Dato for udgivelse
12 Jul 2013 13:55
SKM-nummer
SKM2013.510.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
12-0191571
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, nedrivningsomkostninger, erhvervsmæssig kørsel.
Resumé

Ved vurdering af, om klageren havde fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, var det alene klagerens påstande i klagen til den pågældende klageinstans, der skulle sammenholdes med klageinstansens afgørelse. Da klagen ikke ved Landsskatterettens kendelse havde fået medhold i nogen grad, var klageren alene berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 pct. af udgifterne til sagkyndig bistand ved klagen til Landsskatteretten.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 52

Henvisning

-


Klagen skyldes, at SKAT ikke fuldt ud har imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, da klageren ikke er anset for at have fået medhold i overvejende grad.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har godkendt omkostningsgodtgørelse med 50 procent af de samlede udgifter vedrørende klagen til Landsskatteretten på i alt 86.336 kr. ekskl. moms, svarende til omkostningsgodtgørelse med 43.168 kr. ekskl. moms.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger
SKAT forhøjede den 18. februar 2009 klagerens indkomst for indkomståret 2007 på en række punkter.

Klageren påklagede SKATs afgørelse af 18. februar 2009 til skatteankenævnet, hvor klagen blev modtaget den 18. maj 2009. Ved klagen til skatteankenævnet var klageren repræsenteret af R1.

Klagen til skatteankenævnet angik fire punkter. Det drejede sig om punkterne fradrag for nedrivningsomkostninger med 524.269 kr., fradrag for andre udgifter til planteavl med 194.897 kr., fradrag for forsikring af erhvervsejendom med 25.992 kr. samt fradrag for erhvervsmæssig kørsel med 131.370 kr.

Skatteankenævnet traf den 22. marts 2010 afgørelse i klagerens sag. Af denne afgørelse fremgår blandt andet følgende:

"(...)
Skatteankenævnet har behandlet din klage over SKATs afgørelse for 2007.

Nævnet har givet delvis medhold.

Klagepunkter Selvangivet beløb SKATs afgørelse Klagers opfattelse Nævnets forslag Nævnets Afgørelse
Fradrag for nedrivningsomkostninger 524.269 0 524.269 0 0
Andre udgifter planteavl 194.897 155.918 194.897 194.897 194.897
Biludgifter 131.370 29.193 131.370 29.193 29.193
Forsikring erhvervsejendomme 25.992 3.211 25.992 25.992 25.992

 

 

 

 


Grundlaget for nævnets afgørelse står i sagsfremstillingen, som vi har vedlagt.
Begrundelsen for afgørelsen står i punkt 6 i sagsfremstillingen.
(...)"

Klagerens repræsentant bad den 24. marts 2010 skatteankenævnet om at genoptage sagsbehandlingen vedrørende punktet om fradrag for nedrivning.

Skatteankenævnet imødekom klagerens anmodning om genoptagelse, og skatteankenævnet traf ny afgørelse om dette punkt ved afgørelse af 21. juni 2010. Af denne afgørelse fremgår blandt andet følgende:

"(...)
Skatteankenævnet har behandlet din anmodning om genoptagelse af nævnets afgørelse af 22. marts 2010 for så vidt angår punktet fradrag for nedrivningsfradrag.
Nævnet har givet fuldt medhold i, at nedrivningsudgifterne kan tillægges til ejendommens anskaffelsessum i 2007.

Klagepunkter Selvangivet beløb SKATs afgørelse Klagers opfattelse Nævnets forslag Nævnets afgørelse
Fradrag for nedrivningsomkostninger 524.269 0 524.269 - 0
Nedrivningsomkostninger tillægges ejendommens anskaffelsessum 0 0 524.269 - 524.269

Grundlaget for nævnets afgørelse står i sagsfremstillingen, som vi har vedlagt.
Begrundelsen for afgørelsen står i punkt 6 i sagsfremstillingen.

Klageren påklagede skatteankenævnets afgørelse af 22. marts 2010 til Landsskatteretten for så vidt angår punktet om fradrag for erhvervsmæssig kørsel.

Af klagen til Landsskatteretten fremgår blandt andet følgende:

"(...)
Den påklagede ansættelse.
Skatteankenævnet har i deres afgørelse af 22 marts 2010 fastholdt SKATs ændring af skatteansættelsen for 2007. Vores kunde kan ikke anerkende den ændring der er foretaget på følgende punkt.

Indkomstforhøjelse vedr. udgifter til bil

102.177 kr.

(...)

Klagen.
Skat skal anerkende, at den erhvervsmæssige anvendelse af bilen udgør 90 %

(...)

Subsidiært
Vi skal anmode Landskatteretten om, at fastsætte den private anvendelse til maksimalt 30 % med den begrundelse, at der henføres yderligere 4.000 km til privat kørsel på baggrund af, at der er flere biler til rådighed for privat kørsel
Private km (7.360 + 4.000) 11.360 km i forhold til kørt i alt 35.000 km svarende til ca. 32 %
(...)"

Landsskatteretten traf afgørelse i klagesagen ved kendelse af 14. november 2011. Af kendelsen fremgår blandt andet følgende:

"(...)
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Formaliteten
En skatteyder kan, såfremt visse betingelser er opfyldt, have en retsbeskyttet forventning om, at myndigheden ikke kan ændre på et fordelingsskøn, såfremt SKAT tidligere har givet en positiv tilkendegivelse om, at skatteyderen uden yderligere dokumentation kan forvente at få godkendt en bestemt fordeling. Virkningen af en etableret forventning kan bortfalde, hvis der indtræffer bristende forudsætninger, som kan være et varsel fra skattemyndigheden, ændringer i skatteyderens forhold eller ændret lovgrundlag.

Klageren ophørte i 2006 med sin hidtidige virksomhed. Allerede derfor kan klageren ikke støtte ret på en eventuel positiv tilkendegivelse fra SKAT om anvendelse af et bestemt fordelingsskøn. Klageren har således ikke en retsbeskyttet forventning om, at han uden yderligere dokumentation kan fratrække 90 pct. af de regnskabsmæssigt fratrukne kørselsudgifter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Realiteten
Skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer.
Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2.

En erhvervsdrivende kan fratrække sine erhvervsmæssige kørselsudgifter. Når en bil anvendes til både privat og erhvervsmæssig kørsel, skal udgifterne til bilen fordeles mellem private og erhvervsmæssige udgifter. Fordelingen af udgifterne sker på grundlag af fordelingen af den samlede kørsel på privat og erhvervsmæssig kørsel. Dette kan ske på grundlag af et kørselsregnskab.

Hvis kørselsregnskabet ikke opfylder betingelserne, er omfanget af den erhvervsmæssige kørsel ikke dokumenteret. Skattemyndighederne kan derfor fastsætte de erhvervsmæssige kørselsudgifter skønsmæssigt.

Hvis der ikke foreligger særlige forhold, bør myndighederne normalt anerkende en privat kørsel på 8.000 km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel kørsel til fritidsbolig. Der kan foreligge særlige forhold, hvis skatteyderen har en bil mere. Det fremgår af ligningsvejledningen for 2007, afsnit A.F.3.4.1.

Klageren har ikke ført kørebog for indkomståret 1997, og SKAT har derfor været berettiget til at skønne over fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel.

På grundlag af de nu foreliggende oplysninger må det anses som sandsynliggjort, at den omhandlede Touareg-varebil i 2007 kørte ca. 35.000 km. Den del af udgifterne, der er dækket ved skattefri godtgørelser, kan ikke fratrækkes. Det er ubestridt, at kørslen for G1 i lighed med kørslen fra hjem og arbejde er privat. Det ikke godtgjort, at klager har haft erhvervsmæssig kørsel i forbindelse ombygningen af landbrugsejendommen, der også tjener som klagerens private bopæl. Det er oplyst, at skoven i Danmark ligger i umiddelbar forbindelse med klagerens bopæl, og at skoven i Sverige ligger indenfor en kørselsafstand fra bopælen på ca. 150 - 160 km. Under disse omstændigheder har klageren er skærpet bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at hans erhvervsmæssige kørsel i 2007 udgjorde mere 20 pct. af den samlede kørsel. Klageren har ikke ved den skete bevisførelse for Landsskatteretten løftet denne bevisbyrde, og Landsskatteretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn over fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel. Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor.
(...)"

