Der gælder særlige regler for at få momsen tilbage for varer, du udfører fra EU til Norge eller Ålandsøerne.

Du kan få den danske moms tilbage, hvis salgsprisen for den enkelte vare overstiger 1.200 kr. inklusive moms. En gruppe af ting, der normalt udgør en enhed, anses for én vare. Det kan for eksempel være spisebestik og kaffe- og spisestel.

Det er en betingelse for at få momsen tilbage, at du har betalt moms i Norge eller på Ålandsøerne. Varen skal desuden udføres inden udgangen af den tredje måned efter måneden for købet.

Du skal gøre følgende:

1. Få en faktura i forretningen

Når du køber varen, skal forretningen skrive en faktura, hvor der skal stå:

  • Udstedelsesdato
  • Forretningens navn og adresse
  • Dit navn og din adresse i udlandet
  • Varernes antal, art og værdi (salgspris inklusive moms og momsbeløbet)
  • At varerne skal udføres til Norge eller Ålandsøerne.

Du skal dokumentere din bopæl i Norge eller på Ålandsøerne ved at vise pas, identitetskort eller anden legitimation til forretningen.

2. Send eller tag varen med ud af landet

Før du kan få momsen tilbage, skal du have en kvittering eller en attest for, at der er opkrævet moms i Norge eller på Ålandsøerne. Det foregår forskelligt afhængig af, om du selv tager varen med, eller om du sender den:

Når du selv tager varen med ud af landet

Du skal ikke kontakte Toldstyrelsen i Danmark eller toldmyndighederne i et andet EU-land, hvis du selv tager varen med i din personlige bagage, når du rejser ud af EU.

Du skal i stedet kontakte toldmyndigheden i Norge eller på Ålandsøerne, som kan opkræve moms ved indrejsen. Myndighederne skriver en kvittering for, at der er opkrævet moms og kan eventuelt underskrive fakturaen.

Når du sender varen ud af landet

Hvis du sender varen, skal du sørge for at få et bevis eller en attest for indførslen fra toldmyndigheden eller en anden myndighed i Norge eller på Ålandsøerne, der opkræver moms.

Beviset eller attesten skal dokumentere, at varen er indført, og at momsen bliver opkrævet i Norge eller på Ålandsøerne.

3. Send fakturaen til forretningen

Når du er rejst tilbage til Norge eller Ålandsøerne, sender du fakturaen og myndighedernes kvittering (eventuelt en kopi) for, at du har betalt moms i dit hjemland, til den forretning, hvor du har købt varen. Derefter sender forretningen momsbeløbet til dig.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter