Dato for udgivelse
12 May 2003 09:47
SKM-nummer
SKM2003.199.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/02-356-126
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Afgifter
Emneord
Spildevand, vandmængde
Resumé

Hvis amtet ikke stiller krav om kontinuerlig måling af spildevandsmængden, kan spildevandsanlægget vælge at opgøre denne mængde på grundlag af de tilsluttede ejendommes vandforbrug med tillæg af 50%.

Reference(r)

Spildevandsafgiftsloven § 7, stk.1-2
Punktafgiftsvejledning 2002 G.13.4


Der er rejst spørgsmål om, i hvilket omfang fælles spildevandsanlæg kan opgøre den afgiftspligtige vandmængde efter henholdsvis den faktiske udledning af spildevand fra anlægget, jf. lovens § 7, stk. 1, og efter de tilsluttede ejendommes vandforbrug, jf. lovens § 7, stk. 2.

Efter lovens § 7, stk. 1, skal fælles spildevandsanlæg altid måle den udledte mængde spildevand, hvis amtets udledningstilladelse stiller krav herom, dvs. krav om en kontinuerlig måling af udledningen, der kan foretages enten i tilløbet eller i afløbet fra spildevandsanlægget, jf. § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 961 af 1. december 2002 om måling af spildevand mv.

Hvis amtets udledningstilladelse ikke stiller krav om en kontinuerlig måling af den udledte mængde spildevand, kan anlægget opgøre den udledte mængde enten efter måling, jf. ovenfor, eller efter de tilknyttede ejendommes vandforbrug, jf. lovens § 7, stk. 2-6.

Spildevandsanlæg med en udledningstilladelse, der alene kræver måling af vandmængden i forbindelse med prøveudtagningen (døgnprøven), kan således vælge at opgøre spildevandsmængden efter de tilsluttede ejendommes vandforbrug. Det gælder uanset, om amtets tilladelse evt. indeholder krav om, at anlægget skal have et stationært måleudstyr.

Opgørelse af vandmængden efter de tilsluttede ejendommes vandforbrug skal svare til den mængde, hvoraf der betales afgift af ledningsført vand. I denne mængde skal evt. forbrug i momsregistrerede virksomheder ikke fradrages. Opgørelsen af vandforbruget skal foretages for hvert enkelt spildevandsanlæg. Den således opgjorte vandmængde med tillæg af 50% er herefter den afgiftspligtige vandmængde, jf. lovens § 7, stk. 6.

Ved opgørelse af vandmængden efter de tilsluttede ejendommes vandforbrug er der ikke adgang til fradrag for evt. bassinvolumen i kloaknettet, jf. lovens § 7, stk. 7.

Efter lovens § 14, stk. 1, skal den afgiftspligtige mængde opgøres kvartalsvis. Da de tilsluttede ejendommes vandforbrug af vandværkerne normalt opgøres årsvis (årlig aflæsning), har spildevandsanlægget ikke oplysning om det konkrete vandforbrug for det enkelte kvartal. I sådanne tilfælde kan spildevandsanlægget for hvert kalenderår beregne en foreløbig afgiftspligtig mængde, der svarer til en 1/4 af seneste årsopgørelse eller af det skønnede a conto årsforbrug for de pågældende ejendomme, jf. grundlaget for anlæggets opkrævning af vandafledningsbidrag.

Spildevandsanlægget skal efter udløbet af et kalenderår foretage en regulering af kvartalernes a conto vandmængde ud fra den årsopgørelse over de enkelte ejendommes vandforbrug, der er modtaget i det pågældende kalenderår. Afgiftsdifferencer medtages i afgiftsopgørelsen for januar kv.