Dato for udgivelse
19 Jan 2004 13:25
Dato for afsagt dom/kendelse
9. januar 2004
SKM-nummer
SKM2004.20.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
7. afdeling, B-2900-02
Dokument type
Dom
Emneord
Skøn, privatforbrug, negativ, lån, formue
Resumé

Skatteyderen havde trods påbud herom ikke afgivet oplysninger om formuen ved indkomstårets begyndelse og slutning samt oplysninger om hovedposter i årets privatforbrug, hvorfor den selvangivne indkomst blev tilsidesat, og indkomsten i indkomståret 2000 skønsmæssigt ansat til kr. 100.000,-. Den skønsmæssige ansættelse blev foretaget på baggrund af privatforbrugsberegninger for indkomståret 1999, hvor skatteyderen tilsvarende ikke havde ønsket af afgive formueoplysninger, således at privatforbruget efter forhøjelser for de to indkomstår var på samme niveau. Skattemyndighederne havde ikke påvist, hvorledes skatteyderen ville kunne have finansieret det negative privatforbrug. Skatteyderen havde oplyst, at det negative privatforbrug var finansieret ved lån fra hendes tidligere ægtefælle og to venner. Vestre Landsret tilsidesatte forklaringerne om de hævdede lån og stadfæstede Landsskatterettens afgørelse.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4

Henvisning

Ligningsvejledningen 2003 - 2 E.B.1.5.1


Parter

A
(Advokat Peter Gerken)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. Martin Henrichsen).

Afsagt af landsdommerne

Elisabeth Mejnertz, Karen Foldager og Dot Buchtrup (kst.)

Landsskatteretten har den 5. september 2002 afsagt følgende kendelse vedrørende opgørelsen af sagsøgeren, As, personlige indkomst for 2000:

"Klagen vedrører opgørelse af indkomsten på følgende punkt:

Personlig indkomst

 

Skønsmæssig forhøjelse af indkomst

100.000 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at sagen er opstået som en opfølgning på ansættelsen for indkomståret 1999 og forskudsopgørelsen for 2000. Disse sager har tidligere været behandlet for det stedlige skatteankenævn.

Klageren har i både 1999 og 2000 udelukkende selvangivet indkomst fra sin A-kasse. Klageren har endvidere boet alene i både 1999 og 2000, og hun blev separeret den 21. november 1997.

Myndighederne har oplyst, at klageren står eller har stået registreret som ejer eller bruger af følgende biler i perioden:

Biloplysninger

Registreret 
første gang

Købsdato

Salgsdato

Peugeot 405 GTX (ejer)

03.01.1992

16.01.1992

19.02.2001

Peugeot 860 Van 2,0 (ejer)

29.12.1999

29.12.1999

19.02.2001

Peugeot 306 St. car (ejer)

28.01.1998

22.02.2001

 

Fiat Ritmo 70 (bruger)

12.08.1987

27.02.1998

19.02.2001

Det er oplyst, at klageren i 1999 har fået boligsikring på 4.400 kr., og at nettohuslejen ifølge boligsikringskontoret har udgjort 49.884 kr. i 1999.

Myndighederne har ud fra ovenstående oplysninger samt de oplysninger, der er indberettet til myndighederne, foretaget følgende beregning af klagerens privatforbrug for 1999.

 

Primo

Ultimo

Indestående i pengeinstitutter m.v.

3.937 kr.

2.030 kr.

Peugeot 405 GTX

40.000 kr.

34.000 kr.

Peugeot 806 Van

0 kr.

180.431 kr.

Gæld pengeinstitutter

-272.017 kr.

-408.555 kr.

Egenkapital

-228.080 kr.

-192.094 kr.

 

Egenkapital

 

-228.080 kr.

Skattepligtig indkomst

109.769 kr.

 

A-skat

-30.710 kr.

 

Restskat 1997

-4.870 kr.

 

Modtaget boligsikring

4.440 kr.

 

Betalt husleje

-49.884 kr.

 

Låneomkostninger ved optagelse af billån

-2.374 kr.

 

Afskrivning bil

  -6.000 kr.

+20.371 kr.

Beregnet øget privatforbrug (negativt)

 

+15.615 kr.

Egenkapital ultimo

 

-192.094 kr.

Opgørelsen omfatter ikke udgifter til el, vand, varme, licens, antenneforening, private forsikringer, drift af biler - herunder benzin, vedligehold, vægtafgift og forsikring, avis, telefon, tandlæge, kontingenter, mad, tøj m.v.

Klageren har til myndighederne om bilernes anvendelse oplyst, at hun selv bruger og afholder alle driftsudgifter til både Peugeot 806 Van og Peugeot 405 GTX, mens klagerens datter bruger og afholder udgifterne til bilen af mærket Fiat Ritmo 70. Klageren er alene registreret som bruger af denne bil af forsikringsmæssige hensyn.

Klagerens forklaring på det negative privatforbrug 1999 var, at hun havde gemt nogle kontanter, som hun havde fået af sin tidligere ægtefælle i forbindelse med separationen i 1997.

Myndighederne har for indkomståret 1999 forhøjet klagerens indkomst skønsmæssigt med 90.000 kr., idet det er beregnet, at klageren, udover de 15.615 kr. som nævnt ovenfor, havde et beregnet negativt privatforbrug på 80.000 kr. Myndighederne har ved denne afgørelse henset til, at klageren har været ejer af en række biler i 1999, og at klageren ikke har fremlagt fyldestgørende dokumentation for lånene eller for de penge, som klageren skulle have modtaget kontant i forbindelse med separationen.

Klageren er ved flere skrivelser fra ToldSkat blevet anmodet om at indsende oplysninger for indkomståret 2000 vedrørende formuen ved indkomstårets begyndelse og slutning samt oplysninger om hovedposter i årets privatforbrug. Da myndighederne ikke modtog oplysningerne, fastsatte myndighederne ved kendelse klagerens overskud af virksomhed skønsmæssigt til 100.000 kr.

Myndighederne har ved afgørelsen henvist til statsskattelovens § 4, skattekontrollovens § 5, stk. 3, samt skattekontrollovens § 6 B.

Forhøjelsen er af myndighederne begrundet med, at det tidligere er konstateret, at klageren er/har været registreret som ejer/bruger af en række biler i 1999 og 2000, og da klageren ikke har indsendt oplysninger vedrørende årets privatforbrug, er det ikke muligt at foretage en korrekt beregning af privatforbrug for 2000.

Myndighederne har endvidere begrundet afgørelsen med, at der ikke er grund til at antage, at forholdene har ændret sig siden 1999.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at indkomsten nedsættes med 100.000 kr. til det selvangivne. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at indkomsten nedsættes med et beløb fastsat efter Landsskatterettens skøn.

Til støtte for påstandene har repræsentanten anført, at myndighederne på intet tidspunkt har konkretiseret eller på anden måde dokumenteret nogen former for erhvervsudøvelse i forbindelse med selvstændig erhvervsvirksomhed udøvet af klageren, der kan begrunde en skønsmæssig forhøjelse med indkomsten på 100.000 kr.

Det er endvidere anført, at klageren ikke driver eller har drevet nogen former for erhvervsmæssig virksomhed i den pågældende periode, og at myndighederne tilsyneladende bygger sin antagelse om udøvelsen af selvstændig erhvervsmæssig virksomhed på, at klageren har anvendt et motorkøretøj på gule plader.

Repræsentant har endelig anført, at det er dokumenteret, at klagerens privatforbrug hænger fornuftigt sammen, og at klageren har optaget lån på 52.000 kr. i december 1999 og 40.000 kr. i september 2000, samt været i besiddelse af kontante midler modtaget af B i forbindelse med parternes samlivsophævelse i 1997. Repræsentanten har vedrørende lånene oplyst, at de er udbetalt kontant, og at afviklingen endnu ikke er påbegyndt.

Repræsentanten har til myndighederne fremlagt to lånedokumenter. Af det ene, dateret den 27. januar 2001, fremgår, at "undertegnede GH, vil gerne bekræfte at jeg har lånt A 52.000 kr., den 1. december 1999". Dokumentet er underskrevet af GH. Af det andet dokument, der er dateret den 31. januar 2001 i Oslo, fremgår, at "jeg bekræfter hermed at have lånt A, Kr. 40.000,-, den 01-09-00". Dette dokument er underskrevet af HA.

Vedrørende bilerne har repræsentanten oplyst, at udgifter til bilen af mærket Fiat Ritmo afholdes af klagerens datter, og klageren er alene registreret som bruger af forsikringsmæssige årsager.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten bemærker, at skatteministeren kan bestemme, at en skattepligtig fysisk person, der ikke er bogførings- eller regnskabspligtig, inden for en rimelig frist skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse, hovedposter i årets privatforbrug og formuen ved indkomstårets udløb. Efterkommes et påbud ikke kan den skattepligtiges indkomst fastsættes skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 6 B, jf. § 5, stk. 3.

Retten bemærker endvidere, at klageren ikke har oplyst om formuen ved indkomstårets begyndelse, hovedposter i årets privatforbrug og formuen ved indkomstårets udløb, og finder på den baggrund, at det er berettiget, at myndighederne har ansat klagerens indkomst skønsmæssigt.

Landsskatteretten bemærker herefter, at klagerens privatforbrug for indkomståret 1999 udgør -15.615 kr., samt at der for indkomståret 1999 alene er ansat et upåklaget privatforbrug på 74.385 kr., og at klagerens selvangivne indkomst for indkomståret for 2000 ikke væsentligt afviger fra niveauet for den selvangivne indkomst i 1999.

På denne baggrund og idet klageren ikke ved dokumentation for pengestrømmene eller ved lånevilkår har sandsynliggjort, at der er tilgået klageren private lån på i alt 92.000 kr., finder retten ikke anledning til at ændre det af myndighederne udøvede skøn.

Den påklagede ansættelse stadfæstes herefter.

Herefter bestemmes

Personlig indkomst

 

Skønsmæssig forhøjelse af indkomst, 100.000 kr.

Stadfæstes.

..."

Under sagen, der er anlagt den 4. december 2002, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Landsskatteretten kendelse ophæves.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst fra indkomstsåret 2000 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Om sagens omstændigheder er der nærmere oplyst følgende:

Skatteankenævnet traf den 8. oktober 2001 afgørelse vedrørende sagsøgerens klage over skatteansættelsen for 1999.

I skatteankenævnets sagsfremstilling er det oplyst, at sagsøgerens indkomstansættelse er beregnet på følgende måde:

"Beregnet negativt privat forbrug

15615

Udgifter skønsmæssig ansat til

El, vand og varme

15.000

Licens og antenneforening

2.000

Private forsikringer

2.000

Avis og kontingenter

2.000

Telefon

2.000

Tandlæge

1.000

Drift af biler

20.000

Diverse til mad, tøj, fornøjelse m.v.

36.000

I alt

95.615

Samlet mangler der således skønsmæssigt minimum ca. 95.000 kr.

Overskud af virksomhed er herefter fastsat skønsmæssigt til kr. 90.000."

Skatteansættelsen vedrørende 1999 har ikke været indbragt for Landsskatteretten.

Sagsøgeren har selvangivet sin indkomst for 2000 med 139.492 kr.

Den 23. maj 2001 anmodede ToldSkat - under henvisning til skattekontrollovens § 6 B - sagsøgeren om at fremsende følgende oplysninger (formueforklaring) for indkomståret 2000:

1. Formuen ved indkomstårets begyndelse.
2. Hovedposter i årets privatforbrug.
3. Formuen ved indkomstårets udløb.

Da kapitalforklaringen ikke fremkom - trods flere påmindelser herom - forhøjede skattemyndighederne sagsøgerens indkomst med 100.000 kr.

Følgende oplysninger fremgår blandt andet af GHs årsopgørelser for 1998 - 2000.

Skattepligtig indkomst

 

1998

109.657 kr.

1999

130.157 kr.

2000

114.955 kr.

 

Indestående i pengeinstitut, herunder obligationer og pantebreve

 

1998

1.620 kr.

1999

2.870 kr.

2000

2.930 kr.

 

Gæld til penge- og realkreditinstitutter

 

1998

27.913 kr.

1999

31.828 kr.

2000

29.496 kr.

Følgende oplysninger fremgår blandt andet af HAs årsopgørelse for 1998 - 2000:

Skattepligtig indkomst

 

[1998.red]

0 kr.

(negativ kapitalindkomst: 54.491 kr.)

 

1999

121.646 kr.

(negativ kapitalindkomst: 40.478 kr.)

 

2000

0 kr.

(negativ kapitalindkomst: 14.180 kr.)

 

Indestående i pengeinstitut, herunder obligationer og pantebreve

 

1998

2.404 kr.

Fast ejendom

270.000 kr.

 

1999

4.165 kr.

Fast ejendom

320.000kr.

 

2000

-

(skattepligt ophørt 7. juni 2000)

 

Gæld til penge- og realkreditinstitutter

 

1998

509.736 kr.

1999

534.347 kr.

2000

186.007 kr.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at hun har boet alene, siden hun i 1997 blev separeret fra B. Hun betaler netto 4.000 kr. pr. måned i husleje. Hun har ikke drevet selvstændig virksomhed i 1999 eller 2000. Hun har alene drevet selvstændig virksomhed i perioden 1982 til 1984, hvor hun ejede en bodega. I perioden 1998 til sommeren 2000 var hun under uddannelse på VUC. I denne periode modtog hun kun uddannelsesgodtgørelse. Fra sommeren 2000 til slutningen af 2000 var hun arbejdssøgende og modtog kun dagpenge. Hun søgte job som handicapmedhjælper og rengøringsassistent. Siden 4. april 2003 har hun modtaget efterløn. I 2000 ejede hun tre biler: En Peugeot 405, GTX, en varebil af mærket Peugeot 806 og en Fiat Ritmo. Varebilen, som var på gule plader, købte hun i december 1999. Bilen blev anskaffet, fordi hun lider af slidgigt og har lettere ved at stige ind i en høj bil end i en lavere. Hun brugte herefter ikke sin Peugeot 405. Hun kører omkring 10.000 km. om året. Bilen af mærket Fiat Ritmo tilhørte hendes datter. Sagsøgeren var kun registreret som ejer, for at datteren kunne få en billig forsikring. I 1999 og 2000 havde hun en stram økonomi. Hun levede spartansk og brugte ikke penge på fornøjelser og rejser. I forbindelse med separationen i 1997 fik hun ca. 75.000 kr. af B. Han havde over en længere periode opsparet penge ved arbejde i Norge og lagt pengene i deres pengeskab. Han sagde til hende, at hun kunne beholde disse penge. Hun brugte nogle af pengene i 1998. I 1999 var der ca. 20.000 kr. tilbage af beløbet. De 20.000 kr. brugte hun i december 1999 som en del af udbetalingen på varebilen. I december 1999 lånte hun endvidere penge af GH, som er en gammel ven af familien. Hun fortalte ham, at hun havde brug for en anden bil, men at hun manglede penge til at købe bil for. Han tilbød at låne hende nogle, og hun lånte 52.000 kr. af ham. Hun fik pengene i kontanter, hovedsageligt i 1.000 kr. sedler. Han afleverede pengene til hende i en hvid kuvert. Det foregik hjemme hos hende i stuen, som er en del af køkkenet. Det var sidst på eftermiddagen, og det var mørkt. Der blev ikke oprettet et lånedokument, og de aftalte ikke noget om forrentning. Hun skulle begynde at afdrage, når hun fik råd. Hun er endnu ikke begyndt at afdrage. De har for nylig talt om, at hun kan vente med at afdrage. Hun lånte penge i banken til resten af udbetalingen på bilen. I efteråret 2000 var hendes søn på besøg sammen med en kammerat, HA. Hun klagede over sin økonomiske situation, og HA tilbød at låne hende penge. Han var kommet i hjemmet i mange år. Hun lånte 40.000 kr. af ham. Beløbets størrelse blev vist nok bestemt ud fra, hvad hun "kunne nøjes med". Hun fik pengene i kontanter - i både store og små sedler. Han afleverede pengene til hende i en hvid kuvert. Det foregik i stuen hjemme hos hende. Det var først på eftermiddagen. Der var ikke andre til stede. Der blev ikke oprettet et lånedokument, og lånet var rentefrit. Hun skulle afdrage, når hun fik råd. Hun lagde pengene i sit pengeskab. Hun skulle bruge pengene til at betale forskellige regninger. Hun var ikke i restance med billånet. Hun reagerede ikke på henvendelserne fra skattevæsnet, fordi hendes revisor havde sagt, at skattevæsnet havde fået de oplysninger, det var berettiget til.

B har forklaret, at han blev separeret fra sagsøgeren i efteråret 1997. De har ikke boet sammen siden. I forbindelse med separationen gav han sagsøgeren 75.000 kr. Beløbet befandt sig i pengeskabet på deres fælles adresse. Der var vist ikke pengesedler under 500 kr. Han havde sparet pengene op i perioden 1995 - 1997, hvor han arbejdede i Norge. Indtjeningen var skattepligtig i Norge. Han og sagsøgeren havde været gift i 30 år. De har en handicappet søn og havde en hjemmeboende teenagedatter. Det var derfor kun rimeligt, at sagsøgeren fik pengene. De havde desuden været på statsamtet, hvor de aftalte, at alt i hjemmet skulle tilhøre sagsøgeren. Han ved ikke, hvad sagsøgeren har brugt pengene til.

GH har forklaret, at han har kendt sagsøgeren gennem 10 år. Han lærte hende at kende gennem B. I december 1999 lånte han sagsøgeren 52.000 kr., fordi sagsøgeren fortalte ham, at hun manglede penge. Han kan ikke huske, om hun sagde, hvad pengene skulle bruges til. Beløbets størrelse blev enten sat ud fra, hvad hun skulle bruge, eller hvad han havde af penge. Der blev ikke lavet et lånedokument. Han mente ikke, der var behov herfor, da de havde tillid til hinanden. De talte ikke om, hvordan lånet skulle afvikles. De har heller ikke drøftet det siden. Han afleverede pengene til sagsøgeren i en hvid kuvert. Beløbet var hovedsageligt i 500 og 1.000 kr.-sedler. Det foregik hjemme hos sagsøgeren ved spisebordet. Han kan ikke huske, hvornår på dagen det foregik. Det var vist nok lyst. Pengene havde han liggende i kontanter. Han havde tjent dem ved arbejde i Norge og Tyskland. Han har arbejdet i Norge de sidste 7-8 år, de sidste 4 år for B. I 1998 og 1999 modtog han overgangsydelse samtidig med, at han havde indtjening i Norge. Han var skattepligtig i Norge. Han har på et senere tidspunkt underskrevet en erklæring om, at han har lånt sagsøgeren 52.000 kr. Erklæringen blev skrevet på sagsøgerens foranledning. Han kan ikke huske, om erklæringen var skrevet på forhånd, eller om den blev skrevet, mens han var til stede. Han fik sikkert oplyst, at det var til brug for skattesagen.

HA har forklaret, at han lånte sagsøgeren 40.000 kr. i 2000. Han har kendt sagsøgerens søn, siden han var 9-10 år. Han erfarede, at sagsøgeren havde økonomiske problemer, og tilbød hende at låne 40.000 kr. Han spurgte ikke nærmere om, hvad pengene skulle bruges til. Han afleverede pengene på sagsøgerens bopæl. Det foregik ved spisebordet.

Han havde pengene i sin pung. Han kan ikke huske størrelsen på sedlerne, men der var mange store sedler imellem. Ved den lejlighed var sagsøgerens søn også til stede i lejligheden. Han kan ikke huske, om sagsøgerens søn var til stede ved bordet, og på hvilket tidspunkt af dagen det foregik. Der blev ikke oprettet et lånedokument og ikke aftalt en afdragsordning. Sagsøgeren er ikke begyndt at afdrage. I 1998 arbejdede han som montør. I 1999 - 2001 arbejdede han i Norge. I starten af 2000 flyttede han sin folkeregisteradresse til Norge. Han havde sparet de 40.000 kr. op over nogle år. Størstedelen var dog sparet op, mens han arbejde i Norge. Der blev ind imellem afregnet kontant i Norge. Han var skattepligtig i Norge. Han har på et senere tidspunkt skrevet under på en erklæring om, at han har lånt sagsøgeren 40.000 kr. Han fik at vide, at det var til brug for skattesagen.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det er uberettiget, at skattemyndighederne har fastsat hendes indkomst skønsmæssigt, og at skønnet er udøvet på et forkert grundlag. Der er ikke taget højde for, at sagsøgeren har lånt i alt 92.000 kr., og at hun havde penge fra bodelingen med sin tidligere ægtefælle. Ved de vidneforklaringer, der er afgivet, og ved de fremlagte lånebeviser har sagsøgeren dokumenteret, at der er ydet lån. Sagsøgerens og långivernes forklaringer omkring lånenes tilblivelse og udbetaling stemmer godt overens. Sagsøgeren har således dokumenteret, at hun ikke har udøvet erhvervsmæssig virksomhed i 2000. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at den skønsmæssige ansættelse af driftsomkostningerne - på 20.000 kr. vedrørende bilerne - er for høje, idet den ene af bilerne var ny, og der var derfor stort set ikke driftsomkostninger vedrørende denne bil.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at skattemyndighederne var berettiget til at afkræve sagsøgeren formueforklaring efter skattekontrollovens § 6 B.

Da sagsøgerens selvangivne indtægt for 2000 ikke afveg væsentligt fra den selvangivne indtægt for 1999, hvor privatforbruget ifølge skatteankenævnets upåankede afgørelse var negativt, og da sagsøgeren ikke fremkom med kapitaloplysninger, var det derfor berettiget at fastsætte hendes indtægt skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at sagsøgeren ikke har bevist, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag eller er åbenbart urimeligt. Sagsøgeren har ikke på et objektivt bestyrket grundlag bevist, at hun har lånt penge. Der foreligger således ikke skylderklæringer vedrørende låneforholdene. Det er endvidere ikke sandsynliggjort, at de anførte långivere har haft store kontante beløb liggende, idet deres selvangivne indtægter i 1998-2000 ikke levner plads til dette. De af långiverne angivne indtægter i Norge er udokumenterede. Sagsøgerens og långivernes forklaringer omkring lånenes tilblivelse og udbetaling er ikke helt overensstemmende. Endelig blev lånet på de 52.000 kr. ifølge sagsøgerens egen forklaring brugt i 1999. Lånet er derfor ikke relevant for indkomstopgørelsen for 2000. Det samme gør sig gældende for restbeløbet på 20.000 fra bodelingen.

Sagsøgte har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at skattemyndighederne skal udøve et nyt skøn, hvis skønnet tilsidesættes.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsskatteretten, tiltrædes det, at sagsøgerens indkomst for 2000 er ansat skønsmæssigt.

Sagsøgeren har ikke på tilstrækkelig sikker måde godtgjort, at hun til delvis dækning af det skønnede privatforbrug for 2000 har modtaget lån eller været i besiddelse af midler fra en bodeling. Der er ikke oprettet lånedokumenter, og der foreligger ikke dokumentation i form af bankoverførsler eller lignende. GH og HAs årsopgørelser for 1998 - 2000 viser endvidere ikke, at de har rådet over indtægter eller formuer, der levner plads til udlån, ligesom deres oplyste indtjening i Norge er udokumenteret. For så vidt angår lånet på de 52.000 kr. og de 20.000 kr. fra bodelingen er pengene - ifølge sagsøgerens egen forklaring - brugt i 1999 til udbetaling på varebilen og kan derfor ikke være brugt til privatforbrug i 2000. Herefter og idet der ikke i øvrigt er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 12.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter