Underretning sker typisk i form af en tilsigelse i henhold til SKINDL § 10. En tilsigelse er et pålæg til skyldner om at møde til udlægsforretning. Tilsigelsen skal angive tid og sted samt konsekvenserne af en udeblivelse.

Der anvendes 2 typer af udlægstilsigelser henholdsvis en uformel tilsigelse og en formel tilsigelse.

I begge tilfælde er det skyldneren og/eller virksomhedens ansvarlige leder, der tilsiges til udlægsforretning.

Fælles for de 2 typer af tilsigelser er oplysningerne om mødested, -dato og -tid, restancens størrelse og oplysningerne om, hvordan udlægsforretningen kan afværges.

Derimod er virkningen af udeblivelse fra udlægsforretning forskellige på de 2 typer, se nærmere herom under punkterne G 2.6.1 (uformel tilsigelse) og G 2.6.2 (formel tilsigelse).

Virkningen ved udeblivelse på en uformel tilsigelse er, at der uden fornyet underretning inden for 2 dage kan foretages udlægsforretning på skyldnerens bopæl eller i virksomheden.

En sådan udgående fogedforretning anses ifølge gældende retspraksis for en fortsættelse af den varslede, hvis den vel at mærke foretages inden for 2 dage. Hvis 2-dagsfristen ikke kan overholdes, skal der ske fornyet underretning af skyldneren, da der i så fald er tale om en ny udlægsforretning.

En uformel tilsigelse kan forkyndes i dagspressen efter reglerne i SKINDL § 9, men kan også forkyndes for skyldneren personligt, hvis udlægsforretningen på grund af særlige omstændigheder ikke kan afvente forkyndelse i dagspressen.

Hvis skyldneren ikke træffes på den udgående fogedforretning, og pantefogden vurderer, at der er behov for at gennemføre fogedforretningen, rekvirerer pantefogden en formel tilsigelse.

Som præciseret i SKM2008.123.SKAT kan en uformel tilsigelse ikke danne baggrund for en politifremstilling af skyldner.

Virkningen af udeblivelse på en formel tilsigelse er, at skyldneren uden yderligere varsel kan blive afhentet og fremstillet ved politiets foranstaltning efter reglerne i RPL § 494, stk. 2 og 3, jf. SKINDL § 7, stk. 1

En formel tilsigelse anvendes således alene, når konsekvenserne af udeblivelsen forventes at blive politifremstilling, se G 2.7 Politifremstilling.

En formel tilsigelse skal altid forkyndes for skyldneren personligt, se herom i afsnit G 2.3.2. og SKM2008.123.SKAT

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter