For at få fradrag for en ydelse til en godkendt forening er det et krav, at giveren uden nogen form for modydelse påtager sig en forpligtelse over for foreningen.

Forpligtelsen kan gå ud på at betale enten en bestemt ydelse eller en ubestemt ydelse i yders livstid eller i mindst ti år:

  • En bestemt ydelse er en bestemt sum. 
  • En ubestemt ydelse er for eksempel en procentdel af indkomsten.

Aftalen om forpligtelsen skal være skriftlig mellem giveren og foreningen.

En forpligtelseserklæring om at betale en procentdel af sin indkomst kan ikke ændres til et bestemt beløb, for eksempel til det maksimale skattefradrag, men giveren kan tegne en ny forpligtelseserklæring, som skal opfylde ovennævnte betingelser. 

Giveren kan højst få fradrag for 15 procent af sin personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst. Positiv kapitalindkomst opstår, når for eksempel renteindtægter og visse gevinster på værdipapirer overstiger renteudgifter og tab på værdipapirer.

Giveren kan altid få fradrag for ydelser, der er betalt i henhold til giverens forpligtelse med indtil 15.000 kr. om året. Det gælder uanset 15-procentsbegrænsningen, og også selvom vedkommende ikke har haft nogen indkomst i året.

Sådan opnår man fradrag
Når en forpligtelse indgås, skal giverens navn og cpr-nummer stå på erklæringen om forpligtelsen.

Giveren kan kun få fradraget, hvis foreningen har indberettet beløbet til SKAT senest den 20. januar året efter. De indberettede beløb bliver fortrykt på giverens årsopgørelse.

Ægtefællers fradrag
Hvis ægtefæller foretager fælles ydelsesindbetalinger, skal begge ægtefæller oplyse deres cpr-nummer til foreningen og samtidig oplyse, hvordan de ønsker deres fælles ydelsesindbetalinger fordelt mellem sig. Foreningerne skal indberette de ydelser, de modtager, til SKAT.

I TastSelv ligger en samlet oversigt over de gaver, der er indberettet til SKAT om den pågældende giver.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter