Efter ligningslovens § 33A kan du få skattenedsættelse for løn optjent ved personligt arbejde i tjenesteforhold under ophold uden for riget i mindst 6 måneder. Opholdet må kun afbrydes af nødvendigt arbejde eller ferie og lignende her i riget (Danmark, Færøerne og Grønland) på højst 42 dage inden for enhver afsluttet 6-månedersperiode.

Reglen kan også anvendes på løn optjent ved tjeneste om bord på skibe eller fiskefartøjer, luftfartøjer eller fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af kulbrinteforekomster (olie, gas mv.).

Lempelse efter § 33A er en eksemptionlempelse, som beskrevet i afsnittet Beregning af skatten. Se også en skematisk oversigt over reglerne for skattenedsættelse efter ligningslovens § 33A sidst i denne vejledning.

Hvis beskatningsretten til lønnen er tillagt Danmark efter en dobbeltbeskatningsaftale, får du dog kun halv skattenedsættelse, hvis du er privatansat eller er udsendt som led i systemeksport for det offentlige.

Det vil for eksempel være tilfældet ved et uafbrudt ophold i England med udrejse den 1/1 og hjemrejse den 30/6. Der er i perioden 181 dage. Betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33A er opfyldt, men beskatningsretten til indkomsten er ikke overgået til England efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Storbritannien. Det vil kræve ophold i England, der overstiger 183 dage i en 12 måneders periode.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter