Indhold

Dette afsnit handler om mulighederne for afskrivning mv. på tilslutningsudgifter.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Tilslutningsanlæg omfattet af reglen
  • Kun afskrivning på tilslutningsudgifter til anlæg, der er ejet af andre
  • Hvilke udgifter kan afskrives?
  • Erhvervsmæssig betydning
  • Fradragstidspunktet
  • Afskrivningssats og småbeløb
  • Salg af det tilsluttede aktiv
  • Ikrafttræden
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Regel

Der kan afskrives på de udgifter, som den skattepligtige afholder i anledning af en virksomheds tilslutning til offentligt eller privat ejede anlæg, som har erhvervsmæssig betydning for virksomheden. Se AL § 43.

Hvis tilslutningsudgiften er mindre end et grundbeløb på x14.100 kr. (2020-niveau)x, kan hele udgiften efter eget valg trækkes fra (straksafskrives) i det indkomstår, hvori udgiften afholdes.

Indholdet af AL § 43 var tidligere omfattet af LL § 8 C . Ved overførslen til afskrivningsloven blev der foretaget en række ændringer og præciseringer i bestemmelsen.

Mange af de nedenfor anførte afgørelser henviser derfor til den gamle bestemmelse.

Tilslutningsanlæg omfattet af reglen

Der er flere typer af anlæg, som har erhvervsmæssig betydning, fx:

  • Vandforsyningsanlæg
  • Installation af vandforbrugsmålere
  • Kloakanlæg
  • Elektricitetsanlæg
  • Vindmøller
  • Andre former for kraftforsyningsanlæg
  • Fjernvarmeanlæg
  • Telefonanlæg
  • Anlæg vedrørende forurening eller støjulemper, fx vand- og luftrensningsanlæg og anlæg til afskærmning mod støjulemper.

Følgende andre udgifter, som har erhvervsmæssig betydning for en virksomhed, anses også for at være omfattet af AL § 43:

  • Installation af telefonanlæg og opstilling af omstillingsbord
  • Installation af telefonsvarer
  • Oprettelse af telex
  • Udlejningsejendoms tilslutning til fællesantenneanlæg. Se LSRM 1980, 39
  • Tilslutning til Securitas med signaloverføring
  • Lodsejerbidrag til afvandingsanlæg.

Ikke omfattet af AL § 43

Vejanlæg og en gennemsejlingssluse samt en å-regulering anses ikke for at være et anlæg i lovens forstand. Det samme gælder:

  • Bidrag til parkeringsfonds, der skal anvendes til etablering af offentlige parkeringspladser. Se skattedepartementets meddelelse i Skd. 1979.51.264
  • Brandsikringsudgifter. Se LSRM 1979, 41
  • Udgifter til anlæg af en gågade (pålignet grundejerne). Se Vestre Landsrets dom af 17. maj 1982 i Skd. 1983.64.80. Udgifterne kan eventuelt afskrives efter SL § 6 a. Se afsnit C.C.2.4.5.9 samt skattedepartementets udtalelse i TfS 1987, 125 DEP
  • Udgifter til regulering af en privat vej i forbindelse med dennes tilslutning til offentlig vej. Se Vestre Landsrets dom af 25. maj 1983 i Skd. 1983.67.406 og Vestre Landsrets dom af 6. juni 1984 i Skd. 1984.71.768.

En éngangsudgift i forbindelse med tilslutning til en fodercentral kunne ikke trækkes fra efter AL § 43, da der ikke var nogen fysisk forbindelse mellem skatteyderens faste ejendom og fodercentralens produktionsanlæg. Udgiften blev anset for at være en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift. Se TfS 1989, 95 VLD.

Kun afskrivning på tilslutningsudgifter til anlæg, der er ejet af andre

Der kan kun afskrives på de udgifter, som den skattepligtige afholder i anledning af en virksomheds tilslutning til

  • offentligt anlæg
  • privat ejede anlæg, som ejes af andre.

I LSRM 1984, 132 blev et kloakanlæg, der var ejet af en grundejerforening, anset for at være et anlæg, der var ejet af andre end grundejerne. Grundejerne kunne derfor få fradrag for den afgift, der var betalt til foreningen.

I LSRM 1985, 34 blev et afløbsanlæg anset for at være ejet af selskabet selv, som derfor ikke kunne afskrive på afgiften til tilslutning.

Hvilke udgifter kan afskrives?

Éngangsudgifter

Der kan afskrives på alle éngangsudgifter i forbindelse med tilslutninger til anlæg, som har erhvervsmæssig betydning for en virksomhed. Se AL § 43. Se også LSRM 1979, 157, om den tidligere gældende LL § 8 C.

Bestemmelsen anvendes ikke blot ved den første tilslutning, men også når der senere opkræves éngangsbidrag. Se LSRM 1985, 123.

Éngangsudgifter til forøgelse af el-tilførselsledningers kapacitet er derfor også omfattet af AL § 43.

Løbende udgifter

Løbende bidrag er ikke omfattet af AL § 43, selv om bidragene delvis går til finansiering af anlægsudgifter. Se LSRM 1978, 31 og LSRM 1982, 120.

Når der i forbindelse med tilslutningen betales for aktiver, som skatteyderen i den forbindelse bliver ejer af, kan skatteyderen ikke afskrive på denne del af udgiften. Se AL § 43.

Erhvervsmæssig betydning

Der er kun afskrivningsret for udgifter i anledning af "en virksomheds" tilslutning til anlæg, "som har erhvervsmæssig betydning for virksomheden". Se AL § 43, stk. 1.

Erhvervsmæssig benyttelse

Det er en betingelse for fradragsret for en afgift, som en vindmølleejer skal betale til elselskabet for tilslutning af en vindmølle til elnettet, at møllen bruges til erhvervsmæssig produktion af elektricitet. Se TfS 1995, 156 TSS.

Drift af en udlejningsejendom til beboelse er erhvervsmæssig virksomhed, og hele tilslutningsafgiften kan derfor trækkes fra, selv om ejeren bebor en af lejlighederne. Dette gælder også, når der kun er tre lejligheder i ejendommen. Der er dog ikke fradrag for ejendomme, der er omfattet af EVSL § 4, stk. 1, nr. 6-8.

Funktionærboliger er erhvervsmæssigt anvendt, og tilslutningsudgifter kan derfor trækkes fuldt ud fra eller afskrives.

Tilslutningsudgifter vedrørende ubebyggede grunde er ikke anset for at være omfattet af AL § 43, medmindre der er en klar intention om, at grundene skal benyttes til erhvervsmæssige formål, og at denne intention ikke er afkræftet på anden vis. Se TfS 1985, 747 HR.

Blandet erhvervsmæssig og privat benyttelse

Hvis tilslutningen både tjener et erhvervsmæssigt og et privat formål, er det kun den del af tilslutningsafgiften, der knytter sig til den erhvervsmæssige anvendelse, der kan trækkes fra eller afskrives. Der er altså ikke fradragsret for tilslutningsudgifter af rent privat karakter, herunder beboelse.

Landsskatteretten har statueret, at en læge, der havde afholdt udgifter til etablering af et securitasanlæg på sin private bopæl på grund af opbevaring af smertestillende medicin mv., ikke kunne trække disse udgifter fra efter AL § 43. Retten anførte nemlig, at tyverialarmer i private boliger måtte anses for at være installeret med henblik på at beskytte private indbo- og værdigenstande mod tyveri og hærværk.

Hvis et enfamilies- eller et tofamilieshus benyttes delvist erhvervsmæssigt, kan en forholdsmæssig del af udgiften trækkes fra. Se LSRM 1980, 156.

Et stuehus på en landbrugsejendom er ikke erhvervsmæssigt anvendt, og udgifter til kloakering og indlæggelse af vand på landbrugsejendommen må derfor fordeles, da der kun er fradragsret for den del af tilslutningsafgiften, der knytter sig til den erhvervsmæssige anvendelse.

Den erhvervsdrivende kan dog som minimum altid trække den fulde forskelsværdi mellem tilslutningsafgiften for landbrug og for private husstande fra uden hensyn til vandforbruget i bedriften og privat. Se TfS 1992, 478 VLD.

Landsskatteretten har nægtet fradrag for den del af tilslutningsafgiften til et kloak- og renseanlæg, der vedrørte en aftægtsbolig, som var knyttet til en landbrugsejendom, fordi aftægtsboligen ikke blev anset for at indgå i en erhvervsmæssig virksomhed. Se LSRM 1984, 42.

Fradragstidspunktet

Tilslutningsafgiften kan afskrives, når den er forfalden til betaling. Se AL § 43, stk. 2.

En udgift til el-tilslutning var omfattet af den dagældende LL § 8 C, nu AL § 43, da den skulle beregnes på baggrund af faktiske anlægsomkostninger og derfor først kunne opgøres ved byggeriets afslutning. Landsskatteretten anså også en særlig kloakafgift for at være afskrivningsberettiget, da den endelige forpligtelse til at afholde afgiften var direkte knyttet til selskabets erhvervelse af grunden fra kommunen, og grunden blev erhvervet med det formål, at det projekterede fabrikationsanlæg skulle opføres. Se TfS 1993, 9 LSR.

I tilfælde hvor der er tale om andre tilslutningsudgifter, må det afgøres ud fra det konkrete retsforhold, hvornår skatteyderen er blevet retligt forpligtet til at udrede afgiften.

Oprettelsesafgiften for telefon anses først for at være forfalden ved installationen.

Ved oprettelse af et privat vandværk anses tilslutningsafgiften for at være afholdt/forfalden på tidspunktet for den stiftende generalforsamling.

Betalingsregler for spildevandsanlæg

Betalingsreglerne for spildevandsanlæg er tidligere fremgået af lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997 om betalingsregler for spildevandsanlæg mv. Betalingsreglerne var bl.a.:

  • Det var kommunalbestyrelsen, der fastsatte de nærmere regler om betaling i en betalingsvedtægt.
  • Tilslutningsbidrag efter loven blev fastsat som et engangsbeløb, der forfaldt, når ejendommen blev tilsluttet eller kunne tilsluttes spildevandsanlægget.

Højesteret har taget stilling til den retlige forpligtelse til at betale tilslutningsafgift til et offentligt kloak-og rensningsanlæg, som ikke var opstået før selskabet blev ejer af ejendommen. Se TfS 1997, 221 HR. Højesterets dom udtrykker ikke positivt, hvornår forpligtelsen er opstået, men dommen tilsidesætter alligevel tidligere praksis, hvorefter den retlige forpligtelse til at betale tilslutningsafgift til et offentligt ejet anlæg blev anset for at være opstået allerede, når det offentlige havde besluttet at etablere det pågældende anlæg. Det var dog en forudsætning, at der samtidig blev fastsat betalingsregler, der gjorde en endelig beregning af tilslutningsafgiften mulig.

Betalingsreglerne for spildevandsanlæg fremgår nu af lovbekendtgørelse nr. 633 af 7. juni 2010 af lov om betalingsregler for spildevandsregler for spildevandsanlæg mv. Loven fastsætter regler om betaling for afledning til spildevandsforsyningsselskabers spildevandsanlæg m.m., og af lovens § 2 fremgår det bl.a., at:

  • Der i nogle tilfælde skal ske beregning af størrelsen på tilslutningsbidraget.
  • Tilslutningsbidraget forfalder, når en ejendom tilsluttes eller kan tilsluttes et spildevandsforsyningsselskab.

Det må herefter afgøres konkret, hvornår den retlige forpligtelse til at betale, og dermed fradragsretten, opstår.

Afskrivningssats og småbeløb

Afskrivning kan ske med indtil 20 pct. årligt. Se AL § 43, stk. 1.

Hvis tilslutning til et anlæg både tjener et erhvervsmæssigt og et privat formål, er det kun den del af tilslutningsafgiften, der svarer til den erhvervsmæssige anvendelse, som der kan afskrives på.

Den skattepligtige kan vælge at trække (straksafskrive) hele afgiften fra i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori afgiften afholdes. Dette gælder kun i tilfælde, hvor tilslutningsafgiften ikke overstiger et beløb, xder for indkomståret 2020 udgør 14.100 kr.x Se AL § 43, stk. 2.

Tilslutningsafgiften anses for at være afholdt efter AL § 43, stk. 1 og 2, når den er forfalden til betaling. Se AL § 43, stk. 3.

Salg af det tilsluttede aktiv

I tilfælde, hvor det aktiv, som er blevet tilsluttet anlægget, sælges, inden tilslutningsafgiften er afskrevet fuldt ud, kan den skattepligtige trække restbeløbet fra i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori salget af aktivet sker. Se AL § 43, stk. 4.

Hvis et aktiv, der omfatter tilslutning til et anlæg, bliver solgt, så kan tilslutningsafgiften ikke lægges til anskaffelsessummen for det solgte aktiv, når skattepligtig fortjeneste eller tab ved salget opgøres. Der skal således ikke ske opgørelse af genvundne afskrivninger. Se AL § 43, stk. 5.

Tilslutningen til anlægget repræsenterer ikke et formuegode, der kan afstås særskilt, og der er derfor ikke tale om, at der opnås en afståelsessum for tilslutningsafgiften som sådan og dermed heller ikke tale om, at der kan opnås genvundne afskrivninger eller tab.

Køberen kan ikke afskrive på tilslutningsafgiften, da køberen ikke har afholdt den pågældende tilslutningsafgift. Dette gælder, selv om køberen overtager restgælden på en tilslutningsafgift, der afdrages over en årrække.

Restgælden er en del af købesummen, også hvor den overtages uden for købesummen, og restgælden må ligesom den øvrige del af købesummen fordeles forholdsmæssigt på grund, bygninger og andre aktiver ved opgørelse af afskrivningsgrundlag mv.

Hvis tilslutningsafgiften har forøget værdien af et afskrivningsberettiget aktiv, indgår denne værdiforøgelse i den anskaffelsessum for aktivet, som køberen vil kunne afskrive på.

Hvis en del af en afståelsessum for et aktiv anses som betaling for værdien af en tilslutning, som nævnt i AL § 43, stk. 1, skal denne del regnes med til afståelsessummen for det aktiv, der er blevet tilsluttet anlægget når den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori aktivet sælges, gøres op. Se AL § 43, stk. 6.

Ikrafttræden

Den gældende afskrivningslov har virkning fra og med indkomståret 1999.

I lovens kapitel 7 er der ikke fastsat særlige regler for ikrafttræden af AL § 43:

  • Tilslutningsudgifter, der afholdes i indkomståret 1999 eller senere indkomstår, vil derfor skulle afskrives med indtil 20 pct. årligt som ubunden afskrivning.
  • Udgifter, der er afholdt i indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår, og som ikke er fuldt afskrevet eller straksfradraget efter de hidtil gældende regler i LL § 8 C, skal derfor fra og med indkomståret 1999 afskrives efter AL § 43.

Reglerne i AL § 43, stk. 4 og 5, finder også anvendelse for tilslutningsudgifter, der er afholdt før indkomståret 1999, ved salg i indkomståret 1999 og senere af det aktiv, som er tilsluttet anlægget.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser
 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 1997, 221 HR

Et selskab købte en ubebygget grund af en kommune. Grunden blev senere udstykket, fordi det i slutsedlen blev bestemt, at køberen ud over købesummen skulle betale tilslutningsafgift til kloak- og rensningsanlæg efter kommunens betalingsvedtægt, som tidligere var godkendt ved en landvæsenskommissionskendelse.

Landsretten fandt, at tilslutningsafgiften ikke var fradragsberettiget, da den måtte anses for at være pålagt ved Landvæsenskommissionens stadfæstelse af betalingsvedtægten. Højesteret lagde vægt på, at ejendommen på tidspunktet for landvæsenskommissionskendelsen var ejet af kommunen, som fortrinsvis havde udlagt udgifter til kloakanlæg mv. Ejendommen var dengang ikke udstykket eller bebygget, men blev senere solgt ekskl. bidrag til kloak- og rensningsanlæg, og disse bidrag blev efterfølgende opkrævet hos selskabet i overensstemmelse med betalingsvedtægten. Under disse omstændigheder fandtes den retlige forpligtelse til at betale tilslutningsafgift ikke for at være opstået, før selskabet blev ejer, og selskabet havde fradragsret efter den tidligere LL § 8 C, nu AL § 43.

TfS 1985, 747 HR

I sagen nægtede Højesteret fradrag for kloakbidrag og betalinger for tilslutning til fjernvarmeværk for en ubebygget industrigrund. Grunden blev købt af et selskab i 1967 med det formål at udvide og udflytte den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter. Selskabet fandt imidlertid i 1969 en mere velegnet grund og solgte i 1980 den oprindelige grund. Udgiften blev først afholdt længe efter, at den erhvervsmæssige anvendelse af grunden var opgivet. Da selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig virksomhed på den ubebyggede grund fandt retten ikke, at kloakbidrag og betalinger for tilslutning til fjernvarmeværk kunne trækkes fra efter den dagældende LL § 8 C, nu AL § 43, eller efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsretsdomme

TfS 1992, 478 VLD

En landbrugsejendom blev tilsluttet det lokale private vandværk. Formålet med tilslutningen var at forsyne både den private beboelse og landbruget med vand. Landsretten fandt, at det ligningsmæssige fradrag efter LL § 8 C udgjorde den fulde forskel mellem tilslutningsafgiften for landbrug og for private husstande.

TfS 1989, 95 VLD

En minkavlers indskud i forbindelse med medlemskab i en andelsfoderforening kunne hverken trækkes fra som tilslutningsafgift efter LL § 8 C eller som driftsudgift, men blev anset for at være en etableringsudgift.

Skd. 1984.71.768

Landsretten fandt ikke, at vejbidrag i forbindelse med en privat vejs overgang til offentlig vej kunne trækkes fra som driftsomkostning eller afskrives efter SL § 6.

Skd. 1983.67.406

Landsretten fandt ikke, at et vejbidrag ved en privat fællesvejs overgang til offentlig vej kunne anses for at være en tilslutningsafgift, ligesom vejbidraget heller ikke kunne anses for at være omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a.

Skd. 1983.64.80

Erhvervsdrivendes udgifter til etablering af en kommunalt ejet gågade kunne ikke anses for at være en tilslutningsafgift. Landsretten hjemviste i øvrigt sagen til fornyet behandling med henblik på afskrivning efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Se også skattedepartementets udtalelse i

TfS 1987, 125 DEP om afskrivning af bidrag til gågade efter SL § 6.

Landsskatteretskendelser

TfS 1993, 9 LSR

Et selskab, som havde erhvervet en grund af kommunen med henblik på at opføre et fabrikationsanlæg, klagede over, at der var nægtet fradrag efter LL § 8 C for udgift til tilslutning til el og vand og for udgift til et særligt kloakbidrag, hvis størrelse var fastlagt på baggrund af den skønnede forurening af virksomheden i slutsedlen.
Landsskatteretten fandt, at

  • udgiften til el-tilslutning var omfattet af LL § 8 C, da den skulle beregnes på baggrund af faktiske anlægsomkostninger og derfor først kunne opgøres ved byggeriets afslutning
  • udgiften til vandafgift var i overensstemmelse med praksis afholdt før grundens afhændelse og derfor ikke omfattet af LL § 8 C, og
  • den særlige kloakafgift var omfattet af LL § 8 C, da den retlige forpligtelse til at afholde den var direkte knyttet til selskabets erhvervelse af grunden med det formål at opføre det projekterede fabrikationsanlæg.

LSRM 1985, 123

Sagen drejede sig om en tilslutningsafgift til kommunens hovedkloakledning, som var pålignet en gartner, da dennes ejendom blev inddraget i byzone. Landsskatteretten udtalte, at LL § 8 C, nu AL § 43, ikke blot gælder ved den første tilslutning, men også ved senere opkrævning af éngangsbidrag.

LSRM 1985, 34

Et selskab havde lejet et havneareal uopsigeligt i 23 år. Selskabet havde fået udført og betalt forskellige afløb fra de bygninger, der var opført på arealet, herunder fra toiletter, kantiner samt for regnvand på taget. Arealet var i forvejen forsynet med vand- og kloakledninger. Landsskatteretten fandt ikke, at selskabets udgifter kunne trækkes fra efter den dagældende LL § 8 C, nu AL § 43, fordi anlægget blev anset som et selvstændigt anlæg, der tilhørte selskabet som tilbehør til de på grunden opførte bygninger.

LSRM 1984, 132

Et I/S, der drev erhvervsmæssig udlejning af to sommerhuse, var sammen med 141 andre grundejere blevet pålagt at betale en andel af udgifterne til omlægning af en kloakledning til den lokale grundejerforening. Landsskatteretten fandt, at grundejerforeningen som selvstændigt skattesubjekt var ejer af kloakanlægget, og at udgifterne til etablering af den nye kloakledning derfor måtte anses for at være en tilslutningsafgift omfattet af den tidligere LL § 8 C, nu AL § 43.

LSRM 1984, 42

En gårdejer, der drev en landbrugsejendom, hvorpå der var indrettet en aftægtsbolig, havde afholdt udgifter til tilslutning af ejendommen til kloak- og rensningsanlæg med i alt 24.100 kr. Skatterådet havde kun godkendt fradrag for den del af beløbet, 5.225 kr., der kunne knyttes til landbruget. Skatteyderen henviste til, at der også måtte godkendes fradrag for den del af tilslutningsudgiften, der vedrørte aftægtsboligen, fordi denne måtte sidestilles med en funktionærbolig eller udlejningsejendom.

Ved sagens afgørelse lagde Landsskatteretten til grund, at det er en betingelse for fradrag efter LL § 8 C, at den pågældende installation, hvortil tilslutning sker, indgår i en erhvervsmæssig virksomhed og har betydning for dennes afkast. Der var ikke en sådan sammenhæng med hensyn til aftægtsboligen, hvis årlige værdi ikke skulle indtægtsføres af skatteyderen, fordi værdien modsvarende var fradragsberettiget som en aftægtsforpligtelse. Der kunne derfor ikke godkendes fradrag for det afholdte kloakbidrag i videre omfang end godkendt ved ansættelsen.

LSRM 1982, 120

En skatteyder trak 1.650 kr. fra i 1978 for vandafgift til et lokalt andelsselskab. Selskabet havde været nødt til at pålægge aftagerne forhøjet bidrag på grund af nye boringer mv. Skatterådet reducerede fradraget til 413 kr., fordi man kun anså en fjerdedel for at vedrøre driften. Restbeløbet, 1.237 kr., blev af Skatterådet anset for at være en anlægsudgift og kunne afskrives med 10 pct.

Landsskatteretten fandt, at det årlige bidrag på 1.650 kr. måtte antages at være en fast varig udgift, således at hele beløbet var fradragsberettiget som indgået til driften af skatteyderens kombinerede forretnings- og beboelsesejendom.

LSRM 1980, 156

En købmand, hvis ejendom indeholdt en købmandsforretning og en lejlighed, som han selv boede i, havde ved indkomstopgørelserne for indkomstårene 1976 og 1977 taget fradrag for halvdelen af udgifterne til tilslutning til vandværk og kloakforsyning, henholdsvis 2.775 kr. og 7.848 kr. Skatterådet havde imidlertid kun godkendt fradrag for 1/6 eller 2.616 kr. af udgiften til kloakforsyning. Den fradragsberettigede del af tilslutningsafgiften måtte bero på et skøn, og da Landsskatteretten efter det oplyste om størrelsen af den private og den erhvervsmæssige del af ejendommen og om udnyttelsen af anlægget fandt, at 25 pct. af de afholdte tilslutningsudgifter eller henholdsvis 1.388 kr. og 3.924 kr. kunne knyttes til den erhvervsmæssige del af ejendommen, blev de påklagede ansættelser nedsat med 1.308 kr.

LSRM 1980, 39

Et selskab klagede over, at skatterådet ikke havde godkendt et fradrag for udgift til tilslutningsafgift til TV-fællesantenne. Selskabet gjorde gældende, at udgiften måtte være af erhvervsmæssig karakter, da den var afholdt på selskabets lejlighed, der som en del af aflønningen var stillet til rådighed for selskabets direktør. Landsskatteretten var enig med selskabet i det anførte, og den påklagede ansættelse blev herefter nedsat.

LSRM 1979, 157

En gårdejer klagede over, at skatterådet ved beregningen af den fradragsberettigede del af udgifterne ved tilslutning af en landbrugsejendom til det kommunale vandværk ikke havde regnet de afholdte udgifter til materialer og arbejdsydelse ved stikledning med, men kun anlægsbidrag på 5.000 kr., og ledningstilskud på 7.100 kr. Klagerens revisor gjorde gældende, at der efter den tidligere AL § 18, stk. 1, litra c, måtte være adgang til afskrivning på materialer (rør) mv. Landsskatteretten tiltrådte, at samtlige engangsudgifter i forbindelse med tilslutningen kunne fordeles efter forholdet mellem den erhvervsmæssige og den private anvendelse.

LSRM 1979, 41

En virksomhed fremstillede syltede asier, rødbeder og andre survarer. Virksomhedens oprindelige og på forhånd fastsatte andel af udgifter til at udvide et kloak- og rensningsanlæg var efter forhandling med Landvæsenskommissionen senere blevet nedsat og blev opgjort til 46.260 kr. Virksomheden trak dette beløb fra i indkomsten sammen med advokatudgifter på 2.525 kr. for bistand ved den pågældende forhandling. Survarefabrikationen var blevet flyttet fra bygningen, der herefter til dels blev anvendt som lager. Skatterådet havde i den anledning forhøjet indkomsten med 42.858 kr. og nægtet fradrag for advokatudgifterne. Landsskatteretten fandt imidlertid, at fabriksbygningens tilslutning til kloak- og rensningsanlægget var af erhvervsmæssig betydning for virksomheden, også efter at survareproduktionen var flyttet, og bygningen derefter kun til dels blev anvendt som lager. Fradraget på 46.260 kr. samt de 2.525 kr. (for advokatudgifterne), blev herefter godkendt.

LSRM 1978, 31

En gårdejer klagede over, at skatterådet ikke havde anset ham for at være berettiget til at trække en udgift til spildevandsafgift på 272 kr. fra. Afgiften vedrørte udelukkende en landejendoms stuehus og var af samme størrelse som bidrag, der var pålagt parcelhuse i området. Skatterådet havde henvist til, at afgiften udelukkende vedrørte klagerens private bolig. Landsskatteretten fandt, at afgiften måtte anses for at være en fradragsberettiget driftsudgift. Da der ikke blev givet det nu ophævede standardfradrag for en erhvervsejendom som den omhandlede, blev ansættelsen nedsat med 272 kr.

Andre afgørelser

TfS 1995, 156 TSS

Der har været rejst spørgsmål om en afgift, som skal betales til elselskabet for tilslutning af en vindmølle til elnettet, er fradragsberettiget som tilslutningsafgift efter bestemmelsen i LL § 8 C, nu AL § 43. Told- og Skattestyrelsen svarede, at anvendelsen i bestemmelsen betinger, at vindmøllen anvendes til erhvervsmæssig produktion af elektricitet og ikke til vindmølleejerens private elforbrug, samt at tilslutning til elnettet er nødvendig for den erhvervsmæssige el-produktion.

Skd. 1979.51.264

Skattedepartementet meddelte, at en erhvervsdrivendes bidrag til en parkeringsplads hverken kan fradrages som en driftsudgift eller afskrives efter SL § 6. Da der ikke sker tilslutning til noget anlæg, kunne bidraget heller ikke omfattes af LL § 8 C, nu AL § 43.