Afsnittet beskriver de særlige regler for invalides og kronisk syges fradrag for udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads.

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Personkreds
  • Forudsætninger for fradraget
  • Fradragets beregning
  • Særligt om erhvervsmæssig befordring
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Godtgør den skattepligtige, at han eller hun på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads, kan den skattepligtige fratrække

  • normal befordringsudgift i det omfang den overstiger 2.000 kr. samt
  • den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde.

Se LL § 9 D.

Reglerne i LL § 9 C kan ikke anvendes.

Personkreds

Den skattepligtige behøver ikke at have tilladelse til invalidebil for at anvende reglen. Godtgør den skattepligtige, at han eller hun på grund af invaliditet eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads, kan den skattepligtige opgøre befordringsfradrag efter reglerne i LL § 9 D.

I sygdomstilfælde er det en betingelse for at anvende reglen, at sygdommen er kronisk. Herved forstås i praksis, at der skal være tale om en uhelbredelig eller i det mindste en langvarig sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform.

Bemærk

Det er ikke en forudsætning, at der er tale om befordring mellem den invalides sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Der kan fx også gives fradrag for befordringsudgifter mellem sommerhus og arbejdsplads.

Praksis

Der blev efter erklæringer fra læger, arbejdsgiver og bekendte godkendt fradrag efter bestemmelsen for en kvinde, der led af sygdommen "agorafobi" (pladsangst). Sygdommen medførte, at hun ikke var i stand til at anvende offentlige transportmidler. Hun benyttede dagligt taxa til og fra arbejdet. Se LSRM 1965.135.

Forudsætninger for fradraget

Det er en forudsætning for fradraget, at den skattepligtige har særlige udgifter til befordring. Hvis skatteyderen ikke har afholdt udgifter til befordringen, kan der ikke foretages fradrag. Betaler arbejdsgiveren befordringen, herunder hvis der stilles firmabil til fri rådighed for privat kørsel, har den skattepligtige ikke ret til fradrag mellem hjem og arbejdsplads efter LL § 9 D

Udgifterne skal også være nødvendige for at sikre indkomstens erhvervelse.

I sagen SKM2005.75.VLR var det ubestridt, at skatteyderen led af en kronisk sygdom. Det var herefter afgørende om de særlige udgifter til transport, som hun havde afholdt, var afholdt som følge af sygdommen. Efter en lægelig vurdering havde det ikke været nødvendigt for skatteyderen at køre i egen bil for at bevare sit arbejde i indkomstårene 2000 og 2001. Kørsel i egen bil blev herefter anset som en hensigtsmæssig disposition af hensyn til skatteyderens privatliv, og fradrag blev nægtet.

Det er en konkret afgørelse, om en sukkersygepatient er berettiget til fradrag efter LL § 9 D.

I en sag indgik spørgsmålet om skatteyder havde haft særlige udgifter til befordring på grund af sygdommen. Skatteyder arbejdede som dagvagt på tre forskellige sygehuse. Da hendes sukkersyge var meget vanskelig at regulere, skulle hun nøje passe sine spise- og hviletider. Skatteyder anvendte bil til og fra arbejdspladserne. Hun led helt sikkert af "invaliditet eller kronisk sygdom", men hun havde ikke haft særlige udgifter til befordringen, allerede fordi den normale transportform fra lokalområdet, hvor hun boede, nødvendigvis foregik ved benyttelse af bil. Selvom skatteyder ikke havde haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning, var hun berettiget til at opgøre sit befordringsfradrag efter LL § 9 D. Se TfS 1992, 142 LSR.

Øgede transportudgifter på grund af sygdom af ikke-varig karakter berettiger ikke til fradraget efter LL § 9 D.

Der kunne foretages fradrag for udgifter til to dobbeltture mellem bopælen og hustruens arbejdsplads efter LL § 9 D i et tilfælde, hvor en mand kørte sin invalide hustru til hendes arbejdsplads og hentede hende igen om eftermiddagen. Sygdommen forhindrede hende i at komme til og fra arbejde på anden måde, og på grund af sygdommen var hun forhindret i af få førerbevis. Se LSRM 1969,148 LSR

Fradragets beregning

Fradragsretten anses som en udvidelse af reglen om fradrag for udgifter ved befordring mellem bopæl og arbejdsplads, så der principielt er tale om fradrag for udgifter ved privat benyttelse af bil.

Afskrivningen foretages med 15 pct. pro anno af anskaffelsessummen, også hvor der ved køb af bilen er ydet offentligt lån, som eftergives successivt. Eventuel fortjeneste eller tab i forhold til den nedskrevne værdi påvirker ikke indkomstopgørelsen.

Den skattepligtige kan fratrække den del af den normale befordringsudgift, der overstiger 2.000 kr., samt den del af de faktiske udgifter, der overstiger den normale befordringsudgift. Se TfS 1987, 249 SKAT.

Den normale befordringsudgift opgøres som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel, eller hvor offentlig befordring ikke kan anvendes, som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet for normalfradrag. Der skal ikke reduceres for de første 24 km. Se afsnit C.A.4.3.3.2.1.

Bundfradraget skal ikke anvendes i følgende tilfælde:

  • Offentlig transport kan anvendes, og udgiften hertil overstiger ikke 2.000 kr., (i de tilfælde udgør bundfradraget udgiften til billigste offentlige transportmiddel).
  • Offentlig transport kan ikke anvendes, og den årlige kørsel er meget begrænset (udgiften hertil beregnet efter satsen, der er fastsat efter LL § 9 B for kørsel i egen bil, overstiger ikke 2.000 kr.).

De faktiske udgifter opgøres enten efter dokumentation eller på grundlag af Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Se bekendtgørelse nr. 1247 af 11. november 2014 .

Eksempel:

Den skattepligtige kører i alt 6.000 km mellem hjem og arbejdsplads i løbet af et år. De faktiske udgifter udgør 22.200 kr. (6.000 km x x3,70 xkr.). Offentlig transport anses ikke for anvendelig.

Fradraget opgøres sådan:

Normal befordringsudgift (6000 km x x2,05 krx.)

12.300 kr.

Fradrag for den del, der overstiger bundfradrag (12.300 kr. - 2.000 kr.)

10.300 kr.

Fradrag for faktiske udgifter ud over normal befordringsudgift (22.200 kr. - 12.300 kr.)

  9.900 kr.

Fradrag i alt (10.300 kr.+ 9.900 kr.)

20.200 kr.

 

Fradraget foretages i den skattepligtige indkomst. Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger 5.500 kr. efter LL § 9, stk. 1, gælder ikke fradrag for befordring omfattet af LL § 9 D. Se LL § 9, stk. 2.

Særligt om erhvervsmæssig befordring

Reglerne om erhvervsmæssig befordring gælder også for invalides eller kronisk syges erhvervsmæssige befordring. Se afsnit C.A.4.3.3.3.

Det betyder, at invalide og kronisk syge lønmodtagere kan modtage skattefri godtgørelse for udgifter til kørsel, der er omfattet af LL § 9 B. Hvis skatteyderen foretager fradrag for faktiske udgifter og opgør en procentvis andel som privat kørsel, skal kilometer som er godtgjort skattefrit holdes ude af opgørelsen. Yder arbejdsgiveren ikke skattefri godtgørelse, kan befordringen fratrækkes efter reglerne i LL § 9 C.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser og SKAT-meddelelser med videre

Skemaet henviser til relevante afgørelser på området.

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2005.75.VLR

Fradragsretten efter LL § 9 D forudsætter, at udgiften skal være nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen. Efter lægelig vurdering fra skatteyders egen læge var transport i egen bil ikke anset for nødvendig. Betingelsen for fradrag efter LL § 9 D var derfor ikke opfyldt.

 

Landsskatteretskendelser

TfS 1992, 142 LSR

Skatteyder var af helbredshensyn nødsaget til at benytte egen bil til befordring mellem hjem og arbejdsplads. Skatteyder var herefter berettiget til befordringsfradrag efter LL § 9 D, selvom hun ikke havde haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning.

 

LSRM 1969, 148 LSR

Skatteyder var berettiget til fradrag for to dobbeltture daglig ved transport til og fra arbejde af en invalid ægtefælle. På grund af sygdommen var hun ikke i stand til at komme til og fra arbejde, ligesom hun på grund af sygdommen var forhindret i at få førerbevis.

 

LSRM 1965, 135 LSR

Skatteyders sygdom berettigede til befordrings-udgifter efter LL § 9 D. Hun kunne derfor fratrække udgifter, der oversteg, hvad der ansås for normale befordringsudgifter i det pågældende tilfælde.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter