Dato for udgivelse
08 Jun 2011 13:41
Gyldig til
31 Jan 2012 23:59
Resumé

SKATs systemer er stadig berørt af arbejdskonflikten hos it-leverandøren CSC. Og det kan skabe ventetid på telefonerne. Hav venligst tålmodighed.

Det betyder blandt andet, at nogle udbetalinger tager lidt længere tid, at den udvidede selvangivelse kommer senere ud end den plejer, og at systemer der arbejder sammen med TastSelv ikke er opdateret, hvorfor nogle tal kan se forkert ud, hvis du logger på TastSelv.


Som vi skrev i meddelelsen Borgere kan blive berørt af arbejdskonflikten hos SKATs leverandør den 17. maj 2011, er der en række uregelmæssigheder på SKATs systemer, som følge af den arbejdskonflikt der er hos it-leverandøren CSC.

Hvis du prøver at ringe til os beder vi dig om tålmodighed for ud over, at strejken hos CSC medfører flere henvendelser, betyder det også at det tager længere tid at besvare de enkelte henvendelser. Så vi beder dig om tålmodighed og om at orientere dig på skat.dk løbende.

I det nedenstående kan du læse mere om uregelmæssighederne pt.

Hvis du forventer en udbetaling fra SKAT
Hvis det fremgår af din årsopgørelse, at du skal have overskydende skat udbetalt til din NemKonto, må du forvente en lille forsinkelse. Hvis der ikke står på årsopgørelsen at beløbet skal udbetales til din NemKonto, så kan det tage længere tid at få udbetalt beløbet. Typisk er det, hvis beløbet skal modregnes en gæld til det offentlige eller hvis SKAT af anden grund skal kontrollere udbetalingen.

Har du indbetalt til os, men kan ikke se det i systemet?
Vores system til at registrere indbetalinger er ikke helt opdateret. Derfor kan du muligvis ikke se de indbetalinger du har gjort til os. Det drejer sig især om indbetaling af B-skat, restskat og arbejdsmarkedsbidrag.

Har din bank, pensionsinstitut, arbejdsgiver eller andre foretaget ændrede indberetninger?
Hvis SKAT har fået nye oplysninger fra din bank, pensionsinstitut eller arbejdsgiver om dine renter, pensioner, værdipapirer mm. efter den 13. april 2011,er det ikke sikkert, at du kan se oplysningerne i Skattemappen. Vi kan heller ikke se oplysningerne, og kan derfor ikke danne en ny årsopgørelse til dig endnu og oplysningerne om dine værdipapirer føres ikke videre til SKATs aktiesystem.

I de fleste tilfælde er det letteste for dig at vente til systemerne kører normalt igen. De manglende oplysninger vil så blive registreret hos SKAT, og du vil herefter kunne se dem i Skattemappen under Personlige skatteoplysninger. Hvis du skal have en ny årsopgørelse, vil SKAT danne den til dig, når det bliver muligt.

Når du får den nye årsopgørelse, bør du tjekke, om rettelserne er kommet med. Der er nemlig nogle rettelser, som du selv skal hjælpe på vej til årsopgørelsen, eller hvor du skal have hjælp til det. Det gælder for eksempel for pensionsindbetalinger, der er overført til andre ordninger, fordi maksimum var overskredet, og for rettelser til værdipapirer.

Når du i øjeblikket indberetter manglende oplysninger via TastSelv, skal du være opmærksom på, at den årsopgørelse, du efterfølgende kan se i Skattemappen, muligvis ikke er opdateret med oplysninger indberettet direkte til SKAT fra pengeinstitutter, realkreditforeninger mm. Disse oplysninger vil blive opdateret, når systemerne igen fungerer normalt.

Når du har brug for hjælp for at rette i din årsopgørelse, kan du blive bedt om at indsende den besked, du har fået om rettelsen, fordi vi ikke selv kan se den endnu. Sådan ændrer eller tilføjer du beløb på årsopgørelsen.

Tjek dine personlige skatteoplysninger i Skattemappen på TastSelv igen, når situationen er normal.

Mangler du en TastSelv-kode?
Det tager længere tid end normalt at få en TastSelv-kode i disse dage. Prøv i stedet at bestille en NemID, hvis du ikke har en, og brug den. Bestil den på www.nemid.nu.

PBS til- og afmeldinger efter d. 13. april kan fejle
Har du tilmeldt eller afmeldt dine PBS-betalinger til SKAT efter den 13. april, er det ikke sikkert, at ændringen er sendt til din bank. Du bør under alle omstændigheder tjekke dine betalinger.

Læs også mere her:
Borgere kan blive berørt af arbejdskonflikten hos SKATs leverandør
Den udvidede selvangivelse er på vej

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter