 stiftede sagsøgeren selskabet F1 ApS med en indskudskapital på 80.000 kr. Den 15. december 1989 indgik sagsøgeren en ansættelsesaftale med selskabet, hvorefter sagsøgeren blev ansat som direktøreksportchef til en fast månedsløn på 20.000 kr. Af ansættelsesaftalen fremgår, at selskabets formål var at sælge danske tekstilvarer i Tyskland samt - på vegne af det tyske selskab F2 GmbH, som sagsøgeren efter en indkøringsperiode blev medejer af - at sælge tyske investeringsejendomme hovedsageligt i Danmark.

Sagsøgeren solgte den 1. august 1990 halvdelen af anparterne i F1 ApS til C, der tillige var medejer af F2 GmbH.

Af den aftalte løn fik sagsøgeren i 1990 i alt udbetalt 37.500 kr., således at han i selskabets bogholderi for perioden 22. november 1989 til 31. december 1990 var noteret med et løntilgodehavende på 222.500 kr.

Da Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke modtog det første årsregnskab pr. 31. december 1990 for F1 ApS, anmodede styrelsen den 17. december 1991 Skifteretten i Å-by om at tvangsopløse selskabet. Skifteretten opløste rettelig selskabet den 15. juni 1992. Af skiftebogen for denne dag fremgår bl.a. følgende:

"...

Mødt var B der behørigt formanet forklarede, at driften ophørte i februar 1992.

Der var ingen aktiver i selskabet - kun gæld.

..."

Statsautoriseret revisor D har til brug for sagen på foranledning af sagsøgeren gennemgået selskabets saldobalance for perioden 1. januar 1991 til 1. juli 1991 med henblik på en vurdering af selskabets økonomiske stilling i efteråret 1991. Af revisorens skrivelse af 18. november 1997 til sagsøgeren fremgår bl.a. følgende:

"...

Der er ikke tale om en revisionsmæssig gennemgang, hvorfor regnskabsmaterialet ikke bliver forsynet med en revisionspåtegning. Informationerne er ikke beregnet til offentliggørelse, og gennemgangen kan ikke erstatte de lovpligtige eller vedtægtsbestemte bestemmelser om udarbejdelse og revision af selskabets årsregnskaber.

Ud over ovennævnte balance har jeg fået forelagt saldobalance og kontokort for perioden 22.11.1989-31.12.1990.

Herudover har De supplerende oplyst:

    *
    De har som selskabets direktør anmodet skifteretten om opløsning af selskabet den 16.03.1992
    *
    Selskabet er endeligt opløst i løbet af 1992
    *
    Der har i perioden fra selskabets stiftelse den 22.11.1989 og frem til selskabets opløsning ikke været udarbejdet årsregnskaber
    *
    Selskabets generalforsamlingsvalgte revisor var henholdsvis F4 og F5s indskudskapital androg 80.000 kr., som var indbetalt kontant

Jeg bemærker indledningsvis, at saldobalancen giver indtryk af ikke at være afstemt og nærmere gennemgået, idet bl.a.:

    *
    Anskaffelsessum biler, kt. 6510 er i kredit
    *
    Indskudskapitalen, kt. 8200 er i debit
    *
    Billån, kt. 8620 er i debit
    *
    Manglende kontinuitet mellem saldobalancen for 1990 og 1991

Isoleret betragtet må det derfor konkluderes, at vedhæftede saldobalance ikke er tilstrækkeligt grundlag til at foretage en vurdering af selskabets økonomiske stilling.

På den anden side viser gennemgangen af vedhæftede saldobalance:

    *
    Et underskud for perioden fra 22.11.1989 - 30.06.1991 på 498.072 kr.
    *
    At selskabet har tabt sin indskudskapital
    *
    At gælden væsentligt overstiger aktiverne

Konklusion

På baggrund af foranstående er det - med forbehold for den usikkerhed, der følger af at vedhæftede saldobalance ikke er afstemt eller der i øvrigt ikke foreligger revideret regnskabsmateriale - min opfattelse, at der er en stærk formodning for, at selskabet var insolvent i september 1991, og at det som følge heraf måtte anses for særdeles tvivlsomt, at selskabet ville være i stand til at honorere sine kreditorer eller anpartshavere."

Renteudgifter:

Af en årsopgørelse af 31. december 1990 fra B-banks Fonds- og Forvaltningsafdeling fremgår, at de forfaldne renter i 1990 på de to pantebreve i alt udgjorde 12.298,35 kr. Sagsøgerens broder, E , der var kreditor i henhold til pantebrevene, opnåede ingen dækning på tvangsauktionen i april 1991.

Der er fremlagt et udateret og ikke underskrevet forlig mellem sagsøgeren og E indgået i forbindelse med bodelingen efter deres moders død. Af forliget fremgår bl.a. følgende:

"...

Der er indgået forlig mellem E og A, hvorefter A betaler kr. 110.000,- til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende mellem ham og E. Dette beløb betales af de kontante midler i boet, såfremt der er beløb hertil. E undlader at udtage løsøre for evt. manglende beløb, ligesom han undlader at foretage retsforfølgning for det manglende beløb indtil kr. 110.000,-.

Hvis der ikke er kontante midler i boet op til kr. 110.000,forpligter A sig til at afdrage resten, når hans økonomiske situation bedres."

I forbindelse med moderens dødsfald tilkom der sagsøgeren et forsikringsbeløb hos forsikringsselskabet F6. Dette beløb disponerede sagsøgeren over i en erklæring af 10. december 1991 med følgende ordlyd:

"...

Jeg erklærer mig hermed indeforstået med at E overtager Police nr. ...4 - 3 og nr. ...5 - 6 for et kontant beløb af 60.000,- kr. som modregnes i min gæld til E på 110.000,- kr. som der er indgået frivillig forlig på.

Han får desuden resterende kontant beløb der skulle være tilovers fra min andel af arven, men under betingelse af, at han overholder de indgåede aftaler, såsom han ikke vil antaste eller gøre krav på nogen form for indbo eller modtaget indbo efter min mor.

...

Jeg vil afdrage den resterende sum til E hurtigst mulig og han er naturligvis velkommen til at retsforfølge mig, såfremt jeg ikke overholder den indgåede aftale.

Der er indgået aftale om afdrag af den resterende sum indenfor 10 til 15 år med en fast rente.

Vedlagte: Fuldmagt vedlægges i underskreven tilstand, men det betinges for frigivelse at ovenstående punkter er opfyldt, E bedes underskrive dette inden fuldmagten er gyldig.

..."

Ved en påtegning af 16. december 1991 har E godkendt erklæringens indhold.

Af en udateret opgørelse vedrørende moderens dødsbo fremgår bl.a. følgende om det indbyrdes forhold mellem sagsøgeren og E:

"...

E har fået udbetalt:
værdi af forsikring kr. 60.000,00
...
yderligere at afregne - 9.284,72

..."

Øvrige lønmodtagerudgifter (rejseudgifter):

Sagsøgeren har fremlagt en ekstraheret udgave af sin mødekalender for 1991 og på denne baggrund foretaget følgende ændrede opgørelse af rejseudgifter m.v.:

"...

Rejseri Danmark med overnatning
Logi 6 dage á kr. 125,60 kr. 753,60
Fortæring 6 dage á kr. 226,95 kr. 1.361,70
Rejseri Danmark uden overnatning
33 dage á 8 timer á 9,45 kr. 2.494,80
33 dage á kr. 60,00 (handelsrejsende) kr. 1.980,00
Rejser i udlandet med overnatning
Logi 147 dage á (1/3 af 135 DEM -kurs 3,90) kr. 175,50 kr. 25.798,50
Fortæring 147 dage á kr. 226,95 kr. 33.361,65
Tilsluttende rejsedage
50 dage á 10 timer á kr. 9,45 kr. 4.725,00
I alt kr. 70.475,25"

Af de 147 rejser i udlandet foregik de 12 i december 1991.

Sagsøgeren har endvidere til belysning af, at der har været udført arbejde for F1 ApS i 1991, fremlagt et brev fra maskinfabrikken F7 A/S til sagsøgeren af 2. april 1991 vedrørende et møde den 2. april 1991 om selskabets salg af maskiner i Tyskland samt korrespondance fra juni 1991 vedrørende afregning af en afsluttet handel med en tysk ejendom.

Det fremgår af selskabets råbalance for perioden 1. januar 1991 til 1. juli 1991, at der i denne periode var en udgiftspost vedrørende diæter på 5.686,66 kr.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at F1 ApS ikke havde succes med markedsføringen af danske tekstiler i Tyskland. Han valgte derfor i samarbejde med tyskeren C at lade selskabet gå ind på det tyske ejendomsmarked. Endvidere forsøgte selskabet i 1991 at finde kunder til F7s betonblandere og at få produktet godkendt i Tyskland. Såfremt der var blevet etableret en forhandleraftale, ville selskabet have fået provision, og han troede derfor fortsat på selskabets eksistens. Årsagen til, at der ikke blev udarbejdet regnskab for det første regnskabsår, var et uafklaret mellemværende med en tidligere revisor og manglende penge. Selskabets bankforbindelse, V-bank A/S, ville i efteråret 1991 ikke udvide driftskreditten, som sagsøgeren hæftede begrænset for. C forgreb sig på 180.000 DM i et af de tyske selskaber, og sagsøgeren afbrød samarbejdet med ham. Det stod herefter klart for ham, at F1 ApS ikke kunne reddes, og at han ikke ville få sit løntilgodehavende betalt. Der var herefter ingen egentlig drift i selskabet, idet selskabet ikke fik nye ordrer.

Den eneste aktivitet i december 1991 var en afvikling af selskabet, herunder ved kundebesøg, men han lavede ikke opsøgende arbejde med henblik på fortsat drift. I 1990 levede han af iværksætterydelsen og den smule løn, som selskabet udbetalte ham, i alt ca. 90.000 kr. Det var imidlertid ikke nok til, at han kunne betale sine udgifter, og i 1991 blev hans ejendom solgt på tvangsauktion. I 1991 levede han kun af iværksætterydelsen på ca. 6.000 kr. om måneden. Han betalte ikke for overnatninger, når han var på rejse, da han for det meste overnattede hos venner og bekendte. I enkelte tilfælde betalte selskabets kunder for hans hotelovernatninger. Disse overnatninger er inkluderet i de 147 rejsedage med overnatning. Det var selskabet eller selskabets kunder, der betalte hans fortæringsudgifter i forbindelse med forretningsmiddage på rejser i udlandet. Han har dog også ind imellem selv købt mad eller haft madpakke med. Under rejser i Danmark afholdt han selv udgifterne til mad. Han har ikke lavet en opgørelse over hvilke dage, andre har betalt for hans fortæring.

Udgiftsposten diæter i råbalancen er diæter, som han har anmodet selskabet om at udbetale sig, men som han ikke har fået udbetalt. Han havde regnet ud, at der i forhold til genkøbsværdien på 60.000 kr. for forsikringspolicen kunne opnås en pæn forrentning ved at beholde denne. På denne baggrund indgik han i december 1991 forlig med broderen om, at gælden i henhold til pantebrevene blev nedskrevet til 110.000 kr., og at broderen overtog forsikringen som betaling for en del af gælden. Sagsøgerens arveandel på 9.284,72 kr. blev også udbetalt til broderen, da boet var færdigbehandlet. Han er sikker på, at dette skete i 1991. Den udaterede opgørelse må være lavet efter den 16. december 1991. Det beløb, som han har fratrukket som renter, er fastsat skønsmæssigt som et års renter på pantebrevene med tillæg af en skønsmæssig andel af de procesrenter, der var påløbet på grund af for sen betaling. Forligsbeløbet blev fastsat som kursen på pantebrevene.

Statsautoriseret revisor D har forklaret, at han ikke har været revisor for F1 ApS. I 1997 blev han af sagsøgeren bedt om at foretage en vurdering af selskabets økonomiske forhold i 1991. Han fik udleveret det regnskabsmateriale, som forelå, herunder en råbalance. Materialet var ufuldstændigt, og han måtte derfor tage forbehold i sin udtalelse. På 18 måneder havde selskabet alene haft en omsætning på ca. 300.000 kr., og resultatet var negativt med ca. 498.000 kr. Underskuddet skyldtes mellemværendet med banken og den skyldige løn til direktøren. Det er hans vurdering, at selskabet i efteråret 1991 ikke var levedygtigt, og han ville ikke have anbefalet at udarbejde regnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvis han var blevet spurgt derom. Selskabet har i efteråret 1991 reelt været insolvent. Han har ikke i dag et andet grundlag for at udtale sig om selskabets daværende økonomiske situation, end da han afgav sin skriftlige udtalelse herom.

E har forklaret, at sagsøgeren på et tidspunkt købte en ejendom af ham og i denne forbindelse udstedte to pantebreve. Hans advokat opgjorde pantebrevene i forbindelse med tvangsauktionen, og der er ikke blevet tilskrevet renter siden. Ved udarbejdelsen af forliget gik de ud fra denne opgørelse. I forbindelse med opgørelsen af moderens dødsbo blev han og sagsøgeren enige om, at vidnet overtog forsikringen på 60.000 kr. og arv for 9.284,72 kr. Han kan ikke nærmere huske, hvornår beløbet blev udbetalt, men det skete ved en check under boets behandling enten i december 1991 eller Januar 1992. Han valgte at beholde forsikringen. Han kan ikke huske, hvornår han modtog besked fra forsikringsselskabet om, at overdragelsen var registreret. Han ved ikke om forsikringspolicen og arvebeløbet udgjorde betaling for renter eller afdrag på sagsøgerens gæld til ham. Han havde foretaget udlæg i sagsøgerens arveandel, og sagsøgerens daværende advokat tilbød, at han kunne få betaling bl.a. i form af forsikringen, såfremt han indgik på et forlig. Sagsøgeren skylder ham ikke længere noget.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om fradrag i den personlige indkomst gjort gældende, at løntilgodehavendet er konstateret tabt i 1991. Regnskabsmaterialet pr. 30. juni 1991 viser, at der i perioden forud havde været et betydeligt underskud, at selskabet havde tabt sin indskudskapital, og at selskabets gæld væsentlig oversteg aktiverne. Det må ved statsautoriseret revisor Ds erklæring og forklaring anses bevist, at selskabet i efteråret 1991 var insolvent. Da selskabet samtidig ikke kunne opnå yderligere kredit, var der ikke grundlag for at antage, at selskabets forhold ville blive bedre. Den formelle dato for tvangsopløsningen er ikke udtryk for andet end det seneste tidspunkt for, hvornår tabet kunne konstateres. Det kan ikke tillægges nogen betydning, at sagsøgeren i skifteretten i 1992 er citeret for at have forklaret, at selskabets drift ophørte i februar 1992. Sagsøgerens daværende forklaring er ikke nærmere uddybet, og det må således i overensstemmelse med sagsøgerens nuværende forklaring lægges til grund, at selskabet i december 1991 alene var under afvikling.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at løntilgodehavendet ikke er blevet konverteret til et lån fra sagsøgeren til selskabet. Der er således ikke etableret lånedokument eller aftale om tilbagebetaling og forrentning m.v. Der forløb kun meget kort tid fra løntilgodehavendet opstod, til det var sandsynliggjort, at selskabet ikke kunne betale dette. Det må antages at være en forudsætning for en långivers vilje til at yde et lån, at långiveren anser en tilbagebetaling for mulig.

Sagsøgeren har til støtte for påstanden om fradrag for renteudgifter gjort gældende, at det ved den skriftlige aftale om overførsel til E af forsikringspolicen er bevist, at der i 1991 er sket betaling af renter på pantebrevene. Denne overdragelse fandt sted den 16. december 1991, da policen er et omsætningsgældsbrev. Der er endvidere sket betaling af renter ved aftalen om, at sagsøgerens arv efter moderen skulle udbetales til E. Da rentebeløbet er opgjort skønsmæssigt, er sagsøgeren indforstået med, at den nærmere opgørelse af rentefradraget hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Til støtte for påstanden om fradrag for rejseudgifter har sagsøgeren gjort gældende, at der er fradrag for disse udgifter i medfør af ligningslovens § 9, stk. 1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Gennem fremlæggelsen af sin rejsekalender har sagsøgeren dokumenteret sin rejseaktivitet på tilstrækkelig måde, og han har i sin opgørelse anvendt de standardiserede takster vedrørende rejse i Danmark og i udlandet. Der kan ikke herudover stilles krav om dokumentation for udgifterne, der er afholdt i forbindelse med udførelsen af indtægtsgivende arbejde. Det forhold, at selskabet ikke havde økonomisk mulighed for at udbetale sagsøgeren den løn, som han ifølge ansættelsesaftalen var berettiget til, indebærer ikke, at arbejdet ikke er indtægtsgivende, jf. ligningslovens § 9, stk. 1. Sagsøgeren har endvidere fået udbetalt iværksætterydelse i relation til arbejdet. Såfremt antallet af rejsedage ikke anses for tilstrækkelig dokumenteret, er sagsøgeren indforstået med, at opgørelsen af fradraget hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand vedrørende fradraget i den personlige indkomst i første række gjort gældende, at der ikke er konstateret et tab på løntilgodehavendet i indkomståret 1991. Selskabet blev først tvangsopløst i juni 1992, og efter sagsøgerens egen forklaring i skifteretten, som i denne forbindelse må lægges til grund, ophørte driften i selskabet først i februar 1992. Et tab kan ikke konstateres alene på grundlag af regnskabsmateriale, og det foreliggende regnskabsmateriale er under alle omstændigheder så ufuldstændigt, at den statsautoriserede revisor har taget en række forbehold. Det er således heller ikke ved revisorens erklæring og forklaring godtgjort, at tabet blev konstateret i 1991. Sagsøgte har i anden række gjort gældende, at der er tale om et ikke fradragsberettiget formuetab. Sagsøgeren var direktør og anpartshaver i selskabet, og der blev gennem længere tid ikke hævet løn, selvom driften fortsatte. Sagsøgeren har heller ikke gjort noget for at indkræve lønnen. Under disse omstændigheder er den manglende lønudbetaling udtryk for, at der er ydet et driftstilskud til selskabet eller etableret et låneforhold.

Det er i den forbindelse uden betydning, at der ikke er oprettet sædvanlige lånedokumenter, og at tilgodehavendet er opstået over en kortere periode.

Til støtte for påstanden om frifindelse vedrørende fradrag for renteudgifter har sagsøgte i første række gjort gældende, at betingelserne for opnåelse af fradrag ikke er opfyldt, jf. ligningslovens § 5, stk. 7, da det ikke er godtgjort, at sagsøgeren i 1991 har betalt renter på gælden fra oktober termin 1990. Sagsøgerens overdragelse af forsikringspolicen kan ikke anses for sket, før forsikringsselskabet har noteret overdragelsen. Sagsøgeren har ikke bevist, at dette er sket i 1991, ligesom det heller ikke er bevist, at beløbet på 9.284,72 kr. blev betalt til E i 1991. Sagsøgte har i anden række gjort gældende, at hvis der skete betaling i 1991, er det ikke godtgjort, at denne betaling dækkede renter. Såfremt det må lægges til grund, at der er sket betaling af renter i 1991, har sagsøgte til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at der ikke er betalt 16.000 kr. i renter. Sagsøgeren har selv oplyst, at der er tale om et skønsmæssigt beløb, og E har forklaret, at der ikke er tilskrevet renter efter advokatens opgørelse ved tvangsauktionen. Den nærmere opgørelse af betalte renter må derfor hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse vedrørende fradrag for rejseudgifter gjort gældende, at sagsøgeren ikke er berettiget til fradrag i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1, da sagsøgeren ingen løn har fået udbetalt. Udgifterne er derfor ikke afholdt i forbindelse med indtægtsgivende arbejde. Det er uden betydning, at der var aftalt en løn, og at sagsøgeren har fået udbetalt iværksætterydelse, da udbetaling af denne ydelse ikke er ensbetydende med indtægtsgivende arbejde. Sagsøgeren, har endvidere ikke dokumenteret, at han selv har afholdt de påberåbte udgifter, men derimod forklaret, at udgifterne i en række tilfælde ikke blev afholdt af ham, og det bestrides, at de anvendte satser er korrekte. Såfremt det måtte blive lagt til grund, at sagsøgeren er berettiget til fradrag for rejseudgifter, bør sagen således hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne med henblik på en nærmere beregning af fradraget.

Begrundelse og konklusion

Det kan lægges til grund, at det regnskabsmateriale som forelå for F1 ApS pr. 30. juni 1991 var mangelfuldt, og at revisor i 1997 ved udarbejdelse af sin erklæring om selskabets solvens i september 1991 tog forbehold som følge af manglerne ved materialet. Sagsøgeren, der ejede halvdelen af anparterne i selskabet, havde så sent som i december 1991 en betydelig rejseaktivitet for selskabet, og forklarede i juni 1992 i skifteretten, at selskabets drift ophørte i februar 1992. På denne baggrund er det ikke godtgjort, at sagsøgerens tab på løntilgodehavendet blev konstateret i 1991, og sagsøgeren har derfor ikke fradrag herfor som påstået.

Sagsøgerens gæld til E blev forliget nedsat til 110.000 kr., hvilket var mindre end restgælden på de to pantebreve. Det fremgår ikke af forligets tekst, om den nedskrevne gæld indeholdt renter, og sagsøgeren har ikke i forbindelse med den skriftlige aftale om overdragelsen af forsikringspolicen tilkendegivet, at der herved skete betaling af renter på sagsøgerens gæld. E var efter sin forklaring heller ikke bekendt med, om der var sket betaling af renter og i givet fald med hvilket beløb. Allerede efter disse omstændigheder er der ikke grundlag for fradrag for renter, som påstået af sagsøgeren.

Sagsøgeren havde i 1991 ingen lønindkomst for arbejde udført for F1 ApS. I overensstemmelse hermed fremgår det af sagsøgerens selvangivelse for 1991, at selskabet i 1991 ikke har betalt løn til sagsøgeren. Da sagsøgeren ikke har bevist, at selskabet i 1991 på anden måde en ved udbetaling af løn har honoreret ham for arbejde udført for selskabet, har han ikke ret til fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens stk. 1. Det forhold, at sagsøgeren har modtaget iværksætterydelse i 1991, kan ikke føre til et andet resultat, idet denne ydelse udbetales af det offentlige og således ikke er betaling for arbejde udført for selskabet.

Som følge af det anførte frifindes sagsøgte i det hele.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, til sagsøgte betale, sagens omkostninger med 20.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter