Dato for udgivelse
01 Mar 2001 16:10
Dato for afsagt dom/kendelse
16. januar 2001
SKM-nummer
SKM2001.8.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, B-1136-99
Dokument type
Dom
Emneord
Morarenter, Eftergivelse
Resumé
Skatteministeriet frifundet i sag om eftergivelse af morarenter.
Reference(r)
Kildeskatteloven § 73 D

Parter:

A

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Den 22. februar 1999 skrev Told-og Skattestyrelsen således til sagsøgeren, A:

"Told- og Skattestyrelsen har fra Told- og Skatteregion X-by modtaget Deres klage over regionens afgørelse af 7. maj 1998, der er fastholdt i regionens afgørelse af 10. juni 1998. Klagen vedrører tilskrivning af morarenter på skatterestancer, der knytter sig til forhøjelser vedrørende standardfradrag for arbejde i udlandet i indkomstårene 1989 til 1995.

På et møde med regionen den 4. juni 1998 har De præciseret, at det alene er morarenter vedrørende standardfradrag ved arbejde i udlandet, De ikke ønsker at betale. Regionen har opgjort disse morarenter til i alt kr. 24.889,61, jf. vedlagte opgørelse.

Skatterestancerne vedrørende årene 1989-1995 vedrørende fradrag for arbejde i udlandet er opgjort til i alt kr. 49.811 på baggrund af foretagne forhøjelser på i alt kr. 99.270.

Denne afgørelse omfatter således alene klage over tilskrivning af morarenter, der relaterer sig til standardfradrag for arbejde i udlandet for indkomstårene 1989-1995.

Styrelsen fastholder regionens afgørelse, jf. nedenfor.

Begrundelsen for at De ikke ønsker at betale de omhandlede morarenter er, at De finder, at det er skattemyndighedernes fejl, at sagen er trukket i langdrag.

De anfører, at skattemyndighederne aldrig har vejledt Dem om reglerne for standardfradrag for arbejde i udlandet og har undladt at meddele Dem, at 20.000 kr.-fradraget aldrig har været gældende - heller ikke for 1988, for hvilket år De fik godkendt dette fradrag.

Det fremgår af sagen, at Landsskatteretten i sin kendelse af 30. juni 1994 stadfæster Skatteankenævnets nægtelse af genoptagelse af indkomstansættelsen for 1989 og 1990 for så vidt angår fradrag for rejse i udlandet med henvisning til, at De har fået dækket Deres udgifter ved udlæg efter regning, jf. punkt 1. i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 1988-65.

Hertil kommer, at det af Told- og Skatteregion X-by's referat fra et møde den 4. juni 1998 fremgår, at De i forbindelse med ligningen for 1989 var gjort bekendt med cirkulære nr. 1988-65, men at De ikke nærmere havde læst cirkulæret.

Det må herefter lægges til grund, at De allerede i forbindelse med ligningen for 1989 blev gjort bekendt med reglerne for skattemæssig fradrag for arbejde i udlandet.

Det bemærkes, at der har været bevilget henstand med betaling af morarenter under de verserende klagesager, jf. kildeskattelovens § 73 E (nu § 15 i bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998 om sagsudlægning).

Henstand er imødekommet på betingelse af, at beløbet forrentes med den i kildeskattelovens (Lovbekendtgørelse nr. 614 af 10. juli 1997) § 63, stk. 1, fastsatte rentesats og med forbehold for modregning i overskydende skat m.v.

Der er således sket korrekt beregning af morarenter.

Efter gældende praksis kan der ske fritagelse for betaling af korrekt beregnede renter efter § 73 D, i kildeskatteloven, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor. Dvs. hvis der er begået myndighedsfejl af culpøs karakter, eller hvis der foreligger en force majeure-lignende situation.

I den konkrete sag finder styrelsen ikke, at der foreligger en myndighedsfejl af culpøs karakter, der kan medføre fritagelse for betaling af korrekt beregnede renter.

Her lægger styrelsen blandt andet vægt på, at De allerede ved ligningen af 1989 blev gjort bekendt med SD-cirkulære, nr. 1988-65.

Styrelsen fastholder derfor som allerede tidligere anført regionens afgørelse.

..."

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 19. maj 1999, har sagsøgeren påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren er berettiget til eftergivelse af de tilskrevne morarenter på 24.889,61 kr. vedrørende de ikke godkendte fradrag for årene 1989-1995.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært at afgørelsen vedrørende eftergivelsen af de i 1989-1995 tilskrevne morarenter på 24.889,61 kr. hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagen angår

I januar 1988 udsendte Dansk Entreprenørforenings Eksportsektion en 4. udgave af en håndbog med titlen " Skat ved arbejde i udlandet" indeholdende en samlet fremstilling af skatteregler af betydning ved udsendelse af medarbejdere i udlandet. Håndbogen var forfattet af direktør B, Erhvervenes Skattesekretariat. Af håndbogen fremgik det blandt andet, at reglerne om standardfradrag for udlandsarbejde i forbindelse med en i december 1987 vedtaget " eksportpakke" med virkning fra 1. januar 1988 var udvidet til også at omfatte eksportmedarbejdere med et betydeligt antal rejsedage om året. Fradraget blev angivet til 250, ved arbejde i Vesteuropa dog 10 %, og således, at der for hver udlandsperiode højst kunne beregnes et fradrag af en pengeløn, der på årsbasis udgjorde 200.000 kr.

På denne baggrund foretog sagsøgeren, der er eksportingeniør med deraf følgende stor rejseaktivitet i udlandet, for indkomståret 1988 bl.a. et fradrag for rejse i udlandet på 20.000 kr. Til dokumentation af standardfradraget for arbejdet i udlandet på 20.000 kr. fremsendte han efter anmodning en kopi af den ovennævnte håndbog til X-by Skattevæsen. Skattevæsenet godkendte herefter det nævnte fradrag.

I selvangivelsen for 1989 foretog sagsøgeren det samme fradrag. Ved skrivelse af 28. februar 1991 meddelte X-by Skattevæsen, at man agtede at ændre skatteansættelsen blandt andet på baggrund af, at dette fradrag ikke kunne anerkendes, da sagsøgeren rejste efter regning. Sagsøgeren blev indbudt til møde med skatteadministrationen, såfremt han ikke kunne godkende forslaget til ændring af ansættelsen. Ved skrivelse af 8. marts 1991 protesterede sagsøgeren over skattevæsenets varslede ændring af skatteansættelsen og henviste blandt andet til, at der i vejledningen ikke var nævnt noget om " rejse efter regning eller ej for eksportmedarbejdere". Ved skrivelse af 14. marts 1991 meddelte X-by Skattevæsen sagsøgeren, at skatteansættelsen var ændret som varslet. Det blev igen angivet, at fradraget ikke kunne anerkendes, da sagsøgeren rejste efter regning. Sagsøgeren klagede herover til X-by Skatteankenævn ved en skrivelse af 3. april 1991, hvoraf det blandt andet fremgår:

"...

Fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter på bl.a. kr. 20.000,- er en del af regeringens eksportpakke fra 1989, og har ikke et hak at gøre med at rejse efter regning eller ej. (Se vedlagte kopier). I øvrigt blev det fradrag accepteret af skattevæsenet i indkomståret 1988.

..."

X-by Skatteankenævn fremsendte ved skrivelse af 15. januar 1992 til sagsøgeren sagsfremstilling med forslag til afgørelse. Det fremgår heraf blandt andet:

"...

Skatteyder har selvangivet fradrag fra øvrige lønmodtagerudgifter således:

Rejse i udlandet 10 % af 200.000 kr. 20.000 kr.
Bundfradrag - 3.000 kr.
17.000 kr.

I brev af 15. februar 1991 oplyste arbejdsgiveren, at skatteyders samlede antal rejse-/opholdsdage til/i udlandet androg i alt 120 dage i 1989. Arbejdsgiveren oplyste pr. telefon den 19. februar 1991, at skatteyder fik dækket sine udgifter efter regning, når han var ude. Skatteyder oplyste pr. telefon den 8. november 1991, at han for rejse i udlandet fik udbetalt et skattefrit beløb på 60 % af Ligningsrådets satser for skattefri rejsegodtgørelse.

...

Fra og med indkomståret 1988 har Ligningsrådet vedtaget nogle bestemmelser for fradrag ved rejse i udlandet.

Bestemmelserne er gengivet i Statsskattedirektoratets cirkulære nr. 1988-65.

Af cirkulæret punkt 1 fremgår:

"Fuldt skattepligtige, der udfører arbejde uden for Danmark, kan i den skattepligtige indkomst fradrage udgifter til kost og logi med de af Ligningsrådet fastsatte satser for skattefri godtgørelse på rejser. Fradraget forudsætter, at den skattepligtige ikke har modtaget skattefri rejsegodtgørelse eller fået dækket sine udgifter ved udlæg efter regning."

Idet klager har fået dækket sine udgifter ved udlæg efter regning, kan han således ikke medregne ovennævnte fradrag. Herudover kan eksportmedarbejdere, der er ansat af en dansk arbejdsgiver og samlet har opholdt sig i udlandet i mindst 100 døgn, foretage et standardfradrag i den skattepligtige indkomst, jf. cirkulærets punkt 2 og 2.1.

Ud fra de foreliggende oplysninger anses klager som udgangspunkt for omfattet af ovennævnte bestemmelse.

Fradraget udgør 55 kr. pr. fulde eller opgjorte døgn ved arbejde i Vesteuropa og 140 kr. pr. døgn ved arbejde uden for Vesteuropa.

Fradraget dækker samtlige merudgifter i forbindelse med arbejdet, bortset fra fagforeningskontingent, arbejdsløshedsforsikring og udgift til kost og logi.

Fradraget dækker således de udgifter, klager har ud over udgifterne, der er dækket efter regning fra arbejdsgiveren.

Som nævnt overfor har klager i henhold til ligningslovens § 9, stk. 7, fået udbetalt 605 af Ligningsrådets satser for skattefri rejsegodtgørelse. Derfor skal der tages stilling til, om ovenstående standardfradrag kan indrømmes samtidig med den skattefri udbetaling på 60 %.

Af punkt 19 i cirkulære nr. 103 af 13/9 1988 om ændringer i bl.a. Ligningsloven fremgår det, at ovennævnte standardfradrag ikke kan indrømmes, såfremt den pågældende er berettiget til godtgørelser/udlæg efter statsskattelovens § 5 d eller ligningslovens § 7 r. Idet godtgørelse efter ligningslovens § 9, stk. 7, modsætningsvis ikke er nævnt som en begrænsning for fradrag, må det udledes heraf, at det omhandlede standardfradrag kan indrømmes i klagers tilfælde.

Lønmodtageres udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde kan fratrækkes i det omfang, de samlede udgifter overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. Grundbeløbet, der reguleres efter personskattelovens § 20, udgør 3.300 for 1989.

Herefter kan fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter opgøres:

120 rejsedage a 55 kr. 6.600 kr.
Bundfradrag - 3.300 kr.
3.300 kr.

..."

Efter skriftligt og med henvisning til Entreprenørforeningens håndbog at have protesteret mod, at fradraget ikke var godkendt, gav sagsøgeren møde for Skatteankenævnet den 7. februar 1992. Af referatet fra mødet fremgår det blandt andet, at sagsøgeren efter en forklaring fra skatteankenævnets sekretariat accepterede det mindre fradrag for rejse i udlandet, som sekretariatet havde ansat i sagsfremstillingen. Den 14. februar 1992 traf X-by Skatteankenævn afgørelse i overensstemmelse hermed. Sagsøgeren indbragte afgørelsen for Landsskatteretten.

Sagsøgeren foretog også i selvangivelsen for 1990 et fradrag for rejse i udlandet svarende til det, han havde foretaget i 1989. Ved skrivelse af 7. november 1991 meddelte X-by Skattevæsen, at fradraget ikke kunne godkendes, da sagsøgeren fik samtlige udgifter dækket af sin arbejdsgiver, og at man agtede at ændre sagsøgerens skatteansættelse i overensstemmelse dermed. Sagsøgeren blev igen indbudt til møde, såfremt han ikke kunne godkende forslaget til ændring af ansættelsen. Sagsøgeren protesterede ved en skrivelse af 10. november 1991. Ved skrivelse af 9. juli 1992 meddelte skattevæsenet, at man nu havde ændret ansættelsen således, at det omhandlede fradrag udgik. Sagsøgeren klagede over skattevæsenets afgørelse til X-by Skatteankenævn, der med samme begrundelse som for 1989 stadfæstede afgørelsen på det nævnte punkt. Også denne afgørelse indbragte sagsøgeren for Landsskatteretten.

Af sagsøgerens korrespondance med Landsskatteretten vedrørende klagen over ansættelsen for 1989 fremgår det af en skrivelse af 3. januar 1993 fra sagsøgeren til Landskatteretten blandt andet:

"...

Mht. fradrag for arbejde i udlandet må jeg fastholde et fradragsmæssigt krav på kr. 20.000,-. Dels fordi skattevæsenet godkendte dette fradrag for indkomståret 1988, og dels fordi skattevæsenet ikke har kunnet/villet dokumentere, at der er sket en fradragsmæssig ændring efter 1988.

..."

Af et referat udarbejdet af Landsskatterettens kontor den 18. juni 1993 fra et møde afholdt den 10. juni 1993 fremgår det blandt andet:

"...

Hvad angår det ikke godkendte fradrag for rejser i udlandet på 20.000 kr. gjorde klageren gældende, at han for 1989 også var berettiget til det. Han var af den opfattelse, at de nye regler fra 1988, som de har fundet udtryk i SD-cirkulære 1988-65 ikke kunne fratage ham retten til fradraget.

..."

Sagsøgeren fremsendte ved skrivelse af 1. juli 1993 blandt andet denne kommentar til referatet:

"...

Da 20.000,- kr.-fradraget gjaldt for 1988 gik/går jeg ud fra, at en sådan regel, som blev vedtaget mindre end et år forinden, ikke allerede skulle være blevet ændret til ikke at skulle gælde for 1989 og fremover.

..."

Også for 1991 foretog sagsøgeren et fradrag for rejse i udlandet på tilsvarende måde som i de foregående år, og ved skrivelse af 3. august 1993 meddelte X-by Skattevæsen, at man ville ændre ansættelsen således, at det omhandlede fradrag udgik. Sagsøgeren blev igen indbudt til møde. Af sagsøgerens telefax af den 16. august 1993 til Skatteforvaltningen i X-by fremgår blandt andet:

"...

Jeg må fastholde kr. 20.000,- fradraget, da skattevæsenet i 1988 godkendte dette fradrag, og siden trods utallige opfordringer ikke har kunnet eller villet henvise til hvilken bestemmelse der har ophævet fradraget.

..."

X-by Skattevæsen ændrede ved en afgørelse af 9. september 1993 skatteansættelsen som varslet ved skrivelsen af 3. august 1993.

I selvangivelsen for 1992 foretog sagsøgeren atter samme fradrag for rejse i udlandet som de foregående år. Sagsøgeren henviste igen til, at fradraget var godkendt i 1988. Ved afgørelse af 20. oktober 1994 ændrede X-by Skattevæsen sagsøgerens ansættelse, idet man som i de forgående år ikke kunne godkende det omhandlede fradrag. Inden afgørelsen blev truffet, indbød man som i de tidligere år sagsøgeren til et møde. Sagsøgeren efterkom som i de tidligere år ikke invitationen.

I den mellemliggende tid havde Landsskatteretten den 30. juni 1994 afsagt kendelse blandt andet vedrørende det omtvistede fradrag for 1989 og 1990. Af kendelsen, der stadfæstede X-by Skatteankenævns afgørelser, fremgår det om fradraget blandt andet:

"...

Skatteankenævnet har for så vidt angår indkomstårene 1989 og 1990 anset klagen for omfattet af punkt 1 i SD-cirkulære nr. 1988-65 og har under henvisning til, at klageren har fået dækket sine udgifter ved udlæg efter regning, ikke anset klageren for berettiget til det selvangivne fradrag for arbejde i udlandet.

Skatteankenævnet har herefter for hvert af indkomstårene 1989 og 1990 alene anset klageren for berettiget til fradrag for rejsedage med 120 rejsedage pr. år a 55 kr. eller 6.600 kr. reduceret med bundfradrag 3.300 kr., i alt 3.300 kr.

...

Hvad angår de ikke godkendte fradrag for rejse i udlandet for indkomstårene 1989 og 1990 vil de påklagede ansættelser være at stadfæste, da klageren har fået dækket sine udgifter ved udlæg efter regning, jf. punkt 1 i Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1988-65.

..."

Ved en skrivelse af 3. juli 1994 stillede sagsøgeren blandt andet dette spørgsmål til Landsskatteretten:

"...

Hvilke love, bestemmelser, cirkulærer etc. var gældende for skatteåret 1988 da 20.000.-kr.-fradraget blev accepteret af X-by skattevæsen? Og hvornår blev disse love, bestemmelser, cirkulærer, etc. ændret?

..."

Landsskatteretten meddelte ved skrivelse af 6. juli 1994, at man havde anmodet Told-og Skatteregion X-by om at besvare spørgsmålet.

I en skrivelse af 8. juli 1994 til præsidenten for Landsskatteretten beklagede sagsøgeren sig over, at Landsskatteretten ikke havde besvaret hans spørgsmål.

Da sagsøgeren også i selvangivelsen for 1993 havde foretaget fradrag for rejse i udlandet som de forgående år, blev han ved skrivelse af 20. oktober 1994 fra X-by Skattevæsen anmodet om at fremsende nærmere dokumentation for udgifterne. Denne henvendelse besvarede sagsøgeren ved en skrivelse af 2. november 1994, hvoraf det blandt andet fremgår:

"...

Der er foretaget fradrag på kr. 20.000,- fordi dette fradrag blev foretaget i 1988, og godkendt, og skattemyndighederne ikke siden har kunnet dokumentere, at der er sket en lovmæssig ændring af dette fradrag. Derfor må jeg fastholde fradraget indtil der evt. kan fremlægges behørig dokumentation om hvornår fradraget er blevet ændret.

..."

Den 24. november 1994 traf X-by Skattevæsen afgørelse om ændring af ansættelsen, idet man som i de forgående år ikke kunne godkende det omhandlede fradrag. Sagsøgeren havde som tidligere været inviteret til møde, inden afgørelsen blev truffet.

Da sagsøgeren også i selvangivelsen for 1994 havde foretaget et fradrag for rejse i udlandet som i de forgående år, blev han af skattevæsenet anmodet om at fremsende dokumentation. Sagsøgeren besvarede henvendelsen ved en skrivelse af 10. september 1995 hvoraf det blandt andet fremgår:

"...

20.000 kr-fradragetSiden 1988 har eksportmedarbejdere kunnet fradrage 20.000 kr. hvis opholdet i udlandet androg mere 100 dage pr. år. Et fradrag som i øvrigt blev godkendt af skatteforvaltningen i 1988, men siden ændret til et fradrag på 55,- pr. rejsedag. Dog uden at skatteforvaltningen, trods intense opfordringer fra min side, har kunnet dokumentere om eller hvornår en ændring af 20.000 kr fradraget blev foretaget.

..."

X-by Skattevæsen meddelte ved skrivelse af 16. november 1995, at man agtede at ændre ansættelsen, da fradraget kun kunne anerkendes uden det omhandlede standardfradrag og med et beløb beregnet som i de forgående år. Sagsøgeren blev indkaldt til møde, såfremt ændringen ikke kunne godkendes. Sagsøgeren besvarede denne skrivelse ved en skrivelse af 19. november 1995, hvori sagsøgeren atter henviste til, at fradraget var accepteret i 1988, og at han ikke havde fået dokumenteret, at reglerne siden var blevet ændret.

Ved skrivelse af 7. december 1995 meddelte X-by Skattevæsen sagsøgeren, at ansættelsen var ændret som varslet. Med afgørelsen fremsendte skattevæsenet en kopi af en vejledning med titlen "Om skat og arbejde i udlandet" udgivet af Told og Skat i marts 1994 for indkomståret 1994. Sagsøgeren reagerede på denne afgørelse ved en skrivelse af 29. december 1995 til skattevæsenet. Af skrivelsen fremgår det blandt andet:

"...

Desværre må jeg endnu en gang konstatere, at skatteforvaltningen ikke kan/vil meddele mig om eller hvornår 20.000,-kr.-fradraget er blevet ændret. Hvorfor skal dette spørgsmål omgives med så megen hemmelighedsfuldhed ? Eller sagt på en anden måde: Hvilke motiver ligger der bag den manglende vilje/evne til at besvare dette spørgsmål?? Men nu kan skatteankenævnet, for jeg ved ikke hvilken gang, atter få en mulighed for at besvare dette spørgsmål. Hvilket jeg hermed opfordrer skatteankenævnet til at gøre hurtigst muligt.

..."

Ved en skrivelse af 10. februar 1996 anmodede sagsøgeren skattevæsenet om at oplyse, om og i givet fald hvornår 20.000 kr. fradraget var blevet ændret eller ophævet. Denne henvendelse besvarede X-by Skattevæsen ved en skrivelse af 13. februar 1996 hvoraf det fremgår:

"...

Under henvisning til Deres brev af 10.02.1996 samt tidligere breve vedrørende standardfradrag for arbejde i udlandet skal følgende oplyses:

Til og med indkomståret 1987 kunne der i henhold til en vedtagelse i Ligningsrådet indrømmes et standardfradrag for arbejde i udlandet.