Den 31. december 2011 sendte R1 faktura nr. XXXX for assistancen i forbindelse med klagesagen ved skatteankenævnet og Landsskatteretten. Fakturaen udviste et samlet beløb på 184.655,13 kr. inkl. moms, hvoraf honorar for sagen ved skatteankenævnet i alt udgjorde 59.426,25 kr. ekskl. moms, mens honorar for sagen ved Landsskatteretten udgjorde 86.336,25 kr. ekskl. moms. Fakturaen var ledsaget af en fakturaspecifikation med opgørelse af timeforbruget vedrørende sagen for skatteankenævnet henholdsvis Landsskatteretten.

Den 16. januar 2012 sendte R1 på vegne af klageren anmodning om omkostningsgodtgørelse til SKAT. Af anmodningen fremgår blandt andet, at der anmodes om omkostningsgodtgørelse med 100 procent af 59.426,25 kr. for en klagesag ved skatteankenævnet, og omkostningsgodtgørelse med 100 procent af 86.336,25 kr. for en klagesag ved Landsskatteretten.

SKATs afgørelse
Klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til Landsskatteretten er imødekommet delvis.

SKAT har ikke imødekommet anmodningen fuldt ud, idet der efter SKATs opfattelse ikke er givet medhold i klagesagen for Landsskatteretten.

Klagerens påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til sagkyndig bistand ved klagen til Landsskatteretten.

Klageren har beløbsmæssigt fået medhold med mere end 50 procent, og klageren har således fået medhold i overvejende grad. Der skal foretages en helhedsvurdering af selve sagen og ikke bare et underpunkt i den samlede sag. I skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, henvises der således til sagen, ligesom det er i overensstemmelse med intentionerne med loven, som disse fremgår af forarbejderne til loven. Klageren har ud fra en samlet vurdering af sagen fået medhold i overvejende grad både ved en beløbsmæssig opgørelse og ved antallet af punkter, som der er givet medhold i. Der er ikke hverken i loven eller forarbejderne hertil holdepunkter for, at et enkelt punkt vedrørende et indkomstår, der påklages videre til en administrativ klageinstans, skal vurderes uafhængigt af den samlede skattesag.

SKAT har forhøjet klagerens virksomhedsindkomst for indkomståret 2007 med i alt 688.206 kr. fordelt på seks forskellige underpunkter. Skatteankenævnet har givet klageren medhold på samtlige punkter på nær et enkelt. Herved har klageren fået nedsat sin virksomhedsindkomst for indkomståret 2007 med 586.029 kr., svarende til 85 procent af den samlede forhøjelse. Det sidste punkt har Landsskatteretten taget stilling til, men heller ikke retten har givet klageren medhold på dette punkt. Klageren har dermed ikke fået nedsættelse på dette punkt, som udgør 15 procent af den samlede forhøjelse.

SKAT har begrundet sit afslag på fuld omkostningsgodtgørelse med, at gives der fuldt medhold eller medhold i overvejende grad ved Landsskatteretten, så vil der efter anmodning og under visse betingelser kunne ske godtgørelse af alle udgifter til sagkyndig bistand ved samtlige instanser. SKAT har anlagt den betragtning, at det er medholdsgraden hos Landsskatteretten, som er afgørende, når SKAT foretager en helhedsvurdering af sagen til brug for bedømmelsen af, hvor stor en omkostningsgodtgørelse, der kan ydes vedrørende klagebehandlingen i det administrative klagesystem. Det afgørende må derimod være, at SKAT foretager en samlet vurdering af sagen, og hvis SKAT her finder, at klageren har fået medhold i overvejende grad, så har klageren ret til at få dækket alle sine sagsomkostninger ved samtlige administrative instanser. Det fremgår således af L 54 2001/2002, at der skal foretages en sådan samlet vurdering af sagen.

Ved vurderingen af medholdsgraden, skal der blandt andet indgå den beløbsmæssige værdi, og som det fremgår, har klageren fået medhold med 85 procent, hvilket efter praksis på området er medhold i overvejende grad. Det kan ikke udledes af loven eller forarbejderne, at der ikke kan ydes fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til sagkyndig bistand ved en højere instans, hvis en mindre del af en samlet skattesag tabes ved denne højere instans.

Der er blandt andet henvist til de almindelige bemærkninger afsnit 3 i L 54 2001/2002, bilag 26 til L 54 2001/2002 og SKATs Juridiske Vejledning, afsnit A.A.13.6.

Der er også henvist til SKM2012.711.BR vedrørende sagsbegrebet. Fra ministeriets procedure i SKM2012.711.BR kan fremhæves, at ministeriet gjorde gældende, at tre klager for en række indkomstår skulle anses som én samlet sag, og at der skulle foretages en samlet medholdsvurdering. I proceduren tales ligeledes om udgifter vedrørende sagen modsat udgifter vedrørende punkter i sagen.

Om dommen i SKM2005.358.ØLR er det fremhævet, at dommen nok bærer den redaktionelle overskrift "Omkostningsgodtgørelse - medholdsvurdering - 3 instanser", men at dommens præmisser faktisk slet ikke omtaler Landsskatteretten. Den pågældende underliggende sag havde således været til prøvelse i både Landsskatteretten, landsretten og Højesteret. Imidlertid omtaler landsretten i sine præmisser ikke Landsskatteretten. Landsretten holder således Landsskatteretten uden for i forbindelse med medholdsvurderingen. Dommen foretager en samlet medholdsvurdering i forhold til resultatet ved landsretten og Højesteret, men dommen inddrager ikke resultatet ved Landsskatteretten i denne samlede vurdering. Nærlæses dommen, må dommen forstås sådan, at der skal ske en samlet vurdering for de administrative instanser henholdsvis en samlet vurdering for domstolene. I dommens præmisser tales således om en samlet medholdsvurdering for landsretten og Højesteret, og landsretten vælger altså at holde Landsskatteretten ude af denne samlede medholdsvurdering. Dommen er dermed baseret på en samlet vurdering af graden af medhold ved de ordinære domstole. Modsat medtager dommen ikke de administrative instanser i denne samlede medholdsvurdering.

I nærværende sag vil en samlet medholdsvurdering for de administrative instanser klart føre til, at der er givet medhold i overvejende grad. Eksemplet i SKATs Juridiske Vejledning afsnit A.A.13.6 med en opdeling per instans uden en samlet medholdsvurdering findes der derimod ikke nogen afgørelse, der støtter. Eksemplet i vejledningen har heller ikke støtte i lovbemærkningerne. Der er simpelthen ikke hjemmel til den opdeling, som anvendes i eksemplet. Derimod støtter SKM2005.358.ØLR, at der skal ske en samlet vurdering af medholdsgraden for alle de administrative instanser. Det er en helt bevidst formulering af præmisserne i dommen, at Landsskatteretten ikke er medtaget. Det er ikke et tilfælde. Dommen må derfor forstås sådan, at der skal ske en separat samlet medholdsvurdering for de administrative klageinstanser henholdsvis de ordinære domstole. Det er ved nærlæsning af dommen det budskab, som kan udledes af dommen.

Af lovbemærkningerne fremgår det i øvrigt klart, at intentionen med reglerne er, at klageren ikke skal have omkostninger, hvis klageren får medhold i sin klage i overvejende grad. I bemærkningerne er der bare ikke tænkt på en situation som i nærværende sag. Budskabet i bemærkningerne er dog, at klageren selvfølgelig skal have dækket alle sine udgifter i en situation som i nærværende sag. Der bliver ikke tale om en fribillet eller lignende ved en sådan fortolkning. Der skal stadig foretages en samlet vurdering, som skal vise, at klageren har fået medhold i overvejende grad ved de administrative klageinstanser.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Nærværende sag for Landsskatteretten angår alene spørgsmålet om, hvorvidt klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 procent af udgifterne til sagkyndig bistand vedrørende klagen til Landsskatteretten, der blev afgjort med rettens kendelse af 14. november 2011.

Af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, fremgår følgende:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er en direkte videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1. Denne bestemmelse fik sin nuværende formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002, hvor blandt andet bestemmelsens 2. pkt. om godtgørelse på 100 procent blev indført.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 54, Folketingstidende 2001/2002, 2. samling, tillæg A, spalte 1394 ff.) fremgår blandt andet følgende:

"(...)
3. Nærmere om medholdsvurderingen

Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen, derved at denne ikke har fået medhold i overvejende grad eller helt har tabt sagen (medholdsvurderingen), foretages i første omgang af den instans, der træffer afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af det eller de spørgsmål, som har været forelagt den pågældende instans og kun det eller disse spørgsmål. Medholdsvurderingen kommer til udtryk i den udtalelse, som instansen skal afgive sammen med den materielle afgørelse i skatte- eller afgiftssagen.

Dernæst foretager told- og skatteregionen - på baggrund af denne udtalelse - en selvstændig medholdsvurdering og træffer afgørelse om størrelsen af den godtgørelse, som den skatte- eller afgiftspligtige ifølge told- og skatteregionens egen medholdsvurdering er berettiget til.

Udgangspunktet er, at told- og skatteregionen følger medholdsvurderingen i udtalelserne fra klageinstanserne, men behøver det ikke, hvis told- og skatteregionen ikke er enig i disse myndigheders vurderinger. Medholdsvurderingen i udtalelserne er således kun vejledende. Endvidere skal told- og skatteregionen foretage en selvstændig samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor sagen finder sin afslutning ved domstolene.

Ved en samlet vurdering af sagen sættes udfaldet af de punkter, der er blevet behandlet, i relation til de punkter, som har været fremme ved sagens start ved hver instans. Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser.

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.

Der kan ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte- eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt.

I vurderingen kan bl.a. indgå

  • sagsgenstandens beløbsmæssige værdi
  • på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller ved domstolene sagen er afgjort
  • sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige eller for retstilstanden på området i øvrigt
  • udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde).

(...)"

Af bemærkningerne til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 A (L 54, Folketingstidende 2001/2002, 2. samling, tillæg A, spalte 1401-1402) fremgår blandt andet følgende:

"(...)
Vurderingen af, hvorvidt sagen er vundet fuldt ud eller i overvejende grad eller tabt af den skatte- eller afgiftspligtige - dvs. den skatte- eller afgiftspligtige ikke har fået medhold eller i hvert fald ikke fået medhold i overvejende grad - foretages instans for instans. Opnår den skatte- eller afgiftspligtige fuldt eller overvejende medhold ved en instans, bliver udgifterne til sagkyndig bistand m.v. dækket med 100 pct. ved den pågældende instans. Om der skal ske genoptagelse af ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser med henblik på efterregulering af tidligere udbetalte godtgørelser, må derimod bero på en vurdering af sagen ved de tidligere instanser i lyset af det eller de vundne punkter.

Det kan således forekomme, at selv om den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt medhold ved en instans med den følge, at udgifterne til sagen ved denne instans dækkes med 100 pct., vil dette forhold ikke være tilstrækkeligt til at foretage en efterregulering af udbetalte omkostningsgodtgørelser for tidligere instanser, hvis det eller de vundne klagepunkter ikke indgår i den samlede sag ved den pågældende instans med en tilstrækkelig tyngde. Kun hvis det eller de vundne klagepunkter indgår med en tilstrækkelig tyngde, således at den skatte- eller afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen ved den pågældende instans må anses for at have vundet den i overvejende grad, vil der skulle foretages en efterregulering af tidligere udbetalte godtgørelser, således at dækningsgraden samlet set bliver 100 pct.
(...)"

Af de ovenfor citerede forarbejder fremgår således, at der skal foretages en medholdsvurdering, og at denne vurdering skal ske instans for instans. Der skal dog efter forarbejderne også foretages en samlet medholdsvurdering i de tilfælde, hvor det kan komme på tale med efterregulering af udbetalt omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand ved sagens førelse i tidligere instanser. Forarbejderne skelner på dette punkt ikke mellem henholdsvis administrative klageinstanser og domstolsinstanser.

Østre Landsret har ved dom af 12. august 2005, offentliggjort i SKM2005.358.ØLR, fastslået, at vurderingen af, om en skattepligtig har vundet sagen fuldt ud eller i overvejende grad, skal foretages instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige har nedlagt for den pågældende instans. Af Østre Landsrets præmisser for dommen fremgår således blandt andet følgende:

"(...)
Vurderingen af, om en skatte- eller afgiftspligtig har vundet sagen fuldt ud eller i overvejende grad, foretages efter skattestyrelseslovens § 33 A instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige nedlagde for den pågældende instans.

Det er under sagen ubestridt, at A hverken ved Østre Landsrets dom af 24. juni 1999 eller ved Højesterets dom af 25. marts 2003 fik overvejende medhold i de påstande, han havde nedlagt for disse instanser.

Endvidere har A efter en samlet medholdsvurdering ikke fået medhold i overvejende grad i forhold til sin påstand for landsretten på 1.143.851 kr., idet han samlet ved Østre Landsret og Højesteret alene fik medhold i et beløb på 174.584 kr.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages herefter til følge.
(...)"

Ved vurderingen af, om der beløbsmæssigt er givet en skatteyder fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, er det derfor påstanden i klagen til klageinstansen, der skal sammenholdes med klageinstansens afgørelse.

Som det også fremgår af de ovenfor citerede forarbejder, har den samlede medholdsvurdering betydning i situationer, hvor det kan komme på tale at efterregulere udbetalt omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser. Derimod har den samlede medholdsvurdering ikke betydning i forhold til medholdsvurderingen for senere instanser. Landsskatteretten bemærker, at det således er klageren, som bærer risikoen ved videre påklage af en afgørelse, herunder risikoen ved den påstand som nedlægges for den eller de følgende instanser. En samlet medholdsvurdering i relation til udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med sagens prøvelse ved Landsskatteretten er derfor ikke relevant i nærværende situation, hvor der ikke er tale om, at rettens afgørelse efterfølgende har været prøvet ved domstolene.

I klageskrivelsen af 22. marts 2010 til Landsskatteretten var der nedlagt principal påstand om nedsættelse med 102.177 kr. og subsidiære påstande om nedsættelse med et mindre beløb end 102.177 kr. Klageren fik ikke ved Landsskatterettens kendelse af 14. november 2011 medhold i sin principale eller subsidiære påstande, idet retten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse.

Som anført ovenfor, skal vurderingen af, om klageren har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, ske instans for instans og ud fra den eller de påstande, som klageren har nedlagt for den pågældende klageinstans. Ved den beløbsmæssige vurdering af graden af medhold er det således klagerens påstande i klagen til klageinstansen, der skal sammenholdes med klageinstansens afgørelse. Klageren fik ikke med Landsskatterettens kendelse af 14. november 2011 medhold i nogen grad, hvorfor klageren efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 1. pkt., alene er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 procent af udgifterne til sagkyndig bistand ved klagen til Landsskatteretten.

På denne baggrund stadfæster Landsskatteretten SKATs afgørelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter