Hvis du kører privat i en bil, som din arbejdsgiver stiller til rådighed for dig, har du "fri bil" (firmabil). Det skal du betale skat af.

Der er kommet nye regler om fri bil fra den 1. juli 2021. Reglerne betyder, at værdien af fri bil skal beregnes efter nye satser. Du kan selv regne efter, hvad reglerne betyder for dig og din skat, under Sådan beregner du værdien af fri bil.

Reglerne er:

  • Hvis du har fri bil, skal du betale skat af en procentdel af bilens værdi plus et miljøtillæg.
  • Det har ingen betydning for skatten, hvor meget du kører i bilen.
  • Din arbejdsgiver sørger for, at du løbende betaler skat af den fri bil sammen med din løn. Det kan du se på din lønseddel.
  • Du bør selv lægge værdien af fri bil sammen med din løn og skrive det i forskudsopgørelsens felt 201 (hvis den ikke allerede står der), så den indgår i beregningen af din trækprocent og dit fradrag.
  • Du kan ikke få kørselsfradrag, hvis du har fri bil.

Tilføj værdien af fri bil på din forskudsopgørelse, felt 201

Du beregner værdien af fri bil ved at følge denne tringuide:

  1. Beregn bilens værdi efter de fastlagte satser
  2. Beregn miljøtillægget, det vil sige den grønne ejerafgift ganget med den fastlagte sats
  3. Beregn værdien af fri bil og beløbet, du skal betale skat af hver måned

Når du beregner bilens værdi, skal du bruge købsprisen eller nyvognsprisen og gange den med de fastlagte satser. Bilens alder afgør, om du skal bruge købsprisen eller nyvognsprisen. Prisen er dog altid mindst 160.000 kr.

Bilen er ny eller højst 3 år

For nye biler og biler, som på købstidspunktet er højst tre år gamle, sættes værdien til nyvognsprisen. Det gælder fra tidspunktet for indregistrering første gang og de efterfølgende 36 måneder. Herefter nedsættes værdien til 75 %, dog mindst 160.000 kr.

Det betyder, at hvis din firmabil er indregistreret i december 2020, vil du få nedsat beregningsgrundlaget til 75 % af nyvognsprisen med virkning fra december 2023.

Bilen er over 3 år

For brugte biler, der er købt mere end tre år efter første indregistrering, anvendes købsprisen som grundlag for beregningen, dog som minimum 160.000 kr.

Satserne for at beregne bilens værdi

Satsen for bilens værdi ændres fra den 1. juli 2021 og hvert år frem til 2025. Formålet er at gøre det nemmere for alle at beregne bilens værdi. I dag er der 2 forskellige satser for bilens værdi under og over 300.000 kr., mens der fra 2025 kun er én sats.

Fra den 1. juli 2021 skal du beregne bilens værdi med satsen 24,5 % for bilens værdi under 300.000 kr., og 20,5 % for værdien over 300.000 kr.

Nye satser for bilens værdi
Indtil 30. juni 2021 Fra 1. juli 2021 2022 2023 2024 2025 og frem
Sats for bilens værdi under 300.000 kr. 25 % 24,5 % 24 % 23,5 % 23 % 22,5 %
Sats for bilens værdi over 300.000 kr. 20 % 20,5 % 21 % 21,5 % 22 % 22,5 %

Eksempler på beregning af bilens værdi

Eksempel 1
Bilen er 300.000 kr. værd, så du skal beregne bilens værdi efter 1 sats:

Bilens værdi er 24,5 % af 300.000 kr. = 73.500 kr.

Eksempel 2
Bilen er 500.000 kr. værd, så du beregne bilens værdi efter 2 satser:

24,5 % af 300.000 kr. = 73.500 kr.

20,5 % af 200.000 kr. = 41.000 kr.

Bilens værdi er 73.500 kr. 41.000 kr. = 114.500 kr.

Miljøtillægget består af bilens grønne ejerafgift (vægtafgift) ganget med en sats. Miljøtillægget bliver forhøjet fra 150 % til 250 % fra den 1. juli 2021 og stiger herefter gradvist op til 700 % fra og med 2025.

Fra den 1. juli 2021 skal du derfor beregne miljøafgiften som den årlige grønne ejerafgift ganget med 250 %.

Nye satser for miljøtillæg (grøn ejerafgift)
Indtil 30. juni 2021 Fra 1. juli 2021 2022 2023 2024 2025 og frem
% af grøn ejerafgift 150 % 250 % 350 % 450 % 600 % 700 %

Sådan beregner du miljøtillægget

Du beregner miljøtillægget fra den 1. juli 2021 ved at gange den årlige grønne ejerafgift eller vægtafgift med 2,5 (250 %).

Eksempler

Miljøtillæg indtil den 30. juni 2021:

Årlig grøn ejerafgift 660 kr. x 1,5 (150 %) = 990 kr. i miljøtillæg

Miljøtillæg fra den 1. juli 2021 og frem:

2021: Årlig grøn ejerafgift 660 kr. x 2,5 (250 %) = 1.650 kr. i miljøtillæg

2022: Årlig grøn ejerafgift 660 kr. x 3,5 (350 %) = 2.310 kr. i miljøtillæg

2023: Årlig grøn ejerafgift 660 kr. x 4,5 (450 %) = 2.970 kr. i miljøtillæg

2024: Årlig grøn ejerafgift 660 kr. x 6 (600 %) = 3.960 kr. i miljøtillæg

2025: Årlig grøn ejerafgift 660 kr. x 7 (700 %) = 4.620 kr. i miljøtillæg

Du beregner værdien af fri bil for et år ved at lægge beløbet for bilens værdi sammen med miljøtillægget. Derefter deler du beløbet med 12 for at få det månedlige beløb, som du skal betale skat af.

Eksempel 1: Bilen koster 300.000 kr. (nye satser fra 1. juli 2021)

Bilen er købt til 300.000 kr. og dens årlige grønne ejerafgift er 660 kr. Det vil sige, at du skal gange bilens værdi med satsen 24,5 % og den grønne ejerafgift med satsen 250 %.

  • Bilens værdi: 300.000 kr. x 0,245 (24,5 %) = 73.500 kr.
  • Miljøafgift: 660 kr. x 2,5 (250 %) = 1.650 kr.
  • Årlig værdi af fri bil: 73.500 kr. + 1.650 kr. = 75.150 kr.
  • Værdi af fri bil per måned: 75.150 kr. / 12 = 6.262,50 kr.

Du skal hver måned fra juli til december 2021 betale skat af 6.262,50 kr. (værdi af fri bil).

Eksempel 2: Bilen koster 500.000 kr. (nye satser fra 1. juli 2021) 

Bilen er købt til 500.000 kr. og dens årlige grønne ejerafgift er 660 kr. Det vil sige, at du skal du beregne bilens værdi med satsen 24,5 % for bilens værdi under 300.000 kr., og 20,5 % for værdien over 300.000 kr. Den grønne ejerafgift skal du gange med satsen 250 %.

  • Bilens værdi sats 1: 300.000 kr. x 0,245 (24,5 %) = 73.500 kr.
  • Bilens værdi sats 2: 200.000 x 0,205 (20,5 %) = 41.000 kr.
  • Bilens samlede værdi: 73.500 kr. + 41.000 kr. = 114.500 kr.
  • Miljøafgift: 660 kr. x 2,5 (250 %) = 1.650 kr.
  • Årlig værdi af fri bil: 114.500 kr. + 1.650 kr. = 116.150 kr.
  • Værdi af fri bil per måned: 116.150 kr. / 12 = 9.679 kr.

Du skal hver måned fra juli til december 2021 betale skat af 9.679 kr. (værdi af fri bil).

Har du kun fri bil en del af året, bliver du kun beskattet af det antal måneder, hvor du kan køre privat i bilen. Der rundes op til hele måneder.

Får du fri bil i løbet af året, skal du ændre din forskudsopgørelse. Du skal lægge værdien af fri bil oveni i det beløb, der står i felt 201. Du finder frem til værdien af fri bil ved at lave en beregning som under punktet Sådan beregner du værdien af fri bil, dividere resultatet med 12 måneder og gange med det antal måneder, du har bilen til rådighed.

Når du ændrer din forskudsopgørelse for i år, er der også rubrikker for næste år. Du skal huske at ændre beløbet i felt 201 for begge år.

Hvis du betaler arbejdsgiveren for at køre privat i bilen, skal det beløb, du betaler arbejdsgiveren af din nettoløn, trækkes fra den skattepligtige værdi ved at have firmabilen.

Hvis du for eksempel selv betaler benzinen direkte til tankstationen eller olieselskabet, giver det ikke fradrag eller nedslag i din skat.

Du kan bruge bilen til eget brug, så meget du vil, når du betaler skat af fri bil. Din husstand kan også bruge bilen.

Du kan dog ikke få kørselsfradrag, når du har fri bil.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.