Dato for udgivelse
09 Apr 2001 14:00
SKM-nummer
SKM2001.133.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/99-4286-00951
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Emneord
Indsamling, hædersgave, skattefrihed, bindende forhåndsbesked
Resumé
Et indsamlet beløb, til en idrætsudøver, der var blevet handicappet, blev af Ligningsrådet anset for omfattet af skattefrihedsbestemmelsen i ligningslovens § 7, litra a.
Reference(r)
Ligningsloven § 7 litra a
Ligningsvejledningen 1999 A.B.7.3

Spørgsmål
Vil en indsamling til fordel for NN være skattefri i medfør af ligningslovens § 7, litra a?

Svar
Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Sagsfremstilling og begrundelse

Følgende er oplyst i anmodningen:

NN har været professionel idrætsudøver, og han udøvede sit erhverv, indtil han forulykkede. NN er i dag handicappet som følge af ulykken, og er derfor ikke i stand til at fortsætte indenfor sin idræt eller i det hele taget at udføre et normalt arbejde. Hans læge har oplyst overfor ham, at tilstanden er stationær.

NNs sørgelige situation har påvirket mange mennesker, blandt andet tidligere kolleger og bestyrelsen i hans idrætsforbund, hvilket har medført, at forbundet ønsker at forestå en indsamling med henblik på overrækkelse af en gave til ham som anerkendelse af hans enestående talent og opnåede resultater som idrætsudøver.

Gaven skal blandt andet give NN økonomisk mulighed for den lægelige behandling, han har brug for i sin nuværende situation. Forbundet bemærker, at skatteyderen ikke har nogen formue.

Forbundet påtænker således at afholde en række arrangementer, hvor hovedformålet vil være indsamling til NNs gave.

Den kommunale skatteforvaltning har udtalt, at man finder, at en gave indsamlet som beskrevet principielt vil være omfattet af "anerkendelsesbegrebet" i ligningslovens § 7, litra a, jf. hertil ligningsvejledningen afsnit A.B.7.3.2 og cirkulære til ligningsloven nr. 72 af 17. april 1996 punkt 2.1.1.

Vedrørende indsamlingsformen har skatteforvaltningen bemærket følgende:

Det er efter forvaltningens opfattelse intet til hinder for, at indsamlingen helt eller delvist sker i form af fx særlige arrangementer, under forudsætning af, at det enkelte arrangement har karakter af indsamling.

For at dette med sikkerhed kan anses at være tilfældet, må det efter skatteforvaltningens opfattelse fordres, at der er tale om et arrangement, der foranstaltes med henblik på indsamling af bidrag til omhandlede gave, at hele overskuddet ved arrangementet - dvs. entreindtægter m.v. med fradrag af nødvendige udgifter til arrangementets gennemførelse - anvendes til formålet samt at ovenstående klart tilkendegives ved annoncering af arrangementet, således at publikum er vidende om, at de ved deres betaling af entre m.v. deltager i omhandlede indsamling.

Pengestrømmen fra entreindtægt m.v. til endelig ydelse af gaven må efter forvaltningens opfattelse kunne dokumenteres ved et regnskab over arrangementet, der på forlangende vil kunne forelægges ligningsmyndighederne til konstatering af, at indsamlingen (arrangementet) er foregået således, at den vil kunne anses omfattet af den omhandlede lovbestemmelse. Også pengestrømmen ved indsamlingen i øvrigt må kunne dokumenteres.

Ifølge lovbestemmelsen skal der være tale om en gave ydet én gang for alle. Det er efter skatteforvaltningens opfattelse intet til hinder for, at gaven indsamles over en periode i form af flere arrangementer m.v., når blot der er tale om indsamling(er) til samme gave.

Ved opfyldelse af disse betingelser vil den påtænkte indsamling efter skatteforvaltningens opfattelse være omfattet af ligningslovens § 7, litra a.

Told- og Skatteregionen har tilsluttet sig skatteforvaltningens udtalelse.

Told- og Skattestyrelsen har udtalt følgende:

En gennemgang den hidtidige praksis vedrørende ligningslovens § 7, litra a, viser, at de indsamlinger, der er anset for omfattet af LL § 7, litra a, kan opdeles i følgende grupper:

1. indsamlinger til efterladte, hvor ægtefællen/samleveren er død ved en (arbejds)ulykke. Det er karakteristisk, at indsamlingerne er foretaget ud fra et ønske om at give økonomisk støtte til de efterladte. I flere af sagerne er det således oplyst, om den afdøde har været forsikret, samt om den generelle økonomiske situation for de efterladte mv.

2. indsamlinger til personer som anerkendelse af personens virke indenfor sit felt - der er typisk tale om mange års deltagelse i foreningsarbejde

3. indsamlinger til en større gruppe personer, der som følge af en uforudset begivenhed har lidt et økonomisk tab fx. naturkatastrofe, gidseltagning mv.


NNs situation adskiller sig efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse fra de sager, der hidtidig er blevet taget stilling til af henholdsvis Ligningsrådet og Landsskatteretten.

I forhold til sagerne i gruppe 1 er indsamlingen til NN sket til fordel for en ikke-forsikret tilskadekommen og ikke til de efterladte.

I forhold til sagerne i gruppe 2 er der som ovenfor nævnt tale om, at personerne har været aktive indenfor deres felt i mange år. Told- og Skattestyrelsen finder ikke, at hverken enkeltstående sportspræstationer eller en kortere eller længere sportskarriere i sig selv kan medføre, at indsamlinger til idrætsudøveren vil være omfattet af ligningslovens § 7, litra a.

Told- og Skattestyrelsen indstiller, at det indsamlede beløb til NN ikke anses for omfattet af ligningslovens § 7, litra a.

Ligningsrådet finder, at det indsamlede beløb er omfattet af ligningslovens § 7, litra a. Ligningsrådet har herved henset til, at NN er blevet invalideret og ikke er formuende.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter