Det regnskabsmæssige fradrag afhænger af, om du ejer boligen, eller om du er andelshaver eller lejer. Vær opmærksom på, at hvis du vælger at benytte det regnskabsmæssige fradrag, kan du ikke senere skifte til metoden med bundfradrag.
Regnskabsmæssigt fradrag, hvis du er ejer
Med regnskabsmæssigt fradrag skal du betale skat af lejeindtægten fratrukket de faktiske udgifter.
Indtægten er kapitalindkomst. Du skal derfor skrive din indtægt fratrukket dine udgifter på din årsopgørelse, rubrik 37, og din forskudsopgørelse, felt 218.
Du skal lave en opgørelse over lejeindtægter og udgifter, som du kun skal vise os, hvis vi beder om det. Du skal kunne fremvise en kvittering på de ting, du trækker fra.
Udgifter du kan trække fra:
- Fx el, vand, varme.
- Vedligeholdelsesudgifter og afskrivning på inventar (dog ikke hårde hvidevarer).
- Udgifter forbundet med udlejning som fx annonceudgifter
Du kan ikke fratrække udgifter til vedligeholdelse af selve ejendommen eller løbende driftsudgifter som fx renovation, skorstensfejning, forsikring.
Nedslag i ejendomsværdiskat
Du skal ikke betale ejendomsværdiskat for den del af boligen, du udlejer. Du får nedslaget ved at skrive, hvor længe du udlejer, og hvor stor en andel af boligen du udlejer, på din årsopgørelse.
Fradrag for grundskyld (ejendomsskat til din kommune)
Du kan trække en forholdsmæssig andel af grundskylden fra som en udgift, hvis du udlejer mindst 10 procent af din bolig.
- Hvis du for eksempel udlejer 15 pct. af din bolig, trækker du 15 pct. af din grundskyld fra i den periode, hvor du lejer ud.
Eksempel, når du er ejer (regnskabsmæssigt fradrag)
Lejeindtægt |
18.000 kr. |
Modtaget for el, vand og varme |
+ 3.000 KR. |
Indtægter i alt |
= 21.000 kr. |
Fradrag for forholdsmæssig del af grundskylden |
- 6.000 kr. |
Fradrag for forholdsmæssig del af el, varme og vand |
- 3.000 kr. |
Skattepligtig indtægt |
= 12.000 kr. |
Du skal skrive 12.000 kr. på din årsopgørelse, rubrik 37, og din forskudsopgørelse, felt 218. Du skal også skrive, hvor stor en del af boligen du udlejer, og i hvor lang tid.
Dit samlede fradragsbeløb kan ikke overstige din lejeindtægt.
Regnskabsmæssigt fradrag, hvis du er lejer eller andelshaver
Med regnskabsmæssigt fradrag skal du betale skat af lejeindtægten fratrukket de faktiske udgifter.
Det er valgfrit, om du ønsker indtægten beskattet som personlig indkomst eller kapitalindkomst. Du skal derfor skrive din indtægt, fratrukket dine udgifter, på din årsopgørelse og forskudsopgørelse på en af disse måder:
- Som personlig indkomst: I din årsopgørelse i rubrik 20 og din forskudsopgørelse i felt 250.
- Som kapitalindkomst: I din årsopgørelse i rubrik 37 og din forskudsopgørelse i felt 218.
Du skal lave en opgørelse over lejeindtægter og udgifter, som du kun skal vise os, hvis vi beder om det. Du skal kunne fremvise en kvittering på de ting, du trækker fra.
Udgifter du kan trække fra:
- Fx el, vand, varme.
- Vedligeholdelsesudgifter og afskrivning på inventar (dog ikke hårde hvidevarer).
- Udgifter forbundet med udlejning som fx annonceudgifter og husleje
Du kan ikke fratrække udgifter til vedligeholdelse af selve ejendommen eller løbende driftsudgifter som fx renovation, skorstensfejning, forsikring.
Eksempel, når du er lejer eller andelshaver (regnskabsmæssigt fradrag)
Sørens månedlige husleje er på 5.000 kr. og han lejer 10 procent af sin bolig ud i tre måneder.
Huslejeudgiften bliver: 3 mdr. x 5.000 kr. x 10 procent = 1.500 kr.
I samme periode betaler han 1.500 kr. for el vand og varme:
Udgiften bliver: 3 mdr. x 1.500 kr. x 10 procent = 450 kr.
Lejeindtægt |
4.500 kr. |
Modtaget for el, vand og varme |
+ 500 KR. |
Indtægter i alt |
= 5.000 kr. |
Fradrag for forholdsmæssig del af husleje |
- 1.500 kr. |
Fradrag for forholdsmæssig del af el, varme og vand |
- 450 kr. |
Skattepligtig indtægt |
= 3.050 kr. |
Søren skal altså skrive 3.050 kr. på sin årsopgørelse, rubrik 20, og sin forskudsopgørelse, felt 250 (personlig indkomst) eller på sin årsopgørelse, rubrik 37, og sin forskudsopgørelse, felt 218, (kapitalindkomst).
Det samlede fradragsbeløb kan ikke overstige lejeindtægten.
Udlejning af værelser eller udlejning af helårsbolig en del af året (Den juridiske vejledning)