Fradraget var et såkaldt procentfradrag, idet der ved arbejde i Vesteuropa kunne foretaget et fradrag på 10 % af den for arbejdet i udlandet oppebårne pengeløn, idet der dog samtidig var en bestemmelse om, at fradraget højst kunne beregnes af en pengeløn, der svarede til en helårig pengeløn på 200.000 kr.

Dvs. til og med indkomståret 1987 var fradraget maksimeret til 20.000 kr.

Der henvises til vedlagte fotokopi af siderne 242 og 243 i "Ligningsvejledning 87".

Med virkning fra den 1. januar 1988 har Ligningsrådet vedtaget, at det omhandlede fradrag ikke længere kunne beregnes som et procentfradrag, men i stedet skulle beregnes som et fradrag pr. dag, jf. vedlagte fotokopi af side 194 i "Ligningsvejledning 88".

Som følge heraf er det omhandlede fradrag også for 1988 og efterfølgende år maksimeret til (ca.) 20.000 kr.

Som det fremgår af foranstående har der ikke hverken før eller efter 1. januar 1988 været tale om et fradrag på 20.000 kr., men at fradraget var begrænset til højst at udgøre dette beløb."

Denne skrivelse reagerede sagsøgeren på ved en skrivelse af 24. februar 1996 til skattevæsenet. I skrivelsen gav sagsøgeren udtryk for, at skattevæsenets skrivelse af 13. februar 1996 ikke havde afklaret sagen, og at han ønskede en mere entydig information. Han henviste blandt andet til håndbogen vedrørende "Skat ved arbejde i udlandet."

Da sagsøgeren også i selvangivelsen for 1995 foretog fradrag for rejse i udlandet som tidligere, ændrede skattevæsenet også for dette år ansættelsen på tilsvarende måde som de forgående år.

I en skrivelse af 20. august 1997 fra sagsøgeren til X-by skattevæsen fremgår det:

"...

Efter en omfattende, men desværre resultatløs, korrespondance med diverse skattemyndigheder vedr. retten til at fratrække et beløb på kr. 20.000 kr./år, som et led i regeringens eksportpakke vedtaget i 1987, har jeg nu langt om længe, og ved egen hjælp, fundet frem til, at dette fradrag blev ændret af ligningsrådet i slutningen af december 1988.

Derfor anmoder jeg nu skatteforvaltningen om, at meddele mig det skattebeløb, som jeg pga. ændringen i eksportpakken skal efterbetale i skat for årende 1989-1996.

Da jeg mener, at det er de berørte skattemyndigheder, som må bære hovedansvaret for, at sagen er trukket helt uacceptabel i langdrag, kan jeg ikke acceptere, at der foretages nogen form for rentetilskrivning af restskattebeløbet. Jeg håber skatteforvaltningen er enig med mig i denne betragtning, og hører således gerne nærmere."

Ved en skrivelse af 20. april 1998 meddelte Told-og Skatteregion X-by sagsøgeren, at hans anmodning om, at der ikke blev tilskrevet morarenter i forbindelse med de førte skattesager, ikke kunne imødekommes.

På et møde den 4. juni 1998 mellem sagsøgeren og repræsentanter for Told- og Skatteregion X-by blev spørgsmålet om tilskrivning af morarenter drøftet. Af et mødereferat fremgår det blandt andet:

"...

Foreholdt, at myndighederne korrekt ved ligningen for 1989 har henvist til SD-cirkulære 1988-65, hvor reglerne for 1988 og 1989 er beskrevet, oplyste MK, at han ikke nærmere havde læst cirkulæret.

..."

Sagsøgeren har afvist, at referatet er en korrekt gengivelse af hans tilkendegivelser under mødet.

Den 10. juni 1998 traf Told-og Skatteregion X-by på ny afgørelse om, at sagsøgerens anmodning om, at der ikke blev tilskrevet morarenter, ikke kunne imødekommes. Af afgørelsen fremgår det blandt andet:

"...

Den 4. juni 1998 har De haft mulighed for på et møde at uddybe Deres synspunkter.

På mødet kunne der opnås enighed om, at skattereglerne er anvendt korrekt på Deres tilfælde når bortses fra indkomståret 1988, hvor De har opnået et gunstigere fradrag end reglerne tilsiger.

Reglerne om standardfradrag ved arbejde i udlandet har været de samme for indkomstårene 1988 og 1989, jf. SD-cirkulære 1988-65.

De har af flere omgange forespurgt skattemyndighederne hvorfor De alligevel har opnået forskellige fradrag i de 2 nævnte indkomstår eller med andre ord på hvilket tidspunkt reglerne er ændret fra 1988 til 1989.

Deres spørgsmål er ikke blevet besvaret på én for Dem tilfredsstillende måde.

Som det fremgår ovenfor er De nu enig i, at skattemyndighederne med rette har forhøjet Deres skatteansættelse for 1989. Det heraf afledte skattekrav er tilskrevet morarenter indtil nu, idet De fortsat ikke har betalt skatten. Som begrundelse herfor har De anført, at skattemyndighederne har bragt Dem i en vildfarelse om reglernes indhold ved ikke klart at tilkendegive, at De vedrørende indkomståret 1988 med urette har opnået et for gunstigt fradrag. De er herved blevet involveret i langvarige skattesager.

Uanset dette forhold finder regionen ikke der er hjemmel til, at fritage Dem for betaling af morarenter vedrørende et på nuværende tidspunkt ubestridt skattekrav.

Regionen fastholder derfor den tidligere trufne afgørelse, idet regionen dog ønsker at beklage, at De ikke har følt Dem tilstrækkeligt vejledt af skattemyndighederne.

..."

Der er ikke nogen beløbsmæssig uenighed mellem parterne om morarentebeløbets størrelse.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han vil udelukke, at han på mødet den 7. februar 1992 med X-by Skatteankenævn fik en forklaring fra sekretariatet, der gjorde, at han accepterede det ansatte fradrag for rejse i udlandet. Efterforløbet viser klart, at det ikke var tilfældet. Han husker mødet med X-by Skattevæsen den 4. juni 1998, og det er forkert refereret, at han skulle have oplyst, at han ikke havde læst SD-cirkulæret 1988-65. Han mener, at han blev bekendt med dette cirkulære i forbindelse med Skatteankenævnets behandling af ansættelsen for 1989, hvilket vil sige senest i februar 1992. Det, der blev citeret fra cirkulæret, besvarede imidlertid ikke hans spørgsmål om, hvorfor fradraget var godkendt for 1988. Han blev forvirret og mente, at der måtte være noget galt, når fradraget var godkendt for 1988.

Det, der stod i håndbogen "Skat ved arbejde i udlandet, underbyggede, at der var noget galt. Det var først i forbindelse med forberedelsen af anken af Landsskatterettens kendelse, at han blev klar over, at håndbogen ikke var korrekt på dette punkt. Han havde drøftet problemet med en skatteadvokat, der havde oplyst ham om, at cirkulæret var gældende. Han ringede derefter til håndbogens forfatter, der den 10. marts 1997 oplyste ham om, at det i håndbogen anførte om 20.000 kr.-fradraget ikke var korrekt, og at SD-cirkulæret var gældende. Han måtte herefter erkende, at han ikke havde ret til fradraget.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at skattemyndighederne efter forvaltningslovens § 7 har en forpligtelse til i fornødent omfang at yde ham vejledning, når han retter henvendelse om spørgsmål indenfor deres sagsområde. Dette er ikke sket, og morarenterne vedrørende de ikke anerkendte lønmodtagerfradrag er udelukkende opstået som følge af denne forsømmelse. Hverken de lokale skattemyndigheder eller Landskatteretten har besvaret de spørgsmål, han har stillet om, hvorfor der kunne godkendes et fradrag for 1988, men ikke de følgende år. Den korrespondance, han har ført med skattemyndighederne, har ikke klart anskueliggjort, hvad der var gældende, og har ikke fritaget skattemyndighederne for at oplyse ham om, at fradraget fejlagtigt blev anerkendt for 1988.

Henvisningen til SD-cirkulæret har ikke besvaret hans spørgsmål, og efter den erfaring, han har med skattemyndighederne, kunne han ikke blot slå sig til tåls med det, der var angivet i cirkulæret. Havde skattemyndighederne haft modet til fra begyndelsen at oplyse ham om, at der var sket en fejl i forbindelse med godkendelsen af fradraget for 1988, så kunne den meget langvarige sagsbehandling og korrespondance for de følgende år have været undgået, ligesom kravet på betaling af morarenter ikke ville være opstået. Skattemyndighederne har således handlet mod bedre vidende ved at holde ham hen i uvidenhed om den fejlagtige anerkendelse af fradraget for 1988.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at en eftergivelse af morarenter forudsætter, at forholdene i ganske særlig grad taler derfor, jf. kildeskattelovens § 73 D. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at forholdene i denne sag i ganske særlig taler for en eftergivelse. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at det var skattemyndighederne, der var årsag til, at han iværksatte en klagesag vedrørende det fradrag, som han nu er enig i, at han ikke var berettiget til. Han har heller ikke godtgjort, at myndighederne har handlet mod bedre vidende eller har gjort sig skyldig i bevidste fortielser, herunder bevidst undladt at svare på henvendelser fra ham. Sagsøgeren blev tværtimod gentagne gange gjort opmærksom på, at han ikke var berettiget til fradraget, og at begrundelsen herfor var, at han fik alle sine udgifter dækket af sin arbejdsgiver. Der blev i afgørelserne endvidere henvist til det gældende SD-cirkulære, der i øvrigt blev citeret i flere af afgørelserne. Det må medgives, at det var egnet til at skabe forvirring, at han fik godkendt fradraget for 1988.

De efterfølgende gentagne afgørelser og forklaringer om, hvorfor han ikke kunne få godkendt fradraget for de følgende år, må dog have gjort det klart for ham - uden at det blev nævnt direkte - at det skyldtes en fejl, at fradraget var blevet godkendt for 1988. Den omstændighed, at fradraget blev godkendt for et år, har heller ikke kunnet skabe en beskyttelsesværdig berettiget forventning hos sagsøgeren om, at fradraget ville kunne anerkendes fremover. Sagsøgeren har endelig ikke godtgjort, at han på anden måde opfylder eftergivelsesbetingelserne.

Sagsøgte har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at såfremt retten måtte finde det godtgjort, at skattemyndighedernes skøn skal tilsidesættes som værende enten åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart forkert grundlag, skal sagen hjemvises med henblik på fornyet skønsudøvelse, da udøvelse af skatteskøn er en forvaltningsopgave.

Begrundelse og konklusion

Sagsøgeren fik for 1988 anerkendt det standardfradrag for rejse i udlandet, som han med støtte i håndbogen " Skat ved arbejde i udlandet", der var udgivet af Entreprenørforeningen, havde grund til at antage, at han var berettiget til. Da sagsøgeren i selvangivelsen for 1989 foretog et tilsvarende fradrag fik han af X-by Skattevæsen oplyst, at fradraget ikke kunne anerkendes, da sagsøgeren rejste efter regning. I forbindelse med, at X-by Skatteankenævn traf afgørelse i sagen, var afslaget blevet udførligt begrundet i den sagsfremstilling, som sagsøgeren modtog med nævnte skrivelse af 15. januar 1992. Der var herunder henvist til de gældende regler og Statsskattedirektoratets cirkulære nr. 1988-65, hvorfra den for afgørelsen centrale passus blev citeret, ligesom der var givet en begrundet redegørelse for, hvilke fradrag sagsøgeren havde krav på i anledning af sine forretningsrejser. Da sagsøgeren for de følgende år fortsatte med at foretage fradraget, blev han på tilsvarende måde vejledt om, hvorfor fradraget ikke kunne anerkendes.

Det lægges til grund, at det beroede på en fejl fra skattevæsenets side, at man godkendte fradraget for 1988, og at det var korrekt efter gældende regler og cirkulæret at nægte sagsøgeren anerkendelse af fradraget. Selv om det havde været hensigtsmæssigt, at skattemyndighederne havde besvaret sagsøgerens henvendelser med et klart svar indeholdende en redegørelse for, at forskellen på behandlingen af fradraget for 1988 og de følgende år beroede på en fejlagtig anerkendelse af fradraget for 1988, gav skattemyndighedernes og senere Landsskatterettens henvisninger til de gældende regler og det relevante cirkulære sagsøgeren mulighed for selv at konstatere, at nægtelsen af godkendelsen var korrekt. Som følge af det anførte er der ikke grundlag for at tilsidesætte det ved Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 22. februar 1999 udøvede skøn, hvorefter sagsøgerens andragende om eftergivelse af de beregnede morarenter ikke imødekommes, jf. kildeskattelovens § 73 D.

Sagsøgte frifindes derfor.

Når henses til sagens omstændigheder, ophæves sagsomkostningerne.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger ophæves.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter