En medarbejder kan som hovedregel kun modtage gaver og mindre personalegoder for op til 1.200 kr. inklusiv moms i 2020 (1.200 kr. om året i 2019) uden at betale skat, men der er nogle særregler.

Kontantgaver og gavekort, der kan byttes til kontanter, er altid skattepligtige.

Arbejdsgiveren skal indberette gaven, hvis det er en kontantgave, eller hvis gavens værdi i sig selv overstiger 1.200 kr. i 2020 (1.200 kr. i 2019).

Medarbejderen skal oplyse beløbet på årsopgørelsen, hvis arbejdsgiveren et år har givet flere gaver, hvis værdi tilsammen overstiger 1.200 kr. i 2020 (1.200 kr. i 2019). Beløbet skal oplyses i rubrik 20.

Arbejdsgiver kan trække udgiften fra

Arbejdsgiveren skal indberette beløbet og kan trække hele udgiften fra som en driftsomkostning.

Hvordan skal gaver fra arbejdsgiver beskattes?

Ikon for almindelig gave

600 kr.

+

Ikon for almindelig gave

800 kr.

=

1.400 kr.

Overstiger det samlede beløb årligt 1.200 kr. skal alt beskattes.

Særligt for julegaver

Ikon for julegave

900 kr.

+

Ikon for almindelig gave

500 kr.

=

1.400 kr.

Selvom det samlede beløb overstiger 1.200 kr., så bliver julegaven ikke beskattet, når den max koster 900 kr.

Tingsgaver til en værdi på op til 900 kr. (fx vin, chokolade eller en lysestage) 

Hvis julegaven har en værdi på højst 900 kr., og andre gaver i løbet af året har en værdi på fx 500 kr., skal medarbejderen kun betale skat af de 500 kr.

  • Julegaven på højst 900 kr. tæller med i de 1.200 kr. (2020), som en arbejdsgiver kan give gaver for på et år, uden at medarbejderen skal beskattes.
  • Gaver for mere end 1.200 kr. i 2020 (1.200 kr. i 2020) betyder, at hele beløbet skal beskattes - dog kan man holde julegaven på højst 900 kr. ude af regnestykket.

Tingsgaver til en værdi mellem 900 kr. og 1.200 kr.

  • Julegaven tæller med i de 1.200 kr. (2020), som en arbejdsgiver kan give gaver for på et år, uden at medarbejderen skal beskattes.
  • Julegaver større end 900 kr. kan ikke holdes uden for regnestykket. Derfor skal en julegave på 901 kr. beskattes, hvis det samlede gavebeløb fra arbejdsgiveren det pågældende år er større end 1.200 kr. (2020).

Arbejdsgiveren kan godt give en julegave, der har en værdi på op til 1.200 kr. (2020). Men hvis arbejdsgiveren det pågældende år også har givet andre gaver, skal det samlede gavebeløb beskattes, .

Julegaver til mere end 1.200 kr. er altid skattepligtige

Arbejdsgiveren skal opgive beløbet til skat som en del af lønnen og kan trække hele udgiften fra som en driftsomkostning.

Eksempler på gaver og eventuel skat af gaven
Julegavens værdi Værdi af andet personalegode Beskatning Forklaring
900 kr. - ingen En julegave til højst 900 kr. udløser ingen beskatning.
1.200 kr. - ingen Julegaven er ikke over bagatelgrænsen på 1.200 kr., og der er ikke givet andre personalegoder det år.
900 kr. 300 kr. ingen Den samlede værdi er ikke over bagatelgrænsen på 1.200 kr.
910 kr. 300 kr. Beskatning af 1.210 kr. Bagatelgrænsen for personalegoder er overskredet, og det friholdte julegaveloft er også overskredet. Derfor skal hele beløbet beskattes.
900 kr. 500 kr. Beskatning af 500 kr. Bagatelgrænsen for personalegoder er overskredet, men det friholdte loft for julegaver er ikke overskredet. Derfor kun beskatning af 500 kr.

Kontanter og gavekort

Medarbejderen skal altid betale skat af gaver i form af kontanter.

Gavekort kan derimod være skattepligtige (A-indkomst) eller skattefrie for medarbejderen.

Gavekortet er skattepligtigt for medarbejderen (A-indkomst), hvis:

  • Gavekortet kan ombyttes til kontanter.
  • Gavekortet har en bred anvendelsesmulighed, fx et gavekort til et stormagasin, supermarked eller byggemarked.
  • Gavekortet er til hele arbejdsgivers varesortiment og dermed har en bred anvendelsesmulighed.

Gavekortet er skattefrit for medarbejderen, hvis:

  • Gavekortet kun gælder til få, udvalgte gaver hos en udbyder på nettet.
  • Arbejdsgiveren på forhånd har valgt gaven på gavebeviset til den enkelte medarbejder.
  • Gavekortet er et gavebevis til én bestemt navngiven restaurant, hvor det kun kan bruges til dagens tre-retters-menu eller til én ud af 3 tre-retters menuer, som arbejdsgiver har sammensat.

Vær dog opmærksom på, at gavekortet kun er skattefrit, hvis det overholder bagatelgrænsen. Se bagatelgrænsen herover i skemaet Eksempler på gaver og eventuel skat af gaven.

En medarbejder kan få jubilæumsgaver på op til 8.000 kr. skattefrit ved 25, 35, 40, 45 og 50 års ansættelse i virksomheden, uden at det er skattepligtigt.

Medarbejdere i en virksomhed kan få skattefri jubilæumsgaver på op til 8.000 kr. skattefrit, hvis virksomheden har 25-årsjubilæum eller har bestået i et antal år deleligt med 25. Alle fuldtidsansatte skal have det samme beløb i jubilæumsgratiale, og deltidsansatte skal have en forholdsmæssig andel.

Arbejdsgiveren kan trække udgifterne fra som driftsomkostning.

Fratrædelsesgodtgørelse på op til 8.000 kr. er også skattefri.

Der er ingen faste grænser for værdien af lejlighedsgaver. Lejlighedsgaver større end, hvad der almindeligvis anses for passende, er dog fuldt skattepligtige. Er en lejlighedsgave af usædvanlig størrelse, skal medarbejderen betale skat.

Arbejdsgiveren kan trække gaver fra som en driftsomkostning.

Lejlighedsgaver er almindelige gaver, der markerer en privat mærkedag, fx fødselsdag, barnedåb, konfirmation, bryllup og lignende.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.