Dato for udgivelse
29 Jun 2004 12:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
4. juni 2004
SKM-nummer
SKM2004.269.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
19. afdeling, B-2-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Arbejdsgivers indeholdelse af A-skat mv. hos lønmodtagere + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Genoptagelse, satsregulerings procent, overførselsindkomst
Resumé

Ikke grundlag for genoptagelse af skatteansættelsen, da der ikke var ført bevis for fejl ved satsreguleringen, som havde medført, at den skattepligtige havde betalt for meget i skat de omhandlede indkomstår.

Reference(r)

Satsreguleringsprocentloven § 3
Satsreguleringsprocentloven § 5
Skattestyrelsesloven § 31

Henvisning

Processuelle Regler 2004 -2 G.3.2.2.1


Parter

A
(advokat Erik Øvlisen (besk.) og advokat Svend Raether)

mod

1) Skatteministeriet og
2) Socialministeriet
(Kammeradvokat M. Gregers Larsen og advokat Lars Apostoli)

Afsagt af landsdommerne

Ina Steincke, Arne Brandt og Jens Nørtved (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 30. december 1998, har sagsøgeren, A, nedlagt følgende påstand overfor sagsøgte, Skatteministeriet:

Sagsøgte Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 1994 - 1998 skal genoptages af de lokale skattemyndigheder, idet sagsøgerens skatter for de nævnte år er beregnet til et for stort beløb.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstand overfor sagsøgte, Socialministeriet:

Sagsøgte Socialministeriet tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens folkepension for årene 1995 - 1998 er beregnet til et for lille beløb, og at der derfor skal foretages en regulering for disse år.

De sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

De sagsøgte har nedlagt en subsidiær påstand om, at sagsøgeren skal anerkende, at det - for så vidt han helt eller delvis måtte få medhold i sine påstande - tilkommer lovgivningsmagten at træffe bestemmelse om, hvorledes regulering skal ske, herunder gennem modregning med de fordele for ham, der var en konsekvens af, at satsreguleringsprocenten for 1996 fejlagtigt ved bekendtgørelse nr. 794/1995 blev fastsat til 2,4 og ikke 1,7, og at reguleringstallet, jf. personskattelovens § 20, som følge af fejlen var 127,9 og ikke 127,0.

Endelig har de sagsøgte nedlagt en mere subsidiær påstand om, at sagsøgeren skal anerkende, at der i beløb, der måtte blive tillagt ham som følge af, at han helt eller delvis måtte få medhold i sine påstande, skal foretages fradrag for de fordele for ham, der var en konsekvens af, at satsreguleringsprocenten for 1996 fejlagtigt ved bekendtgørelse nr. 794/1995 blev fastsat til 2,4 og ikke til 1,7, og at reguleringstallet, jf. personskattelovens § 20, som følge af fejlen var 127,5 og ikke 127,0.

Over for de sagsøgtes subsidiære påstand har sagsøgeren nedlagt påstand om principalt afvisning og subsidiært frifindelse, og over for de sagsøgtes mere subsidiære påstand har sagsøgeren nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgeren har fri proces.

Sagens begyndelse

Sagsøgeren, der er folkepensionist, rettede den 12. januar 1994 henvendelse til Folketingets Ombudsmand med en klage over de daværende finans- og skatteministre for deres håndtering af lovgivningen vedrørende fastsættelsen af en satsreguleringsprocent m.v. ved beregningen af overførselsindkomster. Klagen angik overvejende en indsigelse mod den beregningsmetode, som anvendtes i forhold til lovens begreber for beregningen af satsreguleringsprocenten for 1994, dels at man ved fastsættelsen heraf havde taget hensyn til en lovændring, der blev vedtaget i juni 1993, og som efter ændringsloven først skulle have virkning for året 1994. Henvendelserne blev oversendt til Finansministeriet og Skatteministeriet, der den 3. marts 1994 afviste kritikken, men dog lovede at overveje lovens formulering med henblik på at præcisere beregningsmetoden.

Sagens baggrund og lovgrundlaget

Denne sag vedrører således overordnet den statslige årlige beregning af overførselsindkomster m .v., herunder folkepension, i forhold til årslønsudviklingen på arbejdsmarkedet.

Indtil 1990 blev regulering af overførselsindkomster m.v. foretaget ud fra en reguleringsprocent, der blev fastsat på finansloven, idet der dog for så vidt angår folkepension skete automatisk dyrtidsregulering.

Ved lov nr. 385 af 13. juni 1990 om en satsreguleringsprocent blev der givet principper for beregning af reguleringer fra og med 1991. Ifølge lovens § 5 fastsættes den årlige satsreguleringsprocent af Finansministeren, der også kan fastsætte nærmere regler om beregningen.

Baggrunden for loven var, at den daværende borgerlige regering var blevet opmærksom på, at den automatiske pristalsregulering af de sociale love ville medføre en indkomstfremgang for pensionister i 1989 og 1990 på i alt 4 procent, medens lønmodtagerne i samme periode kunne forvente et realindkomstfald på i alt 1 procent. Under en forespørgselsdebat i Folketinget den 18. maj 1989 udtalte daværende statsminister Poul Schlüter blandt andet (FT 1988-89, forhandlinger, sp. 10261-10262)

"Med indgåelsen af forårets moderate overenskomster har arbejdsmarkedets parter vist en vilje til at holde igen på lønudviklingen i det danske samfund.

Derfor ville det være urimeligt, hvis Folketinget ikke viste den samme samfundsøkonomiske ansvarlighed, og derfor finder regeringen det nødvendigt, at udviklingen i overførselsindkomsterne tilpasses lønudviklingen på arbejdsmarkedet, og at alle overførselsindkomster for fremtiden reguleres på samme måde.

Pensioner og dagpenge vokser faktisk i øjeblikket kraftigere end lønningerne. Det er derfor, regeringen har stillet forslag om, at reguleringen pr. 1. juli 1989 bortfalder. Herved kommer realindkomstudviklingen for pensionister og arbejdsløse til at forløbe mere parallelt med lønudviklingen på arbejdsmarkedet.

Regeringen ønsker samtidig, at princippet om automatisk regulering af overførsler fuldstændig afskaffes. Derfor er der stillet forslag om, at Statens Uddannelsesstøtte og de sociale pensioner fremover reguleres med finanslovens reguleringsprocent.

Der anvendes jo i dag forskellige principper for reguleringen af overførselsindkomsterne. Dagpenge, efterløn og kontanthjælp reguleres via finansloven, mens pensioner og Statens Uddannelsesstøtte reguleres efter pristallet. Der er ikke rigtig noget sagligt argument for denne forskel, og regeringen finder det rigtigst, at alle overførselsindkomster reguleres på samme måde og med samme sats.

Det er regeringens ønske, at den fremtidige politik på overførselsområdet tilrettelægges på en sådan måde, at væksten i overførselsindkomsterne bliver synliggjort. Vi mener, det fremover bør være Folketinget, der hvert år tager stilling til, hvordan der reguleres. Det er allerede tilfældet med dagpenge, med efterløn og med kontanthjælp. I den forbindelse kan jeg tilføje, at det allerede er vedtaget ikke at regulere kontanthjælpen pr. juli 1989.

På denne måde vil Folketinget få mulighed for hvert år at tage stilling til, hvordan væksten i pensioner, efterløn, dagpenge og uddannelsesstøtte m.v. skal være."

Loven har følgende ordlyd

"§ 1. Som grundlag for en årlig regulering af overførselsindkomster m.v. fastsættes for hvert finansår en satsreguleringsprocent. Satsreguleringsprocenten fastsættes året før det finansår, hvori satsreguleringsprocenten skal anvendes, jf. §§ 2-4.

§ 2. Satsreguleringsprocenten for et finansår er 2,0 nedsat eller forhøjet med satstilpasningsprocenten, jf. § 4, stk. 2 eller 3.
Stk. 2. De beløb, der reguleres med satsreguleringsprocenten, er de aktuelle indtil da gældende.

§ 3. For hvert finansår beregnes en tilpasningsprocent som afvigelsen mellem den procentvise årslønsudvikling ekskl. sociale bidrag m.v. for LO-arbejdere i året 2 år forud for det pågældende finansår og 2,0. Tilpasningsprocenten beregnes med én decimal.

§ 4. For hvert finansår beregnes en satstilpasningsprocent.
Stk. 2. Hvis den procentvise årslønsudvikling, der ligger til grund for beregning af tilpasningsprocenten efter § 3, er lavere end 2,0, svarer satstilpasningsprocenten til tilpasningsprocenten.
Stk. 3. Hvis den procentvise årslønsudvikling, der ligger til grund for beregning af tilpasningsprocenten efter § 3, er højere end 2,0, anvendes et beløb svarende til tilpasningsprocenten, dog højst 0,3, til et puljebeløb. Satstilpasningsprocenten svarer til den del af tilpasningsprocenten, der eventuelt overstiger 0,3.

§ 5. Finansministeren bekendtgør hvert år i juni måned størrelsen af tilpasningsprocenten, satstilpasningsprocenten og satsreguleringsprocenten samt af puljebeløbet for det følgende finansår. Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af tilpasningsprocenten m.v.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. januar 1991.
Stk. 2. For finansåret 1991 fastsættes tilpasningsprocenten, satstilpasningsprocenten og puljebeløbet alle til 0. Satsreguleringsprocenten for finansåret 1991 er 2,0.
Stk. 3. For finansåret 1992 beregnes tilpasningsprocenten som afvigelsen mellem den procentvise årslønsudvikling ekskl. sociale bidrag m.v. for LO-arbejdere i 1990 og den gennemsnitlige procentvise årsindkomstudvikling i 1990 for modtagere af overførselsindkomster. Tilpasningsprocenten for finansåret 1992 fastsættes til 0, hvis den procentvise årslønsudvikling, der ligger til grund for beregning af tilpasningsprocenten i 1992, er lavere end den gennemsnitlige årsindkomstudvikling i 1990 for modtagere af overførselsindkomster."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår blandt andet følgende (FT 1989-90, tillæg A, sp. 5513 og 5515-16):

"Folketinget vedtog den 18. maj 1989 en dagsorden om regulering af overførselsindkomsterne. Ifølge denne dagsorden skal regeringen udarbejde forslag til en fremtidig regulering af alle overførselsindkomster i takt med årslønsudviklingen for de beskæftigede.

Regeringen, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti indgik den 3. april 1990 en aftale om den fremtidige regulering af overførselsindkomsterne, som udmønter denne dagsorden. Som led i aftalen fremsættes dette lovforslag om den fremtidige regulering af overførselsindkomster mv.

Ved overførselsindkomster forstås offentlige ydelser, der bl.a. udbetales som kompensation for bortfald af arbejdsindtægter samt som tilskud afhængig af familie- og boligforhold. Det drejer sig om arbejdsløsheds-, syge- og barselsdagpenge, uddannelsesstøtte, kontanthjælp efter bistandsloven, efterløn, førtids- og folkepension, børnetilskud, boligstøtte mv. Der henvises i denne forbindelse til det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om reguleringer af overførselsindkomster mv., som udmønter anvendelsen af satsreguleringsprocenten på de forskellige overførselsindkomster.

Lovforslaget tilsigter at skabe et beregningsgrundlag, hvorved takten i årslønsudviklingen ekskl. sociale bidrag mv. for LO-arbejdere bestemmer reguleringen af overførselsindkomsterne.

I forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om reguleringer af overførsler mv. foreslås dyrtidsregulering af overførsler mv. afskaffet og erstattet af en regulering med finansårets satsreguleringsprocent. Endvidere foreslås det, at al gældende regulering af ydelser og indtægtsgrænser mv. i henhold til L 948 af 23.12.1986 om ændring af automatiske reguleringsbestemmelser i tilknytning til statens udgiftsbudget, samt i anden lovgivning, hvor der forudsættes en regulering efter tilsvarende princip, med virkning fra 1991 erstattes af en regulering med finansårets satsreguleringsprocent. Der vil fra 1991 ikke længere blive fastsat en reguleringsprocent på finansloven. I stedet vil overførsler mv. blive reguleret med satsreguleringsprocenten.

...

Årslønnen opgøres ud fra Dansk Arbejdsgiverforenings kvartalsvise lønstatistik for arbejderlønnen. Årslønnen beregnes ved omregning af den gennemsnitlige timefortjeneste ekskl. overtidstillæg til en årsløn. Årslønnnen reduceres med en fuldtidsbeskæftiget lønmodtagers egne sociale bidrag mv., dvs. i 1990 med lønmodtagerens bidrag til ATP og AUD. Herudover vil årslønnen blive reduceret med eventuelle nye sociale bidrag mv.

Der vil fremtidig udover bidragene til ATP og AUD kunne blive tale om at indregne virkningen af sociale bidrag mv., der er lovgivningsmæssigt eller overenskomstmæssigt fastsat. Ved opgørelsen af årslønsudviklingen skal der eksempelvis tages hensyn til indførelse af nye arbejdsmarkedspensionsbidrag."

Som følge af loven blev der ved lov nr. 386 af 13. juni 1990 fastsat ændringer af forskellige lovbestemmelser om regulering af overførsler m.v. (ændrede reguleringsbestemmelser).

Ved bekendtgørelse nr. 494 af 21. juni 1991 om satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten samt satstilpasningsprocenten for finansåret 1992 blev satsreguleringsprocenten fastsat til 2,0, tilpasningsprocenten til 0, og satstilpasningsprocenten ligeledes til 0.

For finansåret 1993 blev reguleringerne fastsat ved bekendtgørelse nr. 515 af 17. juni 1992 således, at satsreguleringsprocenten blev fastsat til 3,2, tilpasningsprocenten til 1,5 og satstilpasningsprocenten til 1,2. Puljebeløbet for finansåret 1993 udgjorde 178,8 mio. kr.

Ved lov nr. 450 af 30. juni 1993 om ændring af lov om en satsreguleringsprocent blev der foretaget følgende ændringer:

"1. I § 2, stk. 1, ændres "stk. 2 eller 3" til:
"stk. 2, 3 eller 4."

2. § 3 affattes således:
"§ 3. For hvert finansår beregnes en tilpasningsprocent som afvigelsen mellem den procentvise årsudvikling og 2,0 pct. Årslønsudviklingen beregnes som den konstaterede udvikling i arbejderes og funktionærers bruttolønninger (ekskl. bidrag til arbejdsmarkedspensioner) to år forud for det pågældende finansår fratrukket en procentandel svarende til procentstørrelsen af lønmodtagerens egne arbejdsmarkedsbidrag i det pågældende finansår. Tilpasningsprocenten beregnes med en decimal."

3. I § 4 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
"Stk. 2. I finansårene 1994 til og med 1997 svarer satstilpasningsprocenten til afvigelsen mellem den procentvise årslønsudvikling fratrukket 0,3 pct. til et puljebeløb og 2,0 pct. Fra 1998 og fremefter beregnes satstilpasningsprocenten efter stk. 3 og 4."

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

..."

Det fremgår af lovens § 2, at den skulle træde i kraft den 1. januar 1994.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår blandt andet følgende (FT 1992-93, tillæg A, sp. 10353-54 og 10355-56):

"Lovforslaget fremsættes som led i regeringens samlede udspil om strukturreformer og beskæftigelsesfremmende initiativer.

Lovforslaget indeholder 2 elementer:

  1. Arbejdsmarkedsbidragene indregnes med samtidighed i satsreguleringsprocenten

  2. Der afsættes i årene 1994 til 1997 0,3 pct. til satsreguleringspuljen.

Forslaget knytter an til skattereformforslagene, idet skattereformen indeholder en omlægning af en del af personskatterne til arbejdsmarkedsbidrag, og dette har betydning for reguleringerne af overførselsindkomsterne. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser vedrørende regulering af overførsler mv.

Ad. Indregningen af arbejdsmarkedsbidragene med samtidighed i satsreguleringsprocenten

Modtagere af overførselsindkomster betaler ikke arbejdsmarkedsbidrag, men modtagere af skattepligtige overførselsydelser får del i de skattelettelser, der bl.a. finansieres af arbejdsmarkedsbidragene. Denne favorisering er uhensigtsmæssig, selv om den kun er midlertidig, idet modtagere af overførselsindkomster kommer til at betale svarende til arbejdsmarkedsbidragene med to års forsinkelse, hvor arbejdsmarkedsbidragene fratrækkes i den lønudvikling, der ligger til grund for reguleringen af overførslerne.

Konsekvensen heraf ville være at modtagere af skattepligtige overførselsindkomster i 1994 ville få en skattelettelse svarende til forhøjelsen af arbejdsmarkedsbidragene med ca. 4,7 pct. uden samtidig at skulle betale arbejdsmarkedsbidrag. I 1996 ville modtagere af overførselsindkomster herefter opleve en forsinket nedregulering med 4,7 procent uden, at der på dette tidspunkt ydes skattelettelser.

For at opnå samtidighed mellem skattelettelserne og nedreguleringen af satserne, foreslås det, at arbejdsmarkedsbidragene fremover fratrækkes i lønudviklingen på det tidspunkt, de ændres.

Skattereformens forhøjelse af arbejdsmarkedsbidragene og den samtidige indregning af disse medfører, at satsreguleringen af de skattepligtige overførselsydelser i 1994 bliver 4,7 pct mindre end lønudviklingen. Nedreguleringen modsvares af skattelettelser.

I forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser vedrørende regulering af overførsler mv. foreslås, at de skattefrie overførselsydelser opreguleres ekstraordinært med 4,7 pct. svarende til den nedregulering, der følger af forhøjelsen af arbejdsmarkedsbidragene, da værdien af de skattefrie ydelser ikke forhøjes gennem skattelettelser.

...

Ad. Afsættelsen af 0,3 pct. til satsreguleringspuljen i årene 1994-1997

Omlægningen af en del af skatterne til arbejdsmarkedsbidrag ville med gældende regler medføre, at der ikke blev overført noget til satsreguleringspuljen i 1994. I hvert af årene 1995-97 ville tilpasningsprocenten blive ca. 1,0 pct.-point mindre som følge af forhøjelsen af arbejdsmarkedsbidragene, og dermed vil der sandsynligvis ikke blive tale om overførsler til satsreguleringspuljen i disse år. For at sikre en fortsat udbygning af satsreguleringspuljen foreslås det midlertidigt, at der i årene 1994 til 1997 hvert år forlods afsættes 0,3 pct.-point fra satsreguleringen til satsreguleringspuljen.

...

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1 nr. 2:

Ændringen af § 3 i satsreguleringsloven medfører, at arbejdsmarkedsbidragene i finanslovsåret indregnes i satsreguleringsprocenten det pågældende år, istedet for som tidligere, hvor arbejdsmarkedsbidragene to år forud for finansåret blev indregnet. Bidrag til arbejdsmarkedspensioner og atp indgår fortsat som fradrag i den opgjorte løn med deres størrelse to år forud for det pågældende finansår.

Endvidere sker der en ændring af det statistiske grundlag for beregningen. Tidligere blev reguleringen baseret på LO-arbejderlønnen to år forud for finanslovsåret opgjort efter DA's lønstatistik for arbejderlønninger. DA's lønstatistik ændres fra 1/1-93, således at statistikken opgøres samlet for arbejder og funktionær lønninger. Satsreguleringen foretages fremover på baggrund af den ændrede statistik, da isolerede oplysninger om arbejderlønninger ikke længere forefindes. Denne ændring af statistik grundlag forventes ikke at få konsekvenser for satsreguleringsprocenten.

..."

Som følge af loven blev der ved lov nr. 449 af 30. juni 1993 foretaget ændringer af forskellige lovbestemmelser vedrørende regulering af overførsler m.v.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår blandt andet følgende (FT 1992-93, tillæg A, sp. 10340 og 10345):

"...

Ad. 3. Ekstraordinær opregulering af beløb mv. i 1994

En række beløb og beløbsgrænser mv. i forskellige ministeriers lovgivning reguleres med satsreguleringsprocenten. For disse gælder, at skatteomlægningen fra personskatter til højere arbejdsmarkedsbidrag medfører en reduceret regulering. En væsentlig reduceret regulering vil i mange tilfælde være uhensigtsmæssig, da værdien af de regulerede beløb ikke forøges af skatteomlægningen. Derfor foretages der som hovedregel en ekstraordinær teknisk opregulering af de pr. 1/1-94 satsregulerede beløb på 4,7 pct.

...

Friholdelsen sker gennem en modgående opregulering af den enkelte tilskudsbeløb. For 1994 reguleres tilskudsbeløbene med 4,7 pct. udover satsreguleringsprocenten. Satsreguleringsprocenten er for 1994 fastsat til -1,7 pct. Tilskudsbeløbene for 1994 vil således blive reguleret med 3,0 pct. For årene 1995, 1996 og 1997 reguleres tilskudsbeløbene med en pct. udover satsreguleringsprocenten, svarende til den nedregulering, der følger af forhøjelsen af arbejdsmarkedsbidragene. Opreguleringprocenten for årene 1995 til 1997 beregnes med en decimal .

..."

Ved bekendtgørelse nr. 586 af 1. juli 1993 blev satsreguleringsprocenten fastsat til -2,0 for finansåret 1994, tilpasningsprocenten til -3,7 og satstilpasningsprocenten til -4,0. Puljebeløbet for det pågældende finansår udgjorde 734,6 mio. kr.

De tilsvarende reguleringer for finansåret 1995 blev i bekendtgørelse nr. 717 af 2. august 1994 fastsat således, at satsreguleringsprocenten udgjorde 0,4, tilpasningsprocenten udgjorde -1,3, og satstilpasningsprocenten udgjorde -1,6. Puljebeløbet det finansår forhøjedes med 406,4 mio. kr., således at det samleide puljebeløb udgjorde 1.141,0 mio. kr.

Reguleringerne for finansåret 1996 blev fastsat ved bekendtgørelse nr. 794 af 4. oktober 1995, hvorefter satsreguleringsprocenten i det finansår udgjorde 2,4, tilpasningsprocenten udgjorde 0,7 og satstilpasningsprocenten udgjorde 0,4. Puljebeløbet forhøjedes med 456,4 mio. kr., således at den samlede pulje udgjorde 1.597,4 mio. kr.

Reguleringerne for finansåret 1997 blev fastsat ved bekendtgørelse nr. 524 af 14. juni 1996, hvorefter satsreguleringsprocenten det finansår udgjorde 1,0, tilpasningsprocenten udgjorde -0,7 og satstilpasningsprocenten udgjorde -1,0. Puljebeløbet blev forhøjet med 474,1 mio. kr., således at puljen samlet udgjorde 2.071,5 mio. kr.

På grundlag af en henvendelse fra sagsøgeren blev Finansministeriet i eftersommeren 1996 opmærksom på en fejl i beregningen af procenten for finansåret 1997 og rettede i den anledning henvendelse til Finansudvalget den 30. august. Henvendelsen har følgende ordlyd:

"...

a. Finansministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til, at satsreguleringsprocenten for regulering af overførselsindkomster mv i 1996 fastholdes på 2,4 jvf. herved lov nr. 385 af 13. juni 1990 om en satsreguleringsprocent som ændret ved lov nr. 450 af 30. juni 1993.

b. I henhold til loven om satsregulering skal der hvert år udmeldes en satsreguleringsprocent, der er bestemmende for reguleringen af en række overførselsindkomster i det følgende år. Ved Finansministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 4. oktober 1995 blev satsreguleringsprocenten for 1996 fastsat til 2,4. Denne procent overvurderer den bagvedliggende udvikling i årslønnen. En korrekt anvendelse af satsreguleringslovens beregningsprincipper ville have medført en fastsættelse af procenten til 1,7.

Virkningen heraf er, at overførselsindkomsterne - bl.a. pensioner og dagpenge - er blevet opreguleret med for store beløb, samlet svarende til 1,2 mia. kr. i 1996. Hertil kommer et nettoskatteprovenuetab på 0,3 mia. kr. Det fremkommer som et provenuetab på ca. 0,4 mia. kr. som følge af for stor regulering af beløbsgrænser og en provenuegevinst på ca. 0,1 mia. kr. som følge af indkomstskat af de forhøjede overførselsindkomster.

Om baggrunden kan oplyses følgende:

Efter satsreguleringsloven af 1990 skulle satsreguleringen for et finansår beregnes med udgangspunkt i den årslønsudvikling, der var konstateret i arbejderes bruttolønninger to år forud for det pågældende finansår. Af bemærkningerne til 1990-loven fremgår, at der i de konstaterede bruttolønninger skulle ske fradrag for bl.a. AUD-bidrag.

I 1993 blev satsreguleringsloven ændret med virkning fra og med reguleringen for 1994. Lovændringen medførte, at der kom samtidighed, således at det var årets arbejdsmarkedsbidrag, der skulle fratrækkes. Samtidig blev der med skattereformen indført et 5% arbejdsmarkedsbidrag for alle lønmodtagere, uden at det af 1993-loven helt klart fremgik, hvorledes AUD-bidrag skulle håndteres i beregningerne, indtil disse bidrag (med to års forsinkelse) gled helt ud af lønstatistikmaterialet.

1994 var et overgangsår, hvor det nye arbejdsmarkedsbidrag indførtes, men fra 1995 skulle satsreguleringen beregnes som udviklingen to år tidligere i årslønningerne (uden fradrag for AUD-bidrag) men med fradrag for de aktuelle arbejdsmarkedsbidrag. Der henvises til svar af 24. oktober 1994 på Finansudvalgsspørgsmål 9) ( § 7-bilag 12), hvor beregningsmetoden er nærmere gennemgået.

Ved beregningen for 1996 blev der ikke taget højde for denne håndtering af AUD-bidraget, idet der ved siden af fradraget for arbejdsmarkedsbidrag tillige skete fradrag for AUD-bidrag i 1993-lønnen, hvorved udviklingen i årslønningerne overvurderedes.

En mere detailleret redegørelse findes i vedlagte notat.

Satsreguleringsprocenten for 1996 blev som anført fastsat i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 4. oktober 1995. For 1996 søges bevillingsmæssig hjemmel til at fastholde den udmeldte satsreguleringsprocent på 2,4, således at satserne for pensioner, dagpenge mv. samt skattesystemets beløbsgrænser kan fastholdes i resten af 1996. Fra 1997 anvendes de korrekte satser ifølge loven. Den skete for store opregulering af beløbsgrænser mv. for 1996, som ved dette aktstykke fastholdes, er generelt en lempelse. Opreguleringen kan dog i visse situationer indebære en skærpelse. Det drejer sig f. eks. på skatteområdet om afgift for bindende forhåndsbesked hos Ligningsrådet og om skatteværdien af tab på unoterede aktier.

Finansministeriet vil ændre bekendtgørelse nr. 524 af 14. juni 1996 om satsreguleringen for 1997 ved udsendelse af en ny bekendtgørelse, baseret på det korrekte reguleringsniveau. I den ændrede bekendtgørelse fastholdes satsreguleringsprocenten for 1997 på 1,0 pct., som er den udmeldte procent i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 524 af 14. juni 1996, men procenten beregner på det i forhold til loven korrekte niveau."

Samme dag havde Finansministeriet modtaget en notits om satsreguleringsprocenten fra Justitsministeriets lovafdeling, hvoraf fremgår følgende:

"...

  1. Finansministeriet har oplyst, at den satsreguleringsprocent på 2,4, der ved bekendtgørelse nr. 794 af 4. oktober 1.995 blev udmeldt for finansåret 1996, er fastsat for højt i forhold til den beregningsmåde for satsreguleringsprocenten, der følger af lov nr. 385 af 13. juni 1990 om en satsreguleringsprocent som ændret ved lov nr. 450 af 30. juni 1993. En korrekt anvendelse af lovens beregningsmåde ville efter det oplyste have ført til en satsreguleringsprocent på 1, 7.

  2. En regulering, der afviger fra den beregningsmåde, der er fastsat i loven om en satsreguleringsprocent, kræver hjemmel. Det vil derfor være nødvendigt at tilvejebringe særlig hjemmel, hvis man ønsker en anden regulering af satserne end den, der følger af loven om en satsreguleringsprocent.

  3. En hjemmel til at fastholde den udmeldte satsreguleringsprocent for 1996 på 2,4 kan i det foreliggende tilfælde tilvejebringes ved, at man ved et aktstykke opnår tilslutning fra Folketingets Finansudvalg hertil, og ved at en tekstanmærkning herom optages på tillægsbevillingsloven for 1996.

    I den forbindelse bør det fremgå, at satsreguleringen for 1997 (og fremefter) tager udgangspunkt i beløbsstørrelser svarende til, at opreguleringen i 1996 havde været på 1,7 pct. og ikke på 2,4 pct, således at det i det hele er lovens ordning, der bliver bestemmende for satserne i 1997.

  4. Den bekendtgørelse, der blev udstedt i juni 1996 om satsreguleringsprocenten m.v. for finansåret 1997 (bkg. nr. 524/14.6.1996), bør afløses af en ny bekendtgørelse, der bl.a. angiver det nævnte udgangsniveau for satsreguleringen i 1997."

Der blev herefter optaget en tekstanmærkning herom, gengivet i lov nr. 1 af 2. maj 1997 om tillægsbevilling for finansåret 1996, således at der for finansåret 1997 ved bekendtgørelse nr. 877 af 3. oktober 1996 nu blev fastsat en satsreguleringsprocent på 1,2, tilpasningsprocenten udgjorde -0,5, og satstilpasningsprocenten udgjorde -0,8. Bekendtgørelse nr. 524 af 14. juni 1956 ophævedes samtidig.

Endelig blev loven om en satsreguleringsprocent ændret yderligere ved lov nr. 989 af 26. november 1996, der bl.a. indebar en ændring af lovens § 3:

"1. § 3 affattes således:

"§ 3. For hvert finansår beregnes en tilpasningsprocent som afvigelsen mellem den procentvise stigning i årslønnen (ekskl. arbejdsmarkedsbidrag) og 2,0. Årslønnen opgøres som den sammenvejede bruttoårsløn for arbejdere og funktionærer med fradrag for bidrag til arbejdsmarkedspensioner m.v. Lønåret er to år forskudt i forhold til finansåret, således at det er lønningerne to år tidligere, der lægges til grund. Ved beregningen af tilpasningsprocenten for finansåret anvendes stigningen i årslønnen i lønåret (dvs. to år tidligere) i forhold til årslønnen i året forud for lønåret. Stigningen beregnes efter, at der i årslønnen for lønåret er fratrukket lønmodtagernes egne arbejdsmarkedsbidrag beregnet med den procentuelle arbejdsmarkedsbidragssats i finansåret, og efter, at der i årslønnen året forud for lønåret er fratrukket lønmodtagernes egne arbejdsmarkedsbidrag beregnet med den procentuelle arbejdsmarkedsbidragssats i året før finansåret. Tilpasningsprocenten opgøres med en decimal."

I lovens § 5 blev "i juni måned" ændret til "senest i august måned", ligesom der blev indsat et nyt stk. 4 i § 6, indeholdende rentetilpasningsprocenten, et stk. 5, indeholdende satstilpasningsprocenten og et stk. 6, indeholdende satsreguleringsprocenten, alle for finansåret 1997, hvorefter bekendtgørelse nr. 877 af 3. oktober 1996 bortfaldt ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1997.

Af bemærkningerne til lovændringen fremgår følgende (FT 1996-97, tillæg A, sp.1792) .

"...

1. Præcisering af lovens § 3 vedrørende beregningen af tilpasningsprocenten.

1. Senere tidsfrist for bekendtgørelse af satsreguleringsprocenten m.v.

2. Fastsættelse af satsreguleringsprocenten for 1997 til 1,0.

Ad. Præcisering af lovens § 3 vedrørende beregningen af tilpasningsprocenten

I forbindelse med den foreslåede ændring af lov om en satsreguleringsprocent er det fundet hensigtsmæssigt at omformulere lovens § 3 således, at det fremgår tydeligere, hvorledes tilpasningsprocenten m.v. skal beregnes. Den nye formulering er uden betydning for satsreguleringsprocentens størrelse.

Ad. Senere tidsfrist for bekendtgørelse af satsreguleringsprocenten m.v.

Efter de hidtidige regler skal satsreguleringsprocenten senest udmeldes med udgangen af juni måned. Denne tidsfrist har imidlertid i flere tilfælde været vanskelig at overholde især på grund af indkøringsproblemer i forbindelse med opbygningen af DA's nye lønstatistik. Ved at udskyde tidsfristen for udsendelse af bekendtgørelsen opnås dermed en mindsket risiko for, at satsreguleringsprocenten ikke kan udmeldes rettidigt. Den senere tidsfrist vil ikke indebære væsentlige administrative konsekvenser, fordi der ikke i forhold til anden lovgivning er behov for en bekendtgørelse af satsreguleringsprocenten allerede i juni måned forud for det pågældende finansår.

Ad. Fastsættelse af satsreguleringsprocenten for 1997 til 1,0

Satsreguleringsprocenten for 1997 er med Finansministeriets bekendtgørelse nr. 877 af 3. oktober 1996 blevet udmeldt, til 1,2 pct. Denne satsreguleringsprocent er beregnet under forudsætning af, at arbejdsmarkedsbidragssatsen for 1997 vil udgøre 7,9 pct. Den foreslåede ændring af lov om arbejdsmarkedsfonde indebærer imidlertid en arbejdsmarkedsbidragssats på 8,0 pct. i 1997. Hvis satsreguleringsprocenten for 1997 i stedet var blevet beregnet ved denne arbejdsmarkedsbidragssats, ville denne have udgjort 1,0 pct. Bestemmelsen har til formål at sikre, at beregningen af satsreguleringsprocenten for 1997 sker på grundlag af en arbejdsmarkedsbidragssats, der svarer til den faktiske."

Der er senere udstedt en beregningsbekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 556 af 27. juni 1997, men hverken denne eller senere bekendtgørelser eller lovændringer på området har betydning for denne sag.

Som følge af nærværende sag er der på Finansloven fast optaget en tekstanmærkning, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

"Tekstanmærkningen indebærer, at det ikke vil være nødvendigt at henvende sig til det offentlige (stat, amtskommune, primærkommune m.fl.) inden udløb af den ordinære klagefrist, eller at anlægge retssag for at bevare retten til at gøre indsigelse over for beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. under henvisning til den verserende retssag. Fristafbrydelsen sker med virkning fra den 8. december 1999. Er de relevante skridt foretaget inden denne dato, anses klage- og forældelsesfrister afbrudt fra dette tidligere tidspunkt."

Parternes overordnede synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument overordnet gjort følgende synspunkter gældende:

at

satsreguleringeprocenten og tilpasningsprocenten for finansåret 1994 skal opgøres efter lov nr. 385 af 13. juni 1990, idet lov nr. 450 af 30. juni 1993 først har virkning for opgørelsen af satsreguleringsprocenten og tilasningsprocenten fra og med finansåret 1995,

 

at

såfremt lov nr. 450 af 30. juni 1993 finder anvendelse på beregningen af satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten for finansåret 1994, så skal satsreguleringslovens § 3 som affattet ved lov nr. 450 af 30. juni 1993 anvendes fuldt ud,

 

at

den beregnede satsreguleringsprocent og tilpasningsprocent ikke som forudsat i satsreguleringelovens § 3 bygger på den konstaterede lønudvikling for arbejdere og funktionærer, men derimod er opgjort på baggrund af et skøn over lønudviklingen for arbejdere og funktionærer,

 

at

forholdene i særlig grad taler for at der skal gives sagsøgeren tilladelse til genoptagelse af skatteansættelserne og skatteberegningerne for indkomstårene 1994 og 1995, jf. den dagældende skattestyrelseslovens § 4, stk. 2,

 

at

sagsøgeren har fremlagt nye oplysninger, der berettiger ham til genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1996, 1997 og 1998,

 

at

der af finansministeriet er anvendt svingende principper ved opgørelsen af årslønsudviklingen,

 

at

det er i strid med lov om en satsreguleringsprocent § 3, at årslønsudviklingen til brug for beregningen af satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten for finansårene 1996 og 1998 opgøres på baggrund af den relative fordeling mellem arbejdere og funktionærer i året før lønåret,

 

at

det er i strid med lov om en satsreguleringsprocent § 3, at årslønsudviklingen til brug for beregningen af satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten for finansårene 1996 og 1998 kun opgøres på baggrund af indberetninger om arbejder- og funktionærlønninger fra virksomheder, der har indberettet lønninger i lønåret og året før lønåret,

 

at

det er i strid med lov om en satsreguleringsprocent § 3, at årslønsudviklingen til brug for beregningen af satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten for finansårene 1996 og 1998 opgøres efter fradrag af private pensioner administreret af arbejdsgiveren, dvs. af pensioner af typen 4 og 5, og

 

at

den til brug for et finansår beregnede satsreguleringsprocent og tilpasningsprocent skal anvendes på de beløbsgrænser og reguleringstal, der var gældende i det foregående finansår.

De sagsøgte har i deres påstandsdokument overordnet anført følgende:

I forhold til Skatteministeriet er det anført, at der ikke er grundlag for genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 1994-1998. Den grundlæggende betingelse for genoptagelse er ikke opfyldt. Sagsøgeren har således ikke fremlagt nye oplysninger, der kan begrunde en antagelse om, at hans skatter er beregnet til et for stort beløb for indkomstårene 1994-1998, jf. skattestyrelseslovens dagældende bestemmelse i § 4, der dækker indkomstårene 1994-1996 og den gældende regel i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, der dækker indkomstårene 1997-1998. Hertil kommer, at der for så vidt angår indkomstårene 1994 og 1995 kun kan ske genoptagelse, hvis tillige de særlige betingelser i henhold til den dagældende regel i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, om ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, og disse betingelser er heller ikke opfyldt.

I forhold til Socialministeriet er det anført, at sagsøgeren ikke har ført bevis for, at hans folkepension for årene 1995-1998 er beregnet til et for lille beløb. Han har derfor heller ikke krav på nogen regulering af sin pension for disse år.

Sagsøgeren har kun fornøden retlig interesse i at få prøvet indvendinger mod beregningerne bag de fastsatte satsreguleringsprocenter i den udstrækning, de hævdede fejl har ført til, at han har fået for lidt i pension eller er pålagt for meget i skat.

Ifølge lov om social pension § 49 reguleres den folkepension, som sagsøger modtager, med satsreguleringsprocenten. Konsekvensen af en for lille satsreguleringsprocent kan være, at pensionen bliver for lille.

Ifølge personskattelovens § 10 reguleres sagsøgers personfradrag efter § 20 i denne lov. For denne regulering er årets reguleringstal afgørende, og det beregnes som nævnt på grundlag af tilpasningsprocenten. Konsekvensen af en for lille tilpasningsprocent er et for lille reguleringstal - og dermed et mindre personfradrag og for stor skat.

Endvidere har de sagsøgte anført, at selv hvis en eller flere af sagsøgerens indsigelser havde været holdbare, er det i langt de fleste tilfælde uden betydning for sagen, eftersom der ikke er ført bevis for, at de påståede fejl har medført en satsreguleringsprocent og et reguleringstal, der er mindre end dem, der er anvendt for de pågældende år.

Kun for så vidt angår to af sagsøgerens indsigelser mod Finansministeriets beregning, gælder det, at det ville have haft betydning for sagsøgerens skat og pension, hvis indsigelserne havde været berettigede. Det gælder indsigelsen om, at lov nr. 450/1993 tidligst kan have virkning for beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1995 (og ikke allerede for 1994). Den anden indsigelse går ud på, at det er med urette, at man har anvendt "faste vægte" og "identiske virksomheder" ved opgørelsen af årslønsudviklingen til brug for beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. Sagsøgte er således enig i, at hvis en af disse indsigelser (eller begge) er berettigede, ville det have en effekt for sagsøgerens skat og/eller pension.

Hvis sagsøgeren har ret i sin indsigelse om tidspunktet for virkningen af 1993-loven, er konsekvensen, at han har betalt for meget i skat i hele perioden 1994-1998. Det er derimod uden betydning, for hans pension. Hvis sagsøgeren har ret i sin indsigelse mod brugen af "faste vægte" og "identiske virksomheder" ved opgørelsen af årslønsudviklingen, er konsekvensen, at han har betalt for meget i skat og fået for lidt i pension - dog kun for så vidt angår 1998.

Om alle de andre indsigelser gælder det, at uanset om sagsøgeren måtte få medhold i dem, ville det ikke kunne føre til en reduktion af skatten eller en forhøjelse af folkepensionen.

Det må i så fald i øvrigt gælde, at der skal ske fradrag i eventuelle beløb til sagsøgeren for de fordele, som sagsøgeren opnåede som konsekvens af en fejl i beregning af satsreguleringsprocenten for 1996.

Denne regnefejl, der i sin tid blev opdaget af sagsøgeren, blev rettet for fremtiden, men der skete ikke nedsættelse af de for store beløb, som pensionister m.fl. havde oppebåret.

Hvis ikke sagsøgeren fører bevis for, at konsekvenserne af eventuelle fejl har medført større tab for ham end de fordele, som han opnåede ved den for høje satsreguleringsprocent for 1996, skal de sagsøgte frifindes.

Synspunktet indgår endvidere i sagsøgtes subsidiære og mere subsidiære påstand.

Da sagsøgers påstande er formuleret således, at ændringerne skal ske administrativt, fastslår sagsøgtes subsidiære påstand, at lovgivningsmagten i givet fald kan bestemme, hvorledes ændringer skal ske.

Skattemyndighedernes behandling af sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 1994-98

Den 14. december 1999 traf Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, følgende afgørelse:

"...

De har i brev af 26. nov. 1999 påklaget Told- og Skatteregion Køges afslag på anmodningen om genoptagelse af Deres klients skatteansættelser for indkomstårene 1994 og 1995. De har begrundet anmodningen med, at i det omfang Deres klients skatteansættelser er påvirket af reguleringstallet i personskattelovens § 20, er ansættelserne urigtige, idet nævnte reguleringstal (123,6 for 1994 og 124,5 for 1995) er beregnet på grundlag af den af finansministeren årligt bekendtgjorte tilpasningsprocent, som efter Deres opfattelse ikke er beregnet korrekt efter de herom gældende regler i lov om en satsreguleringsprocent.

I den anledning kan det meddeles, at Told- og Skattestyrelsen stadfæster regionens afgørelse om, at der ikke kan tillades genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1994 og 1995. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men kan inden 3 måneder fra dette brevs datering indbringes for Østre Landsret ved udtagelse af stævning, jf. skattestyrelseslovens § 31.

Begrundelsen for afgørelsen

Anmodningen om genoptagelse vedrører indkomstår inden 1997, hvorfor de nu ophævede regler i den tidligere skattestyrelseslovs § 4 finder anvendelse, jf. § 7, stk. 3, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love.

Da anmodningen er indgivet mere end 3 år efter udløbet af de pågældende indkomstår 1994 og 1995, er tilladelse til genoptagelse reguleret i den tidligere skattestyrelseslovs § 4, stk. 2, hvorefter kompetencen ligger hos skatteministeren, der i bek. nr. 565 af 2. juli 1999 om sagsudlægning § 2, stk. 1, har delegeret kompetencen til told- og skatteregionerne med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen. Tilladelse til genoptagelse efter nævnte § 4, stk. 2, er betinget af, at der foreligger særlige omstændigheder, eksempelvis ansvarspådragende myndighedsfejl, der har bevirket, at en skatteansættelse er foretaget urigtigt.

Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er tale om myndighedsfejl eller øvrige særlige omstændigheder der kan medføre tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, allerede fordi skatteansættelserne for 1994 og 1995 er korrekt foretaget i henhold til reguleringstallet i personskattelovens § 20, idet det ikke ses godtgjort, at der er sket administrative fejl eller beregningsfejl i forbindelse med fastsættelsen af den af finansministeriet årligt bekendtgjorte tilpasningsprocent vedrørende 1994 og 1995.

..."

Landsskatteretten afsagde den 23. maj 2000 følgende kendelse

"...

Klagen skyldes, at skatteankenævnet har afslået at pålægge den kommunale skattemyndighed at genoptage klagerens skatteansættelser og skatteberegninger for indkomstårene 1996, 1997 og 1998.

Sagen har været drøftet med klagerens advokat.

Den kommunale skattemyndighed meddelte den 13. december 1999 klageren afslag på hans anmodning af 29. oktober 1999 om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1996, 1997 og 1998. Sagen blev indbragt for skatteankenævnet, som den 28. februar 2000 afslog at pålægge skattemyndigheden at genoptage skatteansættelserne. Denne afgørelse har klagerens advokat påklaget til Landsskatteretten.

Skatteankenævnet har som begrundelse for den påklagede afgørelse bl.a. anført, at de af Skatteministeriet offentliggjorte beløbsgrænser for personfradrag er bindende for de kommunale ligningsmyndigheder. Da disse beløbsgrænser således ikke kan ændres, er der intet grundlag for at genoptage skatteansættelserne grundet forkert beregnet personfradrag og for lave indkomster i form af for lidt udbetalt pension. Personfradragets grundbeløb fremgår af personskattelovens § 10, stk. 1, og reglerne for regulering fremgår af samme lovs § 20.

...

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at skatteforvaltningen pålægges at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 1996-1998 inkl., idet reguleringstallet i personskattelovens § 20 og dermed personfradraget efter personskattelovens § 10 er opgjort forkert.

Til støtte for påstanden har advokaten gjort gældende, at tilpasningsprocenten for indkomstårene (finansårene) 1994, 1995, 1996 og 1998 er opgjort forkert. Dette har medført, at reguleringstallet for 1996 - 1998 inkl. ikke er korrekt.

For så vidt angår indkomståret 1994 (finansåret 1994) har advokaten bl.a. gjort gældende, at tilpasningsprocenten ikke skal opgøres efter lov nr. 385 af 13. juni 1990 som ændret ved lov nr. 450 af 30. juni 1993, men alene efter lov nr. 385 af 13. juni 1990. Dette skyldes, at lov nr. 450 af 30. juni 1993 trådte i kraft den 1. januar 1994, og derfor først kan have virkning for den tilpasningsprocent, der skulle beregnes i sommeren 1994 til brug for reguleringen af reguleringstallet i personskattelovens § 20 i indkomståret 1995.

Vedrørende indkomståret 1995 (finansåret 1995) har advokaten bl.a. gjort gældende, at tilpasningsprocenten er opgjort ulovligt, idet den er skønnet, uanset at satsreguleringsloven som ændret ved lov nr. 450 af 30. juni 1993 § 3 foreskriver, at tilpasningsprocenten skal opgøres på baggrund af den konstaterede lønudvikling. Der er herved bl.a. henvist til Finansudvalgets bilag 51, Finansministerens svar til finansudvalget spørgsmål 7-8, hvor det anføres, at "Denne overgang fra gammel til ny statistik håndteredes ved at DA supplerede med andre statistikkilder og på denne måde udregnede en lønstigning, der indeholdt et element af skøn." Hertil kommer, at den korrekt opgjorte tilpasningsprocent skal anvendes på det korrekt opgjorte reguleringstal for indkomståret 1994.

For så vidt angår indkomstårene 1996 og 1998 har advokaten bl.a. gjort gældende, at lønstigningerne er opgjort forkert, idet der ved opgørelsen af stigningen i arbejder- og funktionærlønnen er anvendt faste vægte, identiske virksomheder og fradrag for private pensioner administreret af arbejdsgiveren. Der er ikke i satsreguleringsloven hjemmel til at anvende faste vægte, identiske virksomheder eller fradrage private pensioner administreret af arbejdsgiveren. Hertil kommer, at den korrekt opgjorte tilpasningsprocent skal anvendes på det korrekt opgjorte reguleringstal for det foregående indkomstår.

For indkomståret 1997 har advokaten bl.a. gjort gældende, at den ved lov nr. 989 af 26. november 1996 fastsatte tilpasningsprocent skal anvendes på det for indkomståret 1996 korrekte reguleringstal.

...

Landsskatterettens bemærkninger

Personfradragets grundbeløb reguleres årligt efter personskattelovens § 20, jf. samme lovs § 10, stk. 1, jf. stk. 6.

Ved regulering af beløb efter personskattelovens § 20 anvendes et årligt beregnet reguleringstal. Reguleringstallet beregnes som det foregående års reguleringstal forhøjet med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket den af finansministeren bekendtgjorte tilpasningsprocent for det pågældende finansår efter lov om en satsreguleringsprocent.

Lov om en satsreguleringsprocent administreres af Finansministeriet, der i henhold til lovens § 5, jf. § 3, beregner og bekendtgør størrelsen af tilpasningsprocenten.

Skatteministeriet har ikke kompetence til at fastsætte tilpasningsprocenten eller ændre den af Finansministeriet beregnede tilpasningsprocent i henhold til lov em en satsreguleringsprocent.

Ved regulering af personfradragets grundbeløb er Skatteministeriet ifølge personskattelovens § 20 henvist til at anvende den af Finansministeriet beregnede og bekendtgjorte satsreguleringsprocent.

Retten finder herefter, at det af advokaten fremførte ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at pålægge den kommunale skattemyndighed at genoptage skatteansættelserne og skatteberegningerne for indkomstårene 1996, 1997 og 1998, da en fornyet prøvelse på det foreliggende grundlag således ikke kan antages at føre til et ændret resultat .

..."

Det er disse 2 afgørelser, der er indbragt under nærværende sag.

Lønstatistikken fra Dansk Arbejdsgiverforening og den løbende beregning af satsreguleringsprocenten

Dansk Arbejdsgiverforening, herefter benævnt DA, har siden 1912 offentliggjort en lønstatistik for arbejdere, baseret på indberetninger fra medlemsvirksomheder, fra omkring 1916 i samarbejde med Danmarks Statistik, således at lønstatistikken for arbejdere fra da af har været en officiel statistik. De statistiske oplysninger blev givet kvartalsvis, senere som en årsstatistik. Man har dog fra 1938 kvartalsvis opgjort statistikken faggruppevis, og siden 1953 er de statistiske oplysninger blevet mere detaljerede med udskillelse af forskellige tillæg, feriepenge m.v. Fra og med 1993 blev statistikken omlagt og nu kaldt Den Ny Lønstatistik. Som følge heraf meddelte DA i februar 1993 ved udsendelsen af hovedresultaterne for 3. kvartal og en prognose for 4. kvartal, at oplysningerne baserede sig på indberetninger for 135.000 arbejdere, og at statistikken som følge af ændringen kun hvilede på maskinlæsbare indberetninger fra virksomhederne, dækkende omkring 50% af talmaterialet i forhold til materialet, der lå til grund for statistikken for 1. og 2. kvartal 1992. Det blev oplyst, at lønstigningstakten for 4. kvartal for alle arbejdere i hele landet formentlig ville andrage 2,2 %. Ved den endelige udsendelse af lønstatistikken for året 1992 i oktober 1993 oplyste DA, at dette materiale (3. og 4. kvartal) ikke var tilstrækkeligt repræsentativt til direkte at sammenligne med niveaulønninger fra det totale materiale, hvorfor arbejdslønninger for året 1992 var resultatet af en simpel sammenvejning af gennemsnitsfortjenesterne for hovedgrupperne i de 4 kvartaler. Lønudviklingen for 1992 viste, at timefortjenesten uden overtidstillæg for samtlige arbejdere i hele landet var steget med 2,9 %. Ikke-faglærte kvinder havde en stigning på 3,6 %, ikke-faglærte mænd 3,3 % og faglærte 2,4 %. På baggrund af udmeldingerne fra DA på daværende tidspunkt fastsatte Finansministeriet den 12. maj 1993 satsreguleringsprocenten m.v. for 1994.

I meddelelsen fra Finansministeriet var optrykt følgende skema med beregninger:

                              

løn

atp

sociale
bidrag 

i alt

Regule-
rings pct.

Ændring pga.
sociale bidrag

Arb. løn 1991

194032

778

1084

     192170

                                      

Regulering 1994
(løn 92)

199691

778

1050

197863

3,0
(2, 7)

 

Ny regulering 1994

199691

778

9985

188928

-1,7
(-2,0)

-4,7 pct.

1995

199691

778

11981

186932

-2,7

-5,7 pct.

1996

199691

778

13978

184935

-3,8

-6,8 pct.

1997

199691

778

15975

182938

-4,8

-7,8 pct.

1998

199691

778

15975

182938

-4,8

-7,8 pct.

Som en del af den endelige årsstatistik for 1992 oplyste DA, at personaleomsætningen, dvs. til- og afgang af medarbejdere i 1992, var på niveau med 1991, idet der dog var konstateret en række variationer mellem de forskellige grupper.

I oktober 1993 fremsendte DA de første oplysninger om lønudviklingen for 2. kvartal 1993 til Finansministeriet efter den nye lønstatistik. Det fremgår af materialet, at Den Ny Lønstatistik om virksomhedernes arbejdsomkostninger og medarbejdernes fortjeneste består af 4 statistiske moduler:

"...

 1. 

 StrukturStatistikken (årlig)
   -  

beskriver i detaljer lønstrukturen på arbejdsmarkedet

   -

er inddelt efter arbejdsfunktion, uddannelse, geografi og branche

   -

beskriver virksomhedernes arbejdsomkostninger og lønmodtagernes
fortjeneste i forhold til udført arbejdsmængde

   -

opdeler fortjenesten i genebetalinger, pension, løn under sygdom, ferie-
og SH-betaling og anden fortjeneste

   -

måler medarbejdernes fortjeneste over hele kalenderåret

   -

oplyser om virksomhedernes arbejdsomkostninger og medarbejdernes
fortjeneste pr. time og pr. måned

   -

er baseret på totaltælling.

   
 2.  KonjunkturStatistikken (kvartalsvis)
   - 

giver en hurtig pejling på ændringer i den aktuelle lønudvikling

   -

beregner summariske stigningstakter for hovedbrancher,
hovedarbejdsfunktioner og amter

   -

omfatter både arbejdere og funktionærer under et

   -

belyser udvikling i timefortjenesten for personer i samme job i samme
virksomhed

   -

er stikprøvebaseret

   
 3.

International Lønstatistik (kvartalsvis/årlig)

   - 

beskriver virksomhedernes arbejdsomkostninger og medarbejdernes
fortjeneste for Danmarks vigtigste handelspartnere

   -

består af en strukturstatistik, der oplyser om niveauer, og en
konjunkturstatistik, der oplyser om aktuelle tendenser

   -

bringer oplysninger på hovedbrancheniveau

   -

følger den årlige udvikling i landenes egen valuta.

   
 3.

SpecialStatistik

   -

er specialdesignede statistikker, der belyser specielle lønelementer,
person- eller jobbeskrivelser. F.eks. for en branche eller anden gruppe
af virksomheder med statistikbehov, der rækker udover det behov, de
fælles Struktur- og KonjunkturStatistikker dækker.

..."

I præsentationen af den nye statistik er det blandt andet anført:

"Den ny lønstatistik skal tilgodese fremtidens behov for informationer om virksomhedernes arbejdsomkostninger og medarbejdernes fortjeneste. Samtidig bliver produktionen af statistikken effektiviseret, idet dataene bliver fanget der, hvor de bliver til - nemlig ved anvisning af løn.

...

Det har været et væsentligt mål i designet af den ny lønstatistik, at alle krav til lønstatistik kan opfyldes med virksomhedernes indberetninger til den nye statistik. For at sikre at virksomhederne ikke bliver yderligere belastet med krav om indberetning til andre lønstatistikker, er designet blevet til i et snævert samarbejde med Danmarks Statistik. Under hele dette udviklingsforløb er andre interessenter som lønmodtagerorganisationer, ministerier og andre arbejdsgiverforeninger taget med på råd.

...

Den vigtigste årsag til omlægning af lønstatistikken er udviklingen på arbejdsmarkedet. I løbet af de senere år er der indført en lang række nye aflønningsformer og lønsystemer, som passer dårligt ind i den gamle statistik samtidig med, at det skarpe skel mellem arbejdere og funktionærer udviskes. Derfor er der opstået et behov for en lønstatistik, der beskriver omkostninger og fortjeneste uafhængigt af lønsystemer, og som kan sammenlignes på tværs af forskellige ansættelsesformer.

...

En tredje vigtig årsag er den teknologiske udvikling. Langt de fleste virksomheder anvender i dag elektronisk anvisning af løn til deres medarbejdere. Ved at tage udgangspunkt i de oplysninger, som findes på medarbejderens lønseddel og dermed i lønsystemerne, får man de mest korrekte oplysninger til lønstatistikken. Ved at benytte elektronisk indberetning til statistikken samtidig med lønanvisningen undgår man de fejl, som kan opstå undervejs fra virksomhedernes administrative lønsystemer til statistikproducentens edb-system."

Om løn- og omkostningsbegreber er anført:

"...

Tre hovedbegreber

Betalingen for de udførte arbejde kan ses fra både lønmodtagerens og virksomhedens side. Virksomhedens samlede udgifter for at få arbejdet udført kaldes arbejdsomkostninger i den nye statistik. Den del af udgiften, som går til lønmodtageren i den ene eller den anden form, kaldes fortjeneste, og forskellen mellem disse to beløb, som går til andre end den enkelte lønmodtager, kaldes øvrige arbejdsomkostninger.

 

Genetillæg

Endelig optræder genetillæg som et væsentligt begreb i statistikken. Ved at se på virksomhedens omkostninger og lønmodtagerens fortjeneste ekskl. genetillæg er det muligt at sammenligne løn- og omkostningsniveauer uden forskelle som følge af unormalt genebetonet arbejde (overtid, hold drift, smuds mv.).

 

Virksomhedens arbejdsomkostninger

Begrebet arbejdsomkostninger dækker i princippet over alle de omkostninger et ansættelsesforhold påfører en virksomhed. Nogle af disse omkostninger erlægges løbende, andre betales senere. En væsentlig del af omkostningerne bliver til fortjeneste for den enkelte medarbejder. En anden del af omkostningerne går til kollektive formål i henhold til lovgivning eller aftaler, f.eks. betalinger til Arbejdsgivernes Elevrefusion, kollektive uddannelsesfonde og obligatoriske forsikringer eller de arbejdsgiverafgifter, der nu planlægges indført fra 1997.

 

Lønmodtagernes fortjeneste

Begrebet fortjeneste dækker over alle de fordringer, som den enkelte medarbejder erhverver i forbindelse med sit ansættelsesforhold. En væsentlig del udbetales løbende, mens andre først udbetales med en vis forsinkelse f.eks. akkordoverskud, bonus, gratiale, feriepenge, løn under sygdom og pension.

 

Øvrige
arbejdsomkostninger

De øvrige arbejdsomkostninger er defineret, som alle de udgifter - udover lønmodtagernes fortjeneste - virksomheden har i forbindelse med at få udført arbejdet. I praksis er de øvrige arbejdsomkostninger i lønstatistikken begrænset til betalinger til kollektive ordninger, obligatoriske forsikringsudgifter og eventuelle arbejdsgiverafgifter. Frivillige udgifter som led i personalepolitikken mv. er således ikke medtaget. Se i øvrigt den detaljerede opgørelse af de øvrige arbejdsomkostninger for 1993 i artiklen StrukturStatistik.

 

Fortjeneste vs. øvrige arbejdsomkostninger

Det afgørende, for om en udgift for virksomheden kategoriseres som fortjeneste eller øvrig omkostning, er med andre ord, om den enkelte ansatte eller andre er modtager af beløbet. Udbetalt løn samt betalinger med større eller mindre tidsforskydninger mellem optjenings- og udbetalingstidspunkt som f.eks. kvartalsbonus, feriepenge og pension (inkl. ATP) er alle en del af lønmodtagernes fortjeneste i statistikken, da de går til den enkelte lønmodtager under den ene eller anden form. I modsætning hertil er virksomhedens bidrag til uddannelsesfonde o.l. en del af de øvrige omkostninger. Det samme gælder AUD-bidrag og virksomhedens betaling af dagpenge i forbindelse med ledighed,som ikke er en del af lønmodtagerens fortjeneste, uanset at disse beløb optræder på den enkeltes lønseddel.

 

Sammenligning af lønniveau

Sammenligning af løn- og omkostningsniveau mellem brancher, virksomheder og personer bør ske under hensyntagen til, at arbejdet kan være udført under generende vilkår. Der kan f.eks. være tale om, at noget arbejde er udført på overtid, på unormale arbejdstider eller som specielt smudsigt arbejde. Med henblik på at forbedre sammenligneligheden i statistikken er alle de tillæg, der ydes som kompensation for sådanne gener (kompenserende lønvariationer), optalt som et fjerde begreb i statistikken: genetillæg. Tværgående sammenligninger bør normalt ske ud fra virksomhedernes arbejdsomkostninger ekskl. genetillæg eller lønmodtagernes fortjeneste ekskl. genetillæg.

..."

Om overgangen fra gammel til ny statistik er det blandt andet anført:

"...

 

I overgangsfasen, hvor den gamle lønstatistik er afviklet og
den ny under opbygning, er der et særligt behov for
en beskrivelse af muligheder for at følge lønudviklingen
over tid på trods af skiftet i begreber og nomenklaturer.

                                                                                                                           

Nye begreber

Ved skifte i begreber forstås f.eks., at den gamle arbejderløn-statistiks "tilsammenløn" eller "fortjeneste i
alt" ikke optræder i den nye statistik, men erstattes af de nye omkostnings- og fortjenestebegreber ....

                                                                                                  

Nye nomenklaturer

Den gamle statistiks nomenklaturer udskiftes med nye og mere tidssvarende. Dette indebærer, at der kommer nye inddelinger efter branche, stilling, uddannelse mv.

 
 

1. Sammenhængen mellem nye og gamle begreber

 

Ens oplysninger for
alle medarbejdere

For fremtiden vil statistikken indeholde oplysninger om de samme begreber for virksomhedernes arbejdsomkostninger og lønmodtagernes fortjeneste for alle edarbejderkategorier - altså uanset om der er tale om arbejdere eller unktionærer.

 

Forskelle - ny og
gammel lønstatistik

Det er en gennemgående forskel mellem den nye og den gamle statistik, at øvrige arbejdsomkostninger (forskellen mellem virksomhedens arbejdsomkostninger og lønmodtagerens fortjeneste) hverken indgik i den gamle arbejderløn-statistik eller den gamle funktionærløn-statistik. Sammenligninger mellem den gamle og nye statistik kan derfor kun foretages mellem begreberne for lønmodtagernes fortjeneste.

 

AUD-bidrag

Fremover vil lønmodtagerens AUD-bidrag indgå som en
del af øvrige omkostninger og ikke som en del af fortjenesten, som det var tilfældet i den gamle statistik.

..."

Om strukturstatistikken og overgangsproblemer fra 1992 til 1993 er anført følgende:

"...

Årsstigningstakt
fra 1992 til 1993    

Der kan beregnes årsstigningstakter fra 1992 til 1993, når
StrukturStatistikken fra 1993 foreligger, men tallene kan
ikke opgøres så detaljeret som i de efterfølgende år, da der
jo ikke er nogen StrukturStatistik for 1992. Stigningstakterne
må derfor beregnes med udgangspunkt i den gamle
arbejderløn-statistik og den gamle funktionærløn-statistik.

                              

Fortolkning med
forsigtighed

Flere forhold medfører, at de beregnede stigningstakter
derfor  må fortolkes med forsigtighed:

                       

1. 

Lønbegreberne er ikke de samme i de to år.

 

2.

I 1992 er der skarp adskillelse mellem arbejdere og
funktionærer, hvorfor der ikke er samme lønbegreb for de to
grupper i 1992. For arbejdere anvendes årets (1992)
gennemsnitlige ferieberettigede timeløn, og for funktionærer
anvendes måneds lønnen i september 1992.
 

 

3.   

Inddelingerne efter branche og arbejdsfunktion er ikke helt
  den samme i de to år, og der vil derfor kun blive offentliggjort
stigningstakter for hovedbrancherne.

 

  

4.

For funktionærer anvendes et vægtet gennemsnit af
månedslønnen i september 1992 (vægt: 3/4) og i
september 1991 (vægt: 1/4) som udtryk for den
gennemsnitlige løn i 1992.

..."

Den nye statistik fra DA gav Finansministeriet anledning til en række overvejelser ved fastsættelsen af satsreguleringsprocenten for 1995 og fremefter. Disse overvejelser udmøntede sig i en notits af 11. januar 1994, hvor det blandt andet anføres:

"Indledning

I forbindelse med rammefastsættelsen til FFL95 skal der udarbejdes et foreløbigt bud på satsreguleringsprocenten i 1995. I slutningen af juni måned 1994 skal den endelige satsreguleringsprocent fastsættes i "Bekendtgørelse om satsreguleringsprocenten for 1995".

Satsreguleringsprocenten i 1995 bestemmes af lønudviklingen fra 1992 til 1993, som opgjort af DA udfra lønudviklingen i deres medlemsvirksomheder. Der er et særligt problem med fastsættelsen af satsreguleringsprocenten i år, idet DA fra 1992 til 1993 overgår til en ny statistik. Indtægtsbegreberne i de to opgørelsesmetoder ikke identiske, hvilket indebærer, at lønoplysningerne for 1993 - der opgøres efter en ny opgørelsesmetode - ikke umiddelbart kan sammenlignes med lønoplysningerne for 1992, der er opgjort efter en gammel metode.

Satsreguleringsprocenten for 1995 skal jf. bemærkningerne til satsreguleringsloven baseres på den nye statistik. Det skal i den forbindelse tages stilling til følgende spørgsmål:

  1. Hvilket lønbegreb skal anvendes ved beregningen af lønnen.
  2. Hvilken metode skal lønstigningen beregnes efter.
  3. Det statistiske overgangsproblem i 1995.
  4. Det foreløbige skøn for satsreguleringsprocenten for 1995.

Selvom disse problemer forekommer som tekniske har de politisk relevans, idet løsningerne kan påvirke satsreguleringsprocenten. Selv en forholdsvis lille ændring af satsreguleringsprocenten har mærkbar effekt på udgifterne til overførsler. En stigning på 0,1 pct. giver merudgifter på ca. 150 mill. kr.

1. Hvilket lønbegreb skal anvendes ved beregningen af lønnen.

Opgørelsen af satsreguleringsprocenten tog tidligere udgangspunkt i den gamle statistiks begreb "fortjeneste i alt". I dette begreb indgik medarbejderens egne pensionsbidrag, herunder ATP, samt ferie-, søgne- og helligdagsbetaling og AUD-bidrag. Herfra blev der ved opgørelsen af grundlaget for satsreguleringsprocenten trukket overtidstillæg, AUD og ATP.

De væsentligste ændringer i den nye statistik er:

 -

Løn under sygdom omfattes, men opgøres som særskilt gruppe.

 -

AUD-bidraget indgår ikke

 -

Under pension medtages både ATP og arbejdsmarkedspensioner som særskilt gruppe. Såvel arbejdsgiver-delen som lønmodtager-delen indgår i opgørelsen.

 -

Der indføres "Genetillæg" som nyt begreb. Begrebet dækker bl.a. det tidligere overtidstillæg, men f.eks. også tillæg ved holddrift.

Det indstilles, at opgørelsen fremover foretages udfra den ny statistiks begreb "fortjeneste" fratrukket "Løn under sygdom", "Pension" og "Genetillæg". Herfra skal ikke foretages yderligere korrektioner, da AUD er fratrukket på forhånd og ATP indgår i "Pension". Dette "smalle" lønbegreb vurderes som det, der er tættest på det tidligere anvendte.

Den nye statistik omfatter både funktionærer og arbejdere. Udviklingen har medført, at sondringen mellem funktionærer og arbejdere i mange tilfælde er meningsløs.

Det skønnes, at inddragelsen af funktionærer i statistikgrundlaget over en årrække kun vil påvirke den opgjorte lønstigningstakt marginalt. Stigningerne i funktionærlønningerne har gennemsnitligt ligget en anelse højere end stigningen i arbejderlønningerne, men i 1991 og 1992 har stigningstakten stort set været ens.

Det indstilles, at der ikke korrigeres for evt. mindre ændringer af satsreguleringsprocenten som følge af, at funktionærer indgår i statistikken. I den ændrede lovformulering er det allerede præciseret, at satsreguleringsprocenten fremover beregnes på baggrund af udviklingen i funktionær- og arbejderlønninger.

2. Hvilken metode skal lønstigningen beregnes efter.

Det væsentligste spørgsmål er beregningsmetoden, idet den kan have en ikke ubetydelig indflydelse på satsreguleringsprocenten.

DA's nye årsstatistik "StrukturStatistikken" vil komme til at vise stigningsprocenter for lønningerne for medarbejdere, der udfylder samme funktion i samme virksomhed i to på hinanden følgende år.

I modsætning hertil byggede den gamle "Årsstatistik" på et simpelt gennemsnit af alle arbejdere hvert år. Det betød, at den var følsom overfor forskydninger mellem forskellige brancher og grupper. F.eks. ville forskydninger i retning af flere faglærte medføre en højere stigningstakt.

Et væsentligt problem ved den ny opgørelsesmetode er, at lønstigningen for de undersøgte medarbejdere også kommer til at indeholde en vis anciennitetsstigning, da medarbejderne har været et år længere i virksomheden. Denne anciennitetsstigning findes også i en gennemsnitsopgørelse, men her erstattes det ældste alderstrin hvert år med en nytilgang på et lavere anciennitetstrin.

DA har i perioden 1985 til 1992 sammenlignet stigningen i arbejderlønfortjenesten opgjort efter henholdsvis den gamle og den nye metode, og resultatet tyder på forholdsvist begrænsede forskelle. Det kan dog ikke udelukkes, at overgangen til den nye opgørelsesmetode medfører en højere årlig satsreguleringsprocent, og dermed merudgifter til overførslerne.

En anciennitetsbetinget vækst i reguleringen af overførslerne er som udgangspunkt ikke acceptabelt. Det indstilles derfor, at der arbejdes på, at der i den nye "Strukturstatistik" også offentliggøres en lønstigningstakt, der ikke indeholder denne anciennitetsstigning.

DA har endnu ikke afklaret, hvad den nye strukturstatistik skal indeholde af lønopgørelser udover ovennævnte stigningstakter. Der indsamles imidlertid data vedrørende lønniveauet på de enkelte fagområder, der er baseret på gennemsnitsopgørelser. Disse bør kunne aggregeres og offentliggøres til brug for fastsættelsen af satsreguleringsprocenten.

Foreløbig vil 3. kontor vil tage yderligere kontakt til DA, med henblik en aftale om offentliggørelse af en lønstigningstakt uden anciennitet. Hvis dette ikke giver et tilfredsstillende resultat vil der evt. skulle rettes en ministerhenvendelse til DA.

3. Det statiske overgangsproblem vedr. 1995.

Satsreguleringsprocenten for 1995 skal fastsættes udfra den nye statistik. Lønnen i 1992 er imidlertid ikke opgjort for hele 1992 med den nye statistiks lønbegreber. DA mener, at de på baggrund af oplysninger om den ferieberettigede løn i 1992 og 1993 er i stand til at give en forsvarlig estimation af lønnen i 1992 i den nye statistiks lønbegreber.

Der er således en teknisk løsning på overgangsproblemet, men det er uheldigt, at satsreguleringsprocenten for 1995 i et vist omfang kommer til at bygge på en teknisk estimation, pga. manglende lønoplysninger for 1. kvartal 1992. Der er imidlertid ikke mulighed for helt at indgå denne tekniske estimation.

Det indstilles derfor, at satsreguleringsprocenten i 1995 baseres på de tilgængelige konkrete oplysninger suppleret med den bedst mulige tekniske estimation af de manglende oplysninger. Den tekniske bedste løsning på overgangsproblemet afklares med DA så hurtigt som muligt.

Næste år er overgangsproblemet ophørt, idet der foreligger faktiske lønoplysninger efter den ny opgørelsesmetode for såvel 1993 som 1994."

Udarbejdelsen af statistikken gav DA anledning til løbende at gøre en række overvejelser, dels om indholdet og dels om forholdet (sammenligneligheden) til den tidligere statistik. Finansministeriet blev i april og maj måned 1994 skriftligt holdt orienteret herom af DA. Det gav i den efterfølgende tid anledning til en betydelig korrespondance mellem DA og Finansministeriet om ministeriets behov for at indrette statistikken, således at den fortsat kunne anvendes til brug for beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. Ministeriet henviste blandt andet til, at beregningen af lønudviklingen for 1993 ikke måtte afvige væsentligt fra de tidligere opgørelsesmetoder over arbejdslønningerne, herunder navnlig det tidligere anvendte lønbegreb. Herudover var der kun indsamlet data til den nye statistik for en del af 1992, således at lønudviklingen for 1992 måtte opgøres på grundlag af en estimation. Endelig ønskede ministeriet tidspunktet for offentliggørelsen af statistikken rykket frem, eller at man fik mulighed for at få oplysningerne uden offentliggørelse af statistikken for at overholde lovens krav til offentliggørelsestidspunktet for satsreguleringsprocenten m.v. DA var villig langt hen ad vejen til at indrette statistikken herefter, men påpegede, at man var underleverandør til Danmarks Statistik, og at det navnlig ikke var muligt at udarbejde et samlet niveautal for arbejdere og funktionærer, men at man kunne udarbejde en sammenvejet stigningstakt for årslønningerne for arbejdere og funktionærer med lønindeks 1992 = 100.

I en skrivelse af 31. maj 1994 fra DA til Finansministeriet anførtes blandt andet følgende:

"Jeg vil dog ikke undlade at advare jer om, at gennemsnitslønnen vil kunne ændre sig meget og helt uforudsigeligt fra 1993 til 1994 på grund af udviklingen i deltager-virksomheder (ikke i løn)."

Drøftelserne om at indrette statistikken (også) efter Finansministeriets behov medførte, at tallene fra DA i 1994 blev forsinket, således at ministeriet ikke kunne overholde lovens krav om offentliggørelse i juni måned. Efter en henvendelse herom til Justitsministeriet, svarede man Finansministeriet den 1. juli 1994 således:

"...

Finansministeriet har i den forbindelse anmodet Justitsministeriet om en vurdering af, om udstedelse af bekendtgørelsen efter § 5 bør afvente oplysningerne fra Dansk Arbejdsgiverforening, eller om der er mulighed for at udstede en foreløbig bekendtgørelse, hvori det blot oplyses, at satsreguleringsprocenten vil blive bekendtgjort, når oplysningerne foreligger, eller om der eventuelt vil kunne udstedes en bekendtgørelse baseret på Finansministeriets egne lønskøn, eventuelt i form af en foreløbig bekendtgørelse.

Som anført ovenfor skal tilpasningsprocenten ifølge § 3 beregnes på grundlag af den konstaterede udvikling i arbejdernes og funktionærernes bruttolønninger. Der er derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke hjemmel i loven til at udstede en bekendtgørelse baseret på skønnede tal. Der er efter Justitsministeriets opfattelse endvidere ikke hjemmel i lovens § 5 til at udstede foreløbige bekendtgørelser.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at udstedelse af bekendtgørelsen, uanset det herved ikke vil være muligt at overholde den i loven foreskrevne tidsfrist, bør afvente de oplysninger, der muliggør en beregning på grundlag af den konstaterede lønudvikling. Justitsministeriet har herved noteret sig, at bekendtgørelsen vil kunne udstedes i løbet af juli måned .

..."

Ved brev af 24. juli 1994 meddelte DA Finansministeriet, at ændringen fra 1992 til 1993 i årslønnen eksklusiv pension for arbejdere og funktionærer under et på DAs område var beregnet til 1,8 %, idet der herudover var indregnet udviklingen i arbejdsmarkedsbidragene. Den endelige statistik for 1993 med opgørelsen af lønudviklingen blev offentliggjort senere, og den viste "en rekordlav stigning i lønmodtagernes fortjeneste med 2,1 %, medens virksomhedens arbejdsomkostninger var steget til 2,6 %." Det blev oplyst, at statistikken omfattede i alt 255.000 lønmodtagere, hvoraf almindelige lønmodtagere udgjorde 210.000 personer.

På grundlag af oplysningerne i statistikken beregnede Finansministeriet i notat af 1. august 1994 satsreguleringsprocenten til 0,4 således:

 

løn (ekskl. atp
+ penbidrag)

arbejdsmarkeds-
bidrag i procent

Løn minus
arb.markeds-
bidrag)

Tilpasnings-
procent +
2 (1)

Satsregule-ringsprocent
(2)

                         

1992

100

5,0

100 * 0,95
= 95

-

-

 

1993

100*101,8/100
= 101,8

6,0

101,8 * 0,94
= 95,7

95,7/95,0
= 0,7 (0,74)

0,4 

  1. "Tilpasningsprocenten + 2" er et teknisk begreb fra loven, der svarer til lønudviklingen korrigeret for ændringer i arbejdsmarkedsbidrag.
  2. "Satstilpasningsprocenten" jf. loven bliver -1,6, da satsreguleringsprocenten er lig 2 + satstilpasningsprocenten."

Finansministeriet beregnede herefter de anvendte årslønninger til 181.662 kr. (1989), 185.729 kr. (1990), 192.170 kr. (1991) og korrigeret 188.967 kr. (1992), svarende til en årslønsudvikling på -1,7 %.

I foråret 1995 indledte DA og Finansministeriet på ny drøftelser om indretningen af statistikken, hvor ministeriet rejste en række spørgsmål til statistikken, herunder om lønbegrebet var uafhængigt af sygefravær, ligesom beregningen af forholdet mellem arbejdere og funktionærer blev berørt.

På et møde mellem parterne den 16. maj 1995 blev der aftalt følgende:

"...

1. Vedr. lønbegreb.

Der tages udgangspunkt i DA's lønbegreb helårsfortjeneste, idet der i det anvendte årslønbegreb, da vil ske korrektion for:

  • deltidsfrekvens
  • overarbejde
  • genetillæg (som ikke kan udskilles fra overarbejde i statistikken)
  • sygefravær

Det leverede årslønsbegreb vil være excl. AUD-bidraget, ATP og Arbejdsmarkedspensioner, men incl. Arbejdsbidrag.

Hvad angår arbejdsmarkedspensioner, fratrækkes indbetalte beløb til alle typer af arbejdsmarkedspensioner, såvel lønmodtager- som arbejdsgiverbidrag.

Vi korrigerer selv det leverede årslønsbegreb for arbejdsmarkedsbidrag, idet lønudviklingen skal være for perioden 1993-94, mens udviklingen i arbejdsmarkedsbidraget er for perioden 1995-96.

I forhold til DA's lønbegreb: helårsfortjeneste, er det leverede lønbegreb således en justeret udgave af DA's helårsfortjeneste.

2. Population.

Beregningen af helårsfortjenesten skal ske på baggrund af personalegrupperne: Arbejdere, Funktionærlignende arbejdere og Funktionærer.

Der udestår fortsat et spørgsmål vedr. beregningsgrundlaget for årslønnen i 1993 og 1994. Der vil være forskel i populationerne i 1993 og 1994, idet flere arbejdsgivere vil være med i statistikken i 1994 end i 1993. Imidlertid kan denne udvidelse give anledning til en systematisk fejl i den opgjorte lønudvikling.

For at undgå dette problem skal der tages udgangspunkt i en fast population.

a. Det vil være mest hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i den samme kreds af arbejdsgivere i de to år (identiske arbejdssteder). Spørgsmålet er, om dette er muligt.

b. Alternativt - men mindre hensigtsmæssigt - kan der tages udgangspunkt i de samme ansatte (identiske individer). Dette vil imidlertid give anledning til en anciennitetspåvirket lønudvikling, som dog evt. kan korrigeres.

Før vi lægger os endelig fast på spørgsmålet om populationen, må muligheden for at identificere identiske arbejdssteder afklares, jf. punkt a.

3. Leveringsfrist.

Leveringen af lønstatistikken finder sted i juni 1995, således at satsreguleringsprocenten kan bekendtgøres rettidigt."

På ny indebar forhandlingerne en udskydelse af det tidspunkt, hvor DA kunne levere det statistiske materiale til Finansministeriet. I begyndelsen af september 1995 meddelte DA, at man regnede med at kunne lade cirka 400.000 personer indgå i statistikken. Den 26. september 1995 fremsendte DA følgende oplysninger til Finansministeriet:

Lønbegreb

  1. Årslønsudviklingen beregnes med udgangspunkt i begrebet helårsfortjeneste, jf. DA LønStatistik 1994 nr. 2. 
  2. Dette lønbegreb fratrækkes til Finansministeriets brug lønmodtagerens AUD-bidrag i 1993 og pensionsbidrag i 1993 og 1994 (både arbejdsgiverbidrag og lønmodtagerbidrag). 
  3. Årslønnen beregnes på grundlag af en årlig standardarbejdstid på 1682,7 timer (baseret på en ugentlig arbejdstid på 37 timer og 5 ugers ferie).

Population

  1. Lønudviklingen beregnes for voksne lønmodtagere.
  2. Kun voksne ansat på virksomheder, der har indberettet systematisk med hensyn til omfang og kvalitet til statistikken i både 1993 og 1994, indgår i populationen (identiske virksomheder identificeret ved SE-numre).

Vægtning

  1. Lønudviklingen for hele DA beregnes som et vejet gennemsnit af lønudviklingen for arbejdere henholdsvis funktionærer. Som vægte anvendes antal præsterede arbejdsdage for arbejdere henholdsvis funktionærer (på de identiske virksomheder) i 1993 .

..."

Der blev mellem parterne efterfølgende opnået enighed om at anvende en standardarbejdstid på 1.682,7 timer både for så vidt angår lønbegrebet og vægtningen.

Den 2. oktober 1995 meddelte DA Finansministeriet, at ændringen i årslønnen fra 1993 til 1994 eksklusiv lønmodtagerbetalte AUD-bidrag samt pension for arbejdere og funktionærer under et på Dansk Arbejdsgiverforenings område var beregnet til 3,8 %. Opgørelsen var ledsaget af følgende dokumentation:

"...

Tabel 1. Dokumentation.

Voksne

Vægt

Helårsfortjeneste, kr. 1)

Stigning, pct.

 
 

1993

1993 2)

1994

 

Arbejdere

0,61

193.002

200.307

3,8

Funktionærer

0,39

256.838

266.351

3,7

1. Eksklusiv arbejdsgivers og lønmodtagers pensionsbidrag

2. Eksklusiv AUD-bidrag"

Den officielle statistik blev offentliggjort den 3. oktober 1995, og ved notat af 30. maj 1996 beregnede Finansministeriet satsreguleringsprocenten for 1997 til 1,0.

For så vidt angår beregningen af satsreguleringsprocenten for 1998 pågik der ligeledes i foråret 1997 drøftelser mellem DA og Finansministeriet om statistikken. Herudover bad Finansministeriet om DAs bemærkninger til den bekendtgørelse om beregningsgrundlaget, som man ville udstede. Den 27. maj 1997 fremsendte DA en beregning af årslønsudviklingen. Ved beregningen af en sammenvejet helårsfortjeneste eksklusiv pension anvendte man som vægt den procentuelle fordeling af arbejdere og funktionærer i 1995 ved sammenvejningen af årsfortjenesten i både 1995 og 1996. Dette gav anledning til følgende notits i Finansministeriet:

"Satsreguleringsprocenten for 1998

De fremsendte beregninger af 24/5 er fejlbehæftede, idet der er anvendt flydende vægte i stedet for faste vægte for fordelingen af arbejdere og funktionærer.

Spørgsmålet har været forelagt VT, DA i en telefonsamtale her til formiddag. VT bekræftede, at lønningerne ikke var sammenvejet på den rigtige måde.

DA vil derfor foretage en ny beregning af stigningstakter og den sammenvejede helårsfortjeneste for 1996"

Herefter fremsendte DA den 22. maj 1997 en ny opgørelse "beregnet med 1995-vægte". Stigningen i sammenvejet helårsfortjeneste eksklusiv pension var beregnet til 2,7 % mod 3,0 (flydende vægte).

DA oplyste samtidig, at pensionsudviklingen, der ikke er relateret til ansættelsesforholdet men administreres af arbejdsgiveren, kan indgå i statistikken, men at det formentlig ikke udgør et større problem som følge af sædvanlige overenskomstaftaler om pensionen.

Fastsættelsen af satsreguleringsprocenten for 1998 gav anledning til følgende reviderede notat fra Finansministeriet:

"Indledning

DA har d.d. færdiggjort beregningerne for lønudviklingen fra 1995 til 1996, således at satsreguleringsprocenten for 1998 kan beregnes.

Satsreguleringsprocenten for 1998 kan opgøres til 2,4 pct., hvilket er 0,6 pct.enheder lavere end hidtil forventet.

Mindrereguleringen ift. de forudsatte 3,0 pct. indebærer en forbedring af statens saldo på knap 1,2 mia. kr., mens kommunernes saldo forringes med knap 100 mill. kr. Vedlagte notat af PBM, 2. kontor indeholder en mere detaljeret redegørelse for de provenuemæssige virkninger.

Fastlæggelse af satsreguleringsprocenten for 1998.

Til brug for beregningen af satsreguleringsprocenten for 1998 har DA beregnet helårsfortjenesten ekskl. pensionsbidrag for DA-området under et til 238.286,76 kr. i 1996 og 231.915,20 kr. i 1995. Det svarer til en stigning i helårsfortjenesten ekskl. pension på 2,7 pct., hvilket er 0,6 pct.enheder lavere end hidtil forventet.

Det hidtidige skøn var baseret på DA's kvartalsvise konjunkturstatistik, som viste en årslønsstigning på 4,0 pct. i 1996. Strukturstatistikken, der udgør grundlaget for den særkørsel DA foretager til brug for Finansministeriets beregning af satsreguleringsprocenten viste imidlertid en årslønsstigning på 3,7 pct. Halvdelen af afvigelsen på de 0,6 pct.enheder kan altså forklares med, at konjunkturstatistikken har givet anledning til en overvurdering af lønstigningerne med 0,3 pct.enheder.

Den øvrige del af forskellen skyldes, at der i særkørslen modsat den generelle strukturstatistik korrigeres for virkningerne af en ændret andel af hhv. arbejdere og funktionærer. Funktionærernes gennemsnitlige årsløn er ca. 70.000 kr. højere end arbejdernes og en forskydning over imod en større andel funktionærer vil derfor føre til en højere lønstigningstakt i det tilfælde, hvor der regnes med "flydende vægte" end i det tilfælde, hvor der regnes med "faste vægte". Fra 1995 til 1996 er funktionærernes andel af det samlede antal arbejdere og funktionærer steget med ca. 0,9 pct.enheder. "Flydende vægte" vil derfor give en 1996-løn, som er lidt over 600 kr. højere end ved anvendelse af "faste vægte". Disse godt 600 kr. modsvarer en lønstigning på knap 0,3 pct.enheder. Forskellen i vægtningen forklarer altså den anden halvdel af lønstigningen.

Det bemærkes, at fradragene for løn under sygefravær mv. og genetillæg stort set er uden indflydelse på den beregnede lønstigningstakt. Det svarer til forventningerne i det hidtidige skøn for satsreguleringsprocenten for 1998.

Øgede pensionsbidrag indebærer et fradrag på knap 0,7 pct.enheder, hvilket nøjagtigt svarer til forventningerne i det hidtidige skøn.

Satsreguleringsprocenten kan på baggrund af den opgjorte helårsfortjeneste fastlægges til 2,4 pct., jf. tabel 1.

Tabel 1 Elementer i beregningen af satsreguleringsprocenten for 1998

Helårsfortjeneste 1995, kr.

231.915,20

Helårsfortjeneste 1996, kr.

238.286,76

Stigning i helårsfortjeneste 1995 til 1996, pct.

2,7

Korrektion for stigning i arbejdsmarkedsbidraget

0,0

Overførsel til satsreguleringspuljen

-0,3

Satsreguleringsprocent for 1998

2,4

Tilpasningsprocenten

0,7

Tilpasningsprocenten + 2 pct.

2,7

Anm.: Ved beregningen af helårsfortjenesten for 1995 og -96 har DA taget udgangspunkt i identiske virksomheder. Helårsfortjenesten for 1996 er beregnet ved en sammenvejning af helårsfortjenesten for hhv. arbejdere og funktionærer, hvor der er anvendt samme relative fordeling af arbejdere og funktionærer som i 1995, dvs. hhv. 61,2 pct. og 38,8 pct. Disse faste vægte sikrer, at den beregnede stigning ikke påvirkes af en ændret fordeling på arbejdere og funktionærer.

..."

Ved brev af 20. maj 1998 oplyste DA, at stigningen i sammenvejet helårsfortjeneste ekskl. pension fra 1996 til 1997 var beregnet til 2,9 % og ved brev af 8. juni 1999 oplystes, at det tilsvarende tal fra 1997 til 1998 var udregnet til 3,5 %.

Regnefejlen med hensyn til satsreguleringsprocenten for 1996

Som anført ovenfor under lovgrundlaget påviste sagsøgeren, at der med hensyn til fastsættelsen af en satsreguleringsprocent for 1996 var begået en fejl af Finansministeriet. Det gav anledning til en række kritiske folketingsspørgsmål til finansministeren, ligesom Statsrevisorerne tilsluttede sig, at Rigsrevisionen foretog en gennemgang af Finansministeriets administration af loven om en satsreguleringsprocent.

På grundlag af Rigsrevisionens gennemgang afgav Statsrevisorerne den 9. april 1997 en betænkning herom. Af Rigsrevisionens gennemgang af sagen fremgår blandt andet:

"10. Beregningen af satsreguleringsprocenten i 1994 skete ikke med udgangspunkt i 1993-lovens beregningsmodel, men en kombinationsmodel, hvor 1990-loven blev anvendt på 1991-årslønnen og 1993-loven blev anvendt på 1992-årslønnen. Satsreguleringen blev herudfra beregnet til -1,7 %. Herfra blev der trukket 0,3 procentpoint til satsreguleringspuljen, hvorefter satsreguleringsprocenten blev -2,0.

11. Rigsrevisionen har fundet, at den kombinationsmodel, der lå til grund for beregningen af satsreguleringen for 1994, ikke var åbenbar i lovteksten.

Det er Rigsrevisionens opfattelse, at den anvendte kombinationsmodel, som fremgik af Finansministeriets interne sagsmateriale, burde have været oplyst overfor Folketinget i forbindelse med ændringslovens behandling. Finansministeriet oplyste, at ministeriet i henhold til lovens § 5, havde bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for opgørelsen af satsreguleringsprocenten mv. Rigsrevisionen har hertil bemærket, at internt sagsmateriale ikke kan sidestilles med bestemmelser fastsat i bekendtgørelsesform.

Rigsrevisionen har imidlertid konstateret, at det var lovgivers intention, at forhøjelsen af arbejdsmarkedsbidragene og den samtidige indregning af disse i beregningen ville medføre, at satsreguleringen af de skattepligtige overførselsydelser ville blive 4,7 procentpoint mindre end lønudviklingen. Dette modsvaredes af skattelettelser. Dette resultat kunne formentlig kun opnås ved anvendelse af kombinationsmodellen.

12. Beregningen af satsreguleringsprocenten i 1996, der blev foretaget med udgangspunkt i 1993-loven, skete på baggrund af ændringen i årslønningerne fra 1993 til 1994. Ved beregningen blev der fejlagtigt fratrukket AUD i 1993-årslønnen.

Satsreguleringsprocenten blev opgjort til 2,4. Hvis satsreguleringsprocenten var blevet opgjort uden fradrag af AUD, ville den have udgjort 1,7.

Som konsekvens af regnefejlen blev alle overførselsindkomster mv. i 1996 opreguleret med 0,7 % for meget, svarende til en statslig merudgift på ca. 1,5 mia. kr."

Undersøgelsen gav anledning til, at Statsrevisorerne skarpt påtalte Finansministeriets mangelfulde administration af lovgivningen om en satsreguleringsprocent, der havde medført fejl med alvorlige og vidtrækkende konsekvenser.

Finansministeriet har beregnet, at fejlen har indebåret en nettofordel (dvs. efter skat) for sagsøgeren på 385 kr.

Nogle generelle bemærkninger til DAs StrukturStatistik

Finansministeriet har den 23. juni 2000 udarbejdet følgende bemærkninger til beregning af lønudviklingen på baggrund af DAs strukturstatistik:

"...

Rådata til StrukturStatistikken

DA udarbejder StrukturStatistikken på baggrund af indberetninger fra DA's medlemsvirksomheder om udbetalinger af løn, opgjort på forskellige lønkomponenter. Den specifikke opdeling på lønkomponenter er fastsat i samarbejde med Danmarks Statistik, som anvender data fra DA's StrukturStatistik i Danmarks Statistiks egen strukturstatistik.

Ved udarbejdelsen af StrukturStatistikken gennemgår DA de indsamlede rådata med henblik på at kontrollere for manglende eller fejlagtige indberetninger om muligt bliver fejlagtige indberetninger rettet, ellers bliver de taget ud af statistikken.

Beregning af lønudviklingen på baggrund af StrukturStatistikken

StrukturStatistikken for to på hinanden følgende år kan anvendes til at beregne lønudviklingen fra det første til det andet år for forskellige grupper af lønmodtagere.

Der bliver imidlertid ikke beregnet stigningstakter på de lønniveauer, der er optrykt i to på hinanden følgende StrukturStatistikker. Inden stigningstakterne beregnes foregår en filtrering af datamaterialet.

Først opdeles datamaterialet fra hvert arbejdssted i 6 grupper, som alene tæller voksne lønmodtagere. Et arbejdssted kan eksempelvis være en filial i en større kæde, der tilsammen udgør en virksomhed som juridisk enhed.

Grupperne er dannet udfra 2 kriterier. Det første kriterium er aflønningsform, hvor der opdeles på tid respektive fastlønnede. Det andet kriterium er ansættelsesvilkår, hvor der opdeles på arbejdere, arbejdere ansat på funktionærlignende vilkår og funktionærer. Arbejdere og arbejdere ansat på funktionærlignende vilkår udgør tilsammen gruppen Arbejdere i DA's StrukturStatistik.

Filtreringen foregår herefter i 3 trin:

1 . Identiske grupper

Dette trin benævnes normalt identiske virksomheder i DA's StrukturStatistik. Filtrering er imidlertid mere finmasket. Der filtreres således for alle de grupper, der ikke findes i begge år. Hvis en gruppe på et arbejdssted ikke er indberettet til StrukturStatistikken i den ene periode eller er slettet på grund af fejlindberetning, indgår den ikke ved beregningen af stigningstakter. Typisk vil der være tale om, at virksomheder begynder at indberette eller stopper med at indberette til statistikken - derfor normalt benævnelsen identiske virksomheder.

2. Store virksomheder

I dette trin ses der alene på grupper på de arbejdssteder, hvor der er mere end 100 indberettede ansættelsesforhold, og hvor gruppestørrelsen er på mere end 50 ansættelsesforhold. Hvis der i en sådan gruppe er en relativ ændring i antal ansættelsesforhold eller antal dage i ansættelsesforhold på mere end 25 pct. mellem to på hinanden følgende StrukturStatistikker, indgår gruppen ikke i beregningen af stigningstakter. Formålet er at sortere de store virksomheder fra, hvor de store ændringer kunne tyde på en fejlindberetning i en af perioderne, eksempelvis hvis en gruppe kun er delvist indberettet i den ene periode, eller hvis den er fjernet i forbindelse med revisionen af rådata på grund af en fejlindberetning.

3. Store lønændringer pr. gruppe

I det sidste trin ses der på alle grupper på alle arbejdssteder. For hver af de 6 grupper på hvert arbejdssted (hvis de findes på det pågældende arbejdssted) sammenholdes lønændringen med den gennemsnitlige lønændring for hele det tilbageværende datamateriale. Hvis den beregnede lønændring for en gruppe på et arbejdssted afviger mere end +/- 10 pct.point fra den gennemsnitlige lønændring for hele det tilbageværende datamateriale, indgår gruppen ikke i beregningen af stigningstakter.

Det datamateriale, der er tilbage efter de tre filtreringstrin, bliver anvendt til beregningen af stigningstakter.

De kriterier, som ligger til grund for filtreringen af datamaterialet i StrukturStatistikken, er koordineret med Danmarks Statistik. I Danmarks Statistiks strukturstatistik anvendes de samme kriterier til filtrering af datamaterialet inden beregningen af stigningstakter. Det er almindelig praksis, at filtrere datasæt for abnorme observationer.

Stigningstakterne i både DA's og Danmarks Statistiks strukturstatistikker vil blandt andet afspejle lønstigninger for personer, der har samme job i samme virksomhed i de to år. Men den vil også afspejle ændringer i personsammensætningen på arbejdsmarkedet. Nogle personer forlader arbejdsmarkedet, andre træder ind på arbejdsmarkedet, og nogle skifter arbejdsplads eller får ny jobfunktion i samme virksomhed. Lønudviklingen i statistikkerne er således påvirket af populationsforskydninger inden for den enkelte virksomhed og mellem forskellige virksomheder.

Det datamateriale, der indgår ved beregningen af stigningstakterne i DA's StrukturStatistik, er det samme, som indgår i DA's opgørelse til Finansministeriet af den lønudvikling, der ligger til grund for fastsættelsen af satsreguleringsprocenten.

Tre forhold betyder, at den lønstigningstakt, som anvendes ved fastsættelsen af satsreguleringsprocenten, ikke er den samme som de stigningstakter, der indgår i DA's almindelige opgørelse i StrukturStatistikken.

For det første tages der ved fastsættelsen af satsreguleringsprocenten udgangspunkt i bruttoårslønnen for arbejdere og funktionærer i to på hinanden følgende StrukturStatistikker, hvor bruttoårslønnen er opgjort som timefortjenesten ganget med en standardarbejdstid, jf. bekendtgørelsen om beregning af satsreguleringsprocenten. Hvis standardarbejdstiden ændres, vil der være en forskel i den opgjorte lønstigningstakt.

For det andet er der forskel i det lønbegreb for timefortjenesten, som anvendes. I DA's StrukturStatistik offentliggørelse i stigningstakten i timefortjenesten ekskl. genetillæg. Den timefortjeneste, som anvendes ved fastsættelsen af satsreguleringsprocenten, er eksklusive genetillæg, fraværsbetalinger, kompensation for ikke-afholdte feriefridage, jf. dog § 8, stk. 3 i beregningsbekendtgørelsen, og pensionsbidrag.

For det tredje bliver bruttoårslønnen for arbejdere og funktionærer vejet sammen med den relative fordeling af arbejdsdage for arbejdere og funktionærer i det første år (dvs. med faste vægte som løbende ajourføres) ved beregningen af årslønudviklingen til fastsættelsen af satsreguleringsprocenten. I DA's StrukturStatistikken er der fra og med 1996 anvendt løbende vægte ved sammenvejningen af timefortjenesterne ekskl. genetillæg for arbejdere og funktionærer.

I DA's opgørelse til Finansministeriet er der således korrigeret for forskydninger i andelen af funktionærer og arbejdere fra et år til det næste. Det sker ved, at bruttoårslønnen for de to medarbejdergrupper, arbejdere og funktionærer, vejes sammen til en samlet bruttoårsløn ved anvendelsen af faste vægte, som nævnt ovenfor. Der bliver ikke korrigeret for eksempelvis en fuldmægtigs avancement til konsulent inden for funktionærgruppen eller en ufaglærte avancement til faglært inden for arbejdergruppen. Ej heller bliver der som udgangspunkt korrigeret for den enkelt lønmodtagers overgang fra arbejder- til funktionærstatus eller omvendt. Kun hvis det relative forhold mellem det samlede antal arbejdsdage for arbejdere og det samlede antal arbejdsdage for funktionærer ændres, bliver der korrigeret i Finansministeriets opgørelse."

Sagsøgerens beregnede tab i perioden som følge af en (for lav) beregning af satsreguleringsprocenten

Sagsøgeren har under sagens forberedelse foretaget beregninger, der viser tabet som følge af en for lavt beregnet satsreguleringsprocent for 1995.

Ved beregningen har sagsøgeren taget udgangspunkt i følgende forudsætninger:

"...

  • Målet for stigningstakter i timefortjenesten ekskl. genetillæg fra 1992 til 1993 for arbejdere og funktionærer er baseret på identiske virksomheder og opgjort med en decimal.
  • Der anvendes faste 1993-vægte for arbejdere og funktionærer, som er baseret på identiske virksomheder.
  • Der anvendes lønniveauer for arbejdere, funktionærer og voksne i alt i 1993, som er baseret på alle virksomheder.
  • Det antages, at løn under sygefravær mv. udgør en fast andel af timefortjenesten ekskl. genetillæg fra 1992 til 1993.
  • Stigningen fra 1992 til 1993 i arbejdere og funktionærers pensionsbidrag forudsættes at svare til henholdsvis 0,9 og 0,02 pct.enhed. Kilden er angiveligt Finansministeriets skøn og Økonomiministerielle notater samt sagsøgers egne skøn.

..."

Resultatet af beregningerne, der tager udgangspunkt i beregningen af en alternativ satsreguleringsprocent for 1995, ser således ud:

Tabel 1. Sagsøgers alternative satsreguleringsprocent 1995.

                                                                            

1992

1993

                                                   
                                                                       

Arb.

 Funkt.

Arb.

 Funkt.

Fortjeneste ekskl. genetillæg, kr.

118,55

160,52

121,40

163,89

- Løn under sygefravær mv., kr.

3,25

3,09

3,33

3,15

- Pension inkl. ATP, kr.

2,07

9,49

3,11

3,52

Fortjeneste efter korrektioner, kr.

113,23

147,94

114,96

151,22

Relativ fordeling af arb. og funkt., pct.

                           

0,61

0,39

Sammenvej et fortjeneste efter korr, kr

126,77

129,10

Sam vej. fortjeneste efter korr. og AM-bidrag, kr.

120,43

121,35

Lønstigningsakt, pct.

0,766 (=0,8)    

Satsreguleringsprocent

              0,5

                                                                             

Arb.

Funkt.

Arb.

Funkt.

Pensioners andel af timefortjeneste eksl genetillæg og løn under sygefravær mv., pct.

1,80

6,03

2,63

5,92

Ændring i pensions andel, pct. enhed

                

0,83

-0,11

Finansministeriet har heroverfor anført, at en beregning baseret på:

"...

  • de rigtige niveautal med 6 decimaler for timefortjenesten ekskl. genetillæg, løn under sygefravær mv. og pension inkl. ATP i 1993 for arbejdere og funktionærer opgjort på baggrund af løndata fra alle virksomheder
  • en fordeling af arbejdere og funktionærer på baggrund af antal præsterede arbejdsdage i 1993 i alle virksomheder
  • en stigning i pensionsindbetalingernes andel af timefortjenesten ekskl. genetillæg og løn under sygefravær mv. for arbejdere og funktionærer på henholdsvis 0,9 og 0,02 pct.enhed som forudsat af sagsøger ud fra de centrale overenskomster viser, at lønudviklingen for arbejdere og funktionærer kan opgøres til 0,662 pct., dvs. 0,7 pct.... Dermed vil satsreguleringsprocenten kunne opgøres til 0,4 pct., svarende til den af Finansministeriet fastsatte satsreguleringsprocent for 1995.

..."

Beregningen, der følger sagsøgerens metode, ser således ud:

Tabel 3. Genberegning med sagsøgers metode.

                                         

1992

1993

                                                       
                                                                             

  Arb.

Funkt.

Arb.

Funkt.

Fortjeneste ekskl. Genetillæg, kr.

118,80

162,12

121,63

165,52

- Løn under sygefravær mv., kr.

3,23

3,13

3,30

3,20

- Pension, kr.

2,01

9,56

3,12

9,80

Fortjeneste efter korrektioner, kr.

 113,55

149,42

115,21

152,53

Relativ fordeling af arb. og funkt., pct.

                           

0,63

0,37

Sammenvejet fortjeneste efter korr kr.

127 

129,15

Samvej. fortjeneste efter korr. og AM-bidrag, kr.

120,6 

121,40

Lønstigningstakt, pct.

0,662 (=0,7)

Satsreguleringsprocent

0,4

                                                                       

Arb.

Punkt.

Arb.

Funkt.

Pensioners andel af timefortjeneste eksl. genetillæg og løn under sygefravær mv., pct.

1,74

6,01

2,64

6,03

Ændring i pensions andel, pct.enhed

   

0,9

0,02

Anm.: Beregningerne er foretaget med 6 decimaler. I tabellen er alene angivet 2 decimaler, hvorfor der ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem summer mv. og underkomponenter i tabellen.

Det er sagsøgers opfattelse, at der ved beregningen af satsreguleringsprocenten for 1995 er sket følgende afvigelser fra satsreguleringslovens § 3:

"De i bilag AJ korrigerede data fra Strukturstatistik 1993 giver sagsøgeren mulighed for en mere præcis beregning af sandsynligheden for, at lønudviklingen fra 1992 til 1993 skulle være 1,822 % eller højere, og dermed at satsreguleringsprocenten for 1995 skulle være 0,5 i stedet for 0,4.

Indledningsvis kan fastslås, at der ved opgørelsen af satsreguleringsprocenten for finansåret 1995 er sket følgende afvigelser fra satsreguleringslovens § 3 samt den tidligere og senere praksis omkring opgørelsen af satsreguleringsprocenten:

  1. Lønudviklingen før fradrag for arbejdsmarkedsbidrag er kun beregnet med en decimal.
  2. Vægtgrundlaget er personalesammensætningen for 1992.
  3. Grundlaget for beregningen af satsreguleringsprocenten er lønudviklingen beregnet som den sammenvejede stigningsprocent for arbejdere og funktionærer.
  4. Lønudviklingen er ikke baseret på niveaulønnen for alle voksne arbejdere og funktionærer.
  5. Fradraget for pensionsbidraget savner statistisk grundlag.

Ad 1) Den dermed forbundne afrundingssikkerhed i lønudviklingen efter fradrag for arbejdsmarkedsbidrag medfører mulighed for, at satsreguleringsprocenten skulle være 0,5 i stedet for 0,4. Inddrages de efter sagsøgers opfattelse korrekte forhold med hensyn til vægtgrundlag, lønniveau og population samt pension bliver det overvejende sandsynligt, at satsreguleringsprocenten for 1995 skulle have været 0,5.

Ad 2) Forholdet mellem andelen af arbejdere og funktionærer overvurderes for arbejdernes vedkommende, da personalesammensætningen er baseret på antal ansættelsesforhold, og da personalesammensætningen typisk er væsentligt højere for arbejdere end for funktionærer.

Ad 3) En sammenvejning af separate stigningsprocenter for arbejdere og funktionærer er uafhængig af forskellen i lønniveauerne. Da funktionærernes lønniveau er 30 - 40 % højere end arbejdernes kan det betyde en undervurdering af lønudviklingen.

Ad 4) Lønudviklingen 1992/93 er baseret på et delmateriale, mens sagsøgers opfattelse er, at beregningsgrundlaget skal omfatte alle voksne arbejdere og funktionærer.

Ad 5) Ovennævnte delmateriale omfattede ikke oplysninger om lønmodtagernes pensionsbidrag, hvorfor de af DA foretagne fradrag, som er sagsøgeren ubekendt, må være baserede på skøn."

Finansministeriet har herefter foretaget en konsekvensberegning af sagsøgerens samlede tab i perioden, hvis man tager udgangspunkt i sagsøgerens forudsætninger:

Tabel 6. Opgørelse af "tab" med sammenlignelige lønbegreber.

                                                              

1994

1995

1996

1997

1998

Pct.

Sagsøgers skatteprocent

42,0

41,5

41,1

40,2

38,5

Kr .

Skat/personfradrag

                                                                         

- Faktisk metode

29.300

29.600

30.400

30.600

31.400

- Sagsøgers metode, korrekt 1994-løn

30.700

31.000

31.800

32.000

33.000

- Forskel

1.400

1.400

1.400

1.400

1.600

- Skatteværdi af forskel

588

581

575

563

616

Folkepension

                        

- Faktisk metode

63.804

64.056

65.592

65.808

67.380

- Sagsøgers metode, korrekt 1994-løn

63.804

64.056

65.592

65.808

67.776

- Forskel

0

0

0

0

396

- Forskel efter skat

0

0

0

0

244

           

Samlet tab

1.400

1.400

1.400

1.400

1.996

           

- Skatteværdi af tab

588

581

575

563

860

Anm.: Her er angivet de faktiske størrelser for personfradrag og folkepension i 1996, som var baseret på en forkert beregning satsreguleringsprocenten mv. I 1997 er anvendt de lovfastsatte satser for 1996 og 1997.

Finansministeriet angiver herefter følgende konklusion:

"Ud fra den korrekte opgørelse baseret på sagsøgers indsigelser kan det således konstateres, at sagsøgers indsigelse om, at 1993-loven tidligst kan have virkning for 1995, medfører et tab som følge af for lavt personfradrag i hele perioden 1994-98. Indsigelsen har derimod ikke medført et tab for så vidt angår sagsøgers pension.

Det kan endvidere konstateres, at sagsøgers indsigelse mod brugen af faste vægte og identiske virksomheder kun giver anledning til et tab i 1998. I dette år giver indsigelsen både anledning til et tab som følge af lavere folkepension og lavere personfradrag.

..."

Parterne er herefter enige i denne talmæssige opgørelse af sagsøgerens tab, men er ikke enige i de forudsætninger, der ligger til grund for beregningen. Det har ikke været muligt for Finansministeriet at fremlægge det løndatamateriale, der ligger til grund for beregningen af lønudviklingen i 1992-1993, fordi DA ikke længere er i besiddelse af materialet.

Anvendelse af faste vægte og identiske virksomheder

Som anført er et af sagsøgerens hovedsynspunkter, at anvendelse af faste vægte og identiske virksomheder ved beregningen af satsreguleringsprocenten er i strid med lovens formål.

Sagsøgeren har i et processkrift af 12. februar 2001 (IV) herom blandt andet anført følgende om lønudviklingen 1995-1996:

"I bilag 30 er arbejdernes timeløn ekskl. genetillæg i 1995 132,42 kr. og i 1996 136,44 kr. svarende til en stigning på 3,04 pct. Funktionærernes timeløn i de to år er 180,32 og 182,22 kr. svarende til en stigning på 1,05 pct. Timelønnen for arbejdere og funktionærer under et beregnet på grundlag af de oplyste antal præsterede arbejdsdage i de to år (dvs. løbende vægte) bliver 150,15 og 156,50 kr. svarende til en stigning på 4,23 pct.

Det er sagsøgerens opfattelse, at denne stigningstakt er det korrekte udtryk for ændringen i bruttolønnen for de voksne arbejdere og funktionærer, der indgår i Strukturstatistikkerne for 1995 og 1996. Det forudsættes dog, at forholdet mellem de i bilag 30 oplyste antal præsterede arbejdsdage for arbejdere og funktionærer helt svarer til forholdet mellem de timetal, der er anvendt til beregningen af timelønningerne. Er dette ikke tilfældet, udgør det i øvrigt efter sagsøgers opfattelse en ekstra fejlkilde i Finansministeriets beregning af årslønningerne.

Netop en situation som ovenstående, hvor den samlede stigningstakt meget betydeligt overstiger stigningstakterne for både arbejdere og funktionærer, kunne anses for at påvise det fejlagtige i at anvende løbende vægte. Den samlede timeløn for 1996 bliver nemlig beregnet med faste vægte, fordelingen i 1995, kun 153,38 kr. svarende til en stigning på 2,15 pct.

Med vægtfordelingen i 1996 som alternative vægte ville timelønnen i 1995 blive 153,41 kr. svarende til en stigning på 2,01 pct. Dette viser, at de to mulige valg af faste vægte også kan medføre forskellige resultater af betydning for lønudviklingen, og Finansministeriets valg må betragtes som vilkårligt.

Under alle omstændigheder bliver udviklingen i timelønnen for arbejdere og funktionærer under et beregnet med faste vægte kun ca. det halve af de 4,23 pct., der blev resultatet med løbende vægte.

Konjunkturstatistikken bygger på lønmodtagernes individuelle lønstigninger fra år til år, idet indsamlingen af data dog foregår kvartalsvis. Men forudsættes Konjunkturstatistikkens tal for udviklingen fra 4. kvartal 1995 til 4. kvartal 1996 at svare til åreudviklingen 1995/96 fås følgende resultater.

På grundlag af den halvdel af populationen, der ikke omfatter de 25 pct. laveste og de 25 pct. højeste stigningstakter, er den gennemsnitlige stigning 3,7 pct. for arbejderne, 3,8 pct. for funktionærerne og 3,8 pct. for grupperne under et. Medregnes hele populationen, er procenterne 4,7, 4,6 og 4,6. Disse tal anses dog for mindre sikre på grund af særligt høje stigningstakters indflydelse ....

Selv om det antages, at en del af de høje stigningstakter skyldes fejl i materialet trods Dansk Arbejdsgiverforenings kvalitetskontrol, vil en faktiske gennemsnitlige stigningstakt for hele populationen sandsynligvis ligge et sted mellem de 3,8 og de 4,6 pct. Midtpunktet 4,2 er en forsigtig vurdering, der imidlertid svarer ret præcist til stigningen på 4,23 pct. beregnet ud fra timelønningerne med løbende vægte. Konjunkturstatistikken giver således ikke anledning til forkastelse af dette resultat.

Medregnes genetillægget i timelønningerne, bliver stigningstakterne for arbejdere 3,08 pct. for funktionærer 0,95 pct. og tilsammen 4,00 pct. Den samlede stigning for arbejdere og funktionærer ligger således tæt på, men stadig over Konjunkturstatistikkens 3,8 pct. for den halve population. Overensstemmelsen mellem arbejderes og funktionærers samlede lønudvikling 1995/96 beregnet med løbende vægte på grundlag af Strukturstatistikkens timelønninger og Konjunkturstatistikkens samlede stigningstakt er således også i dette tilfælde god.

Derimod er de to statistikkers resultater for arbejderes og funktionærers separate stigningstakter stærkt modstridende. Medregnes genetillægget i Strukturstatistikkens timeløn, bliver stigningstakten for arbejdere alene 3,08 pct. Uden indregning af genetillægget bliver stigningstakten for arbejdere 3,04 pct. Konjunkturstatistikkens stigningstakt for arbejdere baneret på den halve population er 3,7 pct. og baseret på hele populationen 4,7 pct. Forskellen på Strukturstatistikkens og Konjunkturstatistikkens resultater ligger altså mellem 0,6 og 1,6 pct. med genetillægget indregnet og mellem 0,7 og 1,7 pct., når det ikke indregnes.

Medregnes genetillægget i Strukturstatistikkens timeløn for funktionærer, bliver stigningstakten 0,95 pct. Uden indregning af genetillægget bliver funktionærernes stigningstakt 1,05 pct. Konjunkturstatistikkens stigningstakt for funktionærer baseret på den halve population er 3,8 pct. og baseret på hele populationen 4,6 pct. Forskellen på Strukturstatistikkens og Konjunkturstatistikkens resultater for funktionærer ligger altså mellem 2,8 og 3,6 pct. med genetillægget indregnet og mellem 2,7 og 3,5 pct., når det ikke indregnes.

På ovenstående baggrund kan anvendelsen af identiske virksomheder og faste vægte ikke anses for at have korrigeret for strukturelle ændringer i arbejdsstyrken fra 1995 til 1996 på en realistisk måde. Den resulterende lønstigning for funktionærer på kun 0,2 pct. efter fradrag for sygeløn og pension kan ikke være i overensstemmelse med virkeligheden."

Denne beregning gav de sagsøgte anledning til følgende overvejelser i processkrift C af 28. september 2001:

"...

Der kan ikke drages nogen form for konklusion på grundlag af årslønsudviklingen bare for 1996. Det er også forkert, når sagsøgeren tilsyneladende lægger til grund, at 1,3 % er den stigningstakt, som er resultatet af Finansministeriets beregning, og drager sine konklusioner på grundlag af en sammenligning mellem denne stigningstakt og den stigningstakt på 4,23 %, som han nu på side 30 i sit processkrift selv anser for den rette. Som det fremgår af bilag 19, er det en stigningstakt på 2,7%, som er resultatet af Finansministeriets beregning.

Tilsvarende er stigningstakten på 0,2 % for funktionærer heller ikke den, der følger af Finansministeriets beregning, hvis man ser på stigningstakten for funktionærer alene. Hvis man foretager en sammenligning af funktionærlønnen i 1995 og 1996 under anvendelse af identiske virksomheder, er resultatet en stigning på 2,5 %, jf. bilag 19. Den stigning på 0,2 %, som ifølge sagsøgeren "ikke kan være i overensstemmelse med virkeligheden", jf. side 33, er faktisk den, der fremkommer, hvis man benytter hans egen metode (alle virksomheder), jf. bilag 2 til ministersvaret, der er fremlagt som bilag 30.

Stigningstakten på 4,23 %, som sagsøgeren nu anser for den rette, er i øvrigt baseret på en sammenligning mellem lønbegreber, der slet ikke kan sammenlignes med det, der følger af satsreguleringsloven. Bl.a. er der ikke foretaget fradrag for pensionsbidrag og fraværsbetaling i de timelønsbegreber, der indgår i sagsøgerens beregning. I øvrigt er den af sagsøgeren på side 30 i hans processkrift anførte forudsætning om forholdet mellem antal arbejdsdage for arbejdere og funktionærer heller ikke korrekt, jf. bilag AG.

Resultatet af sagsøgerens beregning - en stigningstakt på 4,23 % - afviger da også markant fra det, som han hidtil har anset for det rigtige resultat af en opgørelse baseret på det totale løngrundlag - altså uden anvendelse af identiske virksomheder og faste vægte. Det er - som anført øverst på side 29 i sagsøgerens processkrift IV - 3,3 % og ikke 4,23 %. Det er således også en stigningstakt på 3,3 % for 1996, som sagsøgeren selv har lagt til grund i sin beregning af satsreguleringsprocenten for 1998, jf. side 12 i hans processkrift IV. Derfor er det ikke alene forkert, men også selvmodsigende, når sagsøgeren nu - på side 30 i sit processkrift - lægger til grund, at en stigningstakt på 4,23 % skulle være det rigtige udtryk for lønudviklingen."

Finansministeriet har i notat af 28. juni 2001 udtalt sig om sagsøgerens beregning af lønudviklingen i 1996. Det hedder blandt andet heri:

"Sagsøger bemærker, at forskellen mellem stigningstakterne ved anvendelse af faste 1995-vægte og faste 1996-vægte viser, at FM's valg af vægtning må betragtes som vilkårligt. Hertil kan bemærkes, at det mest normale ved beregning med faste vægte er at anvende "primo"-vægte. Det gjorde DA i StrukturStatistikken, indtil man begyndte at anvende løbende vægte fra og med 1996, og man gør det også i den nye KonjunkturStatistik fra 1. kvartal 2000, hvor stigningstakterne i øvrigt beregnes på identiske virksomheder i stedet for identiske individer.

Det skal også bemærkes, at stigningstakterne for arbejdere og funktionærer i Strukturstatistikken bliver henholdsvis 3,9 og 2,8 pct. ved anvendelse af identiske virksomheder. Det er således henholdsvis 0,9 og 1,7 pct.enheder højere end ved anvendelse af alle virksomheder. Anvendes faste 1995-vægte til sammenvejning af arbejdere og funktionærers lønninger bliver stigningstakten 3,4 pct. med identiske virksomheder mod 2,15 pct. med alle virksomheder. Anvendes løbende vægte til sammenvejningen bliver stigningstakten 3,7 pct. med identiske virksomheder mod 4,23 pct. med alle virksomheder. I den forbindelse kan det bemærkes, at stigningstakten i Danmarks Statistiks strukturstatistik er opgjort til 3,8 pct. ud fra identiske virksomheder.

Sammenfattende kan det konstateres, at der er tale om principielt usammenlignelige stigningstakter, og at en sammenligning mellem disse derfor ikke kan give grundlag for nogen seriøs eller meningsfuld konklusion.

For det første sammenlignes stigningstakter for alle virksomheder (Strukturstatistikken) med stigningstakter for identiske individer (Konjunkturstatistikken). Sidstnævnte er blandt andet påvirket af anciennitetsstigninger, og som nævnt er DA på 1. kvartal 2000 overgået til at opgøre stigningstakterne i Konjunkturstatistikken på baggrund af identiske virksomheder. For det andet er Konjunkturstatistikken baseret på en stikprøve af DA's medlemsvirksomheder. Stigningstakterne er derfor opgjort med en usikkerhed på +/- 0,5 pct.enhed, således som det fremgår af bilag 68. For det tredje er lønbegrebet i Konjunkturstatistikken timefortjeneste inkl. genetillæg samt pensions- og fraværsbetalinger. Det kan derfor ikke sammenlignes med timefortjenesten ekskl. genetillæg men inkl. pensions- og fraværsbetalinger i Strukturstatistikken. For det fjerde sammenlignes med år-år stigningstakten i et enkelt kvartal i Konjunkturstatistikken og ikke en stigningstakt for hele året. For det femte sammenlignes kun et enkelt år og ikke en længere periode som nævnt indledningsvis. For det sjette stemmer ingen af de sammenlignede lønbegreber overens med det lønbegreb, som i henhold til lov om en satsreguleringsprocent og beregningsbekendtgørelserne skal anvendes ved fastsættelsen af satsreguleringsprocenten mv. (Helårsfortjeneste ekskl. gene- og fraværs- og pensionsbetalinger)."

Fradrag for private pensioner administreret af arbejdsgiveren

Som anført er det tillige sagsøgerens hovedsynspunkt, at private pensioner, administreret af arbejdsgiveren, ikke skal fradrages ved opgørelsen af årslønnen for arbejdere og funktionærer.

Finansministeriet har den 12. april 2000 udarbejdet et notat vedrørende pensionsbidrag i Strukturstatistikken. Det er heri blandt andet anført:

"Vedr. pensionsbidrag i Strukturstatistikken

I DA's StrukturStatistik indgår en lønkomponent med betegnelsen "Pension inkl. ATP". Denne lønkomponent fratrækkes timefortjenesten ved beregning af den årsløn, der ligger til grund for opgørelsen af satsreguleringsprocenten.

Ifølge vejledningsmaterialet for 2000 om indberetning til DA's LønStatistik skal der under "Bidrag til pension og ATP" indberettes "... arbejdsgiverens og lønmodtagerens bidrag til ATP, arbejdsmarkedspension og andre pensionsordninger, der administreres af arbejdsgiver. Derimod skal særlig pensionsopsparing (SP) samt pensionsbidrag, der hidrører fra fratrædelsesgodtgørelse og jubilæumsgratiale (0011) ikke med regnes."

Indeholdt i komponenten "Pension inkl. ATP" vil således være:

  1. Pensionsbidrag fastsat ved lov. Herunder hører primært ATP. Dertil kommer eksempelvis pensionsbidrag som fastsat ved Lov om fornyelse af visse overenskomster i 1998.
  2. Pensionsbidrag fastsat ved central overenskomst. Herunder hører den løbende udbygning af pensionsbidrag ved overenskomsterne, typisk med 1/3 betalt af lønmodtageren og 2/3 betalt af arbejdsgiveren.
  3. Pensionsbidrag fastsat på den enkelte virksomhed, som omfatter alle eller grupper af medarbejdere på den enkelte virksomhed.
  4. Individuelle pensionsbidrag, som den enkelte lønmodtager har aftalt med sin arbejdsgiver. Et eksempel er ledere, som ikke er omfattet af generelle overenskomstforhandlinger, men selv forhandler løn og pension.
  5. Private pensionsbidrag, som er administreret af arbejdsgiveren på opfordring af lønmodtageren. Herunder hører pensionsbidrag, som lønmodtageren har bedt sin arbejdsgiver om at indbetale til en selvvalgt pensionskasse eller pengeinstitut mv. Det kunne eksempelvis være indbetaling til en kapitalpension i lønmodtagerens pengeinstitut, eller indbetaling af et ekstra pensionsbidrag til den pensionskasse, der administrerer lønmodtagerens overenskomstaftalte pensionsbidrag. Alternativet for lønmodtageren er at få hele sin løn udbetalt og selv foretage pensionsindbetalingen.

Det er ikke i DA's Strukturstatistik muligt at udsondre de enkelte typer af pensionsbidrag. Det er alene summen af disse pensionsbidrag, som indberettes til DA's lønstatistik.

DA har derfor heller ikke kendskab til omfanget af den type pensionsbidrag, der er nævnt under pkt. 5. Det er imidlertid DA's formodning på baggrund af kendskabet til overenskomstaftaler om pension, at sådanne bidrag ilske har nogen særlig betydning for de beregnede stigningstakter ekskl. pension i DA's opgørelse af lønudviklingen til Finansministeriet."

Sagsøgeren har i det ovenfor omtalte processkrift IV tillige berørt dette emne, hvori det blandt andet anføres:

"Det vil blive påvist, at lønmodtagerne må have ændret indbetalingen af private pensioner administreret af arbejdsgiveren i lønårene 1998 og 1999 i et sådant omfang, at satsreguleringsprocenten i finansåret 2000 ville have væregi 0,1 % lavere og i finansåret 2001 0,3 % højere, såfremt privat pensioner administreret af arbejdsgiveren ikke var blevet fratrukket.

Pensionernes andel excl. ATP af fortjenesten pr. præsteret time excl. genetillæg og løn under sygefravær er i 1998 og 1999 steget med henholdsvis på 0,3 % og 0,8 % .... Finansministeriet har i 1998 skønnet, at der ville være en stigning i pensionernes andel af lønnen i 1998 og 1999 med henholdsvis 0,4 % og 0,5 %. Dette fremgår af notat af 16. december 1998 om skøn for satsreguleringsprocenten for 1999 - 2002.

Sagsøgeren lægger til grund, at den løn, som de 0,4 henholdsvis 0,5 % beregnes af, er fortjenesten pr. præsteret time excl. genetillæg og løn under sygefravær.

Finansministeriets stigningstakter er udgangspunktet for de nedenstående beregninger over konsekvensen af fradraget for private pensioner administreret af arbejdsgiverne i finansårene 2000 og 2001. Dansk Arbejdsgiverforenings antagelse, jf. bilag AC, af, at andelen af private pensioner administreret af arbejdsgiveren kun er beskeden, indgår også i forudsætningerne, idet denne andel sættes til 3 % i 1997. Derudover forudsættes, at de private pensioner administreret af arbejdsgiveren kun stiger som følge af udviklingen i bruttolønnen, idet afvigelser derfra vil være udtryk for ændringer, der ikke er obligatoriske.

Under disse forudsætninger, der kan revideres, såfremt sagsøgte fremlægger afvigende konstaterede tal, er det muligt at beregne udviklingen i de private pensioner administreret af arbejdsgiveren med god præcision.

Resultatet for lønår 1998's vedkommende er, at de private pensioner administreret af arbejdsgiveren pr. time er faldet til 0,13 kr. eller 1,2 % af den samlede pension pr. time. For lønår 1999 er de private pensioner administreret af arbejdsgiveren derimod steget til 0,61 kr. pr. time eller 5,2 % af den samlede pension pr. time. I forhold til andelen af den samlede pension pr. time i året forud - 3 % i 1997 og 1,2 % i 1998 - er forskellen for 1998 en reduktion på 1,8 % og for 1999 en forhøjelse på 4 % af de private pensioner administreret af arbejdsgiveren. Disse forskelle svarer til -0,1 % henholdsvis + 0,3 % i lønudviklingen til brug for satsreguleringen i finansårene 2000 og 2001.

Forudsættes i 1997 en større andel privat pension end 3 % vil forskellen mellem de af sagsøgeren beregnede lønudviklinger og de af Finansministeriet anvendte lønudviklinger blive øget, men ikke væsentligt. Beregningerne er under de givne forudsætninger således dokumentation for, at fradraget for private pensionsordninger administreret af arbejdsgiveren har påvirket satsreguleringsprocenterne i hvert fald for finansårene 2000 og/eller 2001."

Parterne er enige om, at de pensioner, der er omfattet af Finansministeriets notat pkt. 1-3, skal fradrages. Herudover mener de sagsøgte, at også pensioner, omfattet af pkt. 4-5 skal fradrages, medens sagsøger ikke er enig heri. Der er dog mellem parterne enighed om, at der ikke findes talmæssige data (statistik), der kan dokumentere omfanget af uenigheden, idet talmaterialet ikke er fordelt på de enkelte pensionstyper. Der er endelig enighed om, at sagsøgers beregninger ikke har direkte betydning for sagen, idet denne kun omfatter årene 1995-1998.

Finansministeriet har i øvrigt om sagsøgers beregninger blandt andet anført følgende i notat af 28. juni 2001:

"Fastsættelsen af satsreguleringsprocenten ifølge lov om en satsreguleringsprocent skal ske på baggrund af DA's StrukturStatistik. Der må derfor tages udgangspunkt i de beregningsmuligheder, anvendelse DA's StrukturStatistik giver. Den eneste mulighed i DA's Strukturstatistik er, at der foretages fradrag for de samlede pensionsindbetalinger. De forskellige typer af pensionsbidrag kan ikke udskilles af DA's Strukturstatistik.

Den korrekte konklusion på baggrund af de af sagsøger opstillede kriterier er imidlertid, at udeladelse af fradrag for private pensionsbidrag ingen effekt ville have på fastsættelsen af satsreguleringsprocenten i 2000 og 2001."

Sagsøgeren har herefter foretaget en række beregninger, der efter hans opfattelse kan påvise, "at stigninger i samtlige obligatoriske pensionsbidrag af typerne 1-3 mellem 0,32 % og 0,41 % i 1998 med en andel frivillige bidrag af type 4 og 5 mellem 3 % og 10 % vil medføre et fald i satsreguleringsprocenten for 2000 på 0,1, hvis de frivillige bidrag ikke fratrækkes lønudviklingen. Samtidig vil satsreguleringsprocenten for 2001 stige med 0,1 eller 0,2 afhængigt af, om stigningen i samtlige obligatoriske pensionsbidrag af typerne 1-3 i 1999 ligger mellem 0,63 % og 0,72 % eller mellem 0,54 % og 0,63 %".

Finansministeriet har her over for i notat af 29. august 2002 blandt andet anført, at sagsøgerens beregningsmetode og de anvendte talmæssige forudsætninger savner grundlag i almindelige matematiske og statistiske principper. De bygger på alternative forudsætninger og skøn.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet forklaringer af sagsøgeren, BS, KH, KA, LS, DS og BF.

Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han blev pensionist i 1993. Som erhvervsaktiv arbejdede han til sidst som edb-medarbejder. Fra slutningen af 1940'erne til 1960 arbejdede han med statistik på henholdsvis ... og hos en professor med privat praksis. Han har ingen formel uddannelse inden for statistik. Han forventede, at nogen ville gøre opmærksom på fejlen vedrørende satsreguleringsprocenten for 1994, men det skete ikke, og derfor begyndte han selv at undersøge sagen. Han henvendte sig først til Told og Skat i Køge, men de henviste ham til Finansministeriet. I Finansministeriet talte han blandt andre med BS, der ikke mente, at der var begået nogen fejl. Siden henvendte han sig til Justitsministeriet og Folketingets Ombudsmand og senere atter til Finansministeriet. Han lavede nogle yderligere beregninger, og det endte med, at Finansministeriet indrømmede, at der var begået en regnefejl vedrørende satsreguleringsprocenten for 1996. I oktober 1996 var der endnu ingen, der havde sagt til ham, at han burde søge sine skatteansættelser genoptaget.

BS har forklaret blandt andet, at han er uddannet cand.scient.pol. og var ansat i Finansministeriet fra primo 1993 til 1. december 1994 som fuldmægtig. Fra foråret 1993 tog han sig særligt af Socialministeriets budgetområde, og senere overtog han arbejdet med satsreguleringsloven. Hans chef på dette område var KK. Vidnet var meget involveret i den ændring af satsreguleringsloven, der skete i foråret 1993. Lovændringen hang sammen med den vedtagne skattereform, hvorved arbejdsmarkedsbidraget blev væsentligt forhøjet. Ændringen af satsreguleringsloven havde til formål at præcisere, hvilken virkning det skulle have på satsreguleringsprocenten, at arbejdsmarkedsbidraget blev forhøjet, og meningen var at fremrykke indregningen af de nye arbejdsmarkedsbidrag. Det var ham, der udarbejdede lovudkastet og bemærkningerne hertil. I dette lovtekniske arbejde deltog blandt andet også en jurist, PR. Vidnets notat af 12. maj 1996 hang sammen med lovændringen og var til brug for den arbejdsgruppe, der forestod koordineringen af reglerne på de forskellige ministerområder, som satsreguleringsprocenten havde indvirkning på. Notatet er udtryk for de forventninger, som han havde til virkningerne af den nye lov. Det fremgik ikke klart af lovteksten, om de sociale bidrag for 1991 skulle indregnes, men set i sammenhæng med lovens formål var det klart, at det var det, der var formålet. Ved lovændringen i 1993 blev der også taget højde for, at DA fra 1993 ville ændre sig statistikgrundlag, og at dette ville få virkning for satsreguleringsprocenten fra 1995. Den nye strukturstatistik fra DA ville omfatte såvel arbejdere som funktionærer. Hans notits af 11. januar 1994 skal ses i sammenhæng med det forhold, at DA på det tidspunkt var ved at udvikle sin nye statistik, og at Finansministeriet havde en interesse i at kunne få oplysninger til fastsættelse af satsreguleringsprocenten, der lå så tæt på den type oplysninger, som man havde modtaget under den gamle statistik. Finansministeriet bad ikke DA om det tekniske talgrundlag, der lå til grund for DAs udmelding om en lønstigning fra 1992 til 1993 på 1,8%. Han vil afvise, at der i Finansministeriet var en holdning om, at satsreguleringsprocenten skulle ende på et bestemt tal af hensyn til statsfinanserne; det var alene holdningen fra chefside at satsreguleringsprocenten skulle fastsættes på et grundlag, der lå så tæt på det tidligere som muligt. Hans afløser på arbejdet med satsreguleringsloven var KH, og han gennemgik beregningsmåder m.v. sammen med hende. Det er hans opfattelse, at A ved sine henvendelser til Finansministeriet interesserede sig for, efter hvilke principper Finansministeriet havde beregnet satsreguleringsprocenten i forbindelse med lovændringen. A mente, der burde være beregnet på en anden måde. As privatøkonomi blev ikke drøftet. Der var ingen interne uoverensstemmelser om beregningsprincipper i Finansministeriet.

KH har forklaret blandt andet, at hun er uddannet cand.polit. og var ansat i Finansministeriet fra 1. januar 1994 til 30. oktober 1996 som fuldmægtig. Hun overtog sagen om satsreguleringsprocenten fra BS fra 1. januar 1995. Samtidig overtog KA stillingen som kontorchef. I forbindelse med arbejdet med satsreguleringsprocenten for 1996 bemærkede hun, at loven ikke var særlig præcist formuleret. Hun havde endvidere svært ved at finde ministeriets sagsakter. Som arbejdsgrundlag anvendte hun derfor BSs garnle sager og noter. Der var blandt andet nogle overgangsproblemer vedrørende arbejdsmarkedspensioner, som hun blandt andet drøftede med VT hos DA. Efter hendes opfattelse omfatter begrebet "private arbejdsgiveradministrerede pensioner" alle pensioner, der så at sige "er inde over" arbejdsgiveren. Det var ikke et problem, hun dyrkede. Hun mener dog ikke, at private pensionsordninger falder ind under begrebet "arbejdsmarkedspensioner". Den 16. maj 1995 afholdtes et møde mellem Finansministeriet og DA til fastlæggelse af, hvilke elementer der skulle medregnes i lønbegrebet. Finansministeriet havde ingen indflydelse på de indsamlede grunddata, men i det omfang loven var uklar, kunne der ske fravalg af forskellige elementer, og i den forbindelse måtte Finansministeriet træffe en beslutning herom. Hun vil ikke betegne mødet med DA som en forhandling. Efter mødet ventede Finansministeriet blot på, at statistikken kom. DA havde imidlertid nogle computerproblemer, og Finansministeriet måtte derfor arbejde med et skøn på 0,9% i forbindelse med finanslovsforslaget det år. Hun opfatter skrivelsen af 26. september 1995 fra BF til Finansministeriet som en bekræftelse på, hvad der var blevet aftalt på maj-mødet. DAs udmelding om en lønstigning fra 1993 til 1994 på 3,8% var væsentligt højere end Finansministeriets eget skøn, men det gav ikke anledning til overvejelser om en "omberegning" af satsreguleringsprocenten. Det var meget vigtigt, at man fulgte den rigtige og hjemmelsmæssigt korrekte måde. As henvendelse om, at AUD-bidraget ikke skulle have været fratrukket i 1991-lønnen, gav anledning til en undersøgelse fra hendes side, men hun konkluderede, at det var den rigtige måde, Finansministeriet havde gjort det på. KA var enig. Hun overgav sagen om satsreguleringsprocenten til Søren Aagesen. Det skete, inden hun ophørte i Finansministeriet.

KA har forklaret blandt andet, at han er uddannet cand.polit. og var ansat i Finansministeriet fra 1987 til 1996. Den 1. januar 1995 blev han udnævnt til kontorchef og overtog samtidig området med satsreguleringsloven. Der var ingen overdragelsesforretning mellem ham og den tidligere kontorchef, idet dette ikke sker på chefniveau. Han deltog ikke i mødet med DA den 16. maj 1995, men han husker, at der var diskussioner om, hvilke elementer der skulle indgå i lønbegrebet. Spørgsmålet om faste eller løbende vægte var ikke så vigtigt, hvorimod spørgsmålet om fradrag eller ej for AUD kunne betyde en forskel på omkring 1,5 milliarder kr. Spørgsmålet om AUD optog ham derfor mest. Det var vigtigt og afgørende, at det, der blev lavet, var korrekt. Problemet var, at satsreguleringsloven ikke var klar, og derfor måtte Finansministeriet selv træffe en beslutning, som man mente, var den rigtige i forhold til loven og forudsætningerne i 1993-loven.

LS har forklaret blandt andet, at han er uddannet cand.polit. og blev ansat i Finansministeriet i begyndelsen af 1995. Han fik med satsreguleringsloven at gøre i april/maj 1996. Han overtog området fra KH, som han kunne "trække på", medens hun stadig var ansat i Finansministeriet. Efter hans opfattelse er anvendelsen af faste vægte med til at sikre lovens formål om en regulering i takt med lønudviklingen. Såfremt man anvendte løbende vægte, kunne man få en samlet stigningstakt, som ingen lønmodtager havde opnået i virkeligheden. I anmærkningen på side 1 i hans notat af 30. maj 1996 skulle der have stået "identiske virksomheder" og ikke "identiske personer". Den ændring af satsreguleringsloven, der skete ved lov nr. 989 af 26, november 1996, stod blandt andet han og DS for. Formålet med lovændringen var for det første at rykke tidsfristen for udstedelse af satsreguleringsbekendtgørelsen, og for det andet fandt man det ønskeligt at præcisere, hvorledes årslønnen skulle opgøres. Man kan ikke sige, at det var As henvendelse, der medførte ønsket om en præcisering, men man tog Rigsrevisionens anbefalinger alvorligt. Han erindrer ikke, at Finansministeriet skulle have overvejet at gå over til løbende vægte, da DA gik over til dette princip. Der er efter hans opfattelse kun fordele ved at anvende identiske virksomheder, idet sammenligningsgrundlaget derved bliver ens, hvilket det ellers ikke ville være. Det var ikke muligt at udskille de nævnte pensionsindbetalinger, og da de ikke kunne antages at have nogen betydning for de beregnede stigningstakter, gav det ikke Finansministeriet anledning til nærmere overvejelser. Han har talt i telefon med A, og det er hans opfattelse, at A helt overvejende gik efter principper og ikke forholdet til sin egen økonomi. Det har aldrig strejfet ham, at han skulle henvise A til at klage til skattevæsenet. Han havde ikke mere med satsreguleringen at gøre efter udgangen af august 1997.

DS har forklaret blandt andet, at han er uddannet cand.polit. og blev kontorchef i Finansministeriet fra den 1. maj 1996. Han fik samtidig med satsreguleringsloven at gøre. Han ophørte definitivt som chef på dette område ultimo oktober 1999, men i perioden august 1998 til august 1999 havde han heller ikke med området at gøre. Han deltog ikke i mødet med DA i maj 1996. I juli/august 1996 fandt man på grund af As henvendelse til Finansministeriet regnefejlen vedrørende 1996. Baggrunden for lovændringen i 1996 var blandt andet en præcisering af loven. Det ville efter hans opfattelse være overflødigt i lovteksten at skrive "sammenvejet", hvis det var meningen, at der skulle anvendes løbende vægte. Såfremt der anvendes løbende vægte, vil en forskydning i populationen få en selvstændig betydning, der ikke har med lønudviklingen at gøre. Anvendelsen af identiske virksomheder er for Finansministeriet en praktisk måde at sikre det mest retvisende grundlag for beregningen af lønudviklingen. Det fik ikke Finansministeriet til at gå over til løbende vægte, at DA gjorde dette, idet det var Finansministeriets opfattelse, at faste vægte gav det mest korrekte billede af lønstigningstakten. Ved valg af beregningsmetode indgik der ingen nationaløkonomiske overvejelser i retning af, at satsreguleringsprocenten skulle være så lav som mulig. DA gjorde på et tidspunkt opmærksom på, at der i de opgjorte pensionsindbetalinger kunne indgå private arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger. Dette anså Finansministeriet ikke som et problem. I øvrigt var det ikke praktisk muligt at udsondre disse private pensioner, og det måtte antages, at de var af meget beskeden størrelse og derfor uden praktisk betydning.

BF har forklaret blandt andet, at han er uddannet cand.polit. og har været ansat i DA siden september 1992. Da han blev ansat, var hans chef LR. Siden august 1995 har han været underdirektør med ansvar for blandt andet DAs lønstatistik. VT havde blandt andet med serviceringen af Finansministeriet at gøre i relation til satsreguleringsloven. VT og han var kollegaer i økonomisk afdeling. Det er meget vigtigt for DA, at deres lønstatistik, der blandt andet anvendes af arbejdsmarkedets parter ved overenskomstforhandlinger er troværdig. Danmarks officielle lønstatistik står Danmarks Statistik for, men det foregår i samarbejde med DA. DA har lavet en lønstatistik siden omkring 1910. Strukturstatistikken er blevet til i samarbejde med Danmarks Statistik, men initiativet til denne statistik kom fra DA, der mente, at den hidtidige LO-arbejderstatistik ikke længere afspejlede samfundet. Det var LR, der havde ansvaret for overgangen til den nye statistik, og vidnet deltog ikke i selve udviklingsarbejdet med den første strukturstatistik, der udkom i oktober 1994. Forsinkelsen med lønstatistikken for 1994 skyldtes edb-problemer i forbindelse med indførelse af ny teknologi i DA. Særkørslen vedrørende lønudviklingen fra 1992 til 1993 vil ikke kunne gentages eller reproduceres i dag. Som nævnt i DAs skrivelse af 31. maj 1994 til Finansministeriet, var DA på grund af overgangen til strukturstatistikken nødt til at finde en overgangsløsning i relation til lønstigningen fra 1992 til 1993, idet man simpelthen ikke havde alle relevante tal for funktionærerne. DA var således nødt til at foretage et skøn vedrørende denne stigningstakt. Fra lønstatistikken for 1994 kom personalegoder med ind i lønbegrebet. Oplysninger om personalegoder fik man reelt automatisk, idet der fra 1994 var pligt til at foretage særskilt indberetning herom til skattemyndighederne. Der var således tale om, at alle betalinger fra arbejdsgiver til lønmodtager skulle indgå i fortjenestebegrebet. For 1993 fandtes der ingen særskilt eller udspecificeret opgørelse over personalegoder, idet der på det tidspunkt ikke var indberetningspligt til skattemyndighederne. Virksomhederne kunne derfor i 1993 have haft en lønbyrde, som DA ikke kendte til. Denne forskel blev der korrigeret for ved beregningen af stigningstakten fra 1993 til 1994, ved at personalegoderne blev trukket ud igen. I forarbejderne til strukturstatistikken står der ikke noget om identiske virksomheder, og første gang brugen heraf omtales, er i en skrivelse af 7. april 1995 fra DA til Finansministeriet. Den efterfølgende korrespondance mellem DA og Finansministeriet mundede ud i en konklusion om, at det bedste ville være at anvende identiske virksomheder. Der havde således været en stor stigning i antallet af medlemsvirksomheder i DA fra 1993 til 1994, og forskydninger i medlemspopulationen og indberetningsgrundlaget kan i væsentlig grad påvirke stigningstakten. Brugen af identiske virksomheder er et bærende princip, som DA også anvender i dag. I den gamle LO-arbejderstatistik fra før 1992 anvendte man ikke identiske virksomheder, da der på grund af små forskydninger i medlemspopulationen og en meget stabil indberetning ikke var behov herfor. DA gik over til at anvende flydende vægte i strukturstatistikken fra og med lønstatistikken for 1996. Det har aldrig været meningen at anvende faste vægte i strukturstatistikken, hvilket også fremgår af DAs særnummer om den ny lønstatistik fra oktober 1993. Før lønstatistikken for 1996 havde man fundet brugen af faste vægte formålstjenlig på grund af kvaliteten af talmaterialet. Han tør ikke sige, om det var et ønske fra Finansministeriet eller en anbefaling fra DA, at der blev anvendt faste vægte. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, hvad det er, man skal beregne, og så gøre op med sig selv, om faste eller løbende vægte er bedst til netop den beregning. I DAs konjunkturstatistik anvendes fortsat faste vægte. Det er hensynet til virksomhedernes indberetningsbyrde, der er baggrunden for, at det ikke er muligt at udsondre de private arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger fra andre pensioner. DA anmoder således kun virksomhederne om at indberette deres samlede pensionsindbetalinger. Han kender ikke størrelsen af disse private pensioner. Som led i en kvalitetskontrol sker der i DA en vis frasortering af data, hvilket også gælder i relation til de tal, der videregives til Finansministeriet. Dette kan for en statistiker virke ubehageligt, men det er efter hans opfattelse en gevinst for statistikkens kvalitet. En "filtrering" er således nødvendig for at skærme for blandt andet pludselige udsving. Det samme sker også i Danmarks Statistik. Han har ikke selv prøvet at fremstille en arbejderstatistik, og han ved ikke, om der i den gamle statistik blev anvendt faste vægte. Han mener, at man både i den gamle arbejder- og funktionærstatistik havde lønmodtagerens men ikke virksomhedens pensionsbidrag med. Genetillægget kan principielt variere fra år til år i procent af lønnen. I 1993 indgik cirka 250.000 lønmodtagere i strukturstatistikken, og i 2002 var tallet steget til cirka 565.000. Antallet af lønmodtagere under DAs område ligger på cirka 700.000, og DA dækker 40-45 % af lønmodtagerne på det private arbejdsmarked. Lønbegrebet har for så vidt hele tiden været det samme med den undtagelse, at personalegoderne er kommet til. Hertil kommer, at AUD ikke blev indregnet for 1993. AUD blev dog indregnet ved genberegningen for 1993. Man kan således ikke tale om, at der er lavet et nyt lønbegreb.

Procedure

Sagsøgerens procedure

Satsreguleringsloven er en skattelov, idet den blandt andet regulerer indkomster, ligesom loven regulerer skatteberegningen, f. eks. personfradraget i personskattelovens § 20. Som følge heraf gælder det skærpede hjemmelskrav i Grundlovens § 43 og forbudet mod delegation. Der er derfor grænser for, hvad Finansministeren kan overlade til sine embedsmænd med hjemmel i satsreguleringslovens § 5. For så vidt angår bevisbyrdefordeling er parterne enige om, at det er sagsøgerens bevisbyrde at påvise, at Finansministeriet har fastsat satsreguleringsprocenten forkert. Som udgangspunkt kan sagsøgeren også erklære sig enig i, at han har bevisbyrden for, at han har lidt et tab. Sagsøgeren gør imidlertid gældende, at der må ske en lempelse af kravet til bevis, hvis Finansministeriet ikke har de nødvendige, konkrete tal i sine statistikker, og det er årsagen til, at sagsøgeren ikke kan føre det objektive bevis for sit tab. Sagsøgeren er af den opfattelse, at den, der er nærmest til at kende oplysningerne, skal bære byrden for, at det objektive bevis ikke kan føres. Sagsøgeren gør derfor gældende, at han blot skal sandsynliggøre, at han har lidt et tab, og kravet hertil skal ikke være strengt. Derfor er det sagsøgerens opfattelse, at hvis han kan sandsynliggøre at have lidt et tab, så har han krav på en ny administrativ behandling i overensstemmelse med de nedlagte påstande.

Hvornår har lov nr. 450/1993 virkning fra?

Sagsøgeren har gjort gældende, at satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten for finansåret 1994 er opgjort forkert, idet de ikke er opgjort i overensstemmelse med lov nr. 385 af 13. juni 1990, men derimod efter lov nr. 450 af 30. juni 1993, der ændrede lov nr. 385 af 13. juni 1990 § 3, men som først trådte i kraft den 1. januar 1994. Satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten skulle ifølge lov nr. 385 af 13. juni 1990 § 5, 1. punktum, bekendtgøres i juni måned året før finansåret, dvs. at satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten for finansåret 1994 skulle bekendtgøres i juni 1993, hvorfor ændringen af satsreguleringslovens § 3 ved lov nr. 450 af 30. juni 1993 først kunne få virkning fra og med finansåret 1995.

Det fremgår af satsreguleringslovens § 1, 2. punktum, at satsreguleringsprocenten for finansåret 1994 skulle fastsættes senest ved udgangen af kalenderåret 1993. Da lov nr. 450 af 30. juni 1993 træder i kraft 1. januar 1994, dvs. efter udgangen af kalenderåret 1993, kan lov nr. 450 af 30. juni 1993 først få virkning fra og med finansåret 1995, da der ikke i lov nr. 450 af 30. juni 1993 er indsat bestemmelser, der medfører en fravigelse af satsreguleringslovens § 1. Da satsreguleringsloven er en beregningslov, kan de ved lov nr. 450 af 30. juni 1933 vedtagne ændringer, der trådte i kraft den 1. januar 1994, ikke få virkning for den satsreguleringsprocent og tilpasningsprocent, der skulle være beregnet og bekendtgjort før lovens ikrafttræden, idet den ændrede beregningsmetode først kan få virkning for førstkommende beregning efter lovens ikrafttræden. Det er således i satsreguleringsloven systematisk fastsat, jf. §§ 1 og 5, at satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten meddeles før finansårets start. Man skal tage sit udgangspunkt i lovens klare ord, hvorfor lovgivers intentioner ikke kan tillægges betydning.

Lønudviklingen skal opgøres med funktionærer og arbejdere, og 1993-AUD bidraget skal fratrækkes i 1991-lønnen

Såfremt sagsøgeren ikke får medhold i sine synspunkter om virkningstidspunktet for lov nr. 450 af 30. juni 1993, så gør sagsøgeren gældende, at lønudviklingen skal opgøres med funktionærer og arbejdere, således at satsreguleringsprocenten skal opgøres på baggrund af den konstaterede udvikling i arbejdernes og funktionærernes bruttolønninger fra 1991 til 1992, og ikke som stigningen i arbejdernes bruttolønninger fra 1991 til 1992, ligesom det gøres gældende, at det er 1993 AUD-bidraget, der skal fratrækkes i 1991-lønnen.

Den for finansåret 1994 bekendtgjorte satsreguleringsprocent bygger på en "kombinationsmodel", som fremkommer ved anvendelse af elementer fra såvel lov nr. 385 af 13. juni 1990 som lov nr. 385 af 13. juni 1990 som ændret ved lov nr. 450 af 30. juni 1993, hvilket er ulovligt.

Det fremgår helt klart af såvel lov nr. 385 af 13. juni 1993 som lov nr. 450 af 30. juni 1993, hvorledes lønudviklingen skal opgøres, idet dette skal ske enten på baggrund af den procentvise stigning i arbejderlønningerne med fradrag af lønårets og året før lønårets sociale bidrag m.v. (lov nr. 385 af 13.juni 1990) eller med den procentvise udvikling i arbejder- og funktionærlønningerne efter fradrag af arbejdsmarkedspension og efter fradrag for finansårets og det for året før finansåret gældende arbejdsmarkedsbidrag (lov nr. 385 af 30. juni 1930 som ændret ved lov nr. 450 af 30. juni 1993 ) .

Såfremt lov nr. 450 af 30. juni 1993 har virkning for finansåret 1994 på grund af lovgivers intentioner herom, så må de samme intentioner slå helt igennem også på samtidigheden, således at det er AUD-bidraget for 1993, der skal fratrækkes i 1991-lønnen.

Lønudviklingen er opgjort på baggrund af et skøn

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at satsreguleringsprocenten for finansåret 1995 ikke er opgjort i overensstemmelse med § 3 i lov nr. 385 af 13. juni 1990 som ændret ved lov nr. 450 af 30. juni 1993, idet årslønudviklingen ikke er opgjort på grundlag af den konstaterede udvikling i arbejderes og funktionærers bruttolønninger fra 1992 til 1993, men derimod ved et skøn, og at det kun er den konstaterede lønudvikling, der kan anvendes ved opgørelsen af satsreguleringsprocenten. I et svar til Folketingets Finansudvalg oplyste daværende finansminister Mogens Lykketoft, at overgangen fra gammel til ny statistik håndteredes ved, at DA supplerede med andre statistikkilder og på denne måde udregnede en lønstigning, der indeholdt et element af skøn, hvilket bekræfter, at lønudviklingen er opgjort ved et skøn.

DA havde ikke en oversigt over funktionærlønningerne for 1992, men først for 1993, og så blev DA og Finansministeriet enige om at bruge en metode, hvor de estimerede. Det fremgår helt klart af forhandlingsforløbet og af den brevveksling, der førtes mellem DA og Finansministeriet i slutningen af maj og begyndelsen af juni 1994. DA kunne alene beregne sig frem til en stigningstakt i lønningerne, og det accepterede Finansministeriet, og herved fik man en skønnet lønudvikling og ikke en konstateret lønudvikling, og det var den skønnede lønudvikling, man benyttede til fastsættelse af satsreguleringsprocenten, hvilket er i strid med loven, hvilket også fremgår af Justitsministeriets svar til Finansministeriet af 1. juli 1994.

Sagsøgeren har vedrørende sit lidte tab henvist til, hvad der tidligere er anført om bevisbyrden, som derfor må anses for løftet i den givne situation, hvis sagsøgeren kan sandsynliggøre sit tab. Det er sket i og med, at sagsøgeren har påvist, at satsreguleringsprocenten for 1995 med overvejende sandsynlighed skulle være 0,5 % og ikke 0,4 %, såfremt DA havde opgjort lønudviklingen med mere end en decimal, såfremt DA havde anvendt antallet af præsterede arbejdsdage som vægte i den sammenvejede stigningstakt i stedet for antal ansættelsesforhold, og såfremt DA havde anvendt niveaulønnen i stedet for stigningstakterne i sammenvejningen.

Vedrørende genoptagelse

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om, at han skal have tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne og skatteberegningerne for indkomstårene 1994 og 1995, jf. den dagældende styrelseslov § 4, stk. 2, procederet i det væsentlige i overensstemmelse med sit påstandsdokument. Det samme er tilfældet vedrørende påstanden om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 1996, 1997 og 1998 .

Anvendelsen af faste vægte

Det er i strid med satsreguleringslovens § 3, at årslønsudviklingen, der er brugt til at beregne satsreguleringsprocenten for finansårene 1996 og 1998, er opgjort på grundlag af den relative fordeling mellem arbejdere og funktionærer i året før lønåret - de såkaldte faste vægte. Meningen med satsreguleringslovens § 3 som affattet ved lov nr. 450 af juni 1993 henholdsvis som affattet ved lov nr. 989 af 26. november 1996 er, at der i lighed med de år, hvor lønudviklingen blev opgjort efter lov nr. 385 af 13. juni 1990 § 3, kun skal opgøres en løn, nemlig lønårets. Denne løn sammenlignes med den løn, der blev opgjort det foregående finansår. Når der kun opgøres en løn - lønårets - er det udelukket at anvende faste vægte. Der er hverken i lov nr. 385 af 13. juni 1990 eller i lov nr. 450 af 30. juni 1993 hjemmel til at anvende faste vægte ved opgørelsen af årslønudviklingen. Ved opgørelsen af arbejdernes lønudvikling i henhold til § 3 i lov nr. 385 af 13. juni 1990 blev der ikke anvendt faste vægte, uanset at arbejderlønnen var sammensat af løntyperne faglærte, ufaglærte og ufaglærte kvinder. I øvrigt følger det af den naturlige sproglige forståelse at satsreguleringslovens § 3 i lov nr. 989 af 26. november 1996, at den sammenvejede løn opgøres hvert år for sig. Ifølge forarbejderne til 1996-loven ændredes beregningsprincipperne ikke i forhold til de gældende regler. Anvendelse af faste vægte har betydning for årslønsudviklingen, hvilket er godtgjort ved dokumentationsskemaer over lønudviklingen fra 1995 til 1996, fra 1996 til 1997 og fra 1997 til 1998 udarbejdet af DA til brug for opgørelse af årslønsudviklingen. Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at han har dokumenteret betydningen af anvendelsen af faste vægte i kombination med anvendelsen af identiske virksomheder for både hans skat og pensioner. Det bestrides, at anvendelsen af faste vægte har ligget inden for rammerne af den bemyndigelse, der er givet Finansministeren i satsreguleringslovens § 5. Bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 556 af 27. juni 1997 § 2, stk. 7 har derfor ikke hjemmel i lov om satsreguleringsprocent.

At Finansministeriet mener, at det er den "ærligste" metode at benytte faste vægte har ingen betydning over for lovens ord. Det er ligeledes i strid med satsreguleringslovens § 3, at årslønsudviklingen til brug for beregningen af satsreguleringsprocenten for finansårene 1996 og 1998 kun opgøres på grund af indberetninger om arbejder- og funktionærlønninger fra virksomheder, der har indberettet lønninger i lønåret og året før lønåret - de såkaldte identiske virksomheder.

Anvendelse af identiske virksomheder

Den praksis, der har udviklet sig med for hvert år at beregne såvel lønnen i lønåret to år før finansåret som lønnen i året før lønåret har ikke støtte i satsreguleringslovens § 3. Meningen med denne bestemmelse som affattet ved henholdsvis lov nr. 450 af 30. juni 1993 og lov nr. 989 af 26. november 1996 er, at der i lighed med de år, hvor lønudviklingen blev opgjort efter lov nr. 385 af 13. juni 1990 § 3, kun skal opgøres en løn, nemlig lønårets. Denne løn sammenlignes med den løn, der blev opgjort til det foregående finansår. Når der kun opgøres en løn - lønårets - er det også udelukket at anvende identiske virksomheder. Satsreguleringslovens § 3 hjemler ikke anvendelsen af identiske virksomheder. Ved opgørelsen af arbejdernes lønudvikling i henhold til § 3 i 1990-loven blev der ikke anvendt identiske virksomheder. Der er intet anført i satsreguleringslovens § 3 i 1993-loven eller i bemærkningerne hertil om, at årslønsudviklingen fremover skal ske ved anvendelse af identiske virksomheder. Det fremgår af korrespondancen mellem Finansministeriet og DA, at spørgsmålet om identiske virksomheder først blev rejst i forbindelse med opgørelsen af årslønsudviklingen fra 1993 til 1994 til brug for satsreguleringsprocenten for finansåret 1996.

Sagsøgeren har dokumenteret betydningen af anvendelsen af faste vægte i kombination med anvendelsen af identiske virksomheder for både hans skat og pensioner. Det bestrides, at anvendelsen af identiske virksomheder ved opgørelsen af årslønudviklingen har ligget inden for rammerne af den bemyndigelse, der er givet finansministeren i satsreguleringslovens § 5. Bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 556 af 27. juni 1997 § 2, stk. 3, 2. punktum, har derfor ikke hjemmel i satsreguleringslovens § 3. Også i denne forbindelse er det uden betydning, at Finansministeriet mener, at benyttelsen af identiske virksomheder giver det "ærligste" billede af lønudviklingen, når det er i strid med loven.

Private pensioner

Endelig er det også i strid med satsreguleringslovens § 3, at årslønsudviklingen til brug for beregningen af satsreguleringsprocenten for finansårene 1996 og 1998 er opgjort efter fradrag af private pensioner, administreret af arbejdsgiveren, dvs. individuelle pensionsbidrag, som den enkelte lønmodtager har aftalt med sin arbejdsgiver og private pensionsbidrag, som er administreret af arbejdsgiveren på opfordring af lønmodtageren.

I bemærkningerne til § 3 i lov nr. 385 af 13. juni 1990 indgår private pensioner ikke, uagtet pensionstypen var kendt i 1990. Af § 3 fremgår kun, at bruttolønningerne for arbejdere og funktionærer opgøres med fradrag for bidrag til arbejdsmarkedspensioner. En yderligere definition af arbejdsmarkedspensioner i forhold til det i bemærkningerne til lov nr. 385 af 13. juni 1990 anførte, anføres ikke i bemærkningerne til lov nr. 450 af 30. juni 1993. LO-arbejderlønnen, som blev anvendt til opgørelse af lønudviklingen efter lov nr. 385 af 30. juni 1990, blev opgjort uden fradrag for private pensioner administreret af arbejdsgiveren. Det har ikke ligget inden for den bemyndigelse, der er givet Finansministeren i satsreguleringslovens § 5, at der skulle ske fradrag i årslønsudviklingen for de private pensioner, der administreres af arbejdsgiveren. Endvidere gøres det gældende, at det forhold, at fradraget sker som følge af en nødvendig tilpasning af de tilgængelige statistiske data, ikke er hjemlet.

Det er helt vilkårligt om en privat pensionsordning, f. eks. en kapitalpension, en ratepension eller en pensionsordning med løbende udbetalinger, administreres af arbejdsgiveren eller ikke. Yderligere skal det anføres, at fradraget for private pensioner administreret af arbejdsgiveren ved opgørelsen af årslønsudviklingen ikke har hjemmel i satsreguleringsloven, blot fordi det ikke med 100 % sikkerhed er dokumenteret, at det i årene 1996 og 1998 - 2004 har haft betydning for opgørelsen af satsreguleringsprocenten. Der er fradraget et beløb, som på grundlag af de af DA modtagne indberetninger ikke lader sig fastslå eksakt. Uanset hvor småt det måtte være, vil det kunne få betydning for opgørelsen af årslønsudviklingen og dermed satsreguleringsprocenten. Sagsøgeren har henvist til, hvad der allerede er gjort gældende vedrørende hans bevisbyrde for sit lidte tab og i den forbindelse påpeget, at han har sandsynliggjort, at metoden har ført til forkerte procenter i 2000 og 2001. Bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 556 af 27. juni 1997, § 2, stk. 4, 3. punktum, har derfor ikke hjemmel i satsreguleringslovens § 3.

De sagsøgtes subsidiære påstand

Over for de sagsøgtes subsidiære påstand gøres det til støtte for den nedlagte afvisningspåstand og frifindelsespåstand gældende, at Folketinget ikke er part i nærværende sag, hvorfor domstolene ikke kan give Folketinget en ret - eller pålægge Folketinget en pligt.

De sagsøgtes mest subsidiære påstand

Over for de sagsøgtes mest subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at han ikke har fået en uberettiget fordel.

Tillægsbevillingsloven for finansåret 1996 indeholder ingen bestemmelser eller forbehold om, at der skal ske modregning på grund af gevinsten ved "regnefejlen". Fra denne lovs vedtagelse har sagsøgeren erhvervet en ret.

De sagsøgtes procedure

Ved satsreguleringslovens vedtagelse var der bred politisk enighed om, at loven skulle afløse det hidtidige reguleringspristal og give et statistisk udtryk for lønudviklingen. Loven er ikke en lærebog i statistik, og den rummer muligheder for at træffe valg af forskellige statistiske metoder, hvor den ene kan være lige så korrekt som den anden og hvor valget derfor træffes på grundlag af lovens formål. Dette valg er tillagt Finansministeriet inden for lovens vide grænser. Det er DAs arbejdslønstatistik og siden strukturstatistik, som skal danne grundlag for beregningsgrundlaget for satsreguleringsprocenten, og hvert år skal Finansministeriet fastsætte denne procents størrelse på grundlag af den foreliggende statistik. Finansministeriet har gjort det yderste for at leve op til lovens ånd og formål. Der er ikke "fiflet" med tallene, og der er ikke grundlag for at fastslå, at Finansministeriet har udøvet magtfordrejning. Med DA har Finansministeriet drøftet hvilke principper, der skulle anvendes, men der var en nødvendighedens lov, idet man skulle bruge DAs tal, og det gav problemer, især ved overgangen til strukturstatistik. Den overgang nødvendiggjorde overvejelser og valg, men der blev ikke brugt svingende principper. Man holdt sig lovens formål for øje - nemlig at få et retvisende billede af lønudviklingen. Da Finansministeriet i 1994 ikke kunne overholde fristen i lovens § 5 henvendte man sig til Justitsministeriet, som meddelte, at man måtte vente til statistikken forelå; man måtte ikke skønne sig frem til satsreguleringsprocenten.

De sagsøgte bestrider, at satsreguleringsloven er en skattelov. Grundlovens § 43 gælder derfor ikke i denne sag.

De sagsøgte har henvist til, at der i denne sag gælder de i dansk ret almindeligt kendte og benyttede fortolkningsprincipper, således at man blandt andet - når man fortolker - kan lægge vægt på, at afgørelsen i sagen har betydelig samfundsmæssige konsekvenser, ligesom man skal lægge vægt på lovgivningsmagtens intentioner. Sagsøgerens påstand om det modsatte er i eklatant modstrid med gældende ret.

De sagsøgte fastholder, at sagsøgeren skal bevise, at der er begået fejl, og at han har lidt et tab. Det er derfor sagsøgeren, der skal bevise konsekvenserne af eventuelle fejl. Føres det bevis ikke, skal de sagsøgte frifindes.

Vedrørende sagsøgers indsigelse om, at lov nr. 450/1993 tidligst kan have virkning for beregningen af satsreguleringsprocent m.v. for 1995

Lov nr. 450 af 30. juni 1993 om ændring af satsreguleringsloven trådte ifølge § 2 i kraft den 1. januar 1994. Det følger således af såvel lovens ordlyd som dens forarbejder, at loven skulle have virkning allerede fra 1994. Af bemærkningerne fremgår tydeligt, at man er opmærksom på, at pensionister ikke skulle betale det nyindførte arbejdsmarkedsbidrag, og at de ville få del i de skattelettelser, der blandt andet skulle finansieres af arbejdsmarkedsbidragene. Denne favorisering af pensionisterne skulle undgås, og derfor skulle arbejdsmarkedsbidragene indregnes straks i satsreguleringsprocenten. At loven skulle gælde for 1994 fremgår også af § 4, stk. 2, hvor det udtrykkeligt nævnes, at puljehenlæggelsen for finansåret 1994 er 0,3 procent. Puljehenlæggelsen er en integreret del af satsreguleringsprocenten. Bestemmelsen ville savne fornuftig mening, hvis ikke loven skulle gælde for 1994.

Satsreguleringsprocent m.v. for 1994 fremgår af Finansministeriets bekendtgørelse nr. 586 af 1. juli 1993, der som sin hjemmel henviser til § 5 i lov nr. 385 af 13. juni 1990 som ændret ved lov nr. 450 af 30. juni 1993. Bekendtgørelsen er således udstedt efter lovændringen og har virkning fra det tidspunkt, hvor 1993-loven træder i kraft, altså den 1. januar 1994.

I Justitsministeriets vejledning nr. 153 af 22. september 1987 om udarbejdelse af administrative forskrifter anbefales kundgørelse af en bekendtgørelse med nye regler i god tid, før loven træder i kraft.

Sagsøgerens indsigelse skal derfor ikke tages til følge.

Vedrørende sagsøgers indsigelse om, at beregningen af satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten (og dermed reguleringstallet i henhold til personskattelovens § 20) for 1994 er baseret på en forkert beregning af årslønsudviklingen i 1992

Sagsøgerens indsigelse retter sig imod, at der ved beregning af årslønsudviklingen i 1992 er fradraget AUD-bidrag i 1991-lønnen.

Det ville have været hensigtsmæssigt, hvis loven havde nævnt, hvordan AUD-bidraget skulle behandles i overgangsperioden, men lovens ordlyd anviser ikke nogen bestemt løsning vedrørende spørgsmålet om fradrag for AUD-bidrag i 1991-lønnen. Men det fremgår af lovens forarbejder, at det er forudsat, at man anvender netop den løsning, som Finansministeriet har valgt. Er der parallelitet mellem lovens formål og ord, kan man næppe med vægt hævde, at der skal gælde noget andet.

Også ifølge den oprindelige lov fra 1990 var beregningen af satsreguleringsprocent m.v. baseret på årslønsudviklingen i året to år forud for det pågældende finansår. Men der skulle anvendes bruttolønninger "ekskl. sociale bidrag m.v." ved beregningen. Lovens begreb "sociale bidrag m.v." dækkede lønmodtageres bidrag til ATP og AUD og eventuelle ny sociale bidrag, der lovgivningsmæssigt eller overenskomstmæssigt måtte blive fastsat, herunder også nye arbejdsmarkedsbidrag.

Reglerne i 1990-loven indebar således, at en forøgelse af de "sociale bidrag" ville medføre en reduktion af årslønsudviklingen, men eftersom beregningen var baseret på årslønsudviklingen to år forud for det pågældende finansår, ville effekten af forøgelsen dog først komme med 2 års forsinkelse.

Skattereformen i 1993, der blev indført med virkning fra 1994, medførte en omlægning af en del af personskatterne til arbejdsmarkedsbidrag. Betydelige skattelettelser blev således finansieret af de nye arbejdsmarkedsbidrag, der blev indført ved lov nr. 448 af 30. juni 1993 om arbejdsmarkedsfonde. Modtagere af overførselsindkomster betaler ikke arbejdsmarkedsbidrag, men får del i skattelettelser, der finansieres af de nye arbejdsmarkedsbidrag. Uden ændring af satsreguleringsloven i forbindelse med skattereformen i 1993 ville følgen blive en favorisering af modtagere af overførselsindkomst. Favoriseringen ville dog kun blive midlertidig, idet effekten af de nye arbejdsmarkedsbidrag ville slå igennem med to års forsinkelse. Et ønske om at undgå denne forsinkelse var det primære formål med ændringen af satsreguleringsloven i 1993. Man ønskede samtidighed mellem skattelettelserne i 1994 og nedreguleringen af satserne for overførselsydelserne.

Den tilsigtede samtidighed blev indført på den måde, at de nye arbejdsmarkedsbidrag, der blev indført med virkning fra 1994 - samtidig med afskaffelsen af AUD-bidraget - blev indregnet i satsreguleringen for samme år (1994). Rent teknisk var satsreguleringen for finansåret herefter fortsat baseret på lønudviklingen to år forud for finansåret, men stigningen blev beregnet, efter at der i årslønnen for lønåret var sket fradrag for arbejdsmarkedsbidrag med bidragssatsen i finansåret. Derfor skulle arbejdsmarkedsbidrag, med procentsatsen for 1994 altså fratrækkes ved opgørelsen af den løn for 1992, der indgik i beregningen af årslønsudviklingen for dette år.

Det fremgår af lovforarbejderne, at man forventede, at effekten af lovændringen for 1994 ville blive en reduktion på 4,7 i forhold til resultatet, hvis der ikke var sket noget lovindgreb.

Ved 1993-loven udgik fradraget for "sociale bidrag", og loven gav ingen anvisning om fradrag for AUD-bidrag. Uden fradrag for AUD-bidrag i 1991-lønnen ville resultatet imidlertid blive en for lille årslønsudvikling i 1992 i forhold til de forudsætninger, som fremgår af lovforarbejderne. Kun ved at sammenligne årslønnen for 1992 (ekskl. ATP og med fradrag for arbejdsmarkedsbidragssatsen for 1994) med årslønnen for 1991 (ekskl. ATP) og med fradrag netop for AUD-bidrag for 1991 bliver resultatet den reduktion på 4,7 % i forhold til resultatet uden lovindgreb, som udtrykkeligt er forudsat i lovforarbejderne.

Derfor må 1993-loven fortolkes - til fordel for modtagerne af overførselsindkomst - således, at der foretages reduktion i 1991-lønnen med AUD-bidraget for 1991 ved beregningen af årslønsudviklingen med henblik på satsreguleringen for 1994.

Flere alternative løsninger - som måske nok ville være i overensstemmelse med lovens ordlyd, om end i strid med dens forarbejder - ville i øvrigt føre til et for sagsøgeren betydeligt dårligere resultat.

Selv om sagsøger måtte have ret i, at beregningen ikke havde lovhjemmel, ville han således ikke kunne få medhold i sine påstande.

Vedrørende sagsøgers indsigelse om, at det statistiske grundlag for beregningen af satsreguleringsprocenten for 1994 er forkert

Sagsøgerens indsigelse er baseret på ændringen i 1993 af satsreguleringslovens § 3. Mens det statistiske grundlag for beregningen af årslønsudviklingen ifølge 1990-loven var årslønsudviklingen "for LO-arbejdere", skulle beregningen ifølge 1993-loven ske på grundlag af "den konstaterede udvikling i arbejderes og funktionærers bruttolønninger."

Om baggrunden for ændringen af det statistiske grundlag for beregningen fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at DAs lønstatistik ændredes pr. 1. januar 1993, således at statistikken blev opgjort samlet for arbejder- og funktionærlønninger. "Satsreguleringen foretages fremover på baggrund af den ændrede statistik." I øvrigt fremgår det af lovforarbejderne, at ændringen af statistik ikke forventes at få konsekvenser for satsreguleringsprocenten.

Man har ikke anvendt den nye "Strukturstatistik" i forbindelse med beregningen af årslønsudviklingen med henblik på satsreguleringen for 1994, eftersom den nye statistik ikke fandtes for de to år, der indgår i beregningen (1991 og 1992). Man kan selvsagt ikke anvende andre statistikker end dem, der findes for de pågældende år. Loven skal fortolkes i overensstemmelse hermed. Det havde været godt, hvis der i loven havde været nogle overgangsregler, men meningen med loven, den er fulgt.

Meningen har været, at den nye lønstatistik skulle anvendes på de beregninger, hvori 1993-lønnen og lønnen for de følgende år indgik. Det er meningen med udtrykket "fremover" i relation til det ændrede statistiske grundlag.

Men selv om der havde været tale om en fejl, så har sagsøgeren ikke påvist, at fejlen har stillet ham dårligere end nogen alternativ løsning.

Vedrørende sagsøgers indsigelse om, at det statistiske grundlag for beregningen af satsreguleringsprocenten for 1995 ikke er i orden

Sagsøgeren påstår, at der indgår et skønsmæssigt element i DAs beregning af lønudviklingen. Men dette var nødvendigt som følge af overgangen fra arbejderstatistik til strukturstatistik. Man kunne ikke få niveautal for funktionærer, hvorfor man med et element af skøn beregnede sig frem til en funktionærårsløn, ligesom DA beregnede sig frem til stigningstakten i lønudviklingen på 1,8 %. Det var, hvad Finansministeriet kunne få. 1993-lønnen som udtrykt i strukturstatistikken skulle jo sammenlignes med 1992-lønnen, om hvilken der ikke forelå et statistisk materiale efter strukturstatistikkens principper.

Der foreligger ikke andre oplysninger om beløbsstørrelsen af de lønninger, der indgår i DAs beregning af lønudviklingen på 1,8 % end dem, der allerede er fremlagt.

Den i sagen fremlagte korrespondance m.v. viser, at DA rent faktisk i samarbejde med Finansministeriet har beregnet lønudviklingen fra 1992 til 1993 så statistisk korrekt, som det var muligt i situationen med overgang til ny statistik. Der var tale om et overgangsproblem, som kun var aktuelt det ene år. Der er ikke grundlag for kritik af Finansministeriet, som fulgte Justitsministeriet og afventede tallene fra DA, netop fordi der ikke måtte skønnes. Stigningstakten på 1,8 % var ikke en skønnet størrelse. DA er ikke i besiddelse af tallene i dag.

Sagsøgeren har gjort gældende, at satsreguleringsprocenten for 1995 skulle have været 0,5 % eller en endnu højere sats, men har ikke dokumenteret eller blot sandsynliggjort dette. Det er ren spekulation fra sagsøgerens side.

Vedrørende sagsøgers indsigelse mod anvendelse af faste vægte og identiske virksomheder ved opgørelse af årslønsudviklingen

Med DAs overgang til den nye strukturstatistik med virkning fra opgørelsen af 1993-lønnen og ændringen af satsreguleringsloven i 1993 kom det statistiske grundlag til også at omfatte funktionærlønninger. Loven omtaler ikke, hvordan den ny statistik skulle bruges, men det fremgår af forarbejderne, at det skulle være strukturstatistikken, der skulle danne grundlag for lønudviklingen og fastsættelsen af satsreguleringsprocenten. Det har derfor været op til Finansministeriet inden for lovens rammer at finde frem til den metode, der bedst svarer til lovens intentioner. Når lønudviklingen ændredes til at gælde både arbejdere og funktionærer aktualiseredes behovet for at lade arbejder- og funktionærlønninger have samme indbyrdes vægt i de to år, der skal sammenlignes. Hvis man anvender fordelingen i hvert af årene (løbende vægte), vil forskydninger mellem antallet af arbejdere - og typisk højere lønnede - funktionærer give sig udslag i beregningen af årslønsudviklingen. Ved brug af faste vægte ved beregningen af lønudviklingen elimineres udsving, der følger af forskydninger i fordelingen af arbejdsstyrken på arbejdere og funktionærer, og det er hensigtsmæssigt.

Med indførelsen af den ny statistik steg antallet af indberettende virksomheder voldsomt.

Anvendelsen af "identiske virksomheder" i statistikken betyder, at der kun medregnes virksomheder, der eksisterer og har indberettet oplysninger i begge de år, der sammenlignes. Medtages alle indberettende virksomheder i beregningerne, er det en fejlkilde i relation til at konstatere den reelle årslønsudvikling. Hvis eksempelvis en virksomhed med et stort antal lavtlønnede indberetter i år 2, men ikke i år 1, kan det trække ned i årslønsudviklingen, selv om de pågældende medarbejdere måtte have fået større lønforhøjelser end medarbejderne i gennemsnittet af virksomheder.

DA har stedse anvendt identiske virksomheder ved beregningen af lønudviklingen, og efter overgangen til den nye statistik anvendte man frem til statistikken for 1996 faste vægte ved beregningen af den samlede lønudvikling for arbejdere og funktionærer.

Det fremgår af de fremlagte dokumenter, at det var ønsket om at opnå et så rigtigt og ærligt billede som muligt af lønudviklingen, som var bestemmende for Finansministeriets metodevalg.

Anvendelse af faste vægte og identiske virksomheder er den metode, der er bedst stemmende med lovens formål. Loven har i første række til formål at sikre en regulering af alle overførselsindkomster i takt med lønudviklingen for de beskæftigede. Ydelserne skal således stige i samme takt som lønstigningerne. Oprindeligt var det kun lønudviklingen for LO-arbejdere, der havde betydning, men efter lovændringen i 1993 indgår tillige funktionærernes lønudvikling i beregningsgrundlaget.

Udsving i sammensætningen af de virksomheder, der indgår i statistikken, eller en ændret fordeling af arbejdsstyrken på arbejdere og funktionærer, bør efter lovens formål ikke påvirke indkomsten for modtagere af overførselsindkomster.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 1996, at formålet med den ændrede formulering blot var en præcisering, og at der ved beregningen af årslønsudviklingen skulle anvendes "samme lønbegreb som hidtil". Faktum er da også, at der ikke er sket nogen ændring af metoden efter lovændringen. Finansministeriet har fortsat anvendt faste vægte og identiske virksomheder - også efter at DA, for så vidt angår vægtene skiftede princip i sin egen statistik for 1996.

En yderligere præcisering af metodevalget er udmøntet i beregningsbekendtgørelsen fra 1997. Af beregningsbekendtgørelsens § 2 fremgår det således udtrykkeligt, at der skal anvendes faste vægte og identiske virksomheder ved beregningen af lønudviklingen. Der er ikke noget belæg for sagsøgerens anbringende om, at beregningsbekendtgørelsen er i strid med loven eller uden fornøden hjemmel i loven.

Sagsøgeren har med en række komplicerede beregninger forsøgt at sandsynliggøre, at anvendelse af faste vægte og identiske virksomheder fører til misvisende resultater, men uden held. Beregningerne må tilbagevises som forfejlede, idet de er baseret på en række forkerte og udokumenterede forudsætninger. Heller ikke sagsøgers betragtninger om, at den af Finansministeriet anvendte metode skulle være uforenelig med anerkendte statistiske principper, er holdbar.

Vedrørende sagsøgers indsigelse om, at det er i strid med satsreguleringsloven at fratrække bidrag til private pensionsordninger administreret af arbejdsgiveren

Det fremgår udtrykkeligt af satsreguleringslovens § 3, som affattet ved 1993-loven, at bidrag til arbejdsmarkedspensioner ikke indgår i det lønbegreb, der anvendes ved beregningen af årslønsudviklingen.

Om begrebet "arbejdsmarkedspensioner m.v." i § 3 som affattet ved lovændringen i 1996 er det i beregningsbekendtgørelsen anført, at det drejer sig om "arbejdsgiveres og lønmodtageres bidrag til ATP samt arbejdsmarkedspensioner administreret af arbejdsgiveren". Loven har hele tiden været administreret i overensstemmelse hermed.

Sagsøgeren hævder, at det er ulovligt at fratrække "andre pensionsordninger administreret af arbejdsgiveren" end pensionsbidrag, fastsat ved lov eller central eller lokal overenskomst. Det vil sige, at individuelle pensionsbidrag, som den enkelte lønmodtager har aftalt med sin arbejdsgiver, eller private pensionsbidrag, som er administreret af arbejdsgiveren på opfordring af lønmodtageren, ikke er omfattet.

Rent faktisk er der ikke nogen mulighed for at udsondre "andre pensionsordninger administreret af arbejdsgiveren" fra de øvrige arbejdsmarkedspensioner i det foreliggende statistiske materiale, eftersom DAs medlemsvirksomheder foretager indberetning af alle pensionsbidrag under et.

Loven er baseret på en forudsætning om, at DAs lønstatistikker skal anvendes ved beregningen af lønudviklingen. Det ligger helt uden for lovens forudsætninger, at Finansministeriet skulle iværksætte indsamling af data fra virksomhederne. Og det ville være nødvendigt, hvis man skulle beregne årslønsudviklingen som krævet af sagsøgeren.

De omtvistede private pensionsordninger administreres af arbejdsgiveren på linie med de øvrige arbejdsmarkedspensioner, og der er ikke i henseende til lovens formål grund til at behandle dem anderledes i forbindelse med beregningen af lønudviklingen. Alle pensionsbidragene fragår i det rådighedsbeløb, som den beskæftigede kan disponere over til forbrug, og formålet med satsreguleringen er at give modtagere af overførselsindkomster samme udvikling i den disponible indkomst som de beskæftigede. Modtagere af overførselsindkomst foretager ikke opsparing til pension i et omfang, der er sammenligneligt med de beskæftigede. Ex tuto gøres det endvidere gældende, at selv hvis det havde været en fejl at fratrække den her omhandlede del af de arbejdsgiveradministrerede pensioner i forbindelse med beregningen af lønudviklingen, ville det være uden betydning for resultatet. Alt tyder på, at de omtvistede pensioner kun udgør en så beskeden del af de samlede arbejdsmarkedspensioner administreret af arbejdsgiverne, at det er helt uden statistisk betydning, om de medregnes eller ikke. Hverken Finansministeriet, DA eller sagsøgeren kan regne sig frem til betydningen af, at de omhandlede pensionsordninger fratrækkes.

Sagsøgeren har med en række komplicerede beregninger m.v. forsøgt at sandsynliggøre, at de omtvistede pensioner kan spille en rolle for størrelsen af tilpasningsprocenten og satsreguleringsprocenten, men uden at det er lykkedes for de år, der er omfattet af sagen.

Selv om sagsøgeren måtte få medhold i sin indsigelse vedrørende de private pensionsordninger, betyder det altså ikke, at der er ført bevis for, at satsreguleringsprocenten og tilpasningsprocenten er for lille for nogen af de år, som sagen drejer sig om. Det ville således ikke kunne give grundlag for at statuere, at sagsøgeren har fået for lidt i pension eller har betalt for meget i skat.

Vedrørende genoptagelse

De sagsøgte har anført, at betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt og har herom i det væsentlige gentaget de synspunkter, der fremgår af de sagsøgtes sammenfattende processkrift.

Vedrørende de subsidiære påstande

De sagsøgte har procederet i det væsentlige i overensstemmelse med synspunkterne herom i de sagsøgtes sammenfattende processkrift.

Landsrettens konklusion og begrundelse

Landsretten finder ikke, at A under sagen har godtgjort, at Finansministeriet i forbindelse med administrationen af satsreguleringsloven m.v. har handlet på en sådan måde, at der er grundlag for at give ham medhold under denne sag.

Om den nærmere begrundelse herfor skal landsretten anføre følgende:

Generelle bemærkninger til lovgrundlaget, bevisbyrde m.m.

Efter oplysningerne om satsreguleringslovens tilblivelse må det lægges til grund, at formålet med loven bl.a. var at fastlægge de overordnede rammer for beregningen af lønudviklingen på arbejdsmarkedet på grundlag af et datamateriale. Det er ikke i loven eller dens forarbejder nærmere fastsat, hvorledes den statistiske beregning skal foretages, men det har utvivlsomt været forudsat, at der skulle anvendes en sædvanlig faglig god statistisk fremgangsmåde, og at kompetencen til at vælge en af flere ligeværdige faglige standarder inden for lovens rammer efter lovens § 5 var overladt til Finansministeriet.

Det fremgår endvidere klart af lovens forarbejder, at Finansministeriet som datagrundlag for beregningen af satsreguleringsprocenten var forpligtet til at benytte DAs lønstatistik. Det har ved beregningen af satsreguleringsprocenten derfor stedse været forudsat, at Finansministeriet skulle foretage beregningen på grundlag af de i denne statistik indsamlede løndata, og således at Finansministeriet ikke selv måtte indsamle data eller selv skønne over udviklingen.

Det må endvidere lægges til grund, at overgangen til strukturstatistikken i 1993 gav anledning til en række statistiske problemer, men at Finansministeriet fortsat efter loven var forpligtet til at anvende DAs statistik og i samarbejde med DA efter sædvanlige statistiske principper forsøgte at afbøde de problemer med hensyn til talmaterialet, som beregningen gav anledning til.

Landsretten finder efter bevisførelsen anledning til at fastslå, at der intet grundlag er for at antage, at Finansministeriet ved valg af metode m.v. gennem årene har forfulgt usaglige hensyn eller tilsigtet en bestemt økonomisk udvikling til gunst for statskassen.

Det er A, der under sagen har gjort gældende, at Finansministeriets beregning af satsreguleringsprocenten for årene 1994 til 1998 har været fejlagtig og i strid med satsreguleringsloven, således at han i de pågældende år har betalt for meget i skat og fået for lidt i pension. Det påhviler A som udgangspunkt at godtgøre, at Finansministeriet har handlet i strid med loven, og at dette har indebåret et tab for ham.

Endelig bemærkes, at landsretten ikke kan tiltræde As synspunkt om, at satsreguleringsloven er en skattelov i Grundlovens § 43s forstand. Loven hverken udskriver eller regulerer skatter eller har dette som sit formål. Lovens afledede effekt i form af regulering af forskellige satser på blandt andet Skatteministeriets område findes ikke at ændre herved.

Vurdering af As enkelte indsigelser

1993-lovens virkningstidspunkt

Det fremgår af lov nr. 450 af 30. juni 1993 § 2, at loven træder i kraft 1. januar 1994. På baggrund af formuleringen af lovens § 4, stk. 2, der omtaler finansårene 1994 til og med 1997, og bemærkningerne til loven, herunder formålet med lovændringen - at indføre en samtidighed med skattelettelserne i 1993, hvorved satsreguleringsprocenten skulle nedsættes for at udjævne skattelettelserne på arbejdsmarkedet - finder landsretten det godtgjort, at loven også skulle finde anvendelse på satsreguleringsprocenten for 1994.

Den anvendte fremgangsmåde, hvor en bekendtgørelse udstedes før hjemmelslovens ikrafttræden, men ikke træder i kraft før denne, er klart hjemlet i både teori og praksis.

Landsretten kan derfor ikke give A medhold vedrørende dette punkt.

Fradrag for AUD-bidrag i 1991-lønnen

Det fremgår klart af loven, bekendtgørelsen og forarbejderne til lovændringen i 1993, at baggrunden herfor var at indføre samtidighed med skattereformen. Under disse omstændigheder kan landsretten tiltræde de sagsøgtes anbringende om, at det for at opnå den satsreguleringsprocent, der var forudsat i 1993-loven, var nødvendigt at fratrække AUD-bidraget for 1991 i 1991-lønnen. Finansministeriet stod imidlertid selv for det lovforberedende arbejde, og det må anses for en fejl, at man ikke tog højde for ophævelsen af AUD-loven.

Landsretten kan derfor heller ikke give A medhold vedrørende dette punkt.

Det statistiske grundlag for 1994

Det er ubestridt, at lønudviklingen for 1994 alene er beregnet ud fra udviklingen i arbejderlønningerne.

Landsretten er enig med A i, at dette er i strid med 1993-loven, der i § 3 tillige udtrykkeligt nævner begrebet funktionærlønninger.

Bemærkningen i forarbejderne til 1993-loven om, at satsreguleringen "fremover" foretages på baggrund af den ændrede statistik, findes ikke at give tilstrækkelig støtte for at antage, at loven på dette punkt først skulle finde anvendelse fra 1995.

Det må imidlertid lægges til grund, at der ved beregningen for 1994 ikke forelå de nødvendige tal over udviklingen i funktionærlønninger i 1992, og at Finansministeriet derfor var stillet overfor en vanskelig opgave i forhold til lovens krav.

Det må erkendes, at Finansministeriet, der som anført var ansvarlig for udarbejdelsen af lovforslaget og bemærkningerne hertil, havde haft mulighed for at orientere Folketinget om, at det statistiske grundlag for 1994 ikke her kunne følge den ordning, som loven tilsigtede.

A har imidlertid under alle omstændigheder erkendt, at det er umuligt for ham at sandsynliggøre et tab, og han har endvidere afholdt sig fra at foretage et skøn baseret på forudsætninger.

A findes herefter ikke at have løftet bevisbyrden for, at han som følge af Finansministeriets fremgangsmåde har lidt et tab, og han kan derfor heller ikke få medhold på dette punkt.

Det statistiske grundlag for 1995

Som anført ovenfor er det efter landsrettens opfattelse et væsentligt gennemgående tema for besvarelsen af en række af de hjemmelsspørgsmål, som A har rejst under sagen, at DA i forbindelse med overgangen til strukturstatistikken i 1993 stod overfor et "databrud", og at Finansministeriet efter loven var bundet af statistikken fra DA.

Uanset ordlyden af 1993-lovens § 3, hvorefter årslønsudviklingen beregnes som den konstaterede udvikling i arbejderes og funktionærers bruttolønninger, findes Finansministeriet ikke under de foreliggende omstændigheder at have været afskåret fra at foretage en beregning, hvori indgår et skønsmæssigt element. Denne beregning bygger på alle de data, som på det tidspunkt var til rådighed.

Justitsministeriets udtalelse af 1. juli 1994, der udelukkende forholder sig konkret til Finansministeriets skrivelse af 27. juni 1994, tager ikke stilling til dette spørgsmål.

Landsretten kan derfor heller ikke give A medhold vedrørende dette punkt.

Identiske virksomheder og faste vægte

Satsreguleringslovens ordlyd og forarbejder udtaler sig ikke om det statistiske metodevalg, såsom anvendelsen af identiske virksomheder, faste eller løbende vægte.

Der må derfor indenfor lovens rammer være overladt Finansministeriet et skøn i relation til, hvilke af flere anerkendte ligeværdige principper der skal anvendes ved beregningen af satsreguleringsprocenten.

Satsreguleringslovens intention er at give et så retvisende billede af lønudviklingen som muligt, og de afgivne vidneforklaringer lægger samstemmende til grund, at identiske virksomheder og faste vægte er et hensigtsmæssigt redskab for at undgå udsving i beregningerne, der ikke entydigt har at gøre med lønudviklingen, således som dette begreb er forudsat i satsreguleringsloven. Der er ikke under sagen søgt indhentet sagkyndige erklæringer til belysning heraf.

Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at fastslå, at Finansministeriet ved valget af identiske virksomheder og faste vægte har forfulgt andre formål end de, der følger af loven, og at anvendelsen heraf er fuldt statistisk forsvarlig.

Den omstændighed, at DA fra 1996 skiftede fra faste til løbende vægte, findes ikke at ændre herved.

Landsretten kan på denne baggrund heller ikke give A medhold på dette punkt.

Fradrag for private pensioner

Landsretten kan tiltræde sagsøgerens synspunkt om, at udtrykket "arbejdsmarkedspensioner" i satsreguleringslovens § 3 ikke kan udstrækkes til at omfatte alle typer af private pensioner.

Efter en naturlig, sproglig forståelse finder landsretten, at kun de individuelle pensionsbidrag, der er nævnt som type 5 i Finansministeriets notat af 12. april 2000, er af en sådan karakter, at de ikke er omfattet af satsreguleringslovens §3.

Landsretten finder således ikke, at lovændringen i 1996, hvorved der i lovens § 3 efter "arbejdsmarkedspensioner" blev indsat et "m.v.", gav hjemmel til, at også pensionsbidrag af type 5 blev omfattet af lovens § 3.

Landsretten finder derfor ikke, at der har været grundlag for at fradrage de pensionsordninger, der er omfattet af punkt 5.

Også på dette område må det imidlertid lægges til grund, at Finansministeriet efter loven var bundet af det datagrundlag, som blev tilvejebragt af DA, og der var efter strukturstatistikken ikke mulighed for at udskille og opdele de private pensioner.

Det må endvidere lægges til grund, at det efter DAs oplysninger, som landsretten ikke finder grundlag for at tilsidesætte, må antages, at de private pensioner er af helt underordnet karakter og uden betydning for satsreguleringsprocenten. De beregninger, som A har foretaget for andre år end de, som sagen omfatter, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten kan derfor heller ikke give A medhold vedrørende dette punkt.

Samlet konklusion

Med de anførte begrundelser kan landsretten derfor ikke tage As påstand til følge overfor sagsøgte, Socialministeriet, og der er derfor heller ikke grundlag for at tage hans påstand overfor sagsøgte, Skatteministeriet, til følge.

Herefter frifindes de sagsøgte i det hele.

Sagsomkostninger

Sagens omkostninger fastsættes som nedenfor bestemt. Landsretten har ved omkostningsfastsættelsen lagt vægt på, at selv om sagens økonomiske værdi i relation til A er meget begrænset, så ville det have haft betydelig samfundsøkonomisk effekt, hvis han helt eller delvist havde fået medhold i sine påstande.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet og Socialministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal statskassen inden 14 dage betale 750.000 kr. til hver af de sagsøgte.